“Vi står sammen…..”

Tiden stod stille, da hele fodboldverdenen holdt vejret i lørdagens kamp mod Finland. For pludselig skete det, som ikke må ske. Og det er et øjeblik, der for altid vil stå printet i vores bevidsthed.

Der kan blogges meget om alt det, der skete denne aften. Og jeg kunne let forledes til at skrive, at lige der blev vi mindet om, hvor betydningsløst fodbold er. Det vil jeg imidlertid ikke, for det ville være en alt for simpel konklusion.

Det er rigtigt, at vi lige der blev mindet om, hvad det vigtigeste er. Det vigtigste er at være omgivet af betydningsfulde andre. Det vigtigste er at være i det her liv og huske at leve et værdibaseret liv.

Fodbold kan bare noget, som vi ikke må glemme. Her er vi samlet i et fællesskab, der rækker på tværs af fine titler. Når vi trækker i de rød/hvide trøjer, pakker vi os selv væk for en stund og overgiver os til et fællesskab, der er større end os selv. Det er vigtigt at værne om den slags samlingspunkter.

Det er mere end en fodboldkamp, der er på spil. Det er en tid, hvor vi er samlet om noget som nation. Og midt i alt det forfærdelige, der skete i lørdagens kamp viste fodbold også, at den kan samle dels som nation, men også på tværs af nationer.

På trods af den gruopvækkende hændelse var der også mindeværdige smukke øjeblikke. Et meget smukt øjeblik var blandt andet, da de finske fans i kor råbte: CHRISTIAN og de danske fans svarede: ERIKSEN. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.

Spillerne har udtalt, at de vil spille videre ved denne EM slutrunde for at gøre os stolte. Det har de for længst indfriet. De stod sammen side om side, da det værst tænkelige udspillede sig for øjnene af dem. Og det i bogstaveligste forstand da de helt instinktivt slog ring om og skærmede deres holdkammerat fra de mange kameraer. Der blev vist et sammenhold, som vi alle kan være stolte af.

Så selvom det skulle blive en slutrunde uden sejre, så har de alligevel vundet. De har skrevet sig ind i alles hjerter. På tværs af alle skel vi mennesker normalt sætter op.

Græsset gror

Det nye sort er Mindfulness. En guided meditation, der retter fokus indad. Indad og væk fra de ting, der er omkring dig. Og rigtig mange er glade for at praktisere det. Mindfulness er blevet en anerkendt vej til en mindre stresset hverdag i en tid, hvor flere og flere rammes af stress og depression.

Det er bare ikke alle, der bryder sig om at mærke efter inde i sig selv. “Du skal dybere ind…” og vi mærker angst i stedet for afslapning. Måske fordi kroppen allerede giver alle mulige ubehagelige signaler og symptomer, som kun føles endnu stærkere, når vi i et mindful øjeblik retter opmærksomheden mod det. For det, vi giver opmærksomhed, har det med at gro.

Når klienter kommer med den slags oplevelser og derfor har mest lyst til at opgive Mindfulness, kan en omvendt form for Mindfulness vise sig at være metoden til at få sat tempoet lidt ned og give hjernen et pusterum.

Uanset hvilken meditationsform, du vælger, er første skridt, at du ikke går i kamp med tankerne. Mange tror, at der kræves, at man kan slukke for tankerne for at gøre det rigtigt. Det er imidlertid umuligt. Mindfulness handler rigtig meget om at anerkende de tanker, der dukker op og bare lade dem være.

Men tilbage til den omvendte form for Mindfulness. Her handler det om at rette opmærksomheden udad i stedet for indad.

Skru op for sanserne og måske du næsten kan høre græsset gro. “Shhhh, kan du høre det? Græsset gror! Det er ny begyndelse. Ny vækst. Nyt liv”. I hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg kan se græsset gro på vores nyanlagte plæne i sommerhuset.

Duft alle træerne, der er sprunget ud. Hør fuglenes glade forårssang. Mærk din fods bevægelser, når du går. Mærk hvad der sker i din ankel, fod og jordens underlag når du flytter vægten fra den ene fod til den anden.

Spis langsomt og smag på maden og lad vinen nænsomt bevæge sig rundt i hele din mund, så alle smagssanser vækkes. Se dine børn dybt i øjnene, mens du retter opmærksomheden mod den der lille søde bevægelse, hun altid gør med munden, når hun bliver ivrig. Smag på kysset fra din elskede.

Giv slip

Lad falde hvad ikke kan stå. Sådan får jeg lyst til at supplerer et meget stærkt skriv af Anthony Hopkins om venskaber, som har været delt på de sociale medier. Og hånden på hjertet kender vi så ikke alle den stigende frustration ved at være i relationer, der synes helt og aldeles at afhænge af, at vi er den, der igen og igen tager initiativ.

Her lyder opfordringen fra den aldrende mand: “Giv slip på de mennesker, der ikke er klar til at elske dig”. Indrømmet, det er langt sværere, end det lyder. For vi mennesker har ofte et udtalt behov for at skabe god stemning, ikke træde nogen over tæerne og ikke stille krav.

Vi vil nemlig helt basalt bare så gerne elskes. Og når så andre ikke er klar til at gengælde, så sker det alt for ofte at i stedet for at give slip på venskabet, så gør vi os i stedet endnu mere umage for at gøre os fortjente til deres opmærksomhed.

Om dette skriver han: “Det stjæler din tid, din energi..”. Og videre siger han: “Sandheden er, at du ikke er for alle”.

Når først vi erkender det faktum, at vi ikke er for alle, kan vi investere vores energi i de relationer, der giver os glæde og overskud.

Men tanken om at vi måske slet ikke vil være savnet, hvis vi ikke vedbliver med at række ud, får os desværre alt for ofte til at holde ved. Tanken om, at den anden aldrig spontant vil sende dig en SMS, hvis ikke du vedbliver med at skrive først, får os til at holde ved.  Eller måske den anden kun skriver, når vedkommende har brug for din hjælp.

Vi kan ikke leve uden kærlighed. Men et venskab, der kun går en vej, er ikke kærlighed. “Beslut dig for at du fortjener ægte venskab, ægte engagement, ægte kærlighed”. Og giv så slip på de mennesker, der ikke er klar til at elske dig.

Druk

I den forløbne uge skete det, alle filmelskere havde håbet på. Thomas Vinterberg vandt en Oscar for sin fremragende film Druk i kategorien “bedste internationale film”. Druk er på samme tid fantastisk, provokerende og skræmmende.

Filmens indledende scene af unge mennesker med enorm appetit på livet, der beruser sig i hinanden og i alkohol, vakte umiddelbart min bekymring. Er det billedet på den danske ungdom?  Måske deres lethed bare gjorde mig misundelig.

Egentlig burde jeg være glad, for i Vinterbergs scene giver de unge mennesker  slip, og for en stund ligger de ikke under for forventninger og præstationspres. Det handler lige dér blot om at være til i et fællesskab.

Selv har Vinterberg udtalt, at filmen er en hyldest til livet.  En fortælling om fire mænd i midtvejskrise, der forsøger at komme ud af hamsterhjulet ved hjælp af den norske psykiaters teori om, at mennesket er født med 0,5% for lidt promille i blodet. Og herfra går det stærkt.

Og hele tiden sidder jeg der med en fornemmelse af, at det må gå stærkt ned ad bakke. For det er det, jeg har lært i min klinik. At alkohol bringer en masse lort med sig. Og jeg synes da også at få ret, da en af hovedpersonerne ikke kan styre sit misbrug og dør undervejs.

Alligevel fastholder Vinterberg, at filmen er en hyldest til livet.

I slutscenen ser vi Mads Mikkelsen i en af dansk films smukkeste scener. Han gir sig fuldt ud. Han befinder sig i en vægtløs tilstand, og Vinterberg lader det være op til dig og mig, om han falder eller flyver derfra. Jeg ser ham falde. Vinterberg ser ham flyve.

Vinterberg lykkes overmåde med den film. Han viser, hvor tæt liv og død er på hinanden. Både direkte i filmen og indirekte i kraft af den personlige sorg, der ligger som en ramme for filmen. Hans egen datter døde fire dage henne i indspilningerne, og  alligevel vedbliver han med at insistere:

Filmen er en hyldest til livet. Tak!

 

Mig og kunst

Jeg elsker kunst. Også selvom mit første kunstværk bestemt ikke var kærlighed ved første blik. Det var min daværende mand, der glad kom hjem med det. Det var et endnu ikke helt tørt oliemaleri, som han møjsommeligt havde transporteret hjem med bybussen i Århus fra kunstenerens atelier på havnen og op på tredje sal i vores lejlighed.

Det kostede 3000 kr. Det var det samme som en måneds SU. Penge vi på ingen måde havde. Jeg var helt grædefærdig og kom egentlig aldrig til at holde af det værk.

Siden kom der imidlertid mange andre værker til, og kunsten blev siden en nødvendighed for mig. Ikke bare nice to have, men need to have. Fordi kunsten taler om ting, der ikke kan udtrykkes med ord. Sådan tror jeg, mange har det med kunst. For siden hulemalerierne har kunsten været forbundet til os som mennesker.

Kunst gør dig glad og får dig til at reflektere over det at være menneske.  Om mit seneste køb skrives der i pressemeddelelsen: “Som små fortællinger eller øjebliksbilleder, der vækker vores sanser og skærper vores bevidsthed om os selv og den tid vi lever i”.

Jeg har netop fået værket hjem. Siden jeg købte det har jeg måttet nøjes med at tage på smugkig nede i Politikens Forhal, hvor det hang udstillet. Nu er det mit.

Det hænger der på væggen. “Over kanten” hedder det. Det sætter, som god kunst kan, gang i reflektionerne. Er det over kanten i betydningen at overskride grænser for, hvad der er acceptabelt? Og hvem har i givet fald overskredet den? Vi mennesker i vores bestræbelser på at lege Gud? Eller er det blot et spørgsmål om, hvordan samtidskunsten når ud over kanten?

Det befriende ved kunst er, at der ikke behøves så mange ord. Vi kan blot stoppe op for en stund og nyde det.

Google

“Lad os google det”. Sådan ender en diskussion ofte, når vi bliver uenige om noget. Google er det nye orakel med svaret på alt. Det er ret smart, når man sidder der, og den ene mener, at have en viden, som strider imod det, den anden føler sig ligeså overbevist om. For én skal jo have ret.

Men hvad er der blevet af de gode lange diskussioner. De der lærte os at kunne argumentere for vores sag. ”Du er så stædig, siger min mand”. ”Hvad skal vi vædde, svarer jeg?” Og vupti vupti kender vi svaret, og den potte er ude, og jeg tabte igen.

Hvad er der blevet af aftnerne sammen med venner, hvor vi kunne sidde og diskutere over et glas rødvin for meget, fordi ingen ville give sig? Nu kunne man selvfølgelig argumentere for, at det er spild af tid at sidde at diskutere noget i timevis, som der kan findes svar på ligeså hurtigt, som det tager at skrive en sætning i søgefeltet på din smartphone. Og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage, til dengang vi sad i fløjlsbukser og bappede på pibe, mens vi diskuterede til alt for sent.

Men nogen gange kan jeg alligevel godt savne det. Heldigvis er det ikke alt, man kan google sig frem til. Når det kommer til holdninger og værdier, findes der intet facit.

Hvad mener du eksempelvis om klima, bæredygtighed, EU? Og hvad med meetoo? Vil du vaccineres med Astra Zeneca? Er Mette gået for vidt, eller er hun en enestående statsminister? Skal de syriske børn hentes hjem? Du kan ikke google dig frem til et svar. For heldigvis har google ikke svaret på alt.

Enhver diskussion giver dig et lille indblik i den andens holdninger og værdier. Fortæller en lille del mere om, hvad den anden person er for en interessant størrelse. Og det er i uenighederne muligheden for udvikling ligger. Der er ikke noget mere kedeligt end kun at omgive sig med mennesker med de samme holdninger og værdier som en selv. Så lad os komme igang med at diskutere.

Men må vi mødes, eller er det amoralsk?

 

 

Walk and talk

Coffee to go. Men hvor går de hen? Jeg kommer fra Esbjerg. Jeg boede midt i byen, og det var med stor skepsis, at jeg iagttog den dyre istandsættelse af et kommende konditori på hjørnet af bygningen, hvor jeg boede. For var esbjergenseren overhovedet klar til at give ekstra for en kage,  blot fordi du kunne indtage den i flotte designermøbler.

Det skulle vise sig, at det var Esbjerg i allerhøjeste grad klar til.

Med samme skepsis læste jeg på skiltet udenfor: “Coffee to go”.  Jeg var nu helt overbevist om, at det unge par, der forsøgte sig ud i dette eventyr, ville få sig en brat opvågning. For helt ærlig, hvem køber en dyr kop kaffe og lader den komme i et papkrus med plastiktud for at tage den med udenfor i kulden, så den er kold, inden man har nået at sige “uhmm”.

Det skulle vise sig, at det er der rigtig mange, der gør.

Nu bor jeg i København, og det kan synes som om, at alle, jeg møder på min vej, kommer med sådan en Coffee to go. Ja, det er nærmest eksploderet her under corona, hvor det er den foretrukne måde for mange at mødes på.

Efter i nu flere år kun at have hovedrøsten tilovers for denne nye folkesport slog det mig, hvad det geniale er. For det er jo ren Walk and Talk.

Vi kender alle dette med, at det opleves nemmere at få talt om de lidt sværere emner, når vi  går en tur. Det er som om nogle barrierer mindskes.

Med viden om, hvor afgørende vigtigt det er for vi mennesker at bevæge os, er fænomenet heller ikke så ringe endda. Vi ved også, at når vores blik rettes mod naturen, så har det en gavnlig effekt på den menneskelige hjerne og stimulerer de kreative processer.

Der er derfor rigtig mange gode grunde til at invitere din ven/veninde på en Cofee to go. Og måske det slet ikke er så vigtigt, hvor I går hen.

 

Sommerhusliv og søvn

Det er tæt ved frysepunktet. Regndråber er lige akkurat ved at blive til snefnug. Jeg stikker forsigtigt foden ud under dynen og trækker den lynhurtigt til mig igen, for det er koldt i soveværelset.

Jeg kan høre min mand rumstere inde i stuen. Han er ved at tænde op i pejsen. Jeg vågner sådan rigtigt og kigger ud af vinduet. Og der ovre ved naboen ser jeg et rådyr igang med at spise af naboens frosne ribsbusk. Hvor er det et smukt syn, og jeg bliver som bybo nødt til at forevige øjeblikket.

Det er det simple liv, vi lever her. Helt i modsætning til livet inde i København, hvor dagene går med arbejde. Jeg elsker mit arbejde. Ja, faktisk plejer jeg at sige til min mand, at jeg aldrig vil gå på pension, fordi jeg holder så meget af mit job. Så meget at jeg ofte glemmer at tage pauser.

Det er imidlertid, når jeg slapper, af jeg finder inspiration. For der sker det, når jeg kommer væk fra dagligdagens rutiner, at jeg kommer anderledes ned i tempo. Min søvn bliver optimeret. Og med det bliver min hjerne skarpere.

Søvnen som jeg godt kan have udfordringer med som mange andre, fordi jeg ikke helt accepterer, at det bedste, jeg kan gøre for min hjerne, er at trykke på slukknappen indimellem.

Det er i den dybe søvn, at hjerne og krop restitueres. Søvnen er en tilstand, hvor vi er alt andet end produktive, og derfor kan vi ofte komme til at se søvnen som noget, der lige skal overstås, for at vi igen kan komme igang med at være produktive.

Vi lever i en tid, hvor vi er underlagt kravet om præstation, og der er det svært at finde rum for ren kropslig væren. Her i sommerhuset er rammen anderledes end i hverdagslivet, og jeg har derfor lettere ved at tillade mig selv at være optaget af vidunderlig spild af tid. Intet vasketøj der kalder, ingen mails der skal besvares, ingen regnskaber der skal afstemmes.

Ikke så underligt, at jeg sover godt og vågner med friske kræfter.

Stress

WHO forudser at stress bliver en af de største kilder til sygdom i vores del af verden i tiden, der kommer. Den tid er måske allerede nu. I hvert fald er de mentale omkostninger ved COVID-19 af en størrelsesorden, vi slet ikke overskuer endnu.

Alle oplever lige nu stress på den ene eller anden måde. I foråret fyldte fortrøstningsfuldheden mere, end den gør nu. Vi er kørt trætte i hjemmeskoling og hjemmearbejdspladser i en skøn forvirring godt krydret med social isolation.

Stress har uoverskuelige konsekvenser for de ramte. Når du er stresset, påvirker det din hjerne. Første kritiske tegn er, at du glemmer. Så bliver du tiltagende kortluntet og irritabel for til sidst at være i konstant alarmberedskab. Din søvn er forstyrret, og du har intet overblik. Og alt sammen er det med til at stresse dig yderligere.

For at forebygge er nøgleordene blandt andet struktur og pauser. Så selv om det kan synes som endnu et punkt på to do listen, så vær opmærksom på vigtigheden af at få indlagt små pauser i hverdagen.  Det kan være at prioritere en fælles frokost, eftermiddagskaffe og en fast gåtur dagligt.

Prioriter en åben kommunikation og få forventningsafstemt, hvem der har børnene og hvem, der kan koncentrere sig om arbejdet hvornår. Og sæt hellere forventningerne til, hvad du kan få ud af dagen meget lavt.

Optimer din søvn bedst muligt. I en tid, hvor alt foregår ved en computer, er det vigtigt at minde om, at du skal lukke ned for de elektroniske medier 1 time inden sengetid. Og pas på, der ikke går feriestemning i den. Rammen for, hvornår det er sengetid, må ikke skride for hverken børn eller voksne. Kroppen holder af faste rutiner.

Find nu en behagelig stilling. Luk dine øjne. Fokuser på din vejrtrækning. Du skal ikke trække vejret på en bestemt måde. Du skal ikke forsøge at lukke alt andet ude af din bevidsthed. Det er alligevel umuligt, da din bevidsthed er en mesterlig historiefortæller. Lad blot dine tanker køre som var de biler, der kører forbi, hvor du bor og genfokuser på din vejrtrækning.

 

 

Slankekure

Vidste du, at et af de mest googlede ord her efter nytår er “slankekure”. Motivationen er helt i top, og i år skal være året, hvor vi lykkes med at tabe os. Måske vi ovenikøbet har brugt hjemmearbejdsdagene på lige at få bestilt den nyeste slankebog for at vise og selv, at vi skam mener det alvorligt.

Og nu er det ikke, fordi jeg vil ødelægge din motivation, men fakta er, at langt de fleste vil droppe slankekuren igen efter få hårde uger. Det er nemlig langt sværere at skabe en forandring, end vi forestiller os. En forandring fordrer en adfærdsændring. For at skifte adfærd er første forudsætning, at vi skal have et håndgribeligt mål.

At ville tabe sig er alt for floffy. Og jeg tror, du vil give mig ret i, at hvis alle de slankebøger, der sælges på markedet havde fundet de viise sten, så ville der ikke hvert år udgives nye og andre måder at sælge drømmen om varigt vægttab på.

Det er de håndgribelige mål, du skal have fat i. Hvis målet er at tabe dig, hvad er så det første vigtige skridt i retning af et liv med færre kilo? Et svar kunne være, at du så vil dyrke motion tre gange om ugen af 30 min. varighed. Og hvad skal der til for at øge chancen for, at du rent faktisk får dyrket motion de tre gange i ugen? Hvilke forhindringer er der?

De fleste af os laver den fejl, at vi sætter os for urealistiske mål, som at “jeg skal have tabt mig 20 kilo i løbet af de næste 3 mdr.” Men det nytter ikke at tabe 20 kilo ved at pine sig selv ned i vægt, hvis man, straks målet er indfriet, går tilbage til de gamle vaner.

Så i bund og grund handler det om at ændre vaner. Sæt målene små og overskuelige. Første skridt mod at løbe 3×5 km. i ugen kan være at gå i 30 min. i raskt tempo. Målene skal være så små, at det er umuligt ikke at opnå succes. For det er vores succeser, der fastholder vores ellers så flygtige motivation.