På trods af det der smerter

Livet glider forbi, mens vi sidder og venter på lykken. Hvis bare lige jeg får en lønstigning, hvis bare lige jeg taber 5 kilo, hvis bare lige jeg kan….. Vi er på evig jagt efter lykken, og det er egentlig en skam, for lykke er noget vi højest kommer til at mærke glimtvis. Så vi vil kun opnå skuffelse, hvis vi tror, at vi kan blive lykkelige.

Er du for eksempel typen, der, når du ser dig selv i spejlet, bryder ud i jubelscener over, hvilket pragteksemplar af en krop du har? Eller begynder din hjerne i stedet med sin kritiske røst om, at du er ved at være for tyk, for tynd, for rynket og slap i betrækket?

Er du typen, der altid føler dig som jordens mest priviligerede, når det kommer til din partner, dine børn, dit job. Eller sker det, at din hjerne bliver fikseret på, at din mand godt liiiiige kunne være en anelse mere opmærksom, for så ville jeg selvfølgelig også selv være det. Og mine børn kunne godt være lidt mere taknemmelige, når jeg tænker på alt det, jeg gør for dem. Og chefen kunne godt anerkende min indsats lidt mere. Og hvis ikke det var for Corona, så kunne jeg komme i form i Fitness?

Sådan er det at være menneske. Vi har en tilbøjelighed til at få øje på problemerne. Det er helt normalt. Vi skal bare være bevidste om det. For ellers fiser livet forbi, mens vi står og venter på, at alt ordner sig lige om lidt. SÅ bliver jeg lykkelig og kan komme igang med at leve.

Heldigvis er det muligt at skabe et meningsfuldt liv på trods af, at vores hjerne umiddelbart trækker os hen mod alt det, der ikke er perfekt. Det kan vi ved at være opmærksomme på, at det er sådan, det er fat med os.

Så hvad er det første skridt du vil tage i retning af at leve et meningsfuldt liv på trods af, at din hjerne er en mesterlig historiefortæller, der helst fokuserer på alle problemer?

Problemløsningsmaskinen

Kender du det med, at du har gjort noget vildt og så pludselig rammes af den der fuldstændig ubehagelige følelse af tvivl – har jeg nu gjort det rigtige? Sådan kan jeg godt få det nogle gange, når jeg tænker på vores “projekt sommerhus”.

Den menneskelige hjerne kan bedst sammenlignes med en problemløsnings maskine. Den er indrettet sådan, at den konstant scanner for mulige problemer. Den scanner, dømmer, evaluerer, sammenligner, forudser mulige katastrofer og reagerer på alt, der kan ligne et problem. Det er forøvrigt den vigtigste årsag til, at det er umuligt at være fuldt ud lykkelig. Vi er designet til at finde og reagere på problemer.

Min mand og jeg havde gentagne gange drømt om et sommerhus, og hver gang havde vi lagt drømmen ned. For er det nu overhovedet os? Hvad med de faste udgifter? Hvordan kommer vi derop? Vil vi ikke hellere rejse? Hvem gider besøge os? Regner det ikke altid? Mon der blir indbrud? Larmer naboerne? Er der fyldt med turister?

Og da vi jo ikke kan slukke for hjernen, så gælder det om at vide, at det er sådan, det er fat med vi mennesker. Derfor blev min mand og jeg enige om, da vi havde bestilt alle mulige brochurer for tredje gang, at når vi på den måde vedblev med at vække liv i en drøm, så skulle vi nok alligevel leve den ud.

En proces er sat igang. Klargøringen er igang. Når man køber en grund, hvor der ikke tidligere har været bygget, så ligner det en vildt bevokset naturgrund uden plan. Og det er bare med at komme igang med at få ryddet op. I respekt for at det har taget træet rigtig mange år at nå sin størrelse,  kræver det lige en ekstra overvejelse, hvilke træer der skal fældes.

Jeg holder af processen. Og jeg forsøger at komme overens med, at jeg med en menneskelig hjerne aldrig vil kunne nå til en tilstand af total lykke og overbevisning om, at beslutningen er rigtig. Men lige der midt i skoven til duften af savsmuld og jordbund, rammes jeg alligevel af glimt af lykke.

 

 

De evige golfmarker

Indrømmet jeg er lidt presset. Det er vist meget forståeligt efter at have levet i undtagelsestilstand nu i mere end en måned. Overskuddet er byttet ud med manglende energi og overbærenhed med kortluntethed. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg sådan reelt mener det, jeg nu skriver.

Måske jeg er i en tilstand af krise. Det sker, når man rammes, som vi alle er ramt nu med usikkerhed og intet, der er som før. Og jeg har lært under studiet, at når man er i krise, så skal man ikke tage forhastede beslutninger som at sælge sit hus, skifte manden ud eller sige sit job op.

For man gør underlige ting, når man er i krise. Men der står ikke noget om, at man ikke må blogge. Og et andet sted i mine mange psykologibøger står der, at det er sundt, at få følelserne ud. Så nu skal de ud. Jeg blev nemlig ramt på en grundfølelse – vreden.

Det var min far, der fremkaldte denne reaktion. Overreaktion vil nogen nok mene. Det bare kom frem i mig som en dyb rullende indre bevægelse som en orkan, der sprang indvendigt.

Det lød da ellers så hyggeligt, det han sagde “Vi skal på golfbanen i morgen”.

“Golfbanen? Undskyld mig, hvad er det lige du siger? Er du egentlig klar over, at hele det her land er lukket ret meget ned på grund af sådan nogen som dig? Er du egentlig klar over, at en masse mennesker har mistet sit job og fremtidsdrømme, for at du skal kunne have en chance for at fejre 90 års fødselsdag ?”.

Jeg skal skynde mig at sige, at min far ikke har gjort noget ulovligt. Og som min mand forsøgte at sige for at få mig lidt ned i temperament, så er det formentlig ret sikkert for min far at opholde sig derude i det fri, mens han slår bolde ud.

Men altså jeg blev mopset. Mine kolleger går hver dag på arbejde for at passe COVID patienter. Hverdagens helte kaldes de. Men de søgte et sygeplejerske job og ikke job som Supermand eller Batman. De er bare almindelige mennesker, der gør deres pligt.

Og imens de går på arbejde og passer alvorligt syge mennesker med risiko for selv at blive smittet, så render dem, vi alle skal passe på, rundt og hygger sig  på en Golfbane.

Måske nogen snart bare skulle give mig et knus, så jeg kan finde det gode humør igen.

Lad der blive lys

Forår og den tid på året. På denne tid af året plejer det at være håb og glædesføelser, der fylder min krop. Ramt af forårslyset prøver jeg desperat at mærke efter derinde i mig selv. Hvor er forventningsglæden blevet af.

Forår er tiden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Nu er baren lukket og står spøgelsestomt hen. På dørens står der “Lukket pga COVID 19”.

Der var ingen påskeprædiken om en glædelig opstandelse fra landets prædikestole denne Påske. Prædikestolen er i stedet givet til fem alvorlige voksne, der står der i bedste sendetid uge efter uge og advarer os om den usynlige fjende, der har taget bolig iblandt os. Og det er ikke håbet, de prædiker om.

Bliv hjemme. Stå sammen ved at holde afstand er blevet vores nye mantra. Ingen vennebesøg ingen familiehygge. Bare et ingenting. Ensomhed, afsavn og bekymring i stedet for håb.

Jo vist vil nogen nok mene, at de fik en kærkommen lejlighed til at få gjort haven forårsklar. Oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Og kilometervis af læs med alt det vi har i vores gemmere på lofter, depoter, skunke er kørt afsted til containeren med småt brændbart.

Så nu må man da være glad. Er der ikke nogen, der siger, det giver sådan en dejlig ro at få fjernet ukrudt og ryddet ud i det gamle lort. Hvorfor forbliver det mig så umuligt, at få vinterens tunge dyne slået ordentligt til side.

Forårets håb fylder mig ikke. I mit hoved kværner ord som smittetryk og flokimmunitet. Lad der blive lys…. men lyset udeblev dette forår. For hvor forår associeres med liv, vækst, spirren, håb, ny begyndelse og varme, så er dette forår karakteriseret ved alt andet end det.

Alle higer vi efter at kunne vende tilbage til vores gamle liv. Familiehygge, venner, nærhed, omfavnelse, kys, kram, arbejde, rejser og frihed. Lad der blive lys.

Hudsulten

Fra Danmark blev lukket ned gik der et sus igennem os alle. Hvad nu med børnepasning, jobbet, aktierne der styrtdykker. Alt dette godt krydret med en frygt for den usynlige fjende. For vi kan ikke se det vi er oppe i mod.

Alligevel er det alt sammen meget forventelig, at vi ville reagere på det. Men en nok så vigtig bivirkning, som også kunne vise sig at komme til at kræve en hjælpepakke eller to, er følgerne af den sociale isolation.

For vi mennesker er sociale dyr. Og mens der allerede er varslet hjælpepakker for økonomien, så kan det vise sig, at der er en lang række følger, som umiddelbart er langt mere usynlige følger af denne nedlukning.

For hvad giver det lige af følger, at vi lige nu er tvunget ud i fysisk afstand og isolation. Umiddelbart tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at fysisk kontakt spiller en rolle for vores psykologiske sundhed.

Isolation er blevet den nye virkelighed for alle. Hvor vi kun har udgangtilladelse, hvis vi skal et hurtigt smut ned forbi den lokale Netto efter en liter mælk. Hvem ønsker sig ikke en hund i disse tider, så man i det mindste har en undskyldning for at komme ud at trække lidt frisk luft og måske nikke indforstået til en forbipasserende. Isolation på ubestemt tid.

Det stikker meget dybere end en ærgerelse over barnedåben, der blev udsat, konfirmationerne der må vente og par der når at gå fra hinanden, inden brylluppet bliver holdt.

Det er i det enkelte møde med andre mennesker, at vi mærker, at vi er til. Og det er der lige nu lukket markant ned for. Selvom opfindsomheden er stor, og jeg har hørt om par, der inviterer til parmiddage bag computerskærmen. Om ældre mænd, der mødes over gruppefacetime og drikker deres torsdags bajer.

Vi tørster alle efter samvær med andre mennesker. For der gennem skærmen er der ingen livgivende berøring. Ingen lugte eller andre former for sanselig erkendelse af et andet menneske. Jeg savner knus, omfavnelse, en hånd på skulderen.

Coronaland

Tør du åbne gaven, når indpakningen er den grimme Corona? Der er umiddelbart intet godt at sige om Corona krisen og alle de betydninger den får for den samfundsorden vi kender og sætter så stor pris på.

Så misforstå mig ikke, når jeg alligevel opfordrer til at pakke gaven med det grimme indpakningspapir op. For indeni ligger der noget dyrebart. Noget vi næsten havde glemt betydningen af – nemlig tid med hinanden.

Hvad tænker du på Jeanne? Er du dumnaiv eller hva’? Er det ikke lidt letkøbt for dig at sige sådan. Du har jo ikke tre børn i alderen 6-16 år som du skal læse lektier med samtidig med at du skal have hjemmekontor og levere på bundlinjen.

Jeg ved det godt. Men set fra barnets perspektiv er det at have mere tid med sine forældre altså alligvel ret dejligt.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det, at vi alle er blevet revet ud af vores vildfarelse, har været vigtig for os? Vildfarelsen om, at vi kan udsætte vigtige ting. Til når vi har fået et bedre job, den rigtige mand, et arkitekttegnet hus, penge på kontoen.

Der er intet positivt ved denne ulykkelige situation, men vi er blevet stoppet i hverdagens trummerum, hvor børn, forældre og par bare løber derudaf. Og nogle gange i hver sin retning. I et kapløb om at blive lykkelig, og hvor lykke er blevet forvekslet med friværdi.

Nu ser jeg i stedet børn spille bold med deres forældre, kærestepar, der holder pause fra hjemmekontoret og dyrker tosomheden ved at gå hånd i hånd.

Tid med de nærmeste er for mange tiltrængt. Vi glemmer alt for ofte, at det er betydningsfulde andre, der gør, at vi fungerer. Vi bliver alle mindet om, at vi intet er uden hinanden. Og det kunne vi måske godt trænge til.

 

 

Pusterum

Vi er som mange ved i gang med at opfylde en drøm om et pusterum. Jeg elsker det pulserende liv i København. I sommer jublede jeg med, når ungerne sprang i fra kanten ved Havnebadet. Senere blev det til efterårsregn og kolde dage langs Islands Brygge, der sendte minderne på flugt til Esbjerg, der også kan noget med blæst. Men også Fælleden klædt i sin smukkeste efterårsdragt. Jeg kan stå og falde i svime sådan en kold marts aften over alle lysene i lejlighederne og prøver at forestille mig, hvad det er for liv, der leves derinde.

Man skal så ikke falde i svime, når man bevæger sig rundt langs cykelbroen, for her hersker nogle færdselsregler, som jeg ikke helt har fået greb om endnu. Jeg ser frem til foråret. Bare sidde på en café i forårssolen og betragte menneskene, der skrider forbi eller stopper op og nyder en kop kaffe med en ven.

Ja, jeg er vild med det. Alle menneskene og livet, der leves. Jeg er bare også meget bevidst om, at det ikke er altid min hjerne er helt enig med mig. Den har brug for ro ind imellem. For vi mennesker har brug for pauser. Vi har brug for at evne at være fuldt tilstede. At være tilstede er afgørende for at forbinde sig med andre og bekymre sig om dem, at elske og yde omsorg. For at kunne opnå glæde, så forudsætter det, at man er i kontakt med nuet. For livet bliver meget rigere, når vi er bevidst nærværende.

Jeg er af natur ikke god til roen. Jeg har altid et eller andet, jeg kunne give mig til. Mit arbejdsliv ligner mange andres, hvor der er en meget uklar grænse imellem, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg restituerer. Meget af det, jeg laver i fritiden, er relevant for mit job. Det er fedt, fordi mit arbejde er min passion.

Men jeg kan også godt glemme, at min krop har brug for hvile. Min livsstil udfordrer søvnen. Jeg kender nødvendigheden af hjernepauser og jeg kender nødvendigheden af at slukke for Ipad, computer og droppe mobilen minimum en time inden sengetid. Men det gælder ikke altid mig selv. Det betyder så, at jeg både er presset indefra, fordi søvnen påvirkes, når jeg konstant er på og udefra, fordi jeg bor op ad en af Københavns mest befærdede gader. Og selvom jeg ikke hører de mange biler, så hører min krop dem.

Derfor drømmer vi om et pusterum. En vidunderlig mulighed for at nyde storbylivet i kombination med et lille hyggeligt træsommerhus med plads til ro og afslapning. En god bog, madlavning, gåture. Og i ny og næ ro til at skrive. For jeg holder af at skrive.

Corona

Frygt, usikkerhed, isolation er blevet hverdag. Den 11. marts vil for altid stå som en historisk dato. Datoen hvor Danmark blev lukket ned. Samtidig blev der lukket op for frygten.

Alle mærker vi bekymringen overfor den hidtil ukendte virus Corona.  Det påvirker os psykologisk, når en krise afledt af corona ændrer de samfundsformer, vi kender.

Denne trussel har alt, hvad der nærer vores frygt. Uvished i rigelige mængder. Virus er usynlig, vi ved ikke om vi er ramt, om vi rammes, om en af vores kære rammes, hvornår det stopper. Når noget er usikkert trigger det vores frygtrespons. Det ligger dybt i vores DNA. Vores hjerne er biologisk kodet til at reagere sådan.

Ved min indgangsdør står der en beholder med håndsprit. Jeg vasker hænder hele tiden. Kun min mand får knus og kys. Alle andre holder jeg de anbefalede 2 meters afstand til.

Det påvirker også vi mennesker psykologisk, at vi ikke kan kramme og være tæt på hinanden. Vi er sociale væsner. Ensomheden og følelse af isolation påvirker derfor os alle. Jeg har flere gange udtrykt min bekymring omkring elektroniske midlers indflydelse på vi mennesker. Lige nu er jeg lykkelig for, at vi lever i en elektronisk tidsalder. For det er en god måde at opretholde kommunikation og kontakt på.

Men nogle bliver mere bekymrede end andre. For dem er der mere på spil end at tage disse forholdsregler. Det rækker ikke for dem. Det gælder selvfølgelig de kategorier, som Sundhedsstyrelsen har været ude at advare særligt mod smitte, fordi de har mindre modstandskraft overfor en eventuel smitte.

Det gælder også mennesker, der i forvejen lever med angst. Når man i forvejen er sårbar, bange og angst, så bliver en situation, som vi har nu, virkelig til katastrofetænkning. Disse mennesker oplever sig under et ekstra hårdt pres og kan få store konsekvenser for deres helbred. Vi ved historisk, at lignende begivenheder har skabt en stigning i tilfælde af traume og stress fremkaldt angst. Tag deres bekymring alvorligt og vis forståelse.

Jeg håber, at denne krise vil være med til at minde os om vigtigheden af at tænke mere på andre end på os selv. For enhver krise indebærer muligheden for at fremkalde solidaritet.

Et blåt hjerte

Min mellemeste datter var til “Depressionsbanko” i sidste måned. Det kaldes denne omgang banko med reference til, at det foregår i den triste januar måned, hvor det kan knibe med at finde det gode humør. Som en sidste hilsen til januar, der langt om længe er slut. Lidt humor skal der være plads til.

Vi må bare ikke glemme, at mange danskere er  i en tilstand af nedtrykthed, som gør, at de går rundt med en følelse af, at de er nogle zoombier, der går rundt og ikke er sådan rigtigt deprimerede, så de kan få medicinsk behandling for det. Men de er heller ikke i godt humør.

Når du er trist uden egentlig grund, kan det føles meget forkert og ensomt. Nogle gange er man bare ked af det uden nogen grund eller på grund af mange små ting, der lige nu har hobet sig op. Du kæmper med negativiteten og ser glasset som halvtomt. Og når du mærker efter indeni dig selv, er der en følelse af tomhed og tristhed. Du føler dig blå indeni.

Farven blå associeres med troskab, dybde, tillid, visdom, ro, harmoni, intelligens og himmelen. Men den kan også betyde kølighed, sorg og melankoli. Mange gange i løbet af dagen slår du dig selv oveni hovedet, og bebrejder dig, at du da for pokker ikke bare kan tage dig sammen. Bebrejder dig selv, fordi du er dig pinligt bevidst om, at mange har det meget værre. Alligevel føler du dig fanget ind i den blå, blå følelse og kan ikke finde vejen ud.

Og hvor går du så hen, og hvem fortæller du, at du føler sig blå indeni. Og hvem gider overhovedet høre på en, der ikke ser den blå himmel, men har et blåt hjerte. Min erfaring er, at det eneste, der har en god effekt på et blåt hjerte, er, at man tør vise det til andre. Når man samler alt sit mod og tør fortælle en god ven, at man er blå indeni. For varmen fra et andet menneske, der står dig nær, er det, der skal til for at smelte et blåt hjerte.

Social isolation

Måske ser du Vikings ligesom jeg? Det er en af de bedste serier, jeg længe har set. Jeg er vild med de seje kvinder. Scenerne, hvor de stolte skjoldmøer kæmper på lige fod med stærke muskuløse mænd. Og begreber som loyalitet, ære, tro, skæbne, troskab og begær binder handlingen sammen.

Og hvad skete der så i forrige afsnit af Vikings? Hvitserk har begået en stor forbrydelse ved at dræbe den største skjoldmø, som Norden har kendt til nemlig Lagertha. Selvom han dræber hende i en fortvivlet sindstilstand, der bedst kan betegnes som psykotisk, så skal det naturligvis hævnes.

Og da det er Bjørn, der skal udmåle straffen over sin mors morder, er vi klar over, at straffen vil blive umenneskelig hård. Hvitserk nævner selv sin sandsynlige straf: “Om så du dømmer mig til at blive brændt levende, så har jeg fortjent det”. For at blive brændt levende var en af datidens grusomste og mest pinefulde straffe.

Hvad kunne da være værre end det. Så vi sidder med tilbageholdt åndedræt og ser Hvitserk på bålet med flammerne slikkende om sine fødder truende med snart at antænde ham og fortære ham levende. Da sker det forunderlige, at Ubbe efter et signal fra Bjørn kaster sin økse, så båndene, der fæstner Hvitserk til bålet, går itu, og han falder til jorden.

Er Hvitserk da blevet taget til nåde? Har Bjørn besindet sig og fået medlidenhed med sin syge halvbror. Nej, tværtimod. Det er ikke den blødsødne empatiske bror, der formilder sin straf. Hvitserk idømmes tværtimod den værst tænkelige straf. Og det er ikke at blive brændt. Det er at blive udstødt.

Afskåret fra dem vi har kær. Udstødt fra fællesskabet er vi mennesker intet. Vi er skabt til at forbinde os med hinanden. Vores hjerne registrerer sociale afvisninger i det samme område som det, der aktiveres, når vi bliver fysisk sårede.

Det at være en del af en gruppe har til alle tider været afgørende for menneskets overlevelsesevne. Derfor vil smertecentret i hjernen aktiveres ved eksklusion, så vi kan forsøge at forhindre at blive udstødt. Når vores behov for nærhed ikke imødekommes kan følelsesrelaterede lidelser blive resultatet.

Udstødelse er i moderne tid ikke længere ensbetydende med stor sandsynlighed for at dø i vinterkulden. Men dengang som nu vil dette af føle sig afvist, forladt eller adskilt fra andre ramme os utrolig hårdt. Inde for psykologien taler man om social depression,  som betegnelse for den særlige form for ulykkelighed, der ligger i at føle sig udenfor fællesskabet.