Af hjertet tak

Jeg lå vågen her forleden nat, fordi jeg kom til at tænke på, at vi måske er alt for dårlige til at få sagt tak. Jeg er i hvert fald. Tak, fordi du…

Det kan være en lille ting som: “Tak, fordi du sendte et smil”. Eller vildere endnu – det kan være noget, der har haft en afgørende betydning for dit liv.

Så lå jeg der og tænkte tilbage på små og store takke, der burde deles ud.

Særligt en person står lysende klart for mig. Hun var veninde med min mor. Jenny boede på den samme vej som vi. Når jeg tænker på Jenny, så er det første, der kommer til mig en altomsiggribende følelse af dyb taknemmelighed.

Jeg betragtede hende altid som barn. Hun er smuk. Hun har de hvideste tænder, og vi taler altså lang tid inden Colgate og nul huller generationen. Hun kunne fortælle historier. Og så kunne hun le. Le så det gav genlyd på hele Falkevej. Hun lo, mens hun slog sig på låret.

Jenny er uddannet sygeplejerske, så da min mor blev dødelig syg, vidste hun straks besked om alvoren. Hun forstod imidlertid at lade os blive i håbet på trods af sin professionelle viden om, hvad vej det uundgåeligt ville gå. Hun gik med os hele vejen i vores tempo.

Selv min fars åndssvage hajbrusk piller indkøbt i dyre domme lod hun ham tvinge i min mor, fordi det gav ham håb om et mirakel.

Da vi måtte erkende, at nu var der kun døden, der ventede, tog Jenny den største opgave på sig overhovedet. Hun passede min mor. Ikke kun som en del af sit arbejde. Men både som sygeplejerske og som ven.

Hun vendte og drejede min mor med nænsom hånd. Lagde en kølende hånd på hendes pande. Læskede hendes tunge. Vaskede og nettede hende. Også når min mor ikke kunne holde på sin afførring, men havde fået det ud i hele sengen.

Hun plukkede de små sorte hår på min mors overlæbe, så hun kunne bevare sin kvindelighed og forfængelighed. Hun sikrede, at hun kunne bevare sin værdighed.

Så af hjertet tak. Måske du også har en, du skal have sendt en tak.

 

Instagram

“Du vil elske det”, sagde min bonus datter om Instagram.

Alligevel holdt jeg stædigt fast i, at det ikke er et medie for mig. Det er alt for flygtigt, argumenterede jeg. Det vil også være moralsk forkert, fordi jeg kender bagsiden af medaljen, sagde jeg videre.

I mit arbejde møder jeg alle de unge, der plages af manglende selvværd, fordi de tror, andre lever livet, som det ofte udstilles på Instagram. At alle de andre lever det sjove liv i deres smukke perfekte verden, mens du sidder og rådner op med en serie, som du allerede har set flere gange.

Jeg har hylet med i det kor, der spurgte: Hvor er den uperfekte krop, som jeg kan hylde? Hvor er hende den kræftramte, der fortjener et like i sin kamp mod kræft? Hvor er den mor,  der er ved at give op og bestemt ikke vinder præmien for det mest perfekte hjem og de mest dekorative madpakker?

Jamen, de er faktisk mulige at finde inde på Instagram. Den depressive, den kæmpende, den tykke. Den,  der er ved at få nok og give op.

Også på Instagram kan man finde profiler, der kan være en støtte, når man oplever, at livet er mere lort end lagkage. Så det giver mulighed for, at man ikke skal føle sig alene og forkert.

Der er rent faktisk sket en udvikling i retning af at hylde stærke personligheder og en forståelse af, at man godt kan være stærk, selvom man begår fejl og langtfra er perfekt.

Glansbilledet er ikke væk fra Instagram, men det er blevet mere nuanceret. Instagram er, hvad vi sammen gør det til. Så jeg kaster mig ud i det. Også selv om jeg endnu ikke ved, hvordan man gør. For egentlig er jeg nok for gammel til Instagram.

Kom med bagom mit liv som kvinde, mor og psykolog og følg mig på Instagram under @psykologenpaabryggen. Det bliver ærligt og autentisk. Bloggen fortsætter sit liv her på bloggen, hvor du som tidligere kan følge de nye opslag her eller via Facebook Jeanne Fløe.

Islands Brygge: Here we come

Flyttekasserne er pakket. Spændingen stiger til uanede højder, for er det ikke lige lidt for vildt, det vi nu kaster os ud i? ”Vi” er min mand og jeg. Min mand er født og opvokset i Esbjerg. Jeg har boet her i 19 år. Mine børn er vokset op her. Som min datter spurgte forleden: “Hvad skal det til for?”

Vi vil prøve livet på Islands Brygge. Ikke “full time” men i weekenderne. Som et slags omvendt sommerhus. Vi bytter bare skovens dybe stille ro ud med stenbro og larm. Inden længe bliver jeg nabo til speltmødre. Beboere med et par velklædte børn med bindestregs navne og årskort til Louisiana.

Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at drikke dyr kaffe på en cafe, købe ind i Torvehallerne, hænge ud på Refshaleøen. Og jeg glæder mig til metro og S-tog, der kører i pendulfart.

Jeg kommer fra Herning. Hvor fanden er Herning, vil du måske spørge? Herning er, hvor jeg gik i Gymnasiet og levede min barn- og ungdom. Siden fulgte studieår i Århus, inden jeg i en årrække flyttede helt tæt på naturen. Ud hvor det lugter af gylle, og hvor det er mørkt, når det er mørkt.

Så kom Esbjerg med rå natur, skov og strand. Så hvorfor i alverden flytte hen, hvor alt er brolagt og ingen pløjemarker i miles omkreds?

Fordi jeg trives der midt i al hurlumhejet. Jeg får aldrig nok af at se på mennesker. Bare sidde på en cafe og betragte menneskene. Jeg holder af forskelligheder. Om det er ham hipsteren eller den ældre kvinde i guld gamacher.

Og så er det et perfekt sted at afprøve drømmen om privat praksis som Børnepsykolog. Hver fredag slår jeg dørene op til Psykologen på Bryggen.

Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Måske det viser sig, at jeg slet ikke bryder mig om tempoet og længes efter søvnige søndage i gågaden uden et øje. Og hvor vi drillende siger, at hvis du falder om, så er der ingen, der finder dig før mandag morgen, når butikkerne åbner. Måske jeg kommer til at savne vinden i håret.

Men allervigtigst så ved jeg, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg forfulgte min drøm.

Måske kommer jeg hjem igen og skifter sommerhuset på Islands brygge ud med et på Vestkysten. Men så har jeg prøvet det. 

 

Tilbageblik

Sidder på en bænk i solen og mindes. Når jeg tænker tilbage på 1960’erne og 70’erne, hvor jeg var barn og ung, får jeg en række billeder for mit indre blik. Jeg var med på det nyeste med hessiantapet og ølkasser. Farverne var orange og brunt. Og min skibsbriks var med beige betræk og udtræks skuffer.

Der var te på bordet, til når veninderne kom på besøg og musik på anlægget. Kassettebånd jeg havde optaget fra mine forældres lp plader. Man skulle trykke “play” og “rec” på én gang, og vupti havde man optaget Dr Hook.

Det ord, der kommer til mig, er TRYGHED.

Så kom 80’erne. Lis Sørensen, Anne Linnet og Sanne Salemonsen. Wow!

Første store kærlighed og drømmen om et for evigt. Studieår og rigeligt af “ingen penge”. På væggen hænger et maleri, som min eks-mand købte, for penge vi ikke havde.

Det ord, der kommer til mig,  er FORVENTNINGSFULDHED.

Så kom 90’erne. Mit bedste og værste årti, fordi det er årene, hvor jeg fik tre vidunderlige børn. Først kom Lea så Olivia og Jonas. Jeg er deres Mutti, Mammi, Mama. De er det bedste, der er sket. Og året 1994, hvor jeg mistede min mor, er det værste.

Det ord, der kommer til mig, er KÆRLIGHED.

Millinium… mulighedernes årti. Tryk på karrieren og “Here we come”. Årene med karriere og nok at se til.

Det ord, der kommer til mig, er MULIGHED.

10’erne blev vendepunkt. Opbrud, nedbrud, gennembrud. Farvel tryghed og goddag nyt liv. Nu står du her, og hvor vil du hen du?

Ser børn blive voksne og danne par. Nye liv skabes og vi blir fler. Bryllup, barnedåb og overflod af glæde.

Det ord, der kommer til mig, er TAKNEMMELIGHED.

Hvad mon 20’erne vil bringe? For mig? For dig?

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Mind the gap

At være blogger forudsætter, at man kan finde inspiration. Det sker, at jeg kan gå lidt i panik ved tanken om, at nu er det snart fredag igen, og hvad skal jeg nu blogge om.

Når så jeg rammes af en tanke, en følelse, en stemning fyldes jeg af lettelse over ikke at være henvist til skriveblokering denne uge.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg var på tur til London. Pludselig da jeg så skriften i betonen på metrostationen “Mind the gap”, vidste jeg, at her var nogle ord, der på et tidspunkt skulle blogges om.

“Virkelighedskøften” slog det mig så pludseligt. Nu havde jeg en ramme for mit skriv. Og så skriver bloggen næsten sig selv.

Der er ni grundlæggende følelser. Efterhånden som jeg remser dem op så overvej med dig selv, om der er tale om en god og positiv følelse eller en dårlig og negativ.

Er du klar?

Kærlighed…, glæde…, nysgerrighed…, vrede…, frygt…, sørgmodighed…, skyld…, chok…, afsky…. Langt de fleste vil nå et resultat, der hedder: 3 positive og 6 negative. Seks ud af ni følelser opleves som negative.

Det viser lidt om, hvad det vil sige at være menneske. To ud af tre af de normale menneskelige følelser, som vi alle oplever igen og igen livet igennem, føles ikke gode, men tværtimod som ubehagelige.

Vi lever i et samfund, som vil bilde os ind, at vi bør føle os godt tilpas hele tiden. Hvor realistisk er det lige? Og nu til tilbage til overskriften for denne blog: “Mind the gap”. Jeg vil som sagt kalde det for virkelighedskløften. Kløften mellem den virkelighed vi har, og den virkelighed vi ønsker. Jo større kløften er, jo mere smerte føler vi.

Men for at undgå de smertefulde følelser vil prisen være, at vi heller ikke kunne føle de positive. Vi ville ikke længere kunne elske og holde af. Ingenting ville betyde noget.

Så det er valget til dig og mig. Vil du leve med, at kløften til tider føles næsten ubærlig smertefuld mod at kunne mærke, at livet betyder noget, at mennesker betyder noget for dig?

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Ciao bella Italia

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Jeg er meget optaget af mindfulness for tiden. Mindfulness som en metode til at være mere tilstede her og nu.

Efter en lille uges ferie her i mit Paradis slår det mig, at måden, de lever livet på her i denne bjerglandsby, er indbegrebet af mindfulness. Og de har med garanti ikke læst om det i nogen lærebøger.

På fotoet ser I en særlig disciplin, som italienerne i de små byer praktiserer hvert år i Maj måned. Hele gågaden er ryddet. Og så udspiller der sig et skue, så man må knibe sig i armen. For det ligger så langt væk fra alt vores krav om effektiviseringer og om at alt skal have et formål og en nytteværdi.

På gaden tegnes de smukkeste mønstre op. Ingen er ens, men alle har hver deres egen fortælling. Børn og voksne unge og gamle samles nu langs hele gågaden og går igang med at lægge de mest vanvittige mønstre.

Bladene fra alle mulige blomster tages i brug. Alle farver fra forskellige blomster sorteret møjsommeligt efter nuance.

To dage tager det at lægge hvert eneste mønster, og der er minimum ti forskellige mønstre igang i løbet af de dage, hvor Fiori di Norma udspiller sig.

Alle vi, der ikke er med til at dekorere, går målløse rundt og ser på og beundrer deres værk. Og så bliver man pludselig vidne til, hvad mindfulness er sådan skåret helt ind til benet. For for disse italienere er det nuet, der tæller.

Fakta er nemlig, at næste gang det blæser op, så forsvinder disse kunstværker med vinden. Men det bekymrer ingen sig om. Det er billedsmukt sålænge det varer.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Vi græder alle med Paris

Langfredag er smerte. Langfredag er dagen, hvor vi bliver mindet om, at der findes mørke i livet. Langfredags mørke ramte alle lige i hjertekulen i den forløbne uge. Synet af Notre Dame omspændt af flammer tror jeg ikke efterlod nogen upåvirket.

Rigtig mange af os har besøgt kirken. Slæbt med af vores forældre, der ville proppe noget kultur ind i hovedet på os. Eller som gymnasieelev på studierejse og rigeligt af alkohol. Som voksen med interesse for, hvad vi bygger vores kulturarv på.

Den har gjort sit indtryk på os. På os alle. For med mere end 30 millioner udenlandske besøgende i Paris hvert år er netop Paris det mest populære turistmål i verden. Og Notre Dame var et af byens mest kendte og populære vartegn.

For mange parisere lå den der bare. Sådan er det for vi mennesker. Der er masser af storslåethed, vi tager for givet. Man går forbi og ser måske knap nok sådan rigtig efter, men det fylder alligevel en med stolthed at vide, at den ligger der. Der i byernes by Paris. I 800 år har den våget over Paris.

Langfredag minder os om mørket. At mørket er.

Vi oplever alle Langfredags mørke. Frustration, skuffelse, afvisning, tab, nederlag. Vi oplever alle frygt, skyldfølelse, vrede, sygdom og død.

Og som om det ikke allerede var nok, så har mennesket evnen til på et splitsekund at fremkalde smerte selv der, hvor der for en umiddel betragtning kun er glæde. For hvem kender ikke til midt i oplevelsen af noget smukt pludselig at mærke, at lige nu savner jeg, at min afdøde mor kunne være her og dele dette øjeblik med mig. Og vupti, er den største glæde iblandet sorg.

Uanset hvor godt et liv vi har, kan den mennekselige hjerne fremkalde tanker om en skræmmende fremtid eller et mislykket øjeblik i nær fortid. Så alle bærer vi på Langfredags smerte.

Det sværeste er at opleve smertefulde begivenheder i en tilstand af ensomhed. At bære smerte alene. At bære en smerte der er større, end andre kan forstå. Omvendt opleves det, når vi står sammen.

Lige nu står folk i hele verden sammen om at sende deres varmeste medfølelse til alle i Paris. Det er smukt midt i alt det forfærdelige.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Jeg holder øje med dig

Nu er en ting, hvad jeg mener sådan rent psykologfagligt. Noget andet er, hvad jeg gør i praksis. Så i dette opslag vil I fornemme dobbeltheden. Først en hensigtserklæring.

Danske forældre har fået et stærkt øget fokus på risiko. Der må ikke ske vores børn noget. Alle risici må og skal elimineres. Det er paradoksalt, fordi vi på den måde begrænser børnenes udvikling og selvstændighed og initiativ, som ellers er værdier, vi sætter meget højt. Samtidig er vores billede af de farer, vores børn kan møde ofte forvrænget og præget af voldsomme historier, som vi kender fra medierne og ikke det virkelige liv.

STOP, STOP, STOP altså det er meget godt altsammen, men min datter bor i København, og der er det altså farligt at færdes som ung pige.

Antallet af børn med angstdiagnoser er steget eksplosivt i samme periode, hvor vi har indskrænket børnenes frihed. Det er ikke så mærkeligt. Vi fortæller hele tiden børnene, at verden er farlig samtidig med, at vi forhindrer dem i at undersøge den selv. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle overvåges hele tiden?

ROLIG nu, jeg beder kun om at kunne følge med på hendes Snap og se hendes lokation.

Hvis man aldrig var alene, men altid overvåget i en eller anden forstand, kan man virkelig tale om, at børn og unge vokser op i et sikkerhedsregime.

“Skal jeg tage ud til hende og tjekke op på, at hun er okay, mor? Bare for en sikkerhedsskyld? Eller tror du, du er ved at piske en stemning op”, spurgte min søn forleden nat. Jeg havde fået sat to af mine børn i alarmberedskab.

Kl. 22.23 startede jeg, fordi min mellemste datter var som sunket i jorden. Sunket og sunket… altså jeg havde ikke hørt fra hende hele dagen, og nu svarede hun ikke på godnat sms. Jeg havde ringet 8 gange og nu altså også spurgt begge hendes søskende, om de havde hørt fra hende. Intet livstegn. Og den der skide location funktion på Snap’en har hun frabedt sig. For hun gider netop ikke, at jeg kan følge med i, hvor hun er henne.

“Aktiv for 4 timer siden” sagde hendes messenger. Angsten steg til uanede højder. Kommet til skade? Taget til fange? Voldtaget? I livsfare? Død?

00.02 tikker der så en sms ind fra min søn: “Har snakket med hende nu. Hun ligger derhjemme og sover. Hun er ok.” Åhhhh, hvilken lykkefølelse. Hvilken lettelse.

“Og se så at få den der funktion slået til igen”, bad jeg inderligt.

Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk

Mening med livet

Hvad er egentlig meningen med livet? Et ret stort spørgsmål. Måske det alligevel kan koges ned til to ting- nemlig at få lov til at bidrage med noget til fællesskabet og så at være noget for de mennekser, der betyder noget for os.

At bidrage med noget til fællesskabet vil for mange relatere sig til deres arbejde. Rigtig mange af mine sygeplejerske- og lægekollegaer har et job, der potentielt har alle ingredienser til at være meget meningsfuldt. Men når det bliver for grove med nedskærringer og underlige systemer, man skal være underlagt, mister de følelsen af mening i et job, der som udgangspunkt har potentialet til at være dybt meningsfuldt. Det er egentlig trist.

At være noget for de mennesker, der betyder noget for os. Meningen med mit liv er at bestræbe mig på at leve hver dag på en sådan måde, at jeg øger muligheden for, at de relationer, der er altafgørende for mig, og som jeg slet ikke kan leve foruden, vil elske mig i dag og i morgen og i tiden fremover.

Dertil kommer så, at jeg heldigvis har et job, der også giver mig følelsen af mening. Dybest set tror jeg, at begge de to faktorer skal være på plads, for at vi mennekser skal kunne finde mening med vores eget liv.

At kigge ind i fremtiden skal gerne fylde os med håb. Og når vi trækker tråde tilbage, skal vi fyldes af at have værdi. Og når vi står lige her og nu en tilfældig morgen, og det er pisse koldt og blæsende, så skal den grundlæggende følelse være, at du uanset hvad skal se at få fingeren ud og få den bedste udgave af dig selv ud af døren.

Mening med livet? Egenligt ret enkelt : Vi vil bruges og elskes.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Mit nulpunkt

Når jeg læser i ugebladene, hvad de kendte svarer på en række headere, så tænker jeg altid på, hvad jeg ville have svaret. Alt for Damerne ringer ikke, så jeg har i stedet spurgt mig selv.

Nulpunkt: Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Mit største nederlag. For det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede, var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.

Mit højdepunkt: Det største har for mig været at blive mor og at se, hvordan mine børn er lykkedes med at leve deres liv. Der findes ikke noget større end det.

Vendepunkt: Jeg tror, det afgørende vendepunkt, for den livsbane jeg har fået, var, da jeg besluttede mig for at søge ind på Psykologi studiet fremfor Lærerseminariet. Det tænker jeg ofte på som et væsentligt øjeblik i mit liv. Psykologien fylder alt for mig. Jeg holder aldrig fri, men blogger som nu eller laver andet, der har med mit fag at gøre, fordi det er en afgørende del af at være mig.

Midtpunkt: Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Faktisk er jeg en smule introvert. Det kan virke sådan lidt selvmodsigende, når man som jeg uge efter uge blogger om sig selv og sit eget liv

Blødt punkt: Vilma, Bertil og Nola. Og der er plads til at have et blødt punkt for mange flere, der måtte komme.

Udviklingspunkt: Min mand ville sige, at mit manglende oprydningstalent har udviklingspotentiale. Til det siger jeg bare, at her gælder “rub og stub” reglen. Enten tager du hele mig, eller også må du finde dig en partner, der kan rydde op. Så ser han meget forelsket på mig, og så er det glemt for en stund.

Samlingspunkt: Middage med familien og med venner. Min mand og vores børn og deres familier betyder alt for mig.

Nu er det din tur til at lege kendt.

Se min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk