Hvem passer vi på?

Corona blæste os alle bagover. En hidtil ukendt virus. En befolkning helt uden immunitet. Den 11. marts 2020 vil for altid stå som en historisk dato. Datoen, hvor Danmark blev lukket ned første gang. Nu står vi her knap 2 år og adskillige restriktioner senere.

Jeg har heppet på Brostrøm og co. hele vejen. Vi tog vel imod hjemmearbejdsplads, undlader at kramme hinanden og vi tager mundbind på. Vi har aflyst konfirmationer, bryllupper, rejser og andre mærkedage.

For det stod klart for os, at her var en usynlig fjende, der var farlig, og som var potentielt dødelig for vores svageste i befolkningen. Og dem har vi en forpligtigelse til at passe på.  Ligesom vi har et sundhedsvæsen, der skal kunne følge med, så vi undgik italienske tilstande.

Der er bare noget, jeg ikke helt forstår. Nu har vi vacciner. Og måske har jeg misforstået noget. Men jeg forstår det sådan, at de, der er vaccineret, ikke bliver alvorligt syge. Og at vaccinerne beskytter mod indlæggelser og død.

Så det giver ikke helt mening, hvorfor vi skal fortsætte med at have restriktioner? Jeg er med på, at de, der af en eller anden grund ikke vil lade sig vaccinere, fortsat bliver alvorligt syge. Fortsat bliver indlagt. Men er det så ikke her, der skal sættes ind?

Og her tænker jeg ikke på børnene mellem 5-11 år, der har forældre, der kan være utrygge ved at lade deres børn vaccinere.  Jeg ville selv have samme betænkelighed. Jeg tænker på voksne mennesker, der har den overbevisning, at Brostrøm og co. er nogle værre nogen, der ikke er til at stole på.

Vi har i Danmark heldigvis en prisværdig stor tillid til vores institutioner. Og langt de fleste gør, som vi bliver bedt om. Sådan skal det gerne fortsætte. Og en vigtig forudsætning er gennemskuelighed og tillid til beslutninger. Og lige nu gennemskuer jeg ganske enkelt ikke, hvem det er, vi passer på.

Januar kom an!

Tømmermændene har lagt sig. Den sidste gæst er gået. Kun Omikron, den uindbudste gæst, står tilbage. Forude truer den lange januar måned. Hadet af mange. Vil du også gerne kunne elske januar. Det er faktisk spild af liv at have hele 31 dage at være mellemfornøjet i.

Ligesom en del andre har jeg en tendens til at se årets første måned som ét langt og mørkt antiklimaks, der har sat sig på tværs mellem jul og lysere tider. Januar er både urimelig lang og ofte kold. Væk er decembers hygge og forventningsglæde.

Januar er dage med gråt i gråt. Med regn, sjap og blæst. Forkølede unger og bristede nytårsfortsætter. Jeg prøver at tænke frem i tid. Lige om lidt er det forår. Lige om lidt er det sommer. Kunne tiden venligst speede lidt op. Men nej, januar speeder netop ikke op. Januar har sat sig for at gå langsomt.

For januar er netop noget andet. Noget andet end forår og forårsfornemmelser. Noget andet end sommer med sol, solbrun hud og vin på terrassen. Noget andet end efterår og smukke træer klædt i efterårsdragt.

Januar er god tid og ro.  Januar er dage med mørkning. Jeg elsker den særlige tid på dagen, hvor lyset må vige for mørket. Januar er lange weekender under dynen og lov til ikke at gide stå op. For alle kan forstå, du ikke orker det vilde sådan en januardag. Så ingen vil kalde dig doven.

Januar er at stå på Islands Brygge sådan en råkold aften og bare stirre på alle lysene i lejlighederne og forestille sig det liv, der leves derinde i varmen. Stearinlys der tændes og folk, der kryber tæt sammen. Ser deres yndlingsfilm, strikker eller læser i en bog. Januar er stilhed i Dyreskoven i Esbjerg som det ses på fotoet.

Og nok så vigtigt – januar er tid til eftertanke. For der står et helt ubrugt år foran dig. Personligt elsker jeg nye begyndelser. Så jeg ønsker dig en god start på det nye år med masser af januarhygge.

Fri for mobning

“Fri” heder bogen, der udkommer i dag. Den er udgivet af en af de største svømmere nogensinde i dansk svømmehistorie. I hvert fald den mest vindende. Og allerede inden bogen er landet på hylderne hos boghandlerne, har Jeanette Ottesen forsøgt at afværge en shitstorm.

Det, der angiveligt skulle have været en undskyldning for at have været med til at mobbe en svømmekollega, er i bedste fald et klodset forsøg på det. For med undskyldninger gælder det altid, at de skal gives uden forbehold. Det vil sige, at man siger undskyld for sine handlinger og ikke, som alt for mange har tendens til at gøre, tilføjer det lille ord “men”.

For netop ordet “men” er, selvom det er et meget lille ord, et meget betydningsfuldt ord, der fjerner det, man lige har sagt. Og ofte sker der det, som også er sket i Jeanette Ottesens tilfælde – man fortsætter egentlig bare derudaf med at gøre mere af det, man lige har undskyldt for.

Måske fordi man i virkeligheden vil finde en undskyldning for sig selv. Men tilgivelse er altid kun noget, vi kan få fra den anden. Et oprigtigt undskyld, kan vi kun håbe på, fører til tilgivelse fra den anden.

Jeanette Ottesen har med sit indlæg i bogen desværre vist, at mobbere alt for ofte har brug for at pege på den anden for at kunne leve med sine egne handlinger. “Undskyld, men du skulle altså også….”. “Undskyld, men du skulle heller ikke….”.

Hvis der skal komme noget positivt ud af dette klodsede forsøg på at sige undskyld, så må fokus i stedet løftes lidt op fra en diskussion af, om vi skal sympatisere med den ene og være for eller imod den anden. For mobning foregår alle steder og hele tiden.

Vi må have en diskussion af, hvad det er for en kultur, der skaber mobbere og så er det her, der skal sættes ind. For mobbekultur trives særligt godt i utrygge fællesskaber. Og vi skal turde tale om, at det finder sted.  Det sker i skoler, i idrætshaller og på arbejdspladser. Måske vi selv har været udsat for mobning, eller vi har selv mobbet.

 

 

 

Alderdom

Jeg fik et mindre chok i denne uge. For der i postkassen lå det. Brevet. Med en opfordring til at melde mig ind i Ældresagen. Først ville jeg smide det ud. Som om jeg var bange for, at alene det at åbne brevet ville betyde, at jeg på et øjeblik ville blive 10 år ældre. Jeg forsøgte at grine den svære følelse væk. “Haha, nu er jeg nok gammel hva´?”.

Men sandt at sige så var det ikke spor morsomt. For jeg gider det ærlig talt ikke. At blive ældre altså. Alternativet ville imidlertid være værre, for det betyder, at livet slutter her. Og det er jo netop hele humlen ved, at jeg ikke vil være ældre. Jeg ønsker ikke at livet skal stoppe. Nu er det lige så godt i gang, og vi er ved at komme overens med hinanden livet og jeg.

Og bedst som man går og har det så godt, så kommer alderdommen. Det kan være svært. Måske ser vi tilbage på vores liv og fortryder noget, vi har sagt og gjort, som vi ikke kan ændre. Alderdommen er skrøbelig, fordi det er der, vi mister mennesker, vi elsker, vi bliver måske syge og måske ensomme. Og en strofe fra Kvamms album kværner i mit hoved: “Jeg har ikke lyst til at dø”.

Min mand gik på pension sidste år. Pludselig er der så meget, man skal forholde sig til af ændringer. Man indgår ikke på samme måde i sociale fællesskaber, som da man gik på arbejde. Man kan savne, at der er brug for en og har indflydelse og bliver lyttet til.

Jeg kigger mig omkring og ser på mine børn. Hvor blev tiden af. Nu er det en tid med børnebørn. Det er fantastisk ingen tvivl om det. Men det er også uhyggeligt, som tiden går.

Der er stor forskel på, hvad vi kan fysisk og mentalt, når vi bliver ældre, men også på, hvilke forventninger vi har til vores liv som ældre. Jeg er altså ikke klar. Ældresagen har helt sikkert en god sag, men de må vente med mit medlemskab lidt endnu.

Min musik din musik

Kender du det, at et stykke musik kan bringe minder frem, vi for længst troede, vi havde glemt.  Min mand elsker at lytte til sine gamle LP plader. Og selvom nogle nyere numre har sneget sig ind i samlingen, så er det de gode gamle kendinge, der er hans foretrukne.

Musik vækker minder.

Musik kan forstærke det humør, vi er i.

Musik fremkalder følelser.

Musik trøster og opmuntrer os, når vi er alene og knytter os sammen med andre, når vi lytter i fællesskab.

Musik kan få dig til at ville danse og synge højt og inderligt. Og det kan få dig til at være stille og afslappet.

Du har sikkert et stykke musik, du synes særligt godt om. En melodi, der måske oven i købet giver dig gåsehud. Fra moderne hjerneforskning ved vi nu, at hvis der er et stykke musik, vi kan lide, så udløses der dopamin i hjernen. Kroppens eget belønningssystem. Derfor kan vi opleve en trang til at høre det samme stykke musik igen og igen.

En persons musiksmag dannes typisk i ungdomsårene. Vi bruger musik til at markere et særligt tilhørsforhold i en gruppe. Til at understrege hvem vi er –  måske også politisk. Men også vores personlighed afgør vores musiksmag.

Og netop fordi det er i ungdomsårene, vi danner vores musiksmag, har musikken vi lyttede til dengang det med at blive vores foretrukne smag i al fremtid. For årene er sammenfaldende med, at vi rammes af de største følelser, vi hidtil har oplevet- nemlig forelskelse. Og oplevelser vi har, mens vi er følelsesmæssigt påvirket, har det med at sætte sig bedre fast end andre oplevelser.

Ligesom vintrene var mere snefyldte og somrene varmere, da vi var børn, så var musikken også bare bedre, da vi var unge. Sådan tror jeg alle har det.

At være der, hvor du er

Jeg blev vred og edderspændt rasende på min mand midt i vores ferie her fornylig. Fjorten dage i dejlige Italien med kun én ting på to do listen udover afslapning nemlig de daglige helt enestående cykelture i bjergene sammen.

Jeg elsker at cykle i bjerge. Jeg elsker at cykle ligeud, og jeg elsker at cykle opad. Jeg er særligt fascineret af den helt særlige følelse det giver i kroppen at indtage et bjerg.

Men jeg hader at cykle nedad. Og det er netop en del af det problem, som denne blog handler om.

Jeg ved jo godt, at når man er kommet op, så ligger det i sagens natur, at man også skal nedad igen. Ofte går det godt. Men jeg bliver som en treårig, når angsten rammer. Så står jeg der med korslagte arme midt i et fremmed land, som jeg da om nogen slet ikke kan finde rundt i og bare nægter at køre længere.

“Jeg gør det ikke”, udbrød jeg i desperation, da nedstigningen fra bjerget tårnede sig op foran mig. Så uoverskueligt.

Og så var det, min mand gjorde det, man netop ikke skal gøre i sådan en situation. Han mødte mit følelsesudbrud med sin egen logiske tænkning. Han begyndte at remse alle de bjerge op, jeg har cyklet nedad og som, ifølge ham, var mindst lige så stejle, hvis ikke stejlere. Han slyngede om sig med procentvise nedstigninger i et væk.

Imens han talte, voksede frustrationen inde i mig. Han viste med al tydelighed, at han ikke forstod.

“Jamen”, vil du måske indvende. “I skulle jo hjem igen, og hvad skal den stakkels mand gøre? Uanset hvad han havde gjort, ændrer det jo ikke ved, at du lige der midt i en lille italiensk bjerglandsby mødte angsten”.

Og nej, det er rigtigt. Men det er, når vi mennekser tør være afventende og ikke problemløsende, at vores medmenneske vil føle sig kommet i møde. At turde være afventende og være i det svære sammen er den måde, vi bedst støtter på. Denne “ikke handlen” er udfordrende for os alle.

MeeToo

Jeg har med vilje ventet med at poste dette opslag, da jeg lige ønskede, at bølgerne skulle lægge sig lidt, inden jeg kastede mig ind i kampen. Så ville jeg imidlertid være kommet til at vente længe. For det, der kunne se ud som et lille bølgeskvulp startet af Sofie Linde, er i stedet blevet til en sand tsunami.

Så nu må jeg komme med en kommentar. Også selvom mange kunne mene, at nu har vi hørt nok om Meetoo. Som kvinde må jeg tage afstand fra hele denne bølge af eksempler, hvor nogle af de, der har magt, opfører sig dårligt overfor dem, der ingen magt har.

Det er særligt krænkelser og overgreb i mediebranchen og i dansk politik, der har præget debatten herhjemme. Men det er ikke kun et fænomen, der er udbredt blandt de kendte. Det foregår i alle dele af samfundet, hvor der er magthierakier. Og det er måske et faktum, der har forstummet i debatten herhjemme.

I hvert fald er der ikke nogen af de kvinder, jeg taler med på jobbet eller privat, der ikke har haft en eller anden ubehagelig oplevelse med grænseoverskridende handlinger. For magtrelationer findes overalt. Og vi taler altså ikke om mænd, der giver komplimenter, for dem er vi de glade modtagere af. Vi taler om hænder, der lander de forkerte steder uden invitation.

Og det kan ikke blot henføres til at være en opgave for kvinder om at blive bedre til at sige fra. En logik, der synes at give mening for mange, der er vant til uden at blinke at give kvinder ansvaret. Man kan med ligeså stor selvfølgelighed sige, at det handler om, at kvinder slet ikke skal sættes i sådan en situation, hvor det er nødvendigt at sige fra.

Forhåbentlig vil flere kvinder turde fortælle, hvis de har været udsat for overgreb. Også de “ikke kendte”. I hvert fald har vi lært, at det ikke nytter at lægge låg på krænkelsessager, for det forsvinder de ikke af.

La bella vita

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Med den luksus det giver at blive inviteret med til den traditionelle søndagsfrokost.

Jeg er endelig tilbage efter en lang periode med rejseristriktioner. Men fordi jeg kender stedet så godt, har jeg besøgt Norma mange gange i tankerne den sidste lange periode.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane. Jeg genkalder mig duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta, solmodne tomater og pizza fra åben ild.

Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur. Jeg kan genkalde mig den smukke udsigt fra terrassen udover Pontina sletten med alle lysene i mørket. Bella vista.

Nu er vi her så igen. Og alt er, som da vi var her sidst. Det er fantastisk. Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de,  hvor mange dage de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har tiden stået stille. Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år. Når de møder hinanden på pladsen eller i supermarkedet kindkysser de, og de tager sig god tid til at blive opdateret på hinandens liv. Og jeg elsker det.

Mit hår

Vi har været sammen i 20 år. Mig og min frisør. Vi har fulgt hinanden gennem hårde tider og gode tider. Gennem udvikling og afvikling. Konfirmation, studentergilde, skilsmisse og bryllup. Og så selvfølgelig mest til hverdag.

Hun kender mig og ved, at jeg ikke vil styles og ikke vil have alle mulige produkter i mit hår, og slet ikke vil have lak i som finish. Kort sagt – man må ikke kunne se, jeg har været der. Men jeg vil gerne have et krus varm kakao og chokoladen, der er så lille, at man næsten kan bilde sig selv ind, at man slet ikke har spist noget.

Hver gang jeg skal til frisør, lader jeg som om, det er til debat, hvilken frisure jeg skal have denne gang. “Prøv med pandehår”, siger min datter “Hvad med dette”, spørger min mand og viser mig et billede af en ung smart model.

Vi ved alle sammen godt, hvad det ender med. For det ender med det samme som altid.

Bevares jeg har da forsøgt mig med krøller, pandehår, røde striber, kort hår.  Det var i min mere vovede ungdom. Men jeg har også prøvet at ligge under dynen og love mig selv, at jeg ikke vil gå ud igen, før mit hår er vokset ud eller farven er dampet af.

For der er så mange følelser i hår. Og jeg har endnu ikke fundet det nødvendige mod de senere år. Det kan synes som en total uoverskuelig forandring, hvis der skal ryge ret meget mere end de slidte spidser. Der er så meget identitet forbundet med vores hår. Hår symboliserer endvidere sexuel energi. Se bare på nogle kvinders tradition med at gemme håret væk. Måske det er derfor, jeg klamrer mig til hvert lille hårstrå.

Hår kan bruges både til at skille sig ud og passe ind. En af mine unge klienter har farvet håret blåt. For som han rationerer sig frem til, så bryder han sig ikke om følelsen af, at andre kigger på ham. For tænker de nu, at jeg er tyk og grim. Når han har blåt hår, kan han berolige sig selv med, at det bare er håret, de kigger på.

Jeg ville ønske, jeg havde modet til at kaste mig ud i noget nyt og anderledes. “Det vokser jo ud igen”, siger min mand, (der er skaldet, så hvad ved han om det). Men hvordan overhovedet gøre det, når vi er enige om, at der sidder så meget identitet i håret? Måske du har prøvet at samle mod?