Sorg

Alle oplever vi sorgen. I en tid med effektiviserings krav og er det svært at få lov at være et sørgende menneske. Jeg har læst psykologi på et tidspunkt hvor vi troede at sorg gik over. At man ved at gøre sit sorgarbejde ordentligt ville komme ud på den anden side. At det for den sørgende handlede om at få sagt ordentligt farvel og løsrive sig fra den energi som sorgen binder. En tankegang der har passet alt for godt ind i vores positivitets og lykkefokuserede tid.

Sorg går aldrig over. Den bliver for de fleste til at leve med men sorgen vil altid være der som et sting af smerte der pludselig kan ramme. Sorgen er der jo fordi vi er afhængige af hinanden poetisk sagt er det kærligheden der er blevet hjemløs. For det menneske, der har den gave at være forbundet til andre i kærlighed følger den forbandelse at sorgen vil være en følgesvend livet igennem.

At vide at sorgen altid vil være der kan for nogen være en kæmpe lettelse fordi man så ikke længere behøver kæmpe i mod. I starten som en altfortærende følelse. Sidenhen mere som sting af smerte, der kan dukke op, når vi er mindst forberedte på det.

Når det er så svært for de nærmeste at rumme den livslange sorg er det fordi den bliver en påmindelse om at hvis det sker for dig så vil du heller aldrig komme over det.

Vi lærer så meget om livets stadier. Vi lærer om teenagekroppens forandringer i skolen. Vi går til fødselsforberedelse når vi venter barn og lærer alt om den gravide krops forandringer og om fosterets og spædbarnets udvikling. Vi kan læse en masse om overgangsalder og hedeture. Men døden forberedes vi ikke på. Den er der ingen der rigtig fortæller os om. Der er ingen dødsundervisning. Eller undevisning i at stå ved siden af et sørgende menneske.  Det

Når angsten styrer

Flere og flere  mennesker diagnosticeres med angst. Det er usikkert, om der er sket en reel stigning i antal, der har det svært, eller om vi bare er langt mere åbne om det i dag.

Jeg havde en 12 årig pige med angst symptomer forleden. Umiddelbart oplevede hun, at angsten fyldte alt. I hvert fald afholdt den hende fra at leve det liv hun gerne ville. Afholdt hende fra skole, kammerater, familiesammenkomster.

Det var vigtigt for hende at kunne komme i skole, for hun havde en stor lyst til at lære. Derfor begynder jeg angst behandlingen med en afdækning af villighed. Villighed til at stå den ubehagelige angst igennem. For andre børn vil det ikke være skolen, der motiverer og så er det et andet sted, man skal starte.

Det afgørende bliver at finde en tilpas udfordring. En udfordring man er motiveret til at gennemføre. En udfordring man er 99.9 procent overbevist om, at man kan klare. For når først man har kastet sig ud i en udfordring, er der ingen vej tilbage. Det er den eneste måde, hvorpå man erfarer, at angst går over igen.

Bliver du i det svære “sålænge du kan”, så oversætter kroppen reduktionen i ubehag forkert. Kroppen tror, angsten forsvinder, fordi jeg gik væk fra det svære. Men angsten forsvinder, fordi tiden går. Og det er en vigtig læring.

Og endnu en uheldig bivirkning ved at give op er, at angsten vil øges, næste gang du forsøger at gøre noget, du finder svært. Et angstanfald er tidsbegrænset. At stå det igennem lærer os noget afgørende vigtigt.

Angst er ikke bare angst. Angst kan altid gradbøjes. Angsten for eksempelvis at være ude blandt andre kan komme meget forskelligt til udtryk. En tur ud at handle i den lokale Brugs kan være mere angstfremkaldende end at handle i en ukendt. En shoppetur i gågaden kan være meget angstfremkaldende.

Når først du har fået dannet et overblik over, hvor voldsom angsten er i de forskellige situationer, kan træningen begynde. Start altid med de nemmeste udfordringer. Arbejd dig så langsom op i angsthierakiet. For kun ved at turde give plads til angsten kan du foretage de forandringer, der vil berige dit liv.

Hurtigt vil du opnå succes og få mere mod og overskud til at kæmpe videre.

 

En plet på lagenet

I en tid som vores bør alle børn vel i princippet være ønskebørn. Ikke som før aborten den blev fri. Min tidligere svigerfar yndede at underholde med at min eks mand som er den yngste i en børneflok på tre “skulle have været en plet på lagenet”. Ikke just den fedeste bemærkning at vokse op i lyset af. Og han gentog det gerne igen og igen hele vejen op igennem sønnens opvækst. Selvfølgelig var forældrene glad for ham, men det hang ligesom ved ham, at han ikke skulle have været der.

Jeg oplever ofte i mit arbejde at rigtig mange på min alder kæmper med et grundlæggende mismod. Kæmper om at opnå anerkendelse for den de er. Mange fra min tid er uden tvivl ikke ønskebørn. Vi er fra før P-pillen og før aborten den blev fri.

Men det kan også være hårdt at være SÅ ønsket. (Erik Klausen)

fortællinger de fortællinger vi fortæller om os selv og andre

Skriveblokering

“Har du lagt et opslag op”?, spurgte min mand. Jeg svarede først lidt undvigende, men indrømmede så, at det har jeg ikke. Jeg har nu hver fredag i mere end 5 år lagt et nyt opslag op hver eneste fredag. Fredag efter fredag. Sommer og vinter. Ferier og grå hverdage.

“Jeg kan ikke!” udbrød jeg højt. Ordene, der ellers altid står i kø på en måde, så det nærmest er en lettelse at kunne komme af med dem inde på bloggen, kommer bare ikke……

“Jeg gider ikke mere”, sagde jeg så pludselig. Hvor kom de ord nu fra? Fakta er imidlertid, at jeg i et stykke tid har været ærgelig over, at Facebook/Meta gør det mere og mere vanskeligt at komme ud til dig og mine andre følgere. Algoritmer, som kun Facebook gennemskuer, gør det næsten umuligt.

Og en ting er at kunne lide at skrive. Det er bare langt sjovere, når man ved, at du læser med. Måske lysten vender tilbage. Måske vi mødes i et andet projekt. Indtil da vil jeg ønske dig alt det bedste.

Nogle har fulgt mig lige fra Bloggen gik i luften. Andre er kommet til løbende. Og nu bliver det helt trist og jeg tænker, at “Nej, det kan da ikke bare stoppe her”. Men det bliver i hvert fald en pause. Indtil videre.

Jagten på en følelse

Næsten halvdelen af alle, der bliver gift, bliver skilt igen. Parforholdet har trange kår. Måske fordi vi jagter en tilstand af evig lykke? Jeg er selv en del af statistikken, så med hvilken ret kommer jeg med refleksioner over parforholdet? Jeg gør det alligevel.

Der findes sikkert mange gode forklaringer på, at vi er så mange, der ender med at blive skilt.

Vi lever i en tid, hvor vi nok giver hurtigere op end tidligere generationer,  når vi møder modgang. Vi har ikke længere den samme økonomiske afhængighed af en partner, hvilket måske også spiller en ikke uvæsentlig rolle. Børn, arbejde og fritidsinteresser spiller givet også ind. Vi glemmer, at også parforholdet skal prioriteres på lige fod med de andre ting.

Men måske en del af forklaringen også er, at vi higer efter en evig tilstand af lykke. Lykke er netop ikke en evig tilstand. Lykke kommer glimtvis. Tror vi andet, bliver vi slemt skuffede og kan se os selv på evig jagt efter lykken.

Og måske det tillige er for meget forlangt at lade vores fornemmelse af lykke afhænge af parforholdet?

Jeg er, som TV2 synger, “nærmest lykkelig”.

For mig er lykke synet af stæreflokken, der samles i vild dans over aftenhimlen, inden de finder det helt rette sted at slå sig ned for natten. Det er smagen af hjemmebagte bedstemorboller lavet efter min mormors opskrift. Champagnen der perler i min mund. Duften af friskplukkede blomster. Smagen af årets første danske jordbær.

Solen der vedholdende står op uden mine anstrengelser. Forberedelse af lækker mad til gode venner. Duften af nyvasket sengelinned. Lykke er at se måden lyset bryder frem og skiller de mørke toner på himlen. En varm sommerdag på terrassen.

Lykke er måden kun min søn kan give mig et klem på. En sms fra min mellemste datter med ordene: Tak, min Mammi. Eller når jeg iagttager min ældste datter i rollen som mor. Lykke er lyden af alle ungernes latter. Og de ler højt og larmende, så man mærker helt ind i kroppen, at lige der i det øjeblik, da er jeg lykkelig.

Lykke er at vågne let op og mærke, at min elskede putter sig tæt ind til mig.  Fornemmelsen i kroppen når han holder sine arme beskyttende om mig. Lykke er ikke en evig tilstand. Den kommer altid kun glimtvis. Det smukke ligger ofte i detaljen, og når vi ser det, er lykke belønningen.

 

Tankemylder

Rigtig mange lider af stress. Det er ikke så underligt at vores hjerne må føle sig stresset efter to år med corona og en ukontrollabel krig i Ukraine oveni. Når den menneskelige hjerne presses over tid ser vi reaktionerne i form af stress.

Først oplever du, hvordan hukommelsen svigter. Dine børn gør dig irritabel da deres glade udbrud af dig opfattes som larm. Dine arbejdskolleger er irriterende, fordi du føler, de trækker i dig fra alle sider. Og din søvn er forstyrret af tankemylder, der har det med at plage dig hver aften ved sengetid.

Derfor vil vi gerne søge mod mere velvære. Mere nærvær. Og aldrig tidligere har ord som mindfulness været mere in. Men helt ærligt kan det godt føles stressende at skulle finde tid og overskud til endnu en ting på “to do listen”.

Det behøver slet ikke at være tidskrævende at være mere til stede i nuet. Men det kræver øvelse. Første vigtige skridt er at lære at kunne fokusere på din vejrtrækning. Prøv engang at rette opmærksomheden mod din vejrtrækning. En proces der forgår helt af sig selv. Og når du lykkes med at mærke, at du trækker vejret, så er du tilstede.

April er våd og blæsende. Ud og mærk vinden blæse dig i ansigtet. Vinden lege med dit hår. For når du mærker, at vinden blæser dig i ansigtet, så er du tilstede. April er også solskinsdage. Mærk solen varme din krop. Når du mærker solens stråler, så er du tilstede. Du vil gentagne gange blive forstyrret af tanker, men så vender du blot igen opmærksomheden mod din vejrtrækning.

Lad tankerne komme og gå. Efterhånden vil du opdage at hjernen kredser om de samme tanker igen og igen. Og det pudsige er, at vi fylder vores hoved med tanker omkring problemer, vi alligvel slet ikke har nogen indflydelse på.

Langfredags mørke

Det er Langfredag. Langfredag for mig er en kærkommen lejlighed til at slappe af, holde mini ferie, invitere til Påske frokost. Men det er også sorg, mørke, lidelse. Alle møder vi Langfredag i vores liv før eller siden. Og det minder Påsken os om.

Jeg holder af at gå tur på kirkegårde. På Assistens Kirkegården ligger der mange kendte, og det gør det særligt spændende at gå rundt. Et af de mere seværdige gravsteder er Dan Turèlls grav. Hans grav er fyldt med joints og kuglepenne. Kuglepenne som en hyldest til den store digter, han var.

Jeg tror, de fleste kender hans digt om “Hverdagen”. Dan Turèll skrev også et digt om døden i sin “Begravelses Blues”. Digtet er som et testamente en  slags vilje til de efterladte. Først beskriver han alt det, de ikke skal gøre, når han er død.

Han gider ikke hvidt grus og friske blomster. Og ikke et ord om “hvil i fred” for ingen kan alligvel vide, hvad der sker, når vi er døde. Men så slutter digtet med en opfordring. I digtet skriver han: “Men begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen”. Og æbletræet er at finde på graven. Plantet fa Chili Turéll.

Det er et utrolig smukt digt. Dan Turéll har næppe haft tanker om en påskemorgen i kristen forstand, selvom ordene vil kunne tolkes som  et opstandelses budskab.

Dan Turéll bevægede sig i sine digte om de store livsemner som livet, døden og kærligheden. Og for mig at se er ordene et udtryk for en genkendelig følelse vi alle har, nemlig at vi håber på, at vi har sat os spor og har betydninger for de kære, vi efterlader os.

“Begrav mig i en æblehave

Så jeg kommer til at røre

jeres læber igen”

Angst

Jeg vender mig om for at tage mine papirer til det foredrag, jeg skal holde for en gruppe forældre, da DEN rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Først som en snigende kvælende fornemmelse, og så bryder det løs.

Hjertet buldrer i mit bryst med så stor kraft, at jeg instinktivt kigger ned for at se, om man kan se mit hjerte slå gennem jakken. Det kan man til min undren ikke. Kroppen er spændt op, og jeg mærker suset i maven.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg oplevede. Jeg har læst om det i bøgerne og mødt mange klienter kæmpe med angst. Jeg prøvede at få fat i min fornuft midt i kaos. ”Husk, hvad du har lært. Det er ikke farligt. Det går over igen”.

Jeg havde allermest lyst til at stikke bilnøglen i og køre hjem. Fra mit professionelle liv vidste jeg dog, at det er det dummeste at gøre, for så vil angsten vinde, og den vil ikke slippe sit greb i mig igen.

Angstanfaldet var kommet, fordi jeg var under forventningspres.

Jeg havde nu i flere år holdt foredrag for forældre til børn med diabetes og om, hvordan de som familie kunne takle kronisk sygdom. Paradoksalt nok kom angsten, fordi jeg havde fået ros for mine foredrag.

For hvad nu hvis de netop i dag opdagede, at så dygtig er jeg altså heller ikke?

Måske kender du også til angstens grimme ansigt.

Grunden til, at du får et angstanfald, behøver ikke at være de samme som min. Måske har du andre triggere, som får angsten til at rulle? Uanset årsag så er der en række fællestræk.

Dét, der er vigtigt at huske på, er, at angstanfald ikke er farligt. Angst er en reaktion i din krop forårsaget af for lang tids stress, tanker, tolkninger og adfærd.

Angstanfaldet går over igen.

Hvis jeg havde valgt at køre hjem og aflyse, var jeg blevet fastholdt i min overbevisning om, at det jeg undgik virkelig er farligt. Hvilket ville forårsage, at jeg næste gang jeg skal holde foredrag, højst sandsynligt vil opleve angst igen.

Jeg vidste, hvor afgørende det er at blive i situationen, selvom alt strittede imod. For kun derved kunne jeg erfare, at angsten på et tidspunkt daler igen. Det giver mig en erfaring, som sender et stærkt og afgørende signal op til min hjerne om, at situationen ikke er farlig.

 

Hvem passer vi på?

Corona blæste os alle bagover. En hidtil ukendt virus. En befolkning helt uden immunitet. Den 11. marts 2020 vil for altid stå som en historisk dato. Datoen, hvor Danmark blev lukket ned første gang. Nu står vi her knap 2 år og adskillige restriktioner senere.

Jeg har heppet på Brostrøm og co. hele vejen. Vi tog vel imod hjemmearbejdsplads, undlader at kramme hinanden og vi tager mundbind på. Vi har aflyst konfirmationer, bryllupper, rejser og andre mærkedage.

For det stod klart for os, at her var en usynlig fjende, der var farlig, og som var potentielt dødelig for vores svageste i befolkningen. Og dem har vi en forpligtigelse til at passe på.  Ligesom vi har et sundhedsvæsen, der skal kunne følge med, så vi undgik italienske tilstande.

Der er bare noget, jeg ikke helt forstår. Nu har vi vacciner. Og måske har jeg misforstået noget. Men jeg forstår det sådan, at de, der er vaccineret, ikke bliver alvorligt syge. Og at vaccinerne beskytter mod indlæggelser og død.

Så det giver ikke helt mening, hvorfor vi skal fortsætte med at have restriktioner? Jeg er med på, at de, der af en eller anden grund ikke vil lade sig vaccinere, fortsat bliver alvorligt syge. Fortsat bliver indlagt. Men er det så ikke her, der skal sættes ind?

Og her tænker jeg ikke på børnene mellem 5-11 år, der har forældre, der kan være utrygge ved at lade deres børn vaccinere.  Jeg ville selv have samme betænkelighed. Jeg tænker på voksne mennesker, der har den overbevisning, at Brostrøm og co. er nogle værre nogen, der ikke er til at stole på.

Vi har i Danmark heldigvis en prisværdig stor tillid til vores institutioner. Og langt de fleste gør, som vi bliver bedt om. Sådan skal det gerne fortsætte. Og en vigtig forudsætning er gennemskuelighed og tillid til beslutninger. Og lige nu gennemskuer jeg ganske enkelt ikke, hvem det er, vi passer på.

Januar kom an!

Tømmermændene har lagt sig. Den sidste gæst er gået. Kun Omikron, den uindbudste gæst, står tilbage. Forude truer den lange januar måned. Hadet af mange. Vil du også gerne kunne elske januar. Det er faktisk spild af liv at have hele 31 dage at være mellemfornøjet i.

Ligesom en del andre har jeg en tendens til at se årets første måned som ét langt og mørkt antiklimaks, der har sat sig på tværs mellem jul og lysere tider. Januar er både urimelig lang og ofte kold. Væk er decembers hygge og forventningsglæde.

Januar er dage med gråt i gråt. Med regn, sjap og blæst. Forkølede unger og bristede nytårsfortsætter. Jeg prøver at tænke frem i tid. Lige om lidt er det forår. Lige om lidt er det sommer. Kunne tiden venligst speede lidt op. Men nej, januar speeder netop ikke op. Januar har sat sig for at gå langsomt.

For januar er netop noget andet. Noget andet end forår og forårsfornemmelser. Noget andet end sommer med sol, solbrun hud og vin på terrassen. Noget andet end efterår og smukke træer klædt i efterårsdragt.

Januar er god tid og ro.  Januar er dage med mørkning. Jeg elsker den særlige tid på dagen, hvor lyset må vige for mørket. Januar er lange weekender under dynen og lov til ikke at gide stå op. For alle kan forstå, du ikke orker det vilde sådan en januardag. Så ingen vil kalde dig doven.

Januar er at stå på Islands Brygge sådan en råkold aften og bare stirre på alle lysene i lejlighederne og forestille sig det liv, der leves derinde i varmen. Stearinlys der tændes og folk, der kryber tæt sammen. Ser deres yndlingsfilm, strikker eller læser i en bog. Januar er stilhed i Dyreskoven i Esbjerg som det ses på fotoet.

Og nok så vigtigt – januar er tid til eftertanke. For der står et helt ubrugt år foran dig. Personligt elsker jeg nye begyndelser. Så jeg ønsker dig en god start på det nye år med masser af januarhygge.