Seneste indlæg:

Konfirmand

 DE 10 BUD

1. Du skal kun gøre det, du kan dø med

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal vælge dine kampe med omhu

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal huske at komme masser af glimmer på

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

Elsker dig for evigt

I dag den 10.05 er det nøjagtig 6 år siden, at jeg forelskede mig hovedkuls i min mand.

Når mine nærmeste spørger, hvad det var, der gjorde, at jeg forelskede mig i ham, kommer jeg med lange romantiske forklaringer.

Ikke et ord om biokemi. Jeg synes som de fleste andre, at det lyder bedre at sige, at jeg blev ramt i hjertet. Hjertet er det smukkeste symbol, vi har. Og vi mærker da også rent fysisk hjertet slå hurtigere, når vi bliver forelsket.

Alligevel begynder det hele i hjernen. Tiltrækningen sker i form af en række velrystede cocktails. Ikke dem du måske har indtaget i baren men af signalstoffer og hormoner. Særligt stofferne serotonin og oxytocin sammen med et ordentligt skævt  dopamin. Så fiser de rundt i det limbiske system, hvor de drypper ud i rigelige mængder i særligt den emotionelle del af hjernen. Og så springer sikringerne.

Du er blevet forelsket.

I den fase vil de fleste opleve, at de hver især får det bedste frem i den anden. Hvad det er, der gør,  at nogle efter en periode i stedet begynder at få det værste frem i hinanden, har jeg aldrig helt forstået.

Men ofte glemmer vi at holde gang i de vigtige kærlighedshormoner.

Jeg går nu ind i det mest kritiske år i mit parforhold. Ifølge skilsmissestatestikkerne er det sjette år det år, hvor flest par gir op og vælger at bryde ud af forholdet.

Hvis du synes, at dit forhold er værd at bevare, skal der gøres en indsats for at bevare det.

I modsætning til tidens trend, hvor vi alt for ofte kun gør noget for egen vindings skyld, gælder det om i et parforhold at gøre noget for den anden. Og når din partner gør noget for dig, så fokuser på det. Lys det op og kast glimmer efter det.

En ting er at føle taknemmelighed i forhold til sin kæreste. Hvis vi virkelig vil styrke forholdet, skal værdsættelsen siges højt. Fokuser på din partners gode handlinger og sig: Jeg sætter virkelig pris på, at…

En sætning som “jeg elsker dig” kan miste sin værdi, hvis blot vi siger det næsten automatisk. Det er magiske ord, når de siges med nærvær og gerne følges op med et eksempel.

Så i brevet, min mand får af mig i dag, står der: Jeg elsker dig, fordi du………

 

Ciao bella Italia

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Jeg er meget optaget af mindfulness for tiden. Mindfulness som en metode til at være mere tilstede her og nu.

Efter en lille uges ferie her i mit Paradis slår det mig, at måden, de lever livet på her i denne bjerglandsby, er indbegrebet af mindfulness. Og de har med garanti ikke læst om det i nogen lærebøger.

På fotoet ser I en særlig disciplin, som italienerne i de små byer praktiserer hvert år i Maj måned. Hele gågaden er ryddet. Og så udspiller der sig et skue, så man må knibe sig i armen. For det ligger så langt væk fra alt vores krav om effektiviseringer og om at alt skal have et formål og en nytteværdi.

På gaden tegnes de smukkeste mønstre op. Ingen er ens, men alle har hver deres egen fortælling. Børn og voksne unge og gamle samles nu langs hele gågaden og går igang med at lægge de mest vanvittige mønstre.

Bladene fra alle mulige blomster tages i brug. Alle farver fra forskellige blomster sorteret møjsommeligt efter nuance.

To dage tager det at lægge hvert eneste mønster, og der er minimum ti forskellige mønstre igang i løbet af de dage, hvor Fiori di Norma udspiller sig.

Alle vi, der ikke er med til at dekorere, går målløse rundt og ser på og beundrer deres værk. Og så bliver man pludselig vidne til, hvad mindfulness er sådan skåret helt ind til benet. For for disse italienere er det nuet, der tæller.

Fakta er nemlig, at næste gang det blæser op, så forsvinder disse kunstværker med vinden. Men det bekymrer ingen sig om. Det er billedsmukt sålænge det varer.

Velkommen på forsiden

Bloggen kom i den forløbne uge på forsiden af Ugeavisen Esbjerg. Det er her jeg har boet de seneste 19 år. Den længste periode jeg har boet samme sted i hele mit liv. Det er her jeg har set mine børn vokse op. Det er her jeg arbejder med verdens mest fantastiske job. Det er her jeg finder inspiration til at blogge.

Blogge om mig og mit liv og blogge  om psykologfaglige emner.

Den dygtige journalist Mette Falther har skrevet rigtig pænt om min blog jeanneomfamilieliv. Bloggen er nemlig fyldt 2 år og som enhver anden 2 årig har den råbt ud i verden “se mig”. Og den fik sine 15 min. berømmelse.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at minde bloggen om, at den intet er uden sine følgere. Uden Jer. Tusind tak til alle Jer, der uge efter uge har fulgt med, når jeg har blogget om stort og småt.

Så selvom 2 år er en selvstændighedsfase, så vil bloggen også i tiden, der kommer, blive mindet om, at den kun er noget i kraft af sine følgere.

Jeg har erfaret, at når man er ærlig om sine følelser på godt og ondt, så kan andre spejle sig i det, man skriver, og andre får lyst til at læse med.

Så hvis en blog kan have et nytårsforsæt, skal det være, at autencitet og ærlighed fortsat skal være omdrejningspunktet. Jeg har altid været meget optaget af dagligdagen, og den er udgangspunkt for det meste af det jeg blogger om. Jeg er ikke så interesseret i undtagelsesmennesket eller tilstande. Det er det almindelige, der interesserer mig, når jeg skriver.

Tak, fordi du gider læse med.

Vi græder alle med Paris

Langfredag er smerte. Langfredag er dagen, hvor vi bliver mindet om, at der findes mørke i livet. Langfredags mørke ramte alle lige i hjertekulen i den forløbne uge. Synet af Notre Dame omspændt af flammer tror jeg ikke efterlod nogen upåvirket.

Rigtig mange af os har besøgt kirken. Slæbt med af vores forældre, der ville proppe noget kultur ind i hovedet på os. Eller som gymnasieelev på studierejse og rigeligt af alkohol. Som voksen med interesse for, hvad vi bygger vores kulturarv på.

Den har gjort sit indtryk på os. På os alle. For med mere end 30 millioner udenlandske besøgende i Paris hvert år er netop Paris det mest populære turistmål i verden. Og Notre Dame var et af byens mest kendte og populære vartegn.

For mange parisere lå den der bare. Sådan er det for vi mennesker. Der er masser af storslåethed, vi tager for givet. Man går forbi og ser måske knap nok sådan rigtig efter, men det fylder alligevel en med stolthed at vide, at den ligger der. Der i byernes by Paris. I 800 år har den våget over Paris.

Langfredag minder os om mørket. At mørket er.

Vi oplever alle Langfredags mørke. Frustration, skuffelse, afvisning, tab, nederlag. Vi oplever alle frygt, skyldfølelse, vrede, sygdom og død.

Og som om det ikke allerede var nok, så har mennesket evnen til på et splitsekund at fremkalde smerte selv der, hvor der for en umiddel betragtning kun er glæde. For hvem kender ikke til midt i oplevelsen af noget smukt pludselig at mærke, at lige nu savner jeg, at min afdøde mor kunne være her og dele dette øjeblik med mig. Og vupti, er den største glæde iblandet sorg.

Uanset hvor godt et liv vi har, kan den mennekselige hjerne fremkalde tanker om en skræmmende fremtid eller et mislykket øjeblik i nær fortid. Så alle bærer vi på Langfredags smerte.

Det sværeste er at opleve smertefulde begivenheder i en tilstand af ensomhed. At bære smerte alene. At bære en smerte der er større, end andre kan forstå. Omvendt opleves det, når vi står sammen.

Lige nu står folk i hele verden sammen om at sende deres varmeste medfølelse til alle i Paris. Det er smukt midt i alt det forfærdelige.

Jeg holder øje med dig

Nu er en ting, hvad jeg mener sådan rent psykologfagligt. Noget andet er, hvad jeg gør i praksis. Så i dette opslag vil I fornemme dobbeltheden. Først en hensigtserklæring.

Danske forældre har fået et stærkt øget fokus på risiko. Der må ikke ske vores børn noget. Alle risici må og skal elimineres. Det er paradoksalt, fordi vi på den måde begrænser børnenes udvikling og selvstændighed og initiativ, som ellers er værdier, vi sætter meget højt. Samtidig er vores billede af de farer, vores børn kan møde ofte forvrænget og præget af voldsomme historier, som vi kender fra medierne og ikke det virkelige liv.

STOP, STOP, STOP altså det er meget godt altsammen, men min datter bor i København, og der er det altså farligt at færdes som ung pige.

Antallet af børn med angstdiagnoser er steget eksplosivt i samme periode, hvor vi har indskrænket børnenes frihed. Det er ikke så mærkeligt. Vi fortæller hele tiden børnene, at verden er farlig samtidig med, at vi forhindrer dem i at undersøge den selv. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle overvåges hele tiden?

ROLIG nu, jeg beder kun om at kunne følge med på hendes Snap og se hendes lokation.

Hvis man aldrig var alene, men altid overvåget i en eller anden forstand, kan man virkelig tale om, at børn og unge vokser op i et sikkerhedsregime.

“Skal jeg tage ud til hende og tjekke op på, at hun er okay, mor? Bare for en sikkerhedsskyld? Eller tror du, du er ved at piske en stemning op”, spurgte min søn forleden nat. Jeg havde fået sat to af mine børn i alarmberedskab.

Kl. 22.23 startede jeg, fordi min mellemste datter var som sunket i jorden. Sunket og sunket… altså jeg havde ikke hørt fra hende hele dagen, og nu svarede hun ikke på godnat sms. Jeg havde ringet 8 gange og nu altså også spurgt begge hendes søskende, om de havde hørt fra hende. Intet livstegn. Og den der skide location funktion på Snap’en har hun frabedt sig. For hun gider netop ikke, at jeg kan følge med i, hvor hun er henne.

“Aktiv for 4 timer siden” sagde hendes messenger. Angsten steg til uanede højder. Kommet til skade? Taget til fange? Voldtaget? I livsfare? Død?

00.02 tikker der så en sms ind fra min søn: “Har snakket med hende nu. Hun ligger derhjemme og sover. Hun er ok.” Åhhhh, hvilken lykkefølelse. Hvilken lettelse.

“Og se så at få den der funktion slået til igen”, bad jeg inderligt.

At blive mor

Jeg har fulgt med fra før undfangelsen. Set glæden i dine øjne. Set dig vokse og bliver smukkere og smukkere. Nu er du så gået på orlov. Hjem og vente. Vente på det største, mest fantastiske og mest skræmmende på en gang. For sådan er det at blive mor.

At blive mor gør livet skrøbeligere. Ansvaret, når man får et barn, kan føles så overvældende, at man ind imellem kan føle sig ret lille. Det er nogle fuldstændig vilde følelser, der sættes i spil, når man sætter børn i verden.

At få et barn vækker en grundangst. Den blir plantet i dig, den dag dit barn bliver født. Bare tanken om, at der kan ske ens barn noget, er helt ubærlig.

For nogen har det den bivirkning, at vi kommer til at signalere til vores børn, at livet er farligt, og verden er et farligt sted. Det er vigtigt at minde sig selv om, at vores billede af de farer, vores børn kan møde, ofte er forvrænget og præget af historier, vi kender fra medier og ikke fra det virkelige liv.

Børn har brug for at kunne undersøge verden for at udvikle sig. Hvordan ville vi selv have det, hvis vi skulle overvåges hele tiden?

Så spark angsten til hjørne og byd glæden indenfor. Det er et under at blive mor. Intet over. Intet ved siden af. Og verden er et overvejende helt fantastisk sted, og det bliver vi mindet om hver gang, der opstår et mirakel som dette,  at der skabes nyt liv.

Og Mathilde, du bliver en vidunderlig mor.

Mening med livet

Hvad er egentlig meningen med livet? Et ret stort spørgsmål. Måske det alligevel kan koges ned til to ting- nemlig at få lov til at bidrage med noget til fællesskabet og så at være noget for de mennekser, der betyder noget for os.

At bidrage med noget til fællesskabet vil for mange relatere sig til deres arbejde. Rigtig mange af mine sygeplejerske- og lægekollegaer har et job, der potentielt har alle ingredienser til at være meget meningsfuldt. Men når det bliver for grove med nedskærringer og underlige systemer, man skal være underlagt, mister de følelsen af mening i et job, der som udgangspunkt har potentialet til at være dybt meningsfuldt. Det er egentlig trist.

At være noget for de mennesker, der betyder noget for os. Meningen med mit liv er at bestræbe mig på at leve hver dag på en sådan måde, at jeg øger muligheden for, at de relationer, der er altafgørende for mig, og som jeg slet ikke kan leve foruden, vil elske mig i dag og i morgen og i tiden fremover.

Dertil kommer så, at jeg heldigvis har et job, der også giver mig følelsen af mening. Dybest set tror jeg, at begge de to faktorer skal være på plads, for at vi mennekser skal kunne finde mening med vores eget liv.

At kigge ind i fremtiden skal gerne fylde os med håb. Og når vi trækker tråde tilbage, skal vi fyldes af at have værdi. Og når vi står lige her og nu en tilfældig morgen, og det er pisse koldt og blæsende, så skal den grundlæggende følelse være, at du uanset hvad skal se at få fingeren ud og få den bedste udgave af dig selv ud af døren.

Mening med livet? Egenligt ret enkelt : Vi vil bruges og elskes.

Mit nulpunkt

Når jeg læser i ugebladene, hvad de kendte svarer på en række headere, så tænker jeg altid på, hvad jeg ville have svaret. Alt for Damerne ringer ikke, så jeg har i stedet spurgt mig selv.

Nulpunkt: Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Mit største nederlag. For det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede, var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.

Mit højdepunkt: Det største har for mig været at blive mor og at se, hvordan mine børn er lykkedes med at leve deres liv. Der findes ikke noget større end det.

Vendepunkt: Jeg tror, det afgørende vendepunkt, for den livsbane jeg har fået, var, da jeg besluttede mig for at søge ind på Psykologi studiet fremfor Lærerseminariet. Det tænker jeg ofte på som et væsentligt øjeblik i mit liv. Psykologien fylder alt for mig. Jeg holder aldrig fri, men blogger som nu eller laver andet, der har med mit fag at gøre, fordi det er en afgørende del af at være mig.

Midtpunkt: Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Faktisk er jeg en smule introvert. Det kan virke sådan lidt selvmodsigende, når man som jeg uge efter uge blogger om sig selv og sit eget liv

Blødt punkt: Vilma, Bertil og Nola. Og der er plads til at have et blødt punkt for mange flere, der måtte komme.

Udviklingspunkt: Min mand ville sige, at mit manglende oprydningstalent har udviklingspotentiale. Til det siger jeg bare, at her gælder “rub og stub” reglen. Enten tager du hele mig, eller også må du finde dig en partner, der kan rydde op. Så ser han meget forelsket på mig, og så er det glemt for en stund.

Samlingspunkt: Middage med familien og med venner. Min mand og vores børn og deres familier betyder alt for mig.

Nu er det din tur til at lege kendt.

En god nok forælder

Grundlæggende syntes jeg, at mine forældre var de klogeste og smukkeste forældre i hele verden. Og bortset fra at jeg havde en hemmelig drøm om, at Johnny Reimar kunne være min far, så var jeg ret godt tilfreds med de forældre, der var blevet mine.

Det ændrer ikke ved at jeg kan blive sådan: “ØV!”, når jeg kommer til at gentage nogle af de opdragelsesmønstre, jeg selv hadede som barn. Og som jeg har lovet mig selv ALDRIG at gøre på samme måde.

Det er en kendt problemstilling, at vi som forældre på nogle områder gerne vil gøre noget andet, end vores egne forældre gjorde.

Har man oplevet noget, der er sagt eller gjort og som har været smertefuldt for en som lille, så er det indlysende, at man for alt i verden ikke vil give det videre til sine egne børn.

Derfor er det ekstra træls, når ord, man har lovet sig selv aldrig at tage i sin mund, alligevel ryger ud af munden på en i en presset situation.

Meget tyder på at vi særligt i pressede situationer ofte reagerer med rygmarvs reaktioner og at dybt derinde,  sidder det, vi har med os.

Det er en forklaring, men må ikke være en undskyldning. Vi må vedblive med at have en nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør i forsøget på at blive klogere på egne reaktioner.

Man kan dog ikke altid leve op til egne idealer, og ingen er fejlfri. Så målet er ikke at være en perfekt forælder.

Man øver sig. Man laver fejl. Gentager dumme fejl. Børn lærer noget vigtigt ved at være sammen med voksne, der laver fejl og som kan erkende det.

De lærer, at det er naturligt at fejle, og at ingen er perfekte. Lykkes man med at videregive det, er man ikke en perfekt forælder men en god nok forælder. Og det er faktisk godt nok.