Seneste indlæg:

3146 gram lykke

Det største OG det sværeste. Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

Vi går til graviditetsyoga, lærer at gispe, anvender mindfullness som forberedelse til livets største øjeblik. Men forberedes vi også på, at en fødsel altid er uforudsigelig?

I en tid hvor den perfekte mor og fantastiske fødselsoplevelse er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger er der ingen der nævner, at mange kvinder oplever at have en rigtig svær fødselsoplevelse. For kønt er det ikke altid. Glemmer vi i en tid, hvor alt det grimme kan retoucheres væk på et foto at forberede kvinder på, at en fødsel er væsker der løber ud, at man kan blive smurt ind i blod, skider ufrivilligt og det gør ondt?

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har en meget anderledes opfattelse af deres forløb.

Når så mor og barn udskrives efter meget kort tid, skal de hjem og finde sig til rette i alle de forventninger der til, hvordan man bør være som forælder.

Bær dit barn. Bær ikke dit barn for meget. Giv det kontinuerlig kropskontakt. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for Jer, at I må lykkes med at skrive på Jeres helt egen fantastiske fortælling og huske på, at ingen fortællinger er perfekte og med et: “De levede lykkeligt til deres dages ende”.

Det er hårdt arbejde, og det er det største, der findes.

Når jeg blir gammel

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen
Jeg var ung og meget politisk engageret dengang i slutningen af 70’erne, hvor jeg første gang gyngede med på dansegulvet til Gnags’s: “Når jeg blir gammel”. Vi dansede ikke. Vi hoppede i takt. Uhha, han var godt nok hot ham Peter AG.
Hot rimer på pot, og det blev der røget en hel del af. Jeg turde dog aldrig prøve det, for jeg var i virkeligheden ikke nogen sand oprører. Snarere det man vel vil kalde en pæn pige, som bare så op til de der fyre, der kørte afsted på deres borede Yamaha, spillede Meyer og røg lidt sjov tobak, når ikke de planlagde den næste demonstration for bedre vikår for skolelever og gik i optog mod nedskæringer på uddannelsesområdet.
Så selvom jeg var iklædt det rigtige look med lilla tøj og de helt rigtige smækbukser købt ved Sofie i Århus, så var jeg aldrig sådan helt “rigtig”. Heller ikke selvom jeg  gerne gik forrest, når der skulle kaldes til fælles kamp mod kapitalismen. Måske fordi jeg selv var en af dem, som protesten var rettet i mod.
Fra et hjem med klaver og sølvbestik var det svært at løbe fra sin arv. Jeg bød dog gerne min far op til diskussion og argumenterede det bedste jeg kunne mod al vores småborgerlighed.
Mange år senere på vej mod at blive gammel, sidder jeg der på bænken, og er præcis som dem jeg gik til oprør imod. Materialistisk og sat. Det sker, at jeg tænker mere på mig selv end andre. Og imens jeg sidder der, synger jeg med på:

 

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bar
Der hvor havet slår ind over molen
Og dele rødvin med memoirer
Med de andre gamle i solen

Og som jeg sidder der i solen kommer jeg i tanke om måske den vigtigste linje i den sang:
Når jeg bliver gammel
Skal byen kende til kærlighed, der hvor solen går ned

Livsfortælling

Jeg talte med en kvinde forleden. Hun var så forbandet vred og ærgerlig. Hendes samlever gennem mange år havde i den sidste del af deres forhold set en anden, uden hun vidste det.

Deres forhold var ret specielt på den måde, at de havde været ungdomskærester. Han var hendes første store kærlighed. Hun havde troet på et “for evigt”. Alt syntes lige nu så ligegyldigt.

Og pludselig udbrød hun, at hun bare ville have minderne om ham til at gå væk. Derfor havde hun også slettet ham fra sit liv ved at blokere ham på diverse sociale medier. Meget forståeligt når man tænker på det chok, det må have været, da hun pludselig en dag var blevet ringet op af en kvinde, der bare lige ville fortælle, at hun altså var kæreste med, ja hendes samlever.

Det, der lige nu irriterede hende allermest, var derfor, at uanset hvad hun tænkte på af minder for de sidste mange år, så var han en del af dem. Og mens man kan slette kontaktoplysninger, beskeder og foto, så kan man ikke bare skære den del af ens hjerne ud, hvor minderne sidder.

Måske hun i stedet for at bruge en masse energi på at tage afstand fra og være bitter i stedet skulle forsøge at se på deres forhold som et vævet tæppe. De år de havde fået sammen, de oplevelser de havde haft sammen og de smukke minder der var, havde alle været med til at forme tæppet i præcist det mønster.

Han var en del af det livstæppe en del af hendes livsfortælling. Som en tråd vævede han sig ind og ud i alt, hvad hun kunne se tilbage på i de sidste mange år. Hun kunne vælge at skrive ham ud af sin fortælling, som hun netop havde planer om. Klippe den tråd over som han udgjorde i tæppet. Med risiko for at tæppet gik op. Det ville vel kunne lappes igen.

Hun kunne også vælge, at lade det være som det var. At lade ham få del af hendes livsfortælling. Der var veninder nok, der kunne lægge øre til, hvor stor en idiot han var. Så jeg tillod mig at forsøge at give de positive minder lidt plads. Alternativet er nemlig, at hun vil stå tilbage med en følelse af at have spildt mange vigtige år af sit liv.

Så sig farvel til svigt og mistillid og hils de positive minder velkomne.

At turde føle

Jeg havde en ung kvinde til samtale forleden. Med det samme kunne jeg se, at der var noget helt galt. Og hurtigt fik hun sagt, at hun havde været tæt på at aflyse sessionen, fordi hun simpelthen var så ked af det.

Nu er det jo ikke ligefrem meningen, at man kun kan gå til psykolog, når man er i godt humør. Hun var bare i tvivl, om hun overhovedet kunne få noget ud af samtalen, fordi hun var så knust og ulykkelig.

Det var kæresten, der helt ud af det blå, havde gjort forholdet forbi. Ham hun ellers havde drømt om en fælles fremtid sammen med. Selvom der altid er en kontrakt for, hvad man taler med sin behandler om, så betyder det ikke, at man ikke kan ændre fokus, når man på denne måde bliver overhalet indenom af livet. Når livet sender en til tælling.

Så dagens session skulle have det nylige brud som fokus. Alle følelse var naturligvis i spil. Og med overbevisning i stemmen kunne hun proklamere, at hun aldrig ville lade nogen komme ind under huden på hende igen. Hun ville ikke være så naiv at tro på kærligheden igen.

Livet kan nogle gange være så smertefuldt, at man kan føle, man vil gøre hvad som helst for at undgå at føle noget som helst nogensinde igen.

Fordi vi mennesker har evnen til at elske og holde af vil vi uværligt også komme til at føle smerte. Kærlighed og smerte er to forbundne kar. De går hånd i hånd.

Nogle mennekser er blevet såret så dybt, at de som kvinden lover sig selv, at de aldrig igen vil holde af. De vil forsøge at undgå de varme følelser på alle mulige måder.

Den slags forsøg er naturligvis dømt til at mislykkes. For i stedet for som ønsket at undgå smerte, kommer de i deres isolation til at føle endnu mere smerte og ubehag.

Mindfulness

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så lever du også et liv, hvor der ikke er indlagt mange pauser. For det at lave ingenting er der ikke mange af os, der ser som en kvalitet. Vi er konstant pressede. På job og privat.

WHO forudser at stress og depression vil blive en af de største kilder til sygdom i den vestlige verden. I en presset hverdag er det naturligt, at vi leder efter metoder, der kan give os overskud og mental modstandsdygtighed.

Pauser er vigtige. Hjernen har ganske enkelt brug for pause, til at bearbejde alle de indtryk vi konstant bombarderer den med. Små pauser hvor du lukker alt andet ude og kun fokuserer på én ting, sænker din risiko for stress.

Men hvordan overhovedet få plads til afslapning. Det er vel bare endnu en ting på den i forvejen alen lange to do liste.

Her er mindfulness ret genialt, fordi det ikke tager mere end 5 min., og fordi du ikke behøver øve dig i flere år for at blive god til det. Mindfulness er en anerkendt og veldokumenteret behandlingsform til forebyggelse af mental ubalance.

Find en behagelig stilling. Luk dine øjne eller fikser dem mod et fast punkt ned foran dig alt efter hvad du foretrækker. Øvelsen går herefter ud på at fokusere på dit åndedræt.

Du skal ikke trække vejret på en bestemt måde. Du skal ikke evne at lukke alt andet ude af din bevidsthed. Det er alligevel umuligt, da din bevidsthed er en mesterlig historiefortæller.

Lad blot dine tanker køre som var de biler, der kører forbi, hvor du bor. Blot biler der kører forbi  og fasthold din opmærksomhed på din vejrtrækning. Læg mærke til dit åndedræt, der strømmer ind og ud… Læg mærke til din mave, der bevæger sig ind og ud… læg mærke til din brystkasse, der hæver og sænker sig… og genfokuser på din vejrtrækning.

Det er, hvad det vil sige at være mindful.

 

Studiestart

Studiestart er andet end fredagsbar og nye venskaber. Det er usikkerhed, tvivl og vildrede. De unge er netop startet på uddannelse. Mange har været i svære overvejelser og er det fortsat. For har de nu valgt rigtigt. Eller skulle de have valgt et andet studie.

Pigen, jeg mødte i min klinik, havde flere gange forsøgt at få sparring ved forældrene. Hver gang mødte de hende med åbent sind og sagde de viise ord: Når bare du finder noget, der gør dig glad. Det er det eneste, der betyder noget for os. Vi bakker dig op uanset.

Kan man forestille sig bedre forældre? Intet pres her. Og alligevel vil jeg problematisere forældrens udtalelse. For der lå i virkeligheden et kæmpe pres på den unges skuldre. Alt var nemlig op til hende selv.

Vi forældre siger ikke længere, at vi ønsker succes for vores børn, eller at vi håber, de bliver læger eller advokater, for vi vil jo ikke lægge pres på. Måske fordi vi selv godt kunne føle, der blev gjort det fra vores forældres side.  Vi tør ikke engang ønske for dem, at de bliver godt gift, eller at de får børn, for det tilkommer jo ikke os at blande os i det.

Så vi viser vores store rummelighed ved kun at ønske én ting for vores børn, nemlig at de bliver lykkelige. Det er jo så lidt et paradoks, at det lige er det, der er vores ambition på vores børns vegne. I en tid hvor der aldrig har været så mange unge med ondt i sjælen.

Noget så diffust som et ønske om, at de skal være lykkelige, er mere stressende end noget andet. Vi giver dem lykken som mål for succes, og dermed har vi givet dem et mål, der er umuligt at opnå.

Vi skal turde gå i dialog med vores unge. Turde sige højt, hvad vi tænker. Turde have forventninger til dem. Turde øse af vores erfaringer. Være den væg de kan spille bold op af.

Nydelse

Du kender det sikkert. Man sad der som barn og vidste, at der var is til dessert. Og så sagde de voksne: “Du skal spise din mad op først”. Det gennemsyrer hele vores kultur dette med, at man skal gøre sig fortjent til at nyde.

“Først yde så nyde” siger vi uden at tænke nærmere over, at vi dermed gør nydelsen til noget, man ikke kan tillade sig sådan bare at tage for sig af i rigelige mængder. Det er egentlig synd.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg lidt provokerende sagt sige til mine børn, at de endelig skulle kaste sig over desserten og så se, hvor meget plads der var til den mere lødige mad. Og nej, det ville jeg nok ikke. Men i overført betydning ville jeg gerne have været bedre til at fokusere på livets små desserter. Lære dem vigtigheden af nydelsen.

Vi opnår nydelse, når vi er sultne og tilbereder lækker mad. Vi mærker nydelse, når vi er ensomme og kommer i godt selskab. Og det er ren nydelse, hvis vi har ondt, og smerten lindres. Ligesom det er nydelse at dele en god oplevelse med andre. Det er, når vi finder ud af, hvad der gør os glade, og vi opnår det, at vi oplever nydelse.

Nydelsen findes i de små ting i hverdagen. Vi skal bare blive bedre til at få øje på den. Nydelse er ikke noget vi behøver udsætte. Alt for ofte siger vi: Når jeg får råd, så…. Eller når børnene bliver lidt større, så…. Eller når jeg går på pension, så…

Vi skal huske på nydelsen. Ikke sådan at forstå, at vi  kun skal gøre, hvad vi lyster. Men når nu du har købt den der lækre isvaffel, så nyd den dog. Alt for ofte glider den ned indsmurt i skam, fordi vi jo faktisk slet ikke havde gjort os fortjent til den.

Så nyd det nu – livet!

 

Unge og angst

Hun indledte med at undskylde, at hun var kommet. Havde faktisk overvejet at melde afbud. “En anden har garanteret meget mere brug for tiden end mig”, indledte hun. Hun så overrasket på mig, da jeg sagde, at det var godt, hun alligevel havde samlet alt sit mod og var kommet. For ingen skulle nøjes med, at have det, som hun havde det.

Hun var plaget af angst i en sådan grad, at hun ikke kunne deltage i nogen former for arrangementer, hvad enten det var cafeture eller fester på studiet. Karaktererne var også for nedadgående, da hun ikke turde række hånden op på klassen.

Hun havde fået overbevist sig selv om, at det var sådan, det var at være ung i dag. For var det ikke det, vi fagprofessionelle skrev om, bloggede om og delte på Instagram og Facebook – at unge i dag lider af angst? Det havde fået hende til at tro, at angst er noget alle har, og at det hører med til at være ung.

Det positive var, at det fik hende til at føle, at hun ikke var alene. Omvendt så havde hun også fået overbevist sig selv om, at når alle andre kunne klare det, så burde hun også selv kunne overvinde angsten.

Heldigvis var hun kommet i tide, inden angsten havde udviklet sig til depression eller andre psykiske følger. En nær veninde havde fået hende overbevist om, at det var spild af ungsomsliv at gå glip af den ene fest efter den anden.

I alt for lang tid havde hun taklet angsten ved ikke at tage nogen steder hen. Umiddelbart en god løsning, da det betød, at hun undgik ubehaget. Som mange andre, der lider af angst, forsøgte hun at overvinde den med de strategier, hun umiddelbart så som hensigtsmæssige. Hvad hun ikke vidste var, at det blot var med til at vedligeholde angsten og gøre den værre.

Når man skal arbejde med angst skal man være klar til at udholde ubehag, og der udgjorde veninden en vigtig motivationsfaktor. For min klient håber på at kunne tage med veninden til fester i 3. g. Og det glædelige er, at der er rigtig gode muligheder for at slippe af med angst med den rigtige hjælp.

Kunsten at samtale

Jeg erindrer en meget smuk udsendelse lavet af Agger. Den følger livet på Hospice i Hvidesande. Her møder vi Juristen, der snart skal dø. I et klip ser vi læger og plejepersonale forud for en stuegang. Juristen er en svær patient, for han vil ikke erkende, at han snart skal dø.

Personalet er enige om, at det er afgørende vigtigt for ham, at han får denne erkendelse og accept. De planlægger derfor, hvordan sandheden nu skal formidles til ham.

Det næste, vi ser, er Juristen, der kræver sig udskrevet. Han kan tydeligvis ikke være i deres åbenhedskultur. De har uden tvivl villet ham det bedste. De har tænkt, at det kunne være vigtigt for ham at kende sandheden, så han kunne planlægge, hvordan den sidste tid skulle være. Han kunne bare ikke være i det.

Det er ikke fordi, jeg ønsker mig tilbage til tidligere tiders lukkethed, hvor kun fagpersonalet vidste besked om patientens tilstand. Men forskning peger på, at langt de fleste mennesker har brug for at hænge fast i selv et spinkelt håb om et mirakel, når døden banker på. Og det forudsætter, at man mestrer den svære samtale. For ellers kan sandheden blive så brutal, at mange ikke kan være i det.

I et andet klip ser vi Agger sidde i dialog med Juristen.

Hvad er det lige der sker? De taler om døden. Men de taler om det i takt. Med udgangspunkt i Juristens yndlingssalme taler de i symbolsprog, om det at skulle dø. Engang. Agger ved, Juristen ved og vi som tilskuere ved, at de taler om Juristens forestående død.

Lige der i bedste sendetid, foregår den dialog, som ingen andre formåede at få. For Agger kan danse i takt. Han evner den svære samtales kunst.

Ved at flytte døden væk fra Juristen og over i et symbolsprog, taler de om døden uden at tale om den. Sammen taler de om holdninger og værdier og håb for de, der bliver tilbage, når vi engang ikke er her længere.

Agger siger ikke: ”Ja, for du skal jo snart dø”. Nej, han stiller sig blot til rådighed for refleksioner over livet og døden. Sådanne samtaler er livgivende og giver plads til håb midt i håbløsheden.

 

Naturen og mig

Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.

Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.

For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.

Naturens helende kraft  bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.

Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.

Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.

Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”