MeeToo

Jeg har med vilje ventet med at poste dette opslag, da jeg lige ønskede, at bølgerne skulle lægge sig lidt, inden jeg kastede mig ind i kampen. Så ville jeg imidlertid være kommet til at vente længe. For det, der kunne se ud som et lille bølgeskvulp startet af Sofie Linde, er i stedet blevet til en sand tsunami.

Så nu må jeg komme med en kommentar. Også selvom mange kunne mene, at nu har vi hørt nok om Meetoo. Som kvinde må jeg tage afstand fra hele denne bølge af eksempler, hvor nogle af de, der har magt, opfører sig dårligt overfor dem, der ingen magt har.

Det er særligt krænkelser og overgreb i mediebranchen og i dansk politik, der har præget debatten herhjemme. Men det er ikke kun et fænomen, der er udbredt blandt de kendte. Det foregår i alle dele af samfundet, hvor der er magthierakier. Og det er måske et faktum, der har forstummet i debatten herhjemme.

I hvert fald er der ikke nogen af de kvinder, jeg taler med på jobbet eller privat, der ikke har haft en eller anden ubehagelig oplevelse med grænseoverskridende handlinger. For magtrelationer findes overalt. Og vi taler altså ikke om mænd, der giver komplimenter, for dem er vi de glade modtagere af. Vi taler om hænder, der lander de forkerte steder uden invitation.

Og det kan ikke blot henføres til at være en opgave for kvinder om at blive bedre til at sige fra. En logik, der synes at give mening for mange, der er vant til uden at blinke at give kvinder ansvaret. Man kan med ligeså stor selvfølgelighed sige, at det handler om, at kvinder slet ikke skal sættes i sådan en situation, hvor det er nødvendigt at sige fra.

Forhåbentlig vil flere kvinder turde fortælle, hvis de har været udsat for overgreb. Også de “ikke kendte”. I hvert fald har vi lært, at det ikke nytter at lægge låg på krænkelsessager, for det forsvinder de ikke af.

La bella vita

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Med den luksus det giver at blive inviteret med til den traditionelle søndagsfrokost.

Jeg er endelig tilbage efter en lang periode med rejseristriktioner. Men fordi jeg kender stedet så godt, har jeg besøgt Norma mange gange i tankerne den sidste lange periode.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane. Jeg genkalder mig duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta, solmodne tomater og pizza fra åben ild.

Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur. Jeg kan genkalde mig den smukke udsigt fra terrassen udover Pontina sletten med alle lysene i mørket. Bella vista.

Nu er vi her så igen. Og alt er, som da vi var her sidst. Det er fantastisk. Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de,  hvor mange dage de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har tiden stået stille. Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år. Når de møder hinanden på pladsen eller i supermarkedet kindkysser de, og de tager sig god tid til at blive opdateret på hinandens liv. Og jeg elsker det.

Mit hår

Vi har været sammen i 20 år. Mig og min frisør. Vi har fulgt hinanden gennem hårde tider og gode tider. Gennem udvikling og afvikling. Konfirmation, studentergilde, skilsmisse og bryllup. Og så selvfølgelig mest til hverdag.

Hun kender mig og ved, at jeg ikke vil styles og ikke vil have alle mulige produkter i mit hår, og slet ikke vil have lak i som finish. Kort sagt – man må ikke kunne se, jeg har været der. Men jeg vil gerne have et krus varm kakao og chokoladen, der er så lille, at man næsten kan bilde sig selv ind, at man slet ikke har spist noget.

Hver gang jeg skal til frisør, lader jeg som om, det er til debat, hvilken frisure jeg skal have denne gang. “Prøv med pandehår”, siger min datter “Hvad med dette”, spørger min mand og viser mig et billede af en ung smart model.

Vi ved alle sammen godt, hvad det ender med. For det ender med det samme som altid.

Bevares jeg har da forsøgt mig med krøller, pandehår, røde striber, kort hår.  Det var i min mere vovede ungdom. Men jeg har også prøvet at ligge under dynen og love mig selv, at jeg ikke vil gå ud igen, før mit hår er vokset ud eller farven er dampet af.

For der er så mange følelser i hår. Og jeg har endnu ikke fundet det nødvendige mod de senere år. Det kan synes som en total uoverskuelig forandring, hvis der skal ryge ret meget mere end de slidte spidser. Der er så meget identitet forbundet med vores hår. Hår symboliserer endvidere sexuel energi. Se bare på nogle kvinders tradition med at gemme håret væk. Måske det er derfor, jeg klamrer mig til hvert lille hårstrå.

Hår kan bruges både til at skille sig ud og passe ind. En af mine unge klienter har farvet håret blåt. For som han rationerer sig frem til, så bryder han sig ikke om følelsen af, at andre kigger på ham. For tænker de nu, at jeg er tyk og grim. Når han har blåt hår, kan han berolige sig selv med, at det bare er håret, de kigger på.

Jeg ville ønske, jeg havde modet til at kaste mig ud i noget nyt og anderledes. “Det vokser jo ud igen”, siger min mand, (der er skaldet, så hvad ved han om det). Men hvordan overhovedet gøre det, når vi er enige om, at der sidder så meget identitet i håret? Måske du har prøvet at samle mod?

 

Min indre kritiker

Har du nogensinde udsat noget på ubestemt tid, fordi du var bange for at blive afsløret. Afsløret i ikke at være klog nok og derfor ikke i din gode ret til på nogen måde at udtale dig om dette eller hint. I hvert fald ikke før du lige har fået læst op på, dygtiggjort dig,  eller….

Hvis du ligner mig bare en lille smule, sker det, at du venter. Men hvad er det, vi venter på? For er det ikke rigtigt, at hvis vi venter, til vi er klog nok, smuk nok, hurtig nok, robust nok,  modig nok, god nok, sjov nok, så kan vi komme til at vente meget meget længe. Og livet foregår, mens vi venter.

Folk kommer til mig for at få hjælp. For at lære noget. Få gode råd. Ofte sker det, at jeg pludselig kan rammes af min indre kritiker, der hvisker mig i øret, at lige om lidt så bliver jeg afsløret, og klienten finder ud af, at jeg ikke ved en skid. Eller i hvert fald ikke er nær så dygtig som alle de andre psykologer. Det er sårbart at have det sådan.

Sådan er det at være menneske. Så mit råd til dig er, at næste gang din indre kritiker hvisker dig i øret og vil fortælle dig, at du ikke er god nok og at lige om lidt vil du blive afsløret så mind dig om, at du ikke er alene med den slags tanker og føleser.

Og selvom du ikke kan forhindre din indre kritiker i at skrige højt og larmende, så kan du øve dig i ikke at  lade den stoppe dig.  Kys livet. Omfavn det. Stå ved den du er. Fejlbarlig og alligevel fantastisk.

Mind dig selv om at alle andre også har sider, de helst ikke vil, at andre ser og opdager om dem. Ting som andre ikke kan se, men som er der.  Også hos dem, der på overfalden, ser allermest perfekte ud.

“Vi står sammen…..”

Tiden stod stille, da hele fodboldverdenen holdt vejret i lørdagens kamp mod Finland. For pludselig skete det, som ikke må ske. Og det er et øjeblik, der for altid vil stå printet i vores bevidsthed.

Der kan blogges meget om alt det, der skete denne aften. Og jeg kunne let forledes til at skrive, at lige der blev vi mindet om, hvor betydningsløst fodbold er. Det vil jeg imidlertid ikke, for det ville være en alt for simpel konklusion.

Det er rigtigt, at vi lige der blev mindet om, hvad det vigtigeste er. Det vigtigste er at være omgivet af betydningsfulde andre. Det vigtigste er at være i det her liv og huske at leve et værdibaseret liv.

Fodbold kan bare noget, som vi ikke må glemme. Her er vi samlet i et fællesskab, der rækker på tværs af fine titler. Når vi trækker i de rød/hvide trøjer, pakker vi os selv væk for en stund og overgiver os til et fællesskab, der er større end os selv. Det er vigtigt at værne om den slags samlingspunkter.

Det er mere end en fodboldkamp, der er på spil. Det er en tid, hvor vi er samlet om noget som nation. Og midt i alt det forfærdelige, der skete i lørdagens kamp viste fodbold også, at den kan samle dels som nation, men også på tværs af nationer.

På trods af den gruopvækkende hændelse var der også mindeværdige smukke øjeblikke. Et meget smukt øjeblik var blandt andet, da de finske fans i kor råbte: CHRISTIAN og de danske fans svarede: ERIKSEN. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.

Spillerne har udtalt, at de vil spille videre ved denne EM slutrunde for at gøre os stolte. Det har de for længst indfriet. De stod sammen side om side, da det værst tænkelige udspillede sig for øjnene af dem. Og det i bogstaveligste forstand da de helt instinktivt slog ring om og skærmede deres holdkammerat fra de mange kameraer. Der blev vist et sammenhold, som vi alle kan være stolte af.

Så selvom det skulle blive en slutrunde uden sejre, så har de alligevel vundet. De har skrevet sig ind i alles hjerter. På tværs af alle skel vi mennesker normalt sætter op.

Græsset gror

Det nye sort er Mindfulness. En guided meditation, der retter fokus indad. Indad og væk fra de ting, der er omkring dig. Og rigtig mange er glade for at praktisere det. Mindfulness er blevet en anerkendt vej til en mindre stresset hverdag i en tid, hvor flere og flere rammes af stress og depression.

Det er bare ikke alle, der bryder sig om at mærke efter inde i sig selv. “Du skal dybere ind…” og vi mærker angst i stedet for afslapning. Måske fordi kroppen allerede giver alle mulige ubehagelige signaler og symptomer, som kun føles endnu stærkere, når vi i et mindful øjeblik retter opmærksomheden mod det. For det, vi giver opmærksomhed, har det med at gro.

Når klienter kommer med den slags oplevelser og derfor har mest lyst til at opgive Mindfulness, kan en omvendt form for Mindfulness vise sig at være metoden til at få sat tempoet lidt ned og give hjernen et pusterum.

Uanset hvilken meditationsform, du vælger, er første skridt, at du ikke går i kamp med tankerne. Mange tror, at der kræves, at man kan slukke for tankerne for at gøre det rigtigt. Det er imidlertid umuligt. Mindfulness handler rigtig meget om at anerkende de tanker, der dukker op og bare lade dem være.

Men tilbage til den omvendte form for Mindfulness. Her handler det om at rette opmærksomheden udad i stedet for indad.

Skru op for sanserne og måske du næsten kan høre græsset gro. “Shhhh, kan du høre det? Græsset gror! Det er ny begyndelse. Ny vækst. Nyt liv”. I hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg kan se græsset gro på vores nyanlagte plæne i sommerhuset.

Duft alle træerne, der er sprunget ud. Hør fuglenes glade forårssang. Mærk din fods bevægelser, når du går. Mærk hvad der sker i din ankel, fod og jordens underlag når du flytter vægten fra den ene fod til den anden.

Spis langsomt og smag på maden og lad vinen nænsomt bevæge sig rundt i hele din mund, så alle smagssanser vækkes. Se dine børn dybt i øjnene, mens du retter opmærksomheden mod den der lille søde bevægelse, hun altid gør med munden, når hun bliver ivrig. Smag på kysset fra din elskede.

Giv slip

Lad falde hvad ikke kan stå. Sådan får jeg lyst til at supplerer et meget stærkt skriv af Anthony Hopkins om venskaber, som har været delt på de sociale medier. Og hånden på hjertet kender vi så ikke alle den stigende frustration ved at være i relationer, der synes helt og aldeles at afhænge af, at vi er den, der igen og igen tager initiativ.

Her lyder opfordringen fra den aldrende mand: “Giv slip på de mennesker, der ikke er klar til at elske dig”. Indrømmet, det er langt sværere, end det lyder. For vi mennesker har ofte et udtalt behov for at skabe god stemning, ikke træde nogen over tæerne og ikke stille krav.

Vi vil nemlig helt basalt bare så gerne elskes. Og når så andre ikke er klar til at gengælde, så sker det alt for ofte at i stedet for at give slip på venskabet, så gør vi os i stedet endnu mere umage for at gøre os fortjente til deres opmærksomhed.

Om dette skriver han: “Det stjæler din tid, din energi..”. Og videre siger han: “Sandheden er, at du ikke er for alle”.

Når først vi erkender det faktum, at vi ikke er for alle, kan vi investere vores energi i de relationer, der giver os glæde og overskud.

Men tanken om at vi måske slet ikke vil være savnet, hvis vi ikke vedbliver med at række ud, får os desværre alt for ofte til at holde ved. Tanken om, at den anden aldrig spontant vil sende dig en SMS, hvis ikke du vedbliver med at skrive først, får os til at holde ved.  Eller måske den anden kun skriver, når vedkommende har brug for din hjælp.

Vi kan ikke leve uden kærlighed. Men et venskab, der kun går en vej, er ikke kærlighed. “Beslut dig for at du fortjener ægte venskab, ægte engagement, ægte kærlighed”. Og giv så slip på de mennesker, der ikke er klar til at elske dig.

Druk

I den forløbne uge skete det, alle filmelskere havde håbet på. Thomas Vinterberg vandt en Oscar for sin fremragende film Druk i kategorien “bedste internationale film”. Druk er på samme tid fantastisk, provokerende og skræmmende.

Filmens indledende scene af unge mennesker med enorm appetit på livet, der beruser sig i hinanden og i alkohol, vakte umiddelbart min bekymring. Er det billedet på den danske ungdom?  Måske deres lethed bare gjorde mig misundelig.

Egentlig burde jeg være glad, for i Vinterbergs scene giver de unge mennesker  slip, og for en stund ligger de ikke under for forventninger og præstationspres. Det handler lige dér blot om at være til i et fællesskab.

Selv har Vinterberg udtalt, at filmen er en hyldest til livet.  En fortælling om fire mænd i midtvejskrise, der forsøger at komme ud af hamsterhjulet ved hjælp af den norske psykiaters teori om, at mennesket er født med 0,5% for lidt promille i blodet. Og herfra går det stærkt.

Og hele tiden sidder jeg der med en fornemmelse af, at det må gå stærkt ned ad bakke. For det er det, jeg har lært i min klinik. At alkohol bringer en masse lort med sig. Og jeg synes da også at få ret, da en af hovedpersonerne ikke kan styre sit misbrug og dør undervejs.

Alligevel fastholder Vinterberg, at filmen er en hyldest til livet.

I slutscenen ser vi Mads Mikkelsen i en af dansk films smukkeste scener. Han gir sig fuldt ud. Han befinder sig i en vægtløs tilstand, og Vinterberg lader det være op til dig og mig, om han falder eller flyver derfra. Jeg ser ham falde. Vinterberg ser ham flyve.

Vinterberg lykkes overmåde med den film. Han viser, hvor tæt liv og død er på hinanden. Både direkte i filmen og indirekte i kraft af den personlige sorg, der ligger som en ramme for filmen. Hans egen datter døde fire dage henne i indspilningerne, og  alligevel vedbliver han med at insistere:

Filmen er en hyldest til livet. Tak!

 

Mig og kunst

Jeg elsker kunst. Også selvom mit første kunstværk bestemt ikke var kærlighed ved første blik. Det var min daværende mand, der glad kom hjem med det. Det var et endnu ikke helt tørt oliemaleri, som han møjsommeligt havde transporteret hjem med bybussen i Århus fra kunstenerens atelier på havnen og op på tredje sal i vores lejlighed.

Det kostede 3000 kr. Det var det samme som en måneds SU. Penge vi på ingen måde havde. Jeg var helt grædefærdig og kom egentlig aldrig til at holde af det værk.

Siden kom der imidlertid mange andre værker til, og kunsten blev siden en nødvendighed for mig. Ikke bare nice to have, men need to have. Fordi kunsten taler om ting, der ikke kan udtrykkes med ord. Sådan tror jeg, mange har det med kunst. For siden hulemalerierne har kunsten været forbundet til os som mennesker.

Kunst gør dig glad og får dig til at reflektere over det at være menneske.  Om mit seneste køb skrives der i pressemeddelelsen: “Som små fortællinger eller øjebliksbilleder, der vækker vores sanser og skærper vores bevidsthed om os selv og den tid vi lever i”.

Jeg har netop fået værket hjem. Siden jeg købte det har jeg måttet nøjes med at tage på smugkig nede i Politikens Forhal, hvor det hang udstillet. Nu er det mit.

Det hænger der på væggen. “Over kanten” hedder det. Det sætter, som god kunst kan, gang i reflektionerne. Er det over kanten i betydningen at overskride grænser for, hvad der er acceptabelt? Og hvem har i givet fald overskredet den? Vi mennesker i vores bestræbelser på at lege Gud? Eller er det blot et spørgsmål om, hvordan samtidskunsten når ud over kanten?

Det befriende ved kunst er, at der ikke behøves så mange ord. Vi kan blot stoppe op for en stund og nyde det.

Google

“Lad os google det”. Sådan ender en diskussion ofte, når vi bliver uenige om noget. Google er det nye orakel med svaret på alt. Det er ret smart, når man sidder der, og den ene mener, at have en viden, som strider imod det, den anden føler sig ligeså overbevist om. For én skal jo have ret.

Men hvad er der blevet af de gode lange diskussioner. De der lærte os at kunne argumentere for vores sag. ”Du er så stædig, siger min mand”. ”Hvad skal vi vædde, svarer jeg?” Og vupti vupti kender vi svaret, og den potte er ude, og jeg tabte igen.

Hvad er der blevet af aftnerne sammen med venner, hvor vi kunne sidde og diskutere over et glas rødvin for meget, fordi ingen ville give sig? Nu kunne man selvfølgelig argumentere for, at det er spild af tid at sidde at diskutere noget i timevis, som der kan findes svar på ligeså hurtigt, som det tager at skrive en sætning i søgefeltet på din smartphone. Og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage, til dengang vi sad i fløjlsbukser og bappede på pibe, mens vi diskuterede til alt for sent.

Men nogen gange kan jeg alligevel godt savne det. Heldigvis er det ikke alt, man kan google sig frem til. Når det kommer til holdninger og værdier, findes der intet facit.

Hvad mener du eksempelvis om klima, bæredygtighed, EU? Og hvad med meetoo? Vil du vaccineres med Astra Zeneca? Er Mette gået for vidt, eller er hun en enestående statsminister? Skal de syriske børn hentes hjem? Du kan ikke google dig frem til et svar. For heldigvis har google ikke svaret på alt.

Enhver diskussion giver dig et lille indblik i den andens holdninger og værdier. Fortæller en lille del mere om, hvad den anden person er for en interessant størrelse. Og det er i uenighederne muligheden for udvikling ligger. Der er ikke noget mere kedeligt end kun at omgive sig med mennesker med de samme holdninger og værdier som en selv. Så lad os komme igang med at diskutere.

Men må vi mødes, eller er det amoralsk?