Naturen og mig

Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.

Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.

For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.

Naturens helende kraft  bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.

Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.

Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.

Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”

 

 

Du og jeg!

“Dig og mig, Alfred!”. “Ja, dig og mig, Emil”. Andet skal der ikke til for at bekræfte deres venskab og samhørighed. Og månen lyste og stjernerne strålede om kap over hele Katholt.

Det er en af de smukkeste scener, der udspiller sig her mellem Emil fra Lønneberg og staldkarlen Alfred. Og den har brændt sig fast i min hukommelse, fra jeg så den som barn første gang.

Emil og Alfred ved, hvad det hele handler om. Følelsen af at være elsket. Betydningen af en “du og jeg” relation. At være udvalgt – “dig og mig” “ja, dig og mig”.

Vi er ikke noget uden den anden. Uden vigtige andre. Hvis ikke vi har nogen at spejle os i, vil vi føle os usikre på os selv. Nære, tætte, sunde og stærke relationer er afgørende for vi mennesker.

Også selv om fokus i de seneste år i højere grad har været på selvudvikling og på konstant at skulle blive en bedre udgave af mig selv. Som om vi for en stund helt har glemt, at det er i relationer til andre, at vi lærer at blive til som menneske.

Forestil dig at du voksede op på en øde ø. Hvem skulle så lære dig om holdninger og værdier. Rigtigt og forkert. Lære dig at takle modgang i livet. Vi er nødt til at have relationer. Relationer, hvor der bliver lyttet til os i gensidig respekt. Det er altafgørende for vores trivsel som menneske.

Ligesom Emil, der i relationen til Alfred, bliver fyldt med god energi, sker det, når vi er i sunde relationer, at vi fyldes af følelsen af at blive løftet. Undersøgelser viser, at mere end 350.000 voksne er ensomme og  mere end 22.000 børn mellem 11-15 år er ensomme.

Vi mennesker har brug for andre mennesker. Og når det hele strammer til, og der er brug for tillid, håb og samhørighed, så er et “du og jeg” ikke til at komme udenom. Det vidner om kærlighed og trofasthed.

 

 

 

Mit København

Selvom jeg hverken er ung eller uerfaren, så kan jeg godt alligevel rammes af den der følelse af at være en naiv jyde, der er kommet til storbyen. For wauv, hvor er her bare anderledes end der, hvor jeg kommer fra. Det er nu præcist et år siden, at flyttebilen rullede ind med mit liv pakket i flyttekasser.

Som mange andre, der i disse år søger mod København, har jeg og min mand også taget springet. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Hvordan man overhovedet finder på at drømme den slags drømme som sindig jyde, ved jeg ikke helt præcist.

Jeg husker som barn, at jeg var på besøg i København ved min moster og onkel. Hele vejen hjem til Herning i den røde Viva gik snakken lystigt mellem mine forældre: ”Godt man ikke bor der, der er beskidt og det larmer og alle de biler og mennesker”. Så jeg har ikke fået drømmen med hjemmefra.

Jeg er vild med det. De havde jo ret mine forældre. København var den gang en forgældet, beskidt by. København har gennemgået en forvandling siden dengang. København er blevet hipt. København er i dag rig og velplejet. Nogle bydele er ikke til at kende igen, og fælles for dem er, at de alle udvikler sig, og ingen står stille.

Vi har slået os ned i en af disse bydele, som er i voldsom forandring nemlig Islands Brygge. Vi er en del af det store indtog. En del af en større folkevandring, der søger mod noget andet, end det vi kommer fra. Ganske vist er min mand og jeg for gamle til sådan rigtigt at blende ind med de andre. For her er overvægt af veluddannede unge med gang i karrieren.

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og det gør jeg i bogstaveligste forstand med bopæl i Sfinxen, der knejser sig op over Bryggen. Så ingen stenkast. Men altså stenbro er her i rigelige mængder. Vi bor i nybyggeri med elevator og underjordiske garageanlæg, så et ærligt træ ikke længere vil kunne lykkes med at slå rod ned gennem betonen. Og jeg elsker det. Jeg nyder hvert øjeblik.

Her har jeg har min egen praksis med udsigt over de smukkeste tæt-lav bebyggelser. Alene udsigten er helbredende. Fra min klinik kan man se havnen, der har sit eget liv med kajakker, små motorbåde og vandbusserne, der kan bringe folk fra Bryggen til fastlandet. Her tager jeg imod mennesker, der for en stund er faret vild i livet. Børn, unge og voksne. Alle indeholder de uopdagede ressourcer, og det er den største glæde at være med til at hjælpe dem videre ad en god vej.

 

Der findes ikke dårligt vejr….

Der findes ikke dårligt vejr. Det er kun et spørgsmål om påklædning. Sådan siger min far altid. Gu’ fanden findes der dårligt vejr. Ærlig talt må man gerne ærgre sig lidt over det danske sommervejr her to uger inde i feriestart.

Jeg vil i dag gå imod tidens trend, hvor selv en regnfuld og råkold juli skal takles som en positiv oplevelse med masser af spændende muligheder for det moderne positive omstillingsparate menneske.

Hvis ikke vi mærker, at der er ting, der er knap så skønne, hvordan så virkelig mærke, når livet er skønt og fantastisk. Alt kan kun defineres i sin modsætning. Vi ved kun, hvad smukt er, fordi vi har set noget grimt. Vi ved kun, hvad det vil sige at være høj, fordi vi ved, hvad lavt er.

Derfor findes der også dårligt vejr, for jeg har på min egen krop mærket, hvad det vil sige, at vejret er fantastisk.

Ligeså med livet. Der findes noget, der er smukt, trist og forfærdeligt.

Jeg fastholder, at der findes dårligt vejr og siger til min far, at på mig virker hans sætning bare som en floskel. For helt ærligt bliver det hele så ikke en ensartet grå grød uden nuancer, hvis alt er lige godt?

Alt er til i sin modsætning. Så ved jeg godt, det ikke hjælper at skælde ud over det ringe vejr. Vejret arter sig præcist, som det vil.

Jeg holder dog af at være i følelserne. Når nu vi mennesker er født med den fantastiske evne til at føle næsten ekstatisk glæde, stor sorg, frygtelig skyld og voldsom vrede, så er vi for mig at se også forpligtet på at føle det.

Vi er selvfølgelig udstyret forskelligt fra naturens side. Nogle mennesker kan næsten gå under betegnelsen jubeloptimister, mens andre har et grundlæggende sortsyn, der hænger ved dem.

Vi må bare ikke glemme nuancerne i følelserne, for det er der, livet virkelig mærkes.

Så lad mig ærgres over, at det pisser ned og er koldt.

Lad mig beholde nej-hatten på for en stund. Først da mærker jeg nemlig, at pludselig røg nej-hatten af midt i blæsevejret, fordi jeg kom i tanke om, at derhjemme venter min elskede med en kop varm kakao med flødeskum.

 

Rub og stub

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så sker det nok også for dig, at du kan rammes af misundelse. Bare en lille smule en gang imellem. Selvom det er en af de 7 dødssynder at kunne blive misundelig, så tror jeg, ingen kan sige sig fri.

Jeg kunne vælge at skrive et blogopslag om, at misundelse i virkeligheden ikke burde høre til i kategorien dødssynd, da det kan være uhyre motiverende engang imellem at møde andre, der har opnået noget, og som man selv gerne vil gøre dem efter. Det kan betyde, at man lige giver den en ekstra skalle og opper sig som man kalder det lidt friskfyragtigt.

Men det er slet ikke den form for misundelse, jeg vil skrive om. Det er den der fortærrende en af slagsen, hvor man ærlig talt ikke viser den mest charmerende side af sig selv. Hvor man, når man tænker på den andens held, fortrin, gode job eller fede hyre, får det hele pakket ind i en grim dæmonisering af den anden. Fordi man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have.

“Er hun ikke  bare født med en guldske i røven?”, hvisler det ud mellem mine tænder, inden jeg kan stoppe ordstrømmen.  Eller: “det er da klart, hun ser godt ud, hun bruger jo formuer på det”. Eller: “helt ærligt, det er jo ikke svært at få et fedt job, når man slikker andre i røven”.

Inden denne form for misundelse får for godt tag i mig, har jeg indført Helle Joof’s: “Byttereglen”.  Tag selv testen.

Måske jeg gerne ville have det fede job, lange smukke ben, på dyre rejser og have en rig mand. Men det er forbudt at plukke. Man skal tage hele pakken. Så job, ferier, børn, mand, venner, familier ja alt skal du bytte lige over med.

Du må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som du gerne vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, jeg vil bytte med.

På trods af det der smerter

Livet glider forbi, mens vi sidder og venter på lykken. Hvis bare lige jeg får en lønstigning, hvis bare lige jeg taber 5 kilo, hvis bare lige jeg kan….. Vi er på evig jagt efter lykken, og det er egentlig en skam, for lykke er noget vi højest kommer til at mærke glimtvis. Så vi vil kun opnå skuffelse, hvis vi tror, at vi kan blive lykkelige.

Er du for eksempel typen, der, når du ser dig selv i spejlet, bryder ud i jubelscener over, hvilket pragteksemplar af en krop du har? Eller begynder din hjerne i stedet med sin kritiske røst om, at du er ved at være for tyk, for tynd, for rynket og slap i betrækket?

Er du typen, der altid føler dig som jordens mest priviligerede, når det kommer til din partner, dine børn, dit job. Eller sker det, at din hjerne bliver fikseret på, at din mand godt liiiiige kunne være en anelse mere opmærksom, for så ville jeg selvfølgelig også selv være det. Og mine børn kunne godt være lidt mere taknemmelige, når jeg tænker på alt det, jeg gør for dem. Og chefen kunne godt anerkende min indsats lidt mere. Og hvis ikke det var for Corona, så kunne jeg komme i form i Fitness?

Sådan er det at være menneske. Vi har en tilbøjelighed til at få øje på problemerne. Det er helt normalt. Vi skal bare være bevidste om det. For ellers fiser livet forbi, mens vi står og venter på, at alt ordner sig lige om lidt. SÅ bliver jeg lykkelig og kan komme igang med at leve.

Heldigvis er det muligt at skabe et meningsfuldt liv på trods af, at vores hjerne umiddelbart trækker os hen mod alt det, der ikke er perfekt. Det kan vi ved at være opmærksomme på, at det er sådan, det er fat med os.

Så hvad er det første skridt du vil tage i retning af at leve et meningsfuldt liv på trods af, at din hjerne er en mesterlig historiefortæller, der helst fokuserer på alle problemer?

Problemløsningsmaskinen

Kender du det med, at du har gjort noget vildt og så pludselig rammes af den der fuldstændig ubehagelige følelse af tvivl – har jeg nu gjort det rigtige? Sådan kan jeg godt få det nogle gange, når jeg tænker på vores “projekt sommerhus”.

Den menneskelige hjerne kan bedst sammenlignes med en problemløsnings maskine. Den er indrettet sådan, at den konstant scanner for mulige problemer. Den scanner, dømmer, evaluerer, sammenligner, forudser mulige katastrofer og reagerer på alt, der kan ligne et problem. Det er forøvrigt den vigtigste årsag til, at det er umuligt at være fuldt ud lykkelig. Vi er designet til at finde og reagere på problemer.

Min mand og jeg havde gentagne gange drømt om et sommerhus, og hver gang havde vi lagt drømmen ned. For er det nu overhovedet os? Hvad med de faste udgifter? Hvordan kommer vi derop? Vil vi ikke hellere rejse? Hvem gider besøge os? Regner det ikke altid? Mon der blir indbrud? Larmer naboerne? Er der fyldt med turister?

Og da vi jo ikke kan slukke for hjernen, så gælder det om at vide, at det er sådan, det er fat med vi mennesker. Derfor blev min mand og jeg enige om, da vi havde bestilt alle mulige brochurer for tredje gang, at når vi på den måde vedblev med at vække liv i en drøm, så skulle vi nok alligevel leve den ud.

En proces er sat igang. Klargøringen er igang. Når man køber en grund, hvor der ikke tidligere har været bygget, så ligner det en vildt bevokset naturgrund uden plan. Og det er bare med at komme igang med at få ryddet op. I respekt for at det har taget træet rigtig mange år at nå sin størrelse,  kræver det lige en ekstra overvejelse, hvilke træer der skal fældes.

Jeg holder af processen. Og jeg forsøger at komme overens med, at jeg med en menneskelig hjerne aldrig vil kunne nå til en tilstand af total lykke og overbevisning om, at beslutningen er rigtig. Men lige der midt i skoven til duften af savsmuld og jordbund, rammes jeg alligevel af glimt af lykke.

 

 

De evige golfmarker

Indrømmet jeg er lidt presset. Det er vist meget forståeligt efter at have levet i undtagelsestilstand nu i mere end en måned. Overskuddet er byttet ud med manglende energi og overbærenhed med kortluntethed. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg sådan reelt mener det, jeg nu skriver.

Måske jeg er i en tilstand af krise. Det sker, når man rammes, som vi alle er ramt nu med usikkerhed og intet, der er som før. Og jeg har lært under studiet, at når man er i krise, så skal man ikke tage forhastede beslutninger som at sælge sit hus, skifte manden ud eller sige sit job op.

For man gør underlige ting, når man er i krise. Men der står ikke noget om, at man ikke må blogge. Og et andet sted i mine mange psykologibøger står der, at det er sundt, at få følelserne ud. Så nu skal de ud. Jeg blev nemlig ramt på en grundfølelse – vreden.

Det var min far, der fremkaldte denne reaktion. Overreaktion vil nogen nok mene. Det bare kom frem i mig som en dyb rullende indre bevægelse som en orkan, der sprang indvendigt.

Det lød da ellers så hyggeligt, det han sagde “Vi skal på golfbanen i morgen”.

“Golfbanen? Undskyld mig, hvad er det lige du siger? Er du egentlig klar over, at hele det her land er lukket ret meget ned på grund af sådan nogen som dig? Er du egentlig klar over, at en masse mennesker har mistet sit job og fremtidsdrømme, for at du skal kunne have en chance for at fejre 90 års fødselsdag ?”.

Jeg skal skynde mig at sige, at min far ikke har gjort noget ulovligt. Og som min mand forsøgte at sige for at få mig lidt ned i temperament, så er det formentlig ret sikkert for min far at opholde sig derude i det fri, mens han slår bolde ud.

Men altså jeg blev mopset. Mine kolleger går hver dag på arbejde for at passe COVID patienter. Hverdagens helte kaldes de. Men de søgte et sygeplejerske job og ikke job som Supermand eller Batman. De er bare almindelige mennesker, der gør deres pligt.

Og imens de går på arbejde og passer alvorligt syge mennesker med risiko for selv at blive smittet, så render dem, vi alle skal passe på, rundt og hygger sig  på en Golfbane.

Måske nogen snart bare skulle give mig et knus, så jeg kan finde det gode humør igen.

Lad der blive lys

Forår og den tid på året. På denne tid af året plejer det at være håb og glædesføelser, der fylder min krop. Ramt af forårslyset prøver jeg desperat at mærke efter derinde i mig selv. Hvor er forventningsglæden blevet af.

Forår er tiden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Nu er baren lukket og står spøgelsestomt hen. På dørens står der “Lukket pga COVID 19”.

Der var ingen påskeprædiken om en glædelig opstandelse fra landets prædikestole denne Påske. Prædikestolen er i stedet givet til fem alvorlige voksne, der står der i bedste sendetid uge efter uge og advarer os om den usynlige fjende, der har taget bolig iblandt os. Og det er ikke håbet, de prædiker om.

Bliv hjemme. Stå sammen ved at holde afstand er blevet vores nye mantra. Ingen vennebesøg ingen familiehygge. Bare et ingenting. Ensomhed, afsavn og bekymring i stedet for håb.

Jo vist vil nogen nok mene, at de fik en kærkommen lejlighed til at få gjort haven forårsklar. Oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Og kilometervis af læs med alt det vi har i vores gemmere på lofter, depoter, skunke er kørt afsted til containeren med småt brændbart.

Så nu må man da være glad. Er der ikke nogen, der siger, det giver sådan en dejlig ro at få fjernet ukrudt og ryddet ud i det gamle lort. Hvorfor forbliver det mig så umuligt, at få vinterens tunge dyne slået ordentligt til side.

Forårets håb fylder mig ikke. I mit hoved kværner ord som smittetryk og flokimmunitet. Lad der blive lys…. men lyset udeblev dette forår. For hvor forår associeres med liv, vækst, spirren, håb, ny begyndelse og varme, så er dette forår karakteriseret ved alt andet end det.

Alle higer vi efter at kunne vende tilbage til vores gamle liv. Familiehygge, venner, nærhed, omfavnelse, kys, kram, arbejde, rejser og frihed. Lad der blive lys.

Hudsulten

Fra Danmark blev lukket ned gik der et sus igennem os alle. Hvad nu med børnepasning, jobbet, aktierne der styrtdykker. Alt dette godt krydret med en frygt for den usynlige fjende. For vi kan ikke se det vi er oppe i mod.

Alligevel er det alt sammen meget forventelig, at vi ville reagere på det. Men en nok så vigtig bivirkning, som også kunne vise sig at komme til at kræve en hjælpepakke eller to, er følgerne af den sociale isolation.

For vi mennesker er sociale dyr. Og mens der allerede er varslet hjælpepakker for økonomien, så kan det vise sig, at der er en lang række følger, som umiddelbart er langt mere usynlige følger af denne nedlukning.

For hvad giver det lige af følger, at vi lige nu er tvunget ud i fysisk afstand og isolation. Umiddelbart tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at fysisk kontakt spiller en rolle for vores psykologiske sundhed.

Isolation er blevet den nye virkelighed for alle. Hvor vi kun har udgangtilladelse, hvis vi skal et hurtigt smut ned forbi den lokale Netto efter en liter mælk. Hvem ønsker sig ikke en hund i disse tider, så man i det mindste har en undskyldning for at komme ud at trække lidt frisk luft og måske nikke indforstået til en forbipasserende. Isolation på ubestemt tid.

Det stikker meget dybere end en ærgerelse over barnedåben, der blev udsat, konfirmationerne der må vente og par der når at gå fra hinanden, inden brylluppet bliver holdt.

Det er i det enkelte møde med andre mennesker, at vi mærker, at vi er til. Og det er der lige nu lukket markant ned for. Selvom opfindsomheden er stor, og jeg har hørt om par, der inviterer til parmiddage bag computerskærmen. Om ældre mænd, der mødes over gruppefacetime og drikker deres torsdags bajer.

Vi tørster alle efter samvær med andre mennesker. For der gennem skærmen er der ingen livgivende berøring. Ingen lugte eller andre former for sanselig erkendelse af et andet menneske. Jeg savner knus, omfavnelse, en hånd på skulderen.