Lykke Per

Jeg har netop været på kursus, hvor en ung fremadstormende psykolog fortalte om opstart af sin psykologpraksis.

Hun var startet lige efter studiet og altså inden sin autorisation. Hun følte nemlig, at hun havde så megen viden, at det var forsvarligt. Det kaldte på lidt panderynken. Måske blandet med lidt misundelse.

På bare 4 mdr. havde hun nemlig banket en praksis op og kunne stolt vise lokalerne frem – en lille baggård på Christianshavn. Behøver jeg nævne, at prisen pr. kwm. er tårnhøj netop der.

Hvordan f…. kan hun det, hvæsede jeg. Min mand svarede, at måske jeg skulle lære at være lidt mere “Lykke Per agtig”. Jeg skulle tro noget mere på mig selv og sige “her kommer jeg”.

Vi har lige været inde at se Lykke Per og det kan varmt anbefales. August har virkelig begået en enestående seværdig film. Og flere gange er ens hjerte ved at gå i stå på grund af filmens storhed.

Man kan lægge mange tolkninger ned over filmen. Og det er en eviggyldig fortælling om det at være menneske på godt og ondt.

En tolkning kunne være den sociale arvs betydning, hvor det er umuligt at gemme sig for de skygger, opvæksten kaster ned over en. At finde meningen med livet gennem tro eller gennem historien og udviklingen. Om at finde sig selv og fare vild undervejs.

Per besidder en selvsikkerhed, der kan være for meget. Læg dertil at han bruger løs af andre mennesker for egen vindings skyld. Han tror så meget på sig selv og sit eget projekt, at han fremstår stejl, ubøjelig og meget lidt kompromis søgende. Så at han ender kræftramt og alene kalder ikke på den store medfølelse hos mig. Han er alt for selvfed. Men kan jeg lære noget af ham? 

Jeg er nogle gange alt for ydmyg og min mands yndlingseksempel er engang, hvor jeg blev ringet op og tilbudt 4000 kr. for at komme at holde et foredrag . Det lykkedes mig at få det forhandlet ned til 2000 kr. For rolig nu, så god er jeg heller ikke. 

Jeg tror, vi er en del, der med fordel kunne lære at tro lidt mere på egne evner.

Så jeg vil gerne have for 2000 kr. Lykke Per, tak!

 

En selvisk Selfie

Jeg har taget min første selfish, sagde jeg stolt. Det er altså ikke en selfish, det hedder en selfie, rettede min bonusdatter mig. Selfie betyder ”et selvportræt”. Hvis det havde heddet en selfish ville det jo betyde ”egoistisk”.

Jamen er det ikke præcis det, det er? Altså egoistisk?

Hvilken anden grund, end denne at man er lidt selvfed, kan der være til, at man stiller sig op og vender mobiltelefonen mod sig selv. Slår håret nonchalant tilbage, retter let på solbrillerne og smiler sit mest charmerende smil og trykker på knappen. For derefter at dele dette øjeblik med alle vennerne. Hvis ikke det er udtryk for en form for selvglæde, hvad er det så udtryk for.

Hvis selfie kun handler om at sende hurtige snap af min hverdag, hvor er så alle billederne af morgenhår, tristhed, alenefølelse, pizza på frost?

Vi lever i en tid, hvor eksponering er mere udtalt end nogensinde tidligere. Men hvad gør det ved en hel generation at skulle leve op til forestillingen om det perfekte liv. Hvor bevidst er vi om, at de andre måske slet ikke lever et så fantastisk liv, som alle deres selfies ellers kunne være udtryk for. Måler jeg mit liv med deres, kan det hurtigt se lidt kedeligt ud.

Jeg håber, at de unge har denne bevidsthed om, at det er en iscenesat virkelighed, der udspiller sig for øjnene af dem.

Til alle tider har der været idealer, det var umuligt at leve op til. Bladene har altid været fyldt med alle de kendte, der lever et liv i sus og dus. Alle modellerne med deres kroppe, der udtrykker et skønhedsideal, som er uopnåeligt. Men det er langt mere sårbart, når det pludselig er ens egen nærmeste omgangskreds, der lever det søde liv. Når det er dem, der er med til alle festerne, får den flotteste kjole, den smukkeste kæreste.

