Seneste indlæg:

Slankekure

Vidste du, at et af de mest googlede ord her efter nytår er “slankekure”. Motivationen er helt i top, og i år skal være året, hvor vi lykkes med at tabe os. Måske vi ovenikøbet har brugt hjemmearbejdsdagene på lige at få bestilt den nyeste slankebog for at vise og selv, at vi skam mener det alvorligt.

Og nu er det ikke, fordi jeg vil ødelægge din motivation, men fakta er, at langt de fleste vil droppe slankekuren igen efter få hårde uger. Det er nemlig langt sværere at skabe en forandring, end vi forestiller os. En forandring fordrer en adfærdsændring. For at skifte adfærd er første forudsætning, at vi skal have et håndgribeligt mål.

At ville tabe sig er alt for floffy. Og jeg tror, du vil give mig ret i, at hvis alle de slankebøger, der sælges på markedet havde fundet de viise sten, så ville der ikke hvert år udgives nye og andre måder at sælge drømmen om varigt vægttab på.

Det er de håndgribelige mål, du skal have fat i. Hvis målet er at tabe dig, hvad er så det første vigtige skridt i retning af et liv med færre kilo? Et svar kunne være, at du så vil dyrke motion tre gange om ugen af 30 min. varighed. Og hvad skal der til for at øge chancen for, at du rent faktisk får dyrket motion de tre gange i ugen? Hvilke forhindringer er der?

De fleste af os laver den fejl, at vi sætter os for urealistiske mål, som at “jeg skal have tabt mig 20 kilo i løbet af de næste 3 mdr.” Men det nytter ikke at tabe 20 kilo ved at pine sig selv ned i vægt, hvis man, straks målet er indfriet, går tilbage til de gamle vaner.

Så i bund og grund handler det om at ændre vaner. Sæt målene små og overskuelige. Første skridt mod at løbe 3×5 km. i ugen kan være at gå i 30 min. i raskt tempo. Målene skal være så små, at det er umuligt ikke at opnå succes. For det er vores succeser, der fastholder vores ellers så flygtige motivation.

Godt Nytår!

Farvel 2020. Du vil ikke blive savnet. For listen over dårlige nyheder du har sendt ned over os er alen lang. Og det endda helt uden et eneste ord om Mette magt, mink og Me Too.

Du kom med coronakrise, økonomisk krise og personlig krise. Og her tænker jeg ikke på de aflyste koncerter, konfirmationer og bryllupper, selvom det har været pænt træls sagt med en jysk underdrivelse. Jeg tænker på de personlige følger, det har haft for alt for mange at være isoleret, at miste jobbet, at miste et familiemedlem.

Et nytårsskifte er det bedste tidspunkt for drømme og håb. Og der er noget smukt ved at tænke på, at netop dette år delte vi alle de samme håb og drømme. Og selvom det kan lyde mærkeligt, så kan netop året 2020 måske give os god grund til at være optimistiske.

For det har også været året, hvor vi viste, at de mange var villige til at ofre ret meget for at redde de få. Villigheden til alle sammen at ofre os for samfundets mest udsatte viste en meget stor grad af solidaritet og fællesskab i vores samfund.

Bedst som jeg frygtede, at vi med vores fokus på os selv helt havde glemt den vigtige anden, viste det sig, at jeg heldigvis tog fejl. Mennesket er ikke udelukkende en egoistisk størrelse. Mennesket karakteriseres ved to drivkræfter – vores egoisme og drift efter selv at leve og have det godt og vores ønske om, at den anden lever og har det godt.

Der er ofte konflikt mellem de to drivkræfter, og oftest vinder egoismen. Krisetider kan gøre os mere motiverede for at gøre noget godt for andre. Vi har i denne krisesituation endnu engang vist os at være villig til at gøre en indsats for den anden. Fornemmelsen af, at vi alle er udsatte, øger vores fællesskabsfølelse og solidaritet.

Det er da ikke det værste udgangspunkt for forventninger, håb og drømme for et nyt år. Godt Nytår allesammen!

 

Gavens mening

Jeg håber, din jul har været glædelig. Forhåbentligt fik du noget af det, du havde ønsket dig i år. Hvis du har gjort det nemt for dine nærmeste, har du rundsendt en ønskeliste. Og fordi vi er en stor familie med dine og mine børn og en masser eks’er, så gør vi os også den umage at forsøge at koordinere gaveindkøb.

Og heldigvis  lykkes vi med, at alle bliver glade og kan glædes også over det uventede. Den lille ting, som man i forbifarten nævnte og helt har glemt at få på listen, kan næsten vække større glæde.

Sådan er det bare ikke altid. Der har mange steder sneget sig en usagt forventning ind. Hvor ønskelister er blevet til indkøbslister med en forventning om, at alt, hvad der står på listen, det sørger man lige for at få koordineret i familien, hvem der tager sig af at få købt.

Tjek, tjek nu er alle glade, for du får alt, hvad der står på listen og mere til.

I ordet “ønske” ligger der jo netop dette med, at man ikke på nogen måde kan have en forventning om, at ønsket indfries. Men det er vi ved at glemme. At ønske sig noget i dag er det samme som at “bestille”. Den eneste overraskelse, der er tilbage, er hvem, der giver hvad fra listen.

Og ve den, der har købet noget, der ikke står på listen. Det er en forbrydelse mod julestemningen og julefreden. For det bliver set som et udtryk for, at man ikke har hørt ordentligt efter og sat sig ind i sagerne. På den måde er vi ude i at reducere hinanden til forlængede indkøbsarme. Til nogen man kan forvente materialle goder af.

Husk gavens mening. For meningen er netop ikke tingen i sig selv, men tanken bag. Gaven er en lille hyldest  og en kærlighedserklæring til et andet menneske, som vi holder af, og som har en betydning for os.

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så, når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “da have en lille ting, men selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og min datters kærestes børn fra et tidligere forhold har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar, så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”.

Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, alle børnenes mænd og kærester, bio og bonus børnebørn fra alle kanter.

Glædelig jul!

Julegaver

Hvert år, når jeg spørger min mand, hvad han ønsker sig i julegave, kommer det samme svar: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Det er ikke ligefrem den nemmeste opgave at finde en god gave med en sådan udmelding. Og presser jeg en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

Og købte jeg nu underbukserne, så ville det ikke opfylde en vigtig ingrediens i gavegivning nemlig usikkerhedsmomentet. Det ville fjerne ethvert element af overraskelse og mystik. Så i år har jeg gjort det, at hver gang min mand i løbet af året er faldet over noget, som han har talt positivt om, så har jeg noteret det ned.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Ja, man blive ligefrem glad i låget af at give gaver.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen og er noget meget fundamentalt, i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne. Så jeg glæder mig til at give min mand og alle mine kære gaver i år.

 

Julesul

I den forløbne uge blev jeg kontaktet af to unge, der gerne ville have et interview omkring min holdning til børn/unge og overvægt (årets emne i projektuge for 9. klasserne).

Sådan er det, når man udtrykker sin holdninger offentligt. En enkelt søgning på Google og vupti kan alle se, at du engang sendte et vredt brev til Masha Vang for hendes unuancerede udtalelser i et underholdningsprogram om overvægtige.

Og Vupti er du selv ligeså unuanceret i dine udtalelser som Masha. For det kan ikke blive videre nuanceret  i et 5 min. interview at sige noget klogt omkring overvægt. For overvægt er uhyre komplekst. Dog vil jeg fastholde mit hovedbudskab fra dengang. Overvægt er ikke selvforskyldt.

Vi nærmer os i denne søde juletid et utal af fristelser. Vi kan grine af at: “Ja, ja vi får lidt ekstra kilo på sidebenene”. Fakta er bare, at det er ret ulige fordelt. For allerede i januar er mine ekstra kilo smeltet væk igen, mens det for den overvægtige blev endnu et par kilo oveni de i forvejen alt for mange kilo.

Og nu kunne jeg godt bilde Jer ind, at det skyldes, at jeg er meget viljefast. Jeg siger selvfølgelig til min mand, at nu er det op på cyklen og afsted, alt hvad remmer og tøj kan holde. Gode ben og god moral.

Men ak nej, det er ikke hele forklaringen.

Gener spiller en afgørende rolle. Du er ikke doven og viljesvag, fordi du vejer for meget. Den primære årsag for mange er, at de har et sæt gener, der gør, at de hurtigere tager på og har sværere ved at tabe sig igen.

Selvfølgelig betyder det noget, hvor meget man spiser. Vi ville alle blive slanke, hvis vi blev lukket inde i et bur, men det er ikke pointen. Når nu vi har fri adgang til mad. Og det har vi i dagens Danmark. Så er der nogen af os, der er bedre rustet til at klare det, vi udsætter kroppen for. Nogle er bare mere udsatte for usund livsstil end andre.

Så pak fordommene væk her i den søde juletid.

Karls følelser

Jeg får aldrig et Bilka barn, siger min datter med overbevisning i stemmen. For hvem har ikke tænkt sit, når vi har set et skrigende barn liggende på gulvet midt i Bilka. “Se nu at få det barn opdraget”, er det hændt, at jeg har tænkt. Det er dog ikke kun et spørgsmål om dårlig opdragelse, når lille Emma ligger skrigende midt på gulvet foran køen til kassen i Bilka.

Børn oplever store følelser. De bliver vildt begejstrede, fjollede og glade. Og de bliver også meget kede af det, vrede og aggressive. Og vejen fra den ene følelse til den anden kan være ultra kort.

Det er der en endog meget simpel årsag til. De centre i hjernen, der hjælper os med at regulere følelserne, er slet ikke udviklede . Derfor kan børn ikke altid stoppe sig selv, inden følelserne får frit løb.

Barnets store følelser kan være årsag til mange konflikter. Det er svært at være forælder til et barn, der råber og skriger. Det er bare også svært at være barn, når man føler så stærkt. Når verden lige nu ramler, fordi rugbrødsrytterne er skåret forkert ud.

Barnet har brug for din hjælp til at lære at styre følelserne. Det skal lære at finde passende reaktioner på de ting, der sker.  Opdragelse går ud på over tid at lære barnet ikke at lade sig styre af følelser. Samtidig med at vi skal signalere, at alle følelser er acceptable. Så sig ikke det er nemt at være forælder.

Barnet, der har fået skåret rugbrødsrytterne forkert ud, reagerer med frustration og det nytter ikke at tale til barnets fornuft. For den er ikke til stede. Barnet er i sine følelsers vold.

Det er menneskeligt, at man som forælder selv kan reagere følelsesmæssigt. Og har man mange af den slagt konflikter, så er vi måske tilbøjelige til selv at fare op.

Barnet læser dig, og det er derfor afgørende, at du bevarer roen. Sæt ord på, så barnet lærer at forstå, hvad der er på spil for det. Derved lærer barnet på sigt, at koble følelser med det der sker. Og det lærer at justere følelserne og finde mere passende reaktioner.

 

 

Lykke

En af mine klienter meddelte ved sessionens start at: “Det er sidste gang i dag”. Først skulle jeg lige sunde mig lidt. For var det, hun i virkeligheden sagde, at nu gad hun ikke gå ved mig mere?

Selvom jeg er psykolog og per definition har styr på mit shit, så er jeg også kun et menneske med tvivl på egne evner. Der sidder konstant en lille kritiker på venstre skulder og fortæller mig om alt det, jeg burde gøre bedre.

Hun reddede mig fra min indre kritiker. Ved sidste session havde det rykket så afgørende meget for hende, at hun nu havde tiltro til, at hun kunne selv. Wauv. Det er i virkeligheden en af de bedste øjeblikke som psykolog, når ens klient får den der følelse af at kunne selv.

Det var helt banalt. Det var en enkelt sætning, der havde gjort forskellen for netop denne klient. Sessionen havde haft fokus på lykke. Hun savnede at føle sig lykkelig. I sit liv, på arbejdet, i sit ægteskab. Hvor blev den af den der altomsiggribende følelse af lykke?

Og jeg havde svaret, at: “Den findes slet ikke”.

Lykke som tilstand findes ikke. Lykken kommer i glimt, og du skal evne at fange de små glimt af lykke. Lykke er en slags elektrisk strøm, der går gennem kroppen på de mærkeligste tidspunkter.

Selv føler jeg mig lykkelig, når Vilma vil have mig med på tur. Når Bertil giver et bjørnekram. Når Nola siger: “Min Jeanne”.  Når Karl kravler i raketfart hen til mig, eller Viggo smiler. Når alle ungerne kommer til middag. Når min elskede kigger mig dybt i øjnene.

Når jeg betages af solen, der står op helt uden min indgriben. Solnedgange smukkere end smukt. Smagen af jordbær, duften af nyslået græs, lyden af latter.

Hvornår føler du glimt af lykke?

Tiden den er din

Jeg  drømmer mig af og til tilbage til en tid, hvor far ligger på sofaen med en avis, og mor sidder stille og roligt og strikker i stolen, mens børnene leger på gulvet.

Det er nok forbudt at skrive, at jeg kan få det sådan, for er det ikke et kønsdiskriminerende scenarie. Det er imidlertid ikke min pointe. Min pointe er, at der er nærvær. Lige der midt i Hr. og Fru Jensens dagligstue emmer det af ro og nærvær.

Sådan ser det ikke ud i moderne børnefamilier anno 2020. Jeg tror, de fleste af os må indrømme, at vi ofte har for travlt. I hvert fald er det tankevækkende, at en undersøgelse viser, at hvert tredje børnehavebarn oplever, at forældrene har for lidt tid. Samtidig viser en anden undersøgelse, at hver fjerde voksne, set i bakspejlet, fortryder, at de ikke brugte mere tid på deres børn, mens de var små. 

Og det er jo egentlig ret trist, når man sådan tænker efter. For tiden kan ikke skrues tilbage. Vi har kun et skud i bøssen.

Tid er en underlig størrelse. For tid kan ikke kun opgøres i timer og minutter. Kvalitetstid er jeg dog heller ikke den store fortaler for. Det er vist mest brugt som et lidt vagt forsøg på at dulme den dårlige samvittighed over, at vi aldrig har tid nok.

Jeg kan  ikke komme i tanke om et dækkende ord. Men det må handle om, at vi i den tid vi er sammen, ser og hører hinanden.

Uden at lyde sådan total dramatisk, så er det afgørende vigtigt, at vi får stunder af nærvær ind i en travl hverdag. For alternativet vil få uoverskuelige konsekvenser. Det er nemlig, når vi indgår i tætte relationer, at vi formes som mennesker. Uden nærvær sammen med de vigtige omsorgspersoner føler barnet sig alene, og det bliver i tvivl om sit værd.

Barnet kan sagtens føle sig alene og overset, selvom forældrene sidder i samme rum som barnet, hvis forældrene sidder med næsen begravet i deres smartphone og tjekker op på de seneste nyheder, mails og de sociale medier.

Så hvilke værdier skal gælde for netop din familie. Hvordan vil I prioritere Jeres tid?

 

Jeg hader corona

Nu gider jeg ikke mere. Den lille uindbudte gæst spiser af mit hverdagsliv og mit sociale liv. Hver gang jeg går uden for min dør, føler jeg det som om, jeg er med i en horror film omgivet af mennekser, der alle har gemt smilene væk bag mundbind. Først var det knus og kram den tog fra mig. Nu er det også smilet.

Og så gik det op for mig forleden dag, at den æder også en helt særlig glæde nemlig forventningsens glæde. Forventningens glæde er størst, siger vi altid. Og det er der en sandhed i, for ferien starter på en måde allerede i alle de drømme og forventninger, vi putter ned i det, der skal komme. Festen planlægges, mens vi smiler og bliver helt varm indeni ved tanken om en masse glade mennesker, der hygger.

Så kom corona, og den ene glædelige begivenhed efter den anden må aflyses. Så pludselig tør jeg ikke længere slippe forventningens glæde løs..

“Tror du julen bliver aflyst i år?”, spurgte hun med så triste øjne som kun et barn kan. Væk var julelysene, som ellers burde være ved at tændes i hendes blik allerede nu med udsigt til den forestående dejlige tid. Jeg sank en ekstra gang og forsøgte at få det til at lyde overbevisende, da jeg svarede “Nej, nej, det tror jeg bestemt ikke”. Men het ærligt, så bliver meget nok anderledes i år.

Dit lille krapyl du skal ikke få bugt med min taknemmelighed over at stå op og mærke glæden over en ny ubrugt dag, der ligger foran mig. Du kan ikke tage min friskbryggede kaffe, mit velduftende morgenbrød, kys og kram fra min mand, en sød sms fra mine kære, vinden der leger med mit hår, efterårssolen der titter frem, de smukkeste blade, skoven, lyset, vandet, middag med de nærmeste.

Så det kan godt være, at du har taget min forventningsglæde, men glæden får du ikke.