Gavens mening

Jeg håber, din jul har været glædelig. Forhåbentligt fik du noget af det, du havde ønsket dig i år. Hvis du har gjort det nemt for dine nærmeste, har du rundsendt en ønskeliste. Og fordi vi er en stor familie med dine og mine børn og en masser eks’er, så gør vi os også den umage at forsøge at koordinere gaveindkøb.

Og heldigvis  lykkes vi med, at alle bliver glade og kan glædes også over det uventede. Den lille ting, som man i forbifarten nævnte og helt har glemt at få på listen, kan næsten vække større glæde.

Sådan er det bare ikke altid. Der har mange steder sneget sig en usagt forventning ind. Hvor ønskelister er blevet til indkøbslister med en forventning om, at alt, hvad der står på listen, det sørger man lige for at få koordineret i familien, hvem der tager sig af at få købt.

Tjek, tjek nu er alle glade, for du får alt, hvad der står på listen og mere til.

I ordet “ønske” ligger der jo netop dette med, at man ikke på nogen måde kan have en forventning om, at ønsket indfries. Men det er vi ved at glemme. At ønske sig noget i dag er det samme som at “bestille”. Den eneste overraskelse, der er tilbage, er hvem, der giver hvad fra listen.

Og ve den, der har købet noget, der ikke står på listen. Det er en forbrydelse mod julestemningen og julefreden. For det bliver set som et udtryk for, at man ikke har hørt ordentligt efter og sat sig ind i sagerne. På den måde er vi ude i at reducere hinanden til forlængede indkøbsarme. Til nogen man kan forvente materialle goder af.

Husk gavens mening. For meningen er netop ikke tingen i sig selv, men tanken bag. Gaven er en lille hyldest  og en kærlighedserklæring til et andet menneske, som vi holder af, og som har en betydning for os.

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så, når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “da have en lille ting, men selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og min datters kærestes børn fra et tidligere forhold har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar, så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”.

Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, alle børnenes mænd og kærester, bio og bonus børnebørn fra alle kanter.

Glædelig jul!

Julegaver

Hvert år, når jeg spørger min mand, hvad han ønsker sig i julegave, kommer det samme svar: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Det er ikke ligefrem den nemmeste opgave at finde en god gave med en sådan udmelding. Og presser jeg en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

Og købte jeg nu underbukserne, så ville det ikke opfylde en vigtig ingrediens i gavegivning nemlig usikkerhedsmomentet. Det ville fjerne ethvert element af overraskelse og mystik. Så i år har jeg gjort det, at hver gang min mand i løbet af året er faldet over noget, som han har talt positivt om, så har jeg noteret det ned.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Ja, man blive ligefrem glad i låget af at give gaver.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen og er noget meget fundamentalt, i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne. Så jeg glæder mig til at give min mand og alle mine kære gaver i år.

 

Karls følelser

Jeg får aldrig et Bilka barn, siger min datter med overbevisning i stemmen. For hvem har ikke tænkt sit, når vi har set et skrigende barn liggende på gulvet midt i Bilka. “Se nu at få det barn opdraget”, er det hændt, at jeg har tænkt. Det er dog ikke kun et spørgsmål om dårlig opdragelse, når lille Emma ligger skrigende midt på gulvet foran køen til kassen i Bilka.

Børn oplever store følelser. De bliver vildt begejstrede, fjollede og glade. Og de bliver også meget kede af det, vrede og aggressive. Og vejen fra den ene følelse til den anden kan være ultra kort.

Det er der en endog meget simpel årsag til. De centre i hjernen, der hjælper os med at regulere følelserne, er slet ikke udviklede . Derfor kan børn ikke altid stoppe sig selv, inden følelserne får frit løb.

Barnets store følelser kan være årsag til mange konflikter. Det er svært at være forælder til et barn, der råber og skriger. Det er bare også svært at være barn, når man føler så stærkt. Når verden lige nu ramler, fordi rugbrødsrytterne er skåret forkert ud.

Barnet har brug for din hjælp til at lære at styre følelserne. Det skal lære at finde passende reaktioner på de ting, der sker.  Opdragelse går ud på over tid at lære barnet ikke at lade sig styre af følelser. Samtidig med at vi skal signalere, at alle følelser er acceptable. Så sig ikke det er nemt at være forælder.

Barnet, der har fået skåret rugbrødsrytterne forkert ud, reagerer med frustration og det nytter ikke at tale til barnets fornuft. For den er ikke til stede. Barnet er i sine følelsers vold.

Det er menneskeligt, at man som forælder selv kan reagere følelsesmæssigt. Og har man mange af den slagt konflikter, så er vi måske tilbøjelige til selv at fare op.

Barnet læser dig, og det er derfor afgørende, at du bevarer roen. Sæt ord på, så barnet lærer at forstå, hvad der er på spil for det. Derved lærer barnet på sigt, at koble følelser med det der sker. Og det lærer at justere følelserne og finde mere passende reaktioner.

 

 

Tiden den er din

Jeg  drømmer mig af og til tilbage til en tid, hvor far ligger på sofaen med en avis, og mor sidder stille og roligt og strikker i stolen, mens børnene leger på gulvet.

Det er nok forbudt at skrive, at jeg kan få det sådan, for er det ikke et kønsdiskriminerende scenarie. Det er imidlertid ikke min pointe. Min pointe er, at der er nærvær. Lige der midt i Hr. og Fru Jensens dagligstue emmer det af ro og nærvær.

Sådan ser det ikke ud i moderne børnefamilier anno 2020. Jeg tror, de fleste af os må indrømme, at vi ofte har for travlt. I hvert fald er det tankevækkende, at en undersøgelse viser, at hvert tredje børnehavebarn oplever, at forældrene har for lidt tid. Samtidig viser en anden undersøgelse, at hver fjerde voksne, set i bakspejlet, fortryder, at de ikke brugte mere tid på deres børn, mens de var små. 

Og det er jo egentlig ret trist, når man sådan tænker efter. For tiden kan ikke skrues tilbage. Vi har kun et skud i bøssen.

Tid er en underlig størrelse. For tid kan ikke kun opgøres i timer og minutter. Kvalitetstid er jeg dog heller ikke den store fortaler for. Det er vist mest brugt som et lidt vagt forsøg på at dulme den dårlige samvittighed over, at vi aldrig har tid nok.

Jeg kan  ikke komme i tanke om et dækkende ord. Men det må handle om, at vi i den tid vi er sammen, ser og hører hinanden.

Uden at lyde sådan total dramatisk, så er det afgørende vigtigt, at vi får stunder af nærvær ind i en travl hverdag. For alternativet vil få uoverskuelige konsekvenser. Det er nemlig, når vi indgår i tætte relationer, at vi formes som mennesker. Uden nærvær sammen med de vigtige omsorgspersoner føler barnet sig alene, og det bliver i tvivl om sit værd.

Barnet kan sagtens føle sig alene og overset, selvom forældrene sidder i samme rum som barnet, hvis forældrene sidder med næsen begravet i deres smartphone og tjekker op på de seneste nyheder, mails og de sociale medier.

Så hvilke værdier skal gælde for netop din familie. Hvordan vil I prioritere Jeres tid?

 

3146 gram lykke

Det største OG det sværeste. Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

Vi går til graviditetsyoga, lærer at gispe, anvender mindfullness som forberedelse til livets største øjeblik. Men forberedes vi også på, at en fødsel altid er uforudsigelig?

I en tid hvor den perfekte mor og fantastiske fødselsoplevelse er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger er der ingen der nævner, at mange kvinder oplever at have en rigtig svær fødselsoplevelse. For kønt er det ikke altid. Glemmer vi i en tid, hvor alt det grimme kan retoucheres væk på et foto at forberede kvinder på, at en fødsel er væsker der løber ud, at man kan blive smurt ind i blod, skider ufrivilligt og det gør ondt?

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har en meget anderledes opfattelse af deres forløb.

Når så mor og barn udskrives efter meget kort tid, skal de hjem og finde sig til rette i alle de forventninger der til, hvordan man bør være som forælder.

Bær dit barn. Bær ikke dit barn for meget. Giv det kontinuerlig kropskontakt. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for Jer, at I må lykkes med at skrive på Jeres helt egen fantastiske fortælling og huske på, at ingen fortællinger er perfekte og med et: “De levede lykkeligt til deres dages ende”.

