Far, mor og bonus

Jeg så en udsendelse forleden om delebørn. Noget, der virkelig gjorde indtryk på mig, var en pige, der sagde: ”Det er jo min rigtige familie”.

Det var hendes biologiske mor, far og søskende, hun kaldte “rigtig”.

Jeg havde måske håbet og troet, at børn forstod vores tænkning, når vi forklarer, at man godt kan have mere end én rigtig familie. En familie der består af min familie sammen med far og fars nye kæreste samt en familie med mor og mors nye mand. Det vi med et plus ord kalder for bonusforældre.

Bonus er noget ekstra. Noget du får oveni. Helt ufortjent. Hvis du har ydet en ekstra indsats på arbejdet, kan du opnå en bonus.  Med hvilken ret kan vi kalde de ekstra voksne, vi hælder ned over vores børn, for “bonus”?

Jamen, jeg vil da gerne se mig selv som en “bonus”, kan jeg høre mig selv argumentere.

Fakta er bare, at ingen har bedt om mig!

Når det gælder i relation til de mindre børn, viser min erfaring mig dog, at børn ofte er rigtig gode til at indordne sig under de nye familieformer. Rigtig mange ser rent faktisk den ekstra forælder som noget oveni. En bonus.

Det skal altid være med respekt for barnets biologiske forælder.

Barnet har både en mor og en far. Også selvom de ikke længere bor sammen.

De fleste børn er skabt i kærlighed og barnets forældre har elsket hinanden engang, også selvom deres kærlighed ikke rakte til “for evigt”.

Med respekt for det der “var”, øger vi chancen for at blive opfattet som en bonus.

Behøver jeg nævne, at respekten skal gå begge veje?

Glæd dig som barnets mor eller far over, at en ekstra voksen vil spille en rolle i dit barns liv.

Kærlig, kærligere, kærligst

”Jeg spurgte ham i går, hvilken rolle han ser sig selv spille i Williams liv og hvor lang tid, han tror, der går, inden han får de samme følelser for William, som han har for Alba”.

Det var min klient, der kom med denne bemærkning. Hun var vred og skuffet. Men også bange.

Bange for at William skulle føle sig tilsidesat i forhold til sin søster Alba. Sagen var nemlig den, at Alba var ægte. Altså ægte på den måde, at hun var den nye kærestes biologiske datter.

Han var ikke far til William, og nu havde hun set nogle eksempler på, at han havde stærkere følelser for Alba end for William.

Nu er det sådan med kærlighed, at den kan man aldrig kræve. Der er mange ting her i livet, vi skal, hvad enten vi har lyst eller ej. De er en fordring. Anderledes med kærligheden. Den kan ikke tvinges igennem som en fordring. Alligevel forsøgte hun med et: ”Han skal elske William ligeså meget som Alba”.

Det var ret ulykkeligt, for hun havde netop altid sat så stor pris på hans kærlighed over for hendes søn af første ægteskab. Nu blev det bare pludselig så tydeligt, at hans kærlighed til Alba var af en anden slags. Og så var det, han kunne give William pludselig ikke godt nok længere. Som om kærlighed kunne gradbøjes som vi lærte det i skolen – kærlig, kærligere, kærligst.

Måske der nærmere er flere former for kærlighed?

Og er det ikke et vilkår, vi må leve med i disse tider, hvor der findes så mange familie konstellationer? Mange lever med dine, mine og vores børn.

Er det ikke naivt, hvis vi vil bilde os ind, at vi elsker alle på samme måde? Det er ikke det samme, som at vi ikke kan have kærlige følelser også for vores partners børn.

Måske der findes flere måder at føle kærlighed på.

 

Familieferie

Sommer og forventnninger om kvalitetstid sammen. Tid til afslapning væk fra stress og jag.

Alligevel ender det for mange med bristede drømme, hvor roen og hyggen lader mere end vente på sig.

Man fristes nogen gange til at spørge, om vi i virkeligheden er for naive, når vi tror, at tre unger på bagsædet ned gennem Europa sammen med alle de andre, der er på vej på ferie, skulle kunne foregå afslappende og hyggeligt. Er du klar over, hvor lange sådan nogle bilkøer kan være?

