Vi græder alle med Paris

Langfredag er smerte. Langfredag er dagen, hvor vi bliver mindet om, at der findes mørke i livet. Langfredags mørke ramte alle lige i hjertekulen i den forløbne uge. Synet af Notre Dame omspændt af flammer tror jeg ikke efterlod nogen upåvirket.

Rigtig mange af os har besøgt kirken. Slæbt med af vores forældre, der ville proppe noget kultur ind i hovedet på os. Eller som gymnasieelev på studierejse og rigeligt af alkohol. Som voksen med interesse for, hvad vi bygger vores kulturarv på.

Den har gjort sit indtryk på os. På os alle. For med mere end 30 millioner udenlandske besøgende i Paris hvert år er netop Paris det mest populære turistmål i verden. Og Notre Dame var et af byens mest kendte og populære vartegn.

For mange parisere lå den der bare. Sådan er det for vi mennesker. Der er masser af storslåethed, vi tager for givet. Man går forbi og ser måske knap nok sådan rigtig efter, men det fylder alligevel en med stolthed at vide, at den ligger der. Der i byernes by Paris. I 800 år har den våget over Paris.

Langfredag minder os om mørket. At mørket er.

Vi oplever alle Langfredags mørke. Frustration, skuffelse, afvisning, tab, nederlag. Vi oplever alle frygt, skyldfølelse, vrede, sygdom og død.

Og som om det ikke allerede var nok, så har mennesket evnen til på et splitsekund at fremkalde smerte selv der, hvor der for en umiddel betragtning kun er glæde. For hvem kender ikke til midt i oplevelsen af noget smukt pludselig at mærke, at lige nu savner jeg, at min afdøde mor kunne være her og dele dette øjeblik med mig. Og vupti, er den største glæde iblandet sorg.

Uanset hvor godt et liv vi har, kan den mennekselige hjerne fremkalde tanker om en skræmmende fremtid eller et mislykket øjeblik i nær fortid. Så alle bærer vi på Langfredags smerte.

Det sværeste er at opleve smertefulde begivenheder i en tilstand af ensomhed. At bære smerte alene. At bære en smerte der er større, end andre kan forstå. Omvendt opleves det, når vi står sammen.

Lige nu står folk i hele verden sammen om at sende deres varmeste medfølelse til alle i Paris. Det er smukt midt i alt det forfærdelige.

Jeg holder øje med dig

Nu er en ting, hvad jeg mener sådan rent psykologfagligt. Noget andet er, hvad jeg gør i praksis. Så i dette opslag vil I fornemme dobbeltheden. Først en hensigtserklæring.

Danske forældre har fået et stærkt øget fokus på risiko. Der må ikke ske vores børn noget. Alle risici må og skal elimineres. Det er paradoksalt, fordi vi på den måde begrænser børnenes udvikling og selvstændighed og initiativ, som ellers er værdier, vi sætter meget højt. Samtidig er vores billede af de farer, vores børn kan møde ofte forvrænget og præget af voldsomme historier, som vi kender fra medierne og ikke det virkelige liv.

STOP, STOP, STOP altså det er meget godt altsammen, men min datter bor i København, og der er det altså farligt at færdes som ung pige.

Antallet af børn med angstdiagnoser er steget eksplosivt i samme periode, hvor vi har indskrænket børnenes frihed. Det er ikke så mærkeligt. Vi fortæller hele tiden børnene, at verden er farlig samtidig med, at vi forhindrer dem i at undersøge den selv. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle overvåges hele tiden?

ROLIG nu, jeg beder kun om at kunne følge med på hendes Snap og se hendes lokation.

Hvis man aldrig var alene, men altid overvåget i en eller anden forstand, kan man virkelig tale om, at børn og unge vokser op i et sikkerhedsregime.

“Skal jeg tage ud til hende og tjekke op på, at hun er okay, mor? Bare for en sikkerhedsskyld? Eller tror du, du er ved at piske en stemning op”, spurgte min søn forleden nat. Jeg havde fået sat to af mine børn i alarmberedskab.

Kl. 22.23 startede jeg, fordi min mellemste datter var som sunket i jorden. Sunket og sunket… altså jeg havde ikke hørt fra hende hele dagen, og nu svarede hun ikke på godnat sms. Jeg havde ringet 8 gange og nu altså også spurgt begge hendes søskende, om de havde hørt fra hende. Intet livstegn. Og den der skide location funktion på Snap’en har hun frabedt sig. For hun gider netop ikke, at jeg kan følge med i, hvor hun er henne.

“Aktiv for 4 timer siden” sagde hendes messenger. Angsten steg til uanede højder. Kommet til skade? Taget til fange? Voldtaget? I livsfare? Død?

00.02 tikker der så en sms ind fra min søn: “Har snakket med hende nu. Hun ligger derhjemme og sover. Hun er ok.” Åhhhh, hvilken lykkefølelse. Hvilken lettelse.

“Og se så at få den der funktion slået til igen”, bad jeg inderligt.

Mening med livet

Hvad er egentlig meningen med livet? Et ret stort spørgsmål. Måske det alligevel kan koges ned til to ting- nemlig at få lov til at bidrage med noget til fællesskabet og så at være noget for de mennekser, der betyder noget for os.

At bidrage med noget til fællesskabet vil for mange relatere sig til deres arbejde. Rigtig mange af mine sygeplejerske- og lægekollegaer har et job, der potentielt har alle ingredienser til at være meget meningsfuldt. Men når det bliver for grove med nedskærringer og underlige systemer, man skal være underlagt, mister de følelsen af mening i et job, der som udgangspunkt har potentialet til at være dybt meningsfuldt. Det er egentlig trist.

At være noget for de mennesker, der betyder noget for os. Meningen med mit liv er at bestræbe mig på at leve hver dag på en sådan måde, at jeg øger muligheden for, at de relationer, der er altafgørende for mig, og som jeg slet ikke kan leve foruden, vil elske mig i dag og i morgen og i tiden fremover.

Dertil kommer så, at jeg heldigvis har et job, der også giver mig følelsen af mening. Dybest set tror jeg, at begge de to faktorer skal være på plads, for at vi mennekser skal kunne finde mening med vores eget liv.

At kigge ind i fremtiden skal gerne fylde os med håb. Og når vi trækker tråde tilbage, skal vi fyldes af at have værdi. Og når vi står lige her og nu en tilfældig morgen, og det er pisse koldt og blæsende, så skal den grundlæggende følelse være, at du uanset hvad skal se at få fingeren ud og få den bedste udgave af dig selv ud af døren.

Mening med livet? Egenligt ret enkelt : Vi vil bruges og elskes.

Mit nulpunkt

Når jeg læser i ugebladene, hvad de kendte svarer på en række headere, så tænker jeg altid på, hvad jeg ville have svaret. Alt for Damerne ringer ikke, så jeg har i stedet spurgt mig selv.

Nulpunkt: Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Mit største nederlag. For det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede, var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.

Mit højdepunkt: Det største har for mig været at blive mor og at se, hvordan mine børn er lykkedes med at leve deres liv. Der findes ikke noget større end det.

Vendepunkt: Jeg tror, det afgørende vendepunkt, for den livsbane jeg har fået, var, da jeg besluttede mig for at søge ind på Psykologi studiet fremfor Lærerseminariet. Det tænker jeg ofte på som et væsentligt øjeblik i mit liv. Psykologien fylder alt for mig. Jeg holder aldrig fri, men blogger som nu eller laver andet, der har med mit fag at gøre, fordi det er en afgørende del af at være mig.

Midtpunkt: Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Faktisk er jeg en smule introvert. Det kan virke sådan lidt selvmodsigende, når man som jeg uge efter uge blogger om sig selv og sit eget liv

Blødt punkt: Vilma, Bertil og Nola. Og der er plads til at have et blødt punkt for mange flere, der måtte komme.

Udviklingspunkt: Min mand ville sige, at mit manglende oprydningstalent har udviklingspotentiale. Til det siger jeg bare, at her gælder “rub og stub” reglen. Enten tager du hele mig, eller også må du finde dig en partner, der kan rydde op. Så ser han meget forelsket på mig, og så er det glemt for en stund.

Samlingspunkt: Middage med familien og med venner. Min mand og vores børn og deres familier betyder alt for mig.

Nu er det din tur til at lege kendt.

Forår

Ramt af forårslyset der endelig, endelig, endelig vælter ind gennem stuevinduet, hvor lyset afslører, at det er alt for længe siden, at vinduerne har fået en kærlig hånd. Men pyt, det kan ikke ændre på den glæde, der fylder hele min krop.

Marts er måneden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Et mirakel der gentager sig helt uden vores indblandning år efter år.

Marts måned er oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Marts er weekender med oprydning på lofter, carporte og garage, hvor der sorteres ud og sendes til genbrug og containeren med småt brandbart.

En af mine unge klienter kom storsmilende ind på mit kontor med ordene: Jeg er så fuld af glæde og energi. Den indvirkning har lyset og forårssolen nemlig også på vi mennesker. Vi slår vinterens tunge dyne af os, og overskuddet vender tilbage, når vi går ud i lyset.

Også naturen vågner op efter vinteren. Forår er træer, der afslører de spæde blade, der snart kommer fuldt til syne, blomster springer ud og solen varmer. Hvert år er det den samme magi. Alting begynder forfra. Tænk at være den årstid alle savner allermest. Den mest populære og den alle længes efter.

Kriblende forårsfornemmelser breder sig i hele kroppen. Men vidste du, at rigtig mange får det dårligt i denne tid? Måske fordi man kan føle sig ekstra alene i sin sorg, når andre ser glade og lette ud? For i foråret får mange lyst til at råbe sin taknemmelighed over at være i live og opleve miraklet ud i hele verden. Det kan få andre betyde en øget alene følelse.

Ræk ud efter en ven, der kan have brug for dig. For faktisk betyder dette med at indgå i relationer allermest for vi mennesker. Sol, varme og forår giver det hele et ekstra tiltrængt pift, men de nære relationer er den allervigtigste kilde til vores glæde.

Er du her, når jeg vågner?

Dette opslag skal handle om den grundangst, vi alle bærer i os. Nemlig angsten for at miste. Miste den vi har kær. Af svigt eller sygdom. At miste til bristede drømme om kærliged eller at miste til død og sygdom. Angst for ensomhed og adskillelse.

Blogopslaget henvender sig ikke til dem, der lige nu står over for at miste en elsket til sygdom og død. Fokus er på den irrationelle angst. Opslaget er til alle os, der kan blive fyldt op af: “Hvad nu hvis”.

Nogle gange, når jeg lægger mig til at sove om aftenen, kan jeg rammes af den der uhyggelige følelse af: “Hvad nu hvis det hele slutter?”. Jeg ved godt, jeg er tåbelig. Kigger på min mand og beroliger mig med, at selvfølgelig er han her også i morgen. Selvfølgelig vil han ikke forlade mig.

Han kan dø, siger stemmen så pludseig i mit indre. “Katastrofeforestillinger” kaldes det med et psykologisk term. De kan ramme os, bedst som vi tror, vi er ovenpå og safe.

Vi kender alle til denne følelse af angst. Og det er helt naturligt. For vi ved, at vi ikke lever evigt, og at dem vi elsker på en måde kun er til låns.

Men hvis vi hele tiden frygter, at katastrofen ligger lige rundt om hjørnet, er der ofte en indre sårbarhed på spil, som gør os mindre robuste overfor livets vilkår.

Da viser angsten for at blive forladt sig gennem, at man konstant er optaget af tanker om at blive svigtet krydret med jalousi. En farlig cocktail, der kan blive alt for indgribende både for en selv og for kærlighedslivet.

Angsten for at ens nærmeste dør kan bygge på en grundlæggende mistillid til, at livet vil lykkes for en. Og for nogle er det så invaliderende en angst, at de forhindres i at leve livet, mens de er her. I stedet sætter de restriktioner op for sig selv og deres kære.

Det er, når vi lever med bevidstheden om, at at livet skal leves her og nu uden at blive væltet bagover af den vished, at det hele kan slutte, at vi kan balancere det. Så kan vi i stedet for angsten for at miste det hele gribes af en dyb indre taknemmelighed for de dyrebare øjeblikke i hverdagen.

At bære sit kors

Det bedste, jeg vidste som barn, var, når jeg lykkedes med at gøre mig usynlig, når mine forældre havde venner på besøg. At betragte dem sådan lidt på afstand og så bare lytte.

Jeg havde en bestemt teknik, hvor jeg holdt mig på en afstand, hvor jeg kunne være med på en lytter, og hvor de omvendt troede, jeg ikke kunne høre, hvad de talte om. Usynlig.

Jeg har overhørt mange snakke der fra intetheden, som jeg har suget til mig. De voksne brugte ord, jeg ikke altid forstod betydningen af, men det gjorde det ikke mindre spændende. Bare sidde der og lytte.

Min mor havde en veninde, som jeg elskede. Hun ligner Susse Wold og er selvsagt gudesmuk. “Er I bedste veninder?” spurgte jeg hende. Der er nogle år, hvor man som pige går ret højt op i den slags. “Hahaaa, det kan du bande på”, svarede hun, mens hun klaskede sig på låret, virrede med hovedet og spærrede øjnene op så intenst, at jeg følte mig som jordens heldigste. Tænk, at min mor var “bedste veninde” med en, der var så smuk og sej og næsten bandede.

Jeg husker min mors forfærdede blik en dag jeg kom hjem fra skole. Hun viste mig et foto fra Herning Folkeblad med en total smadret bil, og jeg forstod i det øjeblik, hvad hun forsøgte at fortælle mig, men som hun ikke kunne få over sine læber. Jenny var kørt galt. Og det var meget alvorligt.

Jeg husker det som om, at hun fortsatte med at have sit karakteristiske grin men min fornuft siger mig, at det må have været væk i en lang periode. Heldigvis forstod jeg slet ikke alvoren i alt det, der skete.

Så skete der noget særligt en af de der viduderlige aftner, hvor Jenny var på besøg. Jeg havde gjort mig usynlig og lyttede med.

Hun fortalte en fortælling. Man ville måske lidt højtidleigt kalde det for en lignelse. En gruppe mennesker kom gående bærende på hvert sit kors. Det var tungt, kunne man se. På et tidspunkt får de lov at holde et hvil og lægger alle deres kors i en stor bunke.

Lederen beslutter, at efter deres hvil må de vælge sig et andet kors at gå videre med. Gæt hvad de gjorde?, spurgte Jenny. Hun svarede selv.

Alle valgte deres eget kors. For det kendte de tyngden af.

Cool Kids

Kender du det, at der er dage, hvor man bliver ramt lige i hjertet af glæde og stolthed over at være vidne til noget fantastisk?

Vi har netop afsluttet det seneste gruppeforløb for børn, der kæmper med angst. Tolv ugers hård træning. Alle fik et diplom og en T-shirt med påskriften : One of the coolest kids in town

For hold da op, hvor har de været seje. Alle, der har prøvet at blive ramt af et angstanfald, ved, hvad det kræver af mod at konfrontere angsten.

Når vi tænker, at der er fare på færde, oplever kroppen angst symptomer. Også selvom der ingen fare er. Vi tror det, og den begynder derfor at udskille hormonet adrenalin, som bringer kroppen i en kamp eller flugt tilstand.

Skide smart, hvis nu vi skulle væk i en fart. Rigtig invaliderende, når der reelt  ingen fare er. Vi har lavet en tankefejl. Tolket forkert og vupti er der gang i hele kroppen.

Adrenalinet påvirker dit hjerte, så det banker hurtigere. Puls og blodtryk stiger. Blodet strømmer til musklerne, så de vokser og føles spændte. Adrenalinet sørger også for, at du begynder at svede. Genialt hvis kroppen skulle holdes kølig i kampens hede.

Vejrtrækningen bliver hurtigere, fordi hjertet har travlt med at sende mere ilt rundt i kroppen. Når du hyperventilerer udånder du større mængder CO2 og blodets surhedsgrad påvirkes, og du får en prikkende fornemmelse i  fingre, øreflipper og kinder. Måske bliver tunge og mund følelsesløse.

Du bliver ør i hovedet og måske helt svimmel, så du kan blive nervøs for, om du er ved at besvime. For at have energi til at komme væk fra faren sparer kroppen på ressourcerne og holder op med at danne spyt. For at spare på energien sættes også fordøjelsen i bero, og du får måske kvalme. Nogle får tynd mave.

Det er faktisk kun naturligt, at man vil forsøge at undgå situationer, der fremkalder angsten. Men for at slippe af med angsten skal man gøre præcist det, man ikke har spor lyst til.

Derfor var det stolte børn og forældre, der gik hjem igår eftermiddag. Og børnene får et bedre liv.  Et liv, hvor de igen kan gøre ting, som de synes er sjove.

Mig og mit klædeskab

Nu skal jeg altså have ryddet ud i mit skab, siger jeg ligesom for at holde mig selv fast på det hensigtsmæssige i, at aflevere det til genbrug jeg alligevel aldrig går med.

Kan vi ikke lave den aftale, at du hver gang du køber nyt, så smider du et stykke til genbrug, forsøger min mand sig.

Jeg siger “jo”for ligesom at få fred, mens jeg inderst inde godt ved, at det er skudt langt over mål. Hvis vi lige skal forventnings afstemme her, så vil jeg sige, at en 1:10 ordning er  mere realistisk .

For det er jo ikke bare tøj. Og nej, jeg ved godt, det ikke er moderne mere, og at jeg aldrig kommer i det igen, men det har en historie .

Det er en del af min historie.

Hold nu kæft, hvor så jeg smart ud i de bukser – engang – tænker jeg og holder de gamle yndlingsbukser op foran mig, så jeg kan se dem i spejlet. Det er som at gå ind i en tidsmaskine. Wruuum, og jeg er pludselig tilbage til den der fede fest, og jeg mindes.

Min dejlige trøje med camouflage tryk og guldvinger på ryggen er så forvasket, at jeg slet ikke kan være bekendt at tage den på. Men jeg gør det alligevel. For jeg elsker den, og den skal aldrig ud.

Tøj er fyldt med fortællinger. De er vævet ind i stoffet. Det er som om de dejlige minder vælter frem ved gensynet.

Jeg genkalder mig følelsen af at bære mine grønne garbadine kassebukser, som min mor selv syede, da jeg var 9 år gammel. Jeg havde ønsket mig dem mere end noget andet, og de var helt perfekte. Jeg havde dem på så ofte som muligt, indtil de var pinligt for korte.

Skal jeg lige komme ind med en sæk?, spørger min mand. Det er ikke nødvendigt. Der er ikke noget, der skal til genbrug denne gang.

Bukserne lægges sirligt sammen, ligesom alt det andet jeg heller aldrig kommer til at gå med igen. Måske du også bliver ramt af ren nostalgi ved gensynet med dine gamle klude?

Tilgivelse

Tilgivelse er et stort ord. Igen og igen hører vi som et mantra: Du skal tilgive for at komme videre i dit liv. Din tidligere mand, dine forældre, vennen, overfaldsmanden, voldtægtsforbryderen, utroskab, vold og misbrug. Ja, dem alle sammen og hele baduljen.

Flere af mine psykologkolleger slår da også deres privatpraksis op på at love dig, at de kan “sætte dig fri fra uhensigtsmæssige bindinger ved at lære dig at tilgive”.

Som om tilgivelse er noget, man giver andre som et middel til selv at opnå sjælefred. I min optik handler tilgivelse om en uselvisk gestus.

Jeg tilgiver det andet menneske for at sætte den anden fri. Tilgivelse er altid rettet mod den anden.

At tilgive = give til.

Jeg tilgiver dig, fordi du har brug for min tilgivelse. Jamen, det kan jo være, der er sket noget, som er utilgiveligt?

Det er jo netop kun det utilgivelige, der har brug for tilgivelse.

Nu er én ting teori, noget helt andet er virkelighed. Og så er det, det bliver rigtig svært.

Jeg møder børn og unge, hvor jeg mangler redskaber til, hvordan jeg skulle kunne få dem til at tilgive.

Jeg var til et spændende foredrag med en præst. Jeg satte min lid til, at han kunne lære mig, hvordan jeg hjælper andre til at tilgive det utilgivelige. Så jeg kunne lære dem at vise storsind og alt det der.

Han forklarede, at tilgivelse er at lade kærligheden vinde. Helt i tråd med min egen holdning. Så jeg spidsede ører.

Videre sagde han, at tilgivelse kun kan finde sted, hvis den skyldige kan angre. Så nu var det ikke længere kun op til mig og mine evner. Det afhang også af, om ”den anden” kunne indrømme sin fejl. Og så pludselig sagde han det vildeste af alt, nemlig at:

”Alt skal ikke tilgives”.

Hans pointe var, at der er ting, som det ligger udenfor den menneskelige evne at kunne tilgive.

Da bliver det alene et spørgsmål for Vor Herre. Han kan til gengæld tilgive alt, sagde han.

Så nogle gange må vi lade det være op til “den anden” at tro på en nådig Gud.