Alene hjemme

Jeg elsker min mand over alt. Jeg bryder mig ikke om, at han ikke er hjemme hos mig og at skulle sove uden ham. En ting, jeg dog virkelig nyder ved at være alene hjemme, er, at jeg kan se alt det i fjernsynet, jeg ellers aldrig ser.

Der udspiller sig et helt ritual. Først går jeg i Føtex og handler lidt af det, jeg aldrig spiser. En pakke med ti Snøfler.

Tænk, at man kan få noget, der smager så sindssygt godt for kun 10 kr. Mit mundvand løber i vand straks jeg ser den lilla indpakning. Og jeg sætter al min styrke ind for ikke at åbne pakken, inden fjernsynet er tændt.

På forhånd ved jeg, hvad jeg vil se. Gift ved første blik. Genialt fjernsyn, synes jeg. Spild af liv, synes min mand. Men vi har jo heller ikke været igennem “det perfekte match” tjek.

“Hej far, jeg vil bare lige sige, at jeg skal giftes”. Åhhhh, så er vi igang med et af mine yndlings “jeg ser aldrig” programmer. Fordelen ved ikke at se den slags er, at man kan tage alle otte afsnit i rap .

I love it. Og jeg tuder. For jeg lever mig sådan ind i deres søgen efter at finde det, vi alle drømmer om nemlig kærligheden. Deres usikkerhed er så genkendelig. “Tænk, hvis han havde håbet på noget andet”, siger en.

Nu er det nu! Lykken! Fremtiden! Det ultimative match af en anden verden. De håber og drømmer om, at det bliver et livslangt eventyr. Og igen og igen såres de og sårer hinanden. For hvilken bagage har jeg med og hvilke mønstre har jeg?

Jeg håber og drømmer med de medvirkende. Forsøger også at ændre lidt på handlingen i ny og næ. “Ej , så du ikke, hvor ked af det du gjorde hende lige der?”. Jeg hører min egen stemme i stuen. Jeg snakker nemlig også med mig selv, når jeg er alene hjemme.

Snøflerne er spist.

Heldigvis var der to par, der klarede den denne gang, for ellers er det næsten ikke til at klare alle de følelser af fortabthed og opgivenhed.

Jeg fyldes af taknemmelighed over min mand. Det er trods alt en ubetydelighed, at vi ikke interesserer os for de samme tv programmer.

Måske du også gør noget du “aldrig gør”, når du er alene hjemme?

Forblændelse

Hvad har du gang i Elisabeth. Jeg får lyst til at råbe dig op. Hvorfor er du vendt tilbage til Johannes?!

Nu slap vi dig ellers lige, bedst som du var fuld af liv og tro på, at der var noget godt i vente for dig. Forelsket og sprudlende. Og sørme om så ikke du, nu hvor vi forventningsfulde blænder op for de nyeste afsnit, er tilbage, hvor du var. Som du selv siger på et tidspunkt: et skridt frem og to tilbage.

Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet.

En af forklaringerne er nok, at vi er rigtig mange, nok især kvinder, der finder os i alt for meget. Men hvorfor gør vi det?

Min mors generation læste bogen: “Kvinder der elsker for meget”. Kvinder, der tilsidesætter sig selv i kampen for at redde “den anden”. Redde den anden fra sig selv. Alkoholikeren, misbrugeren, den voldelige, den evigt utro. Redde forholdet. For børnenes skyld. For den andens skyld. For han kan jo ikke klare sig uden mig og min kærlighed. Og med rigeligt af netop min kærlighed kan jeg få det bedste frem i ham.

Elisabeth får mig til at tænke over, om det er mere komplekst end som så.  Selv kalder hun det, der er på færde, for forblændelse. Når hun skal prøve at forstå, hvorfor hun bliver hos Johannes, selvom han er egoistisk, temperamentfuld og på alle måder ikke værd at elske. For han elsker dybest set kun sig selv.

Men Elisabeth indrømmer, at hun er forblændet og slet ikke ser det. Og jeg tror, der er noget om det. Det er ikke altid, vi ser tydeligt, hvad det er vi står midt i. Måske fordi vi ikke kan eller tør. Men vi må også rejse spørgsmålet – hvad får vi ud af at blive, når vi burde gå.

Hun bliver ikke kun for at redde den anden. Hun bliver også for at redde sig selv. For hvem er hun uden Johannes?  Han har magt, prestige, karisma. Han har ordet i sin magt. I bogstaveligste forstand kan han samle folk omkring sig. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Så måske det ikke udelukkende handler om at elske den anden for meget. Måske det i nok så høj grad handler om at elske sig selv for lidt.

Musik og følelser

Jeg var i Herning i lørdags. Herning? Hvor fanden er Herning? Jo vittigheder er der nok af, når jeg fortæller, at jeg er født og opvokset i Herning.

Da jeg var ung gik vi på Nicodemus, og det var her, min kærlighed til levende musik blev grundlagt.

Herning kan noget med musik. Om det er Boxen, der slår dørene op for de helt store navne eller det noget mindre sted Fermaten. Netop derfor gik turen til Herning. Jeg måtte simpelthen høre Marie Key, der skulle optræde på Fermaten.

Marie Key? Mine børn var ved at dåne, for er hun ikke bare for kedelig. Jeg er bare vild med Marie Key og hendes tekster. Måske fordi jeg har en helt særlig oplevelse med Marie Key. Musik påvirker og påkalder sig følelser og billeder, skaber eller ændrer stemninger.

Med det samme jeg blot trådte ind i det rum, hvor Marie Key inden længe skulle i gang med at synge og spille, fik jeg en række fysiske reaktioner fra kroppen. Det sugede i maven, og tårene pressede sig på. Der var noget meget stærkt følelsesmæssigt på spil her.

Sommeren 2013, hvor jeg forelskede mig i min mand, havde Marie Key netop udgivet sit album “De her dage”. Jeg følte ganske enkelt, at det album var skrevet til mig.

Der er ikke noget som musik, der kan understrege og fremhæve følelser. Der er sange, der for altid vil have en særlig betydning for mig. Jeg dansede med Karsten til Peter A.G’s ”Burhøns”, kyssede med Morten til Kate Bush og Preben sang Halberg Larsen for mig.

Så kom Arne. Han sang ikke. ”Det her kommer ik’ hver eneste dag”, sagde han. Men jeg vidste slet ikke, om jeg turde satse alt.

Så sang Marie Key igen og igen næsten insisterende: “Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud? Stå med åbne arme- stå med smil- stå for skud. Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind”.

Så selvfølgelig måtte vi genopleve det. Jeg rakte ud efter min mand der midt i mørket i Herning. Så tak til Marie Key fordi hun gav mod.

”Når jeg ser det hele, højt oppe, ovenfra. Er vi to helt vildt rigtige, jeg ved det bare. Jeg ved det bare”.

Måske har du også en sang, der har betydet en stor omvæltning i dit liv.

Han, hun og parforholdet

Hun og han, han og hun. Sådan havde det været i nogle år. Dejlige år. Fantastiske år. De stod for vennerne som det perfekte par. Så kom barnet. Barnet, der ændrede alt. Pludselig skulle de til at lære at være han, hun og baby.

Det var godt nok noget af en udfordring. Han var ikke sen til at komme med sin uforbeholdne mening om hende. Hun var forandret. Han derimod gjorde alt for, at det skulle blive som før. Det var derfor nok ikke så populært, da jeg måtte konstatere, at INTET bliver som før.

Han slog hurtigt fast, at parforholdet ikke stod til at redde, hvis det fortsat kun var ham, der gjorde noget for at få det til at fungere.

Min opgave bliver at folde fortællingen ud i sådanne situationer. For hvad ligger der helt præcist i at ”gøre noget”, ”ikke gøre noget”?.

Set fra hans perspektiv så var han rigtig god til at give kærtegn, knus, kys og lægge op til sex. Hun derimod havde aldrig overskud og lyst og kom aldrig som den første og gav et klem. Det var altid ham. Han savnede, at hun gjorde det. For det betød afgørende meget for ham at få disse kys, knus og klem.

Fra hendes perspektiv gjorde hun en del for at give til parforholdet. Hun smurte hans madpakke, handlede ind, lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent, passede den lille. Men hun indrømmede gerne, at overskuddet til det, som betød noget for ham, ikke rigtig var der. Men hun kunne nu ikke helt genkende sig i hans syn på, at hun ikke gjorde noget. Hun gjorde nok bare noget andet, end det han håbede på.

Jeg kunne ikke lade være med at udfordre ham lidt. For hvad var det i virkeligheden, han gjorde? Han gjorde de ting for parforholdet, som var vigtige for ham. Ting han selv satte pris på.

Vil du virkelig gøre noget for parforholdet, så skal du starte et helt andet sted.

Hvis du virkelig vil gøre noget, så begynder du med en nysgerrighed på, hvad der betyder noget for den anden. Og lige nu var kys, knus, klem og sex slet ikke øverst på hendes liste.

Hun gav en masse, men ikke det han ønskede sig. Han gav en masse, men ikke det hun ønskede sig.

Så handler det om at finde nysgerrigheden på, hvad der betyder noget for den anden og så starte der. Det kan være vigtigt at minde hinanden om, at det tidligere har været dejligt for os at være sammen. Nu skal vi have genforandlet vores måde at være sammen på. Og når kærligheden har været der, så kan den også findes igen mellem gylp, bleer, manglende søvn.

Men start ovre i den anden og spørg: “Hvad kan jeg gøre for dig?”.

 

 

Når mænd er fra Mars

Jeg har mødt rigtig mange par, der går galt af hinanden. Mænd og kvinder går fejlagtigt ud fra, at når de elsker hinanden, så vil partneren opføre sig på en bestemt måde- nemlig den måde man selv reagerer og føler på.

Hvor er det trist nogen gange at se på. Når de sidder der på hver deres planet og ikke forstår den andens sprog,

Det giver unægtelig nogle udfordringer, når det kommer til dette med helt at forstå hinanden. Lidt firkantet sagt kan man sige, at mænd gerne vil handle, mens vi kvinder gerne vil snakke, snakke, snakke. Man må sige, at Vor Herre har udstyret os lidt for forskelligt.

Faktisk det sådan, at kvinder gennemsnitligt siger mere end 24.000 ord dagligt, mens mænd kun bruger 12.000 ord.

Jeg har mødt rigtig mange mænd, der rammes af en kæmpe afmægtighedsfølelse ved alle de ord, der kommer ud af deres partners mund. Ord med alle de svære følelser og bekymringstanker, hun gør sig.

Han vil så gerne fixe det og går i ”handle mode”.

Når så der ikke rigtig er noget at gøre, fordi fakta er, at de står i en lorte situation, er det, at han ikke kan holde det ud. For hvad skal han gøre? Hvordan få det svære til at forsvinde, når det ikke lige kan fixes?

Vi kvinder er for dårlige til at guide mændene. Måske fordi vi tror, det er så indlysende, at det, vi har brug for, er en arm, der trøstende holder om os. I hvert fald får vi ikke sagt tydeligt nok, at det blot handler om at få lov til at sætte ord på alt det svære.

Vi har ingen forventning om, at det skal løses. Vi har blot brug for at blive set og hørt.

Så kære mand: Når hun starter sin talestrøm, og du mærker afmagtsfølelsen komme snigende så prøv blot at trække hende ind i din favn eller vis med dit kropssprog, at du orker at høre på din kæreste.

Det kan du gøre ved at have et åbent ansigt. Der behøver ingen ord komme ud. Kommunikation er også non-verbal og du kan alene med dit kropssprog signalere, at du godt gider lytte.

 

Stavekontrol

Selvom Peter Plys er klog og ordene smukke, så vil jeg hævde, at lige her har Peter Plys ikke helt ret. Kærlighed er mere end følelse. Kærlighed er også tanke og handling. Kærlighed er en beslutning om, at relationen til den anden skal vare ved. Kærlighed er varig forpligtelse og tilsidesættelse af en selv.

Kærlighed er det, der giver livet intensitet og mening. Vi lever i en tid der misforstår, hvad kærlighed er. I vores komfortable og nydelseslystne tid har vi glemt, at kærligheden også er lidelse, benhård modstand, seje kampe og smerte.

Når min mand viser tålmodighed over for mig, så er det en kærlighedserklæring af de helt store. Tålmodig er den, som ”finder sig i ventetid, afbrydelser eller andet besvær gennem længere tid”. Det kunne ligeså godt være en beskrivelse af min mands modsætning.

Han skælder ud i trafikken, når trafikanterne ikke kører hurtigt nok frem. Han orker ikke møder uden resultater. Han gider ikke snik snak uden mål. Han trættes, når noget ikke hurtigt giver gevinst.

Men med mig er han evigt tålmodig. Og netop derfor er det en endnu større kærlighedserklæring at mærke det, når jeg nu ved, at han ikke er tålmodig med ret mange og ret meget. For så ved jeg, at han er total vild med mig.

Så måske det er, når vi mærker, at den anden gør sig umage med noget, der for dette menneske kræver en ekstra indsats og den anden så rent faktisk lykkes med at gøre lige præcist det for dig, at vi mærker, hvor højt vi er elsket. For hvis det bare faldt min mand let at være tålmodig, så ville jeg måske ikke på samme måde glædes over, at han viser mig tålmodighed?

Jeg tror på, at kærlighed begynder med en ægte interesse i, hvad der betyder noget for den anden. For der sætter vi os selv til side. Der bliver det mere vigtigt for dig, hvad du kan gøre for den anden, end hvad du umiddelbart kunne have lyst til, hvis du udelukkende lyttede til dit eget behov. Du har forpligtet dig.

”Hvordan staver man til kærlighed?” Man kan stave til kærlighed, når man kan stave til ”dig” i stedet for ”mig”.

Hun skred…

Man kan få stor indsigt i andres liv ved at køre i tog. Ofte slår det mig, hvor lidt blufærdighed der egentlig er omkring at sidde og snakke i telefon og dele ud af ret private snakke der i togvognen. Kvinden, der sad overfor og talte i telefon med sin veninde, lagde ikke fingre imellem.

”Så kan han lære det”, grinede hun. ”Han” var manden, hun nu havde sat stolen for døren. Han havde ellers altid sagt, at han ”hellere ville have den skåret af med en sløv ske end tale med en psykolog”. Hun derimod ville gerne snakke.

Snakke, snakke, snakke. Vidste du, at kvinder gennemsnitligt bruger 24.000 ord om dagen mod mændenes 12.000? Og måske vi nogen gange faktisk kommer til at kvæle mændene i alle de ord.

Først da hun pakkede sit tøj og ”han så, at jeg havde taget neglelakken ude i køleskabet”, overgav han sig til kvindemåden at løse problemer på. Nemlig at samtale om tingene. Så der var bestilt tid ved en dygtig psykolog.

Det var selvfølgelig med et smil om læben, at hun kunne fyre den med neglelakken af. Men måske der var også et gran af sandhed i det. For da indså han givet, at hvis han gav slip nu, så risikerede han rent faktisk, at hun blev en andens. Det kunne han bære endnu mindre end at skulle til psykolog. Nu skulle forholdet reddes.

Jeg kan godt få ondt af mændene nogen gange. Vi falder for dem, fordi de indeholder kvaliteter, vi sætter pris på. Fordi de er så anderledes end vi er. Når så vi er i fast forhold, gør vi alt, hvad vi kan for at lave om på dem.

Sådanne samtaler om konflikter tager derfor ofte et helt andet udgangspunkt i en konsultation. For først skal vi have fundet ind til ”det der var”.

Hvad faldt du for ved ham? Hvad satte du pris på?

I mødtes som to selvstændige væsner. Og det var jo den, han var dengang, du forelskede dig i. Hvis man har så skide travlt med at lave den anden om, bliver det jo et helt andet menneske og slet ikke den, du faldt for.

Kærlighed er, at ville kende og rumme et andet menneske. Det er, at ville se og forstå alt det, der sker i den anden. Og det er, at give alt det der er, lov at være på sine egne betingelser.

Efter forelskelsen kommer…..

Bare vent til det blir hverdag! Sådan sagde venner og familie til min kollega, da hun strålende forelsket fortalte, at hun og kæresten var helt oppe at ringe over, at de skulle flytte sammen. De havde været ude at se på et lille hus, hvor de sammen ville bo og dele livet og kærligheden med hinanden.

Der lå ligesom en trussel i vennernes udmelding. Som om der ventede dem en fremtid langt fra den lyserøde sky, de lige nu sad på.

Fakta er da også, at efter et halvt år begynder de fleste faktisk at føle sig en lille smule snydt. Kvindens behov for sex falder, og det samme gør mandens trang til at være omsorgsfuld. Hverdagen banker på, og helt andre behov melder sig- nemlig behovet for fladskærm, carport og udestue…

De fleste har prøvet det og kender fornemmelsen af at være forelsket. Den sitrende spænding i kroppen, sommerfuglene i maven.

Det er kemi det hele.

Og når forelskelse er gensidig kan man virkelig tale om, at sikringerne i hjernen springer. Perioden med sindssyge holder dog op og heldigvis for det.

Det betyder dog heldigvis ikke, at det, der venter, er en trist hverdag. Hver dag er muligheden for en ny begyndelse. En ny dag at glædes. En ny dag at vælge kærligheden.

Men der skal arbejdes for det.

Jeg holder af hverdagen. Hverdagen med dens vante trummerum. Og på mange måder føles det langt rarere, end dengang jeg ikke kunne huske nøglerne til lejligheden og ikke kunne huske, hvad jeg skulle handle ind. Fordi jeg var i en tilstand af momentan sindssyge.

Hver dag glædes jeg over, at han er min. Jeg mærker hjertet slå dobbelttakt, når han blidt hvisker i mit øre, at han elsker mig. Jeg mærker forventningens glæde over, at nu kommer han snart hjem fra arbejde. Suset i maven når jeg læser en sød SMS. Holder af trygheden ved at blive holdt om. Elsker duften af ham, når mit næsebor rammer hans hals. Ligge i ske og ikke gide stå op. Mærke varmen fra hans hånd, når han lægger sin hånd i min.

Så til min kollega kunne jeg ærligt sige: Ja, bare vent til det bliver hverdag. Der er nok at glæde sig til.

Kære Adam Holm

Jeg skriver til dig, fordi du har åbnet en vigtig debat omkring parforholdets vilkår i vor tid.

Du kalder dig selv ”kærlighedsrealist”. Og går til modangreb mod en romantisk forestilling om den eneste ene, der kan få os til at holde os på måtten igennem et langt liv.

Det ville være nemmest blot at give dig ret, for statistikken taler sit tydelige sprog. Vi danskere hører til i absolut topklasse, når det handler om at være sin partner utro. Så er det ikke rigtigt, når du siger: ”shit happens”? Alt andet er vel, som du er inde på, ren hykleri?

Når jeg alligevel vil komme med en anke til din argumentationsrække, er det fordi, jeg bliver så ærgerlig, når kendte siger, som du gør. For andre lytter jo til dig, og måske de ikke helt overkuer konsekvenserne.

Vi ligger nemlig ikke kun i top, når det handler om utroskab. Vi bliver også skilt som aldrig før. Og hvis du som en anden Adam blot fristes af kvinden uden at mene noget med det, så er det en stor risiko at løbe.

Nu ser det for en umiddelbare betragtning ud til, at du har været så heldig, at du og din partner har fundet hinanden igen. Og oven i købet angiveligt står stærkere.

Det er lige netop den vildfarelse, jeg bliver så ærgerlig over, at du kan bilde dig selv og måske også andre ind. Jeg vil påstå, at I står svagere.

Kærlighed er en form for grænse rundt om en relation. Når der er kærlighed på spil, skal der faktisk ret meget til for at true relationen. Kærligheden ligger som et værn rundt om. Hvis den ene part vælger at have sex med en anden end sin partner, brydes grænsen eller det værn, som kærligheden sætter rundt om relationen. Hvis vi vil bilde os ind, at sex med andre ikke betyder noget, så overser vi, at grænsen netop brydes.

Uden grænse rundt om relationen har kærligheden ingen beskyttelse. Uden beskyttelse er kærligheden pludselig truet. Og det er edderhugme synd, når du samtidig hæver, at du elsker din kone. Du vil bare have det hele.

Du vil have lov at have det lidt sjovt, siger du. Jeg ved ikke hvor du har fået forestillingen om, at kærlighed skal være sjov. Kærlighed er hårdt arbejde og slid, men belønningen er lykke

Det hele pakker du så ind i en afstandstagen for nymoralisme. Vi lokkes med af dine ord. For hvem gider være sådan en kedelig moralens vogter.

Og videre siger du: “man lever kun én gang”. Det er jo sandt. Derfor er det dog ikke en fribillet til at kaste sig over andre. Tvært imod vil jeg hævde. Vi lever netop kun en gang og er derfor forbandet forpligtede på at gøre det ordentligt. For det kan ikke gøres om.

Du beskriver dig selv som et menneske med livsoverskud, som gerne deler ud til andre, når du beruses af stemningen. Hvis den energi og overskud i stedet blev puttet ind i dit ægteskab, ville du ikke kunne trues på dit forhold.

Du vil gerne skubbe til forestillingen om den eneste ene. Der er vi enige. Jeg tror heller ikke på forestillingen om den eneste ene. Jeg tror imidlertid på at forpligte sig og tage valg og gøre fravalg.

Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre arrangerer sig i deres ægteskab, men jeg kan opfordre til, at man bruger den igangværende debat, som jeg må indrømme, du har fået lukket op for, til at aftale spilleregler. Spilleregler der gælder for en selv og ens partner.

Vil I ”gå glip af”, eller vil I “have alt” med risiko for at miste det hele?

 

 

 

Lykke

Parforholdet har trange kår. Måske fordi vi jagter en tilstand af evig lykke? Næsten halvdelen af alle, der bliver gift, bliver skilt igen.

Jeg er selv en del af statestikken, så med hvilken ret kommer jeg med refleksioner over parforholdet? Jeg gør det alligevel. Eller måske netop derfor.

Der findes sikkert mange gode forklaringer på, at vi er så mange, der ender med at blive skilt.

Vi lever i en tid, hvor vi nok giver hurtigere op end tidligere generationer,  når vi møder modgang. Vi har ikke længere den samme økonomiske afhængighed af en partner, hvilket måske også spiller en ikke uvæsentlig rolle. Børn, arbejde og fritidsinteresser spiller givet også ind. Vi glemmer, at også parforholdet skal prioriteres på lige fod med de andre ting.

Men måske en del af forklaringen også er, at vi higer efter en evig tilstand af lykke. Lykke er netop ikke en evig tilstand. Lykke kommer glimtvis.

Tror vi andet, bliver vi slemt skuffede og kan se os selv på evig jagt efter lykken. Og måske det tillige er for meget forlangt at lade vores fornemmelse af lykke afhænge af parforholdet?

Jeg er lykkelig. Jeg mærker hver dag lykken over at være i live og være der i livet, hvor jeg er nu.

For mig er lykke synet af stæreflokken, der samles i vild dans over aftenhimlen, inden de finder det helt rette sted at slå sig ned for natten.

Lykke er måden kun min søn kan give mig et klem på. Solen der vedholdende står op uden mine anstrengelser. Forberedelse af lækker mad til gode venner. Duften af nyvasket sengelinned.

Lykke er lyden af alle ungernes latter. Og de ler højt og larmende, så man mærker helt ind i kroppen, at lige der i det øjeblik, da er jeg lykkelig.

Lykke er at vågne let op og mærke, at min elskede putter sig tæt ind til mig. Det er smagen af hjemmebagte bedstemorboller, som min mormor lavede dem. Champagnen der perler i min mund. Duften af friskplukkede blomster. Smagen af årets første danske jordbær. Fornemmelsen i kroppen når han holder sine arme beskyttende om mig.

Lykke er at se måden lyset bryder frem og skiller de mørke toner på himlen. En varm sommerdag på terrassen. En sms med ordene: Tak Mutti kys kys.

Det smukke ligger ofte i detaljen og når vi ser det, er lykke belønningen.