At bære sit kors

Det bedste, jeg vidste som barn, var, når jeg lykkedes med at gøre mig usynlig, når mine forældre havde venner på besøg. At betragte dem sådan lidt på afstand og så bare lytte.

Jeg havde en bestemt teknik, hvor jeg holdt mig på en afstand, hvor jeg kunne være med på en lytter, og hvor de omvendt troede, jeg ikke kunne høre, hvad de talte om. Usynlig.

Jeg har overhørt mange snakke der fra intetheden, som jeg har suget til mig. De voksne brugte ord, jeg ikke altid forstod betydningen af, men det gjorde det ikke mindre spændende. Bare sidde der og lytte.

Min mor havde en veninde, som jeg elskede. Hun ligner Susse Wold og er selvsagt gudesmuk. “Er I bedste veninder?” spurgte jeg hende. Der er nogle år, hvor man som pige går ret højt op i den slags. “Hahaaa, det kan du bande på”, svarede hun, mens hun klaskede sig på låret, virrede med hovedet og spærrede øjnene op så intenst, at jeg følte mig som jordens heldigste. Tænk, at min mor var “bedste veninde” med en, der var så smuk og sej og næsten bandede.

Jeg husker min mors forfærdede blik en dag jeg kom hjem fra skole. Hun viste mig et foto fra Herning Folkeblad med en total smadret bil, og jeg forstod i det øjeblik, hvad hun forsøgte at fortælle mig, men som hun ikke kunne få over sine læber. Jenny var kørt galt. Og det var meget alvorligt.

Jeg husker det som om, at hun fortsatte med at have sit karakteristiske grin men min fornuft siger mig, at det må have været væk i en lang periode. Heldigvis forstod jeg slet ikke alvoren i alt det, der skete.

Så skete der noget særligt en af de der viduderlige aftner, hvor Jenny var på besøg. Jeg havde gjort mig usynlig og lyttede med.

Hun fortalte en fortælling. Man ville måske lidt højtidleigt kalde det for en lignelse. En gruppe mennesker kom gående bærende på hvert sit kors. Det var tungt, kunne man se. På et tidspunkt får de lov at holde et hvil og lægger alle deres kors i en stor bunke.

Lederen beslutter, at efter deres hvil må de vælge sig et andet kors at gå videre med. Gæt hvad de gjorde?, spurgte Jenny. Hun svarede selv.

Alle valgte deres eget kors. For det kendte de tyngden af.

Cool Kids

Kender du det, at der er dage, hvor man bliver ramt lige i hjertet af glæde og stolthed over at være vidne til noget fantastisk?

Vi har netop afsluttet det seneste gruppeforløb for børn, der kæmper med angst. Tolv ugers hård træning. Alle fik et diplom og en T-shirt med påskriften : One of the coolest kids in town

For hold da op, hvor har de været seje. Alle, der har prøvet at blive ramt af et angstanfald, ved, hvad det kræver af mod at konfrontere angsten.

Når vi tænker, at der er fare på færde, oplever kroppen angst symptomer. Også selvom der ingen fare er. Vi tror det, og den begynder derfor at udskille hormonet adrenalin, som bringer kroppen i en kamp eller flugt tilstand.

Skide smart, hvis nu vi skulle væk i en fart. Rigtig invaliderende, når der reelt  ingen fare er. Vi har lavet en tankefejl. Tolket forkert og vupti er der gang i hele kroppen.

Adrenalinet påvirker dit hjerte, så det banker hurtigere. Puls og blodtryk stiger. Blodet strømmer til musklerne, så de vokser og føles spændte. Adrenalinet sørger også for, at du begynder at svede. Genialt hvis kroppen skulle holdes kølig i kampens hede.

Vejrtrækningen bliver hurtigere, fordi hjertet har travlt med at sende mere ilt rundt i kroppen. Når du hyperventilerer udånder du større mængder CO2 og blodets surhedsgrad påvirkes, og du får en prikkende fornemmelse i  fingre, øreflipper og kinder. Måske bliver tunge og mund følelsesløse.

Du bliver ør i hovedet og måske helt svimmel, så du kan blive nervøs for, om du er ved at besvime. For at have energi til at komme væk fra faren sparer kroppen på ressourcerne og holder op med at danne spyt. For at spare på energien sættes også fordøjelsen i bero, og du får måske kvalme. Nogle får tynd mave.

Det er faktisk kun naturligt, at man vil forsøge at undgå situationer, der fremkalder angsten. Men for at slippe af med angsten skal man gøre præcist det, man ikke har spor lyst til.

Derfor var det stolte børn og forældre, der gik hjem igår eftermiddag. Og børnene får et bedre liv.  Et liv, hvor de igen kan gøre ting, som de synes er sjove.

Mig og mit klædeskab

Nu skal jeg altså have ryddet ud i mit skab, siger jeg ligesom for at holde mig selv fast på det hensigtsmæssige i, at aflevere det til genbrug jeg alligevel aldrig går med.

Kan vi ikke lave den aftale, at du hver gang du køber nyt, så smider du et stykke til genbrug, forsøger min mand sig.

Jeg siger “jo”for ligesom at få fred, mens jeg inderst inde godt ved, at det er skudt langt over mål. Hvis vi lige skal forventnings afstemme her, så vil jeg sige, at en 1:10 ordning er  mere realistisk .

For det er jo ikke bare tøj. Og nej, jeg ved godt, det ikke er moderne mere, og at jeg aldrig kommer i det igen, men det har en historie .

Det er en del af min historie.

Hold nu kæft, hvor så jeg smart ud i de bukser – engang – tænker jeg og holder de gamle yndlingsbukser op foran mig, så jeg kan se dem i spejlet. Det er som at gå ind i en tidsmaskine. Wruuum, og jeg er pludselig tilbage til den der fede fest, og jeg mindes.

Min dejlige trøje med camouflage tryk og guldvinger på ryggen er så forvasket, at jeg slet ikke kan være bekendt at tage den på. Men jeg gør det alligevel. For jeg elsker den, og den skal aldrig ud.

Tøj er fyldt med fortællinger. De er vævet ind i stoffet. Det er som om de dejlige minder vælter frem ved gensynet.

Jeg genkalder mig følelsen af at bære mine grønne garbadine kassebukser, som min mor selv syede, da jeg var 9 år gammel. Jeg havde ønsket mig dem mere end noget andet, og de var helt perfekte. Jeg havde dem på så ofte som muligt, indtil de var pinligt for korte.

Skal jeg lige komme ind med en sæk?, spørger min mand. Det er ikke nødvendigt. Der er ikke noget, der skal til genbrug denne gang.

Bukserne lægges sirligt sammen, ligesom alt det andet jeg heller aldrig kommer til at gå med igen. Måske du også bliver ramt af ren nostalgi ved gensynet med dine gamle klude?

Tilgivelse

Tilgivelse er et stort ord. Igen og igen hører vi som et mantra: Du skal tilgive for at komme videre i dit liv. Din tidligere mand, dine forældre, vennen, overfaldsmanden, voldtægtsforbryderen, utroskab, vold og misbrug. Ja, dem alle sammen og hele baduljen.

Flere af mine psykologkolleger slår da også deres privatpraksis op på at love dig, at de kan “sætte dig fri fra uhensigtsmæssige bindinger ved at lære dig at tilgive”.

Som om tilgivelse er noget, man giver andre som et middel til selv at opnå sjælefred. I min optik handler tilgivelse om en uselvisk gestus.

Jeg tilgiver det andet menneske for at sætte den anden fri. Tilgivelse er altid rettet mod den anden.

At tilgive = give til.

Jeg tilgiver dig, fordi du har brug for min tilgivelse. Jamen, det kan jo være, der er sket noget, som er utilgiveligt?

Det er jo netop kun det utilgivelige, der har brug for tilgivelse.

Nu er én ting teori, noget helt andet er virkelighed. Og så er det, det bliver rigtig svært.

Jeg møder børn og unge, hvor jeg mangler redskaber til, hvordan jeg skulle kunne få dem til at tilgive.

Jeg var til et spændende foredrag med en præst. Jeg satte min lid til, at han kunne lære mig, hvordan jeg hjælper andre til at tilgive det utilgivelige. Så jeg kunne lære dem at vise storsind og alt det der.

Han forklarede, at tilgivelse er at lade kærligheden vinde. Helt i tråd med min egen holdning. Så jeg spidsede ører.

Videre sagde han, at tilgivelse kun kan finde sted, hvis den skyldige kan angre. Så nu var det ikke længere kun op til mig og mine evner. Det afhang også af, om ”den anden” kunne indrømme sin fejl. Og så pludselig sagde han det vildeste af alt, nemlig at:

”Alt skal ikke tilgives”.

Hans pointe var, at der er ting, som det ligger udenfor den menneskelige evne at kunne tilgive.

Da bliver det alene et spørgsmål for Vor Herre. Han kan til gengæld tilgive alt, sagde han.

Så nogle gange må vi lade det være op til “den anden” at tro på en nådig Gud.

Meningsfuldhed

Det er blandt andet i mødet med andre, at livet får mening. Skulle vi ikke øve os i at pakke mobiltelefonen væk og i stedet begynde at tale sammen.

Mødet  med andre mennesker er noget af det bedste, jeg ved. Jeg øver mig i at tage kontakt, selv til folk jeg ikke kender, når jeg eksempelvis sidder i toget. Jeg har ellers haft for vane, som rigtig mange andre, instinktivt at gribe ud efter mobilen, når jeg nu alligevel sidder der.

At tale med personen ved siden af og være sådan rigtig til stede sammen med andre mennesker kan være meget berigende.

At man også kan have et sådant møde i Fitness, oplevede min mand forleden midt i at han løftede vægte. De kender  hinanden lidt fra bybilledet og Fitness centret. Bedst som de stod der, og efter et par indledende udvekslinger af fraser om vejret,  så han på min mand og spurgte:

Hvad drømmer du om?

Og det var altså ikke, hvor mange kilo min mand drømte om at kunne løfte. Der var meget mere på spil. Havde det nu været Albæk, ville han have spurgt: Hvad giver mening for dig?

Definitionen på meningsfuldhed er,  at du har følelserne af, at dit liv er et værdifuldt og håbefuldt liv, når du ser på det liv du har levet, det sted du er i dit liv, og når du ser frem på det liv, der ligger og venter.

Hvad drømmer du om?

Wauv,  et stort spørgsmål når man står der i lycra og storsvedende. Men de havde talt sammen. Talt om det der havde betydning for dem hver især. Hvor de var i livet og gerne ville bevæge sig hen.

Jeg læste om en undersøgelse forleden, der viste,  at mennesker, der føler sig lykkelige, har dobbelt så mange samtaler om dybe emner som kærlighed, religion og politik, som dem der ikke føler sig lykkelige. Det kunne min mand bekræfte. Et sådant møde med et andet menneske gir rent faktisk et øjebliks lykkefølelse.

En samtale kan finde sted hvor som helst. I toget, i indkøbscentret, på trappeopgangen, i Fitness.

Hvad drømmer du om?

Lykke Per

Jeg har netop været på kursus, hvor en ung fremadstormende psykolog fortalte om opstart af sin psykologpraksis.

Hun var startet lige efter studiet og altså inden sin autorisation. Hun følte nemlig, at hun havde så megen viden, at det var forsvarligt. Det kaldte på lidt panderynken. Måske blandet med lidt misundelse.

På bare 4 mdr. havde hun nemlig banket en praksis op og kunne stolt vise lokalerne frem – en lille baggård på Christianshavn. Behøver jeg nævne, at prisen pr. kwm. er tårnhøj netop der.

Hvordan f…. kan hun det, hvæsede jeg. Min mand svarede, at måske jeg skulle lære at være lidt mere “Lykke Per agtig”. Jeg skulle tro noget mere på mig selv og sige “her kommer jeg”.

Vi har lige været inde at se Lykke Per og det kan varmt anbefales. August har virkelig begået en enestående seværdig film. Og flere gange er ens hjerte ved at gå i stå på grund af filmens storhed.

Man kan lægge mange tolkninger ned over filmen. Og det er en eviggyldig fortælling om det at være menneske på godt og ondt.

En tolkning kunne være den sociale arvs betydning, hvor det er umuligt at gemme sig for de skygger, opvæksten kaster ned over en. At finde meningen med livet gennem tro eller gennem historien og udviklingen. Om at finde sig selv og fare vild undervejs.

Per besidder en selvsikkerhed, der kan være for meget. Læg dertil at han bruger løs af andre mennesker for egen vindings skyld. Han tror så meget på sig selv og sit eget projekt, at han fremstår stejl, ubøjelig og meget lidt kompromis søgende. Så at han ender kræftramt og alene kalder ikke på den store medfølelse hos mig. Han er alt for selvfed. Men kan jeg lære noget af ham? 

Jeg er nogle gange alt for ydmyg og min mands yndlingseksempel er engang, hvor jeg blev ringet op og tilbudt 4000 kr. for at komme at holde et foredrag . Det lykkedes mig at få det forhandlet ned til 2000 kr. For rolig nu, så god er jeg heller ikke. 

Jeg tror, vi er en del, der med fordel kunne lære at tro lidt mere på egne evner.

Så jeg vil gerne have for 2000 kr. Lykke Per, tak!

 

En selvisk Selfie

Jeg har taget min første selfish, sagde jeg stolt. Det er altså ikke en selfish, det hedder en selfie, rettede min bonusdatter mig. Selfie betyder ”et selvportræt”. Hvis det havde heddet en selfish ville det jo betyde ”egoistisk”.

Jamen er det ikke præcis det, det er? Altså egoistisk?

Hvilken anden grund, end denne at man er lidt selvfed, kan der være til, at man stiller sig op og vender mobiltelefonen mod sig selv. Slår håret nonchalant tilbage, retter let på solbrillerne og smiler sit mest charmerende smil og trykker på knappen. For derefter at dele dette øjeblik med alle vennerne. Hvis ikke det er udtryk for en form for selvglæde, hvad er det så udtryk for.

Hvis selfie kun handler om at sende hurtige snap af min hverdag, hvor er så alle billederne af morgenhår, tristhed, alenefølelse, pizza på frost?

Vi lever i en tid, hvor eksponering er mere udtalt end nogensinde tidligere. Men hvad gør det ved en hel generation at skulle leve op til forestillingen om det perfekte liv. Hvor bevidst er vi om, at de andre måske slet ikke lever et så fantastisk liv, som alle deres selfies ellers kunne være udtryk for. Måler jeg mit liv med deres, kan det hurtigt se lidt kedeligt ud.

Jeg håber, at de unge har denne bevidsthed om, at det er en iscenesat virkelighed, der udspiller sig for øjnene af dem.

Til alle tider har der været idealer, det var umuligt at leve op til. Bladene har altid været fyldt med alle de kendte, der lever et liv i sus og dus. Alle modellerne med deres kroppe, der udtrykker et skønhedsideal, som er uopnåeligt. Men det er langt mere sårbart, når det pludselig er ens egen nærmeste omgangskreds, der lever det søde liv. Når det er dem, der er med til alle festerne, får den flotteste kjole, den smukkeste kæreste.

Næste gang du bliver misundelig over de andres fede uproblematiske liv, så lige overvej om de måske kunne sidde tilbage med samme følelse af, at du lever det perfekte liv, fordi også du kun sender billeder af dine succeser.

 

Inden jeg fylder 55

Jeg fyldte 54 år i sidste weekend. Det gav anledning til lidt eftertænksomhed.

Det slog mig, at jeg i lang tid har kredset meget om døden i mine opslag. I et tidligere blog opslag forklarede jeg, at døden for mig har været meget nærværende, fordi jeg altid har forestillet mig, at jeg ikke ville blive ældre end min mor.

Hun blev kun 53 år og 3 mdr. Hun døde af kræft.

Kræft er som en højtråbende gæst, ingen har inviteret, men som bare trænger sig på. Og som sætter sig de der vanvittige spor hos den ramte og de pårørende i en sådan grad, at alene angsten for den kan få én i knæ. I værste fald på en måde så vi helt glemmer at leve det her fantastiske liv.

Nu er jeg forbi den magiske grænse. Hvad stiller man op, når man ikke dør til planlagt tid?

Man må vel i gang med at leve videre, inden det er for sent. Jeg vil ikke lade mig fange ind af flosklen om, at leve hver dag som var det den sidste. Det er der ikke meget planlægning og håb og drømme i.

Fremtiden er den tid, der ligger foran os. En masse ubrugt tid. Måske vi nogle gange vil for meget.  Nye mål, nye udfordringer.

Omvendt vil jeg jo ikke spilde tiden. Det er ligesom også bare for nemt at sige, at jeg er lykkelig for mit liv og taknemmelig over at være i live.

Så her siddder jeg midt i en sandbunke, mens vinden rusker i mig og tænker store tanker om livet og døden. Inden jeg fylder 55 vil jeg derfor…. ja, hvad vil jeg egentlig?

Hvorfor flytte sig, hvis man står et godt sted?

Pin it

Jeg har opdaget Pinterest’ vidunderlige muligheder for inspiration. Jeg er vild med smukt design,  møbler og indretning. Og det er derfor ren slaraffenland for mig med sådan en side.

Når først du er kommet i gang med at ”pinne”, det du kan lide, lærer Pinterest snart din smag at kende og sender dig mere af samme slags.

Jeg har valgt mine foretrukne emner at få Pins fra. Alligevel kan jeg godt smugkigge under de andre emner. Det gjorde jeg forleden.

Der er et emne, der hedder ”citater”. Det kan man godt blive klog af at kigge med på. Jeg faldt især over et citat, som umiddelbart gjorde mig rigtig glad.

“Ser du regnbuen på en regnvejrsdag og stjernehimlen, når det er mørkt?”.

En påmindelse om at huske at se det positive og smukke selv der, hvor det for en første betragtning kan se vådt og mørkt og trist ud.

Alligevel kom jeg til at tænke på alle de, der kun kan se regnvejret og mørket. Er vi i virkeligheden med til at øge deres følelse af at være nogle skvat, når vi i vores foretrukne måde at kommunikere på altid har fokus på det positive?

Der er 400.000 mennesker, der årligt opfylder kriterierne for angst i Danmark. Der er årligt  11.000 nye tilfælde af depression og  godt 90.000 mennesker lever med depression.

For dem er regnen og mørket en realitet, der ikke forsvinder blot med en påmindelse om at huske på det positive.

Det minder mig om at huske ikke alene at se regnbuen og stjernehimlen, men i nok så høj grad at huske taknemmeligheden over at jeg kan.

For ikke alle lever det fede liv med designmøbler og lækre ting.

Farven blå er ikke bare blå

Der er rigtig mange skønne farver. Gul, rød, grøn, blå. Farver spiller en stor rolle i vores liv. ”Den er turkis”, siger en. ”Den er da blå”, siger en anden. ”Er du da helt farveblind?”.

Sådan kan vi se forskelligt på den samme farve, og det er som om, farven først rigtig folder sig ud og viser sig fra sin pæneste side, når vi sådan rigtig betragter den og dvæler ved den. Vi har et udtryk for den forskellighed, vi ser:

Det kommer an på øjnene, der ser.

Det er så sandt, for vores farvesyn er baseret på tre forskellige farvestoffer i nethinden, som filtrerer på grundfarverne rød/grøn/blå. Det er bl.a. genetisk baseret på gener i X-kromosomet, og disse gener findes i flere varianter. Det er derfor vi, afhængig af genetisk variant, har lidt forskelligt farvesyn. Grundfarvers bølgelængde kan nemlig variere.

Men det er faktisk ikke det, jeg vil sige med dette blogindlæg.

Jeg er mere optaget af, at det er, når vi oplever verden sammen med andre, der har et anderledes “syn”, at vi mærker, vi er i live. Jeg nyder selvfølgelig at være sammen med venner, der grundlæggende er enige med mig i livsholdninger. Og jeg tror, vi ofte kan have en tendens til at finde sammen med andre, der minder meget om os selv. Det gælder både i alder, interesser, værdier, status, holdninger.

Alligevel nyder jeg også at kunne undre mig. Tænk, ser du virkelig sådan på det? Pludselig kan vi opleve de øjeblikke, hvor vi fornemmer, at vi ser verden i et helt nyt lys.

Når vi er sammen med nogen, der er meget forskellig i holdninger og livsopfattelse af os selv og vi tør være åbne overfor deres måde at tænke og forstå på, er det som om, vi kan se verden med deres øjne. Og vi kan efter et sådant møde føle os beriget.