Seneste indlæg:

Intimitet

Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik ideen til dette opslag lige her inden julefreden skal sænke sig over os. Lige efter årets julefrokoster og lige før den tid på året, hvor allerflest par vælger at gå fra hinanden. Jeg ved ikke om jeg håber på at kunne afværge nogle katastrofer derude.

Hvis du lever i et åbent forhold skal du ikke læse videre. Men hvis du lever sammen med den du gerne vil blive gammel sammen med så husk at stoppe op engang imellem og kig den anden dybt i øjnene.

Seksualiteten  er et menneskeligt råstof, der hører med fra vi fødes til vi dør. Seksualitet er mange forskellige ting. Seksualiteten har mange ansigter. Og alt for ofte glemmer vi intimiteten. Og når det sker gør vi os i risiko for at kunne falde for andre. Vi mennesker kan ikke overleve uden intimitet.

Det enorme fokus på kønsorganer er rigtig ærgerligt fordi det erotiske møde er langt mere end det. Det er hud, lyd, duft og hænder. Sex er meget mere end kønsorganer der mødes. Et blik, et smil, et kærtegn kan undertiden føles direkte berusende.

Vi skal tilbage til at lade os tænde af sanselige oplevelser sammen med kæresten udenfor sengen. Alt for ofte har vi kun fokus på at blive tændt med et klask i røven. Det erotiske møde handler om at være nære.

Sorg

Alle oplever vi sorgen. I en tid med effektiviserings krav og er det svært at få lov at være et sørgende menneske. Jeg har læst psykologi på et tidspunkt hvor vi troede at sorg gik over. At man ved at gøre sit sorgarbejde ordentligt ville komme ud på den anden side. At det for den sørgende handlede om at få sagt ordentligt farvel og løsrive sig fra den energi som sorgen binder. En tankegang der har passet alt for godt ind i vores positivitets og lykkefokuserede tid.

Sorg går aldrig over. Den bliver for de fleste til at leve med men sorgen vil altid være der som et sting af smerte der pludselig kan ramme. Sorgen er der jo fordi vi er afhængige af hinanden poetisk sagt er det kærligheden der er blevet hjemløs. For det menneske, der har den gave at være forbundet til andre i kærlighed følger den forbandelse at sorgen vil være en følgesvend livet igennem.

At vide at sorgen altid vil være der kan for nogen være en kæmpe lettelse fordi man så ikke længere behøver kæmpe i mod. I starten som en altfortærende følelse. Sidenhen mere som sting af smerte, der kan dukke op, når vi er mindst forberedte på det.

Når det er så svært for de nærmeste at rumme den livslange sorg er det fordi den bliver en påmindelse om at hvis det sker for dig så vil du heller aldrig komme over det.

Vi lærer så meget om livets stadier. Vi lærer om teenagekroppens forandringer i skolen. Vi går til fødselsforberedelse når vi venter barn og lærer alt om den gravide krops forandringer og om fosterets og spædbarnets udvikling. Vi kan læse en masse om overgangsalder og hedeture. Men døden forberedes vi ikke på. Den er der ingen der rigtig fortæller os om. Der er ingen dødsundervisning. Eller undevisning i at stå ved siden af et sørgende menneske.  Det

Forældrekompetancer

Når man som jeg skal sige noget omkring børn og unge i dagens Danmark kommer man ikke uden om at sige noget om forældre. Der stilles store krav til forældrekompetencer. Du skal … du skal… du skal…..

Børn har rigtignok en masse kompetencer til at kunne klare meget selv, men disse kompetencer udvikles bedst hvis der er voksne som viser vejen og tager lederansvar.

Vi lever i en tid hvor der eksempelvis ikke er regler for brug af Ipad. Eller regler for hvornår vi spiser aftensmad sammen. Hvordan vi taler med hinanden og til hinanden. Derfor er det afgørende vigtigt med forældre der fastsætter reglerne for barnet.

Voksne og børn er ligeværdige men de er ikke jævnbyrdige hvad angår erfaringer. Det er derfor den voksnes ansvar  at uddelegere medbestemmelse i de bidder et barn kan overskue

Børnehøjde

Terapi er et kedeligt alternativ til et godt børneliv. Det vigtigste bliver at finde ind til om der er noget barnet gerne vil kunne når barnet er færdigt med at gå i behandling hos mig som barnet ikke kan nu.

Min yngste datter

Jeg husker den dag i flyveren, hvor jeg var på vej på forlænget weekend til Italien. Vi var netop landet, og min mobil blev taget af flymode. Der tikkede en sms ind: “Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at leve længere”.

Jeg har taget tilløb til at skrive dette blog opslag af flere omgange. Så spurgte min datter: “Hvad ville du skrive om mig, hvis du skulle lave et blogopslag?”. Og inden jeg havde nået at svare, fortsatte hun selv med: “skriv om dengang”.

Men det er svært, for der er så mange følelser i spil. Afmagt, skyld og stor sorg, taknemmelighed og stolthed. Men også overvejelser om, hvordan det vil være for min datter, at I nu læser med. Hun insisterer på, at tabuet skal brydes.

Jeg anser ikke mig selv for at være verdens dårligste mor, men jeg forstod ganske enkelt ikke omfanget af katastrofen. Jeg tror ikke, jeg ville se det. Hun havde, set i bakspejlet, haft det rigtig skidt over en meget lang periode.

Hun talte langsomt og lavt, trak sig fra veninderne og sov konstant. Hvorfor havde jeg slet ikke lagt mærke til alle de klassiske træk? Jeg er trods alt psykolog. Nok fordi det gjorde alt for ondt at skulle forholde mig til det.

Jeg genkalder mig følelsen, der fyldte min krop, da vi trådte ind gennem dørene til Psykiatrisk ambulatorium. Det var som om, væggene væltede ned over mig, og jeg kunne næsten ikke trække vejret.

Diagnosen blev stillet med det samme. Depression. Min elskede datter. Hun er jo så mild og dejlig. Det gav ingen mening. Det var som en ond drøm. Det er forældres værste mareridt, at ens barn bliver ramt af alt for store udfordringer her i livet.

Min datter er heldigvis gjort af et helt særligt stof, og hun har kæmpet sig ud af mørket. Det er 6 år siden nu. Jeg er meget stolt af, at hun vælger at være åben omkring sin depression og forhåbentlig kan det hjælpe andre at vide, at der er en vej ud af det mørkeste mørke.

Når angsten styrer

Flere og flere  mennesker diagnosticeres med angst. Det er usikkert, om der er sket en reel stigning i antal, der har det svært, eller om vi bare er langt mere åbne om det i dag.

Jeg havde en 12 årig pige med angst symptomer forleden. Umiddelbart oplevede hun, at angsten fyldte alt. I hvert fald afholdt den hende fra at leve det liv hun gerne ville. Afholdt hende fra skole, kammerater, familiesammenkomster.

Det var vigtigt for hende at kunne komme i skole, for hun havde en stor lyst til at lære. Derfor begynder jeg angst behandlingen med en afdækning af villighed. Villighed til at stå den ubehagelige angst igennem. For andre børn vil det ikke være skolen, der motiverer og så er det et andet sted, man skal starte.

Det afgørende bliver at finde en tilpas udfordring. En udfordring man er motiveret til at gennemføre. En udfordring man er 99.9 procent overbevist om, at man kan klare. For når først man har kastet sig ud i en udfordring, er der ingen vej tilbage. Det er den eneste måde, hvorpå man erfarer, at angst går over igen.

Bliver du i det svære “sålænge du kan”, så oversætter kroppen reduktionen i ubehag forkert. Kroppen tror, angsten forsvinder, fordi jeg gik væk fra det svære. Men angsten forsvinder, fordi tiden går. Og det er en vigtig læring.

Og endnu en uheldig bivirkning ved at give op er, at angsten vil øges, næste gang du forsøger at gøre noget, du finder svært. Et angstanfald er tidsbegrænset. At stå det igennem lærer os noget afgørende vigtigt.

Angst er ikke bare angst. Angst kan altid gradbøjes. Angsten for eksempelvis at være ude blandt andre kan komme meget forskelligt til udtryk. En tur ud at handle i den lokale Brugs kan være mere angstfremkaldende end at handle i en ukendt. En shoppetur i gågaden kan være meget angstfremkaldende.

Når først du har fået dannet et overblik over, hvor voldsom angsten er i de forskellige situationer, kan træningen begynde. Start altid med de nemmeste udfordringer. Arbejd dig så langsom op i angsthierakiet. For kun ved at turde give plads til angsten kan du foretage de forandringer, der vil berige dit liv.

Hurtigt vil du opnå succes og få mere mod og overskud til at kæmpe videre.

 

Ind i feriehusets sjæl

Har været postet

Min mand og jeg har været på et utal af udstillinger for at finde det hus, vi gerne vil bygge på vores sommerhusgrund. Vi har pløjet diverse boligmagasiner, Instagram og Pinterest. Wauv, jeg elsker at se på smukke ting. Drømmene får frit løb. Jeg kunne godt drømme om et arkitekttegnet hus. Men jeg er også realistisk og ved, at det må blive et typehus.

Vi er begge enige om, at huset skal være enkelt. Det skal på ingen måde være den villa, vi aldrig får. Selvom jeg gang på gang falder for sommerboliger, der minder om et funkis hus. “Mig selv!”, siger jeg så. “Det skal være klassisk”. “Et træhus med sjæl”, drømmer jeg videre. “Det skal være med tagpap”, siger min mand så. “Tagpap?”. “Man ser jo ikke taget, når man er indenfor?”. Men jo det skal være tagpap, siger han med overbevisning i stemmen.

En af de flinke mænd, der står ved udstillingshusene, siger så, at vi bare skal finde et hus, der dækker vores behov. Ikke mere end det. Det bliver så ret umuligt at bygge et hus, der dækker vores behov. For vi har seks børn. Og som om det ikke allerede var nok til at vælte ethvert budget, så er de seks blevet til mange flere med kærester og børn.

Så det må blive et hus, der har et par ekstra sovepladser, uden det bliver et kæmpe hus uden charme. For i min drøm ser et sommerhus ikke stort og mægtigt ud, men lille og hyggeligt. Et hus, der kan danne ramme om den anden verden, der skal udgøre et supplement til dagligdagen i vores lejlighed.

Tanken går dog også til vores børn. Det er vigtigt for os, at det hus vi vælger ikke skal være et hus, der står der og ser brand godt ud de næste par år og i et formsprog, der er alt for tidstypisk.

Huset skal kunne stå der og danne rammen om mange års sommerminder både i vores tid, vores børns tid, børnebørn og… Derfor skal huset være tidløst i sit udseende og lavet i gode materialer.

Med kodeord som enkelt og klassisk endte vi med at vælge et Jeppesen bjælkehus. Jeg bliver så glad helt ind i hjertet, når jeg ser på dets enkelhed. For for mig er det altafgørende, at rammen signalerer fristed. Og det gør dette hus. Det er lille og charmerende. Det er et længehus i træ malet sort og med hvide vinduer. Næsten som min barndoms drøm om et fristed.

En plet på lagenet

I en tid som vores bør alle børn vel i princippet være ønskebørn. Ikke som før aborten den blev fri. Min tidligere svigerfar yndede at underholde med at min eks mand som er den yngste i en børneflok på tre “skulle have været en plet på lagenet”. Ikke just den fedeste bemærkning at vokse op i lyset af. Og han gentog det gerne igen og igen hele vejen op igennem sønnens opvækst. Selvfølgelig var forældrene glad for ham, men det hang ligesom ved ham, at han ikke skulle have været der.

Jeg oplever ofte i mit arbejde at rigtig mange på min alder kæmper med et grundlæggende mismod. Kæmper om at opnå anerkendelse for den de er. Mange fra min tid er uden tvivl ikke ønskebørn. Vi er fra før P-pillen og før aborten den blev fri.

Men det kan også være hårdt at være SÅ ønsket. (Erik Klausen)

fortællinger de fortællinger vi fortæller om os selv og andre

Familie

”det er ikke noget du behøver sige til nogen”. I mit arbejde møder jeg børn og unge der bærer på familiehemmeligheder. Det kan være tungt at bære på. Derfor kan jeg som fagprofessionel godt se at det er vigtigt at få tydeliggjort hvad der er ”gode hemmeligheder” der giver kriller i maven som eksemplevis at ”far har købt en billet til Djurs Sommerland schhh mor ved det ikke endnu- det er vores hemmelighed”. Og så hemmeligheder der giver ondt i maven som at mor drikker, far slår, onkel rører ved mig på en ubehagelig måde. Den slags hemmeligheder skal ingen børn bære på alene.

Vejer du for meget?

Der er i de senere år sket en stigning i antallet af børn og unge, der er overvægtige.  En af årsagerne til overvægt er, at børn i dag sidder mere stille, end de gjorde, “da jeg var barn”.

Også sukkerindtaget er blevet en stor udfordring. Og her hjælpes vi ikke ligefrem på rette vej, for det er billigere at købe en 2 liters sodavand end at købe en 35 cl flaske. Og slik er ikke længere noget, hvor man står ved kioskmanden og beder om “for 1 kr af de der og 50 øre af de der”. Næh, det hældes ned i kæmpe poser med plads til rigelige mængder slik.

Men som forældre er det vigtigt at lære dit barn gode vaner, for der er meget, der tyder på, at overvægtige børn har øget risiko for at blive mobbet og har dårligt selvværd. Endelig er der øget risiko for at udvikle følgesygdomme. En vægtstigning kan også være udtryk for, at barnet eller den unge ikke trives.

Forældre vil gerne gøre det bedst mulige for deres børn. Mange er i tvivl, om de overhovedet må tale med deres barn om overvægten. De er bange for, at barnet så vil føle sig forkert. Min erfaring er, at børnene godt selv ved, at de vejer for meget og gerne vil have dialogen.

Og det er et forældre ansvar at minimere fristelserne i hjemmet. Børnene har brug for den ydre styring og brug for, at der ikke findes et skab fyldt med slik og kiks og kager. For når de ikke kan modstå det, så kommer den dårlige samvittighed. Så et godt sted at starte den sundere livsstil er ved at smide alt snack ud.

De elektroniske medier er kommet for at blive, og vi skal lære at takle dem på en fornuftig måde.  Planlæg aktiviteter sammen som familie. Gerne gå og cykelture, som gøres hyggelige og en måde at være sammen på. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til før skærmene, men som forældre skal vi turde begrænse det til 2 timer dagligt .