Seneste indlæg:

På trods af det der smerter

Livet glider forbi, mens vi sidder og venter på lykken. Hvis bare lige jeg får en lønstigning, hvis bare lige jeg taber 5 kilo, hvis bare lige jeg kan….. Vi er på evig jagt efter lykken, og det er egentlig en skam, for lykke er noget vi højest kommer til at mærke glimtvis. Så vi vil kun opnå skuffelse, hvis vi tror, at vi kan blive lykkelige.

Er du for eksempel typen, der, når du ser dig selv i spejlet, bryder ud i jubelscener over, hvilket pragteksemplar af en krop du har? Eller begynder din hjerne i stedet med sin kritiske røst om, at du er ved at være for tyk, for tynd, for rynket og slap i betrækket?

Er du typen, der altid føler dig som jordens mest priviligerede, når det kommer til din partner, dine børn, dit job. Eller sker det, at din hjerne bliver fikseret på, at din mand godt liiiiige kunne være en anelse mere opmærksom, for så ville jeg selvfølgelig også selv være det. Og mine børn kunne godt være lidt mere taknemmelige, når jeg tænker på alt det, jeg gør for dem. Og chefen kunne godt anerkende min indsats lidt mere. Og hvis ikke det var for Corona, så kunne jeg komme i form i Fitness?

Sådan er det at være menneske. Vi har en tilbøjelighed til at få øje på problemerne. Det er helt normalt. Vi skal bare være bevidste om det. For ellers fiser livet forbi, mens vi står og venter på, at alt ordner sig lige om lidt. SÅ bliver jeg lykkelig og kan komme igang med at leve.

Heldigvis er det muligt at skabe et meningsfuldt liv på trods af, at vores hjerne umiddelbart trækker os hen mod alt det, der ikke er perfekt. Det kan vi ved at være opmærksomme på, at det er sådan, det er fat med os.

Så hvad er det første skridt du vil tage i retning af at leve et meningsfuldt liv på trods af, at din hjerne er en mesterlig historiefortæller, der helst fokuserer på alle problemer?

Den vigtige anden

“Der er noget, jeg simpelthen ikke forstår”, siger min mand. Jeg fornemmer en slet skjult irritation i hans stemme. Han peger på indkøbsposerne på bordet. Der står de så. Med det samme han henleder min opmærksomhed på dem, er jeg klar over, hvad der nu vil ske.

“Når nu du har købt noget, der skal på køl, så forstår jeg ikke, hvordan du bare kan stille det midt på bordet?”, fortsætter han. Uden at svare, men med hurtige irriterede bevægelser tager jeg posen og stiller varerne på plads. Der er mulig konflikt i luften.

Vi mødes og forelsker os i hinanden. Lysten til den anden er uforstyrret. Velviljen til at komme hinanden i møde og bære over med forskelligheder er stor. Ja ofte ser man slet ikke forskellighederne.

Men sådan bliver det ikke altid ved. Faktisk er der stor risiko for, at utilfredsheden med den anden stiger, efterhånden som årene går.  For pludselig får man øje på forskellighederne og med det klarsyn følger konflikter og uenigheder.

I det sunde parforhold er man bevidst om, at der er sådanne skuffelser, afstand til tider og sågar smerte. Vi vil uundgåeligt komme til at såre og skuffe hinanden. Det skal vi kunne tåle.

Det afgørende er, at vi i vores parrelation kender vejen tilbage til hinanden, så en afstand ikke bliver til et truende brud, men blot et bump man må over. At vi har måder, hvorpå vi kan genetablere kontakten til hinanden. At vi har en grundlæggende tillid til, at vores partner vil os det godt.

Jeg er bevidst om, at vi er forskellige. Det er ikke udtryk for, at min mand er træt af mig, når han undrer sig over mine handlinger. Og det er ikke udtryk for, at vi er et dårligt match.

Så jeg ser på min mand og smiler. Rækker ud efter ham og med et kram viskes al optræk til ufred imellem os væk.

Undskyld

U-n-d-s-k-y-l-d otte bogstaver. Et lille ord med stor betydning. Mange glemmer at erkende deres egen fejlbarlighed. Mange tror i dag, at de skal være perfekte, men det er jo umuligt, og det gør det meget svært for dem at fejle og erkende det bagefter.

Men vil man lære sine børn at aflæse og forstå andre mennesker, skal man vise dem, hvordan man erkender sine fejl og sige oprigtigt undskyld. Det er et lille ord, men det at kunne sige det har stor betydning for vores udvikling som sociale mennesker.   

Ved at sige undskyld erkender man, at man har begået en fejl og kan stå ved den, og at vi kan tilgive os selv og andre på trods af det. To andre ord, der hører med i god opdragelse af dit barn er “tak” og “pyt”. 

Tak, er et meget lille men meget betydningsfuldt ord. Der er nok at takke for. Tak, for mad. Tak, for i dag. Tak dækker over alt fra den lille tak for de små ting i hverdagen til den helt store tak, når vi modtager hjælp fra andre, uden hvilken vi måske slet ikke havde klaret den. Takken peger ud over os selv og minder os om, at vi har meget at være taknemmelige for i relationen til andre mennesker.

Og endelig er der ordet “pyt”. Det kan vi mennesker godt blive bedre til at sige nogle gange. Alt for ofte bruger vi energi på at irriteres over noget, vi alligevel ikke kan ændre på.

Husk også at sige pyt til dig selv ind imellem. Vi laver allesammen fejl, men ikke alle er gode til at tilgive sig selv og komme videre med et træk på skulderen og et pyt.

I et parforhold skal der afstemmes holdninger og værdier. Nogle skal man stå fast på, men andre skal man kunne gå på kompromis med og slå ud med armene med et “pyt”.

Opdragelse og den vigtigste læring foregår ved, at vores børn ser på os og kopierer os. Så foregå med et godt eksempel med at sige undskyld, tak, pyt. Jamen, det er jo hele tre ting. At forstå betydningen af “undskyld”, “tak” og “pyt” er ikke det dårligste Kinderæg, man kan få med sig i livet.

Problemløsningsmaskinen

Kender du det med, at du har gjort noget vildt og så pludselig rammes af den der fuldstændig ubehagelige følelse af tvivl – har jeg nu gjort det rigtige? Sådan kan jeg godt få det nogle gange, når jeg tænker på vores “projekt sommerhus”.

Den menneskelige hjerne kan bedst sammenlignes med en problemløsnings maskine. Den er indrettet sådan, at den konstant scanner for mulige problemer. Den scanner, dømmer, evaluerer, sammenligner, forudser mulige katastrofer og reagerer på alt, der kan ligne et problem. Det er forøvrigt den vigtigste årsag til, at det er umuligt at være fuldt ud lykkelig. Vi er designet til at finde og reagere på problemer.

Min mand og jeg havde gentagne gange drømt om et sommerhus, og hver gang havde vi lagt drømmen ned. For er det nu overhovedet os? Hvad med de faste udgifter? Hvordan kommer vi derop? Vil vi ikke hellere rejse? Hvem gider besøge os? Regner det ikke altid? Mon der blir indbrud? Larmer naboerne? Er der fyldt med turister?

Og da vi jo ikke kan slukke for hjernen, så gælder det om at vide, at det er sådan, det er fat med vi mennesker. Derfor blev min mand og jeg enige om, da vi havde bestilt alle mulige brochurer for tredje gang, at når vi på den måde vedblev med at vække liv i en drøm, så skulle vi nok alligevel leve den ud.

En proces er sat igang. Klargøringen er igang. Når man køber en grund, hvor der ikke tidligere har været bygget, så ligner det en vildt bevokset naturgrund uden plan. Og det er bare med at komme igang med at få ryddet op. I respekt for at det har taget træet rigtig mange år at nå sin størrelse,  kræver det lige en ekstra overvejelse, hvilke træer der skal fældes.

Jeg holder af processen. Og jeg forsøger at komme overens med, at jeg med en menneskelig hjerne aldrig vil kunne nå til en tilstand af total lykke og overbevisning om, at beslutningen er rigtig. Men lige der midt i skoven til duften af savsmuld og jordbund, rammes jeg alligevel af glimt af lykke.

 

 

Love

Det er min mands fødselsdag i dag. Derfor skal ugens blog være til ham. For jeg er så taknemmelig over, at vi fandt hinanden. Og det er vigtigt at huske på at påskønne hinanden. For energi følger det man giver fokus.

Ofte taler vi om, hvor tilfældigt det er, at vi mødtes. Og det kan godt være både fantastisk og skræmmende på én gang. For hvad nu hvis? Rigtig mange aktioner skulle falde ud lige netop i den helt perfekte rækkefølge, for at netop vi mødtes. Men mødtes gjorde vi.

Fra første kop kaffe var det som om, det ikke kunne være anderledes. Hans øjne var så åbne, og han lod mig komme ind. Han fik mine parader til at falde fuldstændig. Jeg følte mig ekstremt tryg sammen med ham.

Han er så stærk og rolig. Han er som en klippe. Det havde jeg brug for. For de første år efter min skilsmisse var vanvittigt hårde, og der skulle en del til for at kunne holde til at stå ved siden af mig i den tid. Det gjorde han.

Hvad faldt du for?, tænker du måske. Vi er meget forskellige min mand og jeg. Udover hans umiddelbare styrke  blev jeg draget af, at han er meget udadvendt, grinende og snakkende. Jeg selv er mere stille og genert.

Dog er jeg vanvittig stædig. Han tager det bare helt roligt: “Det er fint skat, det gør du bare. Det skal nok lykkes, når du har sat dig det for”. Og så lykkes man rent faktisk med det meste. På samme måde skal man sætte sig for at ville lykkes i sit forhold. Og når man lykkes i et kærlighedforhold, så gør man hinanden bedre.

Han er den jeg ikke kun kan holde ud at leve med, men simpelthen ikke vil kunne holde ud at leve uden. Min mand har lært mig at give slip på at ville ændre ting i fortiden, og i stedet ændre nutiden til det jeg ønsker af mit liv. Og trods det at vi er meget forskellige, så er vi enige om de grundlæggende værdier.

Helt kort siger værdier noget om, hvordan man gerne vil være i verden. Hvordan man gerne vil være som ven, forælder, partner. Værdier er en retning. Et pejlemærke for, hvordan vi ønsker at opføre os. Når du lever et liv i overensstemmelse med dine indre værdier styrker du også selvværdet og tilliden til dig selv.

De evige golfmarker

Indrømmet jeg er lidt presset. Det er vist meget forståeligt efter at have levet i undtagelsestilstand nu i mere end en måned. Overskuddet er byttet ud med manglende energi og overbærenhed med kortluntethed. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg sådan reelt mener det, jeg nu skriver.

Måske jeg er i en tilstand af krise. Det sker, når man rammes, som vi alle er ramt nu med usikkerhed og intet, der er som før. Og jeg har lært under studiet, at når man er i krise, så skal man ikke tage forhastede beslutninger som at sælge sit hus, skifte manden ud eller sige sit job op.

For man gør underlige ting, når man er i krise. Men der står ikke noget om, at man ikke må blogge. Og et andet sted i mine mange psykologibøger står der, at det er sundt, at få følelserne ud. Så nu skal de ud. Jeg blev nemlig ramt på en grundfølelse – vreden.

Det var min far, der fremkaldte denne reaktion. Overreaktion vil nogen nok mene. Det bare kom frem i mig som en dyb rullende indre bevægelse som en orkan, der sprang indvendigt.

Det lød da ellers så hyggeligt, det han sagde “Vi skal på golfbanen i morgen”.

“Golfbanen? Undskyld mig, hvad er det lige du siger? Er du egentlig klar over, at hele det her land er lukket ret meget ned på grund af sådan nogen som dig? Er du egentlig klar over, at en masse mennesker har mistet sit job og fremtidsdrømme, for at du skal kunne have en chance for at fejre 90 års fødselsdag ?”.

Jeg skal skynde mig at sige, at min far ikke har gjort noget ulovligt. Og som min mand forsøgte at sige for at få mig lidt ned i temperament, så er det formentlig ret sikkert for min far at opholde sig derude i det fri, mens han slår bolde ud.

Men altså jeg blev mopset. Mine kolleger går hver dag på arbejde for at passe COVID patienter. Hverdagens helte kaldes de. Men de søgte et sygeplejerske job og ikke job som Supermand eller Batman. De er bare almindelige mennesker, der gør deres pligt.

Og imens de går på arbejde og passer alvorligt syge mennesker med risiko for selv at blive smittet, så render dem, vi alle skal passe på, rundt og hygger sig  på en Golfbane.

Måske nogen snart bare skulle give mig et knus, så jeg kan finde det gode humør igen.

Lad der blive lys

Forår og den tid på året. På denne tid af året plejer det at være håb og glædesføelser, der fylder min krop. Ramt af forårslyset prøver jeg desperat at mærke efter derinde i mig selv. Hvor er forventningsglæden blevet af.

Forår er tiden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Nu er baren lukket og står spøgelsestomt hen. På dørens står der “Lukket pga COVID 19”.

Der var ingen påskeprædiken om en glædelig opstandelse fra landets prædikestole denne Påske. Prædikestolen er i stedet givet til fem alvorlige voksne, der står der i bedste sendetid uge efter uge og advarer os om den usynlige fjende, der har taget bolig iblandt os. Og det er ikke håbet, de prædiker om.

Bliv hjemme. Stå sammen ved at holde afstand er blevet vores nye mantra. Ingen vennebesøg ingen familiehygge. Bare et ingenting. Ensomhed, afsavn og bekymring i stedet for håb.

Jo vist vil nogen nok mene, at de fik en kærkommen lejlighed til at få gjort haven forårsklar. Oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Og kilometervis af læs med alt det vi har i vores gemmere på lofter, depoter, skunke er kørt afsted til containeren med småt brændbart.

Så nu må man da være glad. Er der ikke nogen, der siger, det giver sådan en dejlig ro at få fjernet ukrudt og ryddet ud i det gamle lort. Hvorfor forbliver det mig så umuligt, at få vinterens tunge dyne slået ordentligt til side.

Forårets håb fylder mig ikke. I mit hoved kværner ord som smittetryk og flokimmunitet. Lad der blive lys…. men lyset udeblev dette forår. For hvor forår associeres med liv, vækst, spirren, håb, ny begyndelse og varme, så er dette forår karakteriseret ved alt andet end det.

Alle higer vi efter at kunne vende tilbage til vores gamle liv. Familiehygge, venner, nærhed, omfavnelse, kys, kram, arbejde, rejser og frihed. Lad der blive lys.

Hudsulten

Fra Danmark blev lukket ned gik der et sus igennem os alle. Hvad nu med børnepasning, jobbet, aktierne der styrtdykker. Alt dette godt krydret med en frygt for den usynlige fjende. For vi kan ikke se det vi er oppe i mod.

Alligevel er det alt sammen meget forventelig, at vi ville reagere på det. Men en nok så vigtig bivirkning, som også kunne vise sig at komme til at kræve en hjælpepakke eller to, er følgerne af den sociale isolation.

For vi mennesker er sociale dyr. Og mens der allerede er varslet hjælpepakker for økonomien, så kan det vise sig, at der er en lang række følger, som umiddelbart er langt mere usynlige følger af denne nedlukning.

For hvad giver det lige af følger, at vi lige nu er tvunget ud i fysisk afstand og isolation. Umiddelbart tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at fysisk kontakt spiller en rolle for vores psykologiske sundhed.

Isolation er blevet den nye virkelighed for alle. Hvor vi kun har udgangtilladelse, hvis vi skal et hurtigt smut ned forbi den lokale Netto efter en liter mælk. Hvem ønsker sig ikke en hund i disse tider, så man i det mindste har en undskyldning for at komme ud at trække lidt frisk luft og måske nikke indforstået til en forbipasserende. Isolation på ubestemt tid.

Det stikker meget dybere end en ærgerelse over barnedåben, der blev udsat, konfirmationerne der må vente og par der når at gå fra hinanden, inden brylluppet bliver holdt.

Det er i det enkelte møde med andre mennesker, at vi mærker, at vi er til. Og det er der lige nu lukket markant ned for. Selvom opfindsomheden er stor, og jeg har hørt om par, der inviterer til parmiddage bag computerskærmen. Om ældre mænd, der mødes over gruppefacetime og drikker deres torsdags bajer.

Vi tørster alle efter samvær med andre mennesker. For der gennem skærmen er der ingen livgivende berøring. Ingen lugte eller andre former for sanselig erkendelse af et andet menneske. Jeg savner knus, omfavnelse, en hånd på skulderen.

Coronaland

Tør du åbne gaven, når indpakningen er den grimme Corona? Der er umiddelbart intet godt at sige om Corona krisen og alle de betydninger den får for den samfundsorden vi kender og sætter så stor pris på.

Så misforstå mig ikke, når jeg alligevel opfordrer til at pakke gaven med det grimme indpakningspapir op. For indeni ligger der noget dyrebart. Noget vi næsten havde glemt betydningen af – nemlig tid med hinanden.

Hvad tænker du på Jeanne? Er du dumnaiv eller hva’? Er det ikke lidt letkøbt for dig at sige sådan. Du har jo ikke tre børn i alderen 6-16 år som du skal læse lektier med samtidig med at du skal have hjemmekontor og levere på bundlinjen.

Jeg ved det godt. Men set fra barnets perspektiv er det at have mere tid med sine forældre altså alligvel ret dejligt.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det, at vi alle er blevet revet ud af vores vildfarelse, har været vigtig for os? Vildfarelsen om, at vi kan udsætte vigtige ting. Til når vi har fået et bedre job, den rigtige mand, et arkitekttegnet hus, penge på kontoen.

Der er intet positivt ved denne ulykkelige situation, men vi er blevet stoppet i hverdagens trummerum, hvor børn, forældre og par bare løber derudaf. Og nogle gange i hver sin retning. I et kapløb om at blive lykkelig, og hvor lykke er blevet forvekslet med friværdi.

Nu ser jeg i stedet børn spille bold med deres forældre, kærestepar, der holder pause fra hjemmekontoret og dyrker tosomheden ved at gå hånd i hånd.

Tid med de nærmeste er for mange tiltrængt. Vi glemmer alt for ofte, at det er betydningsfulde andre, der gør, at vi fungerer. Vi bliver alle mindet om, at vi intet er uden hinanden. Og det kunne vi måske godt trænge til.

 

 

Pusterum

Vi er som mange ved i gang med at opfylde en drøm om et pusterum. Jeg elsker det pulserende liv i København. I sommer jublede jeg med, når ungerne sprang i fra kanten ved Havnebadet. Senere blev det til efterårsregn og kolde dage langs Islands Brygge, der sendte minderne på flugt til Esbjerg, der også kan noget med blæst. Men også Fælleden klædt i sin smukkeste efterårsdragt. Jeg kan stå og falde i svime sådan en kold marts aften over alle lysene i lejlighederne og prøver at forestille mig, hvad det er for liv, der leves derinde.

Man skal så ikke falde i svime, når man bevæger sig rundt langs cykelbroen, for her hersker nogle færdselsregler, som jeg ikke helt har fået greb om endnu. Jeg ser frem til foråret. Bare sidde på en café i forårssolen og betragte menneskene, der skrider forbi eller stopper op og nyder en kop kaffe med en ven.

Ja, jeg er vild med det. Alle menneskene og livet, der leves. Jeg er bare også meget bevidst om, at det ikke er altid min hjerne er helt enig med mig. Den har brug for ro ind imellem. For vi mennesker har brug for pauser. Vi har brug for at evne at være fuldt tilstede. At være tilstede er afgørende for at forbinde sig med andre og bekymre sig om dem, at elske og yde omsorg. For at kunne opnå glæde, så forudsætter det, at man er i kontakt med nuet. For livet bliver meget rigere, når vi er bevidst nærværende.

Jeg er af natur ikke god til roen. Jeg har altid et eller andet, jeg kunne give mig til. Mit arbejdsliv ligner mange andres, hvor der er en meget uklar grænse imellem, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg restituerer. Meget af det, jeg laver i fritiden, er relevant for mit job. Det er fedt, fordi mit arbejde er min passion.

Men jeg kan også godt glemme, at min krop har brug for hvile. Min livsstil udfordrer søvnen. Jeg kender nødvendigheden af hjernepauser og jeg kender nødvendigheden af at slukke for Ipad, computer og droppe mobilen minimum en time inden sengetid. Men det gælder ikke altid mig selv. Det betyder så, at jeg både er presset indefra, fordi søvnen påvirkes, når jeg konstant er på og udefra, fordi jeg bor op ad en af Københavns mest befærdede gader. Og selvom jeg ikke hører de mange biler, så hører min krop dem.

Derfor drømmer vi om et pusterum. En vidunderlig mulighed for at nyde storbylivet i kombination med et lille hyggeligt træsommerhus med plads til ro og afslapning. En god bog, madlavning, gåture. Og i ny og næ ro til at skrive. For jeg holder af at skrive.