Seneste indlæg:

Alene hjemme

Jeg elsker min mand over alt. Jeg bryder mig ikke om, at han ikke er hjemme hos mig og at skulle sove uden ham. En ting, jeg dog virkelig nyder ved at være alene hjemme, er, at jeg kan se alt det i fjernsynet, jeg ellers aldrig ser.

Der udspiller sig et helt ritual. Først går jeg i Føtex og handler lidt af det, jeg aldrig spiser. En pakke med ti Snøfler.

Tænk, at man kan få noget, der smager så sindssygt godt for kun 10 kr. Mit mundvand løber i vand straks jeg ser den lilla indpakning. Og jeg sætter al min styrke ind for ikke at åbne pakken, inden fjernsynet er tændt.

På forhånd ved jeg, hvad jeg vil se. Gift ved første blik. Genialt fjernsyn, synes jeg. Spild af liv, synes min mand. Men vi har jo heller ikke været igennem “det perfekte match” tjek.

“Hej far, jeg vil bare lige sige, at jeg skal giftes”. Åhhhh, så er vi igang med et af mine yndlings “jeg ser aldrig” programmer. Fordelen ved ikke at se den slags er, at man kan tage alle otte afsnit i rap .

I love it. Og jeg tuder. For jeg lever mig sådan ind i deres søgen efter at finde det, vi alle drømmer om nemlig kærligheden. Deres usikkerhed er så genkendelig. “Tænk, hvis han havde håbet på noget andet”, siger en.

Nu er det nu! Lykken! Fremtiden! Det ultimative match af en anden verden. De håber og drømmer om, at det bliver et livslangt eventyr. Og igen og igen såres de og sårer hinanden. For hvilken bagage har jeg med og hvilke mønstre har jeg?

Jeg håber og drømmer med de medvirkende. Forsøger også at ændre lidt på handlingen i ny og næ. “Ej , så du ikke, hvor ked af det du gjorde hende lige der?”. Jeg hører min egen stemme i stuen. Jeg snakker nemlig også med mig selv, når jeg er alene hjemme.

Snøflerne er spist.

Heldigvis var der to par, der klarede den denne gang, for ellers er det næsten ikke til at klare alle de følelser af fortabthed og opgivenhed.

Jeg fyldes af taknemmelighed over min mand. Det er trods alt en ubetydelighed, at vi ikke interesserer os for de samme tv programmer.

Måske du også gør noget du “aldrig gør”, når du er alene hjemme?

Tilgivelse

Tilgivelse er et stort ord. Igen og igen hører vi som et mantra: Du skal tilgive for at komme videre i dit liv. Din tidligere mand, dine forældre, vennen, overfaldsmanden, voldtægtsforbryderen, utroskab, vold og misbrug. Ja, dem alle sammen og hele baduljen.

Flere af mine psykologkolleger slår da også deres privatpraksis op på at love dig, at de kan “sætte dig fri fra uhensigtsmæssige bindinger ved at lære dig at tilgive”.

Som om tilgivelse er noget, man giver andre som et middel til selv at opnå sjælefred. I min optik handler tilgivelse om en uselvisk gestus.

Jeg tilgiver det andet menneske for at sætte den anden fri. Tilgivelse er altid rettet mod den anden.

At tilgive = give til.

Jeg tilgiver dig, fordi du har brug for min tilgivelse. Jamen, det kan jo være, der er sket noget, som er utilgiveligt?

Det er jo netop kun det utilgivelige, der har brug for tilgivelse.

Nu er én ting teori, noget helt andet er virkelighed. Og så er det, det bliver rigtig svært.

Jeg møder børn og unge, hvor jeg mangler redskaber til, hvordan jeg skulle kunne få dem til at tilgive.

Jeg var til et spændende foredrag med en præst. Jeg satte min lid til, at han kunne lære mig, hvordan jeg hjælper andre til at tilgive det utilgivelige. Så jeg kunne lære dem at vise storsind og alt det der.

Han forklarede, at tilgivelse er at lade kærligheden vinde. Helt i tråd med min egen holdning. Så jeg spidsede ører.

Videre sagde han, at tilgivelse kun kan finde sted, hvis den skyldige kan angre. Så nu var det ikke længere kun op til mig og mine evner. Det afhang også af, om ”den anden” kunne indrømme sin fejl. Og så pludselig sagde han det vildeste af alt, nemlig at:

”Alt skal ikke tilgives”.

Hans pointe var, at der er ting, som det ligger udenfor den menneskelige evne at kunne tilgive.

Da bliver det alene et spørgsmål for Vor Herre. Han kan til gengæld tilgive alt, sagde han.

Så nogle gange må vi lade det være op til “den anden” at tro på en nådig Gud.

Sov så for pokker

Debatten har kørt i den forløbne uge omkring en gammel bestseller: Godnat og sov godt. Nu begynder flere nemlig at stille spørgsmålstegn ved metoden.

Og metoden må have en kommentar med på vejen fra mig.

Rigtig mange forældre har prøvet at stå magtesløse, fordi de ikke kan få deres lille barn til at falde i søvn. En hel dag har man været på som forælder, og endelig er det tid til lidt voksenhygge i sofaen.

Og så vil han ikke lægge sig til at sove. Den der har sovetjansen falder selv udmattet i søvn under timelange forsøg på at få barnet til ro.

Det kan få de fleste forældre til at ville gøre næsten hvad som helst.

Derfor er det naturligt at tage imod med kyshånd, når fagprofessionelle tilbyder et værktøj, der virker.

Spørgsmålet, jeg ikke kan undlade at stille i ugens blog, er dog: Hvorfor virker metoden?

Metoden, der er tale om, kaldes “søvntræning”. I alt sin enkelthed går det ud på at lære barnet at falde i søvn alene ved gradvist at øge det antal minutter, man står udenfor barnets soveværelse.

“Godnat og sov godt”, siger man med overbevisning i stemmen.

Når barnet så græder eller kalder, skal man vente i x antal min. Ventetiden bliver gradvist øget. Helt op til 17 min. Man går ind til barnet efter en fast plan og gentager sit: “Godnat og sov godt”.

Spørgsmålet er, om barnet så sover godt?

Det lille barn oplever en indre stress tilstand, når det adskilles fra sine forældre. Det vil forsøge at få trygheden tilbage ved at kalde på forældrene eller ved at græde.

Forskning viser, at barnets stress niveau øges, når man laver søvntræning. Det tyder derfor på, at når det tilsyneladende har en effekt, så skyldes det ikke, at barnet har lært, at der ikke er noget at frygte.

Barnet har i stedet lært, at dets forsøg på at kalde på trøst bliver ignoreret. Barnet opgiver.

En tryg tilknytning forudsættes af, at barnet lærer, at far og mor kommer, når jeg kalder.

En usikker tilknytning vil sige, at barnet mangler en grundlæggende tillid til, at forældrene altid vil være der, når det har brug for dem.

Så søvntræning er helt klart effektivt, men  tryghedsskabende er det ikke.

 

Meningsfuldhed

Det er blandt andet i mødet med andre, at livet får mening. Skulle vi ikke øve os i at pakke mobiltelefonen væk og i stedet begynde at tale sammen.

Mødet  med andre mennesker er noget af det bedste, jeg ved. Jeg øver mig i at tage kontakt, selv til folk jeg ikke kender, når jeg eksempelvis sidder i toget. Jeg har ellers haft for vane, som rigtig mange andre, instinktivt at gribe ud efter mobilen, når jeg nu alligevel sidder der.

At tale med personen ved siden af og være sådan rigtig til stede sammen med andre mennesker kan være meget berigende.

At man også kan have et sådant møde i Fitness, oplevede min mand forleden midt i at han løftede vægte. De kender  hinanden lidt fra bybilledet og Fitness centret. Bedst som de stod der, og efter et par indledende udvekslinger af fraser om vejret,  så han på min mand og spurgte:

Hvad drømmer du om?

Og det var altså ikke, hvor mange kilo min mand drømte om at kunne løfte. Der var meget mere på spil. Havde det nu været Albæk, ville han have spurgt: Hvad giver mening for dig?

Definitionen på meningsfuldhed er,  at du har følelserne af, at dit liv er et værdifuldt og håbefuldt liv, når du ser på det liv du har levet, det sted du er i dit liv, og når du ser frem på det liv, der ligger og venter.

Hvad drømmer du om?

Wauv,  et stort spørgsmål når man står der i lycra og storsvedende. Men de havde talt sammen. Talt om det der havde betydning for dem hver især. Hvor de var i livet og gerne ville bevæge sig hen.

Jeg læste om en undersøgelse forleden, der viste,  at mennesker, der føler sig lykkelige, har dobbelt så mange samtaler om dybe emner som kærlighed, religion og politik, som dem der ikke føler sig lykkelige. Det kunne min mand bekræfte. Et sådant møde med et andet menneske gir rent faktisk et øjebliks lykkefølelse.

En samtale kan finde sted hvor som helst. I toget, i indkøbscentret, på trappeopgangen, i Fitness.

Hvad drømmer du om?

Forblændelse

Hvad har du gang i Elisabeth. Jeg får lyst til at råbe dig op. Hvorfor er du vendt tilbage til Johannes?!

Nu slap vi dig ellers lige, bedst som du var fuld af liv og tro på, at der var noget godt i vente for dig. Forelsket og sprudlende. Og sørme om så ikke du, nu hvor vi forventningsfulde blænder op for de nyeste afsnit, er tilbage, hvor du var. Som du selv siger på et tidspunkt: et skridt frem og to tilbage.

Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet.

En af forklaringerne er nok, at vi er rigtig mange, nok især kvinder, der finder os i alt for meget. Men hvorfor gør vi det?

Min mors generation læste bogen: “Kvinder der elsker for meget”. Kvinder, der tilsidesætter sig selv i kampen for at redde “den anden”. Redde den anden fra sig selv. Alkoholikeren, misbrugeren, den voldelige, den evigt utro. Redde forholdet. For børnenes skyld. For den andens skyld. For han kan jo ikke klare sig uden mig og min kærlighed. Og med rigeligt af netop min kærlighed kan jeg få det bedste frem i ham.

Elisabeth får mig til at tænke over, om det er mere komplekst end som så.  Selv kalder hun det, der er på færde, for forblændelse. Når hun skal prøve at forstå, hvorfor hun bliver hos Johannes, selvom han er egoistisk, temperamentfuld og på alle måder ikke værd at elske. For han elsker dybest set kun sig selv.

Men Elisabeth indrømmer, at hun er forblændet og slet ikke ser det. Og jeg tror, der er noget om det. Det er ikke altid, vi ser tydeligt, hvad det er vi står midt i. Måske fordi vi ikke kan eller tør. Men vi må også rejse spørgsmålet – hvad får vi ud af at blive, når vi burde gå.

Hun bliver ikke kun for at redde den anden. Hun bliver også for at redde sig selv. For hvem er hun uden Johannes?  Han har magt, prestige, karisma. Han har ordet i sin magt. I bogstaveligste forstand kan han samle folk omkring sig. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Så måske det ikke udelukkende handler om at elske den anden for meget. Måske det i nok så høj grad handler om at elske sig selv for lidt.

Om opdragelse

Hvorfor sige nej, når man kan sige ja? Sådan sagde en gammel klog kone engang til mig, da jeg lige havde fået mit førte barn, Lea.

Hun var 90 år og havde et ansigt så rynket som en indtørret rosin, så der var mange års erfaring bag hendes vise ord.

Nu sad hun der med sit glas Kijafa og Feodora chokolade. Det var næsten helt mørkt i stuen, for hun holdt af at “holde mørkning”. Den tid på dagen, hvor mørket får lyset til at vige og skaber en helt særlig stemning, hvis man undlader at tænde elektrisk lys.

Hun kiggede på mig som for at sikre sig, at jeg havde forstået. Det havde jeg faktisk ikke i første omgang, for jeg troede, at hun mente, at jeg bare skulle give mit barn lov til alt.

Det blev til mange snakke i årene frem, for der er nu ikke noget så lærerigt som at kunne lytte til en gammel kvindes mangeårige erfaringer. Snart lærte jeg derfor, hvad der lå bag ordene:

”Hvorfor sige nej, når man kan sige ja”.

Børn har brug for at indgå i trygge relationer. Når man rækker tunge til det nyfødte barn, vil barnet selv række tungen ud. Så helt fra nyfødthedsperioden spejler barnet sig i omsorgspersonen. Gennem den tætte kontakt bliver barnet klogere på sig selv og omverden.

Mange har for høje forventninger til deres barn og tænker, at de da må forstå at et nej er et nej. Hvorfor skal det være nødvendigt at gentage sig selv igen og igen.

Men barnet er styret af impulser, og hjernen er slet ikke udviklet til at kontrollere deres lyster. Barnet forstår derfor ikke, at “Vi skal afsted NU, for ellers kommer vi for sent”, når nu dukken lige ligger der og ser så ked ud af det og tydeligvis gerne vil leges med.

Skæld ud er ikke godt for børn. Børn vender skæld ud indad og får følelsen af ikke at være god nok.

Prøv i stedet at aflede barnet. “Fandt du lige dukke Esmerelda. Hun er fin. Du kan lege med hende, når vi er hjemme igen”.

Det øger sandsynligheden for at undgå konflikt. Og øger chancen for at dit barn føler sig set, og det øger selvværdet.

Musik og følelser

Jeg var i Herning i lørdags. Herning? Hvor fanden er Herning? Jo vittigheder er der nok af, når jeg fortæller, at jeg er født og opvokset i Herning.

Da jeg var ung gik vi på Nicodemus, og det var her, min kærlighed til levende musik blev grundlagt.

Herning kan noget med musik. Om det er Boxen, der slår dørene op for de helt store navne eller det noget mindre sted Fermaten. Netop derfor gik turen til Herning. Jeg måtte simpelthen høre Marie Key, der skulle optræde på Fermaten.

Marie Key? Mine børn var ved at dåne, for er hun ikke bare for kedelig. Jeg er bare vild med Marie Key og hendes tekster. Måske fordi jeg har en helt særlig oplevelse med Marie Key. Musik påvirker og påkalder sig følelser og billeder, skaber eller ændrer stemninger.

Med det samme jeg blot trådte ind i det rum, hvor Marie Key inden længe skulle i gang med at synge og spille, fik jeg en række fysiske reaktioner fra kroppen. Det sugede i maven, og tårene pressede sig på. Der var noget meget stærkt følelsesmæssigt på spil her.

Sommeren 2013, hvor jeg forelskede mig i min mand, havde Marie Key netop udgivet sit album “De her dage”. Jeg følte ganske enkelt, at det album var skrevet til mig.

Der er ikke noget som musik, der kan understrege og fremhæve følelser. Der er sange, der for altid vil have en særlig betydning for mig. Jeg dansede med Karsten til Peter A.G’s ”Burhøns”, kyssede med Morten til Kate Bush og Preben sang Halberg Larsen for mig.

Så kom Arne. Han sang ikke. ”Det her kommer ik’ hver eneste dag”, sagde han. Men jeg vidste slet ikke, om jeg turde satse alt.

Så sang Marie Key igen og igen næsten insisterende: “Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud? Stå med åbne arme- stå med smil- stå for skud. Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind”.

Så selvfølgelig måtte vi genopleve det. Jeg rakte ud efter min mand der midt i mørket i Herning. Så tak til Marie Key fordi hun gav mod.

”Når jeg ser det hele, højt oppe, ovenfra. Er vi to helt vildt rigtige, jeg ved det bare. Jeg ved det bare”.

Måske har du også en sang, der har betydet en stor omvæltning i dit liv.

Lykke Per

Jeg har netop været på kursus, hvor en ung fremadstormende psykolog fortalte om opstart af sin psykologpraksis.

Hun var startet lige efter studiet og altså inden sin autorisation. Hun følte nemlig, at hun havde så megen viden, at det var forsvarligt. Det kaldte på lidt panderynken. Måske blandet med lidt misundelse.

På bare 4 mdr. havde hun nemlig banket en praksis op og kunne stolt vise lokalerne frem – en lille baggård på Christianshavn. Behøver jeg nævne, at prisen pr. kwm. er tårnhøj netop der.

Hvordan f…. kan hun det, hvæsede jeg. Min mand svarede, at måske jeg skulle lære at være lidt mere “Lykke Per agtig”. Jeg skulle tro noget mere på mig selv og sige “her kommer jeg”.

Vi har lige været inde at se Lykke Per og det kan varmt anbefales. August har virkelig begået en enestående seværdig film. Og flere gange er ens hjerte ved at gå i stå på grund af filmens storhed.

Man kan lægge mange tolkninger ned over filmen. Og det er en eviggyldig fortælling om det at være menneske på godt og ondt.

En tolkning kunne være den sociale arvs betydning, hvor det er umuligt at gemme sig for de skygger, opvæksten kaster ned over en. At finde meningen med livet gennem tro eller gennem historien og udviklingen. Om at finde sig selv og fare vild undervejs.

Per besidder en selvsikkerhed, der kan være for meget. Læg dertil at han bruger løs af andre mennesker for egen vindings skyld. Han tror så meget på sig selv og sit eget projekt, at han fremstår stejl, ubøjelig og meget lidt kompromis søgende. Så at han ender kræftramt og alene kalder ikke på den store medfølelse hos mig. Han er alt for selvfed. Men kan jeg lære noget af ham? 

Jeg er nogle gange alt for ydmyg og min mands yndlingseksempel er engang, hvor jeg blev ringet op og tilbudt 4000 kr. for at komme at holde et foredrag . Det lykkedes mig at få det forhandlet ned til 2000 kr. For rolig nu, så god er jeg heller ikke. 

Jeg tror, vi er en del, der med fordel kunne lære at tro lidt mere på egne evner.

Så jeg vil gerne have for 2000 kr. Lykke Per, tak!

 

Mors dreng

“Du har da altid sagt, at vi skal kunne tale om alt”, forsøgte min mand sig, da han observerede at mine tårer steg op i mine øjne.

Han havde lige “talt om” det emne, som jeg tror, de fleste er ret sårbare omkring – nemlig forholdet til mine børn. Han mener, jeg er “for meget “ nogle gange. Forstået på den måde at jeg hjælper for meget.

“Lad mig give et eksempel”, fortsatte han, mens tårerne nu pressede endnu kraftigere på, for eksempler gider jeg bare ikke. Så er det jo tæt på, at han får ret. Når han ligefrem kan komme med eksempler.

For jeg ved det nemlig godt. Det der med, at jeg blir for meget nogle gange. Jeg vil så gerne hjælpe.

Det er bare lige det der med den gyldne middelvej.

For måske min mand har lidt ret i, at det er ved at fejle, at man drager sine egne erfaringer. Eller nok så vigtigt – at man oplever, at man rent faktisk kan selv.

Tilbage til eksemplet. Jeg forsøger ikke komme udenom. Helt banalt så handlede det om, at min søn skulle bruge et skriv. Han er ret god til at skrive. Han er bare også så snu, at han ved, det er nemmere at få mig til at lave det skriv . Vi snakker ikke om en 3. g opgave. Bare sådan et lille bitte skriv, som det ville tage mig 2 min. at lave.

“Det lærer han jo ikke noget af”, sagde min mand.

Jamen der går jo ikke noget af mig ved at hjælpe…. og du skal ikke kritisere min måde at være mor på.

Vi er en generation af forældre, der fejer for vores børn. Jeg gør det også, selvom jeg har læst lange videnskabelige artikler om at netop ved altid at feje for mine børn, så gør jeg dem en bjørnetjeneste.

Så jeg vil tørre øjnene og mande mig op. Og næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg øve mig i at sige: Jeg tror på, du kan selv.

Far, mor og bonus

Jeg så en udsendelse forleden om delebørn. Noget, der virkelig gjorde indtryk på mig, var en pige, der sagde: ”Det er jo min rigtige familie”.

Det var hendes biologiske mor, far og søskende, hun kaldte “rigtig”.

Jeg havde måske håbet og troet, at børn forstod vores tænkning, når vi forklarer, at man godt kan have mere end én rigtig familie. En familie der består af min familie sammen med far og fars nye kæreste samt en familie med mor og mors nye mand. Det vi med et plus ord kalder for bonusforældre.

Bonus er noget ekstra. Noget du får oveni. Helt ufortjent. Hvis du har ydet en ekstra indsats på arbejdet, kan du opnå en bonus.  Med hvilken ret kan vi kalde de ekstra voksne, vi hælder ned over vores børn, for “bonus”?

Jamen, jeg vil da gerne se mig selv som en “bonus”, kan jeg høre mig selv argumentere.

Fakta er bare, at ingen har bedt om mig!

Når det gælder i relation til de mindre børn, viser min erfaring mig dog, at børn ofte er rigtig gode til at indordne sig under de nye familieformer. Rigtig mange ser rent faktisk den ekstra forælder som noget oveni. En bonus.

Det skal altid være med respekt for barnets biologiske forælder.

Barnet har både en mor og en far. Også selvom de ikke længere bor sammen.

De fleste børn er skabt i kærlighed og barnets forældre har elsket hinanden engang, også selvom deres kærlighed ikke rakte til “for evigt”.

Med respekt for det der “var”, øger vi chancen for at blive opfattet som en bonus.

Behøver jeg nævne, at respekten skal gå begge veje?

Glæd dig som barnets mor eller far over, at en ekstra voksen vil spille en rolle i dit barns liv.