Seneste indlæg:

Ind på værelset…

“Hun ser så sød ud, men hun kan gå helt amok og skrige vildt og voldsomt. Det eneste, der plejer at hjælpe, når hun får sine flip, er at sende hende ind på værelset”, sagde hun til mig.

Nu har hun imidlertid bedt om hjælp, for antallet af “hysteritilfælde” er eksploderet. Og i sådan en grad at den lille 3 årige var ved at drive hele familien til vanvid.

Jeg vil lave et lille tankeeksperiment med dig. Forestil dig at du er 3 år gammel.  Du elsker mælk, men dine forælder siger, du kun må få et glas vand. Din verden bryder sammen. Du reagerer i vrede og gråd. Din mor forvandles til en rasende dame, der kommer faretruende nær. Hun taler vredt til dig og beder dig om at gå ind på dit værelse. Du må først komme ud, når du er blevet god igen.

Børn skal ikke sendes på værelset efter min mening. Det stopper måske raserianfaldet, men barnet er ikke blevet klogere på sine følelser. Det eneste, barnet lærer, er, at ikke alle følelser er acceptable, men kun de positive følelser.

Husk, det er naturligt, at barnet bliver vred og ked af det. Barnet er ikke født med evnen til at kunne regulere sine følelser og afpasse dem på en måde, som vi finder rimeligt. Det er en evne, der langsomt udvikles gennem opdragelsen.

Træk vejret dybt ned i maven og bevar roen. Hvis dit barn er klar til det, så tilbyd at give det et kram. På den måde viser du, at du kan rumme barnets følelse af frustration.

Sæt ord på: “Jeg tror, du blev sur, fordi jeg ikke ville give dig mælk”. På den måde hjælper du barnet til at koble reaktionen med det, der skete.

Målet er, at barnet lærer at regulere sine følelser. Barnet er ikke født med en udviklet fornuft, som kan fortælle barnet, hvad der er en rimelig reaktion i en given situation.

Når barnet derfor reagerer i frustration har det brug for, at den voksne bevarer roen. Alternativt risikerer vi, at barnet kører endnu mere op.

Skilsmissefamilie

Forestil dig at skulle pakke en taske en gang i ugen for at flytte til den anden forældre. Pakke ud når man lander det nye sted for at gentage manøvren ugen efter. Nye regler at forholde sig til, nye rutiner og måske et par ekstra bonus søskende eller halvsøskende oveni.

Det er hverdagen for rigtig mange børn. Og med ændring af skilsmissereglerne tilbage i 13 er raten af skilsmisser steget med ti procent.

7/7 eller 11/3 eller 5/9. Der er ikke tale om brøkregning. Det er et helt anderledes form for regnestykke, der skal gå op, når to voksne, der engang har elsket hinanden, pludselig har fået nok og har valgt at gå hver til sit. Og med et enkelt klik kan sige “Game over”.

Der findes mange ordninger for børn i skilsmisse familier. Nogle bor mest det ene sted og har en 11/3 ordning. Men rigtig mange har en 7/7 ordning, hvor de bor lige meget ved begge forældre.

Jeg læste i weekenden en kronik om, at de ressourcestærke forældre har de største kampe om samværsregler efter en skilsmisse. Lange seje kampe, der kan stå på i årevis om, hvad der er bedst for barnet. Eller blev det i virkeligheden, hvad der er bedst for dem selv.

Og mange gør hvad der i vennekredsen er  enighed om, at den gode forælder bør gøre – kræve en millimeter retfærdig fordeling. For sådan er det også blevet. Den gode forælder skal kæmpe for en 7/7 ordning for at bevise sit værd som forælder. Helt uden blik for, at børn kan have et andet behov.

En 7/7 ordning kan være den bedste løsning for nogle børn, men omvendt kan det også være barnets bedste med én fast bopæl hos den ene forælder og måske weekend samvær med den anden.

Det afgørende må være, at beslutningen tages på baggrund af barnets behov. Beslutningen må ikke tages på baggrund af, hvad man som forælder har det bedst med.

Stor respekt for den forælder der tilsidesætter sit eget behov og virkelig gør sig umage for at finde den løsning, der er bedst for barnet.

 

Fra bad boy til my man

Hvordan skriver man lige et blog opslag om sin datters kæreste, som handler om, at han ærlig talt ikke altid har kunnet gå under betegnelsen: “Enhver svigermors drøm om en svigersøn”?

Mmmmm, man må vel bare være ærlig og kaste sig ud i det. For måske du rent faktisk kan nikke genkendende til passager i dette ærlige opslag. Reflektere lidt og måske blive klogere på et og andet.

Sandheden er, at jeg har bandet ham langt væk rigtig mange gange. Min svigersøn altså. For helt ærlig – min datter fortjente altså noget bedre. Hun er smuk, klog, sjov og dejlig. Hun kan få lige, hvem hun vil ha’. Og så ville hun have ham.

Han kunne mere end sit fadervor. Og måske præstens datter også lod sig fascinere lidt af denne bad boy. I hvert fald stod deres forhold ikke til at ændre.

Jeg er psykolog og har nu arbejdet med børn og unge i 25 år. Jeg ved en del om psykologi.

Jeg har alligevel gjort alt det, man ikke må. Truet, bønfaldt. Gjort alt for at få min datter til at gøre det forbi.  Gjort alt det modsatte af, hvad jeg med mit professionelle jeg ville have gjort.

.Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg ændrede syn på ham, da jeg fik øjnene op for hans indre værdier. Det ville være løgn.

Jeg ændrede først syn på ham, da han blev mere, som jeg gerne ville have, han skulle være. Da han levede mere op til MINE holdninger og værdier.

Med andre ord – da han blev seriøs. Kæmpede sig gennem en svær uddannelse, hvor han først måtte læse matematik op på 9. klasses niveau, inden han kunne tage det på HF niveau for til sidst at gennemføre et studie.

Mange gange undervejs har jeg tvivlet på ham. Ja, ja nu må vi se, tænkte jeg.

Nu mangler han kun sin bachelor. Jeg er vildt stolt af ham. Og helt ind i hjertet kan jeg mærke min taknemmelighed over, at jeg ikke fik min vilje. For pludselig har jeg også fået øje på det indre. Alt det min datter hele tiden så.

Jeg kan med glæde sige, at han skal være far til mit barnebarn. Og han bliver en fantastisk far.

 

Jeg har brug for din hjælp!

Hver eneste uge sender jeg dig mit nyeste blogindlæg med en opfordring til at like og dele og synes godt om. Jeg bliver så glad, når du kan lide det, jeg blogger om. Ja, jeg ligner vel de fleste andre, der lægger ting op på Facebook. Jeg nyder anerkendelsen.

Selvom jeg ikke vil karakterisere mig selv som like hunter, så er det altid dejligt, når det, jeg har skrevet, kan give mening for andre. Og da det samtidig er antal af likes, der afgør, om et oplæg på Facebook får lov at ende i dit nyhedsfeed, eller Facebook beslutter, at det skal falde for deres uigennemskuelige algoritme regler, så kan man godt føle, at man er på likejagt.

Denne uge skal det være anderledes. Jeg vil gerne opfordre dig til at komme med din ærlige og gerne kritiske mening. Du har fulgt mig i lang tid nu, og din mening er derfor vigtig for mig.

Jeg har i forbindelse med åbningen af min nye klinik på Islands Brygge fået lavet en hjemmeside. Jeg har knoklet for at få den til at være, som jeg gerne vil have den. Undervejs i sådan en proces bliver man blind for ting, der måske ikke fungerer optimalt. Skriver jeg nu for indforstået? Er det til at finde rundt på siden?

Det har været en hård fødsel at nå hertil. Søvnløse nætter er det blevet til. Mange ord er blevet skrevet og sat ind på hjemmesiden for at byde mine klienter velkommen.

Hvis du vil hjælpe mig med at kigge med på min nye hjemmeside  https://psykologenpaabryggen.dk og sende mig din kritik, så ryger der lige et kæmpe like fra mig til dig.

 

Tillykke med bryllupsdagen

 Det er i dag fem år siden, jeg på denne dag blev gift med mit hjertes  udkårne.

Min mand og jeg mødte hinanden, da jeg arbejdede på sygehuset. Første gang vi talte sammen, var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Nogle gange er man så heldig at møde et menneske, man har lyst til at fortælle alt. Sådan er det med ham.

Jeg faldt for hans hjertelige grin og hans øjne. Det er de smukkeste grønne øjne. Min mand er i sit arbejde kendt for at være meget bestemt, men når jeg ser på ham, har han de mildeste øjne.

Jeg ville aldrig have troet, jeg kunne tiltrækkes af en mand, der er skaldet. Whau, jeg er blevet klogere. Skaldede mænd kan være de mest sexede.

Han er sådan en, der forstår alle komplekse sammenhænge, og han er på mange måder min diametrale modsætning. Jeg er meget ustruktureret og tumle fumler agtig. På en god dag vil min mand beskrive mig som dejlig spændende. Andre dage som noget af en udfordring.

Når man er forskellige lige tilpas, så udvikler man sig, hvis man tør. Jeg har helt givet skubbet min mand i en anden retning. Ligesom jeg ikke ville stå her i dag uden indflydelsen fra min mand.

Men vi er også ens på mange måder. Vi griner sammen, og vi laver ting sammen i vores fritid. Måske nok så vigtigt, så har vi grundlæggende de samme værdier.

Alle, der lever i et parforhold ved, at ikke alle dage er lige fantastiske. Det hører med, at man skal kunne bære over med den anden og med hinandens forskelligheder. Altid i gensidig respekt.

Afgørende for, at et forhold holder på den lange bane, er, tror jeg, at man i en travl hverdag husker nærværet. Lige det lille ekstra kys, en sød SMS. Og så huske at se hinanden dybt øjnene.

Spiller du på A eller B holdet?

Det har netop ringet ind til et nyt skoleår. Og når de nye elever står klar, parat, og spæner afsted på start, så er der nogen, der har bedre chancer for at komme først over målstregen.

Da min bonusdatter i sin tid skulle begynde i børnehaveklassen, kom hun i sit fineste puds med sine forældre i hånden. Her skulle hun for første gang møde sin kommende klasselærer.

Efter at have fremsagt sit navn kunne klasselæreren meddele den kommende elev, at hun skulle gå i B klassen. ”Så skal du ikke regne med mig”, var hendes overrumplende svar. ”Jeg vil kun gå i A klassen”.

Den historie har vi grinet af mange gange i familien. Andre skal ikke sådan hundse rundt med hende og tro, de skal bestemme. Men nok så vigtigt – hun er ikke en, der vil nøjes med at være på B holdet.

Nu ved jeg godt, at 0B ikke betyder, at man går på et B hold. Hvor skulle hun imidlertid vide det fra. Hun havde sine erfaringer fra det lokale håndbold hold i Hasle.

Hele livet bliver vi delt ind i A og B hold. Man skal ikke være ret gammel, inden man forstår, hvor det er sjovest at være.

En ting er at komme på B holdet til håndbold eller fodbold, noget helt andet er at være på B holdet socialt set. Og meget tyder på, at har dine forældre spillet på det hold,  så er det meget svært at få oprykningstilladelse til A holdet.

“Kom”, siger vi lokkende. “Du kan blive alt, når bare du vil det nok”. Med den tænkning er der kun en at bebrejde, hvis man oplever ikke at slå til.

Vi må ikke være blinde for ulige muligheder. Du kan være både flittig og dygtig og alligevel kæmpe en umulig kamp for at bryde de sociale mønstre.

Den sociale arv vejer fortsat meget tungt og er svær at bryde ud af. Når vi siger til de unge, at de har alle muligheder negligerer vi al viden om social ulighed, og dermed individualiserer vi deres udfordringer.

 

Af hjertet tak

Jeg lå vågen her forleden nat, fordi jeg kom til at tænke på, at vi måske er alt for dårlige til at få sagt tak. Jeg er i hvert fald. Tak, fordi du…

Det kan være en lille ting som: “Tak, fordi du sendte et smil”. Eller vildere endnu – det kan være noget, der har haft en afgørende betydning for dit liv.

Så lå jeg der og tænkte tilbage på små og store takke, der burde deles ud.

Særligt en person står lysende klart for mig. Hun var veninde med min mor. Jenny boede på den samme vej som vi. Når jeg tænker på Jenny, så er det første, der kommer til mig en altomsiggribende følelse af dyb taknemmelighed.

Jeg betragtede hende altid som barn. Hun er smuk. Hun har de hvideste tænder, og vi taler altså lang tid inden Colgate og nul huller generationen. Hun kunne fortælle historier. Og så kunne hun le. Le så det gav genlyd på hele Falkevej. Hun lo, mens hun slog sig på låret.

Jenny er uddannet sygeplejerske, så da min mor blev dødelig syg, vidste hun straks besked om alvoren. Hun forstod imidlertid at lade os blive i håbet på trods af sin professionelle viden om, hvad vej det uundgåeligt ville gå. Hun gik med os hele vejen i vores tempo.

Selv min fars åndssvage hajbrusk piller indkøbt i dyre domme lod hun ham tvinge i min mor, fordi det gav ham håb om et mirakel.

Da vi måtte erkende, at nu var der kun døden, der ventede, tog Jenny den største opgave på sig overhovedet. Hun passede min mor. Ikke kun som en del af sit arbejde. Men både som sygeplejerske og som ven.

Hun vendte og drejede min mor med nænsom hånd. Lagde en kølende hånd på hendes pande. Læskede hendes tunge. Vaskede og nettede hende. Også når min mor ikke kunne holde på sin afførring, men havde fået det ud i hele sengen.

Hun plukkede de små sorte hår på min mors overlæbe, så hun kunne bevare sin kvindelighed og forfængelighed. Hun sikrede, at hun kunne bevare sin værdighed.

Så af hjertet tak. Måske du også har en, du skal have sendt en tak.

 

Perfekt sommer

Lidt nysgerrig er man vel altid, så jeg spurgte min singleveninde, om sommeren havde budt på en sommerflirt. Svaret var et rungende NEJ.

”Jeg har ikke engang plads til en undulat i mit liv”, svarede hun.

Hun havde været i Tivoli med ballongynger, candyfloss og stribet slik på pind. På Naturhistorisk Museum, i Zoologisk Have og Kanalrundfart med guide. Jo, der er nok at se til, når man skal holde ferie med sine delebørn.

For perfekt skal det jo være.

Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang, for ingen er perfekte. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er altså noget af et pres, vi sætter os under.

Vi har fået en forestilling om, hvordan man bør være for at være rigtig.

Alle løber vi stærkere og stærkere hele tiden for at leve op til egne og andres forventninger. For det er ikke nok at have et godt job, man skal også videreuddanne sig for ikke at blive løbet over ende af sine kolleger. Så udover at passe fuldtidsjob, være mor og social med veninder og venner, skal vi også holde os fagligt igang.

Og man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder. Det sætter forælderrollen under pres. Og med de skilsmissetal vi har, hænger kravet slet ikke sammen, men forbliver at være en illusion, som blot øger oplevelsen af ikke at slå til.

Og så sagde hun det, som ikke mange tør sige højt: Hvem gider være den forælder, der har givet børnene den kedeligste sommer? Nej, vel! Så selvom hun og eksmanden har et rigtig eksemplarisk samarbejde, så havde hun ikke spor lyst til at indtage andenpladsen i kampen om at give børnene en perfekt sommer.

Instagram

“Du vil elske det”, sagde min bonus datter om Instagram.

Alligevel holdt jeg stædigt fast i, at det ikke er et medie for mig. Det er alt for flygtigt, argumenterede jeg. Det vil også være moralsk forkert, fordi jeg kender bagsiden af medaljen, sagde jeg videre.

I mit arbejde møder jeg alle de unge, der plages af manglende selvværd, fordi de tror, andre lever livet, som det ofte udstilles på Instagram. At alle de andre lever det sjove liv i deres smukke perfekte verden, mens du sidder og rådner op med en serie, som du allerede har set flere gange.

Jeg har hylet med i det kor, der spurgte: Hvor er den uperfekte krop, som jeg kan hylde? Hvor er hende den kræftramte, der fortjener et like i sin kamp mod kræft? Hvor er den mor,  der er ved at give op og bestemt ikke vinder præmien for det mest perfekte hjem og de mest dekorative madpakker?

Jamen, de er faktisk mulige at finde inde på Instagram. Den depressive, den kæmpende, den tykke. Den,  der er ved at få nok og give op.

Også på Instagram kan man finde profiler, der kan være en støtte, når man oplever, at livet er mere lort end lagkage. Så det giver mulighed for, at man ikke skal føle sig alene og forkert.

Der er rent faktisk sket en udvikling i retning af at hylde stærke personligheder og en forståelse af, at man godt kan være stærk, selvom man begår fejl og langtfra er perfekt.

Glansbilledet er ikke væk fra Instagram, men det er blevet mere nuanceret. Instagram er, hvad vi sammen gør det til. Så jeg kaster mig ud i det. Også selv om jeg endnu ikke ved, hvordan man gør. For egentlig er jeg nok for gammel til Instagram.

Kom med bagom mit liv som kvinde, mor og psykolog og følg mig på Instagram under @psykologenpaabryggen. Det bliver ærligt og autentisk. Bloggen fortsætter sit liv her på bloggen, hvor du som tidligere kan følge de nye opslag her eller via Facebook Jeanne Fløe.

Mød mig i min klinik https://psykologenpaabryggen.dk

Alkohol og grænsesætning

Mine børn er voksne nu. Da de var yngre og begyndte at drikke alkohol, havde jeg meget strenge regler for, hvor meget alkohol, de måtte drikke. Fornylig talte vi om, hvordan de havde øvet sig i at gå lige, inden de skulle gå de få skridt fra døren og hen til min seng for at fortælle, at nu var de hjemme. De troede, at jeg troede, at de ikke drak mere end det aftalte.

Så naiv var jeg ikke. Jeg vidste udmærket, at de drak mere. Selvom det var en del år siden, jeg selv havde været i den alder, så kunne jeg nemlig godt erindre mig, hvordan min veninde og jeg drak rævepis. Rævepis var betegnelsen for en blanding af slatter fra mine forældres barskab. Ved kun at tage en ganske lille mængde fra hver flaske, kunne det ikke spores. Det smagte, som ordet siger, af rævepis. Det stoppede ikke vores iver efter mere.

Når nu vi alle ved, at det sker, hvorfor så ikke bare tillade det? Relationer bygger vel på tillid?

Derfor er der også mange af mine venner, der argumenterer for, at man skal have en liberal holdning til alkohol. Efter deres mening er det vigtigt, at man har en ærlighed omkring alkohol. Og den går fløjten, når man sætter rammer op, der alligevel brydes, argumenterer de. Og mange lader deres unge afprøve alkohol i trygge rammer derhjemme.

Et studie fra 2017 viser, at børn der får tilbudt alkohol af deres forældre begynder at drikke tidligere og mere sammenlignet med børn, som ikke har fået alkohol derhjemme.

Det er en kendsgerning, at teenagere bryder deres forældres regler og alkoholpolitikker. Det er jo det, det går ud på som teenager. Det betyder imidlertid ikke, at forældre ligeså godt kan droppe at sætte rammer. Tværtimod skal man turde sætte restriktive regler op. For de vil bryde dem uanset, men deres alkohol indtag vil blive mindre.

Det er at tage forældreansvar at holde fast i, at grænsen er 16 år, velvidende at ens barn begynder at drikke tidligere. For det er at foretrække, at de begynder så småt at rykke ved grænsen som 15 årige fremfor som 13 eller 14 årige, fordi vi har forsøgt at komme den unge i møde.

Vi skal som forældre turde at sætte klare rammer for, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, og hvad der er vores holdninger og værdier.

Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk