Social isolation

Måske ser du Vikings ligesom jeg? Det er en af de bedste serier, jeg længe har set. Jeg er vild med de seje kvinder. Scenerne, hvor de stolte skjoldmøer kæmper på lige fod med stærke muskuløse mænd. Og begreber som loyalitet, ære, tro, skæbne, troskab og begær binder handlingen sammen.

Og hvad skete der så i forrige afsnit af Vikings? Hvitserk har begået en stor forbrydelse ved at dræbe den største skjoldmø, som Norden har kendt til nemlig Lagertha. Selvom han dræber hende i en fortvivlet sindstilstand, der bedst kan betegnes som psykotisk, så skal det naturligvis hævnes.

Og da det er Bjørn, der skal udmåle straffen over sin mors morder, er vi klar over, at straffen vil blive umenneskelig hård. Hvitserk nævner selv sin sandsynlige straf: “Om så du dømmer mig til at blive brændt levende, så har jeg fortjent det”. For at blive brændt levende var en af datidens grusomste og mest pinefulde straffe.

Hvad kunne da være værre end det. Så vi sidder med tilbageholdt åndedræt og ser Hvitserk på bålet med flammerne slikkende om sine fødder truende med snart at antænde ham og fortære ham levende. Da sker det forunderlige, at Ubbe efter et signal fra Bjørn kaster sin økse, så båndene, der fæstner Hvitserk til bålet, går itu, og han falder til jorden.

Er Hvitserk da blevet taget til nåde? Har Bjørn besindet sig og fået medlidenhed med sin syge halvbror. Nej, tværtimod. Det er ikke den blødsødne empatiske bror, der formilder sin straf. Hvitserk idømmes tværtimod den værst tænkelige straf. Og det er ikke at blive brændt. Det er at blive udstødt.

Afskåret fra dem vi har kær. Udstødt fra fællesskabet er vi mennesker intet. Vi er skabt til at forbinde os med hinanden. Vores hjerne registrerer sociale afvisninger i det samme område som det, der aktiveres, når vi bliver fysisk sårede.

Det at være en del af en gruppe har til alle tider været afgørende for menneskets overlevelsesevne. Derfor vil smertecentret i hjernen aktiveres ved eksklusion, så vi kan forsøge at forhindre at blive udstødt. Når vores behov for nærhed ikke imødekommes kan følelsesrelaterede lidelser blive resultatet.

Udstødelse er i moderne tid ikke længere ensbetydende med stor sandsynlighed for at dø i vinterkulden. Men dengang som nu vil dette af føle sig afvist, forladt eller adskilt fra andre ramme os utrolig hårdt. Inde for psykologien taler man om social depression,  som betegnelse for den særlige form for ulykkelighed, der ligger i at føle sig udenfor fællesskabet.

Et stykke med skyld

”Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet”. Sådan sagde min mor altid, når jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte. Eller undladt at gøre noget, der blev forventet af mig. Det kunne også serveres mere elegant som en mulig forventnings skuffelse. ”Jeg har kæmpet hårdt for at give dig alle muligheder”. Spis lige den. Værsgo, så er der serveret: Et stykke med skyld på.

Det er en effektiv måde at styre på. Skylden er et virksomt værktøj til at styre andre i en bestemt retning. Intet kan give større skyldfølelse end oplevelsen af at have skuffet andre mennesker. Særligt mennesker med stor følelsesmæssig betydning som især forældre. Og skyld er så tæt forbundet med dårlig samvittighed.  

Skyld er imidlertid vigtig, fordi den spiller en vigtig rolle i reguleringen af vores moralske adfærd. Ja, jeg mener den er den vigtigste af alle socialiseringsfunktioner. Evnen til at føle skyld er det, der adskiller os fra dyrene. Uden evnen til at føle skyld var der kun tilværelses ulidelige lethed tilbage. Og det kunne komme til at smage endnu dårligere end et stykke med skyld på.

Du forstår dig selv gennem det, du gør. Du kan se, hvad du har gjort og så vurdere dig selv moralsk ud fra det. Tidligere havde vi også religionen til at navigere efter, men i dag, hvor ingen er større end mig selv, er det vigtigere end nogensinde at holde fast i evnen til at føle skyld.

Når vi holder fast i vores værdier og bruger denne viden til at vejlede, inspirere og motivere os til at sætte mål og handle på måder, der beriger vores liv, bliver evnen til at føle skyld vores kompas. Skyldfølelsen er vores kompas og retningsviser, der fortæller os emotionelt, hvad der er rigtigt og forkert.

Væk med: “Mor er skuffet”. Det kan få skylden til at æde dig op. Jeg vil udtrykke det som Anne Linnet: ”Gør ikke noget, du ikke kan dø med”. 

Ren magi og kemi

På fotoet ser du min datter, svigersøn og lille Karl. Læg mærke til den kontakt, der er imellem dem. Selv om det er et foto, så fornemmes det tydeligt, at det strømmer ud med kærlighed fra dem til ham og omvendt.

Tænk, at naturen er så smart indrettet, at den evner at sende den helt rette mængde at signalstoffer og hormoner afsted for at sikre den altafgørende tilknytning mellem det lille spædbarn og de primære omsorgspersoner. Det er ren magi og kemi. Og det sker i langt de fleste tilfælde helt af sig selv.

Det lille nyfødte spædbarn er født med en overlevelses strategi, der er genialt udtænkt fra naturens side. Barnet ser ind i sine forældres øjne. Lige efter fødslen har det nyfødte barn en vågen periode. Selv om det har været nok så strabadserende at nå ud i denne verden, så er det som om, det nyfødte barn har fået en Red Bull hældt indenbords, for det ligger bare der og stirrer ind i sine forældres øjne.

Det er genialt. For det er gennem øjenkontakten, at de altafgørende kærlighedshormoner bliver trigget i fars og mors hjerner. At det lille barn, som snart skal vise sig at være en ulv i fårekæder, som kan skrige og holde dig vågen den halve nat, er så smart  udstyret med det lille trick at kunne se ind i dine øjne, gør, at du mærker kærligheden bruse og finder de kræfter, du slet ikke har.

Når det lille barn ammes er afstanden fra barets ansigt og op til dine øjne præcis den afstand, som det lille barn kan se og overskue. Kontakt. Du er solgt. Derfor tror jeg også godt, du kan forstå, hvor meget sværere tilknytning er ved det for tidligt fødte barn. Eller det barn der af andre årsager har haft en svær start. Det bevirker nemlig, at også din tilknytningen får en rigtig svær medfart.

Mange af mine klienter fortæller med skam og skyldfølelse, at de ikke har lavet tilknytning til deres lille barn. Det er helt naturligt.

Når barnet er født for tidligt, vil det sove det meste af tiden. Og det er tilkoblet maskiner. Alt det, der ellers ville foregå helt af sig selv, er nu noget, der skal arbejdes hårdt på.

Fastfrys gode øjeblikke

Jeg må komme med en indrømmelse. Den nye virtuelle virkelighed kan noget. Swiiip ”Et glas friskpresst appelsin”. Swiiip ”Hjemmebagte boller”. Swiiip ”Foto af glade børn”. Swiiip ”Gaven fra kæresten”. Swiiip ”En buket friske tulipaner”.

Jeg har først selv lige fået det der Instagram. Mine børn har overtalt mig. De kan ikke leve uden. De sidder der og swiiipper på fotos, fra dem de følger. Følger? Follow? Hvor mange followers har du?

Det er kommet frem, at mange af de fotos, vi ser på Instagram, er et udpluk af virkeligheden. Uden for kameralinsen kan det se meget anderledes ud. Rodet på bordet er skubbet til side for at sikre det helt perfekte foto af de smukke tulipaner. Nu deler vi så med omverdenen, hvor fantastisk vores hjem er. Kunstigt? Tja vel er det så. Godt? Skidt? Jeg har i hvert fald været imod.

Der er egentlig noget enestående ved Instagram. Det indrømmer jeg ikke overfor mine børn. Selvom de synes, jeg er forstokket og gammeldags, så fastholder jeg stædigt, at det er spild af tid at sidde der og følge med i andres liv, mens man med fordel kunne komme i gang med at leve sit eget. Jeg indrømmer det altså kun her.

Instagram kan noget.

Instagram fastfryser øjeblikket af noget pragtfuldt. Det hjælper os med at tune ind på det, der har en positiv indflydelse på os mennesker. Instagram er faktisk et godt eksempel på, at vi med fordel kunne blive bedre til at redigere det ubetydelige væk for bedre at få øje på det smukke.

Det minder os om, at vi skal se de skønne tulipaner og ikke kun alt rodet. At vi skal gribe øjeblikket, når kæresten tager sig ud fra sin bedste side. Når ungerne charmerer. Jeg tror på, at det giver hjernen gode påvirkninger at fastholde alt det smukke og efterfølgende dele det med andre.

Januar gå nu væk!

Tømmermændene har lagt sig. Den sidste gæst er gået. Forude truer den lange januar måned. Hadet af mange. For januar er både urimelig lang og ofte kold. Væk er decembers hygge og forventningsglæde. Pengene er brugt og alle gaver delt ud. Måske de også er byttet igen. For efter julen følger uger med udsalgsgult.

Det eneste, der er tilbage, er overtræk og overvægt.

Januar er dage med gråt i gråt. Med regn, sjap og blæst. Forkølede unger og bristede nytårsfortsætter. Jeg prøver at tænke frem i tid. Lige om lidt er det forår. Lige om lidt er det sommer. Kunne tiden venligst speede lidt op. Men nej, januar speeder netop ikke op. Januar har sat sig for at gå langsomt.

For januar er netop noget andet. Noget andet end forår og forårsfornemmelser. Noget andet end sommer med sol, solbrun hud og vin på terrassen. Noget andet end efterår og smukke træer klædt i efterårsdragt.

Januar er god tid og ro.  Januar er dage med mørkning. Jeg elsker den særlige tid på dagen, hvor lyset må vige for mørket. Januar er lange weekender under dynen og lov til ikke at gide stå op. For alle kan forstå, du ikke orker det vilde sådan en januardag. Så ingen vil kalde dig doven.

Januar er at stå på Islands Brygge sådan en råkold aften og bare stirre på alle lysene i lejlighederne og forestille sig det liv, der leves derinde i varmen. Stearinlys der tændes og folk, der kryber tæt sammen. Ser deres yndlingsfilm, strikker eller læser i en bog.

Og nok så vigtigt – januar er tid til eftertanke. For der står et helt ubrugt år foran dig. Januar er tid til at se tilbage og tid til at se frem. Og nu er der kun 28 dage tilbage.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Mål og retning

Det lakker mod enden. Det er snart nytår. For mange af os er det en tid til at gøre status. Vi kigger tilbage på året, der er gået og ser frem mod et nyt år. 365 ubrugte dage står foran dig.

Forestil dig, at du gerne vil ændre ting i dit liv. Jeg vil gerne invitere dig til at lave en lille øvelse. Find din mobil frem. Opret en note i din smart phone. Skriv her som overskrift – En skønne dag vil jeg….. Skriv nu 5 ting ned, som har betydning for dig at komme i mål med.

1.

2.

3.

4.

5.

Hvad er det allermindste, enkleste og letteste skridt du kan tage i løbet af de næste 24 timer, der vil føre dig en lille smule tættere på dit mål?

Rigtig godt nytår!

Nuet

Barnet lever i nuet. Når vi bliver ældre udvikler vores hjerne evnen til at tænke frem i tid og tilbage i tid. Det er en vigtig evne, for det er det, der gør det muligt for os at lære af fortiden og sætte planer for fremtiden. Bagsiden af medaljen er, at vi kan risikere at hænge fast i fortiden og lade os trække ned af ting, der er sket, eller vi bekymrer os overdrevent om tiden, der skal komme.

Og i mellemtiden går vi så glip af nuet. Og for at man kan opnå glæde, så forudsætter det, at man er fuldt tilstede. Prøv når du er igennem denne blog at bruge et øjeblik på at øve dig i at være i kontakt med nuet. At være fuldt til stede.

Jeg vil invitere dig til at lave en lille øvelse. Sørg for at du sidder behageligt. Tryk dine fødder ned mod gulvet og mærk gulvet under dig. Læg mærke til hvordan du sidder. Se dig omkring i rummet og læg mærke til, hvad du kan se. Læg mærke til hvad du kan høre og læg mærke til, hvad du kan smage i din mund. Luk øjnene og ret din opmærksomhed mod dit åndedræt- en helt naturlig proces der foregår helt af sig selv. Tag nu et par dybe indåndinger og mærk, hvordan lungerne straks fyldes af luft, når du har presset alt luften ud. Måske din bevidsthed forsøger at lokke dig et andet sted hen, men prøv  at forblive her tilstede. Læg mærke til, hvad der sker lige her og nu.

Når du om lidt skal have din eftermiddags kaffe med sødt, så læg mærke til smagen af chokolade i din mund. Når du kommer hjem, så læg mærke til duften af din mand. Læg mærke til krammet fra dit barn. Ved aftenbordet så læg mærke til smagen af veltilberedt mad. Når du sidder i sofaen efter middagen så læg mærke til varmen fra din elskedes hånd. Lyden af dit barn der sover og trækker vejret.

Jeg vil gerne minde dig om, hvor meget rigere livet er, når vi er bevidst nærværende.

Accept er en svær størrelse

Rigtig mange af mine klienter kommer til mig med et ønske om at  lære at acceptere deres livsvilkår. Acceptere at de har fået et handicappet barn. Acceptere at de har en alvorlig kronisk sygdom. Acceptere at de har mistet under voldsomme omstændigheder.

Hvad betyder accept for dig, spørger jeg. Mange svarer overraskende, at de gerne vil lære at se det positive i at være ramt. “For jeg skal sikkert lære et eller andet af det”, svarer de. “Måske jeg har fortjent det?”. De søger en mening. Mange voldsomme følelser kommer i spil, når vi mennesker rammes i livet.

Accept i behandlings øjemed er en lidt anderledes størrelse. Her siger man ikke “ja tak” til, at man er ramt. Man forsøger ikke at finde mening, for meget er meningsløst. Og lad os slå fast med det samme. Vi rammes ikke efter fortjeneste.

Målet med behandling er, at man lærer at bære på de smertefulde følelser i stedet for konstant at være i kamp med dem. I stedet for at ville have angsten, vreden, sorgen til at forsvinde, går behandlingen ud på en accept af, at følelserne er der, og at de er intense og ubehagelige.

At have smertefulde følelser er normalt. Det hører med til at være menneske. Og vi kan ikke fjerne det smertefulde uden samtidig at fjerne evnen til at elske og holde af. At have smertefulde følelser, når man er ramt i livet, er derfor helt naturligt.

Mærk smerten lige nu og læg mærke til, hvor den føles mest intenst i din krop. Prøv nu at lægge din hånd på det sted. Forestil dig at det er en magisk og helende hånd, der kan fylde det smertefulde sted med en dejlig varme. Ikke for at fjerne smerten men for at holde let om den. Du behøver ikke kunne lide følelsen, men prøv alligevel at tillade den at være der.

Målet bliver derfor ikke at lære at tage sig sammen.  Accept vil sige at lære at lade vores svære tanker og følelser være, uanset at de kan være ubehagelige. At give dem lov til at være der og ikke længere kæmpe mod dem.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Overgangsalder

“Hvem lukker lige et vindue op!”, næsten råber min kollega ud i lokalet, hvor vi sammen sidder til det ugentlige teammøde. Vi har kendt hinanden i knap 20 år og ser hinanden hver dag på arbejde, så vi lægger ikke sådan mærke til alders forandringerne, der kommer snigende. Men vi er i sandhed blevet ældre.

Vi er i samme båd. Og det er en båd, det ikke altid er skide sjovt at være i. Med nattesved, sårbarhed, ekstra kilo, tanker om ikke at være attraktiv og slå til. Men selvom vi sidder der sammen og gynger i den samme båd, så er det alligevel svært at tale åbent om, hvordan det er at være det sted, hvor vi er nu.

Jeg har heller ikke indviet de andre i, at jeg kun kan sove med dynebetrækket. Jeg, der ellers altid fryser, uanset om det er 30 grader udenfor, bliver forvandlet til en vulkan, når jeg går fra oprejst til liggende. Jeg har været til udredning for diverse gigtlidelser, fordi mine led gør ondt. Det er “bare overgangsalderen”, siger lægen og trækker på skulderen. Jeg har grædende smidt resterne af en pakke bind i skaldespanden.

Hvordan begræde at være fri for menstruation. Det er da rart at slippe for. Men altså det er jo symbolikken i at menstruere og symbolikken i, at det er slut, der er svær. Overgangsalder kaldes det. Som om det kun er en overgang. Det er løgn, for intet bliver som før. Det er jo samtidig et farvel til den krop, man havde engang. Man går fra at være produktiv kvinde til at være – ja hvad er man egentlig?

Men ærlig talt gider jeg ikke bruge resten af mit liv på at være trist over det. En klog kvinde sagde engang til mig: “Nyd det nu for pokker. De alvorlige skavanker kommer først efter de 70, så det er nu, du skal leve livet”.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Jeg har brug for din hjælp!

Hver eneste uge sender jeg dig mit nyeste blogindlæg med en opfordring til at like og dele og synes godt om. Jeg bliver så glad, når du kan lide det, jeg blogger om. Ja, jeg ligner vel de fleste andre, der lægger ting op på Facebook. Jeg nyder anerkendelsen.

Selvom jeg ikke vil karakterisere mig selv som like hunter, så er det altid dejligt, når det, jeg har skrevet, kan give mening for andre. Og da det samtidig er antal af likes, der afgør, om et oplæg på Facebook får lov at ende i dit nyhedsfeed, eller Facebook beslutter, at det skal falde for deres uigennemskuelige algoritme regler, så kan man godt føle, at man er på likejagt.

Denne uge skal det være anderledes. Jeg vil gerne opfordre dig til at komme med din ærlige og gerne kritiske mening. Du har fulgt mig i lang tid nu, og din mening er derfor vigtig for mig.

Jeg har i forbindelse med åbningen af min nye klinik på Islands Brygge fået lavet en hjemmeside. Jeg har knoklet for at få den til at være, som jeg gerne vil have den. Undervejs i sådan en proces bliver man blind for ting, der måske ikke fungerer optimalt. Skriver jeg nu for indforstået? Er det til at finde rundt på siden?

Det har været en hård fødsel at nå hertil. Søvnløse nætter er det blevet til. Mange ord er blevet skrevet og sat ind på hjemmesiden for at byde mine klienter velkommen.

Hvis du vil hjælpe mig med at kigge med på min nye hjemmeside  https://psykologenpaabryggen.dk og sende mig din kritik, så ryger der lige et kæmpe like fra mig til dig.