Tilbageblik

Sidder på en bænk i solen og mindes. Når jeg tænker tilbage på 1960’erne og 70’erne, hvor jeg var barn og ung, får jeg en række billeder for mit indre blik. Jeg var med på det nyeste med hessiantapet og ølkasser. Farverne var orange og brunt. Og min skibsbriks var med beige betræk og udtræks skuffer.

Der var te på bordet, til når veninderne kom på besøg og musik på anlægget. Kassettebånd jeg havde optaget fra mine forældres lp plader. Man skulle trykke “play” og “rec” på én gang, og vupti havde man optaget Dr Hook.

Det ord, der kommer til mig, er TRYGHED.

Så kom 80’erne. Lis Sørensen, Anne Linnet og Sanne Salemonsen. Wow!

Første store kærlighed og drømmen om et for evigt. Studieår og rigeligt af “ingen penge”. På væggen hænger et maleri, som min eks-mand købte, for penge vi ikke havde.

Det ord, der kommer til mig,  er FORVENTNINGSFULDHED.

Så kom 90’erne. Mit bedste og værste årti, fordi det er årene, hvor jeg fik tre vidunderlige børn. Først kom Lea så Olivia og Jonas. Jeg er deres Mutti, Mammi, Mama. De er det bedste, der er sket. Og året 1994, hvor jeg mistede min mor, er det værste.

Det ord, der kommer til mig, er KÆRLIGHED.

Millinium… mulighedernes årti. Tryk på karrieren og “Here we come”. Årene med karriere og nok at se til.

Det ord, der kommer til mig, er MULIGHED.

10’erne blev vendepunkt. Opbrud, nedbrud, gennembrud. Farvel tryghed og goddag nyt liv. Nu står du her, og hvor vil du hen du?

Ser børn blive voksne og danne par. Nye liv skabes og vi blir fler. Bryllup, barnedåb og overflod af glæde.

Det ord, der kommer til mig, er TAKNEMMELIGHED.

Hvad mon 20’erne vil bringe? For mig? For dig?

Mind the gap

At være blogger forudsætter, at man kan finde inspiration. Det sker, at jeg kan gå lidt i panik ved tanken om, at nu er det snart fredag igen, og hvad skal jeg nu blogge om.

Når så jeg rammes af en tanke, en følelse, en stemning fyldes jeg af lettelse over ikke at være henvist til skriveblokering denne uge.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg var på tur til London. Pludselig da jeg så skriften i betonen på metrostationen “Mind the gap”, vidste jeg, at her var nogle ord, der på et tidspunkt skulle blogges om.

“Virkelighedskøften” slog det mig så pludseligt. Nu havde jeg en ramme for mit skriv. Og så skriver bloggen næsten sig selv.

Der er ni grundlæggende følelser. Efterhånden som jeg remser dem op så overvej med dig selv, om der er tale om en god og positiv følelse eller en dårlig og negativ.

Er du klar?

Kærlighed…, glæde…, nysgerrighed…, vrede…, frygt…, sørgmodighed…, skyld…, chok…, afsky…. Langt de fleste vil nå et resultat, der hedder: 3 positive og 6 negative. Seks ud af ni følelser opleves som negative.

Det viser lidt om, hvad det vil sige at være menneske. To ud af tre af de normale menneskelige følelser, som vi alle oplever igen og igen livet igennem, føles ikke gode, men tværtimod som ubehagelige.

Vi lever i et samfund, som vil bilde os ind, at vi bør føle os godt tilpas hele tiden. Hvor realistisk er det lige? Og nu til tilbage til overskriften for denne blog: “Mind the gap”. Jeg vil som sagt kalde det for virkelighedskløften. Kløften mellem den virkelighed vi har, og den virkelighed vi ønsker. Jo større kløften er, jo mere smerte føler vi.

Men for at undgå de smertefulde følelser vil prisen være, at vi heller ikke kunne føle de positive. Vi ville ikke længere kunne elske og holde af. Ingenting ville betyde noget.

Så det er valget til dig og mig. Vil du leve med, at kløften til tider føles næsten ubærlig smertefuld mod at kunne mærke, at livet betyder noget, at mennesker betyder noget for dig?

