Mobil afhængighed

Indrømmet jeg er afhængig. Jeg har et misbrug. Jeg er afhængig af min mobil. Jeg opfører mig, som om min mobil er en naturlig forlængelse af mig. Det er som om, den pludselig en morgen er vokset ud fra min krop. Og der sidder den så og kalder på mig med jævne mellemrum. Jeg skal bare lige hurtigt tjekke, om der er sket noget nyt på Facebook. Lige hurtigt sende en SMS eller tjekke op på en besked. Jeg kunne aldrig drømme om at forlade min lejlighed uden at have min mobil på mig. Det første jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at tjekke min mobil. Det er det sidste, jeg gør, inden jeg går i seng.

Skærmen trigger vores hjerne. Med små røde farver, pling lyde og belønninger, der minder om sukkerknalder, stjæler skærmen vores opmærksomhed. Den kalder på os. Mobilen fucker med vores hjerne og er indrettet til og udviklet med det ene formål, at vi hele tiden bare må have mere tid sammen med vores bedste ven.

Jeg møder i mit arbejde mange børn og unge, der har symptomer fra kroppen. Symptomer som hovedpine, træthed, kvalme og mavesmerter. Symptomer der er ødelæggende for dem i deres hverdag. Nogle har selvfølgelig symptomer, fordi de ikke trives derhjemme eller i skolen, men overraskende mange har symptomer, fordi de har indsovningsbesvær og slet ikke får søvn nok.

Når man går dem på klingen, er de afhængige af deres mobil og andre elektroniske medier, der stjæler deres vigtige søvn. Jeg indrømmer at jeg ikke er den rette til at komme med anbefalinger. Men trods jeg ikke selv lever efter anbefalingerne, så vil jeg fastholde, at vi har et voksen ansvar for de yngre generationer og skal sikre børn og unges digitale sundhed. Vi skal og bør sikre digital dannelse.

Anbefalingerne hedder absolut ingen mobil eller Ipad minimum en time inden sovetid. Lyset på skærmen påvirker vågenhedscentret i hjernen, så barnet ikke kan falde i søvn. Som mobil afhængig ved jeg, hvad jeg taler om. Og at tro et barn kan være fornuftig og lægge sin mobil fra sig og ikke se på den efter en fast aftalt tid er for meget ansvar at give barnet. Mobilen er lavet til at skulle friste brugeren til bare lige et lille kig mere. Så jeg mener at mobiltelefonerne skal ud af børneværelserne.

 

 

Min smukke datter

Det hele begyndte med et telefonopkald. “Er I hjemme? Må Anders låne nogle antihistaminer af dig?”

Så stod I pludselig der i døråbningen, og Anders lignede ikke just en, der havde allergi. Og alligevel ramte det mig helt uden forberedelse lige der en lørdag formiddag midt mellem indkøb og en kold fadøl på Torvet.

“Du skal være mormor”. Mormor? Hvem mig? Jamen, hvad sker der lige her? Du er jo bare min lille Bum.

Langsomt steg nyheden op til min hjerne. Der skete en eksplosion af følelser indeni, og pludselig var det hele bare for stort og smukt til at kunne rummes inden i lille mig, og tårerne pressede sig på og måtte ud.

Klimaændringer er ikke lige det, man har mest lyst til at tænke på, når man står der og lige har fået overbragt en stor glædelig nyhed. Alligevel sker der umærkeligt det midt i den største glæde, at angsten sniger sig ind.

Den menneskelige hjernes særlige evne til sprog og tænkning har enorme fordele og har været nøglen til, at mennesket er blevet den dominerende art. Det har så bare nogle sideeffekter.

Sprog og tænkning gør os i stand til at genopleve smertefulde oplevelser. Så selv på de glædeligste dage kan lidelsen blive den uindbudte gæst. Som når vi på vores bryllupsdag tænker på de personer, der ikke kan opleve dagen med os, fordi de er døde.

Og vi er i stand til at tænke frem og skræmme os selv ved tanken om ubehagelige og truende fremtidsscenarier. Den menneskelige hjerne evner nemlig både at trække tråde bagud i tid og tænke frem i tid.

Når jeg ser på dig smukke datter, ønsker jeg mig at være i nuet. Lige nu vil jeg stoppe sproget og tænkningen og bare nyde øjeblikket. For hold nu op, hvor er det for sindssygt.

Velkommen på forsiden

Bloggen kom i den forløbne uge på forsiden af Ugeavisen Esbjerg. Det er her jeg har boet de seneste 19 år. Den længste periode jeg har boet samme sted i hele mit liv. Det er her jeg har set mine børn vokse op. Det er her jeg arbejder med verdens mest fantastiske job. Det er her jeg finder inspiration til at blogge.

Blogge om mig og mit liv og blogge  om psykologfaglige emner.

Den dygtige journalist Mette Falther har skrevet rigtig pænt om min blog jeanneomfamilieliv. Bloggen er nemlig fyldt 2 år og som enhver anden 2 årig har den råbt ud i verden “se mig”. Og den fik sine 15 min. berømmelse.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at minde bloggen om, at den intet er uden sine følgere. Uden Jer. Tusind tak til alle Jer, der uge efter uge har fulgt med, når jeg har blogget om stort og småt.

Så selvom 2 år er en selvstændighedsfase, så vil bloggen også i tiden, der kommer, blive mindet om, at den kun er noget i kraft af sine følgere.

Jeg har erfaret, at når man er ærlig om sine følelser på godt og ondt, så kan andre spejle sig i det, man skriver, og andre får lyst til at læse med.

Så hvis en blog kan have et nytårsforsæt, skal det være, at autencitet og ærlighed fortsat skal være omdrejningspunktet. Jeg har altid været meget optaget af dagligdagen, og den er udgangspunkt for det meste af det jeg blogger om. Jeg er ikke så interesseret i undtagelsesmennesket eller tilstande. Det er det almindelige, der interesserer mig, når jeg skriver.

Tak, fordi du gider læse med.

At blive mor

Jeg har fulgt med fra før undfangelsen. Set glæden i dine øjne. Set dig vokse og bliver smukkere og smukkere. Nu er du så gået på orlov. Hjem og vente. Vente på det største, mest fantastiske og mest skræmmende på en gang. For sådan er det at blive mor.

At blive mor gør livet skrøbeligere. Ansvaret, når man får et barn, kan føles så overvældende, at man ind imellem kan føle sig ret lille. Det er nogle fuldstændig vilde følelser, der sættes i spil, når man sætter børn i verden.

At få et barn vækker en grundangst. Den blir plantet i dig, den dag dit barn bliver født. Bare tanken om, at der kan ske ens barn noget, er helt ubærlig.

For nogen har det den bivirkning, at vi kommer til at signalere til vores børn, at livet er farligt, og verden er et farligt sted. Det er vigtigt at minde sig selv om, at vores billede af de farer, vores børn kan møde, ofte er forvrænget og præget af historier, vi kender fra medier og ikke fra det virkelige liv.

Børn har brug for at kunne undersøge verden for at udvikle sig. Hvordan ville vi selv have det, hvis vi skulle overvåges hele tiden?

Så spark angsten til hjørne og byd glæden indenfor. Det er et under at blive mor. Intet over. Intet ved siden af. Og verden er et overvejende helt fantastisk sted, og det bliver vi mindet om hver gang, der opstår et mirakel som dette,  at der skabes nyt liv.

Og Mathilde, du bliver en vidunderlig mor. Har du brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

En god nok forælder

Grundlæggende syntes jeg, at mine forældre var de klogeste og smukkeste forældre i hele verden. Og bortset fra at jeg havde en hemmelig drøm om, at Johnny Reimar kunne være min far, så var jeg ret godt tilfreds med de forældre, der var blevet mine.

Det ændrer ikke ved at jeg kan blive sådan: “ØV!”, når jeg kommer til at gentage nogle af de opdragelsesmønstre, jeg selv hadede som barn. Og som jeg har lovet mig selv ALDRIG at gøre på samme måde.

Det er en kendt problemstilling, at vi som forældre på nogle områder gerne vil gøre noget andet, end vores egne forældre gjorde.

Har man oplevet noget, der er sagt eller gjort og som har været smertefuldt for en som lille, så er det indlysende, at man for alt i verden ikke vil give det videre til sine egne børn.

Derfor er det ekstra træls, når ord, man har lovet sig selv aldrig at tage i sin mund, alligevel ryger ud af munden på en i en presset situation.

Meget tyder på at vi særligt i pressede situationer ofte reagerer med rygmarvs reaktioner og at dybt derinde,  sidder det, vi har med os.

Det er en forklaring, men må ikke være en undskyldning. Vi må vedblive med at have en nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør i forsøget på at blive klogere på egne reaktioner.

Man kan dog ikke altid leve op til egne idealer, og ingen er fejlfri. Så målet er ikke at være en perfekt forælder.

Man øver sig. Man laver fejl. Gentager dumme fejl. Børn lærer noget vigtigt ved at være sammen med voksne, der laver fejl og som kan erkende det.

De lærer, at det er naturligt at fejle, og at ingen er perfekte. Lykkes man med at videregive det, er man ikke en perfekt forælder men en god nok forælder. Og det er faktisk godt nok. Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Familiehemmeligheder

“Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre”. Og nej, det gør vi ikke i min familie. Det er sådan en familietradition.

Min mor sagde det for at minde mig om, at vi ikke deler med andre, hvad der er en indforstået aftale om, at det ville være pinligt, at andre fik viden om. Måske noget som ville give andre mulighed for at sladre om os og pege fingre. Facaden er vigtig.

Altså nu er det ikke fordi mine bedsteforældre, onkler og tanter er bærere af  de mørkeste familiehemmeligheder. Vi er bare en helt almindelig familie med lidt alkoholisme, depression, utroskab osv.

Og da slet ikke noget vi behøver tale om. Hverken med hinanden eller andre.

Hvis du møder os og per refleks spørger : “Hvordan går det?” Så får du det klassiske svar, nemlig at: “Det går godt!”

Her er ingen risiko for, at vi pludselig svarer: “Det går ad helvede til”. For det, der går ad helvede til, det holder vi for os selv.

”Det behøver du ikke sige til nogen”, sagde min mor altid, hvis der skete noget i familien, der hørte til i kategorien ”pinligt”. ”Nej, nej bare rolig, det bliver mellem os”.

Jeg kunne godt få den der følelse af, at jeg var særlig udvalgt, hvis en fra familien betroede sig til mig med et: ”Ikke sig det til nogen”. Så havde vi ligesom noget sammen, og det er en god følelse.

Jeg fører familietraditionen videre. Jeg kan høre min mors ord som et ekko, når jeg sænker stemmen og siger til min datter: ”Det er en hemmelighed”.

Det er en lidt ærgerlig tradition at føre videre.

Nu er det ikke fordi, jeg mener, vi bør gå i den helt anden grøft, hvor andre skal vide alt ned i de mest intime detaljer. Hvor vi kommer med helt  ind i soveværelset eller hører om de seneste skænderier.

Men det er først, når vi tør række ud mod andre, at de får chancen for at hjælpe.

 

Skilsmisse jul

Julen er en tid med hjertevarme, traditioner og magi. Og intet er så fantastisk som strålende forventningsfulde barneøjne.

Men hvad så når det flettede julehjerte skal deles midt over, fordi far og mor ikke længere kan holde jul sammen?

Julen er ikke kun pakket ind i juleknas og gaver, men også konflikter og bristede drømme.

Min jul og dit nytår.

Mine børn er så voksne at den med nytår ikke holder. Den fejres med venner. Men det er “min jul” i år, og det er bare den bedste jul, tænker jeg helt egoistisk. Men selvom de er voksne, ved jeg, at deres tanker går til deres far juleaften.

Det gælder endnu mere for det mindre barn. Barnet vil uværgeligt  savne den forælder, som barnet ikke skal fejre julen med i år. Løsningen er ikke at holde jul sammen for børnenes skyld.

Men tag voksenansvar.

Det er vigtigt at turde vedkende sig, at barnet savner den forælder, det ikke er hos. Og tal åbent om det.

Ofte er vi som forældre så forbandet løsningsorienteret, og hvis barnet giver udtryk for savn, vil vi så gerne lige fixe det. ”Tegn en tegning til far”, ”Du kan måske ringe” eller “Husk, du får fine gaver”.

Vi kan slet ikke lide, hvis vores børn er kede af det og vil helst trøste det væk. Og ofte undgår vi at tale om det svære.

Faktisk kan den bedste løsning være bare at rumme den svære følelse af savn. Anerkend barnets følelser.

”Ja, jeg forsår godt, du savner far lige nu. Kom her og få et klem”.

Barnet kan også være optaget af bekymring for den forælder, de ikke fejrer julen med.

Hvis det ikke er din tur til at fejre julen med børnen, har du også et vigtigt ansvar. Signaler, at du kan glæde dig på barnets vegne, så barnet kan have lov at glæde sig uden dårlig samvittighed.

Rigtig mange løser dilemmaet med “din og min jul” ved at indføre en ekstra juleaften. Selvom mine børn var voksne, da jeg blev skilt, skyndte jeg mig at indføre en erstatnings jul den 23. december.

Der er kun er én juleaften om året, og det kan der ikke ændres på. Julen tillægges jo netop en særlig værdi, fordi der kun er én af den. Og ved at indføre flere juleaftener forsvinder magien.

Det er vigtigt, at børnene ved i god tid, hvad de skal hvornår og med hvem.  Og lad os så håbe vi får en glædelig jul store som små. Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Manden der har alt

Hvad stiller man lige op med mænd og julegaver? Det er altså ret trist år efter år at høre: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Hallo, det er ikke ligefrem den nemmeste opgave, I giver os med en sådan udmelding. Og presser man en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser eller en god bog”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Med en gave giver man lidt af sig selv.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen, og er noget meget fundamentalt i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne.

Så min mand ved jo udmærket godt, at jeg vil gøre mit absolut bedste for at finde en gave, han blir glad for.

Så hvad giver man, “Manden, der har alt”?

Far, mor og bonus

Jeg så en udsendelse forleden om delebørn. Noget, der virkelig gjorde indtryk på mig, var en pige, der sagde: ”Det er jo min rigtige familie”.

Det var hendes biologiske mor, far og søskende, hun kaldte “rigtig”.

Jeg havde måske håbet og troet, at børn forstod vores tænkning, når vi forklarer, at man godt kan have mere end én rigtig familie. En familie der består af min familie sammen med far og fars nye kæreste samt en familie med mor og mors nye mand. Det vi med et plus ord kalder for bonusforældre.

Bonus er noget ekstra. Noget du får oveni. Helt ufortjent. Hvis du har ydet en ekstra indsats på arbejdet, kan du opnå en bonus.  Med hvilken ret kan vi kalde de ekstra voksne, vi hælder ned over vores børn, for “bonus”?

Jamen, jeg vil da gerne se mig selv som en “bonus”, kan jeg høre mig selv argumentere.

Fakta er bare, at ingen har bedt om mig!

Når det gælder i relation til de mindre børn, viser min erfaring mig dog, at børn ofte er rigtig gode til at indordne sig under de nye familieformer. Rigtig mange ser rent faktisk den ekstra forælder som noget oveni. En bonus.

Det skal altid være med respekt for barnets biologiske forælder.

Barnet har både en mor og en far. Også selvom de ikke længere bor sammen.

De fleste børn er skabt i kærlighed og barnets forældre har elsket hinanden engang, også selvom deres kærlighed ikke rakte til “for evigt”.

Med respekt for det der “var”, øger vi chancen for at blive opfattet som en bonus.

Behøver jeg nævne, at respekten skal gå begge veje?

Glæd dig som barnets mor eller far over, at en ekstra voksen vil spille en rolle i dit barns liv. Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

Kærlig, kærligere, kærligst

”Jeg spurgte ham i går, hvilken rolle han ser sig selv spille i Williams liv og hvor lang tid, han tror, der går, inden han får de samme følelser for William, som han har for Alba”.

Det var min klient, der kom med denne bemærkning. Hun var vred og skuffet. Men også bange.

Bange for at William skulle føle sig tilsidesat i forhold til sin søster Alba. Sagen var nemlig den, at Alba var ægte. Altså ægte på den måde, at hun var den nye kærestes biologiske datter.

Han var ikke far til William, og nu havde hun set nogle eksempler på, at han havde stærkere følelser for Alba end for William.

Nu er det sådan med kærlighed, at den kan man aldrig kræve. Der er mange ting her i livet, vi skal, hvad enten vi har lyst eller ej. De er en fordring. Anderledes med kærligheden. Den kan ikke tvinges igennem som en fordring. Alligevel forsøgte hun med et: ”Han skal elske William ligeså meget som Alba”.

Det var ret ulykkeligt, for hun havde netop altid sat så stor pris på hans kærlighed over for hendes søn af første ægteskab. Nu blev det bare pludselig så tydeligt, at hans kærlighed til Alba var af en anden slags. Og så var det, han kunne give William pludselig ikke godt nok længere. Som om kærlighed kunne gradbøjes som vi lærte det i skolen – kærlig, kærligere, kærligst.

Måske der nærmere er flere former for kærlighed?

Og er det ikke et vilkår, vi må leve med i disse tider, hvor der findes så mange familie konstellationer? Mange lever med dine, mine og vores børn.

Er det ikke naivt, hvis vi vil bilde os ind, at vi elsker alle på samme måde? Det er ikke det samme, som at vi ikke kan have kærlige følelser også for vores partners børn.

Måske der findes flere måder at føle kærlighed på. Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk