Seneste indlæg:

Alene i sorgen

“Gid nogen turde gå med mig ind i mørket”, sagde hun. Hun fortalte om en fortælling, der havde gjort stort indtryk på hende.

En dreng har mistet sin mor. I sin totale afmagtsfølelse sidder han under bordet og nægter nogensinde at komme ud igen. Faderen sætter sig ind under bordet til ham. Der sidder de sammen stille for en stund. Og så taler de lidt sammen. Faderen får til sidst sin ulykkelige søn med ud og sammen kan de igen være i det svære.

Hvad er det helt præcist denne far gør?

Han går med ind i mørket. Havde han kaldt på drengen eller hevet i ham, havde han kun mødt modstand. Havde han lokket med is og andre lækkerier, havde han kun mødt modstand. Havde han sagt, at de kunne lave noget sjovt sammen, hvis han kom ud, ville han kun møde modstand.

Men ved at gå med ham ind i sorgens rum, får han løst op for den altomsiggribende sorg. Fordi de deler det svære. Han går med ind i mørket.

Hun gad godt, at nogen i overført betydning satte sig under bordet med hende.

Nogle valgte at overse, at hun sad der under bordet. Eller de forsøgte at lokke hende ud fra mørket med deres: “Ej, hvor han udvikler sig flot” og “Hvor er det et mirakel, at han har overlevet”.

Det var deres elskede barn, der fik disse ord med på vejen. Ord til trøst .

I stedet efterlod det hende i en ubeskrivelig alenefølelse. Og tilmed med dårlig samvittighed. For hun følte sig utaknemmelig over ikke at kunne glædes på trods.

Bevares hun elskede sin søn. Han var bare også en kilde til stor sorg. En forbudt sorg følte hun.

Alle der kom forbi og så hende siddde der under bordet i al sin tristhed hev og sled i hende. “Kom nu ud”. “Her er nok at glæde sig over”. “Se, det skal nok gå alt sammen”.

Ingen gjorde som faderen i den smukke fortælling og satte sig ved siden af. Gik med hende ind i mørket for at dele alle de svære følelser og tanker.

Cool Kids

Kender du det, at der er dage, hvor man bliver ramt lige i hjertet af glæde og stolthed over at være vidne til noget fantastisk?

Vi har netop afsluttet det seneste gruppeforløb for børn, der kæmper med angst. Tolv ugers hård træning. Alle fik et diplom og en T-shirt med påskriften : One of the coolest kids in town

For hold da op, hvor har de været seje. Alle, der har prøvet at blive ramt af et angstanfald, ved, hvad det kræver af mod at konfrontere angsten.

Når vi tænker, at der er fare på færde, oplever kroppen angst symptomer. Også selvom der ingen fare er. Vi tror det, og den begynder derfor at udskille hormonet adrenalin, som bringer kroppen i en kamp eller flugt tilstand.

Skide smart, hvis nu vi skulle væk i en fart. Rigtig invaliderende, når der reelt  ingen fare er. Vi har lavet en tankefejl. Tolket forkert og vupti er der gang i hele kroppen.

Adrenalinet påvirker dit hjerte, så det banker hurtigere. Puls og blodtryk stiger. Blodet strømmer til musklerne, så de vokser og føles spændte. Adrenalinet sørger også for, at du begynder at svede. Genialt hvis kroppen skulle holdes kølig i kampens hede.

Vejrtrækningen bliver hurtigere, fordi hjertet har travlt med at sende mere ilt rundt i kroppen. Når du hyperventilerer udånder du større mængder CO2 og blodets surhedsgrad påvirkes, og du får en prikkende fornemmelse i  fingre, øreflipper og kinder. Måske bliver tunge og mund følelsesløse.

Du bliver ør i hovedet og måske helt svimmel, så du kan blive nervøs for, om du er ved at besvime. For at have energi til at komme væk fra faren sparer kroppen på ressourcerne og holder op med at danne spyt. For at spare på energien sættes også fordøjelsen i bero, og du får måske kvalme. Nogle får tynd mave.

Det er faktisk kun naturligt, at man vil forsøge at undgå situationer, der fremkalder angsten. Men for at slippe af med angsten skal man gøre præcist det, man ikke har spor lyst til.

Derfor var det stolte børn og forældre, der gik hjem igår eftermiddag. Og børnene får et bedre liv.  Et liv, hvor de igen kan gøre ting, som de synes er sjove.

Skilsmisse

Godt nytår alle sammen! At tage hul på et helt nyt år giver de fleste et behov for refleksion over sit liv. Hvor står jeg, og hvor er jeg på vej hen? Og skal jeg fortsat gå sammen med dig, eller er vi bedst hver for sig?

Hvad blev der af kærligheden, accepten og overbærenheden. Er den røget ud med travlhed, karriere og kravet om at være den perfekte familie?

Lige efter nytår topper antallet af par, der går fra hinanden. At det lige præcist sker nu, er sikkert fordi, nogle har aftalt at stå igennem julen for børnenes skyld. For hvem har lyst til at ødelægge julefreden. For andre har de mange fridage sammen gjort, at de har fået nok og siger stop. Færdig med dig. Bristede forventninger og konflikter, der har hobet sig op, slår ud i lys lue.

Selvfølgelig er det ikke dagene med juleferie, der er de afgørende. Selv en nok så kikset jul med sveden and, gaven med undertøj i forkert størrelse og svigermor, der drak for meget kan ikke ødelægge et grundlæggende godt forhold.

De par, som ender med at gå fra hinanden nu først i det nye år, er par, der i forvejen har skubbet konflikter ind under gulvtæppet i alt for lang tid, fordi de ikke har orket at tage dem op i en travl hverdag. Skal man pege på en enkelt faktor, så er det manglende kommunikation, der er synderen.

Vi forstår simpelthen ikke hinandens måde at kommunikere på. Vi er for dårligt udrustede til det. Næsten halvdelen af alle par ender med tiden med at blive skilt.

Mange siger, at det er blevet alt for nemt at blive skilt i dag. Måske sådan rent teknisk. Men det er svært. Så hvis I vælger at blive sammen og ikke vil ende i skilsmissestatistikken, så skal der kommunikeres. Der står nu et helt ubrugt år foran Jer.

Så lad 2019 blive året hvor dialogen og dermed kærligheden vil blomstre. Start med at sige højt, hvad du gerne vil have mere af og hvad du ikke vil finde dig i.

Mig og mit klædeskab

Nu skal jeg altså have ryddet ud i mit skab, siger jeg ligesom for at holde mig selv fast på det hensigtsmæssige i, at aflevere det til genbrug jeg alligevel aldrig går med.

Kan vi ikke lave den aftale, at du hver gang du køber nyt, så smider du et stykke til genbrug, forsøger min mand sig.

Jeg siger “jo”for ligesom at få fred, mens jeg inderst inde godt ved, at det er skudt langt over mål. Hvis vi lige skal forventnings afstemme her, så vil jeg sige, at en 1:10 ordning er  mere realistisk .

For det er jo ikke bare tøj. Og nej, jeg ved godt, det ikke er moderne mere, og at jeg aldrig kommer i det igen, men det har en historie .

Det er en del af min historie.

Hold nu kæft, hvor så jeg smart ud i de bukser – engang – tænker jeg og holder de gamle yndlingsbukser op foran mig, så jeg kan se dem i spejlet. Det er som at gå ind i en tidsmaskine. Wruuum, og jeg er pludselig tilbage til den der fede fest, og jeg mindes.

Min dejlige trøje med camouflage tryk og guldvinger på ryggen er så forvasket, at jeg slet ikke kan være bekendt at tage den på. Men jeg gør det alligevel. For jeg elsker den, og den skal aldrig ud.

Tøj er fyldt med fortællinger. De er vævet ind i stoffet. Det er som om de dejlige minder vælter frem ved gensynet.

Jeg genkalder mig følelsen af at bære mine grønne garbadine kassebukser, som min mor selv syede, da jeg var 9 år gammel. Jeg havde ønsket mig dem mere end noget andet, og de var helt perfekte. Jeg havde dem på så ofte som muligt, indtil de var pinligt for korte.

Skal jeg lige komme ind med en sæk?, spørger min mand. Det er ikke nødvendigt. Der er ikke noget, der skal til genbrug denne gang.

Bukserne lægges sirligt sammen, ligesom alt det andet jeg heller aldrig kommer til at gå med igen. Måske du også bliver ramt af ren nostalgi ved gensynet med dine gamle klude?

Vi lever videre

Vi kan være bange for at glemme, den vi har mistet. Og det gør vi. Jeg husker de første gange, hvor jeg ikke længere kunne genkalde mig duften af min mor. De præcise konturer i hendes ansigt. Måden hun gik på.

Jeg havde ellers  i lang tid forsøgt at fastholde de fysiske erindringer ved at gå i hendes tøj. Købte den parfume hun altid brugte i forsøget på at holde hende tæt på . Når jeg kigger på foto fra dengang er jeg iført tøj, der slet ikke passer til min alder.

Men jeg var nødt til det,  for jeg følte, det var det eneste, jeg havde tilbage.

Og pludselig duftede det ikke længere af hende,  men bare af mig selv.

Det var skræmmende.

MEN vi mennesker er andet end det fysiske, som vi mister grebet om. Dem, vi har mistet, lever videre gennem fortællinger.

Vi bliver til gennem fortællinger, og vi lever videre gennem fortællinger. 

Juleaften sætter jeg mig og stirrer ind i lysene på træet. Minderne pibler frem. Ikke kun om min barndomsjul, men om alle de betydninger min mor nåede at få for mig.

Og jeg føler, hun er nærværende. Det er som om, jeg kan kalde hende frem gennem fortællingerne.

Jeg tror, det er sådan for rigtig mange, at det særligt er i julen, vi mærker savnet. Savnet af dem vi har mistet.

Da føles det godt at kunne mærke nærværet. Så lad fortællingerne blive levende, når vi inden længe sætter os til julebordet sammen.

Vi kan jo begynde med et: Kan du huske…

Skilsmisse jul

Julen er en tid med hjertevarme, traditioner og magi. Og intet er så fantastisk som strålende forventningsfulde barneøjne.

Men hvad så når det flettede julehjerte skal deles midt over, fordi far og mor ikke længere kan holde jul sammen?

Julen er ikke kun pakket ind i juleknas og gaver, men også konflikter og bristede drømme.

Min jul og dit nytår.

Mine børn er så voksne at den med nytår ikke holder. Den fejres med venner. Men det er “min jul” i år, og det er bare den bedste jul, tænker jeg helt egoistisk. Men selvom de er voksne, ved jeg, at deres tanker går til deres far juleaften.

Det gælder endnu mere for det mindre barn. Barnet vil uværgeligt  savne den forælder, som barnet ikke skal fejre julen med i år. Løsningen er ikke at holde jul sammen for børnenes skyld.

Men tag voksenansvar.

Det er vigtigt at turde vedkende sig, at barnet savner den forælder, det ikke er hos. Og tal åbent om det.

Ofte er vi som forældre så forbandet løsningsorienteret, og hvis barnet giver udtryk for savn, vil vi så gerne lige fixe det. ”Tegn en tegning til far”, ”Du kan måske ringe” eller “Husk, du får fine gaver”.

Vi kan slet ikke lide, hvis vores børn er kede af det og vil helst trøste det væk. Og ofte undgår vi at tale om det svære.

Faktisk kan den bedste løsning være bare at rumme den svære følelse af savn. Anerkend barnets følelser.

”Ja, jeg forsår godt, du savner far lige nu. Kom her og få et klem”.

Barnet kan også være optaget af bekymring for den forælder, de ikke fejrer julen med.

Hvis det ikke er din tur til at fejre julen med børnen, har du også et vigtigt ansvar. Signaler, at du kan glæde dig på barnets vegne, så barnet kan have lov at glæde sig uden dårlig samvittighed.

Rigtig mange løser dilemmaet med “din og min jul” ved at indføre en ekstra juleaften. Selvom mine børn var voksne, da jeg blev skilt, skyndte jeg mig at indføre en erstatnings jul den 23. december.

Der er kun er én juleaften om året, og det kan der ikke ændres på. Julen tillægges jo netop en særlig værdi, fordi der kun er én af den. Og ved at indføre flere juleaftener forsvinder magien.

Det er vigtigt, at børnene ved i god tid, hvad de skal hvornår og med hvem.  Og lad os så håbe vi får en glædelig jul store som små.

 

Manden der har alt

Hvad stiller man lige op med mænd og julegaver? Det er altså ret trist år efter år at høre: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Hallo, det er ikke ligefrem den nemmeste opgave, I giver os med en sådan udmelding. Og presser man en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser eller en god bog”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Med en gave giver man lidt af sig selv.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen, og er noget meget fundamentalt i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne.

Så min mand ved jo udmærket godt, at jeg vil gøre mit absolut bedste for at finde en gave, han blir glad for.

Så hvad giver man, “Manden, der har alt”?

Nisser findes da!

“Man må ikke lyve for sine børn! Hvad mener du? Du er børnepsykolog”. Vi sad til et arrangement og diskussionen gik på jul og nisser. 

Og uenigheden opstod, fordi en mor fortalte, at nisserne hjemme ved dem skulle have lækker risengrød i weekenden, nu det var første søndag i advent.

Jeg gad godt være nisser hjemme hos Jer, svarede jeg. 

For jeg mener ikke, det er at lyve.

Når man lader sig rive med, er det som at gå ind i en helt eventyrlig verden, hvor alt kan ske. Hvor nisser virkelig findes. Og jeg elsker det. 

Vi voksne har en gang om året mulighed for at blive som børn igen, hvis vi for en stund slipper rationaliteten. 

Vi har brug for at dele de fantastiske fortællinger og myter, der er i denne søde juletid. Det er vores tradition, og det er ikke at lyve at fortælle historier.

Der er ikke ret meget vi mennesker tror på længere. Jeg tror på nisser. Jeg tror på fantasien.

Nisser og julemænd er lavet af det stof, som drømme er gjort af. Her findes julemanden, flyvende rener og nisser. Og fortællingerne om dem er ren magi.

Jeg glæder mig, når jeg ser ind i barnets strålende øjne, når det opdager, at nissen har farvet mælken blå.

Forventningsfulde stiller de grød frem for at få nissen i godt humør, og måske han også kigger forbi med en lille ting til sokken.

Det er den bedste tid på året.

Så tilbage til spørgsmålet. Jo, man må gerne lyve lidt. For alternativet er værre -nemlig en barndoms jul uden sjov, fis og ballade og uden eventyr.

Brug fantasien alt det bedste du har lært og se du blir som barn igen og ender med selv at tro på nisser.

Perfekt som mor?

Når man som jeg hver uge blogger med udgangspunkt i sit eget levede liv, er det klart, at man ikke kan undgå at få en lille kommentar med på vejen af sine voksne børn engang imellem.

Vi har en aftale om, at når jeg direkte omtaler dem i et blog opslag, så godkender de først teksten. Ikke fordi de har gjort alvor af retten til censur. Men deres kommentarer har nogle gange givet afsæt til et nyt blog opslag.

Sådan skete det, da jeg lavede et blog opslag om, hvor afgørende det er for barnets selvværd, at vi som forældre ikke skælder ud og har for høje forventninger til, at børn skal kunne rette ind. For det kan børn ikke.

Nu er en ting jo gode psykologfaglige teorier. Og noget andet er virkeligheden.

I virkeligheden er der ingen af os, der er perfekte som forældre.

Og dybest set tror jeg, at langt de fleste forældre gør alt det bedste, de kan.

Nå, men tilbage til min ældste datters kommentar på mit fine blogopslag om at vise overskud og være kærlig og omsogsfuld i sin opdragelse af sit barn.

Hun kunne nemlig ikke lade være med at sige, at jeg da skulle blogge om dengang, jeg havde sat hende af ude midt i no-mans land.

Så det handler dette blogopslag om.

Jeg havde som nybagt mor besluttet med mig selv, at jeg ikke ville være sådan en skældud mor, der hele tiden kom med tomme trusler til sine børn. Derfor har jeg altid forsøgt ikke at sige: ”Hvis ikke du opfører dig ordentligt lige nu, så….”

Men altså så skete det lige der midt på en stille landevej i Naur tæt på Holstebro.

Her er der så roligt, at man kan høre græsset gro. Hvis altså ikke det lige var fordi, Lea sad der og skreg, fordi hun skulle være spændt fast i sin autostol.

Roen havde ikke lige just smittet af på mig, for pludselig røg ordene ud af min mund: Hvis ikke du stopper nu, så kommer du til at gå hjem!

Det i sig selv var ret langt ude at sige, for som sagt var vi ude midt i ingenting, og hun var kun lige fyldt 5 år.

Lea skreg selvfølgelig videre, for hun gad ganske enkelt ikke sidde stille længere. Men jeg havde lovet mig selv ikke at komme med tomme trusler. Så der var kun en ting at gøre – konsekvens.

Så resolut kørte jeg bilen ind til siden. Jeg stoppede bilen. Gik om til bagsædet. Løsnede selen og løftede Lea ud af stolen. Stillede hende i vejkanten. Smækkede bildøren i og så kørte jeg.

Hun har aldrig glemt det. Det var så voldsom en oplevelse for hende. Det er flovt for mig som mor. Og jeg har sagt undskyld mange gange.

Nogle gange kommer vi voksne til at sige noget dumt, og så skal vi ikke holde fast i “når man har sagt a…”, men i stedet være voksne nok til at indrømme vores fejl og sige: Undskyld,  det var mig, der tabte hovedet. 

Alene hjemme

Jeg elsker min mand over alt. Jeg bryder mig ikke om, at han ikke er hjemme hos mig og at skulle sove uden ham. En ting, jeg dog virkelig nyder ved at være alene hjemme, er, at jeg kan se alt det i fjernsynet, jeg ellers aldrig ser.

Der udspiller sig et helt ritual. Først går jeg i Føtex og handler lidt af det, jeg aldrig spiser. En pakke med ti Snøfler.

Tænk, at man kan få noget, der smager så sindssygt godt for kun 10 kr. Mit mundvand løber i vand straks jeg ser den lilla indpakning. Og jeg sætter al min styrke ind for ikke at åbne pakken, inden fjernsynet er tændt.

På forhånd ved jeg, hvad jeg vil se. Gift ved første blik. Genialt fjernsyn, synes jeg. Spild af liv, synes min mand. Men vi har jo heller ikke været igennem “det perfekte match” tjek.

“Hej far, jeg vil bare lige sige, at jeg skal giftes”. Åhhhh, så er vi igang med et af mine yndlings “jeg ser aldrig” programmer. Fordelen ved ikke at se den slags er, at man kan tage alle otte afsnit i rap .

I love it. Og jeg tuder. For jeg lever mig sådan ind i deres søgen efter at finde det, vi alle drømmer om nemlig kærligheden. Deres usikkerhed er så genkendelig. “Tænk, hvis han havde håbet på noget andet”, siger en.

Nu er det nu! Lykken! Fremtiden! Det ultimative match af en anden verden. De håber og drømmer om, at det bliver et livslangt eventyr. Og igen og igen såres de og sårer hinanden. For hvilken bagage har jeg med og hvilke mønstre har jeg?

Jeg håber og drømmer med de medvirkende. Forsøger også at ændre lidt på handlingen i ny og næ. “Ej , så du ikke, hvor ked af det du gjorde hende lige der?”. Jeg hører min egen stemme i stuen. Jeg snakker nemlig også med mig selv, når jeg er alene hjemme.

Snøflerne er spist.

Heldigvis var der to par, der klarede den denne gang, for ellers er det næsten ikke til at klare alle de følelser af fortabthed og opgivenhed.

Jeg fyldes af taknemmelighed over min mand. Det er trods alt en ubetydelighed, at vi ikke interesserer os for de samme tv programmer.

Måske du også gør noget du “aldrig gør”, når du er alene hjemme?