Kategori: Psykologi

Jeg fik et mindre chok i denne uge. For der i postkassen lå det. Brevet. Med en opfordring til at melde mig ind i Ældresagen. Først ville jeg smide det ud. Som om jeg var bange for, at alene det at åbne brevet ville betyde, at jeg på et øjeblik ville blive 10 år ældre. Jeg forsøgte at grine den svære følelse væk. “Haha, nu er jeg nok gammel hva´?”.

Men sandt at sige så var det ikke spor morsomt. For jeg gider det ærlig talt ikke. At blive ældre altså. Alternativet ville imidlertid være værre, for det betyder, at livet slutter her. Og det er jo netop hele humlen ved, at jeg ikke vil være ældre. Jeg ønsker ikke at livet skal stoppe. Nu er det lige så godt i gang, og vi er ved at komme overens med hinanden livet og jeg.

Og bedst som man går og har det så godt, så kommer alderdommen. Det kan være svært. Måske ser vi tilbage på vores liv og fortryder noget, vi har sagt og gjort, som vi ikke kan ændre. Alderdommen er skrøbelig, fordi det er der, vi mister mennesker, vi elsker, vi bliver måske syge og måske ensomme. Og en strofe fra Kvamms album kværner i mit hoved: “Jeg har ikke lyst til at dø”.

Min mand gik på pension sidste år. Pludselig er der så meget, man skal forholde sig til af ændringer. Man indgår ikke på samme måde i sociale fællesskaber, som da man gik på arbejde. Man kan savne, at der er brug for en og har indflydelse og bliver lyttet til.

Jeg kigger mig omkring og ser på mine børn. Hvor blev tiden af. Nu er det en tid med børnebørn. Det er fantastisk ingen tvivl om det. Men det er også uhyggeligt, som tiden går.

Der er stor forskel på, hvad vi kan fysisk og mentalt, når vi bliver ældre, men også på, hvilke forventninger vi har til vores liv som ældre. Jeg er altså ikke klar. Ældresagen har helt sikkert en god sag, men de må vente med mit medlemskab lidt endnu.

Kender du det, at et stykke musik kan bringe minder frem, vi for længst troede, vi havde glemt.  Min mand elsker at lytte til sine gamle LP plader. Og selvom nogle nyere numre har sneget sig ind i samlingen, så er det de gode gamle kendinge, der er hans foretrukne.

Musik vækker minder.

Musik kan forstærke det humør, vi er i.

Musik fremkalder følelser.

Musik trøster og opmuntrer os, når vi er alene og knytter os sammen med andre, når vi lytter i fællesskab.

Musik kan få dig til at ville danse og synge højt og inderligt. Og det kan få dig til at være stille og afslappet.

Du har sikkert et stykke musik, du synes særligt godt om. En melodi, der måske oven i købet giver dig gåsehud. Fra moderne hjerneforskning ved vi nu, at hvis der er et stykke musik, vi kan lide, så udløses der dopamin i hjernen. Kroppens eget belønningssystem. Derfor kan vi opleve en trang til at høre det samme stykke musik igen og igen.

En persons musiksmag dannes typisk i ungdomsårene. Vi bruger musik til at markere et særligt tilhørsforhold i en gruppe. Til at understrege hvem vi er –  måske også politisk. Men også vores personlighed afgør vores musiksmag.

Og netop fordi det er i ungdomsårene, vi danner vores musiksmag, har musikken vi lyttede til dengang det med at blive vores foretrukne smag i al fremtid. For årene er sammenfaldende med, at vi rammes af de største følelser, vi hidtil har oplevet- nemlig forelskelse. Og oplevelser vi har, mens vi er følelsesmæssigt påvirket, har det med at sætte sig bedre fast end andre oplevelser.

Ligesom vintrene var mere snefyldte og somrene varmere, da vi var børn, så var musikken også bare bedre, da vi var unge. Sådan tror jeg alle har det.

Jeg blev vred og edderspændt rasende på min mand midt i vores ferie her fornylig. Fjorten dage i dejlige Italien med kun én ting på to do listen udover afslapning nemlig de daglige helt enestående cykelture i bjergene sammen.

Jeg elsker at cykle i bjerge. Jeg elsker at cykle ligeud, og jeg elsker at cykle opad. Jeg er særligt fascineret af den helt særlige følelse det giver i kroppen at indtage et bjerg.

Men jeg hader at cykle nedad. Og det er netop en del af det problem, som denne blog handler om.

Jeg ved jo godt, at når man er kommet op, så ligger det i sagens natur, at man også skal nedad igen. Ofte går det godt. Men jeg bliver som en treårig, når angsten rammer. Så står jeg der med korslagte arme midt i et fremmed land, som jeg da om nogen slet ikke kan finde rundt i og bare nægter at køre længere.

“Jeg gør det ikke”, udbrød jeg i desperation, da nedstigningen fra bjerget tårnede sig op foran mig. Så uoverskueligt.

Og så var det, min mand gjorde det, man netop ikke skal gøre i sådan en situation. Han mødte mit følelsesudbrud med sin egen logiske tænkning. Han begyndte at remse alle de bjerge op, jeg har cyklet nedad og som, ifølge ham, var mindst lige så stejle, hvis ikke stejlere. Han slyngede om sig med procentvise nedstigninger i et væk.

Imens han talte, voksede frustrationen inde i mig. Han viste med al tydelighed, at han ikke forstod.

“Jamen”, vil du måske indvende. “I skulle jo hjem igen, og hvad skal den stakkels mand gøre? Uanset hvad han havde gjort, ændrer det jo ikke ved, at du lige der midt i en lille italiensk bjerglandsby mødte angsten”.

Og nej, det er rigtigt. Men det er, når vi mennekser tør være afventende og ikke problemløsende, at vores medmenneske vil føle sig kommet i møde. At turde være afventende og være i det svære sammen er den måde, vi bedst støtter på. Denne “ikke handlen” er udfordrende for os alle.

Jeg har med vilje ventet med at poste dette opslag, da jeg lige ønskede, at bølgerne skulle lægge sig lidt, inden jeg kastede mig ind i kampen. Så ville jeg imidlertid være kommet til at vente længe. For det, der kunne se ud som et lille bølgeskvulp startet af Sofie Linde, er i stedet blevet til en sand tsunami.

Så nu må jeg komme med en kommentar. Også selvom mange kunne mene, at nu har vi hørt nok om Meetoo. Som kvinde må jeg tage afstand fra hele denne bølge af eksempler, hvor nogle af de, der har magt, opfører sig dårligt overfor dem, der ingen magt har.

Det er særligt krænkelser og overgreb i mediebranchen og i dansk politik, der har præget debatten herhjemme. Men det er ikke kun et fænomen, der er udbredt blandt de kendte. Det foregår i alle dele af samfundet, hvor der er magthierakier. Og det er måske et faktum, der har forstummet i debatten herhjemme.

I hvert fald er der ikke nogen af de kvinder, jeg taler med på jobbet eller privat, der ikke har haft en eller anden ubehagelig oplevelse med grænseoverskridende handlinger. For magtrelationer findes overalt. Og vi taler altså ikke om mænd, der giver komplimenter, for dem er vi de glade modtagere af. Vi taler om hænder, der lander de forkerte steder uden invitation.

Og det kan ikke blot henføres til at være en opgave for kvinder om at blive bedre til at sige fra. En logik, der synes at give mening for mange, der er vant til uden at blinke at give kvinder ansvaret. Man kan med ligeså stor selvfølgelighed sige, at det handler om, at kvinder slet ikke skal sættes i sådan en situation, hvor det er nødvendigt at sige fra.

Forhåbentlig vil flere kvinder turde fortælle, hvis de har været udsat for overgreb. Også de “ikke kendte”. I hvert fald har vi lært, at det ikke nytter at lægge låg på krænkelsessager, for det forsvinder de ikke af.

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Med den luksus det giver at blive inviteret med til den traditionelle søndagsfrokost.

Jeg er endelig tilbage efter en lang periode med rejseristriktioner. Men fordi jeg kender stedet så godt, har jeg besøgt Norma mange gange i tankerne den sidste lange periode.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane. Jeg genkalder mig duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta, solmodne tomater og pizza fra åben ild.

Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur. Jeg kan genkalde mig den smukke udsigt fra terrassen udover Pontina sletten med alle lysene i mørket. Bella vista.

Nu er vi her så igen. Og alt er, som da vi var her sidst. Det er fantastisk. Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de,  hvor mange dage de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har tiden stået stille. Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år. Når de møder hinanden på pladsen eller i supermarkedet kindkysser de, og de tager sig god tid til at blive opdateret på hinandens liv. Og jeg elsker det.

Vi har været sammen i 20 år. Mig og min frisør. Vi har fulgt hinanden gennem hårde tider og gode tider. Gennem udvikling og afvikling. Konfirmation, studentergilde, skilsmisse og bryllup. Og så selvfølgelig mest til hverdag.

Hun kender mig og ved, at jeg ikke vil styles og ikke vil have alle mulige produkter i mit hår, og slet ikke vil have lak i som finish. Kort sagt – man må ikke kunne se, jeg har været der. Men jeg vil gerne have et krus varm kakao og chokoladen, der er så lille, at man næsten kan bilde sig selv ind, at man slet ikke har spist noget.

Hver gang jeg skal til frisør, lader jeg som om, det er til debat, hvilken frisure jeg skal have denne gang. “Prøv med pandehår”, siger min datter “Hvad med dette”, spørger min mand og viser mig et billede af en ung smart model.

Vi ved alle sammen godt, hvad det ender med. For det ender med det samme som altid.

Bevares jeg har da forsøgt mig med krøller, pandehår, røde striber, kort hår.  Det var i min mere vovede ungdom. Men jeg har også prøvet at ligge under dynen og love mig selv, at jeg ikke vil gå ud igen, før mit hår er vokset ud eller farven er dampet af.

For der er så mange følelser i hår. Og jeg har endnu ikke fundet det nødvendige mod de senere år. Det kan synes som en total uoverskuelig forandring, hvis der skal ryge ret meget mere end de slidte spidser. Der er så meget identitet forbundet med vores hår. Hår symboliserer endvidere sexuel energi. Se bare på nogle kvinders tradition med at gemme håret væk. Måske det er derfor, jeg klamrer mig til hvert lille hårstrå.

Hår kan bruges både til at skille sig ud og passe ind. En af mine unge klienter har farvet håret blåt. For som han rationerer sig frem til, så bryder han sig ikke om følelsen af, at andre kigger på ham. For tænker de nu, at jeg er tyk og grim. Når han har blåt hår, kan han berolige sig selv med, at det bare er håret, de kigger på.

Jeg ville ønske, jeg havde modet til at kaste mig ud i noget nyt og anderledes. “Det vokser jo ud igen”, siger min mand, (der er skaldet, så hvad ved han om det). Men hvordan overhovedet gøre det, når vi er enige om, at der sidder så meget identitet i håret? Måske du har prøvet at samle mod?

 

Har du nogensinde udsat noget på ubestemt tid, fordi du var bange for at blive afsløret. Afsløret i ikke at være klog nok og derfor ikke i din gode ret til på nogen måde at udtale dig om dette eller hint. I hvert fald ikke før du lige har fået læst op på, dygtiggjort dig,  eller….

Hvis du ligner mig bare en lille smule, sker det, at du venter. Men hvad er det, vi venter på? For er det ikke rigtigt, at hvis vi venter, til vi er klog nok, smuk nok, hurtig nok, robust nok,  modig nok, god nok, sjov nok, så kan vi komme til at vente meget meget længe. Og livet foregår, mens vi venter.

Folk kommer til mig for at få hjælp. For at lære noget. Få gode råd. Ofte sker det, at jeg pludselig kan rammes af min indre kritiker, der hvisker mig i øret, at lige om lidt så bliver jeg afsløret, og klienten finder ud af, at jeg ikke ved en skid. Eller i hvert fald ikke er nær så dygtig som alle de andre psykologer. Det er sårbart at have det sådan.

Sådan er det at være menneske. Så mit råd til dig er, at næste gang din indre kritiker hvisker dig i øret og vil fortælle dig, at du ikke er god nok og at lige om lidt vil du blive afsløret så mind dig om, at du ikke er alene med den slags tanker og føleser.

Og selvom du ikke kan forhindre din indre kritiker i at skrige højt og larmende, så kan du øve dig i ikke at  lade den stoppe dig.  Kys livet. Omfavn det. Stå ved den du er. Fejlbarlig og alligevel fantastisk.

Mind dig selv om at alle andre også har sider, de helst ikke vil, at andre ser og opdager om dem. Ting som andre ikke kan se, men som er der.  Også hos dem, der på overfalden, ser allermest perfekte ud.

Tiden stod stille, da hele fodboldverdenen holdt vejret i lørdagens kamp mod Finland. For pludselig skete det, som ikke må ske. Og det er et øjeblik, der for altid vil stå printet i vores bevidsthed.

Der kan blogges meget om alt det, der skete denne aften. Og jeg kunne let forledes til at skrive, at lige der blev vi mindet om, hvor betydningsløst fodbold er. Det vil jeg imidlertid ikke, for det ville være en alt for simpel konklusion.

Det er rigtigt, at vi lige der blev mindet om, hvad det vigtigeste er. Det vigtigste er at være omgivet af betydningsfulde andre. Det vigtigste er at være i det her liv og huske at leve et værdibaseret liv.

Fodbold kan bare noget, som vi ikke må glemme. Her er vi samlet i et fællesskab, der rækker på tværs af fine titler. Når vi trækker i de rød/hvide trøjer, pakker vi os selv væk for en stund og overgiver os til et fællesskab, der er større end os selv. Det er vigtigt at værne om den slags samlingspunkter.

Det er mere end en fodboldkamp, der er på spil. Det er en tid, hvor vi er samlet om noget som nation. Og midt i alt det forfærdelige, der skete i lørdagens kamp viste fodbold også, at den kan samle dels som nation, men også på tværs af nationer.

På trods af den gruopvækkende hændelse var der også mindeværdige smukke øjeblikke. Et meget smukt øjeblik var blandt andet, da de finske fans i kor råbte: CHRISTIAN og de danske fans svarede: ERIKSEN. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.

Spillerne har udtalt, at de vil spille videre ved denne EM slutrunde for at gøre os stolte. Det har de for længst indfriet. De stod sammen side om side, da det værst tænkelige udspillede sig for øjnene af dem. Og det i bogstaveligste forstand da de helt instinktivt slog ring om og skærmede deres holdkammerat fra de mange kameraer. Der blev vist et sammenhold, som vi alle kan være stolte af.

Så selvom det skulle blive en slutrunde uden sejre, så har de alligevel vundet. De har skrevet sig ind i alles hjerter. På tværs af alle skel vi mennesker normalt sætter op.

Det nye sort er Mindfulness. En guided meditation, der retter fokus indad. Indad og væk fra de ting, der er omkring dig. Og rigtig mange er glade for at praktisere det. Mindfulness er blevet en anerkendt vej til en mindre stresset hverdag i en tid, hvor flere og flere rammes af stress og depression.

Det er bare ikke alle, der bryder sig om at mærke efter inde i sig selv. “Du skal dybere ind…” og vi mærker angst i stedet for afslapning. Måske fordi kroppen allerede giver alle mulige ubehagelige signaler og symptomer, som kun føles endnu stærkere, når vi i et mindful øjeblik retter opmærksomheden mod det. For det, vi giver opmærksomhed, har det med at gro.

Når klienter kommer med den slags oplevelser og derfor har mest lyst til at opgive Mindfulness, kan en omvendt form for Mindfulness vise sig at være metoden til at få sat tempoet lidt ned og give hjernen et pusterum.

Uanset hvilken meditationsform, du vælger, er første skridt, at du ikke går i kamp med tankerne. Mange tror, at der kræves, at man kan slukke for tankerne for at gøre det rigtigt. Det er imidlertid umuligt. Mindfulness handler rigtig meget om at anerkende de tanker, der dukker op og bare lade dem være.

Men tilbage til den omvendte form for Mindfulness. Her handler det om at rette opmærksomheden udad i stedet for indad.

Skru op for sanserne og måske du næsten kan høre græsset gro. “Shhhh, kan du høre det? Græsset gror! Det er ny begyndelse. Ny vækst. Nyt liv”. I hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg kan se græsset gro på vores nyanlagte plæne i sommerhuset.

Duft alle træerne, der er sprunget ud. Hør fuglenes glade forårssang. Mærk din fods bevægelser, når du går. Mærk hvad der sker i din ankel, fod og jordens underlag når du flytter vægten fra den ene fod til den anden.

Spis langsomt og smag på maden og lad vinen nænsomt bevæge sig rundt i hele din mund, så alle smagssanser vækkes. Se dine børn dybt i øjnene, mens du retter opmærksomheden mod den der lille søde bevægelse, hun altid gør med munden, når hun bliver ivrig. Smag på kysset fra din elskede.

Lad falde hvad ikke kan stå. Sådan får jeg lyst til at supplerer et meget stærkt skriv af Anthony Hopkins om venskaber, som har været delt på de sociale medier. Og hånden på hjertet kender vi så ikke alle den stigende frustration ved at være i relationer, der synes helt og aldeles at afhænge af, at vi er den, der igen og igen tager initiativ.

Her lyder opfordringen fra den aldrende mand: “Giv slip på de mennesker, der ikke er klar til at elske dig”. Indrømmet, det er langt sværere, end det lyder. For vi mennesker har ofte et udtalt behov for at skabe god stemning, ikke træde nogen over tæerne og ikke stille krav.

Vi vil nemlig helt basalt bare så gerne elskes. Og når så andre ikke er klar til at gengælde, så sker det alt for ofte at i stedet for at give slip på venskabet, så gør vi os i stedet endnu mere umage for at gøre os fortjente til deres opmærksomhed.

Om dette skriver han: “Det stjæler din tid, din energi..”. Og videre siger han: “Sandheden er, at du ikke er for alle”.

Når først vi erkender det faktum, at vi ikke er for alle, kan vi investere vores energi i de relationer, der giver os glæde og overskud.

Men tanken om at vi måske slet ikke vil være savnet, hvis vi ikke vedbliver med at række ud, får os desværre alt for ofte til at holde ved. Tanken om, at den anden aldrig spontant vil sende dig en SMS, hvis ikke du vedbliver med at skrive først, får os til at holde ved.  Eller måske den anden kun skriver, når vedkommende har brug for din hjælp.

Vi kan ikke leve uden kærlighed. Men et venskab, der kun går en vej, er ikke kærlighed. “Beslut dig for at du fortjener ægte venskab, ægte engagement, ægte kærlighed”. Og giv så slip på de mennesker, der ikke er klar til at elske dig.