Seneste indlæg:

Mors dreng

“Du har da altid sagt, at vi skal kunne tale om alt”, forsøgte min mand sig, da han observerede at mine tårer steg op i mine øjne.

Han havde lige “talt om” det emne, som jeg tror, de fleste er ret sårbare omkring – nemlig forholdet til mine børn. Han mener, jeg er “for meget “ nogle gange. Forstået på den måde at jeg hjælper for meget.

“Lad mig give et eksempel”, fortsatte han, mens tårerne nu pressede endnu kraftigere på, for eksempler gider jeg bare ikke. Så er det jo tæt på, at han får ret. Når han ligefrem kan komme med eksempler.

For jeg ved det nemlig godt. Det der med, at jeg blir for meget nogle gange. Jeg vil så gerne hjælpe.

Det er bare lige det der med den gyldne middelvej.

For måske min mand har lidt ret i, at det er ved at fejle, at man drager sine egne erfaringer. Eller nok så vigtigt – at man oplever, at man rent faktisk kan selv.

Tilbage til eksemplet. Jeg forsøger ikke komme udenom. Helt banalt så handlede det om, at min søn skulle bruge et skriv. Han er ret god til at skrive. Han er bare også så snu, at han ved, det er nemmere at få mig til at lave det skriv . Vi snakker ikke om en 3. g opgave. Bare sådan et lille bitte skriv, som det ville tage mig 2 min. at lave.

“Det lærer han jo ikke noget af”, sagde min mand.

Jamen der går jo ikke noget af mig ved at hjælpe…. og du skal ikke kritisere min måde at være mor på.

Vi er en generation af forældre, der fejer for vores børn. Jeg gør det også, selvom jeg har læst lange videnskabelige artikler om at netop ved altid at feje for mine børn, så gør jeg dem en bjørnetjeneste.

Så jeg vil tørre øjnene og mande mig op. Og næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg øve mig i at sige: Jeg tror på, du kan selv.

Far, mor og bonus

Jeg så en udsendelse forleden om delebørn. Noget, der virkelig gjorde indtryk på mig, var en pige, der sagde: ”Det er jo min rigtige familie”.

Det var hendes biologiske mor, far og søskende, hun kaldte “rigtig”.

Jeg havde måske håbet og troet, at børn forstod vores tænkning, når vi forklarer, at man godt kan have mere end én rigtig familie. En familie der består af min familie sammen med far og fars nye kæreste samt en familie med mor og mors nye mand. Det vi med et plus ord kalder for bonusforældre.

Bonus er noget ekstra. Noget du får oveni. Helt ufortjent. Hvis du har ydet en ekstra indsats på arbejdet, kan du opnå en bonus.  Med hvilken ret kan vi kalde de ekstra voksne, vi hælder ned over vores børn, for “bonus”?

Jamen, jeg vil da gerne se mig selv som en “bonus”, kan jeg høre mig selv argumentere.

Fakta er bare, at ingen har bedt om mig!

Når det gælder i relation til de mindre børn, viser min erfaring mig dog, at børn ofte er rigtig gode til at indordne sig under de nye familieformer. Rigtig mange ser rent faktisk den ekstra forælder som noget oveni. En bonus.

Det skal altid være med respekt for barnets biologiske forælder.

Barnet har både en mor og en far. Også selvom de ikke længere bor sammen.

De fleste børn er skabt i kærlighed og barnets forældre har elsket hinanden engang, også selvom deres kærlighed ikke rakte til “for evigt”.

Med respekt for det der “var”, øger vi chancen for at blive opfattet som en bonus.

Behøver jeg nævne, at respekten skal gå begge veje?

Glæd dig som barnets mor eller far over, at en ekstra voksen vil spille en rolle i dit barns liv.

Han, hun og parforholdet

Hun og han, han og hun. Sådan havde det været i nogle år. Dejlige år. Fantastiske år. De stod for vennerne som det perfekte par. Så kom barnet. Barnet, der ændrede alt. Pludselig skulle de til at lære at være han, hun og baby.

Det var godt nok noget af en udfordring. Han var ikke sen til at komme med sin uforbeholdne mening om hende. Hun var forandret. Han derimod gjorde alt for, at det skulle blive som før. Det var derfor nok ikke så populært, da jeg måtte konstatere, at INTET bliver som før.

Han slog hurtigt fast, at parforholdet ikke stod til at redde, hvis det fortsat kun var ham, der gjorde noget for at få det til at fungere.

Min opgave bliver at folde fortællingen ud i sådanne situationer. For hvad ligger der helt præcist i at ”gøre noget”, ”ikke gøre noget”?.

Set fra hans perspektiv så var han rigtig god til at give kærtegn, knus, kys og lægge op til sex. Hun derimod havde aldrig overskud og lyst og kom aldrig som den første og gav et klem. Det var altid ham. Han savnede, at hun gjorde det. For det betød afgørende meget for ham at få disse kys, knus og klem.

Fra hendes perspektiv gjorde hun en del for at give til parforholdet. Hun smurte hans madpakke, handlede ind, lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent, passede den lille. Men hun indrømmede gerne, at overskuddet til det, som betød noget for ham, ikke rigtig var der. Men hun kunne nu ikke helt genkende sig i hans syn på, at hun ikke gjorde noget. Hun gjorde nok bare noget andet, end det han håbede på.

Jeg kunne ikke lade være med at udfordre ham lidt. For hvad var det i virkeligheden, han gjorde? Han gjorde de ting for parforholdet, som var vigtige for ham. Ting han selv satte pris på.

Vil du virkelig gøre noget for parforholdet, så skal du starte et helt andet sted.

Hvis du virkelig vil gøre noget, så begynder du med en nysgerrighed på, hvad der betyder noget for den anden. Og lige nu var kys, knus, klem og sex slet ikke øverst på hendes liste.

Hun gav en masse, men ikke det han ønskede sig. Han gav en masse, men ikke det hun ønskede sig.

Så handler det om at finde nysgerrigheden på, hvad der betyder noget for den anden og så starte der. Det kan være vigtigt at minde hinanden om, at det tidligere har været dejligt for os at være sammen. Nu skal vi have genforandlet vores måde at være sammen på. Og når kærligheden har været der, så kan den også findes igen mellem gylp, bleer, manglende søvn.

Men start ovre i den anden og spørg: “Hvad kan jeg gøre for dig?”.

 

 

Den tomme stol

Jeg troede, at jeg altid skulle være sammen med min daværende mand og min familie. Hele mit liv.

Med skilsmissen bristede alle illusioner om en kernefamilie fuldstændig. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet at bryde min familie op.

”Er det virkelig sandt?”, spurgte min veninde. Jeg havde lige fortalt hende om bagsiden af medaljen ved at blive skilt. ”Jeg synes ellers altid, du er så mega sej. Du er mit forbillede”, sagde hun videre.

Og det er rigtigt, at da jeg forlod  min mand, var jeg modig som aldrig før.  Men jo den er god nok. Det er svært og det har mange omkostninger.

Jeg kan tænke tilbage med et stik i hjertet over, at jeg ikke lykkedes med projekt far, mor og børn. Det er et nederlag, at jeg ikke lykkedes med at holde fast i drømmen om, at skulle leve sammen ”til døden os skiller”.

Sådan en helt almindelig søndag kan jeg pludselig blive ramt af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan leve op til det, jeg har lovet mine børn om, at de skulle inviteres til familiefrokost hver søndag. Som en stor italiensk Mamma ville jeg stå klar til at tage imod børn, svigerbørn og børnebørn. Sådan blev det ikke.

Deres studenterfest, dimissionsfest og bryllup bliver ikke det samme. Det er en stor sorg for mig ikke at være lykkedes med det. Ikke at kunne give dem en bryllupsfest hvor deres far og mor deltager som et godt eksempel for den kærlighed der tro alt, håber alt og udholder alt.

”Jamen, det er jo dig, der har valgt det”. Ja, det er det. Det ændrer bare ikke ved, at det er svært

Kun du selv ved, om det er nødvendigt at gå videre alene, selvom det er smertefuldt.

En selvisk Selfie

Jeg har taget min første selfish, sagde jeg stolt. Det er altså ikke en selfish, det hedder en selfie, rettede min bonusdatter mig. Selfie betyder ”et selvportræt”. Hvis det havde heddet en selfish ville det jo betyde ”egoistisk”.

Jamen er det ikke præcis det, det er? Altså egoistisk?

Hvilken anden grund, end denne at man er lidt selvfed, kan der være til, at man stiller sig op og vender mobiltelefonen mod sig selv. Slår håret nonchalant tilbage, retter let på solbrillerne og smiler sit mest charmerende smil og trykker på knappen. For derefter at dele dette øjeblik med alle vennerne. Hvis ikke det er udtryk for en form for selvglæde, hvad er det så udtryk for.

Hvis selfie kun handler om at sende hurtige snap af min hverdag, hvor er så alle billederne af morgenhår, tristhed, alenefølelse, pizza på frost?

Vi lever i en tid, hvor eksponering er mere udtalt end nogensinde tidligere. Men hvad gør det ved en hel generation at skulle leve op til forestillingen om det perfekte liv. Hvor bevidst er vi om, at de andre måske slet ikke lever et så fantastisk liv, som alle deres selfies ellers kunne være udtryk for. Måler jeg mit liv med deres, kan det hurtigt se lidt kedeligt ud.

Jeg håber, at de unge har denne bevidsthed om, at det er en iscenesat virkelighed, der udspiller sig for øjnene af dem.

Til alle tider har der været idealer, det var umuligt at leve op til. Bladene har altid været fyldt med alle de kendte, der lever et liv i sus og dus. Alle modellerne med deres kroppe, der udtrykker et skønhedsideal, som er uopnåeligt. Men det er langt mere sårbart, når det pludselig er ens egen nærmeste omgangskreds, der lever det søde liv. Når det er dem, der er med til alle festerne, får den flotteste kjole, den smukkeste kæreste.

Næste gang du bliver misundelig over de andres fede uproblematiske liv, så lige overvej om de måske kunne sidde tilbage med samme følelse af, at du lever det perfekte liv, fordi også du kun sender billeder af dine succeser.

 

Kærlig, kærligere, kærligst

”Jeg spurgte ham i går, hvilken rolle han ser sig selv spille i Williams liv og hvor lang tid, han tror, der går, inden han får de samme følelser for William, som han har for Alba”.

Det var min klient, der kom med denne bemærkning. Hun var vred og skuffet. Men også bange.

Bange for at William skulle føle sig tilsidesat i forhold til sin søster Alba. Sagen var nemlig den, at Alba var ægte. Altså ægte på den måde, at hun var den nye kærestes biologiske datter.

Han var ikke far til William, og nu havde hun set nogle eksempler på, at han havde stærkere følelser for Alba end for William.

Nu er det sådan med kærlighed, at den kan man aldrig kræve. Der er mange ting her i livet, vi skal, hvad enten vi har lyst eller ej. De er en fordring. Anderledes med kærligheden. Den kan ikke tvinges igennem som en fordring. Alligevel forsøgte hun med et: ”Han skal elske William ligeså meget som Alba”.

Det var ret ulykkeligt, for hun havde netop altid sat så stor pris på hans kærlighed over for hendes søn af første ægteskab. Nu blev det bare pludselig så tydeligt, at hans kærlighed til Alba var af en anden slags. Og så var det, han kunne give William pludselig ikke godt nok længere. Som om kærlighed kunne gradbøjes som vi lærte det i skolen – kærlig, kærligere, kærligst.

Måske der nærmere er flere former for kærlighed?

Og er det ikke et vilkår, vi må leve med i disse tider, hvor der findes så mange familie konstellationer? Mange lever med dine, mine og vores børn.

Er det ikke naivt, hvis vi vil bilde os ind, at vi elsker alle på samme måde? Det er ikke det samme, som at vi ikke kan have kærlige følelser også for vores partners børn.

Måske der findes flere måder at føle kærlighed på.

 

Hvaa! Hvor skal vi hen du?

Et stort antal unge har i den forløbne uge fået besked, om de er optaget på drømmestudiet.

Vi er ikke enige i alt min mand og jeg. Uenigheden viste sig forleden, hvor opgørelsen over unges fremtidige studievalg blev offentliggjort. Det var med stor lettelse min mand læste tallene højt.

Det ser nemlig ud til, at unge i højere og højere grad vælger med fornuften. Forstået på den måde at de vælger de uddannelser, hvor der er udsigt til job og gode lønninger efterfølgende.

Så var det, jeg citerede gode gamle Grundtvig: Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

For er unges valg af fremtidig uddannelse i virkeligheden styret af frygt for fremtiden.

Medierne holder sig bestemt heller ikke tilbage, når det gælder rådgivning omkring, hvilke uddannelser, der kan berige dig mest.

Det, vi bare ikke må glemme, er, at det at være rig er andet end at tjene mange penge. Hvad med betydningen af at “brænde for noget”.

Min mand har også lidt ret. Det indrømmede jeg selvsagt ikke.

Jeg indrømmer det her. For selvfølgelig er det korrekt, at Danmark som nation ikke har brug for en halv million cand. mag.’er i serbokroatisk, ægyptologi eller nærorientalsk arkæologi. Og selvom vi har brug for dygtige arkitekter, så uddanner vi også en masse af dem til arbejdsløshed.

Alligevel vil jeg ikke overgive mig fuldt ud til de rationelle argumenter. Ikke blot hjernen, men også hjertet skal være med i livets store valg.

Min tankegang har det selvsagt svært i en nytteorienteret tid. For fakta er jo, at ikke alle studier bidrager til BNP og nationens konkurrenceevne.

Alligevel bliver jeg stædig og fastholder, at vi netop mere end nogensinde har brug for andet og mere i tilværelsen end det nyttige.

Nytteværdi er ikke det, livet handler om. Det handler om at stå op om morgenen og have lyst til at leve.

Når mænd er fra Mars

Jeg har mødt rigtig mange par, der går galt af hinanden. Mænd og kvinder går fejlagtigt ud fra, at når de elsker hinanden, så vil partneren opføre sig på en bestemt måde- nemlig den måde man selv reagerer og føler på.

Hvor er det trist nogen gange at se på. Når de sidder der på hver deres planet og ikke forstår den andens sprog,

Det giver unægtelig nogle udfordringer, når det kommer til dette med helt at forstå hinanden. Lidt firkantet sagt kan man sige, at mænd gerne vil handle, mens vi kvinder gerne vil snakke, snakke, snakke. Man må sige, at Vor Herre har udstyret os lidt for forskelligt.

Faktisk det sådan, at kvinder gennemsnitligt siger mere end 24.000 ord dagligt, mens mænd kun bruger 12.000 ord.

Jeg har mødt rigtig mange mænd, der rammes af en kæmpe afmægtighedsfølelse ved alle de ord, der kommer ud af deres partners mund. Ord med alle de svære følelser og bekymringstanker, hun gør sig.

Han vil så gerne fixe det og går i ”handle mode”.

Når så der ikke rigtig er noget at gøre, fordi fakta er, at de står i en lorte situation, er det, at han ikke kan holde det ud. For hvad skal han gøre? Hvordan få det svære til at forsvinde, når det ikke lige kan fixes?

Vi kvinder er for dårlige til at guide mændene. Måske fordi vi tror, det er så indlysende, at det, vi har brug for, er en arm, der trøstende holder om os. I hvert fald får vi ikke sagt tydeligt nok, at det blot handler om at få lov til at sætte ord på alt det svære.

Vi har ingen forventning om, at det skal løses. Vi har blot brug for at blive set og hørt.

Så kære mand: Når hun starter sin talestrøm, og du mærker afmagtsfølelsen komme snigende så prøv blot at trække hende ind i din favn eller vis med dit kropssprog, at du orker at høre på din kæreste.

Det kan du gøre ved at have et åbent ansigt. Der behøver ingen ord komme ud. Kommunikation er også non-verbal og du kan alene med dit kropssprog signalere, at du godt gider lytte.

 

Inden jeg fylder 55

Jeg fyldte 54 år i sidste weekend. Det gav anledning til lidt eftertænksomhed.

Det slog mig, at jeg i lang tid har kredset meget om døden i mine opslag. I et tidligere blog opslag forklarede jeg, at døden for mig har været meget nærværende, fordi jeg altid har forestillet mig, at jeg ikke ville blive ældre end min mor.

Hun blev kun 53 år og 3 mdr. Hun døde af kræft.

Kræft er som en højtråbende gæst, ingen har inviteret, men som bare trænger sig på. Og som sætter sig de der vanvittige spor hos den ramte og de pårørende i en sådan grad, at alene angsten for den kan få én i knæ. I værste fald på en måde så vi helt glemmer at leve det her fantastiske liv.

Nu er jeg forbi den magiske grænse. Hvad stiller man op, når man ikke dør til planlagt tid?

Man må vel i gang med at leve videre, inden det er for sent. Jeg vil ikke lade mig fange ind af flosklen om, at leve hver dag som var det den sidste. Det er der ikke meget planlægning og håb og drømme i.

Fremtiden er den tid, der ligger foran os. En masse ubrugt tid. Måske vi nogle gange vil for meget.  Nye mål, nye udfordringer.

Omvendt vil jeg jo ikke spilde tiden. Det er ligesom også bare for nemt at sige, at jeg er lykkelig for mit liv og taknemmelig over at være i live.

Så her siddder jeg midt i en sandbunke, mens vinden rusker i mig og tænker store tanker om livet og døden. Inden jeg fylder 55 vil jeg derfor…. ja, hvad vil jeg egentlig?

Hvorfor flytte sig, hvis man står et godt sted?

Familieferie

Sommer og forventnninger om kvalitetstid sammen. Tid til afslapning væk fra stress og jag.

Alligevel ender det for mange med bristede drømme, hvor roen og hyggen lader mere end vente på sig.

Man fristes nogen gange til at spørge, om vi i virkeligheden er for naive, når vi tror, at tre unger på bagsædet ned gennem Europa sammen med alle de andre, der er på vej på ferie, skulle kunne foregå afslappende og hyggeligt. Er du klar over, hvor lange sådan nogle bilkøer kan være?

“Jeg skal tisse”, siger den første, inden vi har ramt byskiltet. “Hvornår er vi der?”, spørger den næste. Jo, der er lang vej.

Selv har vi kun med nød og næppe fået lukket ned på kontoret, for der er edderhugme travlt op til sådan en ferie, hvor alt skal nås, så vi kan trække stikket og for en stund glemme alt om alt det, vi ikke nåede.

Så godt stressede inden det hele er kommet igang, drager vi sydover ned til sol, varme, pool.

“Nu hygger vi”, siger vi lettere anstrengt, mens vi drømmer os hen til den tid, hvor vi ingen børn havde, men bare kunne tage afsted og nyde alenetid eller kærestetid, mens solen gik ned i horisonten og vi nød et køligt glas hvidvin.

Surprise, sådan er det ikke, når man har børn.

Børn har brug for nærværende forældre, der ikke stresser og jager på dem, fordi de er børn, der selvfølgelig synes, at der altså er langt til Italien. Og varmt i Italien.

Så skru ned for forventningerne og sluk for mobilen og nyd de små glimt af lykke.

Som når du ser strålende barneøjne over, at han tør springe i fra kanten, tager de første svømmetag helt uden svømmevinger, møder en ny ven, der taler et helt andet sprog.

Og se så din mand dybt i øjnene. For lige i det øjeblik affyres kærlighedshormonet.

Så skal du se, så bliver sommeren slet ikke så ringe endda.