Levende fortællinger

Kender du det, at der er personer, du ville ønske, du havde mødt og lært at kende. Og jeg er ikke ude i sådan noget Obama, Marilyn Monroe, prinsesse Diana lignende noget. Bare helt almindelige mennesker, der gennem de fortællinger, der fortælles om dem, bliver levende og nærværende på den der helt unikke måde.

Sådan ønsker jeg, det opleves, når jeg forsøger at videreformidle fortællingerne om mine børns mormor og farmor. Det er min mor på fotoet. Jeg håber, mine børn sidder tilbage med tilbageholdt åndedræt og tænker: “Wow, jeg ville ønske, jeg havde lært dem at kende”.

For de var nogle helt særlige kvinder på hver deres måde. Jeg fortæller gerne om dem og hver gang med et stik i hjertet over, at de ikke nåede at tage del i mine børns liv.

Vi mennesker bliver til gennem fortællinger. De fortællinger vi fortæller om os selv og om andre. Vi efterlader os spor. Hvert enkelt menneske har sin egen fortælling, som gør det menneske unikt og enestående. Og som efterlevende har vi en forpligtigelse til at holde liv i fortællingerne om vores afdøde.

Min mand er en eminent fortæller, og når han gør fortællingerne om sin afdøde mor levende, giver det mig følelsen af, at her er en kvinde, jeg ville ønske, jeg havde mødt.

“Guld Else” kalder han hende kærligt som et reference til hendes forkærlighed for smykker i rigelige mængder. Som fortællingen folder sig ud, bliver hun langsomt lyslevende for mig.

Sådan er det. Og det er godt at vide, at det ikke stopper med døden. Vi lever videre blandt de levende. Og vi kan selv være med til at skrive på den fortælling, der skal fortælles om os, når vi ikke længere er at tælle blandt de levende.

Hvad ønsker du at blive husket for ved din begravelse? Hvad ønsker du at stå for i livet? Hvad betyder virkelig noget dybt i dit hjerte?

 

Alene i sorgen

“Gid nogen turde gå med mig ind i mørket”, sagde hun. Hun fortalte om en fortælling, der havde gjort stort indtryk på hende.

En dreng har mistet sin mor. I sin totale afmagtsfølelse sidder han under bordet og nægter nogensinde at komme ud igen. Faderen sætter sig ind under bordet til ham. Der sidder de sammen stille for en stund. Og så taler de lidt sammen. Faderen får til sidst sin ulykkelige søn med ud og sammen kan de igen være i det svære.

Hvad er det helt præcist denne far gør?

Han går med ind i mørket. Havde han kaldt på drengen eller hevet i ham, havde han kun mødt modstand. Havde han lokket med is og andre lækkerier, havde han kun mødt modstand. Havde han sagt, at de kunne lave noget sjovt sammen, hvis han kom ud, ville han kun møde modstand.

Men ved at gå med ham ind i sorgens rum, får han løst op for den altomsiggribende sorg. Fordi de deler det svære. Han går med ind i mørket.

Hun gad godt, at nogen i overført betydning satte sig under bordet med hende.

Nogle valgte at overse, at hun sad der under bordet. Eller de forsøgte at lokke hende ud fra mørket med deres: “Ej, hvor han udvikler sig flot” og “Hvor er det et mirakel, at han har overlevet”.

Det var deres elskede barn, der fik disse ord med på vejen. Ord til trøst .

I stedet efterlod det hende i en ubeskrivelig alenefølelse. Og tilmed med dårlig samvittighed. For hun følte sig utaknemmelig over ikke at kunne glædes på trods.

Bevares hun elskede sin søn. Han var bare også en kilde til stor sorg. En forbudt sorg følte hun.

Alle der kom forbi og så hende siddde der under bordet i al sin tristhed hev og sled i hende. “Kom nu ud”. “Her er nok at glæde sig over”. “Se, det skal nok gå alt sammen”.

Ingen gjorde som faderen i den smukke fortælling og satte sig ved siden af. Gik med hende ind i mørket for at dele alle de svære følelser og tanker.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

Vi lever videre

Vi kan være bange for at glemme, den vi har mistet. Og det gør vi. Jeg husker de første gange, hvor jeg ikke længere kunne genkalde mig duften af min mor. De præcise konturer i hendes ansigt. Måden hun gik på.

Jeg havde ellers  i lang tid forsøgt at fastholde de fysiske erindringer ved at gå i hendes tøj. Købte den parfume hun altid brugte i forsøget på at holde hende tæt på . Når jeg kigger på foto fra dengang er jeg iført tøj, der slet ikke passer til min alder.

Men jeg var nødt til det,  for jeg følte, det var det eneste, jeg havde tilbage.

Og pludselig duftede det ikke længere af hende,  men bare af mig selv.

Det var skræmmende.

MEN vi mennesker er andet end det fysiske, som vi mister grebet om. Dem, vi har mistet, lever videre gennem fortællinger.

Vi bliver til gennem fortællinger, og vi lever videre gennem fortællinger. 

Juleaften sætter jeg mig og stirrer ind i lysene på træet. Minderne pibler frem. Ikke kun om min barndomsjul, men om alle de betydninger min mor nåede at få for mig.

Og jeg føler, hun er nærværende. Det er som om, jeg kan kalde hende frem gennem fortællingerne.

Jeg tror, det er sådan for rigtig mange, at det særligt er i julen, vi mærker savnet. Savnet af dem vi har mistet.

Da føles det godt at kunne mærke nærværet. Så lad fortællingerne blive levende, når vi inden længe sætter os til julebordet sammen.

Vi kan jo begynde med et: Kan du huske… Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Værdighed

Min veninde og hendes mand kører hver weekend turen til sygehuset for at besøge en nær ven.

De havde netop været på besøg og var blevet meget berørte af at læse i den dagbog, personalet har lavet, mens han har været indlagt på Intensiv afdelingen.

Min veninde blev hårdt ramt af tanken om, hvor hurtigt alt kan ændre sig. Han var gået fra at være en stor stærk mand, der havde klaret fysisk hårdt arbejde til i løbet af et splitsekund at være helt afhængig af andre. Det er svært at se på.

Er det værdigt, spurgte hun?

Det gav anledning til en lille refleksion. For hvad er værdighed egentlig?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg hurtigt ville kunne rammes af følelsen af at befinde mig i en uværdig situation, hvis jeg var hundrede procent afhængig af, om andre ville klø mig, når det klør, tørre mig efter at jeg har gjort min nødtørft på et bækken. At skulle være afhængig af andre på den måde ville jeg personligt kunne opleve som ret uværdigt.

Så slog det mig imidlertid, at værdighed måske i virkeligheden aldrig er noget, jeg har i kraft af mig selv og min egen formåen. Måske værdighed altid er noget, jeg får givet af andre.

Med min veninde og hendes mands måde at være på over for deres ven er de i høj grad med til at give ham værdighed. De besøger ham trofast, de deler hans frustrationer, angst og afmagt.

Også personalet på Intensiv giver ham værdighed.

Det han ikke selv havde erindring om, giver de ham tilbage med deres fortællinger i dagbogen. I deres pleje af ham giver de ham værdighed. De holder ham nybarberet og renvasket. De taler til ham og er omkring ham med nænsomhed.

Og netop derfor bevarer han sin værdighed hele vejen.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Når alt bliver sort

Vi har et anstrengt forhold til døden i vor tid. Og i takt med at ritualer glider mere og mere ud, øges vores følelse af at være kommet ud på dybt vand, når vi står over for en af vore nærmeste, der har mistet.

Hvad gør man lige? Hvordan sige det rigtige? Vi står famlende over for døden. Vi har ingen drejebog for den del af livet.

At det er svært for den, der står alene tilbage, er der heldigvis kommet fokus på. En åben linje direkte ind til frivillige, der selv har prøvet at miste, er nu en realitet. De sidder klar ved telefonen alle ugens dage klar til at lytte. For alt for mange går alene med deres sorg. Måske de ikke vil belemre deres nærmeste.

Desværre tror jeg også, at en af forklaringerne er, at vi er alt for dårlige til at træde til som støtter. Bevar mig vel, vi siger da: ”Du kan altid ringe”.

Vores effektive samfund spiller måske også ind, når det handler om at miste. Den periode, man som efterladt bliver behandlet som sørgende, slipper hurtigt op.

Magtesløsheden er vor tids største udfordring. Vi er så vant til at kunne kontrollere og handle på alt. Vi bliver alle magtesløse på et tidspunkt i livet. Om ikke før så når vi står over for døden.

Kan du huske, hvad der skete til formning, når vi blandede alle farverne sammen? Når alle farver blandes sammen, bliver det sort. Når det er sort, kan man ikke længere se alle farverne. Det er den følelse, vi kan få, når vi mister en, vi har elsket.

Sammen med denne person stod alt lysende klart og i de smukkeste nuancer. Når vi ikke længere kan dele det med det menneske, som har så stor betydning for os, er det som om, farverne blandes. Alle de smukke oplevelser, som ikke kan blive til nye oplevelser, blander sig sammen, og alt bliver sort som i den mørkeste nat.

Vi tror måske ikke helt på, at det kan være tilstrækkeligt at lægge øre til den, der er i sorg. Så vi gir op og tænker: ”Tiden læger alle sår”.

Vi bliver lettede, når vi ser den efterladte vende tilbage til job eller ser, at han deltager i arrangementer. ”Han er kommet videre”, siger vi. Jo tak, han er kommet videre, men han skal gå alene nu.

Det er tungt og går ikke bare sådan over. Alene ordet ”sorgarbejde” er noget vrøvl. For ordet lover, at når arbejdet er gjort, så er sorgen væk. Sorgen er den pris, vi betaler for at have elsket.

Vi er sårbare og dødelige, men vi er det sammen og den erkendelse bør vække solidaritet og anspore til omsorg for hinanden. Har du en, du skal have ringet til?

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

At miste en at kramme

Al forskning viser, at det er noget af det sværeste at miste en ægtefælle, man har levet sammen med igennem et helt liv. En man har delt stort og småt med. Han eller hende der gjorde, at himlen ikke bare var blå, men oplevedes som blå. Han eller hende der bevirkede, at foråret ikke bare var en årstid, men en tid hvor man så alt pible frem.

Selvom forskningen viser det, har vi i folkemunde en lang række floskler, vi strør om os med, når nogen rammes af sorgen over at have mistet en livsledsager gennem mange år. ”Tiden læger alle sår”. ”Vi må glæde os over, at han ikke led”.

Hvad kan man så lige bruge det til, når alt er sort i sort?

Spørg hellere ”Hvad savner du mest?” ”Hvad betød det for dig at have ham/hende som ægtefælle?”. ”Fortæl mig om specielle tidspunkter, hvor I har været tæt på hinanden”. ”Hvad har du lært af ham/hende?”.

Ved at give liv til hans/hendes livshistorie mindskes smerten. I dag ved vi, at sorg over at miste en nærtstående ikke går over. Det er ikke, som vi tidligere troede, et sår, der kan læges med tiden. Sorg er en livslang følelse, der kan kaldes frem. Som sting af smerte. I starten helt overvældende og omsluttende. Efterhånden træder den mere og mere i baggrunden.

Den forsvinder imidlertid aldrig, for det ville være det samme som, at den mistede ikke havde betydning for os. Så hjælp hellere den der er i sorg med at få fortalt om betydningerne den døde havde for hans/hendes liv. Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk