Min sommer

Mit barndoms sommerhus blev ivrigt besøgt hver sommer, for min far har altid ment, at: “der er intet som den danske sommer”. Og selvom mange af os har for vane at se fortiden i et mere nostalgisk lys, så regnede det altså også den gang.

Jeg husker livet i sommerhuset med blandede følelser. Duften af nybagt brød og frisk kløvet brænde. Smagen af hyben og hjemmelavet hyldeblomst. Men også en langsommelighed, der kunne bevæge sig over i kedsomhed. Så dagene med sol var meget velkomne, for så skulle vi til havet.

Om på bagsædet uden sikkerhedsseler og så afsted. Eneste formaning var, at vi ikke måtte bade en time efter, vi havde spist. Ellers var der fri leg i Vesterhavets voldsomme bølger.

Men mad skulle man jo have. Så min far slæbte den blå køletaske med forsyninger ned til vandkanten. Og min mor havde smurt madpakker og pakket alt ind i madpapir med navn på, så man ikke risikerede pludselig at sidde der med sin lillebrors leverpostej mad, når man selv kun kunne spise figenpålæg.

Leverpostej såvel som figenpålæg havde dog begge en topping af sand, der gjorde, at det knasede mellem tænderne, når vi spiste. Her var ingen sodavand, men vi kunne få en brikjuice, for det var jo ferie. Min bror med appelsin smag og jeg med æble.

Jeg stirrede ned i min mad. For når jeg kiggede til højre og til venstre, så vrimlede stranden med tyskere, der sprang rundt og spillede strandtennis uden en trævl på kroppen. Det var både spændende og chokerende på en gang.

Og inden vi kørte tilbage til sommerhuset, skulle vi nå forbi Købmanden, hvor vi hver dag måtte få en is. Også på en regnvejrsdag. Min bror valgte konsekvent den største, og jeg hørte min mors suk. Så jeg tænkte, jeg hellere måtte være den fornuftige storesøster og sikre familiens økonomi, så jeg valgte den billigste.

Og nu har jeg så valgt at skulle have sommerhus. Mit Jeppesen sommerhus rejser sig på grunden, mens jeg ligger her og tænker, om jeg har fortrudt. Har du også gjort noget, du aldrig troede, du ville gøre?

Perfekt som mor

Det er min dejlige datter, Olivia, på billedet. Hun fylder 27 år i dag og er blevet en fantastisk dejlig ung pige med sunde holdninger og værdier. Når jeg tænker tilbage på hendes pubertet, så billedet ikke helt så fredfyldt ud. Det har mange gange slået gnister. Smækken med døre og vilde udbrud.

Jeg husker, at jeg engang fandt telefonbogen frem til hende, da hun truede med at ville finde en anden familie. Det var dengang, man havde telefonbøger. Og jeg bad hende ringe til Kommunen, så de kunne finde et bedre hjem til hende, når nu jeg var så åbenlyst umulig i rollen som mor.

Vi kender den alle. Den dårlige samvittighed over ikke at slå til. Frygten for ikke at være god nok. Det gælder i mange af livets sammenhænge. Men en frygt overstiger dem alle. Ja, simpelthen angsten for at være det værste af det værste en kvinde med børn kan beskyldes for at være: En dårlig mor.

Sker det, at du går med den slags selvbebrejdelser, og er de blevet af et omfang, hvor det ikke længere er nok, at dine veninder og andre forsikrer dig om, at du altså er god nok, så er der en god øvelse at lave.

Prøv engang at forestille dig den værst tænkelige mor, du nogensinde har hørt om…. Et eksempel kunne være Bodil – hende fra Rytteriet du ved nok. Skriv så op på et stykke papir, hvad der karakteriserer Bodil.

Nu går øvelsen så ud på, at du tager hvert udsagn for sig og ser på, i hvor stor udstrækning du selv har disse karakteristika. På en skala fra 1-10, hvor 10 er præcist som du er, tager du og scorer hvert udsagn for sig. På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg intimiderer min datter? På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg blander mig i alt i min datters privatliv? Etc..

Før du ved af det, vil dommen over dig selv være mildnet betydeligt. Det kan være en nødvendig øvelse i de år, hvor dine børn som led i deres naturlige løsrivelsesproces vil pege fingre af alt, hvad du gør.

Bare rolig- det hele falder til ro igen, når puberteten er klinget af. I mellemtiden kan du med fordel sammenligne dig selv med Bodil.

Og når jeg ser mine børn i dag, så tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort , så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet nogle dejlige mennesker.

Et godt fundament

Så sker der virkelig noget på vores grund. Soklen til vores kommende Jeppesen sommerhus er netop blevet støbt. Det syner ikke af meget, når man står der og ser på soklen til det, der skal bære drømmen.

Men alligevel er fundamentet ret afgørende. For uden et sikkert fundament, så vil det, man bygger ovenpå, ikke kunne holde til noget som helst.

Når jeg står der på grunden og ser lyset brydes gennem træernes grene, begynder drømmen at tage form. Her skal snart opføres et skønt sommerhus med plads til udfoldelse sammen med hele familien. Her skal der være plads til levet liv. Ludo på en regnvejrsdag, bål på en sommeraften.

Jeg ser på fundamentet igen og kommer i tanke om, at det egentlig er et meget godt billede på det, jeg ofte forsøger at lære forældre, jeg møder i min konsultation, fordi de er faret vild i kærligheden.

Ofte hører jeg om vigtigheden af, at forældre gør alt for deres børn, fordi ingen kan være uenige i, at børn er afgørende vigtige, når man først har sat dem i verden. Og midt i deres iver efter at ville gøre alt så godt for børnene, har de helt glemt sig selv og hinanden.

Da er soklens betydning for et godt forhold ret anvendligt som metafor. For uden et godt fundament  (et godt forældresystem) er der ikke noget, som børnesystemet kan bygge på.

Så netop fordi børnene er det vigtigste i et familiesystem, er det afgørende nødvendigt at sikre, at forældrene har tid til at pleje deres parforhold. Derved sikres det at fundamentet er stabilt og der kan bygges ovenpå med det smukkeste hus (børnesystemet).

Alt for mange par glemmer den anden og husker kun at pleje børnesystemet. Og imens smuldrer fundamentet bort.

Opslaget er skrevet i samarbejde med Planet Huse, der dog ikke har haft indflydelse på indholdet.

Min datter er mor

Jeg tror ikke, der er nogen af jer der kan have overset, at jeg er blevet mormor. Jeg tilslutter mig gerne det kor af bedsteforældre, der stolte fortæller om, hvor fantastisk det er.  For selvfølgelig er det en helt sindsyg følelse det giver i kroppen at stå med sådan en lille ny i sine arme. Det er der imidlertid skrevet rigtig meget om, og det er derfor ikke det, dette blogopslag skal handle om. Nej, det er min datter. Min datter i rollen som mor.

For det, der er kommet bag på mig, er  de følelser, det vækker at se min datter som mor. Wauv, det er ubeskriveligt fantastisk at være vidne til. Jeg bliver så overmåde stolt over at se den måde, hun passer sin lille Karl på. Måden hun er sammen med ham på. Måden hun ser ham på.

Hun er blevet mor i en tid, hvor der er umenneskelige krav til, hvordan man bør være som mor. Man kan ikke åbne et magasin, uden der er opgivet en opskrift på, hvordan man bør gøre. Du må ikke… du skal… du skal altid… du må aldrig….. Samtidig er der et helt kor af mere eller mindre tvivlsomt uddannede, der har en mening om, hvad din baby skal.

Barnet skal ligge på maven 5 min per leveuge i løbet af en dag. Barnet skal lære at spise efter de og de principper. Barnet skal lære at sove på sit eget værelse. Barnet bliver mest tryg af at sove ved dig. Det er lige til at fare vild i som nybagt mor.

Jeg ser på min datter og rammes af de varmeste følelser, for hun gør det allervigtigeste, en mor kan gøre. Hun ser Karl. Altså sådan rigtig “ser”. Noget af det altafgørende for, at et barn kan udvikle sig til et helt og sundt menneske, er, at det bliver set. At barnet bliver set med øjne og med hjerte.

Kampen ved bordet!

Ikke alle børn er lige villige til at spise det, der serveres ved aftenbordet, og det kan give anledning til rigtig mange konflikter rundt i de små hjem. For lige her ved aftensbordet kan jeres forskellige holdninger også støde sammen.

“De skal spise det, der bliver serveret” mener nogen. “De skal smage på alt, for ellers kan de ikke vide, om de kan lide det”. Eller :”Jeg laver tre forskellige retter hver aften, fordi alle kan lide noget forskelligt”.

Aftensbordet kan alt for nemt blive en kampplads, og der er kun tabere.

Jeg husker engang, hvor mine forældre ville statuere et eksempel. Jeg skulle spise den røde pølse, der lå foran mig på tallerkenen. Jeg ved, at den eneste disciplin, jeg med garanti ville vinde i Guiness rekordbog, er: “Den mest kræsne”. Jeg levede i mange år af bananer og rugbrød. Denne aften var mine forældre åbenbart blevet enige om, at alle børn kan lide røde pølser.

Så hvad skete der? Først en lang sej kamp ved bordet, hvor stemningen blev mere og mere tilspidset. For at vise mig alvoren blev jeg til sidst sendt på værelset. Jeg blev sendt på værelset med en pølse, der som tiden gik, blev mere og mere kold og runken at se på. Jeg fik tiden til at gå med at pille skindet af pølsen. Men jeg spiste ikke en bid.

Det dilemma, du altid står overfor, når du med alle dine evner har sammensat en menu, der er sund og god for dit barn, og barnet så ikke vil spise, er, hvorvidt du skal tage kampen? Eller er det smartere at sige: “Det er okay, vi finder noget rugbrød i stedet”.

Det er faktisk helt naturligt, at børn har perioder af deres liv, hvor de er kræsne og foretrækker det samme og det samme. Der er ikke grund til at gå i panik af den grund.  Man skal bare have et sundt alternativ som eksempelvis rugbrød eller havregryn.

Som forælder er det afgørende vigtigt at få skabt en hyggelig ramme om måltidet. Det sikrer man bedst ved at tage kampen væk fra bordet.

Undskyld

U-n-d-s-k-y-l-d otte bogstaver. Et lille ord med stor betydning. Mange glemmer at erkende deres egen fejlbarlighed. Mange tror i dag, at de skal være perfekte, men det er jo umuligt, og det gør det meget svært for dem at fejle og erkende det bagefter.

Men vil man lære sine børn at aflæse og forstå andre mennesker, skal man vise dem, hvordan man erkender sine fejl og sige oprigtigt undskyld. Det er et lille ord, men det at kunne sige det har stor betydning for vores udvikling som sociale mennesker.   

Ved at sige undskyld erkender man, at man har begået en fejl og kan stå ved den, og at vi kan tilgive os selv og andre på trods af det. To andre ord, der hører med i god opdragelse af dit barn er “tak” og “pyt”. 

Tak, er et meget lille men meget betydningsfuldt ord. Der er nok at takke for. Tak, for mad. Tak, for i dag. Tak dækker over alt fra den lille tak for de små ting i hverdagen til den helt store tak, når vi modtager hjælp fra andre, uden hvilken vi måske slet ikke havde klaret den. Takken peger ud over os selv og minder os om, at vi har meget at være taknemmelige for i relationen til andre mennesker.

Og endelig er der ordet “pyt”. Det kan vi mennesker godt blive bedre til at sige nogle gange. Alt for ofte bruger vi energi på at irriteres over noget, vi alligevel ikke kan ændre på.

Husk også at sige pyt til dig selv ind imellem. Vi laver allesammen fejl, men ikke alle er gode til at tilgive sig selv og komme videre med et træk på skulderen og et pyt.

I et parforhold skal der afstemmes holdninger og værdier. Nogle skal man stå fast på, men andre skal man kunne gå på kompromis med og slå ud med armene med et “pyt”.

Opdragelse og den vigtigste læring foregår ved, at vores børn ser på os og kopierer os. Så foregå med et godt eksempel med at sige undskyld, tak, pyt. Jamen, det er jo hele tre ting. At forstå betydningen af “undskyld”, “tak” og “pyt” er ikke det dårligste Kinderæg, man kan få med sig i livet.

Din teenager

Selvhjælpsbøger om teenagere og hvordan du bedst coacher din unge datter eller søn er i bedste fald spild af penge, i værste fald giver det dig bare endnu mere afmagtsfølelse, når du trods ihærdige forsøg ikke lykkes med projekt: “kom, lad os tale om det”.

En teenager kan nemlig slet ikke coaches. Det er naturstridigt. Du kan ikke stille noget op, når hormonerne pumper rundt i kroppen på et tidspunkt i dit barns liv, hvor styrpinden i form af frontallapperne endnu ikke er udviklet.

Så i det mellemrum, der er imellem, at du havde styrpinden og dit barn gjorde alt, hvad du bad om, til frontallapperne er udviklet, kan du bare bede til, at det går godt.

Tiden, hvor dit barn syntes du var enestående og fantastisk er endegyldig forbi. Du mødes ikke længere af jubel og små søde barnearme, der kaster sig om dig, når du træt kommer hjem fra arbejde. Hvis der skal hilses “hej” må du selv opsøge det.

Du må selv se, om du kan skubbe døren op for tøjbunken, der ligger smidt på gulvet ind til det, der engang var et barneværelse. Det værelse der var fyldt med My little pony eller Batman figurer, og som nu stinker af hengemt mad fra indtørrede tallerkener og daggamle prutter, der vidner om, at her bliver der aldrig luftet ud.

Den vigtigste kommunikation foregår som grynten, brok eller MobilPay anmodninger. Du må bare trække vejret dybt ind og læne dig tilbage og vente på, at tilstanden går over.

Jeg tror, mange rammes af en følelse af ikke at have slået til som forælder. Eller en tvivl om man nu har gjort det godt nok. Og i værste fald den sværeste følelse af alle: “er jeg en dårlig mor?”

Bare rolig- det hele falder til ro igen, når puberteten er klinget af. Tilstanden går over.

Og når jeg ser mine børn i dag, så tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort , så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet nogle dejlige mennesker.

Drømme

Drømme er til for at blive levet. Bloggen udvider. 2020 bliver et anderledes år her på min Facebook side. Som følger ved du, at jeg hver fredag lægger et nyt opslag op om emner, der tager udgangspunkt i mit eget levede liv. Godt krydret med lidt psykologfaglig viden om børn, unge, forældrerollen, skilsmisse, bonusfamilier og kærlighed til livet og hinanden.

Jeg holder meget af at skrive. Jeg skriver altid, når jeg har fri. Andre strikker eller spiller spil. Jeg skriver. Derfor er det også helt naturligt for mig at skrive om den proces, vi nu kaster os ud i.

Min mand og jeg har i lang tid gået med en drøm. Drømmen om et pusterum i form af et sommerhus. Boligsiden er blevet pløjet igennem de sidste 5 år. Min mand burde stille op i Hammerslag, for han rammer hver gang med meget lille margin og ville slå både hold Øst og hold Vest.

Fanø, Skagen, Blåvand, Henne er blevet studeret nøje, for som jyde er der bare ikke noget som vestkysten. Flere gange har vi taget turen rundt i det sjællandske, og hver gang er vi enedes om, at: Der er alt for mange sten på stranden, der er ingen ordentlige klitter, grundene er for små, husene ligner kolonihavehuse, og det der Tisvildeleje er opreklameret.

Vi har bare også måttet sande, at for at vi skal få brugt et sommerhus i en travl hverdag, så skal det ligge i køreafstand fra København. Derfor har vi købt en grund i – ja Tisvildeleje – og vi glæder os.

Processen kan følges her på min Facebook side. Følg det fra vi har skrevet under på købsaftalen på grunden, og frem til der forhåbentligt står et færdigt hus på grunden med liv, der skal leves.

Det kommer ikke til at betyde et farvel til fredag eftermiddag kl.14:37, hvor der fortsat vil blive lagt et opslag op om det moderne familieliv.

Det bliver et tillæg. Ord, der kommer til at leve deres eget liv, og som gerne skulle kunne give spændende inspiration til dig om, hvordan man kan gøre drøm til virkelighed.

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Hvis vi mener noget med det, når vi vil bilde børn ind, at gaver ikke betyder noget, så skal vi starte med selv ikke at lave forskel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “have en lille ting, men da selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, børnenes kærester, kæresters børn fra tidligere forhold, børnebørn fra alle kanter. Og der skal ikke gøres forskel.

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og de andre har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”. Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel.

Start dialogen i jeres familie. Hvilke forventninger har I til de kommende gaver?

Se mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Barndommens gade

Hvem er jeg, og hvorfor står jeg her. Jeg er fra Herning. Hvor f….. er Herning? Jeg er født på Falkevej. Ja, det er sandt i bogstavligste forstand. Jeg er født hjemme, lang tid før det var populært at være i tæt kontakt med det naturlige. Fordi min mor på mange måder var foran for sin tid.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg en stærk kvinde. En alternativ kvinde. Vi var vegetarer, inden nogen kunne stave til vegetar. Vi have ugentlige grøddage. Hun realiserede sig selv og gik ikke hjemme som “man” skulle, men gik på arbejde.

Derfor var vi børn også i en tilstand af frihed. Det var før fritidshjem var opfundet så i det vakuum, der var mellem skole og “mor kommer hjem”, var der “fri leg”. Nogle gange er det nostalgien der vinder, når jeg ser tilbage.

Wow, det var fedt at være der i en tid uden overvågning. Ingen forældre, der fik notifikationer og kunne følge med og se, hvor vi var.

Men det var også en tid, hvor jungleloven herskede. De andre unger i kvarteret og os fra Falkevej lå nemlig i krig. Som en spejling af den voksne verden. Vi have ingen bomber, men vi havde reb og kløpulver.

Det var før mobil, så hvordan vi vidste, hvor og hvornår vi skulle mødes for at kæmpe, ved jeg faktisk ikke. Men vi mødtes alligevel i en kamp om ære. For var Mågevænget, Svanevænget eller os fra Falkevej de sejeste “on the block”.

Jeg ved, at jeg lod som om, jeg var sej. Det var nødvendigt. Jeg have nemlig en følsom lillebror, og jeg var storesøster. Så jeg var forpligtet til at slå først. Og det gjorde jeg.  Ikke kun i kampen mod parallel vejene, men i det hele taget.

Ned i sandet med dig kammerat. Ind med kløpulver. Jeg vinder og du taber. Men om natten kom monstrene. Legetøjet forvandlede sig til ham den store fra Mågevænget, og han fangede mig og gav mig kløpulver.

Hvem er du? Og hvorfor står du her?

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk