Jeg fik et mindre chok i denne uge. For der i postkassen lå det. Brevet. Med en opfordring til at melde mig ind i Ældresagen. Først ville jeg smide det ud. Som om jeg var bange for, at alene det at åbne brevet ville betyde, at jeg på et øjeblik ville blive 10 år ældre. Jeg forsøgte at grine den svære følelse væk. “Haha, nu er jeg nok gammel hva´?”.
Men sandt at sige så var det ikke spor morsomt. For jeg gider det ærlig talt ikke. At blive ældre altså. Alternativet ville imidlertid være værre, for det betyder, at livet slutter her. Og det er jo netop hele humlen ved, at jeg ikke vil være ældre. Jeg ønsker ikke at livet skal stoppe. Nu er det lige så godt i gang, og vi er ved at komme overens med hinanden livet og jeg.
Og bedst som man går og har det så godt, så kommer alderdommen. Det kan være svært. Måske ser vi tilbage på vores liv og fortryder noget, vi har sagt og gjort, som vi ikke kan ændre. Alderdommen er skrøbelig, fordi det er der, vi mister mennesker, vi elsker, vi bliver måske syge og måske ensomme. Og en strofe fra Kvamms album kværner i mit hoved: “Jeg har ikke lyst til at dø”.
Min mand gik på pension sidste år. Pludselig er der så meget, man skal forholde sig til af ændringer. Man indgår ikke på samme måde i sociale fællesskaber, som da man gik på arbejde. Man kan savne, at der er brug for en og har indflydelse og bliver lyttet til.
Jeg kigger mig omkring og ser på mine børn. Hvor blev tiden af. Nu er det en tid med børnebørn. Det er fantastisk ingen tvivl om det. Men det er også uhyggeligt, som tiden går.
Der er stor forskel på, hvad vi kan fysisk og mentalt, når vi bliver ældre, men også på, hvilke forventninger vi har til vores liv som ældre. Jeg er altså ikke klar. Ældresagen har helt sikkert en god sag, men de må vente med mit medlemskab lidt endnu.