Det er hårdt arbejde, og det er det største, der findes.

Min sommer

Mit barndoms sommerhus blev ivrigt besøgt hver sommer, for min far har altid ment, at: “der er intet som den danske sommer”. Og selvom mange af os har for vane at se fortiden i et mere nostalgisk lys, så regnede det altså også den gang.

Jeg husker livet i sommerhuset med blandede følelser. Duften af nybagt brød og frisk kløvet brænde. Smagen af hyben og hjemmelavet hyldeblomst. Men også en langsommelighed, der kunne bevæge sig over i kedsomhed. Så dagene med sol var meget velkomne, for så skulle vi til havet.

Om på bagsædet uden sikkerhedsseler og så afsted. Eneste formaning var, at vi ikke måtte bade en time efter, vi havde spist. Ellers var der fri leg i Vesterhavets voldsomme bølger.

Men mad skulle man jo have. Så min far slæbte den blå køletaske med forsyninger ned til vandkanten. Og min mor havde smurt madpakker og pakket alt ind i madpapir med navn på, så man ikke risikerede pludselig at sidde der med sin lillebrors leverpostej mad, når man selv kun kunne spise figenpålæg.

Leverpostej såvel som figenpålæg havde dog begge en topping af sand, der gjorde, at det knasede mellem tænderne, når vi spiste. Her var ingen sodavand, men vi kunne få en brikjuice, for det var jo ferie. Min bror med appelsin smag og jeg med æble.

Jeg stirrede ned i min mad. For når jeg kiggede til højre og til venstre, så vrimlede stranden med tyskere, der sprang rundt og spillede strandtennis uden en trævl på kroppen. Det var både spændende og chokerende på en gang.

Og inden vi kørte tilbage til sommerhuset, skulle vi nå forbi Købmanden, hvor vi hver dag måtte få en is. Også på en regnvejrsdag. Min bror valgte konsekvent den største, og jeg hørte min mors suk. Så jeg tænkte, jeg hellere måtte være den fornuftige storesøster og sikre familiens økonomi, så jeg valgte den billigste.

Og nu har jeg så valgt at skulle have sommerhus. Mit Jeppesen sommerhus rejser sig på grunden, mens jeg ligger her og tænker, om jeg har fortrudt. Har du også gjort noget, du aldrig troede, du ville gøre?

Perfekt som mor

Det er min dejlige datter, Olivia, på billedet. Hun er netop fyldt 27 år og er blevet en fantastisk dejlig ung pige med sunde holdninger og værdier. Når jeg tænker tilbage på hendes pubertet, så billedet ikke helt så fredfyldt ud. Det har mange gange slået gnister. Smækken med døre og vilde udbrud.

Jeg husker, at jeg engang fandt telefonbogen frem til hende, da hun truede med at ville finde en anden familie. Det var dengang, man havde telefonbøger. Og jeg bad hende ringe til Kommunen, så de kunne finde et bedre hjem til hende, når nu jeg var så åbenlyst umulig i rollen som mor.

Vi kender den alle. Den dårlige samvittighed over ikke at slå til. Frygten for ikke at være god nok. Det gælder i mange af livets sammenhænge. Men en frygt overstiger dem alle. Ja, simpelthen angsten for at være det værste af det værste en kvinde med børn kan beskyldes for at være: En dårlig mor.

Sker det, at du går med den slags selvbebrejdelser, og er de blevet af et omfang, hvor det ikke længere er nok, at dine veninder og andre forsikrer dig om, at du altså er god nok, så er der en god øvelse at lave.

Prøv engang at forestille dig den værst tænkelige mor, du nogensinde har hørt om…. Et eksempel kunne være Bodil – hende fra Rytteriet du ved nok. Skriv så op på et stykke papir, hvad der karakteriserer Bodil.

Nu går øvelsen så ud på, at du tager hvert udsagn for sig og ser på, i hvor stor udstrækning du selv har disse karakteristika. På en skala fra 1-10, hvor 10 er præcist som du er, tager du og scorer hvert udsagn for sig. På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg intimiderer min datter? På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg blander mig i alt i min datters privatliv? Etc..