Næste gang du bliver misundelig over de andres fede uproblematiske liv, så lige overvej om de måske kunne sidde tilbage med samme følelse af, at du lever det perfekte liv, fordi også du kun sender billeder af dine succeser.

 

Inden jeg fylder 55

Jeg fyldte 54 år i sidste weekend. Det gav anledning til lidt eftertænksomhed.

Det slog mig, at jeg i lang tid har kredset meget om døden i mine opslag. I et tidligere blog opslag forklarede jeg, at døden for mig har været meget nærværende, fordi jeg altid har forestillet mig, at jeg ikke ville blive ældre end min mor.

Hun blev kun 53 år og 3 mdr. Hun døde af kræft.

Kræft er som en højtråbende gæst, ingen har inviteret, men som bare trænger sig på. Og som sætter sig de der vanvittige spor hos den ramte og de pårørende i en sådan grad, at alene angsten for den kan få én i knæ. I værste fald på en måde så vi helt glemmer at leve det her fantastiske liv.

Nu er jeg forbi den magiske grænse. Hvad stiller man op, når man ikke dør til planlagt tid?

Man må vel i gang med at leve videre, inden det er for sent. Jeg vil ikke lade mig fange ind af flosklen om, at leve hver dag som var det den sidste. Det er der ikke meget planlægning og håb og drømme i.

Fremtiden er den tid, der ligger foran os. En masse ubrugt tid. Måske vi nogle gange vil for meget.  Nye mål, nye udfordringer.

Omvendt vil jeg jo ikke spilde tiden. Det er ligesom også bare for nemt at sige, at jeg er lykkelig for mit liv og taknemmelig over at være i live.

Så her siddder jeg midt i en sandbunke, mens vinden rusker i mig og tænker store tanker om livet og døden. Inden jeg fylder 55 vil jeg derfor…. ja, hvad vil jeg egentlig?

Hvorfor flytte sig, hvis man står et godt sted?

Pin it

Jeg har opdaget Pinterest’ vidunderlige muligheder for inspiration. Jeg er vild med smukt design,  møbler og indretning. Og det er derfor ren slaraffenland for mig med sådan en side.

Når først du er kommet i gang med at ”pinne”, det du kan lide, lærer Pinterest snart din smag at kende og sender dig mere af samme slags.

Jeg har valgt mine foretrukne emner at få Pins fra. Alligevel kan jeg godt smugkigge under de andre emner. Det gjorde jeg forleden.

Der er et emne, der hedder ”citater”. Det kan man godt blive klog af at kigge med på. Jeg faldt især over et citat, som umiddelbart gjorde mig rigtig glad.

“Ser du regnbuen på en regnvejrsdag og stjernehimlen, når det er mørkt?”.

En påmindelse om at huske at se det positive og smukke selv der, hvor det for en første betragtning kan se vådt og mørkt og trist ud.

Alligevel kom jeg til at tænke på alle de, der kun kan se regnvejret og mørket. Er vi i virkeligheden med til at øge deres følelse af at være nogle skvat, når vi i vores foretrukne måde at kommunikere på altid har fokus på det positive?

Der er 400.000 mennesker, der årligt opfylder kriterierne for angst i Danmark. Der er årligt  11.000 nye tilfælde af depression og  godt 90.000 mennesker lever med depression.

For dem er regnen og mørket en realitet, der ikke forsvinder blot med en påmindelse om at huske på det positive.

Det minder mig om at huske ikke alene at se regnbuen og stjernehimlen, men i nok så høj grad at huske taknemmeligheden over at jeg kan.

For ikke alle lever det fede liv med designmøbler og lækre ting.

Farven blå er ikke bare blå

Der er rigtig mange skønne farver. Gul, rød, grøn, blå. Farver spiller en stor rolle i vores liv. ”Den er turkis”, siger en. ”Den er da blå”, siger en anden. ”Er du da helt farveblind?”.

Sådan kan vi se forskelligt på den samme farve, og det er som om, farven først rigtig folder sig ud og viser sig fra sin pæneste side, når vi sådan rigtig betragter den og dvæler ved den. Vi har et udtryk for den forskellighed, vi ser:

Det kommer an på øjnene, der ser.

Det er så sandt, for vores farvesyn er baseret på tre forskellige farvestoffer i nethinden, som filtrerer på grundfarverne rød/grøn/blå. Det er bl.a. genetisk baseret på gener i X-kromosomet, og disse gener findes i flere varianter. Det er derfor vi, afhængig af genetisk variant, har lidt forskelligt farvesyn. Grundfarvers bølgelængde kan nemlig variere.

Men det er faktisk ikke det, jeg vil sige med dette blogindlæg.

Jeg er mere optaget af, at det er, når vi oplever verden sammen med andre, der har et anderledes “syn”, at vi mærker, vi er i live. Jeg nyder selvfølgelig at være sammen med venner, der grundlæggende er enige med mig i livsholdninger. Og jeg tror, vi ofte kan have en tendens til at finde sammen med andre, der minder meget om os selv. Det gælder både i alder, interesser, værdier, status, holdninger.

Alligevel nyder jeg også at kunne undre mig. Tænk, ser du virkelig sådan på det? Pludselig kan vi opleve de øjeblikke, hvor vi fornemmer, at vi ser verden i et helt nyt lys.

Når vi er sammen med nogen, der er meget forskellig i holdninger og livsopfattelse af os selv og vi tør være åbne overfor deres måde at tænke og forstå på, er det som om, vi kan se verden med deres øjne. Og vi kan efter et sådant møde føle os beriget.

Så du lyset?

Jegi er ikke ude i en eller anden religiøs omvendelse. Heller ikke selvom oplevelsen næsten kan kaldes Guddommelig. Dette blog indlæg handler om dette med at se bagud i tiden og så pludselig opleve, at alt ses i et nyt lys.

Jeg har brugt et helt voksenliv på at tage afstand fra min barndoms ferieminder ude på Lars Tyndskids mark, hvor mine forældre af alle steder i verden byggede et sommerhus. Så mens mine klassekammerater red med på den nye bølge og rejste til udlandet på ferie, så skulle vi bare hygge i sommerhuset.

”Der er ingenting som den danske sommer”, sagde min far altid. Det var før den tid, hvor børn bestemte, hvor familiens ferie skulle afholdes.

Jeg har arvet sommerhuset. Hvad stiller man lige op med noget, man har besluttet sig for, at man ikke kan lide?

Weekenden stod ikke på de store aftaler, så min mand overtalte mig til, at vi ligeså godt kunne tage op at se på vores ejendom. Vi kunne vel se på, hvordan vi kunne shine huset op og få det gjort salgsklar.

Meterologerne havde meldt tørvejr mellem kl 11-13, så mødet med fortiden skulle finde sted indenfor det tidsrum.

Så med nej-hatten på kørte vi afsted i regnvejr. I forvisning om at det snart ville klare op. Turen er egentlig ikke så lang. Den bliver lang, når den samtidig er en rejse tilbage i tiden.

Vi ramte stedet præcist, da regnen stoppede. Og så skete der noget vildt. For hold nu op hvor var her fantastisk.

Den måde lyset brød igennem gråvejret på, var så smukt. Duften af våd skovbund. Lyden af havets brusen i det fjerne. Og roen.

Gamle barndomsminder piblede pludselig frem for mit indre blik. Derovre i det gamle krogede træ havde vi lavet hule med naboens børn. Min mor, der altid  startede med at lave friskbagt brød. Jeg kunne genkalde mig duften af hendes hjemmebag. Min far, der var jordens stærkeste mand, kunne fælde en hel skov og høvle træet i passende stykker. Ilden fra pejsen der hurtigt varmede os op.

Hvorfor havde jeg aldrig set det, mens jeg var der?

Huset er ikke til salg.

Når jeg får råd nok

”Når jeg får råd nok, vil jeg købe en drømmekage”. Sådan sagde drengen, der stod foran mig i bagerkøen til sin søster. De havde lige nøjagtig penge nok til to trøfler, der var dagens tilbud. Men det var tydeligvis ikke deres første prioritet. For hvis han havde haft  ”råd nok”, så havde han hellere købt en drømmekage.

Sådan er det nogle gange.

Jeg kører i Peugeot. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere køre i Porsche. Jeg bor i lejlighed. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere have boet i en penthouse lejlighed med udsigt til havet.

Drengen i køen var optimist. For det var ikke ”hvis jeg får råd”. Nej, det var ”når”.

Sandsynligheden for en dag at få råd til at købe en drømmekage er selvsagt større end sandsynligheden for, at mine drømme en dag indfries. Det, der imidlertid slog mig, var, hvor vigtigt det er at turde drømme. Ikke kun om drømmekager.

Det er nemlig ikke sådan, at indtagelsen af en drømmekage øger ens chancer for at turde drømme. Vi skal turde drømme om alt og ingenting. Ganske enkelt fordi det er afgørende at have drømme og håb.

Åhhh, jeg er fortaler for drømme. Også selv om jeg forleden læste, at det først er når vi stopper med at drømme, at vi kommer i gang med at skabe nødvendige ændringer i vores liv.

Der er så meget positiv energi i at turde drømme. Ofte siger mine børn: “Stop nu – det bliver alligevel aldrig til noget”. Men mange af mine drømme er endt med at blive til virkelighed

Så jeg vil drømme videre. Ikke som en overspringshandling i forhold til nutiden med risiko for kun at være tilstede i drømmen om en forhåbentlig bedre fremtid.

For sådan behøver det ikke være. At drømme om noget er ikke det samme som kun at være tilfreds, den dag drømmen er opfyldt.

Tør du drømme?

Mig og min læbestift

Min kollega fyldte 40 år forleden, og vi mæskede os derfor i lækker kage i kaffestuen. Også selvom en af ulemperne ved at blive ældre er, at stofskiftet falder og kiloende derfor kan være sværere at holde væk fra sidebenene.

Vi ældre syntes lige, vi skulle give hende et par advarsler med på vejen.

Glæd dig hver dag du kan stige ud af sengen uden smertende led. Glæd dig over at kunne læse “det med småt”. Overgangsalder og hedeture venter forude. Du får travlt med at plukke alle de grå hår, så du kan ligeså godt finde dig en skyllefarve, du kan lide. Dine røvbalder skrumper ind og andet buler ud. Åhhh ja, rynkerne er da også ret irriterende. Det er jo løgn, når vi trøster hinanden med, at det er charmerende, at man kan se at livet er blevet levet.

Der er nok at glæde sig til, drillede vi.

Men en ting er de fysiske forandringer. Noget helt andet er de alders normer og regler, vi stiller op for hinanden.

Nyd dit lange hår for inden længe vil mange have en mening om, at det kan man altså ikke i din alder. Og din kjole må ikke være dristig kort. Så ned med kjolelængden og op med hårlængden.

Jo, man kan hurtigt blive anset som forkert i forhold til sin alder. Hvad kan man tillade sig, når man runder de 40? De 50? 60?

Hvornår er man for gammel til at gå i Converse sko? Bruge knaldrød læbestift?Forleden fik jeg i hvert fald at vide af bonus såvel som egne unger, at: ”Man går ikke med en Eastpak rygsæk i din alder”.

Der er godt nok mange regler at forholde sig til, når ældrepolitiet rykker ud. D.O.D. , sagde en ældre veninde engang = dem om det. Og det er en af fordelene ved at blive ældre. Man bliver modigere.

De fysiske ændringer kan vi intet stille op overfor. De stramme normer kan vi derimod selv bestemme, hvor meget vi vil lægge under for. Så jeg beholder mine Converse, min røde læbestift og mit lange hår. Og så vil jeg ønske mig en ny dyr taske af mine unger og smide rygsækken til skrot under småt brandbart.

NU DU BANGE!

Men vi skal længere ind. Der er krav og forventning i vores kultur om, at man skal udfolde sit selv. Lære sig selv bedre at kende ved at grave dybt i sit indre. Det kan blive en lang arkæologisk udgravning.

Jeg burde bare tie stille og være glad, for det kalder på sådan nogen som mig. Enhver med respekt for sig selv har været enten ved psykolog eller har sin egen personlige coach.

Markedet er ved at oversvømmes af bøger om selvudvikling og hjælp til at finde retning i livet. Det er som om vi hele tiden er på vej efter en ny og bedre udgave af os selv. Og denne forbedrede udgave skal findes ved at grave dybt. Og så sidder vi der og graver i vores egen navle, som om det var det mest pompøse sted i verden.

Numen sas, numen sas. NU DU BANGE! Men vi skal længere ind.

Hvad sker der så, når vi må erkende, at det, vi finder, ikke er særlig kønt? Dybt derinde er nemlig de mere primitive sider af os som mennesker. Sider der i realiteten har bedst af at forblive i det skjulte. Misundelse, jalousi og had er alle følelser, som vi mennesker rummer dybt derinde.

Alternativet er værre. Et ingenting. ”Jeg føler mig helt tom indeni”, siger mange af mine klienter. Det er en rigtig grim følelse. De kigger underligt på mig, når jeg siger, at de skal lade være med hele tiden at mærke efter inde i sig selv. For er det ikke det, det hele går ud på?

Der er ikke noget derinde i én selv. Vi er kun noget i kraft af hinanden. Så prøv engang i stedet at se på de betydninger du har for andre mennesker. Hvad er det andre sætter pris på ved dig?

Hurtigt vil du se, at andres dom over dig er langt mildere end din egen. Måske de faktisk kan lide dig, præcist som du er.

Rigtige venner

“Vi skal være venner for altid, ikke også, Plys?” spurgte Grisling. “Endnu længere end det” svarede Peter Plys. Denne uges opslag på bloggen handler om venskab.

Når jeg optager journal, er der nogle faste spørgsmål, vi skal omkring. Herunder hører altid, at jeg spørger ind til, om der er et godt netværk.

Et godt netværk? Hmm, hvad betyder det? Er det hvis de ofte er online, eller hvis de svarer rimeligt hurtigt? Eller hvis de liker det, jeg skriver?

Så slog det mig, at når jeg taler om netværk, så betyder det ikke nødvendigvis det samme, som når andre taler om netværk. Det hjælper ikke at skifte ordet ud med ”venner”. Min datter fortalte forleden, at hun har mere end 650 venner.

650 venner?! Jeg har måske på en heldig dag 10 venner. Hvordan har du dog kunnet nå at få så mange venner på så kort tid?

Nååå, det er ikke sådan ”rigtige” venner? Jamen hvad er det så for nogen? Allerede nu kan jeg godt se, at her er brug for en såkaldt ”begrebsafklaring”.

Når jeg spørger ind til netværk/venner, så spørger jeg, om du har en virkelig ven. En rigtig ven er én, du ønsker det bedste for. Og som du er klar til at hjælpe, også selvom du ikke får noget ud af det selv. Og han/hun vil gøre præcist det samme for dig. Det er en, du kan fortælle dine inderste tanker og bekymringer.

Fakta er, at det ikke kun er de unge, der er hoppet med på vognen med cyber venner. Vi har også set vigtigheden af at networke på de sociale medier som twitter og linkedin. Her bliver andre mennesker redskaber til min egen personlige udvikling. Det må aldrig stå alene.

Vigtig forskning har vist, at fysisk kontakt gennem nære relationer hjælper os med øget velbefindende. Et knus fra en nær ven opbygger tillid og reducerer vrede og stress og har positiv indflydelse på dit humør.

Sociale medier kan rigtig meget. Men det kan ikke erstatte de nære relationer.