Seneste indlæg:

Mening med livet

Hvad er egentlig meningen med livet? Et ret stort spørgsmål. Måske det alligevel kan koges ned til to ting- nemlig at få lov til at bidrage med noget til fællesskabet og så at være noget for de mennekser, der betyder noget for os.

At bidrage med noget til fællesskabet vil for mange relatere sig til deres arbejde. Rigtig mange af mine sygeplejerske- og lægekollegaer har et job, der potentielt har alle ingredienser til at være meget meningsfuldt. Men når det bliver for grove med nedskærringer og underlige systemer, man skal være underlagt, mister de følelsen af mening i et job, der som udgangspunkt har potentialet til at være dybt meningsfuldt. Det er egentlig trist.

At være noget for de mennesker, der betyder noget for os. Meningen med mit liv er at bestræbe mig på at leve hver dag på en sådan måde, at jeg øger muligheden for, at de relationer, der er altafgørende for mig, og som jeg slet ikke kan leve foruden, vil elske mig i dag og i morgen og i tiden fremover.

Dertil kommer så, at jeg heldigvis har et job, der også giver mig følelsen af mening. Dybest set tror jeg, at begge de to faktorer skal være på plads, for at vi mennekser skal kunne finde mening med vores eget liv.

At kigge ind i fremtiden skal gerne fylde os med håb. Og når vi trækker tråde tilbage, skal vi fyldes af at have værdi. Og når vi står lige her og nu en tilfældig morgen, og det er pisse koldt og blæsende, så skal den grundlæggende følelse være, at du uanset hvad skal se at få fingeren ud og få den bedste udgave af dig selv ud af døren.

Mening med livet? Egenligt ret enkelt : Vi vil bruges og elskes.

Mit nulpunkt

Når jeg læser i ugebladene, hvad de kendte svarer på en række headere, så tænker jeg altid på, hvad jeg ville have svaret. Alt for Damerne ringer ikke, så jeg har i stedet spurgt mig selv.

Nulpunkt: Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Mit største nederlag. For det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede, var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.

Mit højdepunkt: Det største har for mig været at blive mor og at se, hvordan mine børn er lykkedes med at leve deres liv. Der findes ikke noget større end det.

Vendepunkt: Jeg tror, det afgørende vendepunkt, for den livsbane jeg har fået, var, da jeg besluttede mig for at søge ind på Psykologi studiet fremfor Lærerseminariet. Det tænker jeg ofte på som et væsentligt øjeblik i mit liv. Psykologien fylder alt for mig. Jeg holder aldrig fri, men blogger som nu eller laver andet, der har med mit fag at gøre, fordi det er en afgørende del af at være mig.

Midtpunkt: Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Faktisk er jeg en smule introvert. Det kan virke sådan lidt selvmodsigende, når man som jeg uge efter uge blogger om sig selv og sit eget liv

Blødt punkt: Vilma, Bertil og Nola. Og der er plads til at have et blødt punkt for mange flere, der måtte komme.

Udviklingspunkt: Min mand ville sige, at mit manglende oprydningstalent har udviklingspotentiale. Til det siger jeg bare, at her gælder “rub og stub” reglen. Enten tager du hele mig, eller også må du finde dig en partner, der kan rydde op. Så ser han meget forelsket på mig, og så er det glemt for en stund.

Samlingspunkt: Middage med familien og med venner. Min mand og vores børn og deres familier betyder alt for mig.

Nu er det din tur til at lege kendt.

En god nok forælder

Grundlæggende syntes jeg, at mine forældre var de klogeste og smukkeste forældre i hele verden. Og bortset fra at jeg havde en hemmelig drøm om, at Johnny Reimar kunne være min far, så var jeg ret godt tilfreds med de forældre, der var blevet mine.

Det ændrer ikke ved at jeg kan blive sådan: “ØV!”, når jeg kommer til at gentage nogle af de opdragelsesmønstre, jeg selv hadede som barn. Og som jeg har lovet mig selv ALDRIG at gøre på samme måde.

Det er en kendt problemstilling, at vi som forældre på nogle områder gerne vil gøre noget andet, end vores egne forældre gjorde.

Har man oplevet noget, der er sagt eller gjort og som har været smertefuldt for en som lille, så er det indlysende, at man for alt i verden ikke vil give det videre til sine egne børn.

Derfor er det ekstra træls, når ord, man har lovet sig selv aldrig at tage i sin mund, alligevel ryger ud af munden på en i en presset situation.

Meget tyder på at vi særligt i pressede situationer ofte reagerer med rygmarvs reaktioner og at dybt derinde,  sidder det, vi har med os.

Det er en forklaring, men må ikke være en undskyldning. Vi må vedblive med at have en nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør i forsøget på at blive klogere på egne reaktioner.

Man kan dog ikke altid leve op til egne idealer, og ingen er fejlfri. Så målet er ikke at være en perfekt forælder.

Man øver sig. Man laver fejl. Gentager dumme fejl. Børn lærer noget vigtigt ved at være sammen med voksne, der laver fejl og som kan erkende det.

De lærer, at det er naturligt at fejle, og at ingen er perfekte. Lykkes man med at videregive det, er man ikke en perfekt forælder men en god nok forælder. Og det er faktisk godt nok.

 

Forår

Ramt af forårslyset der endelig, endelig, endelig vælter ind gennem stuevinduet, hvor lyset afslører, at det er alt for længe siden, at vinduerne har fået en kærlig hånd. Men pyt, det kan ikke ændre på den glæde, der fylder hele min krop.

Marts er måneden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Et mirakel der gentager sig helt uden vores indblandning år efter år.

Marts måned er oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Marts er weekender med oprydning på lofter, carporte og garage, hvor der sorteres ud og sendes til genbrug og containeren med småt brandbart.

En af mine unge klienter kom storsmilende ind på mit kontor med ordene: Jeg er så fuld af glæde og energi. Den indvirkning har lyset og forårssolen nemlig også på vi mennesker. Vi slår vinterens tunge dyne af os, og overskuddet vender tilbage, når vi går ud i lyset.

Også naturen vågner op efter vinteren. Forår er træer, der afslører de spæde blade, der snart kommer fuldt til syne, blomster springer ud og solen varmer. Hvert år er det den samme magi. Alting begynder forfra. Tænk at være den årstid alle savner allermest. Den mest populære og den alle længes efter.

Kriblende forårsfornemmelser breder sig i hele kroppen. Men vidste du, at rigtig mange får det dårligt i denne tid? Måske fordi man kan føle sig ekstra alene i sin sorg, når andre ser glade og lette ud? For i foråret får mange lyst til at råbe sin taknemmelighed over at være i live og opleve miraklet ud i hele verden. Det kan få andre betyde en øget alene følelse.

Ræk ud efter en ven, der kan have brug for dig. For faktisk betyder dette med at indgå i relationer allermest for vi mennesker. Sol, varme og forår giver det hele et ekstra tiltrængt pift, men de nære relationer er den allervigtigste kilde til vores glæde.

Er du her, når jeg vågner?

Dette opslag skal handle om den grundangst, vi alle bærer i os. Nemlig angsten for at miste. Miste den vi har kær. Af svigt eller sygdom. At miste til bristede drømme om kærliged eller at miste til død og sygdom. Angst for ensomhed og adskillelse.

Blogopslaget henvender sig ikke til dem, der lige nu står over for at miste en elsket til sygdom og død. Fokus er på den irrationelle angst. Opslaget er til alle os, der kan blive fyldt op af: “Hvad nu hvis”.

Nogle gange, når jeg lægger mig til at sove om aftenen, kan jeg rammes af den der uhyggelige følelse af: “Hvad nu hvis det hele slutter?”. Jeg ved godt, jeg er tåbelig. Kigger på min mand og beroliger mig med, at selvfølgelig er han her også i morgen. Selvfølgelig vil han ikke forlade mig.

Han kan dø, siger stemmen så pludseig i mit indre. “Katastrofeforestillinger” kaldes det med et psykologisk term. De kan ramme os, bedst som vi tror, vi er ovenpå og safe.

Vi kender alle til denne følelse af angst. Og det er helt naturligt. For vi ved, at vi ikke lever evigt, og at dem vi elsker på en måde kun er til låns.

Men hvis vi hele tiden frygter, at katastrofen ligger lige rundt om hjørnet, er der ofte en indre sårbarhed på spil, som gør os mindre robuste overfor livets vilkår.

Da viser angsten for at blive forladt sig gennem, at man konstant er optaget af tanker om at blive svigtet krydret med jalousi. En farlig cocktail, der kan blive alt for indgribende både for en selv og for kærlighedslivet.

Angsten for at ens nærmeste dør kan bygge på en grundlæggende mistillid til, at livet vil lykkes for en. Og for nogle er det så invaliderende en angst, at de forhindres i at leve livet, mens de er her. I stedet sætter de restriktioner op for sig selv og deres kære.

Det er, når vi lever med bevidstheden om, at at livet skal leves her og nu uden at blive væltet bagover af den vished, at det hele kan slutte, at vi kan balancere det. Så kan vi i stedet for angsten for at miste det hele gribes af en dyb indre taknemmelighed for de dyrebare øjeblikke i hverdagen.

Familiehemmeligheder

“Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre”. Og nej, det gør vi ikke i min familie. Det er sådan en familietradition.

Min mor sagde det for at minde mig om, at vi ikke deler med andre, hvad der er en indforstået aftale om, at det ville være pinligt, at andre fik viden om. Måske noget som ville give andre mulighed for at sladre om os og pege fingre. Facaden er vigtig.

Altså nu er det ikke fordi mine bedsteforældre, onkler og tanter er bærere af  de mørkeste familiehemmeligheder. Vi er bare en helt almindelig familie med lidt alkoholisme, depression, utroskab osv.

Og da slet ikke noget vi behøver tale om. Hverken med hinanden eller andre.

Hvis du møder os og per refleks spørger : “Hvordan går det?” Så får du det klassiske svar, nemlig at: “Det går godt!”

Her er ingen risiko for, at vi pludselig svarer: “Det går ad helvede til”. For det, der går ad helvede til, det holder vi for os selv.

”Det behøver du ikke sige til nogen”, sagde min mor altid, hvis der skete noget i familien, der hørte til i kategorien ”pinligt”. ”Nej, nej bare rolig, det bliver mellem os”.

Jeg kunne godt få den der følelse af, at jeg var særlig udvalgt, hvis en fra familien betroede sig til mig med et: ”Ikke sig det til nogen”. Så havde vi ligesom noget sammen, og det er en god følelse.

Jeg fører familietraditionen videre. Jeg kan høre min mors ord som et ekko, når jeg sænker stemmen og siger til min datter: ”Det er en hemmelighed”.

Det er en lidt ærgerlig tradition at føre videre.

Nu er det ikke fordi, jeg mener, vi bør gå i den helt anden grøft, hvor andre skal vide alt ned i de mest intime detaljer. Hvor vi kommer med helt  ind i soveværelset eller hører om de seneste skænderier.

Men det er først, når vi tør række ud mod andre, at de får chancen for at hjælpe.

 

Græsset er ikke altid grønnere

Hvad gør man, når børnene flytter hjemmefra, og man skal til at genopfinde sit parforhold? Rigtig mange står i den situation, at de igennem en årrække har helliget sig moderskabet, og parforholdet er blevet kørt sådan lidt med venstre hånd.

Og så pludselig en dag er børnene flyttet hjemmefra, og man opdager, at ham, man har boet sammen med de sidste mange år, er forandret. Og det er man sørme også selv.

Og her tænker jeg ikke kun på rynker og hængebryster. Jeg tænker på, at vi mennesker forandres i vores måde at være på, fordi vi udviker os.

Når børnene flytter hjemmefra, åbner det mulighed for at finde noget nyt sammen. Eller der er risiko for, at man finder ud af, at der bliver så underligt stille. Og hvad har vi egentlig tilfælles?

Måske fik du stoppet op for flere år siden og er derfor velforberedt og kan bare byde den nye tid velkommen med åbne arme. Hvis ikke står du i sandhed overfor en udfordring.

For måske Jeres udvikling er gået i forskellig retning. Måske din mand har gjort karriere, mens du selv har været på nedsat tid for at passe alt det derhjemme. Og pludselig synes han ikke længere, du er så interessant som hende den fremadstormende nede på kontoret.

Eller du har udviklet dig personligt, mens han har stået i total stampe og stadig kan nøjes med at glædes over lidt bold på flimmeren og dine hjemmelavede frikadeller.

Måske I blot skal række let ud for at nå hinanden. Men hånden på hjertet, det kan være en brat opvågning for mange. Er det så ikke meget nemmere at sige: “Det var så det”. “Vi har egentlig gjort det godt og givet vores børn en god og sikker base og adjø og farvel med dig”. “Nu er det min tur til at få et liv. “

Det er kun dig selv, der ved, om det er nødvendigt at gå. Hvis det bare synes som det letteste fremfor at skulle til at investere i nye måder at være sammen på så lige tøv en kende. I har en fortælling sammen, der væver sig ind i hinanden, og det er da værd at kæmpe for.

Det kræver selvfølgelig hårdt arbejde at finde ind til det, I faldt for ved hinanden, hvis I i alt for mange år ikke har husket at dyrke det. Men det kan faktisk være besværet værd. Så det er bare med at trække arbejdshandskerne på.

 

Uge sex

Blog om familieliv lægger et ekstra blogopslag op på en kedelig mandag i anledning af, at det er uge sex, hvor fokus i år er på grænser.

Det er afgørende vigtigt, at børn og unge får lært at man godt kan være cool ved at sige STOP, når man mærker at ens grænse overskrides.

Der er en anden grænse, jeg med dette blogopslag omvendt håber flere vil overskride. Nemlig den grænse mange forældre tilsyneladende oplever i, hvad de kan blande sig i omkring deres børns og unges liv på de sociale medier. Her synes jeg, flere skal blande sig mere, også selvom det kan opleves grænseoverskridende at skulle gøre for en generation, der er vokset op i brevhemmelighedens tidsalder.

Vore børns relationer er blevet digitaliserede, derfor er børn mere på nettet, end vi selv er og nogensinde kommer. Man skal tidligt etablere en kultur, hvor opførsel på nettet er noget, man snakker om, og noget som de voksne blander sig i.

Mange børn og unge oplever at få deres grænser overskredet. Og mange kan slet ikke mærke, hvor deres grænser er. Kroppen er blevet et objekt. Sanseligheden har trange kår. Det handler om at vise frem. Vise sine private dele frem og sågar dele foto på de sociale medier af ens mest private dele.

Ikke alene er der sket et skred i, hvad vi viser frem. Måden vi gør det på er også skræmmende. Jeg møder ofte piger i min konsultation, som har sendt meget intime og private fotos af sig selv til en kæreste, og som, da forholdet er afsluttet, har måttet leve med, at billederne er blevet delt på de sociale medier.

Andre lægger nøgenfotos og videos op af sig selv af egen fri vilje. Måske efter gruppepres og i hvert fald i et forsøg på at vinde status. Grænser bliver overskredet.

Vi kan ikke overvåge dem. Men det er vigtigt, at vi lærer vores børn tidligt, at det er okay, at vi som forældre »kigger« med. Det skal være legitimt, at vi som forældre spørger ind og undersøger, hvad de laver, når de er online.

 

At bære sit kors

Det bedste, jeg vidste som barn, var, når jeg lykkedes med at gøre mig usynlig, når mine forældre havde venner på besøg. At betragte dem sådan lidt på afstand og så bare lytte.

Jeg havde en bestemt teknik, hvor jeg holdt mig på en afstand, hvor jeg kunne være med på en lytter, og hvor de omvendt troede, jeg ikke kunne høre, hvad de talte om. Usynlig.

Jeg har overhørt mange snakke der fra intetheden, som jeg har suget til mig. De voksne brugte ord, jeg ikke altid forstod betydningen af, men det gjorde det ikke mindre spændende. Bare sidde der og lytte.

Min mor havde en veninde, som jeg elskede. Hun ligner Susse Wold og er selvsagt gudesmuk. “Er I bedste veninder?” spurgte jeg hende. Der er nogle år, hvor man som pige går ret højt op i den slags. “Hahaaa, det kan du bande på”, svarede hun, mens hun klaskede sig på låret, virrede med hovedet og spærrede øjnene op så intenst, at jeg følte mig som jordens heldigste. Tænk, at min mor var “bedste veninde” med en, der var så smuk og sej og næsten bandede.

Jeg husker min mors forfærdede blik en dag jeg kom hjem fra skole. Hun viste mig et foto fra Herning Folkeblad med en total smadret bil, og jeg forstod i det øjeblik, hvad hun forsøgte at fortælle mig, men som hun ikke kunne få over sine læber. Jenny var kørt galt. Og det var meget alvorligt.

Jeg husker det som om, at hun fortsatte med at have sit karakteristiske grin men min fornuft siger mig, at det må have været væk i en lang periode. Heldigvis forstod jeg slet ikke alvoren i alt det, der skete.

Så skete der noget særligt en af de der viduderlige aftner, hvor Jenny var på besøg. Jeg havde gjort mig usynlig og lyttede med.

Hun fortalte en fortælling. Man ville måske lidt højtidleigt kalde det for en lignelse. En gruppe mennesker kom gående bærende på hvert sit kors. Det var tungt, kunne man se. På et tidspunkt får de lov at holde et hvil og lægger alle deres kors i en stor bunke.

Lederen beslutter, at efter deres hvil må de vælge sig et andet kors at gå videre med. Gæt hvad de gjorde?, spurgte Jenny. Hun svarede selv.

Alle valgte deres eget kors. For det kendte de tyngden af.

STOP tiden

Under hashtags som #mit guld, #min prinsesse og #stop tiden, fortæller nybagte forældre om alle successene ved at være blevet forældre. Om det er Facebook, Instagram eller Snap, så har alle medier det til fælles, at de dyrker glansbilledet.

Mine unger- biologiske såvel som bonus – sad og jokede med den tendens, der har bredt sig inde på de sociale medier om, hvor hyggeligt et barselsliv er med overskud og perfekt forældreskab.

Ikke et ord om at #mit guld og #min prinsesse kan være mere end en prøvelse, og at der er dage, hvor man har lyst til at sige op som mor, og hvor ens barn er øretæveindbydende eller bare kedeligt at tilbringe tid sammen med. For ikke at nævne, at man er døden nær, fordi man igen igen ikke har fået sovet.

“STOP tiden” hvinede de, mens de var ved at omkomme af grin. Og jeg grinede højest.

Og helt ærligt, så er der udenfor de sociale medier dage, der byder på alt andet end hyggelige slentreture  med barnevognen, og hvor tiden kun går for langsomt.

Så skete der det, at min bonus datter fik en lille pige.

Hun er så bedårende, smuk og dejlig. Hun er familiens første lille baby og alle elsker hende. Så lille og fin ligger hun der og kigger med sit klare blik og næsten suger dig ind. Helt stille betragter hun verden med det særlige, udforskende blik som kun babyer besidder.

“Lille prinsesse”, hvisker jeg svagt. Straks slår jeg mig selv oven i hovedet, for jeg har tidligere blogget om det problematiske i, at en hel generation af prinsesser er ved at oversvømme landet.

Jeg kigger på hende igen. Og så får jeg lyst til at råbe ud i hele verden: STOP tiden.

Men lad mig så ved samme lejlighed stoppe myten om det perfekte. Og lad os være enige om, at der også i et forældreskab er meget, der er svært. Men hold nu op, hvor er det fantastisk.