Før du ved af det, vil dommen over dig selv være mildnet betydeligt. Det kan være en nødvendig øvelse i de år, hvor dine børn som led i deres naturlige løsrivelsesproces vil pege fingre af alt, hvad du gør.

Bare rolig- det hele falder til ro igen, når puberteten er klinget af. I mellemtiden kan du med fordel sammenligne dig selv med Bodil.

Og når jeg ser mine børn i dag, så tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort , så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet nogle dejlige mennesker.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

Et godt fundament

Så sker der virkelig noget på vores grund. Soklen til vores kommende Jeppesen sommerhus er netop blevet støbt. Det syner ikke af meget, når man står der og ser på soklen til det, der skal bære drømmen.

Men alligevel er fundamentet ret afgørende. For uden et sikkert fundament, så vil det, man bygger ovenpå, ikke kunne holde til noget som helst.

Når jeg står der på grunden og ser lyset brydes gennem træernes grene, begynder drømmen at tage form. Her skal snart opføres et skønt sommerhus med plads til udfoldelse sammen med hele familien. Her skal der være plads til levet liv. Ludo på en regnvejrsdag, bål på en sommeraften.

Jeg ser på fundamentet igen og kommer i tanke om, at det egentlig er et meget godt billede på det, jeg ofte forsøger at lære forældre, jeg møder i min konsultation, fordi de er faret vild i kærligheden.

Ofte hører jeg om vigtigheden af, at forældre gør alt for deres børn, fordi ingen kan være uenige i, at børn er afgørende vigtige, når man først har sat dem i verden. Og midt i deres iver efter at ville gøre alt så godt for børnene, har de helt glemt sig selv og hinanden.

Da er soklens betydning for et godt forhold ret anvendligt som metafor. For uden et godt fundament  (et godt forældresystem) er der ikke noget, som børnesystemet kan bygge på.

Så netop fordi børnene er det vigtigste i et familiesystem, er det afgørende nødvendigt at sikre, at forældrene har tid til at pleje deres parforhold. Derved sikres det at fundamentet er stabilt og der kan bygges ovenpå med det smukkeste hus (børnesystemet).

Alt for mange par glemmer den anden og husker kun at pleje børnesystemet. Og imens smuldrer fundamentet bort.

Opslaget er skrevet i samarbejde med Planet Huse, der dog ikke har haft indflydelse på indholdet.

Min datter er mor

Jeg tror ikke, der er nogen af jer der kan have overset, at jeg er blevet mormor. Jeg tilslutter mig gerne det kor af bedsteforældre, der stolte fortæller om, hvor fantastisk det er.  For selvfølgelig er det en helt sindsyg følelse det giver i kroppen at stå med sådan en lille ny i sine arme. Det er der imidlertid skrevet rigtig meget om, og det er derfor ikke det, dette blogopslag skal handle om. Nej, det er min datter. Min datter i rollen som mor.

For det, der er kommet bag på mig, er  de følelser, det vækker at se min datter som mor. Wauv, det er ubeskriveligt fantastisk at være vidne til. Jeg bliver så overmåde stolt over at se den måde, hun passer sin lille Karl på. Måden hun er sammen med ham på. Måden hun ser ham på.

Hun er blevet mor i en tid, hvor der er umenneskelige krav til, hvordan man bør være som mor. Man kan ikke åbne et magasin, uden der er opgivet en opskrift på, hvordan man bør gøre. Du må ikke… du skal… du skal altid… du må aldrig….. Samtidig er der et helt kor af mere eller mindre tvivlsomt uddannede, der har en mening om, hvad din baby skal.

Barnet skal ligge på maven 5 min per leveuge i løbet af en dag. Barnet skal lære at spise efter de og de principper. Barnet skal lære at sove på sit eget værelse. Barnet bliver mest tryg af at sove ved dig. Det er lige til at fare vild i som nybagt mor.

Jeg ser på min datter og rammes af de varmeste følelser, for hun gør det allervigtigeste, en mor kan gøre. Hun ser Karl. Altså sådan rigtig “ser”. Noget af det altafgørende for, at et barn kan udvikle sig til et helt og sundt menneske, er, at det bliver set. At barnet bliver set med øjne og med hjerte.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk