Jeg blev vred og edderspændt rasende på min mand midt i vores ferie her fornylig. Fjorten dage i dejlige Italien med kun én ting på to do listen udover afslapning nemlig de daglige helt enestående cykelture i bjergene sammen.
Jeg elsker at cykle i bjerge. Jeg elsker at cykle ligeud, og jeg elsker at cykle opad. Jeg er særligt fascineret af den helt særlige følelse det giver i kroppen at indtage et bjerg.
Men jeg hader at cykle nedad. Og det er netop en del af det problem, som denne blog handler om.
Jeg ved jo godt, at når man er kommet op, så ligger det i sagens natur, at man også skal nedad igen. Ofte går det godt. Men jeg bliver som en treårig, når angsten rammer. Så står jeg der med korslagte arme midt i et fremmed land, som jeg da om nogen slet ikke kan finde rundt i og bare nægter at køre længere.
“Jeg gør det ikke”, udbrød jeg i desperation, da nedstigningen fra bjerget tårnede sig op foran mig. Så uoverskueligt.
Og så var det, min mand gjorde det, man netop ikke skal gøre i sådan en situation. Han mødte mit følelsesudbrud med sin egen logiske tænkning. Han begyndte at remse alle de bjerge op, jeg har cyklet nedad og som, ifølge ham, var mindst lige så stejle, hvis ikke stejlere. Han slyngede om sig med procentvise nedstigninger i et væk.
Imens han talte, voksede frustrationen inde i mig. Han viste med al tydelighed, at han ikke forstod.
“Jamen”, vil du måske indvende. “I skulle jo hjem igen, og hvad skal den stakkels mand gøre? Uanset hvad han havde gjort, ændrer det jo ikke ved, at du lige der midt i en lille italiensk bjerglandsby mødte angsten”.
Og nej, det er rigtigt. Men det er, når vi mennekser tør være afventende og ikke problemløsende, at vores medmenneske vil føle sig kommet i møde. At turde være afventende og være i det svære sammen er den måde, vi bedst støtter på. Denne “ikke handlen” er udfordrende for os alle.