“Jeg skal tisse”, siger den første, inden vi har ramt byskiltet. “Hvornår er vi der?”, spørger den næste. Jo, der er lang vej.

Selv har vi kun med nød og næppe fået lukket ned på kontoret, for der er edderhugme travlt op til sådan en ferie, hvor alt skal nås, så vi kan trække stikket og for en stund glemme alt om alt det, vi ikke nåede.

Så godt stressede inden det hele er kommet igang, drager vi sydover ned til sol, varme, pool.

“Nu hygger vi”, siger vi lettere anstrengt, mens vi drømmer os hen til den tid, hvor vi ingen børn havde, men bare kunne tage afsted og nyde alenetid eller kærestetid, mens solen gik ned i horisonten og vi nød et køligt glas hvidvin.

Surprise, sådan er det ikke, når man har børn.

Børn har brug for nærværende forældre, der ikke stresser og jager på dem, fordi de er børn, der selvfølgelig synes, at der altså er langt til Italien. Og varmt i Italien.

Så skru ned for forventningerne og sluk for mobilen og nyd de små glimt af lykke.

Som når du ser strålende barneøjne over, at han tør springe i fra kanten, tager de første svømmetag helt uden svømmevinger, møder en ny ven, der taler et helt andet sprog.

Og se så din mand dybt i øjnene. For lige i det øjeblik affyres kærlighedshormonet.

Så skal du se, så bliver sommeren slet ikke så ringe endda.

Sommerlæsning

”Livet er en gamp, sagde kællingen – hun kunne ikke sige k”.  Sådan skriver Knausgård om sin farmor i sin helt enestående roman.

Livet er en kamp. Der er nederlag, bristede håb og drømme. Også selvom vi gerne vil bilde hinanden ind, at livet skal være perfekt. At enhver kommer styrket ud af en krise. At man kan, hvad man vil, når bare man vil det nok.

For mig var ”Min kamp” derfor en befrielse at læse. Ja, den er ren læsefryd og med hele seks bind er der nok til en hel sommer. Den indeholder en intensitet og et nærvær, som jeg sjældent har oplevet.  Den er spækket med en detaljerigdom, hvor der zoomes ind på alt småt og hverdagsagtigt. Alligevel bliver det aldrig kedeligt at læse om faderens måde at smøre madder på. Om hvordan græs lugter. Det er samme fortællestil, der gør, at læseren selv mærker, hvor i kroppen angst for en tyrannisk far sætter sig. Det er skrivekunst på højeste plan, der giver læseren en oplevelse af næsten fysisk tilstedeværelse. 

Knausgård viser os alt det uperfekte. Han har modet til at stå ved sig selv. Al utilstrækkeligheden og angsten og skuffelsen over livet, som vi alle sammen rummer, men som få af os har mod til at beskrive. Druk, svigt, ituslåede drømme men også håb, forelskelse og sejre kan man læse om i det store værk.  

Og livet er ikke nødvendigvis en rejse frem mod noget stadigt større og mere vellykket. Livet kan også gøre mere end ondt. Han kommer bredt rundt om nuancerne i livet.

Derfor er Knausgårds selvbiografi heller ikke en klassisk biografi. For i en almindelig selvbiografi vil vi oftest blive præsenteret for en lineær fremstilling, hvor vi hører om en person, som er kommet gennem en krise og er endt på den anden side som en succes.

Det perfekte liv findes ikke.

Der er mange genkendelige scener og han evner at fortælle i et ligefremt sprog, så man rives med.  Han skriver ikke bare godt. Han skriver sindssygt godt. Derfor kan man spejle sig i Knausgårds mesterværk. Man kan føle deres skuffelse, vrede, sorg, glæde og håb. Man mærker deres frustrationer og fortrydelser.

Et både stærkt og skrøbeligt værk.

Det er helt normalt

Mit hus ligner lort. Vasketøjet ligger i uoverskuelige bunker. Min mand er sur over, at jeg ikke har lyst til sex. Min veninde synes, vi ses for lidt. Jeg når aldrig at komme i bad og inden længe er det slut og jeg skal begynde at arbejde igen.

Nogle gange kan de fire ord: ”Det er helt normalt” gøre en kæmpe forskel.

Hun sad der med tårer i øjnene og sagde, at det at gå hjemme på barsel var så meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

For hvad sker der, når barselsperioden ikke er hyggelige café besøg med kaffe latte drikkende veninder og babysvømning hver tirsdag? Når barselsperioden med den lille ny til tider har været mere end ufordrende?

Vi ser de andres liv på Facebook og Instagram og de ser så pokkers lykkelige ud.

Vi må ikke lade os forføre af iscenesatte virkelighedsbilleder og spejle os i illusioner.

Et ægte liv er også nætter uden søvn, febersygt barn, ammeproblemer og en økonomi og et overskud, der ikke rækker.

Jeg ved det, for jeg møder hver dag kvinder, der føler sig helt forkerte, fordi de ikke kan få det nye liv til at hænge sammen. Det hjælper at høre, at det er helt normalt.

At blive en familie er hårdt arbejde. Når vi derfor kan læse i diverse Magasiner om den glade forventningsfulde mor, der glæder sig til at fortsætte sit indholdsrige liv og at den eneste ændring, der kommer til at ske, er, at de nu bliver tre i stedet for to, så er det en illusion. Intet bliver som før.

Mange har været vant til en travl hverdag med karrieren, der kører afsted. Hverdagen er meget struktureret og tiden flyver afsted med spændende arbejdsopgaver og søde kolleger. Mange er over 30 år inden den første baby kommer.

Det er noget af en omvæltning at gå fra en fyldt timemanager til en hverdag, der står i babys tegn. Pludselig er der en andens behov, der kommer i første række. Ikke at man er en dårlig mor, fordi man også lytter til egne behov i ny og næ, men der er pludselig en, der er vigtigere.

Du er bestemt heller ikke en dårlig mor, fordi du indrømmer, at du kan kede dig og i det skjulte længes efter at komme på job igen.

 

Hvis jeg dør en dag

Jeg har personligt aldrig haft det svært med at fylde 30 år eller 40 eller 50. Sidste år fyldte jeg 53 år, og jeg blev ramt af en form for eksistentiel angst ved bevidstheden om, at min mor blev 53 år og 3 mdr. Jeg har altid tænkt, at det nok blev den tid, jeg selv fik lov at leve i, og der var jo heldigvis lang tid til. Og pludselig så var det nu. Og jeg synes jo, jeg først lige er begyndt på livet og er på ingen måde klar til at dø. Det er der forhåbentlig heller ikke udsigt til.

Men hvad med alderdommen. Står den og venter? For det er jeg heller ikke klar til. Barndom, ungdom. Hver gang jeg har mistet noget, har dommen været, at jeg fik noget andet i stedet. Sådan er det ikke med alderdom. Her er dommen, at når du mister den, så venter døden.

Det er så vildt at tænke på, at vi helst springer over den snak. Ja, alle er endog ikke så privilegerede, at døden først kommer sent i livet.

Vi sad sammen med gode venner og talen faldt på dette med, at vi ikke er særlig gode til at få de nødvendige snakke med hinanden om, hvad vi ønsker, der skal ske, når vi dør.

Vil jeg brændes? Vil jeg kistebegraves? Ønsker jeg en præsts medvirken? Og hvad med organdonation? Der er rigtig mange ting, som vi med fordel kan få talt sammen om, inden det bliver aktuelt om forhåbentlig rigtig mange år.

Så var det at min veninde sagde: ”Hvis jeg dør en dag så… ”. Vi kunne selvsagt ikke lade være med at grine. For kun en ting er sikkert her i livet, og det er, at vi alle dør en dag. Alligevel var der noget sandt i hendes ord. For det er rigtigt, at vi ved det. Men vi tror det ikke.

Og netop derfor er det så svært for os at få talt om det. Vi ved det godt, men vi tror det ikke. Med alderen kommer vi til at tro mere og mere på det.

En dag skal vi her fra. Men alle de andre dage skal vi ikke. Så bevidstheden om, at det hele slutter en dag, vil jeg bruge til at minde mig selv om at huske at leve.

Og til min mand og mine børn har jeg skrevet en lang liste over, hvad jeg ønsker, der skal ske, den dag jeg dør.

Bloggen fylder 1 år

Jeg er psykolog, mor, kone, veninde. Fredag den 31.03.17 startede jeg min blog om familieliv. De første otte opslag blev sat op. Siden er det blevet til et nyt opslag hver fredag eftermiddag.

Da første opslag røg på, havde jeg 18 følgere. Nu har tallet rundet 2400. Det er blandt andre dig, og det er jeg utrolig taknemmelig for. Jeg håber, du også vil følge mig i det kommende år.

Alle opslag tager udgangspunkt i helt almindelige små hverdagsting. Jeg blogger om mig og mit liv og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige du og jeg.

Parforhold, kærlighed, børn, skilsmisse, sygdom og psykologiske emner har været omdrejningspunktet for det, jeg i årets løb har skrevet om. Nogle gange tåkrummende ærligt. For det er den røde tråd i mine opslag, at jeg skriver ærligt og sætter mig selv i spil.

Mine veninder har spurgt, om ikke jeg synes, at jeg nogle gange udleverer mig selv i mine blogopslag?

Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv. Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige

En grundtone i mine blogs er endvidere en refleksion over de samfundsmæssige vilkår, vi alle er en del af i en tid, hvor alt skal være perfekt, hurtigst, bedst.

Så hvis du kender en, der kender en, som også nogle gange farer vild i det moderne familieliv og interesserer sig for psykologiske emner så tip dem om min side. Det vil jeg blive super glad for.

Du kan altid kommenterer ugens opslag via Facebook tråden, eller du kan sende mig en mail via mailen her på Bloggen, hvis du har spørgsmål eller ideer til kommende opslag.

Rigtig god Påske!

Når to blir til tre

Jeg talte med et ungt par forleden. De havde deres lille nyfødte med. De kunne ikke få øjnene fra ham. Han lå der på sin mors arm og så så helt og aldeles fantastisk ud.

Den nybagte far kunne med et smil fortælle om den store omvæltning, det var i deres liv. Selvom de havde forsøgt at forberede sig på de følelser, de ville blive overvældet af, så var virkeligheden så meget vildere.

Når jeg har disse unge par til samtale, er det karakteristisk for mange, at de bliver slået af, hvordan den lille ny ændrer på deres prioriteringer her i livet.

Sådan var det også for dette unge par. Han havde tidligere dyrket atletik 5 gange i ugen, for det var meget vigtigt for ham. Hun havde altid nydt tid med veninderne. Og så havde de prioriteret hinanden.

Fælles for dem var, at der var ændret på deres prioriteringer. De var begge enige om, at nu var deres første prioritet deres lille søn.

Jeg bliver altid glad over, at vi er så smart indrettet fra naturens side, at det vi troede, vi ikke kunne leve uden, inden vi fik børn, pludselig ser helt anderledes ud, når barnet først er født.

Når jeg alligevel benytter disse samtaler til at mane til lidt eftertanke, er det fordi, jeg gerne vil minde om, at vi skal huske at prioritere hinanden som par.

Det kan synes som en forkert måde at prioritere på, for kan vi ikke hurtigt blive enige om, at den lille ny er vigtigst? Jo, netop!

Præcist derfor skal vores partner prioriteres. Forældresystemet er det fundament, som børnesystemet skal hvile på.

At passe på parforholdet er en af de bedste ting, vi kan gøre for vores børn. De lever i den atmosfære, som vi skaber i mødet med hinanden.

Så husk hinanden. Husk, de søde beskeder til hinanden så det ikke kun bliver til snapchat af den lille.

Husk, kys og klem og se hinanden dybt i øjnene, så det ikke kun er den lille ny, der bliver set på. Og husk at elsk, elsk, elsk også selvom der er kommet strækmærker, et par ekstra kilo eller andre tydelige tegn på, at kroppen har haft en anden boende.

Hvad blev der af Mette?

Advarsel! Hvis du lige har født “min prinsesse” eller “min prins”, så spring ugens opslag over.

Vi var samlet til Bachelorfest og igang med præsentationsrunde. Jeg kunne ikke dy mig, da hun stolt præsenterede sig som ”Sifs mor”.

Mig: Øhh undskyld, men sidst jeg mødte dig, til den der runde fødselsdag du ved nok hjemme ved Kathrine, da hed du da Mette, ik’? Har du taget navneforandring? For vi er da enige om, at du er hende den sjove, der kan få et helt selskab til at ligge flade af grin? Og som tilmed er så faglig dygtig, at du var i gang med at skrive en Ph.d., da du fandt ”Skatten min” og blev gravid, da det lige passede ind i Jeres karriereplannar?

Sifs mor: Ej guuud sorry, du ved, hvordan det er? Man lever sig bare sådan helt ind i sin nye rolle som mor. Og jeg har netop lige opdateret min Instagram profil #sifsmor.

Indrømmet, det er det største at få et barn. Men man bliver altså ikke til ”Sifs mor” ved at føde en pige og navngive hende Sif.

Hvor er det fantastisk, når vi evner at tilsidesætte egne behov for et helt nyt lille væsen, der på alle måder er afhængige af os. Alt for mange evner faktisk ikke det der med at tilsidesætte sine egne behov.

Så hvorfor hylder jeg ikke bare  ”Sifs mor” i stedet for?

Fordi hun som mor til Sif har en vigtig funktion i at holde sig selv adskilt fra Sif. Kun derved kan Sif spejle sig i sin mor og opleve sig selv som et selvstændigt væsen løsrevet fra sin mor. Det er herved, at Sif danner sin egen selvstændige identitet.

Og Sif får brug for en mor, der ved, hvem hun selv er, for at Sif på sigt kan finde ud af, hvem hun er. Så jeg håber, at Sifs mor snart finder Mette igen. Hun er nemlig både sød, sjov og rigtig dygtig.

Og jeg er sikker på, Mette vil være en god mor for Sif.

Rør blot ikke ved min gamle jul

Vi er som rigtig mange andre i dagens Danmark en familie med dine og mine børn. Vi er en familie med dine og mine traditioner. Det kan give nogle udfordringer, særligt når vi står overfor nogle af de mest traditionsbundne begivenheder som eksempelvis jul.

Skal julemiddagen stå på gås? And? Kalkun? Kirke eller ej? Danse rundt om træet? Bare for at nævne nogle af mulige stridspunkter.

Jeg husker stadig ærgrelsen den første gang, jeg skulle fejre jul ved min daværende svigerfamile. For ingen laver julemiddagen, som man har fået den igennem hele barndommen.

Endnu værre gik det, det første år jeg selv stod for julemiddagen og i bare befippelse glemte at sætte en skål under, da sovsen skulle sies. Og al julesovsen forsvandt ned i vasken.

Nogle drømmer om at rejse væk og glemme alt om gaver og julestress, men langt de fleste af os lader det blive ved tanken, for juletraditionerne har godt greb i de fleste.

Traditioner er levende, bevægelige og dynamiske størrelser. Det er, når vi deltager i sådanne traditioner, at vi bliver til som mennesker. Vi kan kun forstå os selv, hvis vi kender til de traditioner, inden for hvilke vi skabes og lever vores liv. Derfor betyder julen også særligt meget for os.

Den skal der helst ikke røres for meget ved.

Men hvad gjorde jeg, da jeg skulle fejre jul med min nye familie? Jeg tænkte straks: Mulighed for nye traditioner.

Nåletræet blev skiftet ud med et fancy et i jern og træ. Det har kostet en formue, men det har den fordel, at det ikke fælder. Flot og moderne. Nu hvor jeg skriver det her – jern og træ – kan jeg godt se, at det var tåbeligt gjort.

Og så kom børnene hjem. Altså børnene på henholdsvis 37, 31, 30, 26, 24 og 22 år. Voksne og omstillingsparate ville nogen måske mene. Selvfølgelig nej!

Hvor var juletræet?!!!

Det er helt banalt, men glemmes ofte i vores begejstring for udvikling og nyorientering. Uden traditioner fra fortiden findes der intet meningsfuldt. Vi må derfor dvæle ved fortiden for at forstå os selv som et kulturelt og historisk væsen.

Kun herigennem kan vi finde noget at stå fast på. Så i år har jeg købt et helt traditionelt grønt nåletræ, der skal pyntes med levende stearinlys.

Glædelig jul!