Drømme

Drømme er til for at blive levet. Bloggen udvider. 2020 bliver et anderledes år her på min Facebook side. Som følger ved du, at jeg hver fredag lægger et nyt opslag op om emner, der tager udgangspunkt i mit eget levede liv. Godt krydret med lidt psykologfaglig viden om børn, unge, forældrerollen, skilsmisse, bonusfamilier og kærlighed til livet og hinanden.

Jeg holder meget af at skrive. Jeg skriver altid, når jeg har fri. Andre strikker eller spiller spil. Jeg skriver. Derfor er det også helt naturligt for mig at skrive om den proces, vi nu kaster os ud i.

Min mand og jeg har i lang tid gået med en drøm. Drømmen om et pusterum i form af et sommerhus. Boligsiden er blevet pløjet igennem de sidste 5 år. Min mand burde stille op i Hammerslag, for han rammer hver gang med meget lille margin og ville slå både hold Øst og hold Vest.

Fanø, Skagen, Blåvand, Henne er blevet studeret nøje, for som jyde er der bare ikke noget som vestkysten. Flere gange har vi taget turen rundt i det sjællandske, og hver gang er vi enedes om, at: Der er alt for mange sten på stranden, der er ingen ordentlige klitter, grundene er for små, husene ligner kolonihavehuse, og det der Tisvildeleje er opreklameret.

Vi har bare også måttet sande, at for at vi skal få brugt et sommerhus i en travl hverdag, så skal det ligge i køreafstand fra København. Derfor har vi købt en grund i – ja Tisvildeleje – og vi glæder os.

Processen kan følges her på min Facebook side. Følg det fra vi har skrevet under på købsaftalen på grunden, og frem til der forhåbentligt står et færdigt hus på grunden med liv, der skal leves.

Det kommer ikke til at betyde et farvel til fredag eftermiddag kl.14:37, hvor der fortsat vil blive lagt et opslag op om det moderne familieliv.

Det bliver et tillæg. Ord, der kommer til at leve deres eget liv, og som gerne skulle kunne give spændende inspiration til dig om, hvordan man kan gøre drøm til virkelighed.

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Hvis vi mener noget med det, når vi vil bilde børn ind, at gaver ikke betyder noget, så skal vi starte med selv ikke at lave forskel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “have en lille ting, men da selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, børnenes kærester, kæresters børn fra tidligere forhold, børnebørn fra alle kanter. Og der skal ikke gøres forskel.

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og de andre har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”. Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel.

Start dialogen i jeres familie. Hvilke forventninger har I til de kommende gaver?

Se mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Barndommens gade

Hvem er jeg, og hvorfor står jeg her. Jeg er fra Herning. Hvor f….. er Herning? Jeg er født på Falkevej. Ja, det er sandt i bogstavligste forstand. Jeg er født hjemme, lang tid før det var populært at være i tæt kontakt med det naturlige. Fordi min mor på mange måder var foran for sin tid.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg en stærk kvinde. En alternativ kvinde. Vi var vegetarer, inden nogen kunne stave til vegetar. Vi have ugentlige grøddage. Hun realiserede sig selv og gik ikke hjemme som “man” skulle, men gik på arbejde.

Derfor var vi børn også i en tilstand af frihed. Det var før fritidshjem var opfundet så i det vakuum, der var mellem skole og “mor kommer hjem”, var der “fri leg”. Nogle gange er det nostalgien der vinder, når jeg ser tilbage.

Wow, det var fedt at være der i en tid uden overvågning. Ingen forældre, der fik notifikationer og kunne følge med og se, hvor vi var.

Men det var også en tid, hvor jungleloven herskede. De andre unger i kvarteret og os fra Falkevej lå nemlig i krig. Som en spejling af den voksne verden. Vi have ingen bomber, men vi havde reb og kløpulver.

Det var før mobil, så hvordan vi vidste, hvor og hvornår vi skulle mødes for at kæmpe, ved jeg faktisk ikke. Men vi mødtes alligevel i en kamp om ære. For var Mågevænget, Svanevænget eller os fra Falkevej de sejeste “on the block”.

Jeg ved, at jeg lod som om, jeg var sej. Det var nødvendigt. Jeg have nemlig en følsom lillebror, og jeg var storesøster. Så jeg var forpligtet til at slå først. Og det gjorde jeg.  Ikke kun i kampen mod parallel vejene, men i det hele taget.

Ned i sandet med dig kammerat. Ind med kløpulver. Jeg vinder og du taber. Men om natten kom monstrene. Legetøjet forvandlede sig til ham den store fra Mågevænget, og han fangede mig og gav mig kløpulver.

Hvem er du? Og hvorfor står du her?

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Tiltideværelse

Forestil dig at du står og snakker med en ven på gaden. Pludselig er der en, der prikker dig på skulderen. Hvad gør du? Du vender dig om og genkender en, du kender og hilser glad og overrasket. Falder lidt i snak. Også selvom det betyder, at du for en stund afbryder samtalen med din ven. Det ville være uhøfligt ikke at lade sig distrahere, når en du kender prikker dig på skulderen.

Det er præcis det samme, der er på spil for det unge menneske, når der midt i familiemiddagen tikker en sms eller snap ind. De bliver prikket på skulderen, og det ville være uhøfligt ikke at reagere.

Min generation er sammen i rum. Dem, vi sidder eller står sammen med lige nu og her i dette rum, er dem, vi er sammen med. Det kalder vi for tilstedeværelse. Sådan fungerer det ikke for den yngre generation. De er sammen i tid. Tiltideværelse over for vores tilstedeværelse.

Det har jeg ærlig talt meget svært ved at forstå. Jeg øver mig i ikke at lyde som en sur gammel  kone, når jeg beder mine unger lægge mobilen. “Her har jeg stået i køkkenet en hel dag”, vrisser jeg. Lige der midt i culotte, bearnaise og hasselback støder to slags nærvær sammen med sådan et brag. Den i rum og den i tid.

Tidligere krævede det fysisk tilstedeværelse, for at man kunne være sammen. Det har mobilen vendt op og ned på. Man behøver ikke længere være fysisk sammen for at være sammen. Og ligesom jeg føler mig og min middag nedprioriteret, når mine børn svarer på en besked, så vil afsenderen af beskeden føle sig nedprioriteret, hvis ikke der bliver svaret.

Og når så jeg bruger al min  autoritet og siger: “Læg så den mobil væk”, så svarer det til, at nogen sagde til mig: “Skrub ud herfra”.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Det største

Det største OG det sværeste. Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

Vi går til graviditetsyoga, lærer at gispe, anvender mindfullness som forberedelse til livets største øjeblik. Men forberedes vi også på, at en fødsel altid er uforudsigelig?

I en tid hvor den perfekte mor og fantastiske fødselsoplevelse er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger er der ingen der nævner, at mange kvinder oplever at have en rigtig svær fødselsoplevelse. For kønt er det ikke altid. Glemmer vi i en tid, hvor alt det grimme kan retoucheres væk på et foto at forberede kvinder på, at en fødsel er væsker der løber ud, at man kan blive smurt ind i blod, skider ufrivilligt og det gør ondt?

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har en meget anderledes opfattelse af deres forløb.

Når så mor og barn udskrives efter meget kort tid, skal de hjem og finde sig til rette i alle de forventninger der til, hvordan man bør være som forælder.

Forlad aldrig dit barn. Bær dit barn. Bær ikke dit barn for meget. Giv det kontinuerlig kropskontakt. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for Jer, at I må lykkes med at skrive på Jeres helt egen fantastiske fortælling og huske på, at ingen fortællinger er perfekte og med et: “De levede lykkeligt til deres dages ende”.

Det er hårdt arbejde, og det er det største, der findes.

 

Hjælp! Mit barn flytter

“Jeg står i døråbningen og betragter dig stille. Ser, hvordan du lægger din yndlingsbluse sammen. Din far havde den med hjem fra Rom, det år du fyldte 17. Du elsker den trøje. Den bliver blidt lagt ned i den store blå Ikea pose, som er så rummelig, at den kan indeholde et helt klædeskab. Du nynner. Først tænker jeg, at du græder, men det er kun mig, der ikke kan holde tårerne tilbage. Du er anderledes let og glad. Forventningsfuld”.

“Tankerne går tilbage, til dengang du var lille og havde brug for mig. Du gav mit liv mening. Jovist, der har været dage, hvor du har været ved at drive mig til vanvid. Enten af bekymring, eller fordi du gik dine egne veje. Du har bragt mig i kontakt med følelser, jeg slet ikke vidste, jeg indeholdt. Lige nu føles det skræmmende, at jeg skal igang med at skabe ny mening”.

“Pludselig mærker jeg gråden indeni komme med en vulkans styrke. Nu er det ikke kun små diskrete tårer, der presser på. Det føles som om, jeg er ved at kvæles. Hvordan kan du stå der og nynne? Jeg må ud. Væk!”

Scenen er fra den dag, min ældste datter flyttede hjemmefra. Selvom vi ved, fra den dag vi får børn, at i den sunde relation da ender det med, at de en dag flytter hjemmefra, så gør det alligvel ondt. Med fornuften ved man godt, at det er det rigtige, der sker. Opdragelsen stiler netop imod at gøre ens børn mere og mere selvstændige.

Lige der i døråbningen blev jeg ramt af, at en epoke for altid var slut. Sorgen over at miste. Forvirring over hvor tiden blev af. Tvivl på om jeg fik gjort nok, mens det var tid. Angsten for om hun ville klare sig. Følelsen fyldte mig i lang tid, og det føltes som om, jeg aldrig skulle kunne blive glad igen.

Det er nu mere end 6 år siden, min datter flyttede hjemmefra. Hun klarer det selvfølgelig fantastisk godt, og jeg har klaret det bedre end frygtet. For det ender jo ikke med et “farvel”. Det bliver en ny relation, som bygger på lyst og en vælgen hinanden til. Og det føles rart efter et stykke tid.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Ind på værelset…

“Hun ser så sød ud, men hun kan gå helt amok og skrige vildt og voldsomt. Det eneste, der plejer at hjælpe, når hun får sine flip, er at sende hende ind på værelset”, sagde hun til mig.

Nu har hun imidlertid bedt om hjælp, for antallet af “hysteritilfælde” er eksploderet. Og i sådan en grad at den lille 3 årige var ved at drive hele familien til vanvid.

Jeg vil lave et lille tankeeksperiment med dig. Forestil dig at du er 3 år gammel.  Du elsker mælk, men dine forælder siger, du kun må få et glas vand. Din verden bryder sammen. Du reagerer i vrede og gråd. Din mor forvandles til en rasende dame, der kommer faretruende nær. Hun taler vredt til dig og beder dig om at gå ind på dit værelse. Du må først komme ud, når du er blevet god igen.

Børn skal ikke sendes på værelset efter min mening. Det stopper måske raserianfaldet, men barnet er ikke blevet klogere på sine følelser. Det eneste, barnet lærer, er, at ikke alle følelser er acceptable, men kun de positive følelser.

Husk, det er naturligt, at barnet bliver vred og ked af det. Barnet er ikke født med evnen til at kunne regulere sine følelser og afpasse dem på en måde, som vi finder rimeligt. Det er en evne, der langsomt udvikles gennem opdragelsen.

Træk vejret dybt ned i maven og bevar roen. Hvis dit barn er klar til det, så tilbyd at give det et kram. På den måde viser du, at du kan rumme barnets følelse af frustration.

Sæt ord på: “Jeg tror, du blev sur, fordi jeg ikke ville give dig mælk”. På den måde hjælper du barnet til at koble reaktionen med det, der skete.

Målet er, at barnet lærer at regulere sine følelser. Barnet er ikke født med en udviklet fornuft, som kan fortælle barnet, hvad der er en rimelig reaktion i en given situation.

Når barnet derfor reagerer i frustration har det brug for, at den voksne bevarer roen. Alternativt risikerer vi, at barnet kører endnu mere op.

Fra bad boy til my man

Hvordan skriver man lige et blog opslag om sin datters kæreste, som handler om, at han ærlig talt ikke altid har kunnet gå under betegnelsen: “Enhver svigermors drøm om en svigersøn”?

Mmmmm, man må vel bare være ærlig og kaste sig ud i det. For måske du rent faktisk kan nikke genkendende til passager i dette ærlige opslag. Reflektere lidt og måske blive klogere på et og andet.

Sandheden er, at jeg har bandet ham langt væk rigtig mange gange. Min svigersøn altså. For helt ærlig – min datter fortjente altså noget bedre. Hun er smuk, klog, sjov og dejlig. Hun kan få lige, hvem hun vil ha’. Og så ville hun have ham.

Han kunne mere end sit fadervor. Og måske præstens datter også lod sig fascinere lidt af denne bad boy. I hvert fald stod deres forhold ikke til at ændre.

Jeg er psykolog og har nu arbejdet med børn og unge i 25 år. Jeg ved en del om psykologi.

Jeg har alligevel gjort alt det, man ikke må. Truet, bønfaldt. Gjort alt for at få min datter til at gøre det forbi.  Gjort alt det modsatte af, hvad jeg med mit professionelle jeg ville have gjort.

.Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg ændrede syn på ham, da jeg fik øjnene op for hans indre værdier. Det ville være løgn.

Jeg ændrede først syn på ham, da han blev mere, som jeg gerne ville have, han skulle være. Da han levede mere op til MINE holdninger og værdier.

Med andre ord – da han blev seriøs. Kæmpede sig gennem en svær uddannelse, hvor han først måtte læse matematik op på 9. klasses niveau, inden han kunne tage det på HF niveau for til sidst at gennemføre et studie.

Mange gange undervejs har jeg tvivlet på ham. Ja, ja nu må vi se, tænkte jeg.

Nu mangler han kun sin bachelor. Jeg er vildt stolt af ham. Og helt ind i hjertet kan jeg mærke min taknemmelighed over, at jeg ikke fik min vilje. For pludselig har jeg også fået øje på det indre. Alt det min datter hele tiden så.

Jeg kan med glæde sige, at han skal være far til mit barnebarn. Og netop i skrivende stund er der en lille ny på vej.

 

Perfekt sommer

Lidt nysgerrig er man vel altid, så jeg spurgte min singleveninde, om sommeren havde budt på en sommerflirt. Svaret var et rungende NEJ.

”Jeg har ikke engang plads til en undulat i mit liv”, svarede hun.

Hun havde været i Tivoli med ballongynger, candyfloss og stribet slik på pind. På Naturhistorisk Museum, i Zoologisk Have og Kanalrundfart med guide. Jo, der er nok at se til, når man skal holde ferie med sine delebørn.

For perfekt skal det jo være.

Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang, for ingen er perfekte. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er altså noget af et pres, vi sætter os under.

Vi har fået en forestilling om, hvordan man bør være for at være rigtig.

Alle løber vi stærkere og stærkere hele tiden for at leve op til egne og andres forventninger. For det er ikke nok at have et godt job, man skal også videreuddanne sig for ikke at blive løbet over ende af sine kolleger. Så udover at passe fuldtidsjob, være mor og social med veninder og venner, skal vi også holde os fagligt igang.

Og man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder. Det sætter forælderrollen under pres. Og med de skilsmissetal vi har, hænger kravet slet ikke sammen, men forbliver at være en illusion, som blot øger oplevelsen af ikke at slå til.

Og så sagde hun det, som ikke mange tør sige højt: Hvem gider være den forælder, der har givet børnene den kedeligste sommer? Nej, vel! Så selvom hun og eksmanden har et rigtig eksemplarisk samarbejde, så havde hun ikke spor lyst til at indtage andenpladsen i kampen om at give børnene en perfekt sommer.

Se min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Mobil afhængighed

Indrømmet jeg er afhængig. Jeg har et misbrug. Jeg er afhængig af min mobil. Jeg opfører mig, som om min mobil er en naturlig forlængelse af mig. Det er som om, den pludselig en morgen er vokset ud fra min krop. Og der sidder den så og kalder på mig med jævne mellemrum. Jeg skal bare lige hurtigt tjekke, om der er sket noget nyt på Facebook. Lige hurtigt sende en SMS eller tjekke op på en besked. Jeg kunne aldrig drømme om at forlade min lejlighed uden at have min mobil på mig. Det første jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at tjekke min mobil. Det er det sidste, jeg gør, inden jeg går i seng.

Skærmen trigger vores hjerne. Med små røde farver, pling lyde og belønninger, der minder om sukkerknalder, stjæler skærmen vores opmærksomhed. Den kalder på os. Mobilen fucker med vores hjerne og er indrettet til og udviklet med det ene formål, at vi hele tiden bare må have mere tid sammen med vores bedste ven.

Jeg møder i mit arbejde mange børn og unge, der har symptomer fra kroppen. Symptomer som hovedpine, træthed, kvalme og mavesmerter. Symptomer der er ødelæggende for dem i deres hverdag. Nogle har selvfølgelig symptomer, fordi de ikke trives derhjemme eller i skolen, men overraskende mange har symptomer, fordi de har indsovningsbesvær og slet ikke får søvn nok.

Når man går dem på klingen, er de afhængige af deres mobil og andre elektroniske medier, der stjæler deres vigtige søvn. Jeg indrømmer at jeg ikke er den rette til at komme med anbefalinger. Men trods jeg ikke selv lever efter anbefalingerne, så vil jeg fastholde, at vi har et voksen ansvar for de yngre generationer og skal sikre børn og unges digitale sundhed. Vi skal og bør sikre digital dannelse.

Anbefalingerne hedder absolut ingen mobil eller Ipad minimum en time inden sovetid. Lyset på skærmen påvirker vågenhedscentret i hjernen, så barnet ikke kan falde i søvn. Som mobil afhængig ved jeg, hvad jeg taler om. Og at tro et barn kan være fornuftig og lægge sin mobil fra sig og ikke se på den efter en fast aftalt tid er for meget ansvar at give barnet. Mobilen er lavet til at skulle friste brugeren til bare lige et lille kig mere. Så jeg mener at mobiltelefonerne skal ud af børneværelserne.