Ciao bella Italia

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Jeg er meget optaget af mindfulness for tiden. Mindfulness som en metode til at være mere tilstede her og nu.

Efter en lille uges ferie her i mit Paradis slår det mig, at måden, de lever livet på her i denne bjerglandsby, er indbegrebet af mindfulness. Og de har med garanti ikke læst om det i nogen lærebøger.

På fotoet ser I en særlig disciplin, som italienerne i de små byer praktiserer hvert år i Maj måned. Hele gågaden er ryddet. Og så udspiller der sig et skue, så man må knibe sig i armen. For det ligger så langt væk fra alt vores krav om effektiviseringer og om at alt skal have et formål og en nytteværdi.

På gaden tegnes de smukkeste mønstre op. Ingen er ens, men alle har hver deres egen fortælling. Børn og voksne unge og gamle samles nu langs hele gågaden og går igang med at lægge de mest vanvittige mønstre.

Bladene fra alle mulige blomster tages i brug. Alle farver fra forskellige blomster sorteret møjsommeligt efter nuance.

To dage tager det at lægge hvert eneste mønster, og der er minimum ti forskellige mønstre igang i løbet af de dage, hvor Fiori di Norma udspiller sig.

Alle vi, der ikke er med til at dekorere, går målløse rundt og ser på og beundrer deres værk. Og så bliver man pludselig vidne til, hvad mindfulness er sådan skåret helt ind til benet. For for disse italienere er det nuet, der tæller.

Fakta er nemlig, at næste gang det blæser op, så forsvinder disse kunstværker med vinden. Men det bekymrer ingen sig om. Det er billedsmukt sålænge det varer.

Vi græder alle med Paris

Langfredag er smerte. Langfredag er dagen, hvor vi bliver mindet om, at der findes mørke i livet. Langfredags mørke ramte alle lige i hjertekulen i den forløbne uge. Synet af Notre Dame omspændt af flammer tror jeg ikke efterlod nogen upåvirket.

Rigtig mange af os har besøgt kirken. Slæbt med af vores forældre, der ville proppe noget kultur ind i hovedet på os. Eller som gymnasieelev på studierejse og rigeligt af alkohol. Som voksen med interesse for, hvad vi bygger vores kulturarv på.

Den har gjort sit indtryk på os. På os alle. For med mere end 30 millioner udenlandske besøgende i Paris hvert år er netop Paris det mest populære turistmål i verden. Og Notre Dame var et af byens mest kendte og populære vartegn.

For mange parisere lå den der bare. Sådan er det for vi mennesker. Der er masser af storslåethed, vi tager for givet. Man går forbi og ser måske knap nok sådan rigtig efter, men det fylder alligevel en med stolthed at vide, at den ligger der. Der i byernes by Paris. I 800 år har den våget over Paris.

Langfredag minder os om mørket. At mørket er.

Vi oplever alle Langfredags mørke. Frustration, skuffelse, afvisning, tab, nederlag. Vi oplever alle frygt, skyldfølelse, vrede, sygdom og død.

Og som om det ikke allerede var nok, så har mennesket evnen til på et splitsekund at fremkalde smerte selv der, hvor der for en umiddel betragtning kun er glæde. For hvem kender ikke til midt i oplevelsen af noget smukt pludselig at mærke, at lige nu savner jeg, at min afdøde mor kunne være her og dele dette øjeblik med mig. Og vupti, er den største glæde iblandet sorg.

Uanset hvor godt et liv vi har, kan den mennekselige hjerne fremkalde tanker om en skræmmende fremtid eller et mislykket øjeblik i nær fortid. Så alle bærer vi på Langfredags smerte.

Det sværeste er at opleve smertefulde begivenheder i en tilstand af ensomhed. At bære smerte alene. At bære en smerte der er større, end andre kan forstå. Omvendt opleves det, når vi står sammen.

Lige nu står folk i hele verden sammen om at sende deres varmeste medfølelse til alle i Paris. Det er smukt midt i alt det forfærdelige.

Jeg holder øje med dig

Nu er en ting, hvad jeg mener sådan rent psykologfagligt. Noget andet er, hvad jeg gør i praksis. Så i dette opslag vil I fornemme dobbeltheden. Først en hensigtserklæring.

Danske forældre har fået et stærkt øget fokus på risiko. Der må ikke ske vores børn noget. Alle risici må og skal elimineres. Det er paradoksalt, fordi vi på den måde begrænser børnenes udvikling og selvstændighed og initiativ, som ellers er værdier, vi sætter meget højt. Samtidig er vores billede af de farer, vores børn kan møde ofte forvrænget og præget af voldsomme historier, som vi kender fra medierne og ikke det virkelige liv.

STOP, STOP, STOP altså det er meget godt altsammen, men min datter bor i København, og der er det altså farligt at færdes som ung pige.

Antallet af børn med angstdiagnoser er steget eksplosivt i samme periode, hvor vi har indskrænket børnenes frihed. Det er ikke så mærkeligt. Vi fortæller hele tiden børnene, at verden er farlig samtidig med, at vi forhindrer dem i at undersøge den selv. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle overvåges hele tiden?

ROLIG nu, jeg beder kun om at kunne følge med på hendes Snap og se hendes lokation.

Hvis man aldrig var alene, men altid overvåget i en eller anden forstand, kan man virkelig tale om, at børn og unge vokser op i et sikkerhedsregime.

“Skal jeg tage ud til hende og tjekke op på, at hun er okay, mor? Bare for en sikkerhedsskyld? Eller tror du, du er ved at piske en stemning op”, spurgte min søn forleden nat. Jeg havde fået sat to af mine børn i alarmberedskab.

Kl. 22.23 startede jeg, fordi min mellemste datter var som sunket i jorden. Sunket og sunket… altså jeg havde ikke hørt fra hende hele dagen, og nu svarede hun ikke på godnat sms. Jeg havde ringet 8 gange og nu altså også spurgt begge hendes søskende, om de havde hørt fra hende. Intet livstegn. Og den der skide location funktion på Snap’en har hun frabedt sig. For hun gider netop ikke, at jeg kan følge med i, hvor hun er henne.

“Aktiv for 4 timer siden” sagde hendes messenger. Angsten steg til uanede højder. Kommet til skade? Taget til fange? Voldtaget? I livsfare? Død?

00.02 tikker der så en sms ind fra min søn: “Har snakket med hende nu. Hun ligger derhjemme og sover. Hun er ok.” Åhhhh, hvilken lykkefølelse. Hvilken lettelse.

“Og se så at få den der funktion slået til igen”, bad jeg inderligt.

Mening med livet

Hvad er egentlig meningen med livet? Et ret stort spørgsmål. Måske det alligevel kan koges ned til to ting- nemlig at få lov til at bidrage med noget til fællesskabet og så at være noget for de mennekser, der betyder noget for os.

At bidrage med noget til fællesskabet vil for mange relatere sig til deres arbejde. Rigtig mange af mine sygeplejerske- og lægekollegaer har et job, der potentielt har alle ingredienser til at være meget meningsfuldt. Men når det bliver for grove med nedskærringer og underlige systemer, man skal være underlagt, mister de følelsen af mening i et job, der som udgangspunkt har potentialet til at være dybt meningsfuldt. Det er egentlig trist.

At være noget for de mennesker, der betyder noget for os. Meningen med mit liv er at bestræbe mig på at leve hver dag på en sådan måde, at jeg øger muligheden for, at de relationer, der er altafgørende for mig, og som jeg slet ikke kan leve foruden, vil elske mig i dag og i morgen og i tiden fremover.

Dertil kommer så, at jeg heldigvis har et job, der også giver mig følelsen af mening. Dybest set tror jeg, at begge de to faktorer skal være på plads, for at vi mennekser skal kunne finde mening med vores eget liv.

At kigge ind i fremtiden skal gerne fylde os med håb. Og når vi trækker tråde tilbage, skal vi fyldes af at have værdi. Og når vi står lige her og nu en tilfældig morgen, og det er pisse koldt og blæsende, så skal den grundlæggende følelse være, at du uanset hvad skal se at få fingeren ud og få den bedste udgave af dig selv ud af døren.

Mening med livet? Egenligt ret enkelt : Vi vil bruges og elskes.

Mit nulpunkt

Når jeg læser i ugebladene, hvad de kendte svarer på en række headere, så tænker jeg altid på, hvad jeg ville have svaret. Alt for Damerne ringer ikke, så jeg har i stedet spurgt mig selv.

Nulpunkt: Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Mit største nederlag. For det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede, var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.

Mit højdepunkt: Det største har for mig været at blive mor og at se, hvordan mine børn er lykkedes med at leve deres liv. Der findes ikke noget større end det.

Vendepunkt: Jeg tror, det afgørende vendepunkt, for den livsbane jeg har fået, var, da jeg besluttede mig for at søge ind på Psykologi studiet fremfor Lærerseminariet. Det tænker jeg ofte på som et væsentligt øjeblik i mit liv. Psykologien fylder alt for mig. Jeg holder aldrig fri, men blogger som nu eller laver andet, der har med mit fag at gøre, fordi det er en afgørende del af at være mig.

Midtpunkt: Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Faktisk er jeg en smule introvert. Det kan virke sådan lidt selvmodsigende, når man som jeg uge efter uge blogger om sig selv og sit eget liv

Blødt punkt: Vilma, Bertil og Nola. Og der er plads til at have et blødt punkt for mange flere, der måtte komme.

Udviklingspunkt: Min mand ville sige, at mit manglende oprydningstalent har udviklingspotentiale. Til det siger jeg bare, at her gælder “rub og stub” reglen. Enten tager du hele mig, eller også må du finde dig en partner, der kan rydde op. Så ser han meget forelsket på mig, og så er det glemt for en stund.

Samlingspunkt: Middage med familien og med venner. Min mand og vores børn og deres familier betyder alt for mig.

Nu er det din tur til at lege kendt.

Forår

Ramt af forårslyset der endelig, endelig, endelig vælter ind gennem stuevinduet, hvor lyset afslører, at det er alt for længe siden, at vinduerne har fået en kærlig hånd. Men pyt, det kan ikke ændre på den glæde, der fylder hele min krop.

Marts er måneden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Et mirakel der gentager sig helt uden vores indblandning år efter år.

Marts måned er oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Marts er weekender med oprydning på lofter, carporte og garage, hvor der sorteres ud og sendes til genbrug og containeren med småt brandbart.

En af mine unge klienter kom storsmilende ind på mit kontor med ordene: Jeg er så fuld af glæde og energi. Den indvirkning har lyset og forårssolen nemlig også på vi mennesker. Vi slår vinterens tunge dyne af os, og overskuddet vender tilbage, når vi går ud i lyset.

Også naturen vågner op efter vinteren. Forår er træer, der afslører de spæde blade, der snart kommer fuldt til syne, blomster springer ud og solen varmer. Hvert år er det den samme magi. Alting begynder forfra. Tænk at være den årstid alle savner allermest. Den mest populære og den alle længes efter.

Kriblende forårsfornemmelser breder sig i hele kroppen. Men vidste du, at rigtig mange får det dårligt i denne tid? Måske fordi man kan føle sig ekstra alene i sin sorg, når andre ser glade og lette ud? For i foråret får mange lyst til at råbe sin taknemmelighed over at være i live og opleve miraklet ud i hele verden. Det kan få andre betyde en øget alene følelse.

Ræk ud efter en ven, der kan have brug for dig. For faktisk betyder dette med at indgå i relationer allermest for vi mennesker. Sol, varme og forår giver det hele et ekstra tiltrængt pift, men de nære relationer er den allervigtigste kilde til vores glæde.

Er du her, når jeg vågner?

Dette opslag skal handle om den grundangst, vi alle bærer i os. Nemlig angsten for at miste. Miste den vi har kær. Af svigt eller sygdom. At miste til bristede drømme om kærliged eller at miste til død og sygdom. Angst for ensomhed og adskillelse.

Blogopslaget henvender sig ikke til dem, der lige nu står over for at miste en elsket til sygdom og død. Fokus er på den irrationelle angst. Opslaget er til alle os, der kan blive fyldt op af: “Hvad nu hvis”.

Nogle gange, når jeg lægger mig til at sove om aftenen, kan jeg rammes af den der uhyggelige følelse af: “Hvad nu hvis det hele slutter?”. Jeg ved godt, jeg er tåbelig. Kigger på min mand og beroliger mig med, at selvfølgelig er han her også i morgen. Selvfølgelig vil han ikke forlade mig.

Han kan dø, siger stemmen så pludseig i mit indre. “Katastrofeforestillinger” kaldes det med et psykologisk term. De kan ramme os, bedst som vi tror, vi er ovenpå og safe.

Vi kender alle til denne følelse af angst. Og det er helt naturligt. For vi ved, at vi ikke lever evigt, og at dem vi elsker på en måde kun er til låns.

Men hvis vi hele tiden frygter, at katastrofen ligger lige rundt om hjørnet, er der ofte en indre sårbarhed på spil, som gør os mindre robuste overfor livets vilkår.

Da viser angsten for at blive forladt sig gennem, at man konstant er optaget af tanker om at blive svigtet krydret med jalousi. En farlig cocktail, der kan blive alt for indgribende både for en selv og for kærlighedslivet.

Angsten for at ens nærmeste dør kan bygge på en grundlæggende mistillid til, at livet vil lykkes for en. Og for nogle er det så invaliderende en angst, at de forhindres i at leve livet, mens de er her. I stedet sætter de restriktioner op for sig selv og deres kære.

Det er, når vi lever med bevidstheden om, at at livet skal leves her og nu uden at blive væltet bagover af den vished, at det hele kan slutte, at vi kan balancere det. Så kan vi i stedet for angsten for at miste det hele gribes af en dyb indre taknemmelighed for de dyrebare øjeblikke i hverdagen.

At bære sit kors

Det bedste, jeg vidste som barn, var, når jeg lykkedes med at gøre mig usynlig, når mine forældre havde venner på besøg. At betragte dem sådan lidt på afstand og så bare lytte.

Jeg havde en bestemt teknik, hvor jeg holdt mig på en afstand, hvor jeg kunne være med på en lytter, og hvor de omvendt troede, jeg ikke kunne høre, hvad de talte om. Usynlig.

Jeg har overhørt mange snakke der fra intetheden, som jeg har suget til mig. De voksne brugte ord, jeg ikke altid forstod betydningen af, men det gjorde det ikke mindre spændende. Bare sidde der og lytte.

Min mor havde en veninde, som jeg elskede. Hun ligner Susse Wold og er selvsagt gudesmuk. “Er I bedste veninder?” spurgte jeg hende. Der er nogle år, hvor man som pige går ret højt op i den slags. “Hahaaa, det kan du bande på”, svarede hun, mens hun klaskede sig på låret, virrede med hovedet og spærrede øjnene op så intenst, at jeg følte mig som jordens heldigste. Tænk, at min mor var “bedste veninde” med en, der var så smuk og sej og næsten bandede.

Jeg husker min mors forfærdede blik en dag jeg kom hjem fra skole. Hun viste mig et foto fra Herning Folkeblad med en total smadret bil, og jeg forstod i det øjeblik, hvad hun forsøgte at fortælle mig, men som hun ikke kunne få over sine læber. Jenny var kørt galt. Og det var meget alvorligt.

Jeg husker det som om, at hun fortsatte med at have sit karakteristiske grin men min fornuft siger mig, at det må have været væk i en lang periode. Heldigvis forstod jeg slet ikke alvoren i alt det, der skete.

Så skete der noget særligt en af de der viduderlige aftner, hvor Jenny var på besøg. Jeg havde gjort mig usynlig og lyttede med.

Hun fortalte en fortælling. Man ville måske lidt højtidleigt kalde det for en lignelse. En gruppe mennesker kom gående bærende på hvert sit kors. Det var tungt, kunne man se. På et tidspunkt får de lov at holde et hvil og lægger alle deres kors i en stor bunke.

Lederen beslutter, at efter deres hvil må de vælge sig et andet kors at gå videre med. Gæt hvad de gjorde?, spurgte Jenny. Hun svarede selv.

Alle valgte deres eget kors. For det kendte de tyngden af.