Seneste indlæg:

Tiltideværelse

Forestil dig at du står og snakker med en ven på gaden. Pludselig er der en, der prikker dig på skulderen. Hvad gør du? Du vender dig om og genkender en, du kender og hilser glad og overrasket. Falder lidt i snak. Også selvom det betyder, at du for en stund afbryder samtalen med din ven. Det ville være uhøfligt ikke at lade sig distrahere, når en du kender prikker dig på skulderen.

Det er præcis det samme, der er på spil for det unge menneske, når der midt i familiemiddagen tikker en sms eller snap ind. De bliver prikket på skulderen, og det ville være uhøfligt ikke at reagere.

Min generation er sammen i rum. Dem, vi sidder eller står sammen med lige nu og her i dette rum, er dem, vi er sammen med. Det kalder vi for tilstedeværelse. Sådan fungerer det ikke for den yngre generation. De er sammen i tid. Tiltideværelse over for vores tilstedeværelse.

Det har jeg ærlig talt meget svært ved at forstå. Jeg øver mig i ikke at lyde som en sur gammel  kone, når jeg beder mine unger lægge mobilen. “Her har jeg stået i køkkenet en hel dag”, vrisser jeg. Lige der midt i culotte, bearnaise og hasselback støder to slags nærvær sammen med sådan et brag. Den i rum og den i tid.

Tidligere krævede det fysisk tilstedeværelse, for at man kunne være sammen. Det har mobilen vendt op og ned på. Man behøver ikke længere være fysisk sammen for at være sammen. Og ligesom jeg føler mig og min middag nedprioriteret, når mine børn svarer på en besked, så vil afsenderen af beskeden føle sig nedprioriteret, hvis ikke der bliver svaret.

Og når så jeg bruger al min  autoritet og siger: “Læg så den mobil væk”, så svarer det til, at nogen sagde til mig: “Skrub ud herfra”.

Accept er en svær størrelse

Rigtig mange af mine klienter kommer til mig med et ønske om at  lære at acceptere deres livsvilkår. Acceptere at de har fået et handicappet barn. Acceptere at de har en alvorlig kronisk sygdom. Acceptere at de har mistet under voldsomme omstændigheder.

Hvad betyder accept for dig, spørger jeg. Mange svarer overraskende, at de gerne vil lære at se det positive i at være ramt. “For jeg skal sikkert lære et eller andet af det”, svarer de. “Måske jeg har fortjent det?”. De søger en mening. Mange voldsomme følelser kommer i spil, når vi mennesker rammes i livet.

Accept i behandlings øjemed er en lidt anderledes størrelse. Her siger man ikke “ja tak” til, at man er ramt. Man forsøger ikke at finde mening, for meget er meningsløst. Og lad os slå fast med det samme. Vi rammes ikke efter fortjeneste.

Målet med behandling er, at man lærer at bære på de smertefulde følelser i stedet for konstant at være i kamp med dem. I stedet for at ville have angsten, vreden, sorgen til at forsvinde, går behandlingen ud på en accept af, at følelserne er der, og at de er intense og ubehagelige.

At have smertefulde følelser er normalt. Det hører med til at være menneske. Og vi kan ikke fjerne det smertefulde uden samtidig at fjerne evnen til at elske og holde af. At have smertefulde følelser, når man er ramt i livet, er derfor helt naturligt.

Mærk smerten lige nu og læg mærke til, hvor den føles mest intenst i din krop. Prøv nu at lægge din hånd på det sted. Forestil dig at det er en magisk og helende hånd, der kan fylde det smertefulde sted med en dejlig varme. Ikke for at fjerne smerten men for at holde let om den. Du behøver ikke kunne lide følelsen, men prøv alligvel at tillade den at være der.

Målet bliver derfor ikke at lære at tage sig sammen.  Accept vil sige at lære at lade vores svære tanker og følelser være, uanset at de kan være ubehagelige. At give dem lov til at være der og ikke længere kæmpe mod dem.

 

Overgangsalder

“Hvem lukker lige et vindue op!”, næsten råber min kollega ud i lokalet, hvor vi sammen sidder til det ugentlige teammøde. Vi har kendt hinanden i knap 20 år og ser hinanden hver dag på arbejde, så vi lægger ikke sådan mærke til alders forandringerne, der kommer snigende. Men vi er i sandhed blevet ældre.

Vi er i samme båd. Og det er en båd, det ikke altid er skide sjovt at være i. Med nattesved, sårbarhed, ekstra kilo, tanker om ikke at være attraktiv og slå til. Men selvom vi sidder der sammen og gynger i den samme båd, så er det alligevel svært at tale åbent om, hvordan det er at være det sted, hvor vi er nu.

Jeg har heller ikke indviet de andre i, at jeg kun kan sove med dynebetrækket. Jeg, der ellers altid fryser, uanset om det er 30 grader udenfor, bliver forvandlet til en vulkan, når jeg går fra oprejst til liggende. Jeg har været til udredning for diverse gigtlidelser, fordi mine led gør ondt. Det er “bare overgangsalderen”, siger lægen og trækker på skulderen. Jeg har grædende smidt resterne af en pakke bind i skaldespanden.

Hvordan begræde at være fri for menstruation. Det er da rart at slippe for. Men altså det er jo symbolikken i at menstruere og symbolikken i, at det er slut, der er svær. Overgangsalder kaldes det. Som om det kun er en overgang. Det er løgn, for intet bliver som før. Det er jo samtidig et farvel til den krop, man havde engang. Man går fra at være produktiv kvinde til at være – ja hvad er man egentlig?

Men ærlig talt gider jeg ikke bruge resten af mit liv på at være trist over det. En klog kvinde sagde engang til mig: “Nyd det nu for pokker. De alvorlige skavanker kommer først efter de 70, så det er nu, du skal leve livet”.

Det største

Det største OG det sværeste. Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

Vi går til graviditetsyoga, lærer at gispe, anvender mindfullness som forberedelse til livets største øjeblik. Men forberedes vi også på, at en fødsel altid er uforudsigelig?

I en tid hvor den perfekte mor og fantastiske fødselsoplevelse er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger er der ingen der nævner, at mange kvinder oplever at have en rigtig svær fødselsoplevelse. For kønt er det ikke altid. Glemmer vi i en tid, hvor alt det grimme kan retoucheres væk på et foto at forberede kvinder på, at en fødsel er væsker der løber ud, at man kan blive smurt ind i blod, skider ufrivilligt og det gør ondt?

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har en meget anderledes opfattelse af deres forløb.

Når så mor og barn udskrives efter meget kort tid, skal de hjem og finde sig til rette i alle de forventninger der til, hvordan man bør være som forælder.

Forlad aldrig dit barn. Bær dit barn. Bær ikke dit barn for meget. Giv det kontinuerlig kropskontakt. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for Jer, at I må lykkes med at skrive på Jeres helt egen fantastiske fortælling og huske på, at ingen fortællinger er perfekte og med et: “De levede lykkeligt til deres dages ende”.

Det er hårdt arbejde, og det er det største, der findes.

 

M som i Morten

M&M smelter i munden ikke i hånden. Det gør de ikke, fordi vi er i kontrol. Vi sørger for at kaste nakken tilbage lige akkurat tidsnok til at lad M’erne glide ned, inden de har sat sig for synlige spor. Sådan går det ikke altid.

M som i Morten. Den første store kærlighed. Min mor blev forelsket i Morten. Han var både sød, sjov og fræk og slet ikke noget for min mors far. Ham der siden blev min morfar. Og som er den egentlige årsag til, at jeg er til i dag. For med Morten på banen var der aldrig kommet en Christen, som er min far.

Men sådan gik det. Morten faldt nemlig ikke i god jord. Tværtimod var han et “no go”. De nåede at blive forlovede min mor og Morten, men forholdet have ikke den afgørende velsignelse, så det lå i kortene, at det måtte stoppe, inden det blev alvor sådan for alvor. For sådan var det dengang.

Man kunne ikke selv styre, hvem man blev forelsket i, men man lyttede til de ældre generationer og rettede langt hen ad vejen ind. Det er mine mostre, der fortæller om Morten. Selv har jeg aldrig hørt om ham fra hverken min mor eller min far.

Men mine mostre maler ham lyslevende frem, og han får næsten martyr status. Ham det aldrig blev. Kærligheden der aldrig fik lov at folde sig ud. De græd, da det var forbi.

Pludselig indskyder min ene moster: ” Det er derfor, din fætter hedder Morten”. Hvad? Hvordan? Endnu en familiehemmelighed har set dagens lys. Vi er ellers gode til at holde på den slags i min familie. Men lige der midt i rose vin og eftersommer kom sandheden frem.

Min mors første kærlighed, Morten, som ikke blev accepteret hos forældrene, lever på forunderlig vis videre i familiefortællingen, da min yngste moster valgte at opkalde sin førstefødte efter ham. Der kan man bare se Morten.

Penge, penge, penge

Dine, mine eller vores penge? Udfordringen ved en snak om økonomi er, at det er usexet, og ofte ikke noget vi taler om. Vi bilder os tilmed ind, at penge ikke betyder noget, men det gør de.

Da jeg fandt sammen med min mand, opstod der ret hurtigt rygter om, at jeg “tog ham nok for pengenes skyld”. Egentlig ret fornærmende både overfor ham og overfor mig. Over for min mand fordi han altså er ret lækker. Så jeg indrømmer her, at jeg først faldt for hans udseende og senere for hans måde at være på.

Men også ret fornærmende overfor mig, fordi jeg til enhver tid vil kunne klare mig selv. Jeg har en god uddannelse og har en ret god løn. Men sådan tænker mange. Jeg tænker det også selv, når jeg ser en mindre pæn fodboldspiller med en super lækker topmodel agtig kvinde.

Men for at vende tilbage til min egen situation – så var det min mand, der scorede mig. Ingen har imidlertid sat spørgsmålstegn ved, om han tog mig for pengenes skyld. Han er nemlig leder og per definition et godt parti.

Hvad stiller man så op, når man står der som to voksne mennesker godt oppe i alderen med hver sin bankkonto og indleder et forhold? Færre og færre danske par har total fælles økonomi. Måske fordi den adskilte økonomi gør det nemt at trække sig ud af et forhold igen. For hvem tror længere på et “for evigt”.

Min mand og jeg tog hul på den usexede snak. Vi er enedes om, at alt, hvad min mand ejede, da vi mødtes, det er hans. Og alt, hvad jeg ejede, det er mit. Alt hvad vi har skaffet os sammen siden, det er fælles. Det kan klares med en ægteskabspagt og et testamente.

For at penge ikke skal komme til at stå imellem Jer, så få talt ud om det. Tag ansvar for dine penge og din økonomi. Det er ærgerligt, hvis angsten for, at din elskede skal svigte dig og løbe med halvdelen af, hvad du igennem et helt liv har sparet op, betyder, at du ikke tør gå all in i et forhold.

Levende fortællinger

Kender du det, at der er personer, du ville ønske, du havde mødt og lært at kende. Og jeg er ikke ude i sådan noget Obama, Marilyn Monroe, prinsesse Diana lignende noget. Bare helt almindelige mennesker, der gennem de fortællinger, der fortælles om dem, bliver levende og nærværende på den der helt unikke måde.

Sådan ønsker jeg, det opleves, når jeg forsøger at videreformidle fortællingerne om mine børns mormor og farmor. Det er min mor på fotoet. Jeg håber, mine børn sidder tilbage med tilbageholdt åndedræt og tænker: “Wow, jeg ville ønske, jeg havde lært dem at kende”.

For de var nogle helt særlige kvinder på hver deres måde. Jeg fortæller gerne om dem og hver gang med et stik i hjertet over, at de ikke nåede at tage del i mine børns liv.

Vi mennesker bliver til gennem fortællinger. De fortællinger vi fortæller om os selv og om andre. Vi efterlader os spor. Hvert enkelt menneske har sin egen fortælling, som gør det menneske unikt og enestående. Og som efterlevende har vi en forpligtigelse til at holde liv i fortællingerne om vores afdøde.

Min mand er en eminent fortæller, og når han gør fortællingerne om sin afdøde mor levende, giver det mig følelsen af, at her er en kvinde, jeg ville ønske, jeg havde mødt.

“Guld Else” kalder han hende kærligt som et reference til hendes forkærlighed for smykker i rigelige mængder. Som fortællingen folder sig ud, bliver hun langsomt lyslevende for mig.

Sådan er det. Og det er godt at vide, at det ikke stopper med døden. Vi lever videre blandt de levende. Og vi kan selv være med til at skrive på den fortælling, der skal fortælles om os, når vi ikke længere er at tælle blandt de levende.

Hvad ønsker du at blive husket for ved din begravelse? Hvad ønsker du at stå for i livet? Hvad betyder virkelig noget dybt i dit hjerte?

 

Hjælp! Mit barn flytter

“Jeg står i døråbningen og betragter dig stille. Ser, hvordan du lægger din yndlingsbluse sammen. Din far havde den med hjem fra Rom, det år du fyldte 17. Du elsker den trøje. Den bliver blidt lagt ned i den store blå Ikea pose, som er så rummelig, at den kan indeholde et helt klædeskab. Du nynner. Først tænker jeg, at du græder, men det er kun mig, der ikke kan holde tårerne tilbage. Du er anderledes let og glad. Forventningsfuld”.

“Tankerne går tilbage, til dengang du var lille og havde brug for mig. Du gav mit liv mening. Jovist, der har været dage, hvor du har været ved at drive mig til vanvid. Enten af bekymring, eller fordi du gik dine egne veje. Du har bragt mig i kontakt med følelser, jeg slet ikke vidste, jeg indeholdt. Lige nu føles det skræmmende, at jeg skal igang med at skabe ny mening”.

“Pludselig mærker jeg gråden indeni komme med en vulkans styrke. Nu er det ikke kun små diskrete tårer, der presser på. Det føles som om, jeg er ved at kvæles. Hvordan kan du stå der og nynne? Jeg må ud. Væk!”

Scenen er fra den dag, min ældste datter flyttede hjemmefra. Selvom vi ved, fra den dag vi får børn, at i den sunde relation da ender det med, at de en dag flytter hjemmefra, så gør det alligvel ondt. Med fornuften ved man godt, at det er det rigtige, der sker. Opdragelsen stiler netop imod at gøre ens børn mere og mere selvstændige.

Lige der i døråbningen blev jeg ramt af, at en epoke for altid var slut. Sorgen over at miste. Forvirring over hvor tiden blev af. Tvivl på om jeg fik gjort nok, mens det var tid. Angsten for om hun ville klare sig. Følelsen fyldte mig i lang tid, og det føltes som om, jeg aldrig skulle kunne blive glad igen.

Det er nu mere end 6 år siden, min datter flyttede hjemmefra. Hun klarer det selvfølgelig fantastisk godt, og jeg har klaret det bedre end frygtet. For det ender jo ikke med et “farvel”. Det bliver en ny relation, som bygger på lyst og en vælgen hinanden til. Og det føles rart efter et stykke tid.

 

Ind på værelset…

“Hun ser så sød ud, men hun kan gå helt amok og skrige vildt og voldsomt. Det eneste, der plejer at hjælpe, når hun får sine flip, er at sende hende ind på værelset”, sagde hun til mig.

Nu har hun imidlertid bedt om hjælp, for antallet af “hysteritilfælde” er eksploderet. Og i sådan en grad at den lille 3 årige var ved at drive hele familien til vanvid.

Jeg vil lave et lille tankeeksperiment med dig. Forestil dig at du er 3 år gammel.  Du elsker mælk, men dine forælder siger, du kun må få et glas vand. Din verden bryder sammen. Du reagerer i vrede og gråd. Din mor forvandles til en rasende dame, der kommer faretruende nær. Hun taler vredt til dig og beder dig om at gå ind på dit værelse. Du må først komme ud, når du er blevet god igen.

Børn skal ikke sendes på værelset efter min mening. Det stopper måske raserianfaldet, men barnet er ikke blevet klogere på sine følelser. Det eneste, barnet lærer, er, at ikke alle følelser er acceptable, men kun de positive følelser.

Husk, det er naturligt, at barnet bliver vred og ked af det. Barnet er ikke født med evnen til at kunne regulere sine følelser og afpasse dem på en måde, som vi finder rimeligt. Det er en evne, der langsomt udvikles gennem opdragelsen.

Træk vejret dybt ned i maven og bevar roen. Hvis dit barn er klar til det, så tilbyd at give det et kram. På den måde viser du, at du kan rumme barnets følelse af frustration.

Sæt ord på: “Jeg tror, du blev sur, fordi jeg ikke ville give dig mælk”. På den måde hjælper du barnet til at koble reaktionen med det, der skete.

Målet er, at barnet lærer at regulere sine følelser. Barnet er ikke født med en udviklet fornuft, som kan fortælle barnet, hvad der er en rimelig reaktion i en given situation.

Når barnet derfor reagerer i frustration har det brug for, at den voksne bevarer roen. Alternativt risikerer vi, at barnet kører endnu mere op.

Skilsmissefamilie

Forestil dig at skulle pakke en taske en gang i ugen for at flytte til den anden forældre. Pakke ud når man lander det nye sted for at gentage manøvren ugen efter. Nye regler at forholde sig til, nye rutiner og måske et par ekstra bonus søskende eller halvsøskende oveni.

Det er hverdagen for rigtig mange børn. Og med ændring af skilsmissereglerne tilbage i 13 er raten af skilsmisser steget med ti procent.

7/7 eller 11/3 eller 5/9. Der er ikke tale om brøkregning. Det er et helt anderledes form for regnestykke, der skal gå op, når to voksne, der engang har elsket hinanden, pludselig har fået nok og har valgt at gå hver til sit. Og med et enkelt klik kan sige “Game over”.

Der findes mange ordninger for børn i skilsmisse familier. Nogle bor mest det ene sted og har en 11/3 ordning. Men rigtig mange har en 7/7 ordning, hvor de bor lige meget ved begge forældre.

Jeg læste i weekenden en kronik om, at de ressourcestærke forældre har de største kampe om samværsregler efter en skilsmisse. Lange seje kampe, der kan stå på i årevis om, hvad der er bedst for barnet. Eller blev det i virkeligheden, hvad der er bedst for dem selv.

Og mange gør hvad der i vennekredsen er  enighed om, at den gode forælder bør gøre – kræve en millimeter retfærdig fordeling. For sådan er det også blevet. Den gode forælder skal kæmpe for en 7/7 ordning for at bevise sit værd som forælder. Helt uden blik for, at børn kan have et andet behov.

En 7/7 ordning kan være den bedste løsning for nogle børn, men omvendt kan det også være barnets bedste med én fast bopæl hos den ene forælder og måske weekend samvær med den anden.

Det afgørende må være, at beslutningen tages på baggrund af barnets behov. Beslutningen må ikke tages på baggrund af, hvad man som forælder har det bedst med.

Stor respekt for den forælder der tilsidesætter sit eget behov og virkelig gør sig umage for at finde den løsning, der er bedst for barnet.

Brug for hjælp https://psykologenpaabryggen.dk