Når jeg blir gammel

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen
Jeg var ung og meget politisk engageret dengang i slutningen af 70’erne, hvor jeg første gang gyngede med på dansegulvet til Gnags’s: “Når jeg blir gammel”. Vi dansede ikke. Vi hoppede i takt. Uhha, han var godt nok hot ham Peter AG.
Hot rimer på pot, og det blev der røget en hel del af. Jeg turde dog aldrig prøve det, for jeg var i virkeligheden ikke nogen sand oprører. Snarere det man vel vil kalde en pæn pige, som bare så op til de der fyre, der kørte afsted på deres borede Yamaha, spillede Meyer og røg lidt sjov tobak, når ikke de planlagde den næste demonstration for bedre vikår for skolelever og gik i optog mod nedskæringer på uddannelsesområdet.
Så selvom jeg var iklædt det rigtige look med lilla tøj og de helt rigtige smækbukser købt ved Sofie i Århus, så var jeg aldrig sådan helt “rigtig”. Heller ikke selvom jeg  gerne gik forrest, når der skulle kaldes til fælles kamp mod kapitalismen. Måske fordi jeg selv var en af dem, som protesten var rettet i mod.
Fra et hjem med klaver og sølvbestik var det svært at løbe fra sin arv. Jeg bød dog gerne min far op til diskussion og argumenterede det bedste jeg kunne mod al vores småborgerlighed.
Mange år senere på vej mod at blive gammel, sidder jeg der på bænken, og er præcis som dem jeg gik til oprør imod. Materialistisk og sat. Det sker, at jeg tænker mere på mig selv end andre. Og imens jeg sidder der, synger jeg med på:

 

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bar
Der hvor havet slår ind over molen
Og dele rødvin med memoirer
Med de andre gamle i solen

Og som jeg sidder der i solen kommer jeg i tanke om måske den vigtigste linje i den sang:
Når jeg bliver gammel
Skal byen kende til kærlighed, der hvor solen går ned

Livsfortælling

Jeg talte med en kvinde forleden. Hun var så forbandet vred og ærgerlig. Hendes samlever gennem mange år havde i den sidste del af deres forhold set en anden, uden hun vidste det.

Deres forhold var ret specielt på den måde, at de havde været ungdomskærester. Han var hendes første store kærlighed. Hun havde troet på et “for evigt”. Alt syntes lige nu så ligegyldigt.

Og pludselig udbrød hun, at hun bare ville have minderne om ham til at gå væk. Derfor havde hun også slettet ham fra sit liv ved at blokere ham på diverse sociale medier. Meget forståeligt når man tænker på det chok, det må have været, da hun pludselig en dag var blevet ringet op af en kvinde, der bare lige ville fortælle, at hun altså var kæreste med, ja hendes samlever.

Det, der lige nu irriterede hende allermest, var derfor, at uanset hvad hun tænkte på af minder for de sidste mange år, så var han en del af dem. Og mens man kan slette kontaktoplysninger, beskeder og foto, så kan man ikke bare skære den del af ens hjerne ud, hvor minderne sidder.

Måske hun i stedet for at bruge en masse energi på at tage afstand fra og være bitter i stedet skulle forsøge at se på deres forhold som et vævet tæppe. De år de havde fået sammen, de oplevelser de havde haft sammen og de smukke minder der var, havde alle været med til at forme tæppet i præcist det mønster.

Han var en del af det livstæppe en del af hendes livsfortælling. Som en tråd vævede han sig ind og ud i alt, hvad hun kunne se tilbage på i de sidste mange år. Hun kunne vælge at skrive ham ud af sin fortælling, som hun netop havde planer om. Klippe den tråd over som han udgjorde i tæppet. Med risiko for at tæppet gik op. Det ville vel kunne lappes igen.

Hun kunne også vælge, at lade det være som det var. At lade ham få del af hendes livsfortælling. Der var veninder nok, der kunne lægge øre til, hvor stor en idiot han var. Så jeg tillod mig at forsøge at give de positive minder lidt plads. Alternativet er nemlig, at hun vil stå tilbage med en følelse af at have spildt mange vigtige år af sit liv.

Så sig farvel til svigt og mistillid og hils de positive minder velkomne.

Mindfulness

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så lever du også et liv, hvor der ikke er indlagt mange pauser. For det at lave ingenting er der ikke mange af os, der ser som en kvalitet. Vi er konstant pressede. På job og privat.

WHO forudser at stress og depression vil blive en af de største kilder til sygdom i den vestlige verden. I en presset hverdag er det naturligt, at vi leder efter metoder, der kan give os overskud og mental modstandsdygtighed.

Pauser er vigtige. Hjernen har ganske enkelt brug for pause, til at bearbejde alle de indtryk vi konstant bombarderer den med. Små pauser hvor du lukker alt andet ude og kun fokuserer på én ting, sænker din risiko for stress.

Men hvordan overhovedet få plads til afslapning. Det er vel bare endnu en ting på den i forvejen alen lange to do liste.

Her er mindfulness ret genialt, fordi det ikke tager mere end 5 min., og fordi du ikke behøver øve dig i flere år for at blive god til det. Mindfulness er en anerkendt og veldokumenteret behandlingsform til forebyggelse af mental ubalance.

Find en behagelig stilling. Luk dine øjne eller fikser dem mod et fast punkt ned foran dig alt efter hvad du foretrækker. Øvelsen går herefter ud på at fokusere på dit åndedræt.

Du skal ikke trække vejret på en bestemt måde. Du skal ikke evne at lukke alt andet ude af din bevidsthed. Det er alligevel umuligt, da din bevidsthed er en mesterlig historiefortæller.

Lad blot dine tanker køre som var de biler, der kører forbi, hvor du bor. Blot biler der kører forbi  og fasthold din opmærksomhed på din vejrtrækning. Læg mærke til dit åndedræt, der strømmer ind og ud… Læg mærke til din mave, der bevæger sig ind og ud… læg mærke til din brystkasse, der hæver og sænker sig… og genfokuser på din vejrtrækning.

Det er, hvad det vil sige at være mindful.

 

Nydelse

Du kender det sikkert. Man sad der som barn og vidste, at der var is til dessert. Og så sagde de voksne: “Du skal spise din mad op først”. Det gennemsyrer hele vores kultur dette med, at man skal gøre sig fortjent til at nyde.

“Først yde så nyde” siger vi uden at tænke nærmere over, at vi dermed gør nydelsen til noget, man ikke kan tillade sig sådan bare at tage for sig af i rigelige mængder. Det er egentlig synd.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg lidt provokerende sagt sige til mine børn, at de endelig skulle kaste sig over desserten og så se, hvor meget plads der var til den mere lødige mad. Og nej, det ville jeg nok ikke. Men i overført betydning ville jeg gerne have været bedre til at fokusere på livets små desserter. Lære dem vigtigheden af nydelsen.

Vi opnår nydelse, når vi er sultne og tilbereder lækker mad. Vi mærker nydelse, når vi er ensomme og kommer i godt selskab. Og det er ren nydelse, hvis vi har ondt, og smerten lindres. Ligesom det er nydelse at dele en god oplevelse med andre. Det er, når vi finder ud af, hvad der gør os glade, og vi opnår det, at vi oplever nydelse.

Nydelsen findes i de små ting i hverdagen. Vi skal bare blive bedre til at få øje på den. Nydelse er ikke noget vi behøver udsætte. Alt for ofte siger vi: Når jeg får råd, så…. Eller når børnene bliver lidt større, så…. Eller når jeg går på pension, så…

Vi skal huske på nydelsen. Ikke sådan at forstå, at vi  kun skal gøre, hvad vi lyster. Men når nu du har købt den der lækre isvaffel, så nyd den dog. Alt for ofte glider den ned indsmurt i skam, fordi vi jo faktisk slet ikke havde gjort os fortjent til den.

Så nyd det nu – livet!

 

Naturen og mig

Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.

Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.

For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.

Naturens helende kraft  bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.

Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.

Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.

Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”

 

 

Du og jeg!

“Dig og mig, Alfred!”. “Ja, dig og mig, Emil”. Andet skal der ikke til for at bekræfte deres venskab og samhørighed. Og månen lyste og stjernerne strålede om kap over hele Katholt.

Det er en af de smukkeste scener, der udspiller sig her mellem Emil fra Lønneberg og staldkarlen Alfred. Og den har brændt sig fast i min hukommelse, fra jeg så den som barn første gang.

Emil og Alfred ved, hvad det hele handler om. Følelsen af at være elsket. Betydningen af en “du og jeg” relation. At være udvalgt – “dig og mig” “ja, dig og mig”.

Vi er ikke noget uden den anden. Uden vigtige andre. Hvis ikke vi har nogen at spejle os i, vil vi føle os usikre på os selv. Nære, tætte, sunde og stærke relationer er afgørende for vi mennesker.

Også selv om fokus i de seneste år i højere grad har været på selvudvikling og på konstant at skulle blive en bedre udgave af mig selv. Som om vi for en stund helt har glemt, at det er i relationer til andre, at vi lærer at blive til som menneske.

Forestil dig at du voksede op på en øde ø. Hvem skulle så lære dig om holdninger og værdier. Rigtigt og forkert. Lære dig at takle modgang i livet. Vi er nødt til at have relationer. Relationer, hvor der bliver lyttet til os i gensidig respekt. Det er altafgørende for vores trivsel som menneske.

Ligesom Emil, der i relationen til Alfred, bliver fyldt med god energi, sker det, når vi er i sunde relationer, at vi fyldes af følelsen af at blive løftet. Undersøgelser viser, at mere end 350.000 voksne er ensomme og  mere end 22.000 børn mellem 11-15 år er ensomme.

Vi mennesker har brug for andre mennesker. Og når det hele strammer til, og der er brug for tillid, håb og samhørighed, så er et “du og jeg” ikke til at komme udenom. Det vidner om kærlighed og trofasthed.

 

 

 

Mit København

Selvom jeg hverken er ung eller uerfaren, så kan jeg godt alligevel rammes af den der følelse af at være en naiv jyde, der er kommet til storbyen. For wauv, hvor er her bare anderledes end der, hvor jeg kommer fra. Det er nu præcist et år siden, at flyttebilen rullede ind med mit liv pakket i flyttekasser.

Som mange andre, der i disse år søger mod København, har jeg og min mand også taget springet. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Hvordan man overhovedet finder på at drømme den slags drømme som sindig jyde, ved jeg ikke helt præcist.

Jeg husker som barn, at jeg var på besøg i København ved min moster og onkel. Hele vejen hjem til Herning i den røde Viva gik snakken lystigt mellem mine forældre: ”Godt man ikke bor der, der er beskidt og det larmer og alle de biler og mennesker”. Så jeg har ikke fået drømmen med hjemmefra.

Jeg er vild med det. De havde jo ret mine forældre. København var den gang en forgældet, beskidt by. København har gennemgået en forvandling siden dengang. København er blevet hipt. København er i dag rig og velplejet. Nogle bydele er ikke til at kende igen, og fælles for dem er, at de alle udvikler sig, og ingen står stille.

Vi har slået os ned i en af disse bydele, som er i voldsom forandring nemlig Islands Brygge. Vi er en del af det store indtog. En del af en større folkevandring, der søger mod noget andet, end det vi kommer fra. Ganske vist er min mand og jeg for gamle til sådan rigtigt at blende ind med de andre. For her er overvægt af veluddannede unge med gang i karrieren.

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og det gør jeg i bogstaveligste forstand med bopæl i Sfinxen, der knejser sig op over Bryggen. Så ingen stenkast. Men altså stenbro er her i rigelige mængder. Vi bor i nybyggeri med elevator og underjordiske garageanlæg, så et ærligt træ ikke længere vil kunne lykkes med at slå rod ned gennem betonen. Og jeg elsker det. Jeg nyder hvert øjeblik.

Her har jeg har min egen praksis med udsigt over de smukkeste tæt-lav bebyggelser. Alene udsigten er helbredende. Fra min klinik kan man se havnen, der har sit eget liv med kajakker, små motorbåde og vandbusserne, der kan bringe folk fra Bryggen til fastlandet. Her tager jeg imod mennesker, der for en stund er faret vild i livet. Børn, unge og voksne. Alle indeholder de uopdagede ressourcer, og det er den største glæde at være med til at hjælpe dem videre ad en god vej.

 

Der findes ikke dårligt vejr….

Der findes ikke dårligt vejr. Det er kun et spørgsmål om påklædning. Sådan siger min far altid. Gu’ fanden findes der dårligt vejr. Ærlig talt må man gerne ærgre sig lidt over det danske sommervejr her to uger inde i feriestart.

Jeg vil i dag gå imod tidens trend, hvor selv en regnfuld og råkold juli skal takles som en positiv oplevelse med masser af spændende muligheder for det moderne positive omstillingsparate menneske.

Hvis ikke vi mærker, at der er ting, der er knap så skønne, hvordan så virkelig mærke, når livet er skønt og fantastisk. Alt kan kun defineres i sin modsætning. Vi ved kun, hvad smukt er, fordi vi har set noget grimt. Vi ved kun, hvad det vil sige at være høj, fordi vi ved, hvad lavt er.

Derfor findes der også dårligt vejr, for jeg har på min egen krop mærket, hvad det vil sige, at vejret er fantastisk.

Ligeså med livet. Der findes noget, der er smukt, trist og forfærdeligt.

Jeg fastholder, at der findes dårligt vejr og siger til min far, at på mig virker hans sætning bare som en floskel. For helt ærligt bliver det hele så ikke en ensartet grå grød uden nuancer, hvis alt er lige godt?

Alt er til i sin modsætning. Så ved jeg godt, det ikke hjælper at skælde ud over det ringe vejr. Vejret arter sig præcist, som det vil.

Jeg holder dog af at være i følelserne. Når nu vi mennesker er født med den fantastiske evne til at føle næsten ekstatisk glæde, stor sorg, frygtelig skyld og voldsom vrede, så er vi for mig at se også forpligtet på at føle det.

Vi er selvfølgelig udstyret forskelligt fra naturens side. Nogle mennesker kan næsten gå under betegnelsen jubeloptimister, mens andre har et grundlæggende sortsyn, der hænger ved dem.

Vi må bare ikke glemme nuancerne i følelserne, for det er der, livet virkelig mærkes.

Så lad mig ærgres over, at det pisser ned og er koldt.

Lad mig beholde nej-hatten på for en stund. Først da mærker jeg nemlig, at pludselig røg nej-hatten af midt i blæsevejret, fordi jeg kom i tanke om, at derhjemme venter min elskede med en kop varm kakao med flødeskum.

 

Rub og stub

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så sker det nok også for dig, at du kan rammes af misundelse. Bare en lille smule en gang imellem. Selvom det er en af de 7 dødssynder at kunne blive misundelig, så tror jeg, ingen kan sige sig fri.

Jeg kunne vælge at skrive et blogopslag om, at misundelse i virkeligheden ikke burde høre til i kategorien dødssynd, da det kan være uhyre motiverende engang imellem at møde andre, der har opnået noget, og som man selv gerne vil gøre dem efter. Det kan betyde, at man lige giver den en ekstra skalle og opper sig som man kalder det lidt friskfyragtigt.

Men det er slet ikke den form for misundelse, jeg vil skrive om. Det er den der fortærrende en af slagsen, hvor man ærlig talt ikke viser den mest charmerende side af sig selv. Hvor man, når man tænker på den andens held, fortrin, gode job eller fede hyre, får det hele pakket ind i en grim dæmonisering af den anden. Fordi man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have.

“Er hun ikke  bare født med en guldske i røven?”, hvisler det ud mellem mine tænder, inden jeg kan stoppe ordstrømmen.  Eller: “det er da klart, hun ser godt ud, hun bruger jo formuer på det”. Eller: “helt ærligt, det er jo ikke svært at få et fedt job, når man slikker andre i røven”.

Inden denne form for misundelse får for godt tag i mig, har jeg indført Helle Joof’s: “Byttereglen”.  Tag selv testen.

Måske jeg gerne ville have det fede job, lange smukke ben, på dyre rejser og have en rig mand. Men det er forbudt at plukke. Man skal tage hele pakken. Så job, ferier, børn, mand, venner, familier ja alt skal du bytte lige over med.

Du må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som du gerne vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, jeg vil bytte med.

På trods af det der smerter

Livet glider forbi, mens vi sidder og venter på lykken. Hvis bare lige jeg får en lønstigning, hvis bare lige jeg taber 5 kilo, hvis bare lige jeg kan….. Vi er på evig jagt efter lykken, og det er egentlig en skam, for lykke er noget vi højest kommer til at mærke glimtvis. Så vi vil kun opnå skuffelse, hvis vi tror, at vi kan blive lykkelige.

Er du for eksempel typen, der, når du ser dig selv i spejlet, bryder ud i jubelscener over, hvilket pragteksemplar af en krop du har? Eller begynder din hjerne i stedet med sin kritiske røst om, at du er ved at være for tyk, for tynd, for rynket og slap i betrækket?

Er du typen, der altid føler dig som jordens mest priviligerede, når det kommer til din partner, dine børn, dit job. Eller sker det, at din hjerne bliver fikseret på, at din mand godt liiiiige kunne være en anelse mere opmærksom, for så ville jeg selvfølgelig også selv være det. Og mine børn kunne godt være lidt mere taknemmelige, når jeg tænker på alt det, jeg gør for dem. Og chefen kunne godt anerkende min indsats lidt mere. Og hvis ikke det var for Corona, så kunne jeg komme i form i Fitness?

Sådan er det at være menneske. Vi har en tilbøjelighed til at få øje på problemerne. Det er helt normalt. Vi skal bare være bevidste om det. For ellers fiser livet forbi, mens vi står og venter på, at alt ordner sig lige om lidt. SÅ bliver jeg lykkelig og kan komme igang med at leve.

Heldigvis er det muligt at skabe et meningsfuldt liv på trods af, at vores hjerne umiddelbart trækker os hen mod alt det, der ikke er perfekt. Det kan vi ved at være opmærksomme på, at det er sådan, det er fat med os.

Så hvad er det første skridt du vil tage i retning af at leve et meningsfuldt liv på trods af, at din hjerne er en mesterlig historiefortæller, der helst fokuserer på alle problemer?