Seneste indlæg:

Naturen og mig

Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.

Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.

For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.

Naturens helende kraft  bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.

Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.

Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.

Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”

 

 

Min sommer

Mit barndoms sommerhus blev ivrigt besøgt hver sommer, for min far har altid ment, at: “der er intet som den danske sommer”. Og selvom mange af os har for vane at se fortiden i et mere nostalgisk lys, så regnede det altså også den gang.

Jeg husker livet i sommerhuset med blandede følelser. Duften af nybagt brød og frisk kløvet brænde. Smagen af hyben og hjemmelavet hyldeblomst. Men også en langsommelighed, der kunne bevæge sig over i kedsomhed. Så dagene med sol var meget velkomne, for så skulle vi til havet.

Om på bagsædet uden sikkerhedsseler og så afsted. Eneste formaning var, at vi ikke måtte bade en time efter, vi havde spist. Ellers var der fri leg i Vesterhavets voldsomme bølger.

Men mad skulle man jo have. Så min far slæbte den blå køletaske med forsyninger ned til vandkanten. Og min mor havde smurt madpakker og pakket alt ind i madpapir med navn på, så man ikke risikerede pludselig at sidde der med sin lillebrors leverpostej mad, når man selv kun kunne spise figenpålæg.

Leverpostej såvel som figenpålæg havde dog begge en topping af sand, der gjorde, at det knasede mellem tænderne, når vi spiste. Her var ingen sodavand, men vi kunne få en brikjuice, for det var jo ferie. Min bror med appelsin smag og jeg med æble.

Jeg stirrede ned i min mad. For når jeg kiggede til højre og til venstre, så vrimlede stranden med tyskere, der sprang rundt og spillede strandtennis uden en trævl på kroppen. Det var både spændende og chokerende på en gang.

Og inden vi kørte tilbage til sommerhuset, skulle vi nå forbi Købmanden, hvor vi hver dag måtte få en is. Også på en regnvejrsdag. Min bror valgte konsekvent den største, og jeg hørte min mors suk. Så jeg tænkte, jeg hellere måtte være den fornuftige storesøster og sikre familiens økonomi, så jeg valgte den billigste.

Og nu har jeg så valgt at skulle have sommerhus. Mit Jeppesen sommerhus rejser sig på grunden, mens jeg ligger her og tænker, om jeg har fortrudt. Har du også gjort noget, du aldrig troede, du ville gøre?

Du og jeg!

“Dig og mig, Alfred!”. “Ja, dig og mig, Emil”. Andet skal der ikke til for at bekræfte deres venskab og samhørighed. Og månen lyste og stjernerne strålede om kap over hele Katholt.

Det er en af de smukkeste scener, der udspiller sig her mellem Emil fra Lønneberg og staldkarlen Alfred. Og den har brændt sig fast i min hukommelse, fra jeg så den som barn første gang.

Emil og Alfred ved, hvad det hele handler om. Følelsen af at være elsket. Betydningen af en “du og jeg” relation. At være udvalgt – “dig og mig” “ja, dig og mig”.

Vi er ikke noget uden den anden. Uden vigtige andre. Hvis ikke vi har nogen at spejle os i, vil vi føle os usikre på os selv. Nære, tætte, sunde og stærke relationer er afgørende for vi mennesker.

Også selv om fokus i de seneste år i højere grad har været på selvudvikling og på konstant at skulle blive en bedre udgave af mig selv. Som om vi for en stund helt har glemt, at det er i relationer til andre, at vi lærer at blive til som menneske.

Forestil dig at du voksede op på en øde ø. Hvem skulle så lære dig om holdninger og værdier. Rigtigt og forkert. Lære dig at takle modgang i livet. Vi er nødt til at have relationer. Relationer, hvor der bliver lyttet til os i gensidig respekt. Det er altafgørende for vores trivsel som menneske.

Ligesom Emil, der i relationen til Alfred, bliver fyldt med god energi, sker det, når vi er i sunde relationer, at vi fyldes af følelsen af at blive løftet. Undersøgelser viser, at mere end 350.000 voksne er ensomme og  mere end 22.000 børn mellem 11-15 år er ensomme.

Vi mennesker har brug for andre mennesker. Og når det hele strammer til, og der er brug for tillid, håb og samhørighed, så er et “du og jeg” ikke til at komme udenom. Det vidner om kærlighed og trofasthed.

 

 

 

Mit København

Selvom jeg hverken er ung eller uerfaren, så kan jeg godt alligevel rammes af den der følelse af at være en naiv jyde, der er kommet til storbyen. For wauv, hvor er her bare anderledes end der, hvor jeg kommer fra. Det er nu præcist et år siden, at flyttebilen rullede ind med mit liv pakket i flyttekasser.

Som mange andre, der i disse år søger mod København, har jeg og min mand også taget springet. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Hvordan man overhovedet finder på at drømme den slags drømme som sindig jyde, ved jeg ikke helt præcist.

Jeg husker som barn, at jeg var på besøg i København ved min moster og onkel. Hele vejen hjem til Herning i den røde Viva gik snakken lystigt mellem mine forældre: ”Godt man ikke bor der, der er beskidt og det larmer og alle de biler og mennesker”. Så jeg har ikke fået drømmen med hjemmefra.

Jeg er vild med det. De havde jo ret mine forældre. København var den gang en forgældet, beskidt by. København har gennemgået en forvandling siden dengang. København er blevet hipt. København er i dag rig og velplejet. Nogle bydele er ikke til at kende igen, og fælles for dem er, at de alle udvikler sig, og ingen står stille.

Vi har slået os ned i en af disse bydele, som er i voldsom forandring nemlig Islands Brygge. Vi er en del af det store indtog. En del af en større folkevandring, der søger mod noget andet, end det vi kommer fra. Ganske vist er min mand og jeg for gamle til sådan rigtigt at blende ind med de andre. For her er overvægt af veluddannede unge med gang i karrieren.

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og det gør jeg i bogstaveligste forstand med bopæl i Sfinxen, der knejser sig op over Bryggen. Så ingen stenkast. Men altså stenbro er her i rigelige mængder. Vi bor i nybyggeri med elevator og underjordiske garageanlæg, så et ærligt træ ikke længere vil kunne lykkes med at slå rod ned gennem betonen. Og jeg elsker det. Jeg nyder hvert øjeblik.

Her har jeg har min egen praksis med udsigt over de smukkeste tæt-lav bebyggelser. Alene udsigten er helbredende. Fra min klinik kan man se havnen, der har sit eget liv med kajakker, små motorbåde og vandbusserne, der kan bringe folk fra Bryggen til fastlandet. Her tager jeg imod mennesker, der for en stund er faret vild i livet. Børn, unge og voksne. Alle indeholder de uopdagede ressourcer, og det er den største glæde at være med til at hjælpe dem videre ad en god vej.

 

Der findes ikke dårligt vejr….

Der findes ikke dårligt vejr. Det er kun et spørgsmål om påklædning. Sådan siger min far altid. Gu’ fanden findes der dårligt vejr. Ærlig talt må man gerne ærgre sig lidt over det danske sommervejr her to uger inde i feriestart.

Jeg vil i dag gå imod tidens trend, hvor selv en regnfuld og råkold juli skal takles som en positiv oplevelse med masser af spændende muligheder for det moderne positive omstillingsparate menneske.

Hvis ikke vi mærker, at der er ting, der er knap så skønne, hvordan så virkelig mærke, når livet er skønt og fantastisk. Alt kan kun defineres i sin modsætning. Vi ved kun, hvad smukt er, fordi vi har set noget grimt. Vi ved kun, hvad det vil sige at være høj, fordi vi ved, hvad lavt er.

Derfor findes der også dårligt vejr, for jeg har på min egen krop mærket, hvad det vil sige, at vejret er fantastisk.

Ligeså med livet. Der findes noget, der er smukt, trist og forfærdeligt.

Jeg fastholder, at der findes dårligt vejr og siger til min far, at på mig virker hans sætning bare som en floskel. For helt ærligt bliver det hele så ikke en ensartet grå grød uden nuancer, hvis alt er lige godt?

Alt er til i sin modsætning. Så ved jeg godt, det ikke hjælper at skælde ud over det ringe vejr. Vejret arter sig præcist, som det vil.

Jeg holder dog af at være i følelserne. Når nu vi mennesker er født med den fantastiske evne til at føle næsten ekstatisk glæde, stor sorg, frygtelig skyld og voldsom vrede, så er vi for mig at se også forpligtet på at føle det.

Vi er selvfølgelig udstyret forskelligt fra naturens side. Nogle mennesker kan næsten gå under betegnelsen jubeloptimister, mens andre har et grundlæggende sortsyn, der hænger ved dem.

Vi må bare ikke glemme nuancerne i følelserne, for det er der, livet virkelig mærkes.

Så lad mig ærgres over, at det pisser ned og er koldt.

Lad mig beholde nej-hatten på for en stund. Først da mærker jeg nemlig, at pludselig røg nej-hatten af midt i blæsevejret, fordi jeg kom i tanke om, at derhjemme venter min elskede med en kop varm kakao med flødeskum.

 

Perfekt som mor

Det er min dejlige datter, Olivia, på billedet. Hun fylder 27 år i dag og er blevet en fantastisk dejlig ung pige med sunde holdninger og værdier. Når jeg tænker tilbage på hendes pubertet, så billedet ikke helt så fredfyldt ud. Det har mange gange slået gnister. Smækken med døre og vilde udbrud.

Jeg husker, at jeg engang fandt telefonbogen frem til hende, da hun truede med at ville finde en anden familie. Det var dengang, man havde telefonbøger. Og jeg bad hende ringe til Kommunen, så de kunne finde et bedre hjem til hende, når nu jeg var så åbenlyst umulig i rollen som mor.

Vi kender den alle. Den dårlige samvittighed over ikke at slå til. Frygten for ikke at være god nok. Det gælder i mange af livets sammenhænge. Men en frygt overstiger dem alle. Ja, simpelthen angsten for at være det værste af det værste en kvinde med børn kan beskyldes for at være: En dårlig mor.

Sker det, at du går med den slags selvbebrejdelser, og er de blevet af et omfang, hvor det ikke længere er nok, at dine veninder og andre forsikrer dig om, at du altså er god nok, så er der en god øvelse at lave.

Prøv engang at forestille dig den værst tænkelige mor, du nogensinde har hørt om…. Et eksempel kunne være Bodil – hende fra Rytteriet du ved nok. Skriv så op på et stykke papir, hvad der karakteriserer Bodil.

Nu går øvelsen så ud på, at du tager hvert udsagn for sig og ser på, i hvor stor udstrækning du selv har disse karakteristika. På en skala fra 1-10, hvor 10 er præcist som du er, tager du og scorer hvert udsagn for sig. På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg intimiderer min datter? På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg blander mig i alt i min datters privatliv? Etc..

Før du ved af det, vil dommen over dig selv være mildnet betydeligt. Det kan være en nødvendig øvelse i de år, hvor dine børn som led i deres naturlige løsrivelsesproces vil pege fingre af alt, hvad du gør.

Bare rolig- det hele falder til ro igen, når puberteten er klinget af. I mellemtiden kan du med fordel sammenligne dig selv med Bodil.

Og når jeg ser mine børn i dag, så tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort , så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet nogle dejlige mennesker.

Et godt fundament

Så sker der virkelig noget på vores grund. Soklen til vores kommende Jeppesen sommerhus er netop blevet støbt. Det syner ikke af meget, når man står der og ser på soklen til det, der skal bære drømmen.

Men alligevel er fundamentet ret afgørende. For uden et sikkert fundament, så vil det, man bygger ovenpå, ikke kunne holde til noget som helst.

Når jeg står der på grunden og ser lyset brydes gennem træernes grene, begynder drømmen at tage form. Her skal snart opføres et skønt sommerhus med plads til udfoldelse sammen med hele familien. Her skal der være plads til levet liv. Ludo på en regnvejrsdag, bål på en sommeraften.

Jeg ser på fundamentet igen og kommer i tanke om, at det egentlig er et meget godt billede på det, jeg ofte forsøger at lære forældre, jeg møder i min konsultation, fordi de er faret vild i kærligheden.

Ofte hører jeg om vigtigheden af, at forældre gør alt for deres børn, fordi ingen kan være uenige i, at børn er afgørende vigtige, når man først har sat dem i verden. Og midt i deres iver efter at ville gøre alt så godt for børnene, har de helt glemt sig selv og hinanden.

Da er soklens betydning for et godt forhold ret anvendligt som metafor. For uden et godt fundament  (et godt forældresystem) er der ikke noget, som børnesystemet kan bygge på.

Så netop fordi børnene er det vigtigste i et familiesystem, er det afgørende nødvendigt at sikre, at forældrene har tid til at pleje deres parforhold. Derved sikres det at fundamentet er stabilt og der kan bygges ovenpå med det smukkeste hus (børnesystemet).

Alt for mange par glemmer den anden og husker kun at pleje børnesystemet. Og imens smuldrer fundamentet bort.

Opslaget er skrevet i samarbejde med Planet Huse, der dog ikke har haft indflydelse på indholdet.

Student

Smukke unge mennesker. Så sprang I ud. Lige nu fylder I gadebilledet med jeres huer og dejlige humør. Det varmer mig altid om hjertet at se en flok glade unge mennesker, som nu er klar til at tage næste skridt ud af den vej, der skal være jeres fremtidige vej. Overstået er nogle vigtige år, hvor I , hvadenten huen  er blå, rød eller en helt tredje farve, har gennemgået en ret vild dannelsesproces.

For ikke kun det faglige er man top motiveret for at suge til sig i de år. Det er også nogle vigtige år for dannelsen af ens identitet. Hvem er jeg, og hvad står jeg for? Så selvom I ikke alle er kommet ud med landets højeste gennemsnit, så er det ikke alt, man kan gøre op i, hvad man kan bruge det til. De seneste år skulle gerne have vist Jer, at mange ting er vigtige i sig selv. Ting, der kan opleves at være helt uden noget bestemt formål, og alligevel er det betydningsfuldt.

Jeg kom til at tænke på Jer og et af de buzzwords, vi har fyldt jer med de seneste 3 år, da jeg så min egen datter i ny smart T-Shirt forleden. “Girls can do anything”, står der med fed tryk på brystet. Først blev jeg sådan lidt rødstrømpe glad. For ja, piger kan ofte meget mere, end de tror.

Men så var det, at det slog mig, at det netop er en af de ting, vi har fyldt jeres generation med. Ideen om at I kan lige, hvad det skal være, når bare I vil det nok. Og det er i bedste fald naivt og i værste fald en farlig læring. Alt er langt fra muligt. Og når først vi er lykkedes med at bilde dig det ind, så er der kun én at bebrejde, hvis du ikke lykkes.

Og det er måske i virkeligheden en af forklaringerne på, at vi har fået skabt en generation, der ser ret forkælede ud, men som indeni har det skidt. Så hvis jeg skulle komme med et håb for alle I smukke unge mennekser, så skulle det være at fortsætte den dannelsesproces, I nu har skudt igang og huske på, at man kan blive meget, når man har hjertet med, men man hverken kan eller skal alt.

Min datter er mor

Jeg tror ikke, der er nogen af jer der kan have overset, at jeg er blevet mormor. Jeg tilslutter mig gerne det kor af bedsteforældre, der stolte fortæller om, hvor fantastisk det er.  For selvfølgelig er det en helt sindsyg følelse det giver i kroppen at stå med sådan en lille ny i sine arme. Det er der imidlertid skrevet rigtig meget om, og det er derfor ikke det, dette blogopslag skal handle om. Nej, det er min datter. Min datter i rollen som mor.

For det, der er kommet bag på mig, er  de følelser, det vækker at se min datter som mor. Wauv, det er ubeskriveligt fantastisk at være vidne til. Jeg bliver så overmåde stolt over at se den måde, hun passer sin lille Karl på. Måden hun er sammen med ham på. Måden hun ser ham på.

Hun er blevet mor i en tid, hvor der er umenneskelige krav til, hvordan man bør være som mor. Man kan ikke åbne et magasin, uden der er opgivet en opskrift på, hvordan man bør gøre. Du må ikke… du skal… du skal altid… du må aldrig….. Samtidig er der et helt kor af mere eller mindre tvivlsomt uddannede, der har en mening om, hvad din baby skal.

Barnet skal ligge på maven 5 min per leveuge i løbet af en dag. Barnet skal lære at spise efter de og de principper. Barnet skal lære at sove på sit eget værelse. Barnet bliver mest tryg af at sove ved dig. Det er lige til at fare vild i som nybagt mor.

Jeg ser på min datter og rammes af de varmeste følelser, for hun gør det allervigtigeste, en mor kan gøre. Hun ser Karl. Altså sådan rigtig “ser”. Noget af det altafgørende for, at et barn kan udvikle sig til et helt og sundt menneske, er, at det bliver set. At barnet bliver set med øjne og med hjerte.

Rub og stub

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så sker det nok også for dig, at du kan rammes af misundelse. Bare en lille smule en gang imellem. Selvom det er en af de 7 dødssynder at kunne blive misundelig, så tror jeg, ingen kan sige sig fri.

Jeg kunne vælge at skrive et blogopslag om, at misundelse i virkeligheden ikke burde høre til i kategorien dødssynd, da det kan være uhyre motiverende engang imellem at møde andre, der har opnået noget, og som man selv gerne vil gøre dem efter. Det kan betyde, at man lige giver den en ekstra skalle og opper sig som man kalder det lidt friskfyragtigt.

Men det er slet ikke den form for misundelse, jeg vil skrive om. Det er den der fortærrende en af slagsen, hvor man ærlig talt ikke viser den mest charmerende side af sig selv. Hvor man, når man tænker på den andens held, fortrin, gode job eller fede hyre, får det hele pakket ind i en grim dæmonisering af den anden. Fordi man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have.

“Er hun ikke  bare født med en guldske i røven?”, hvisler det ud mellem mine tænder, inden jeg kan stoppe ordstrømmen.  Eller: “det er da klart, hun ser godt ud, hun bruger jo formuer på det”. Eller: “helt ærligt, det er jo ikke svært at få et fedt job, når man slikker andre i røven”.

Inden denne form for misundelse får for godt tag i mig, har jeg indført Helle Joof’s: “Byttereglen”.  Tag selv testen.

Måske jeg gerne ville have det fede job, lange smukke ben, på dyre rejser og have en rig mand. Men det er forbudt at plukke. Man skal tage hele pakken. Så job, ferier, børn, mand, venner, familier ja alt skal du bytte lige over med.

Du må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som du gerne vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, jeg vil bytte med.