Ind på værelset…

“Hun ser så sød ud, men hun kan gå helt amok og skrige vildt og voldsomt. Det eneste, der plejer at hjælpe, når hun får sine flip, er at sende hende ind på værelset”, sagde hun til mig.

Nu har hun imidlertid bedt om hjælp, for antallet af “hysteritilfælde” er eksploderet. Og i sådan en grad at den lille 3 årige var ved at drive hele familien til vanvid.

Jeg vil lave et lille tankeeksperiment med dig. Forestil dig at du er 3 år gammel.  Du elsker mælk, men dine forælder siger, du kun må få et glas vand. Din verden bryder sammen. Du reagerer i vrede og gråd. Din mor forvandles til en rasende dame, der kommer faretruende nær. Hun taler vredt til dig og beder dig om at gå ind på dit værelse. Du må først komme ud, når du er blevet god igen.

Børn skal ikke sendes på værelset efter min mening. Det stopper måske raserianfaldet, men barnet er ikke blevet klogere på sine følelser. Det eneste, barnet lærer, er, at ikke alle følelser er acceptable, men kun de positive følelser.

Husk, det er naturligt, at barnet bliver vred og ked af det. Barnet er ikke født med evnen til at kunne regulere sine følelser og afpasse dem på en måde, som vi finder rimeligt. Det er en evne, der langsomt udvikles gennem opdragelsen.

Træk vejret dybt ned i maven og bevar roen. Hvis dit barn er klar til det, så tilbyd at give det et kram. På den måde viser du, at du kan rumme barnets følelse af frustration.

Sæt ord på: “Jeg tror, du blev sur, fordi jeg ikke ville give dig mælk”. På den måde hjælper du barnet til at koble reaktionen med det, der skete.

Målet er, at barnet lærer at regulere sine følelser. Barnet er ikke født med en udviklet fornuft, som kan fortælle barnet, hvad der er en rimelig reaktion i en given situation.

Når barnet derfor reagerer i frustration har det brug for, at den voksne bevarer roen. Alternativt risikerer vi, at barnet kører endnu mere op.

Fra bad boy til my man

Hvordan skriver man lige et blog opslag om sin datters kæreste, som handler om, at han ærlig talt ikke altid har kunnet gå under betegnelsen: “Enhver svigermors drøm om en svigersøn”?

Mmmmm, man må vel bare være ærlig og kaste sig ud i det. For måske du rent faktisk kan nikke genkendende til passager i dette ærlige opslag. Reflektere lidt og måske blive klogere på et og andet.

Sandheden er, at jeg har bandet ham langt væk rigtig mange gange. Min svigersøn altså. For helt ærlig – min datter fortjente altså noget bedre. Hun er smuk, klog, sjov og dejlig. Hun kan få lige, hvem hun vil ha’. Og så ville hun have ham.

Han kunne mere end sit fadervor. Og måske præstens datter også lod sig fascinere lidt af denne bad boy. I hvert fald stod deres forhold ikke til at ændre.

Jeg er psykolog og har nu arbejdet med børn og unge i 25 år. Jeg ved en del om psykologi.

Jeg har alligevel gjort alt det, man ikke må. Truet, bønfaldt. Gjort alt for at få min datter til at gøre det forbi.  Gjort alt det modsatte af, hvad jeg med mit professionelle jeg ville have gjort.

.Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg ændrede syn på ham, da jeg fik øjnene op for hans indre værdier. Det ville være løgn.

Jeg ændrede først syn på ham, da han blev mere, som jeg gerne ville have, han skulle være. Da han levede mere op til MINE holdninger og værdier.

Med andre ord – da han blev seriøs. Kæmpede sig gennem en svær uddannelse, hvor han først måtte læse matematik op på 9. klasses niveau, inden han kunne tage det på HF niveau for til sidst at gennemføre et studie.

Mange gange undervejs har jeg tvivlet på ham. Ja, ja nu må vi se, tænkte jeg.

Nu mangler han kun sin bachelor. Jeg er vildt stolt af ham. Og helt ind i hjertet kan jeg mærke min taknemmelighed over, at jeg ikke fik min vilje. For pludselig har jeg også fået øje på det indre. Alt det min datter hele tiden så.

Jeg kan med glæde sige, at han skal være far til mit barnebarn. Og han bliver en fantastisk far.

 

Perfekt sommer

Lidt nysgerrig er man vel altid, så jeg spurgte min singleveninde, om sommeren havde budt på en sommerflirt. Svaret var et rungende NEJ.

”Jeg har ikke engang plads til en undulat i mit liv”, svarede hun.

Hun havde været i Tivoli med ballongynger, candyfloss og stribet slik på pind. På Naturhistorisk Museum, i Zoologisk Have og Kanalrundfart med guide. Jo, der er nok at se til, når man skal holde ferie med sine delebørn.

For perfekt skal det jo være.

Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang, for ingen er perfekte. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er altså noget af et pres, vi sætter os under.

Vi har fået en forestilling om, hvordan man bør være for at være rigtig.

Alle løber vi stærkere og stærkere hele tiden for at leve op til egne og andres forventninger. For det er ikke nok at have et godt job, man skal også videreuddanne sig for ikke at blive løbet over ende af sine kolleger. Så udover at passe fuldtidsjob, være mor og social med veninder og venner, skal vi også holde os fagligt igang.

Og man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder. Det sætter forælderrollen under pres. Og med de skilsmissetal vi har, hænger kravet slet ikke sammen, men forbliver at være en illusion, som blot øger oplevelsen af ikke at slå til.

Og så sagde hun det, som ikke mange tør sige højt: Hvem gider være den forælder, der har givet børnene den kedeligste sommer? Nej, vel! Så selvom hun og eksmanden har et rigtig eksemplarisk samarbejde, så havde hun ikke spor lyst til at indtage andenpladsen i kampen om at give børnene en perfekt sommer.

Mobil afhængighed

Indrømmet jeg er afhængig. Jeg har et misbrug. Jeg er afhængig af min mobil. Jeg opfører mig, som om min mobil er en naturlig forlængelse af mig. Det er som om, den pludselig en morgen er vokset ud fra min krop. Og der sidder den så og kalder på mig med jævne mellemrum. Jeg skal bare lige hurtigt tjekke, om der er sket noget nyt på Facebook. Lige hurtigt sende en SMS eller tjekke op på en besked. Jeg kunne aldrig drømme om at forlade min lejlighed uden at have min mobil på mig. Det første jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at tjekke min mobil. Det er det sidste, jeg gør, inden jeg går i seng.

Skærmen trigger vores hjerne. Med små røde farver, pling lyde og belønninger, der minder om sukkerknalder, stjæler skærmen vores opmærksomhed. Den kalder på os. Mobilen fucker med vores hjerne og er indrettet til og udviklet med det ene formål, at vi hele tiden bare må have mere tid sammen med vores bedste ven.

Jeg møder i mit arbejde mange børn og unge, der har symptomer fra kroppen. Symptomer som hovedpine, træthed, kvalme og mavesmerter. Symptomer der er ødelæggende for dem i deres hverdag. Nogle har selvfølgelig symptomer, fordi de ikke trives derhjemme eller i skolen, men overraskende mange har symptomer, fordi de har indsovningsbesvær og slet ikke får søvn nok.

Når man går dem på klingen, er de afhængige af deres mobil og andre elektroniske medier, der stjæler deres vigtige søvn. Jeg indrømmer at jeg ikke er den rette til at komme med anbefalinger. Men trods jeg ikke selv lever efter anbefalingerne, så vil jeg fastholde, at vi har et voksen ansvar for de yngre generationer og skal sikre børn og unges digitale sundhed. Vi skal og bør sikre digital dannelse.

Anbefalingerne hedder absolut ingen mobil eller Ipad minimum en time inden sovetid. Lyset på skærmen påvirker vågenhedscentret i hjernen, så barnet ikke kan falde i søvn. Som mobil afhængig ved jeg, hvad jeg taler om. Og at tro et barn kan være fornuftig og lægge sin mobil fra sig og ikke se på den efter en fast aftalt tid er for meget ansvar at give barnet. Mobilen er lavet til at skulle friste brugeren til bare lige et lille kig mere. Så jeg mener at mobiltelefonerne skal ud af børneværelserne.

 

 

Min smukke datter

Det hele begyndte med et telefonopkald. “Er I hjemme? Må Anders låne nogle antihistaminer af dig?”

Så stod I pludselig der i døråbningen, og Anders lignede ikke just en, der havde allergi. Og alligevel ramte det mig helt uden forberedelse lige der en lørdag formiddag midt mellem indkøb og en kold fadøl på Torvet.

“Du skal være mormor”. Mormor? Hvem mig? Jamen, hvad sker der lige her? Du er jo bare min lille Bum.

Langsomt steg nyheden op til min hjerne. Der skete en eksplosion af følelser indeni, og pludselig var det hele bare for stort og smukt til at kunne rummes inden i lille mig, og tårerne pressede sig på og måtte ud.

Klimaændringer er ikke lige det, man har mest lyst til at tænke på, når man står der og lige har fået overbragt en stor glædelig nyhed. Alligevel sker der umærkeligt det midt i den største glæde, at angsten sniger sig ind.

Den menneskelige hjernes særlige evne til sprog og tænkning har enorme fordele og har været nøglen til, at mennesket er blevet den dominerende art. Det har så bare nogle sideeffekter.

Sprog og tænkning gør os i stand til at genopleve smertefulde oplevelser. Så selv på de glædeligste dage kan lidelsen blive den uindbudte gæst. Som når vi på vores bryllupsdag tænker på de personer, der ikke kan opleve dagen med os, fordi de er døde.

Og vi er i stand til at tænke frem og skræmme os selv ved tanken om ubehagelige og truende fremtidsscenarier. Den menneskelige hjerne evner nemlig både at trække tråde bagud i tid og tænke frem i tid.

Når jeg ser på dig smukke datter, ønsker jeg mig at være i nuet. Lige nu vil jeg stoppe sproget og tænkningen og bare nyde øjeblikket. For hold nu op, hvor er det for sindssygt.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Velkommen på forsiden

Bloggen kom i den forløbne uge på forsiden af Ugeavisen Esbjerg. Det er her jeg har boet de seneste 19 år. Den længste periode jeg har boet samme sted i hele mit liv. Det er her jeg har set mine børn vokse op. Det er her jeg arbejder med verdens mest fantastiske job. Det er her jeg finder inspiration til at blogge.

Blogge om mig og mit liv og blogge  om psykologfaglige emner.

Den dygtige journalist Mette Falther har skrevet rigtig pænt om min blog jeanneomfamilieliv. Bloggen er nemlig fyldt 2 år og som enhver anden 2 årig har den råbt ud i verden “se mig”. Og den fik sine 15 min. berømmelse.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at minde bloggen om, at den intet er uden sine følgere. Uden Jer. Tusind tak til alle Jer, der uge efter uge har fulgt med, når jeg har blogget om stort og småt.

Så selvom 2 år er en selvstændighedsfase, så vil bloggen også i tiden, der kommer, blive mindet om, at den kun er noget i kraft af sine følgere.

Jeg har erfaret, at når man er ærlig om sine følelser på godt og ondt, så kan andre spejle sig i det, man skriver, og andre får lyst til at læse med.

Så hvis en blog kan have et nytårsforsæt, skal det være, at autencitet og ærlighed fortsat skal være omdrejningspunktet. Jeg har altid været meget optaget af dagligdagen, og den er udgangspunkt for det meste af det jeg blogger om. Jeg er ikke så interesseret i undtagelsesmennesket eller tilstande. Det er det almindelige, der interesserer mig, når jeg skriver.

Tak, fordi du gider læse med.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

At blive mor

Jeg har fulgt med fra før undfangelsen. Set glæden i dine øjne. Set dig vokse og bliver smukkere og smukkere. Nu er du så gået på orlov. Hjem og vente. Vente på det største, mest fantastiske og mest skræmmende på en gang. For sådan er det at blive mor.

At blive mor gør livet skrøbeligere. Ansvaret, når man får et barn, kan føles så overvældende, at man ind imellem kan føle sig ret lille. Det er nogle fuldstændig vilde følelser, der sættes i spil, når man sætter børn i verden.

At få et barn vækker en grundangst. Den blir plantet i dig, den dag dit barn bliver født. Bare tanken om, at der kan ske ens barn noget, er helt ubærlig.

For nogen har det den bivirkning, at vi kommer til at signalere til vores børn, at livet er farligt, og verden er et farligt sted. Det er vigtigt at minde sig selv om, at vores billede af de farer, vores børn kan møde, ofte er forvrænget og præget af historier, vi kender fra medier og ikke fra det virkelige liv.

Børn har brug for at kunne undersøge verden for at udvikle sig. Hvordan ville vi selv have det, hvis vi skulle overvåges hele tiden?

Så spark angsten til hjørne og byd glæden indenfor. Det er et under at blive mor. Intet over. Intet ved siden af. Og verden er et overvejende helt fantastisk sted, og det bliver vi mindet om hver gang, der opstår et mirakel som dette,  at der skabes nyt liv.

Og Mathilde, du bliver en vidunderlig mor.

Har du brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

En god nok forælder

Grundlæggende syntes jeg, at mine forældre var de klogeste og smukkeste forældre i hele verden. Og bortset fra at jeg havde en hemmelig drøm om, at Johnny Reimar kunne være min far, så var jeg ret godt tilfreds med de forældre, der var blevet mine.

Det ændrer ikke ved at jeg kan blive sådan: “ØV!”, når jeg kommer til at gentage nogle af de opdragelsesmønstre, jeg selv hadede som barn. Og som jeg har lovet mig selv ALDRIG at gøre på samme måde.

Det er en kendt problemstilling, at vi som forældre på nogle områder gerne vil gøre noget andet, end vores egne forældre gjorde.

Har man oplevet noget, der er sagt eller gjort og som har været smertefuldt for en som lille, så er det indlysende, at man for alt i verden ikke vil give det videre til sine egne børn.

Derfor er det ekstra træls, når ord, man har lovet sig selv aldrig at tage i sin mund, alligevel ryger ud af munden på en i en presset situation.

Meget tyder på at vi særligt i pressede situationer ofte reagerer med rygmarvs reaktioner og at dybt derinde,  sidder det, vi har med os.

Det er en forklaring, men må ikke være en undskyldning. Vi må vedblive med at have en nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør i forsøget på at blive klogere på egne reaktioner.

Man kan dog ikke altid leve op til egne idealer, og ingen er fejlfri. Så målet er ikke at være en perfekt forælder.

Man øver sig. Man laver fejl. Gentager dumme fejl. Børn lærer noget vigtigt ved at være sammen med voksne, der laver fejl og som kan erkende det.

De lærer, at det er naturligt at fejle, og at ingen er perfekte. Lykkes man med at videregive det, er man ikke en perfekt forælder men en god nok forælder. Og det er faktisk godt nok.

Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Familiehemmeligheder

“Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre”. Og nej, det gør vi ikke i min familie. Det er sådan en familietradition.

Min mor sagde det for at minde mig om, at vi ikke deler med andre, hvad der er en indforstået aftale om, at det ville være pinligt, at andre fik viden om. Måske noget som ville give andre mulighed for at sladre om os og pege fingre. Facaden er vigtig.

Altså nu er det ikke fordi mine bedsteforældre, onkler og tanter er bærere af  de mørkeste familiehemmeligheder. Vi er bare en helt almindelig familie med lidt alkoholisme, depression, utroskab osv.

Og da slet ikke noget vi behøver tale om. Hverken med hinanden eller andre.

Hvis du møder os og per refleks spørger : “Hvordan går det?” Så får du det klassiske svar, nemlig at: “Det går godt!”

Her er ingen risiko for, at vi pludselig svarer: “Det går ad helvede til”. For det, der går ad helvede til, det holder vi for os selv.

”Det behøver du ikke sige til nogen”, sagde min mor altid, hvis der skete noget i familien, der hørte til i kategorien ”pinligt”. ”Nej, nej bare rolig, det bliver mellem os”.

Jeg kunne godt få den der følelse af, at jeg var særlig udvalgt, hvis en fra familien betroede sig til mig med et: ”Ikke sig det til nogen”. Så havde vi ligesom noget sammen, og det er en god følelse.

Jeg fører familietraditionen videre. Jeg kan høre min mors ord som et ekko, når jeg sænker stemmen og siger til min datter: ”Det er en hemmelighed”.

Det er en lidt ærgerlig tradition at føre videre.

Nu er det ikke fordi, jeg mener, vi bør gå i den helt anden grøft, hvor andre skal vide alt ned i de mest intime detaljer. Hvor vi kommer med helt  ind i soveværelset eller hører om de seneste skænderier.

Men det er først, når vi tør række ud mod andre, at de får chancen for at hjælpe.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

 

Skilsmisse jul

Julen er en tid med hjertevarme, traditioner og magi. Og intet er så fantastisk som strålende forventningsfulde barneøjne.

Men hvad så når det flettede julehjerte skal deles midt over, fordi far og mor ikke længere kan holde jul sammen?

Julen er ikke kun pakket ind i juleknas og gaver, men også konflikter og bristede drømme.

Min jul og dit nytår.

Mine børn er så voksne at den med nytår ikke holder. Den fejres med venner. Men det er “min jul” i år, og det er bare den bedste jul, tænker jeg helt egoistisk. Men selvom de er voksne, ved jeg, at deres tanker går til deres far juleaften.

Det gælder endnu mere for det mindre barn. Barnet vil uværgeligt  savne den forælder, som barnet ikke skal fejre julen med i år. Løsningen er ikke at holde jul sammen for børnenes skyld.

Men tag voksenansvar.

Det er vigtigt at turde vedkende sig, at barnet savner den forælder, det ikke er hos. Og tal åbent om det.

Ofte er vi som forældre så forbandet løsningsorienteret, og hvis barnet giver udtryk for savn, vil vi så gerne lige fixe det. ”Tegn en tegning til far”, ”Du kan måske ringe” eller “Husk, du får fine gaver”.

Vi kan slet ikke lide, hvis vores børn er kede af det og vil helst trøste det væk. Og ofte undgår vi at tale om det svære.

Faktisk kan den bedste løsning være bare at rumme den svære følelse af savn. Anerkend barnets følelser.

”Ja, jeg forsår godt, du savner far lige nu. Kom her og få et klem”.

Barnet kan også være optaget af bekymring for den forælder, de ikke fejrer julen med.

Hvis det ikke er din tur til at fejre julen med børnen, har du også et vigtigt ansvar. Signaler, at du kan glæde dig på barnets vegne, så barnet kan have lov at glæde sig uden dårlig samvittighed.

Rigtig mange løser dilemmaet med “din og min jul” ved at indføre en ekstra juleaften. Selvom mine børn var voksne, da jeg blev skilt, skyndte jeg mig at indføre en erstatnings jul den 23. december.

Der er kun er én juleaften om året, og det kan der ikke ændres på. Julen tillægges jo netop en særlig værdi, fordi der kun er én af den. Og ved at indføre flere juleaftener forsvinder magien.

Det er vigtigt, at børnene ved i god tid, hvad de skal hvornår og med hvem.  Og lad os så håbe vi får en glædelig jul store som små.

Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk