Slankekure

Vidste du, at et af de mest googlede ord her efter nytår er “slankekure”. Motivationen er helt i top, og i år skal være året, hvor vi lykkes med at tabe os. Måske vi ovenikøbet har brugt hjemmearbejdsdagene på lige at få bestilt den nyeste slankebog for at vise og selv, at vi skam mener det alvorligt.

Og nu er det ikke, fordi jeg vil ødelægge din motivation, men fakta er, at langt de fleste vil droppe slankekuren igen efter få hårde uger. Det er nemlig langt sværere at skabe en forandring, end vi forestiller os. En forandring fordrer en adfærdsændring. For at skifte adfærd er første forudsætning, at vi skal have et håndgribeligt mål.

At ville tabe sig er alt for floffy. Og jeg tror, du vil give mig ret i, at hvis alle de slankebøger, der sælges på markedet havde fundet de viise sten, så ville der ikke hvert år udgives nye og andre måder at sælge drømmen om varigt vægttab på.

Det er de håndgribelige mål, du skal have fat i. Hvis målet er at tabe dig, hvad er så det første vigtige skridt i retning af et liv med færre kilo? Et svar kunne være, at du så vil dyrke motion tre gange om ugen af 30 min. varighed. Og hvad skal der til for at øge chancen for, at du rent faktisk får dyrket motion de tre gange i ugen? Hvilke forhindringer er der?

De fleste af os laver den fejl, at vi sætter os for urealistiske mål, som at “jeg skal have tabt mig 20 kilo i løbet af de næste 3 mdr.” Men det nytter ikke at tabe 20 kilo ved at pine sig selv ned i vægt, hvis man, straks målet er indfriet, går tilbage til de gamle vaner.

Så i bund og grund handler det om at ændre vaner. Sæt målene små og overskuelige. Første skridt mod at løbe 3×5 km. i ugen kan være at gå i 30 min. i raskt tempo. Målene skal være så små, at det er umuligt ikke at opnå succes. For det er vores succeser, der fastholder vores ellers så flygtige motivation.

Godt Nytår!

Farvel 2020. Du vil ikke blive savnet. For listen over dårlige nyheder du har sendt ned over os er alen lang. Og det endda helt uden et eneste ord om Mette magt, mink og Me Too.

Du kom med coronakrise, økonomisk krise og personlig krise. Og her tænker jeg ikke på de aflyste koncerter, konfirmationer og bryllupper, selvom det har været pænt træls sagt med en jysk underdrivelse. Jeg tænker på de personlige følger, det har haft for alt for mange at være isoleret, at miste jobbet, at miste et familiemedlem.

Et nytårsskifte er det bedste tidspunkt for drømme og håb. Og der er noget smukt ved at tænke på, at netop dette år delte vi alle de samme håb og drømme. Og selvom det kan lyde mærkeligt, så kan netop året 2020 måske give os god grund til at være optimistiske.

For det har også været året, hvor vi viste, at de mange var villige til at ofre ret meget for at redde de få. Villigheden til alle sammen at ofre os for samfundets mest udsatte viste en meget stor grad af solidaritet og fællesskab i vores samfund.

Bedst som jeg frygtede, at vi med vores fokus på os selv helt havde glemt den vigtige anden, viste det sig, at jeg heldigvis tog fejl. Mennesket er ikke udelukkende en egoistisk størrelse. Mennesket karakteriseres ved to drivkræfter – vores egoisme og drift efter selv at leve og have det godt og vores ønske om, at den anden lever og har det godt.

Der er ofte konflikt mellem de to drivkræfter, og oftest vinder egoismen. Krisetider kan gøre os mere motiverede for at gøre noget godt for andre. Vi har i denne krisesituation endnu engang vist os at være villig til at gøre en indsats for den anden. Fornemmelsen af, at vi alle er udsatte, øger vores fællesskabsfølelse og solidaritet.

Det er da ikke det værste udgangspunkt for forventninger, håb og drømme for et nyt år. Godt Nytår allesammen!

 

Julesul

I den forløbne uge blev jeg kontaktet af to unge, der gerne ville have et interview omkring min holdning til børn/unge og overvægt (årets emne i projektuge for 9. klasserne).

Sådan er det, når man udtrykker sin holdninger offentligt. En enkelt søgning på Google og vupti kan alle se, at du engang sendte et vredt brev til Masha Vang for hendes unuancerede udtalelser i et underholdningsprogram om overvægtige.

Og Vupti er du selv ligeså unuanceret i dine udtalelser som Masha. For det kan ikke blive videre nuanceret  i et 5 min. interview at sige noget klogt omkring overvægt. For overvægt er uhyre komplekst. Dog vil jeg fastholde mit hovedbudskab fra dengang. Overvægt er ikke selvforskyldt.

Vi nærmer os i denne søde juletid et utal af fristelser. Vi kan grine af at: “Ja, ja vi får lidt ekstra kilo på sidebenene”. Fakta er bare, at det er ret ulige fordelt. For allerede i januar er mine ekstra kilo smeltet væk igen, mens det for den overvægtige blev endnu et par kilo oveni de i forvejen alt for mange kilo.

Og nu kunne jeg godt bilde Jer ind, at det skyldes, at jeg er meget viljefast. Jeg siger selvfølgelig til min mand, at nu er det op på cyklen og afsted, alt hvad remmer og tøj kan holde. Gode ben og god moral.

Men ak nej, det er ikke hele forklaringen.

Gener spiller en afgørende rolle. Du er ikke doven og viljesvag, fordi du vejer for meget. Den primære årsag for mange er, at de har et sæt gener, der gør, at de hurtigere tager på og har sværere ved at tabe sig igen.

Selvfølgelig betyder det noget, hvor meget man spiser. Vi ville alle blive slanke, hvis vi blev lukket inde i et bur, men det er ikke pointen. Når nu vi har fri adgang til mad. Og det har vi i dagens Danmark. Så er der nogen af os, der er bedre rustet til at klare det, vi udsætter kroppen for. Nogle er bare mere udsatte for usund livsstil end andre.

Så pak fordommene væk her i den søde juletid.

Lykke

En af mine klienter meddelte ved sessionens start at: “Det er sidste gang i dag”. Først skulle jeg lige sunde mig lidt. For var det, hun i virkeligheden sagde, at nu gad hun ikke gå ved mig mere?

Selvom jeg er psykolog og per definition har styr på mit shit, så er jeg også kun et menneske med tvivl på egne evner. Der sidder konstant en lille kritiker på venstre skulder og fortæller mig om alt det, jeg burde gøre bedre.

Hun reddede mig fra min indre kritiker. Ved sidste session havde det rykket så afgørende meget for hende, at hun nu havde tiltro til, at hun kunne selv. Wauv. Det er i virkeligheden en af de bedste øjeblikke som psykolog, når ens klient får den der følelse af at kunne selv.

Det var helt banalt. Det var en enkelt sætning, der havde gjort forskellen for netop denne klient. Sessionen havde haft fokus på lykke. Hun savnede at føle sig lykkelig. I sit liv, på arbejdet, i sit ægteskab. Hvor blev den af den der altomsiggribende følelse af lykke?

Og jeg havde svaret, at: “Den findes slet ikke”.

Lykke som tilstand findes ikke. Lykken kommer i glimt, og du skal evne at fange de små glimt af lykke. Lykke er en slags elektrisk strøm, der går gennem kroppen på de mærkeligste tidspunkter.

Selv føler jeg mig lykkelig, når Vilma vil have mig med på tur. Når Bertil giver et bjørnekram. Når Nola siger: “Min Jeanne”.  Når Karl kravler i raketfart hen til mig, eller Viggo smiler. Når alle ungerne kommer til middag. Når min elskede kigger mig dybt i øjnene.

Når jeg betages af solen, der står op helt uden min indgriben. Solnedgange smukkere end smukt. Smagen af jordbær, duften af nyslået græs, lyden af latter.

Hvornår føler du glimt af lykke?

Jeg hader corona

Nu gider jeg ikke mere. Den lille uindbudte gæst spiser af mit hverdagsliv og mit sociale liv. Hver gang jeg går uden for min dør, føler jeg det som om, jeg er med i en horror film omgivet af mennekser, der alle har gemt smilene væk bag mundbind. Først var det knus og kram den tog fra mig. Nu er det også smilet.

Og så gik det op for mig forleden dag, at den æder også en helt særlig glæde nemlig forventningsens glæde. Forventningens glæde er størst, siger vi altid. Og det er der en sandhed i, for ferien starter på en måde allerede i alle de drømme og forventninger, vi putter ned i det, der skal komme. Festen planlægges, mens vi smiler og bliver helt varm indeni ved tanken om en masse glade mennesker, der hygger.

Så kom corona, og den ene glædelige begivenhed efter den anden må aflyses. Så pludselig tør jeg ikke længere slippe forventningens glæde løs..

“Tror du julen bliver aflyst i år?”, spurgte hun med så triste øjne som kun et barn kan. Væk var julelysene, som ellers burde være ved at tændes i hendes blik allerede nu med udsigt til den forestående dejlige tid. Jeg sank en ekstra gang og forsøgte at få det til at lyde overbevisende, da jeg svarede “Nej, nej, det tror jeg bestemt ikke”. Men het ærligt, så bliver meget nok anderledes i år.

Dit lille krapyl du skal ikke få bugt med min taknemmelighed over at stå op og mærke glæden over en ny ubrugt dag, der ligger foran mig. Du kan ikke tage min friskbryggede kaffe, mit velduftende morgenbrød, kys og kram fra min mand, en sød sms fra mine kære, vinden der leger med mit hår, efterårssolen der titter frem, de smukkeste blade, skoven, lyset, vandet, middag med de nærmeste.

Så det kan godt være, at du har taget min forventningsglæde, men glæden får du ikke.

Når jeg blir gammel

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen
Jeg var ung og meget politisk engageret dengang i slutningen af 70’erne, hvor jeg første gang gyngede med på dansegulvet til Gnags’s: “Når jeg blir gammel”. Vi dansede ikke. Vi hoppede i takt. Uhha, han var godt nok hot ham Peter AG.
Hot rimer på pot, og det blev der røget en hel del af. Jeg turde dog aldrig prøve det, for jeg var i virkeligheden ikke nogen sand oprører. Snarere det man vel vil kalde en pæn pige, som bare så op til de der fyre, der kørte afsted på deres borede Yamaha, spillede Meyer og røg lidt sjov tobak, når ikke de planlagde den næste demonstration for bedre vikår for skolelever og gik i optog mod nedskæringer på uddannelsesområdet.
Så selvom jeg var iklædt det rigtige look med lilla tøj og de helt rigtige smækbukser købt ved Sofie i Århus, så var jeg aldrig sådan helt “rigtig”. Heller ikke selvom jeg  gerne gik forrest, når der skulle kaldes til fælles kamp mod kapitalismen. Måske fordi jeg selv var en af dem, som protesten var rettet i mod.
Fra et hjem med klaver og sølvbestik var det svært at løbe fra sin arv. Jeg bød dog gerne min far op til diskussion og argumenterede det bedste jeg kunne mod al vores småborgerlighed.
Mange år senere på vej mod at blive gammel, sidder jeg der på bænken, og er præcis som dem jeg gik til oprør imod. Materialistisk og sat. Det sker, at jeg tænker mere på mig selv end andre. Og imens jeg sidder der, synger jeg med på:

 

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bar
Der hvor havet slår ind over molen
Og dele rødvin med memoirer
Med de andre gamle i solen

Og som jeg sidder der i solen kommer jeg i tanke om måske den vigtigste linje i den sang:
Når jeg bliver gammel
Skal byen kende til kærlighed, der hvor solen går ned

Livsfortælling

Jeg talte med en kvinde forleden. Hun var så forbandet vred og ærgerlig. Hendes samlever gennem mange år havde i den sidste del af deres forhold set en anden, uden hun vidste det.

Deres forhold var ret specielt på den måde, at de havde været ungdomskærester. Han var hendes første store kærlighed. Hun havde troet på et “for evigt”. Alt syntes lige nu så ligegyldigt.

Og pludselig udbrød hun, at hun bare ville have minderne om ham til at gå væk. Derfor havde hun også slettet ham fra sit liv ved at blokere ham på diverse sociale medier. Meget forståeligt når man tænker på det chok, det må have været, da hun pludselig en dag var blevet ringet op af en kvinde, der bare lige ville fortælle, at hun altså var kæreste med, ja hendes samlever.

Det, der lige nu irriterede hende allermest, var derfor, at uanset hvad hun tænkte på af minder for de sidste mange år, så var han en del af dem. Og mens man kan slette kontaktoplysninger, beskeder og foto, så kan man ikke bare skære den del af ens hjerne ud, hvor minderne sidder.

Måske hun i stedet for at bruge en masse energi på at tage afstand fra og være bitter i stedet skulle forsøge at se på deres forhold som et vævet tæppe. De år de havde fået sammen, de oplevelser de havde haft sammen og de smukke minder der var, havde alle været med til at forme tæppet i præcist det mønster.

Han var en del af det livstæppe en del af hendes livsfortælling. Som en tråd vævede han sig ind og ud i alt, hvad hun kunne se tilbage på i de sidste mange år. Hun kunne vælge at skrive ham ud af sin fortælling, som hun netop havde planer om. Klippe den tråd over som han udgjorde i tæppet. Med risiko for at tæppet gik op. Det ville vel kunne lappes igen.

Hun kunne også vælge, at lade det være som det var. At lade ham få del af hendes livsfortælling. Der var veninder nok, der kunne lægge øre til, hvor stor en idiot han var. Så jeg tillod mig at forsøge at give de positive minder lidt plads. Alternativet er nemlig, at hun vil stå tilbage med en følelse af at have spildt mange vigtige år af sit liv.

Så sig farvel til svigt og mistillid og hils de positive minder velkomne.

Mindfulness

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så lever du også et liv, hvor der ikke er indlagt mange pauser. For det at lave ingenting er der ikke mange af os, der ser som en kvalitet. Vi er konstant pressede. På job og privat.

WHO forudser at stress og depression vil blive en af de største kilder til sygdom i den vestlige verden. I en presset hverdag er det naturligt, at vi leder efter metoder, der kan give os overskud og mental modstandsdygtighed.

Pauser er vigtige. Hjernen har ganske enkelt brug for pause, til at bearbejde alle de indtryk vi konstant bombarderer den med. Små pauser hvor du lukker alt andet ude og kun fokuserer på én ting, sænker din risiko for stress.

Men hvordan overhovedet få plads til afslapning. Det er vel bare endnu en ting på den i forvejen alen lange to do liste.

Her er mindfulness ret genialt, fordi det ikke tager mere end 5 min., og fordi du ikke behøver øve dig i flere år for at blive god til det. Mindfulness er en anerkendt og veldokumenteret behandlingsform til forebyggelse af mental ubalance.

Find en behagelig stilling. Luk dine øjne eller fikser dem mod et fast punkt ned foran dig alt efter hvad du foretrækker. Øvelsen går herefter ud på at fokusere på dit åndedræt.

Du skal ikke trække vejret på en bestemt måde. Du skal ikke evne at lukke alt andet ude af din bevidsthed. Det er alligevel umuligt, da din bevidsthed er en mesterlig historiefortæller.

Lad blot dine tanker køre som var de biler, der kører forbi, hvor du bor. Blot biler der kører forbi  og fasthold din opmærksomhed på din vejrtrækning. Læg mærke til dit åndedræt, der strømmer ind og ud… Læg mærke til din mave, der bevæger sig ind og ud… læg mærke til din brystkasse, der hæver og sænker sig… og genfokuser på din vejrtrækning.

Det er, hvad det vil sige at være mindful.

Brug for at vide mere: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Nydelse

Du kender det sikkert. Man sad der som barn og vidste, at der var is til dessert. Og så sagde de voksne: “Du skal spise din mad op først”. Det gennemsyrer hele vores kultur dette med, at man skal gøre sig fortjent til at nyde.

“Først yde så nyde” siger vi uden at tænke nærmere over, at vi dermed gør nydelsen til noget, man ikke kan tillade sig sådan bare at tage for sig af i rigelige mængder. Det er egentlig synd.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg lidt provokerende sagt sige til mine børn, at de endelig skulle kaste sig over desserten og så se, hvor meget plads der var til den mere lødige mad. Og nej, det ville jeg nok ikke. Men i overført betydning ville jeg gerne have været bedre til at fokusere på livets små desserter. Lære dem vigtigheden af nydelsen.

Vi opnår nydelse, når vi er sultne og tilbereder lækker mad. Vi mærker nydelse, når vi er ensomme og kommer i godt selskab. Og det er ren nydelse, hvis vi har ondt, og smerten lindres. Ligesom det er nydelse at dele en god oplevelse med andre. Det er, når vi finder ud af, hvad der gør os glade, og vi opnår det, at vi oplever nydelse.

Nydelsen findes i de små ting i hverdagen. Vi skal bare blive bedre til at få øje på den. Nydelse er ikke noget vi behøver udsætte. Alt for ofte siger vi: Når jeg får råd, så…. Eller når børnene bliver lidt større, så…. Eller når jeg går på pension, så…

Vi skal huske på nydelsen. Ikke sådan at forstå, at vi  kun skal gøre, hvad vi lyster. Men når nu du har købt den der lækre isvaffel, så nyd den dog. Alt for ofte glider den ned indsmurt i skam, fordi vi jo faktisk slet ikke havde gjort os fortjent til den.

Så nyd det nu – livet!

Vil du vide mere: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Naturen og mig

Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.

Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.

For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.

Naturens helende kraft  bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.

Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.

Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.

Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”