Tillykke med bryllupsdagen

 Det er i dag fem år siden, jeg på denne dag blev gift med mit hjertes  udkårne.

Min mand og jeg mødte hinanden, da jeg arbejdede på sygehuset. Første gang vi talte sammen, var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Nogle gange er man så heldig at møde et menneske, man har lyst til at fortælle alt. Sådan er det med ham.

Jeg faldt for hans hjertelige grin og hans øjne. Det er de smukkeste grønne øjne. Min mand er i sit arbejde kendt for at være meget bestemt, men når jeg ser på ham, har han de mildeste øjne.

Jeg ville aldrig have troet, jeg kunne tiltrækkes af en mand, der er skaldet. Whau, jeg er blevet klogere. Skaldede mænd kan være de mest sexede.

Han er sådan en, der forstår alle komplekse sammenhænge, og han er på mange måder min diametrale modsætning. Jeg er meget ustruktureret og tumle fumler agtig. På en god dag vil min mand beskrive mig som dejlig spændende. Andre dage som noget af en udfordring.

Når man er forskellige lige tilpas, så udvikler man sig, hvis man tør. Jeg har helt givet skubbet min mand i en anden retning. Ligesom jeg ikke ville stå her i dag uden indflydelsen fra min mand.

Men vi er også ens på mange måder. Vi griner sammen, og vi laver ting sammen i vores fritid. Måske nok så vigtigt, så har vi grundlæggende de samme værdier.

Alle, der lever i et parforhold ved, at ikke alle dage er lige fantastiske. Det hører med, at man skal kunne bære over med den anden og med hinandens forskelligheder. Altid i gensidig respekt.

Afgørende for, at et forhold holder på den lange bane, er, tror jeg, at man i en travl hverdag husker nærværet. Lige det lille ekstra kys, en sød SMS. Og så huske at se hinanden dybt øjnene.

Skidt og kanel

Nu har jeg jo sat mig for, at denne blog skal være en ærlig blog og også til tider tåkrummende ærlig. Jeg har erfaret, at når man blogger ærligt, så kan andre spejle sig i det. Og det er afgørende for mig. For det perfekte menneske findes kun på sociale medier, hvor vi helst deler ud af løbeturen, den nye kjole, den dyre taske. Jeg blogger også om det, vi helst vil skjule.

Ja, ja det er godt med dig Jeanne, men altså behøver du være så klodset, kan jeg høre min mand brumme i baggrunden. Men ja, det hører med til at være mig. Og du må tage hele mig. Måske du engang i fremtiden kan designe din drømmepartner og trykke på delete knappen ved de mindre flatterende egenskaber, men indtil da må du nøjes.

Nu er det sådan, at min mand er ret struktureret. Det er jeg ikke. Jeg nævner det bare her, fordi det får afgørende betydning for den scene, der nu udspiller sig.

Min svigersøn elsker boller i karry, og min mand kan lide boller i karry. Og han kan lave det. Derfor er det en rigtig smart ide at invitere dem på middag og lade min mand stå for madlavningen denne aften.

Når nu man er struktureret, så sørger man for allerede aftenen inden at sikre sig, at vi har karry i huset. Det er nemlig sådan, at hvis man kigger ned i skuffen med krydderier, så kan det være svært helt at overskue, om der gemmer sig en karry dernede. Check, kunne jeg så meddele og trygt overlade indkøb og madlavning til min mand.

Næste dag da jeg kommer hjem fra arbejde, er det tydligt for enhver, at kokken i aften ikke er mig. Der er en boks med finthakkede løg klar til karrysovsen. En anden boks står klar med de fint skårne æblestykker. Farsen står og trækker på køl.

Køkkenchefen svinger glad gryderne. Alt er timet – ris, kødboller og nu skal sovsen så laves. “Finder du lige karryen?”, spørger min mand. Check. Det næste der sker, tør jeg ikke skrive om…

Der breder sig en duft af jul, i det øjeblik kanel blander sig med de perfekt klarede løg og æbler i tern.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

 

Elsker dig for evigt

I dag den 10.05 er det nøjagtig 6 år siden, at jeg forelskede mig hovedkuls i min mand.

Når mine nærmeste spørger, hvad det var, der gjorde, at jeg forelskede mig i ham, kommer jeg med lange romantiske forklaringer.

Ikke et ord om biokemi. Jeg synes som de fleste andre, at det lyder bedre at sige, at jeg blev ramt i hjertet. Hjertet er det smukkeste symbol, vi har. Og vi mærker da også rent fysisk hjertet slå hurtigere, når vi bliver forelsket.

Alligevel begynder det hele i hjernen. Tiltrækningen sker i form af en række velrystede cocktails. Ikke dem du måske har indtaget i baren men af signalstoffer og hormoner. Særligt stofferne serotonin og oxytocin sammen med et ordentligt skævt  dopamin. Så fiser de rundt i det limbiske system, hvor de drypper ud i rigelige mængder i særligt den emotionelle del af hjernen. Og så springer sikringerne.

Du er blevet forelsket.

I den fase vil de fleste opleve, at de hver især får det bedste frem i den anden. Hvad det er, der gør,  at nogle efter en periode i stedet begynder at få det værste frem i hinanden, har jeg aldrig helt forstået.

Men ofte glemmer vi at holde gang i de vigtige kærlighedshormoner.

Jeg går nu ind i det mest kritiske år i mit parforhold. Ifølge skilsmissestatestikkerne er det sjette år det år, hvor flest par gir op og vælger at bryde ud af forholdet.

Hvis du synes, at dit forhold er værd at bevare, skal der gøres en indsats for at bevare det.

I modsætning til tidens trend, hvor vi alt for ofte kun gør noget for egen vindings skyld, gælder det om i et parforhold at gøre noget for den anden. Og når din partner gør noget for dig, så fokuser på det. Lys det op og kast glimmer efter det.

En ting er at føle taknemmelighed i forhold til sin kæreste. Hvis vi virkelig vil styrke forholdet, skal værdsættelsen siges højt. Fokuser på din partners gode handlinger og sig: Jeg sætter virkelig pris på, at…

En sætning som “jeg elsker dig” kan miste sin værdi, hvis blot vi siger det næsten automatisk. Det er magiske ord, når de siges med nærvær og gerne følges op med et eksempel.

Så i brevet, min mand får af mig i dag, står der: Jeg elsker dig, fordi du………

Har du brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Græsset er ikke altid grønnere

Hvad gør man, når børnene flytter hjemmefra, og man skal til at genopfinde sit parforhold? Rigtig mange står i den situation, at de igennem en årrække har helliget sig moderskabet, og parforholdet er blevet kørt sådan lidt med venstre hånd.

Og så pludselig en dag er børnene flyttet hjemmefra, og man opdager, at ham, man har boet sammen med de sidste mange år, er forandret. Og det er man sørme også selv.

Og her tænker jeg ikke kun på rynker og hængebryster. Jeg tænker på, at vi mennesker forandres i vores måde at være på, fordi vi udviker os.

Når børnene flytter hjemmefra, åbner det mulighed for at finde noget nyt sammen. Eller der er risiko for, at man finder ud af, at der bliver så underligt stille. Og hvad har vi egentlig tilfælles?

Måske fik du stoppet op for flere år siden og er derfor velforberedt og kan bare byde den nye tid velkommen med åbne arme. Hvis ikke står du i sandhed overfor en udfordring.

For måske Jeres udvikling er gået i forskellig retning. Måske din mand har gjort karriere, mens du selv har været på nedsat tid for at passe alt det derhjemme. Og pludselig synes han ikke længere, du er så interessant som hende den fremadstormende nede på kontoret.

Eller du har udviklet dig personligt, mens han har stået i total stampe og stadig kan nøjes med at glædes over lidt bold på flimmeren og dine hjemmelavede frikadeller.

Måske I blot skal række let ud for at nå hinanden. Men hånden på hjertet, det kan være en brat opvågning for mange. Er det så ikke meget nemmere at sige: “Det var så det”. “Vi har egentlig gjort det godt og givet vores børn en god og sikker base og adjø og farvel med dig”. “Nu er det min tur til at få et liv. “

Det er kun dig selv, der ved, om det er nødvendigt at gå. Hvis det bare synes som det letteste fremfor at skulle til at investere i nye måder at være sammen på så lige tøv en kende. I har en fortælling sammen, der væver sig ind i hinanden, og det er da værd at kæmpe for.

Det kræver selvfølgelig hårdt arbejde at finde ind til det, I faldt for ved hinanden, hvis I i alt for mange år ikke har husket at dyrke det. Men det kan faktisk være besværet værd. Så det er bare med at trække arbejdshandskerne på.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Skilsmisse

Godt nytår alle sammen! At tage hul på et helt nyt år giver de fleste et behov for refleksion over sit liv. Hvor står jeg, og hvor er jeg på vej hen? Og skal jeg fortsat gå sammen med dig, eller er vi bedst hver for sig?

Hvad blev der af kærligheden, accepten og overbærenheden. Er den røget ud med travlhed, karriere og kravet om at være den perfekte familie?

Lige efter nytår topper antallet af par, der går fra hinanden. At det lige præcist sker nu, er sikkert fordi, nogle har aftalt at stå igennem julen for børnenes skyld. For hvem har lyst til at ødelægge julefreden. For andre har de mange fridage sammen gjort, at de har fået nok og siger stop. Færdig med dig. Bristede forventninger og konflikter, der har hobet sig op, slår ud i lys lue.

Selvfølgelig er det ikke dagene med juleferie, der er de afgørende. Selv en nok så kikset jul med sveden and, gaven med undertøj i forkert størrelse og svigermor, der drak for meget kan ikke ødelægge et grundlæggende godt forhold.

De par, som ender med at gå fra hinanden nu først i det nye år, er par, der i forvejen har skubbet konflikter ind under gulvtæppet i alt for lang tid, fordi de ikke har orket at tage dem op i en travl hverdag. Skal man pege på en enkelt faktor, så er det manglende kommunikation, der er synderen.

Vi forstår simpelthen ikke hinandens måde at kommunikere på. Vi er for dårligt udrustede til det. Næsten halvdelen af alle par ender med tiden med at blive skilt.

Mange siger, at det er blevet alt for nemt at blive skilt i dag. Måske sådan rent teknisk. Men det er svært. Så hvis I vælger at blive sammen og ikke vil ende i skilsmissestatistikken, så skal der kommunikeres. Der står nu et helt ubrugt år foran Jer.

Så lad 2019 blive året hvor dialogen og dermed kærligheden vil blomstre. Start med at sige højt, hvad du gerne vil have mere af og hvad du ikke vil finde dig i. Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk

Alene hjemme

Jeg elsker min mand over alt. Jeg bryder mig ikke om, at han ikke er hjemme hos mig og at skulle sove uden ham. En ting, jeg dog virkelig nyder ved at være alene hjemme, er, at jeg kan se alt det i fjernsynet, jeg ellers aldrig ser.

Der udspiller sig et helt ritual. Først går jeg i Føtex og handler lidt af det, jeg aldrig spiser. En pakke med ti Snøfler.

Tænk, at man kan få noget, der smager så sindssygt godt for kun 10 kr. Mit mundvand løber i vand straks jeg ser den lilla indpakning. Og jeg sætter al min styrke ind for ikke at åbne pakken, inden fjernsynet er tændt.

På forhånd ved jeg, hvad jeg vil se. Gift ved første blik. Genialt fjernsyn, synes jeg. Spild af liv, synes min mand. Men vi har jo heller ikke været igennem “det perfekte match” tjek.

“Hej far, jeg vil bare lige sige, at jeg skal giftes”. Åhhhh, så er vi igang med et af mine yndlings “jeg ser aldrig” programmer. Fordelen ved ikke at se den slags er, at man kan tage alle otte afsnit i rap .

I love it. Og jeg tuder. For jeg lever mig sådan ind i deres søgen efter at finde det, vi alle drømmer om nemlig kærligheden. Deres usikkerhed er så genkendelig. “Tænk, hvis han havde håbet på noget andet”, siger en.

Nu er det nu! Lykken! Fremtiden! Det ultimative match af en anden verden. De håber og drømmer om, at det bliver et livslangt eventyr. Og igen og igen såres de og sårer hinanden. For hvilken bagage har jeg med og hvilke mønstre har jeg?

Jeg håber og drømmer med de medvirkende. Forsøger også at ændre lidt på handlingen i ny og næ. “Ej , så du ikke, hvor ked af det du gjorde hende lige der?”. Jeg hører min egen stemme i stuen. Jeg snakker nemlig også med mig selv, når jeg er alene hjemme.

Snøflerne er spist.

Heldigvis var der to par, der klarede den denne gang, for ellers er det næsten ikke til at klare alle de følelser af fortabthed og opgivenhed.

Jeg fyldes af taknemmelighed over min mand. Det er trods alt en ubetydelighed, at vi ikke interesserer os for de samme tv programmer.

Måske du også gør noget du “aldrig gør”, når du er alene hjemme?

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Forblændelse

Hvad har du gang i Elisabeth. Jeg får lyst til at råbe dig op. Hvorfor er du vendt tilbage til Johannes?!

Nu slap vi dig ellers lige, bedst som du var fuld af liv og tro på, at der var noget godt i vente for dig. Forelsket og sprudlende. Og sørme om så ikke du, nu hvor vi forventningsfulde blænder op for de nyeste afsnit, er tilbage, hvor du var. Som du selv siger på et tidspunkt: et skridt frem og to tilbage.

Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet.

En af forklaringerne er nok, at vi er rigtig mange, nok især kvinder, der finder os i alt for meget. Men hvorfor gør vi det?

Min mors generation læste bogen: “Kvinder der elsker for meget”. Kvinder, der tilsidesætter sig selv i kampen for at redde “den anden”. Redde den anden fra sig selv. Alkoholikeren, misbrugeren, den voldelige, den evigt utro. Redde forholdet. For børnenes skyld. For den andens skyld. For han kan jo ikke klare sig uden mig og min kærlighed. Og med rigeligt af netop min kærlighed kan jeg få det bedste frem i ham.

Elisabeth får mig til at tænke over, om det er mere komplekst end som så.  Selv kalder hun det, der er på færde, for forblændelse. Når hun skal prøve at forstå, hvorfor hun bliver hos Johannes, selvom han er egoistisk, temperamentfuld og på alle måder ikke værd at elske. For han elsker dybest set kun sig selv.

Men Elisabeth indrømmer, at hun er forblændet og slet ikke ser det. Og jeg tror, der er noget om det. Det er ikke altid, vi ser tydeligt, hvad det er vi står midt i. Måske fordi vi ikke kan eller tør. Men vi må også rejse spørgsmålet – hvad får vi ud af at blive, når vi burde gå.

Hun bliver ikke kun for at redde den anden. Hun bliver også for at redde sig selv. For hvem er hun uden Johannes?  Han har magt, prestige, karisma. Han har ordet i sin magt. I bogstaveligste forstand kan han samle folk omkring sig. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Så måske det ikke udelukkende handler om at elske den anden for meget. Måske det i nok så høj grad handler om at elske sig selv for lidt.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Musik og følelser

Jeg var i Herning i lørdags. Herning? Hvor fanden er Herning? Jo vittigheder er der nok af, når jeg fortæller, at jeg er født og opvokset i Herning.

Da jeg var ung gik vi på Nicodemus, og det var her, min kærlighed til levende musik blev grundlagt.

Herning kan noget med musik. Om det er Boxen, der slår dørene op for de helt store navne eller det noget mindre sted Fermaten. Netop derfor gik turen til Herning. Jeg måtte simpelthen høre Marie Key, der skulle optræde på Fermaten.

Marie Key? Mine børn var ved at dåne, for er hun ikke bare for kedelig. Jeg er bare vild med Marie Key og hendes tekster. Måske fordi jeg har en helt særlig oplevelse med Marie Key. Musik påvirker og påkalder sig følelser og billeder, skaber eller ændrer stemninger.

Med det samme jeg blot trådte ind i det rum, hvor Marie Key inden længe skulle i gang med at synge og spille, fik jeg en række fysiske reaktioner fra kroppen. Det sugede i maven, og tårene pressede sig på. Der var noget meget stærkt følelsesmæssigt på spil her.

Sommeren 2013, hvor jeg forelskede mig i min mand, havde Marie Key netop udgivet sit album “De her dage”. Jeg følte ganske enkelt, at det album var skrevet til mig.

Der er ikke noget som musik, der kan understrege og fremhæve følelser. Der er sange, der for altid vil have en særlig betydning for mig. Jeg dansede med Karsten til Peter A.G’s ”Burhøns”, kyssede med Morten til Kate Bush og Preben sang Halberg Larsen for mig.

Så kom Arne. Han sang ikke. ”Det her kommer ik’ hver eneste dag”, sagde han. Men jeg vidste slet ikke, om jeg turde satse alt.

Så sang Marie Key igen og igen næsten insisterende: “Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud? Stå med åbne arme- stå med smil- stå for skud. Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind”.

Så selvfølgelig måtte vi genopleve det. Jeg rakte ud efter min mand der midt i mørket i Herning. Så tak til Marie Key fordi hun gav mod.

”Når jeg ser det hele, højt oppe, ovenfra. Er vi to helt vildt rigtige, jeg ved det bare. Jeg ved det bare”.

Måske har du også en sang, der har betydet en stor omvæltning i dit liv.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Han, hun og parforholdet

Hun og han, han og hun. Sådan havde det været i nogle år. Dejlige år. Fantastiske år. De stod for vennerne som det perfekte par. Så kom barnet. Barnet, der ændrede alt. Pludselig skulle de til at lære at være han, hun og baby.

Det var godt nok noget af en udfordring. Han var ikke sen til at komme med sin uforbeholdne mening om hende. Hun var forandret. Han derimod gjorde alt for, at det skulle blive som før. Det var derfor nok ikke så populært, da jeg måtte konstatere, at INTET bliver som før.

Han slog hurtigt fast, at parforholdet ikke stod til at redde, hvis det fortsat kun var ham, der gjorde noget for at få det til at fungere.

Min opgave bliver at folde fortællingen ud i sådanne situationer. For hvad ligger der helt præcist i at ”gøre noget”, ”ikke gøre noget”?.

Set fra hans perspektiv så var han rigtig god til at give kærtegn, knus, kys og lægge op til sex. Hun derimod havde aldrig overskud og lyst og kom aldrig som den første og gav et klem. Det var altid ham. Han savnede, at hun gjorde det. For det betød afgørende meget for ham at få disse kys, knus og klem.

Fra hendes perspektiv gjorde hun en del for at give til parforholdet. Hun smurte hans madpakke, handlede ind, lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent, passede den lille. Men hun indrømmede gerne, at overskuddet til det, som betød noget for ham, ikke rigtig var der. Men hun kunne nu ikke helt genkende sig i hans syn på, at hun ikke gjorde noget. Hun gjorde nok bare noget andet, end det han håbede på.

Jeg kunne ikke lade være med at udfordre ham lidt. For hvad var det i virkeligheden, han gjorde? Han gjorde de ting for parforholdet, som var vigtige for ham. Ting han selv satte pris på.

Vil du virkelig gøre noget for parforholdet, så skal du starte et helt andet sted.

Hvis du virkelig vil gøre noget, så begynder du med en nysgerrighed på, hvad der betyder noget for den anden. Og lige nu var kys, knus, klem og sex slet ikke øverst på hendes liste.

Hun gav en masse, men ikke det han ønskede sig. Han gav en masse, men ikke det hun ønskede sig.

Så handler det om at finde nysgerrigheden på, hvad der betyder noget for den anden og så starte der. Det kan være vigtigt at minde hinanden om, at det tidligere har været dejligt for os at være sammen. Nu skal vi have genforandlet vores måde at være sammen på. Og når kærligheden har været der, så kan den også findes igen mellem gylp, bleer, manglende søvn.

Men start ovre i den anden og spørg: “Hvad kan jeg gøre for dig?”.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

Når mænd er fra Mars

Jeg har mødt rigtig mange par, der går galt af hinanden. Mænd og kvinder går fejlagtigt ud fra, at når de elsker hinanden, så vil partneren opføre sig på en bestemt måde- nemlig den måde man selv reagerer og føler på.

Hvor er det trist nogen gange at se på. Når de sidder der på hver deres planet og ikke forstår den andens sprog,

Det giver unægtelig nogle udfordringer, når det kommer til dette med helt at forstå hinanden. Lidt firkantet sagt kan man sige, at mænd gerne vil handle, mens vi kvinder gerne vil snakke, snakke, snakke. Man må sige, at Vor Herre har udstyret os lidt for forskelligt.

Faktisk det sådan, at kvinder gennemsnitligt siger mere end 24.000 ord dagligt, mens mænd kun bruger 12.000 ord.

Jeg har mødt rigtig mange mænd, der rammes af en kæmpe afmægtighedsfølelse ved alle de ord, der kommer ud af deres partners mund. Ord med alle de svære følelser og bekymringstanker, hun gør sig.

Han vil så gerne fixe det og går i ”handle mode”.

Når så der ikke rigtig er noget at gøre, fordi fakta er, at de står i en lorte situation, er det, at han ikke kan holde det ud. For hvad skal han gøre? Hvordan få det svære til at forsvinde, når det ikke lige kan fixes?

Vi kvinder er for dårlige til at guide mændene. Måske fordi vi tror, det er så indlysende, at det, vi har brug for, er en arm, der trøstende holder om os. I hvert fald får vi ikke sagt tydeligt nok, at det blot handler om at få lov til at sætte ord på alt det svære.

Vi har ingen forventning om, at det skal løses. Vi har blot brug for at blive set og hørt.

Så kære mand: Når hun starter sin talestrøm, og du mærker afmagtsfølelsen komme snigende så prøv blot at trække hende ind i din favn eller vis med dit kropssprog, at du orker at høre på din kæreste.

Det kan du gøre ved at have et åbent ansigt. Der behøver ingen ord komme ud. Kommunikation er også non-verbal og du kan alene med dit kropssprog signalere, at du godt gider lytte.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk