Accept er en svær størrelse

Rigtig mange af mine klienter kommer til mig med et ønske om at  lære at acceptere deres livsvilkår. Acceptere at de har fået et handicappet barn. Acceptere at de har en alvorlig kronisk sygdom. Acceptere at de har mistet under voldsomme omstændigheder.

Hvad betyder accept for dig, spørger jeg. Mange svarer overraskende, at de gerne vil lære at se det positive i at være ramt. “For jeg skal sikkert lære et eller andet af det”, svarer de. “Måske jeg har fortjent det?”. De søger en mening. Mange voldsomme følelser kommer i spil, når vi mennesker rammes i livet.

Accept i behandlings øjemed er en lidt anderledes størrelse. Her siger man ikke “ja tak” til, at man er ramt. Man forsøger ikke at finde mening, for meget er meningsløst. Og lad os slå fast med det samme. Vi rammes ikke efter fortjeneste.

Målet med behandling er, at man lærer at bære på de smertefulde følelser i stedet for konstant at være i kamp med dem. I stedet for at ville have angsten, vreden, sorgen til at forsvinde, går behandlingen ud på en accept af, at følelserne er der, og at de er intense og ubehagelige.

At have smertefulde følelser er normalt. Det hører med til at være menneske. Og vi kan ikke fjerne det smertefulde uden samtidig at fjerne evnen til at elske og holde af. At have smertefulde følelser, når man er ramt i livet, er derfor helt naturligt.

Mærk smerten lige nu og læg mærke til, hvor den føles mest intenst i din krop. Prøv nu at lægge din hånd på det sted. Forestil dig at det er en magisk og helende hånd, der kan fylde det smertefulde sted med en dejlig varme. Ikke for at fjerne smerten men for at holde let om den. Du behøver ikke kunne lide følelsen, men prøv alligvel at tillade den at være der.

Målet bliver derfor ikke at lære at tage sig sammen.  Accept vil sige at lære at lade vores svære tanker og følelser være, uanset at de kan være ubehagelige. At give dem lov til at være der og ikke længere kæmpe mod dem.

 

Overgangsalder

“Hvem lukker lige et vindue op!”, næsten råber min kollega ud i lokalet, hvor vi sammen sidder til det ugentlige teammøde. Vi har kendt hinanden i knap 20 år og ser hinanden hver dag på arbejde, så vi lægger ikke sådan mærke til alders forandringerne, der kommer snigende. Men vi er i sandhed blevet ældre.

Vi er i samme båd. Og det er en båd, det ikke altid er skide sjovt at være i. Med nattesved, sårbarhed, ekstra kilo, tanker om ikke at være attraktiv og slå til. Men selvom vi sidder der sammen og gynger i den samme båd, så er det alligevel svært at tale åbent om, hvordan det er at være det sted, hvor vi er nu.

Jeg har heller ikke indviet de andre i, at jeg kun kan sove med dynebetrækket. Jeg, der ellers altid fryser, uanset om det er 30 grader udenfor, bliver forvandlet til en vulkan, når jeg går fra oprejst til liggende. Jeg har været til udredning for diverse gigtlidelser, fordi mine led gør ondt. Det er “bare overgangsalderen”, siger lægen og trækker på skulderen. Jeg har grædende smidt resterne af en pakke bind i skaldespanden.

Hvordan begræde at være fri for menstruation. Det er da rart at slippe for. Men altså det er jo symbolikken i at menstruere og symbolikken i, at det er slut, der er svær. Overgangsalder kaldes det. Som om det kun er en overgang. Det er løgn, for intet bliver som før. Det er jo samtidig et farvel til den krop, man havde engang. Man går fra at være produktiv kvinde til at være – ja hvad er man egentlig?

Men ærlig talt gider jeg ikke bruge resten af mit liv på at være trist over det. En klog kvinde sagde engang til mig: “Nyd det nu for pokker. De alvorlige skavanker kommer først efter de 70, så det er nu, du skal leve livet”.

Jeg har brug for din hjælp!

Hver eneste uge sender jeg dig mit nyeste blogindlæg med en opfordring til at like og dele og synes godt om. Jeg bliver så glad, når du kan lide det, jeg blogger om. Ja, jeg ligner vel de fleste andre, der lægger ting op på Facebook. Jeg nyder anerkendelsen.

Selvom jeg ikke vil karakterisere mig selv som like hunter, så er det altid dejligt, når det, jeg har skrevet, kan give mening for andre. Og da det samtidig er antal af likes, der afgør, om et oplæg på Facebook får lov at ende i dit nyhedsfeed, eller Facebook beslutter, at det skal falde for deres uigennemskuelige algoritme regler, så kan man godt føle, at man er på likejagt.

Denne uge skal det være anderledes. Jeg vil gerne opfordre dig til at komme med din ærlige og gerne kritiske mening. Du har fulgt mig i lang tid nu, og din mening er derfor vigtig for mig.

Jeg har i forbindelse med åbningen af min nye klinik på Islands Brygge fået lavet en hjemmeside. Jeg har knoklet for at få den til at være, som jeg gerne vil have den. Undervejs i sådan en proces bliver man blind for ting, der måske ikke fungerer optimalt. Skriver jeg nu for indforstået? Er det til at finde rundt på siden?

Det har været en hård fødsel at nå hertil. Søvnløse nætter er det blevet til. Mange ord er blevet skrevet og sat ind på hjemmesiden for at byde mine klienter velkommen.

Hvis du vil hjælpe mig med at kigge med på min nye hjemmeside  https://psykologenpaabryggen.dk og sende mig din kritik, så ryger der lige et kæmpe like fra mig til dig.

 

Af hjertet tak

Jeg lå vågen her forleden nat, fordi jeg kom til at tænke på, at vi måske er alt for dårlige til at få sagt tak. Jeg er i hvert fald. Tak, fordi du…

Det kan være en lille ting som: “Tak, fordi du sendte et smil”. Eller vildere endnu – det kan være noget, der har haft en afgørende betydning for dit liv.

Så lå jeg der og tænkte tilbage på små og store takke, der burde deles ud.

Særligt en person står lysende klart for mig. Hun var veninde med min mor. Jenny boede på den samme vej som vi. Når jeg tænker på Jenny, så er det første, der kommer til mig en altomsiggribende følelse af dyb taknemmelighed.

Jeg betragtede hende altid som barn. Hun er smuk. Hun har de hvideste tænder, og vi taler altså lang tid inden Colgate og nul huller generationen. Hun kunne fortælle historier. Og så kunne hun le. Le så det gav genlyd på hele Falkevej. Hun lo, mens hun slog sig på låret.

Jenny er uddannet sygeplejerske, så da min mor blev dødelig syg, vidste hun straks besked om alvoren. Hun forstod imidlertid at lade os blive i håbet på trods af sin professionelle viden om, hvad vej det uundgåeligt ville gå. Hun gik med os hele vejen i vores tempo.

Selv min fars åndssvage hajbrusk piller indkøbt i dyre domme lod hun ham tvinge i min mor, fordi det gav ham håb om et mirakel.

Da vi måtte erkende, at nu var der kun døden, der ventede, tog Jenny den største opgave på sig overhovedet. Hun passede min mor. Ikke kun som en del af sit arbejde. Men både som sygeplejerske og som ven.

Hun vendte og drejede min mor med nænsom hånd. Lagde en kølende hånd på hendes pande. Læskede hendes tunge. Vaskede og nettede hende. Også når min mor ikke kunne holde på sin afførring, men havde fået det ud i hele sengen.

Hun plukkede de små sorte hår på min mors overlæbe, så hun kunne bevare sin kvindelighed og forfængelighed. Hun sikrede, at hun kunne bevare sin værdighed.

Så af hjertet tak. Måske du også har en, du skal have sendt en tak. Se mere på min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

 

Instagram

“Du vil elske det”, sagde min bonus datter om Instagram.

Alligevel holdt jeg stædigt fast i, at det ikke er et medie for mig. Det er alt for flygtigt, argumenterede jeg. Det vil også være moralsk forkert, fordi jeg kender bagsiden af medaljen, sagde jeg videre.

I mit arbejde møder jeg alle de unge, der plages af manglende selvværd, fordi de tror, andre lever livet, som det ofte udstilles på Instagram. At alle de andre lever det sjove liv i deres smukke perfekte verden, mens du sidder og rådner op med en serie, som du allerede har set flere gange.

Jeg har hylet med i det kor, der spurgte: Hvor er den uperfekte krop, som jeg kan hylde? Hvor er hende den kræftramte, der fortjener et like i sin kamp mod kræft? Hvor er den mor,  der er ved at give op og bestemt ikke vinder præmien for det mest perfekte hjem og de mest dekorative madpakker?

Jamen, de er faktisk mulige at finde inde på Instagram. Den depressive, den kæmpende, den tykke. Den,  der er ved at få nok og give op.

Også på Instagram kan man finde profiler, der kan være en støtte, når man oplever, at livet er mere lort end lagkage. Så det giver mulighed for, at man ikke skal føle sig alene og forkert.

Der er rent faktisk sket en udvikling i retning af at hylde stærke personligheder og en forståelse af, at man godt kan være stærk, selvom man begår fejl og langtfra er perfekt.

Glansbilledet er ikke væk fra Instagram, men det er blevet mere nuanceret. Instagram er, hvad vi sammen gør det til. Så jeg kaster mig ud i det. Også selv om jeg endnu ikke ved, hvordan man gør. For egentlig er jeg nok for gammel til Instagram.

Kom med bagom mit liv som kvinde, mor og psykolog og følg mig på Instagram under @psykologenpaabryggen. Det bliver ærligt og autentisk. Bloggen fortsætter sit liv her på bloggen, hvor du som tidligere kan følge de nye opslag her eller via Facebook Jeanne Fløe.

Mød mig i min klinik https://psykologenpaabryggen.dk

Islands Brygge: Here we come

Flyttekasserne er pakket. Spændingen stiger til uanede højder, for er det ikke lige lidt for vildt, det vi nu kaster os ud i? ”Vi” er min mand og jeg. Min mand er født og opvokset i Esbjerg. Jeg har boet her i 19 år. Mine børn er vokset op her. Som min datter spurgte forleden: “Hvad skal det til for?”

Vi vil prøve livet på Islands Brygge. Inden længe bliver jeg nabo til speltmødre. Beboere med et par velklædte børn med bindestregs navne og årskort til Louisiana.

Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at drikke dyr kaffe på en cafe, købe ind i Torvehallerne, hænge ud på Refshaleøen. Og jeg glæder mig til metro og S-tog, der kører i pendulfart.

Jeg kommer fra Herning. Hvor fanden er Herning, vil du måske spørge? Herning er, hvor jeg gik i Gymnasiet og levede min barn- og ungdom. Siden fulgte studieår i Århus, inden jeg i en årrække flyttede helt tæt på naturen. Ud hvor det lugter af gylle, og hvor det er mørkt, når det er mørkt.

Så kom Esbjerg med rå natur, skov og strand. Så hvorfor i alverden flytte hen, hvor alt er brolagt og ingen pløjemarker i miles omkreds?

Fordi jeg trives der midt i al hurlumhejet. Jeg får aldrig nok af at se på mennesker. Bare sidde på en cafe og betragte menneskene. Jeg holder af forskelligheder. Om det er ham hipsteren eller den ældre kvinde i guld gamacher.

Og så er det et perfekt sted at afprøve drømmen om privat praksis som Børnepsykolog. I min nye klinik Psykologen på Bryggen.

Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Måske det viser sig, at jeg slet ikke bryder mig om tempoet og længes efter søvnige søndage i gågaden uden et øje. Og hvor vi drillende siger, at hvis du falder om, så er der ingen, der finder dig før mandag morgen, når butikkerne åbner. Måske jeg kommer til at savne vinden i håret.

Men allervigtigst så ved jeg, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg forfulgte min drøm.

Måske kommer jeg hjem igen. Men så har jeg prøvet det. Læs mere på min nye hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

 

Tilbageblik

Sidder på en bænk i solen og mindes. Når jeg tænker tilbage på 1960’erne og 70’erne, hvor jeg var barn og ung, får jeg en række billeder for mit indre blik. Jeg var med på det nyeste med hessiantapet og ølkasser. Farverne var orange og brunt. Og min skibsbriks var med beige betræk og udtræks skuffer.

Der var te på bordet, til når veninderne kom på besøg og musik på anlægget. Kassettebånd jeg havde optaget fra mine forældres lp plader. Man skulle trykke “play” og “rec” på én gang, og vupti havde man optaget Dr Hook.

Det ord, der kommer til mig, er TRYGHED.

Så kom 80’erne. Lis Sørensen, Anne Linnet og Sanne Salemonsen. Wow!

Første store kærlighed og drømmen om et for evigt. Studieår og rigeligt af “ingen penge”. På væggen hænger et maleri, som min eks-mand købte, for penge vi ikke havde.

Det ord, der kommer til mig,  er FORVENTNINGSFULDHED.

Så kom 90’erne. Mit bedste og værste årti, fordi det er årene, hvor jeg fik tre vidunderlige børn. Først kom Lea så Olivia og Jonas. Jeg er deres Mutti, Mammi, Mama. De er det bedste, der er sket. Og året 1994, hvor jeg mistede min mor, er det værste.

Det ord, der kommer til mig, er KÆRLIGHED.

Millinium… mulighedernes årti. Tryk på karrieren og “Here we come”. Årene med karriere og nok at se til.

Det ord, der kommer til mig, er MULIGHED.

10’erne blev vendepunkt. Opbrud, nedbrud, gennembrud. Farvel tryghed og goddag nyt liv. Nu står du her, og hvor vil du hen du?

Ser børn blive voksne og danne par. Nye liv skabes og vi blir fler. Bryllup, barnedåb og overflod af glæde.

Det ord, der kommer til mig, er TAKNEMMELIGHED.

Hvad mon 20’erne vil bringe? For mig? For dig?

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Mind the gap

At være blogger forudsætter, at man kan finde inspiration. Det sker, at jeg kan gå lidt i panik ved tanken om, at nu er det snart fredag igen, og hvad skal jeg nu blogge om.

Når så jeg rammes af en tanke, en følelse, en stemning fyldes jeg af lettelse over ikke at være henvist til skriveblokering denne uge.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg var på tur til London. Pludselig da jeg så skriften i betonen på metrostationen “Mind the gap”, vidste jeg, at her var nogle ord, der på et tidspunkt skulle blogges om.

“Virkelighedskøften” slog det mig så pludseligt. Nu havde jeg en ramme for mit skriv. Og så skriver bloggen næsten sig selv.

Der er ni grundlæggende følelser. Efterhånden som jeg remser dem op så overvej med dig selv, om der er tale om en god og positiv følelse eller en dårlig og negativ.

Er du klar?

Kærlighed…, glæde…, nysgerrighed…, vrede…, frygt…, sørgmodighed…, skyld…, chok…, afsky…. Langt de fleste vil nå et resultat, der hedder: 3 positive og 6 negative. Seks ud af ni følelser opleves som negative.

Det viser lidt om, hvad det vil sige at være menneske. To ud af tre af de normale menneskelige følelser, som vi alle oplever igen og igen livet igennem, føles ikke gode, men tværtimod som ubehagelige.

Vi lever i et samfund, som vil bilde os ind, at vi bør føle os godt tilpas hele tiden. Hvor realistisk er det lige? Og nu til tilbage til overskriften for denne blog: “Mind the gap”. Jeg vil som sagt kalde det for virkelighedskløften. Kløften mellem den virkelighed vi har, og den virkelighed vi ønsker. Jo større kløften er, jo mere smerte føler vi.

Men for at undgå de smertefulde følelser vil prisen være, at vi heller ikke kunne føle de positive. Vi ville ikke længere kunne elske og holde af. Ingenting ville betyde noget.

Så det er valget til dig og mig. Vil du leve med, at kløften til tider føles næsten ubærlig smertefuld mod at kunne mærke, at livet betyder noget, at mennesker betyder noget for dig?

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Ciao bella Italia

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Jeg er meget optaget af mindfulness for tiden. Mindfulness som en metode til at være mere tilstede her og nu.

Efter en lille uges ferie her i mit Paradis slår det mig, at måden, de lever livet på her i denne bjerglandsby, er indbegrebet af mindfulness. Og de har med garanti ikke læst om det i nogen lærebøger.

På fotoet ser I en særlig disciplin, som italienerne i de små byer praktiserer hvert år i Maj måned. Hele gågaden er ryddet. Og så udspiller der sig et skue, så man må knibe sig i armen. For det ligger så langt væk fra alt vores krav om effektiviseringer og om at alt skal have et formål og en nytteværdi.

På gaden tegnes de smukkeste mønstre op. Ingen er ens, men alle har hver deres egen fortælling. Børn og voksne unge og gamle samles nu langs hele gågaden og går igang med at lægge de mest vanvittige mønstre.

Bladene fra alle mulige blomster tages i brug. Alle farver fra forskellige blomster sorteret møjsommeligt efter nuance.

To dage tager det at lægge hvert eneste mønster, og der er minimum ti forskellige mønstre igang i løbet af de dage, hvor Fiori di Norma udspiller sig.

Alle vi, der ikke er med til at dekorere, går målløse rundt og ser på og beundrer deres værk. Og så bliver man pludselig vidne til, hvad mindfulness er sådan skåret helt ind til benet. For for disse italienere er det nuet, der tæller.

Fakta er nemlig, at næste gang det blæser op, så forsvinder disse kunstværker med vinden. Men det bekymrer ingen sig om. Det er billedsmukt sålænge det varer.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Vi græder alle med Paris

Langfredag er smerte. Langfredag er dagen, hvor vi bliver mindet om, at der findes mørke i livet. Langfredags mørke ramte alle lige i hjertekulen i den forløbne uge. Synet af Notre Dame omspændt af flammer tror jeg ikke efterlod nogen upåvirket.

Rigtig mange af os har besøgt kirken. Slæbt med af vores forældre, der ville proppe noget kultur ind i hovedet på os. Eller som gymnasieelev på studierejse og rigeligt af alkohol. Som voksen med interesse for, hvad vi bygger vores kulturarv på.

Den har gjort sit indtryk på os. På os alle. For med mere end 30 millioner udenlandske besøgende i Paris hvert år er netop Paris det mest populære turistmål i verden. Og Notre Dame var et af byens mest kendte og populære vartegn.

For mange parisere lå den der bare. Sådan er det for vi mennesker. Der er masser af storslåethed, vi tager for givet. Man går forbi og ser måske knap nok sådan rigtig efter, men det fylder alligevel en med stolthed at vide, at den ligger der. Der i byernes by Paris. I 800 år har den våget over Paris.

Langfredag minder os om mørket. At mørket er.

Vi oplever alle Langfredags mørke. Frustration, skuffelse, afvisning, tab, nederlag. Vi oplever alle frygt, skyldfølelse, vrede, sygdom og død.

Og som om det ikke allerede var nok, så har mennesket evnen til på et splitsekund at fremkalde smerte selv der, hvor der for en umiddel betragtning kun er glæde. For hvem kender ikke til midt i oplevelsen af noget smukt pludselig at mærke, at lige nu savner jeg, at min afdøde mor kunne være her og dele dette øjeblik med mig. Og vupti, er den største glæde iblandet sorg.

Uanset hvor godt et liv vi har, kan den mennekselige hjerne fremkalde tanker om en skræmmende fremtid eller et mislykket øjeblik i nær fortid. Så alle bærer vi på Langfredags smerte.

Det sværeste er at opleve smertefulde begivenheder i en tilstand af ensomhed. At bære smerte alene. At bære en smerte der er større, end andre kan forstå. Omvendt opleves det, når vi står sammen.

Lige nu står folk i hele verden sammen om at sende deres varmeste medfølelse til alle i Paris. Det er smukt midt i alt det forfærdelige.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk