Seneste indlæg:

Mobil afhængighed

Indrømmet jeg er afhængig. Jeg har et misbrug. Jeg er afhængig af min mobil. Jeg opfører mig, som om min mobil er en naturlig forlængelse af mig. Det er som om, den pludselig en morgen er vokset ud fra min krop. Og der sidder den så og kalder på mig med jævne mellemrum. Jeg skal bare lige hurtigt tjekke, om der er sket noget nyt på Facebook. Lige hurtigt sende en SMS eller tjekke op på en besked. Jeg kunne aldrig drømme om at forlade min lejlighed uden at have min mobil på mig. Det første jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at tjekke min mobil. Det er det sidste, jeg gør, inden jeg går i seng.

Skærmen trigger vores hjerne. Med små røde farver, pling lyde og belønninger, der minder om sukkerknalder, stjæler skærmen vores opmærksomhed. Den kalder på os. Mobilen fucker med vores hjerne og er indrettet til og udviklet med det ene formål, at vi hele tiden bare må have mere tid sammen med vores bedste ven.

Jeg møder i mit arbejde mange børn og unge, der har symptomer fra kroppen. Symptomer som hovedpine, træthed, kvalme og mavesmerter. Symptomer der er ødelæggende for dem i deres hverdag. Nogle har selvfølgelig symptomer, fordi de ikke trives derhjemme eller i skolen, men overraskende mange har symptomer, fordi de har indsovningsbesvær og slet ikke får søvn nok.

Når man går dem på klingen, er de afhængige af deres mobil og andre elektroniske medier, der stjæler deres vigtige søvn. Jeg indrømmer at jeg ikke er den rette til at komme med anbefalinger. Men trods jeg ikke selv lever efter anbefalingerne, så vil jeg fastholde, at vi har et voksen ansvar for de yngre generationer og skal sikre børn og unges digitale sundhed. Vi skal og bør sikre digital dannelse.

Anbefalingerne hedder absolut ingen mobil eller Ipad minimum en time inden sovetid. Lyset på skærmen påvirker vågenhedscentret i hjernen, så barnet ikke kan falde i søvn. Som mobil afhængig ved jeg, hvad jeg taler om. Og at tro et barn kan være fornuftig og lægge sin mobil fra sig og ikke se på den efter en fast aftalt tid er for meget ansvar at give barnet. Mobilen er lavet til at skulle friste brugeren til bare lige et lille kig mere. Så jeg mener at mobiltelefonerne skal ud af børneværelserne.

 

 

Islands Brygge: Here we come

Flyttekasserne er pakket. Spændingen stiger til uanede højder, for er det ikke lige lidt for vildt, det vi nu kaster os ud i? ”Vi” er min mand og jeg. Min mand er født og opvokset i Esbjerg. Jeg har boet her i 19 år. Mine børn er vokset op her. Som min datter spurgte forleden: “Hvad skal det til for?”

Vi vil prøve livet på Islands Brygge. Ikke “full time” men i weekenderne. Som et slags omvendt sommerhus. Vi bytter bare skovens dybe stille ro ud med stenbro og larm. Inden længe bliver jeg nabo til speltmødre. Beboere med et par velklædte børn med bindestregs navne og årskort til Louisiana.

Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at drikke dyr kaffe på en cafe, købe ind i Torvehallerne, hænge ud på Refshaleøen. Og jeg glæder mig til metro og S-tog, der kører i pendulfart.

Jeg kommer fra Herning. Hvor fanden er Herning, vil du måske spørge? Herning er, hvor jeg gik i Gymnasiet og levede min barn- og ungdom. Siden fulgte studieår i Århus, inden jeg i en årrække flyttede helt tæt på naturen. Ud hvor det lugter af gylle, og hvor det er mørkt, når det er mørkt.

Så kom Esbjerg med rå natur, skov og strand. Så hvorfor i alverden flytte hen, hvor alt er brolagt og ingen pløjemarker i miles omkreds?

Fordi jeg trives der midt i al hurlumhejet. Jeg får aldrig nok af at se på mennesker. Bare sidde på en cafe og betragte menneskene. Jeg holder af forskelligheder. Om det er ham hipsteren eller den ældre kvinde i guld gamacher.

Og så er det et perfekt sted at afprøve drømmen om privat praksis som Børnepsykolog. Hver fredag slår jeg dørene op til Psykologen på Bryggen.

Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Måske det viser sig, at jeg slet ikke bryder mig om tempoet og længes efter søvnige søndage i gågaden uden et øje. Og hvor vi drillende siger, at hvis du falder om, så er der ingen, der finder dig før mandag morgen, når butikkerne åbner. Måske jeg kommer til at savne vinden i håret.

Men allervigtigst så ved jeg, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg forfulgte min drøm.

Måske kommer jeg hjem igen og skifter sommerhuset på Islands brygge ud med et på Vestkysten. Men så har jeg prøvet det. 

 

Sammen og alligevel alene

Når jeg har samtaler med børn og unge, hører det med i den indledende samtale at spørge til barnets fritid og relationer til andre. “Er du sammen med dine venner efter skoletid?”, spørger jeg. Et sådant spørgsmål kan imidlertid ikke stå alene. For hvad betyder det, at “være sammen med”? Så jeg må være mere konkret og spørger, om de er hjemme ved kammerater efter skole. Det er overraskende få.

Børnene og de unge har en alligevel en opfattelse af at være sammen. Blandt børn og unge findes der mange virtuelle fællesskaber, hvor skærmen er blevet mødestedet i stedet for at mødes ansigt til ansigt.

Jeg tilhører en generation, hvor det er rummet, der definerer, om vi er sammen. Sådan er det ikke længere. For børn og unge er det tiden, der definerer, om de er sammen. Det kaldes tiltideværelse i modsætning til vores tilstedeværelse. For dem handler det om at være sammen i tid og ikke i rum sammen. Jeg sender dig en snap af mig, der sidder og spiser en bolle, og vupti er vi sammen. Sammen om at dele dette øjeblik.

De vil helt sikkert kalde mig gammeldags, når jeg kalder til besindelse. Men jeg bliver alligevel nødt til at slå fast, at det giver ikke det samme at mødes online, som når vi mødes fysisk og har øjenkontakt. Det kan rent faktisk måles i hjernen.

Når et andet menneske rører ved dig frigives hormonerne dopamin og oxytocin. Det sænker blodtrykket og gør dig mere rolig. Mange rører ved mobilen i stedet for hinanden, i den tid vi nu lever i.

Vi har fokus på den fysiske sundhed. Du skal spise sundt, ikke ryge, huske at motionere. Men vi har stadig ikke helt forstået betydningen af det mentale og interpersonelle. Og det er tankevækkende, for det er relationer, der topper listen over faktorer, der har betydning for, hvor længe vi lever. Og ikke kun hvor længe men også kvaliteten af det liv, vi lever. Det betyder altså mere end rygning, motion og overvægt.

Skidt og kanel

Nu har jeg jo sat mig for, at denne blog skal være en ærlig blog og også til tider tåkrummende ærlig. Jeg har erfaret, at når man blogger ærligt, så kan andre spejle sig i det. Og det er afgørende for mig. For det perfekte menneske findes kun på sociale medier, hvor vi helst deler ud af løbeturen, den nye kjole, den dyre taske. Jeg blogger også om det, vi helst vil skjule.

Ja, ja det er godt med dig Jeanne, men altså behøver du være så klodset, kan jeg høre min mand brumme i baggrunden. Men ja, det hører med til at være mig. Og du må tage hele mig. Måske du engang i fremtiden kan designe din drømmepartner og trykke på delete knappen ved de mindre flatterende egenskaber, men indtil da må du nøjes.

Nu er det sådan, at min mand er ret struktureret. Det er jeg ikke. Jeg nævner det bare her, fordi det får afgørende betydning for den scene, der nu udspiller sig.

Min svigersøn elsker boller i karry, og min mand kan lide boller i karry. Og han kan lave det. Derfor er det en rigtig smart ide at invitere dem på middag og lade min mand stå for madlavningen denne aften.

Når nu man er struktureret, så sørger man for allerede aftenen inden at sikre sig, at vi har karry i huset. Det er nemlig sådan, at hvis man kigger ned i skuffen med krydderier, så kan det være svært helt at overskue, om der gemmer sig en karry dernede. Check, kunne jeg så meddele og trygt overlade indkøb og madlavning til min mand.

Næste dag da jeg kommer hjem fra arbejde, er det tydligt for enhver, at kokken i aften ikke er mig. Der er en boks med finthakkede løg klar til karrysovsen. En anden boks står klar med de fint skårne æblestykker. Farsen står og trækker på køl.

Køkkenchefen svinger glad gryderne. Alt er timet – ris, kødboller og nu skal sovsen så laves. “Finder du lige karryen?”, spørger min mand. Check. Det næste der sker, tør jeg ikke skrive om…

Der breder sig en duft af jul, i det øjeblik kanel blander sig med de perfekt klarede løg og æbler i tern.

 

Min smukke datter

Det hele begyndte med et telefonopkald. “Er I hjemme? Må Anders låne nogle antihistaminer af dig?”

Så stod I pludselig der i døråbningen, og Anders lignede ikke just en, der havde allergi. Og alligevel ramte det mig helt uden forberedelse lige der en lørdag formiddag midt mellem indkøb og en kold fadøl på Torvet.

“Du skal være mormor”. Mormor? Hvem mig? Jamen, hvad sker der lige her? Du er jo bare min lille Bum.

Langsomt steg nyheden op til min hjerne. Der skete en eksplosion af følelser indeni, og pludselig var det hele bare for stort og smukt til at kunne rummes inden i lille mig, og tårerne pressede sig på og måtte ud.

Klimaændringer er ikke lige det, man har mest lyst til at tænke på, når man står der og lige har fået overbragt en stor glædelig nyhed. Alligevel sker der umærkeligt det midt i den største glæde, at angsten sniger sig ind.

Den menneskelige hjernes særlige evne til sprog og tænkning har enorme fordele og har været nøglen til, at mennesket er blevet den dominerende art. Det har så bare nogle sideeffekter.

Sprog og tænkning gør os i stand til at genopleve smertefulde oplevelser. Så selv på de glædeligste dage kan lidelsen blive den uindbudte gæst. Som når vi på vores bryllupsdag tænker på de personer, der ikke kan opleve dagen med os, fordi de er døde.

Og vi er i stand til at tænke frem og skræmme os selv ved tanken om ubehagelige og truende fremtidsscenarier. Den menneskelige hjerne evner nemlig både at trække tråde bagud i tid og tænke frem i tid.

Når jeg ser på dig smukke datter, ønsker jeg mig at være i nuet. Lige nu vil jeg stoppe sproget og tænkningen og bare nyde øjeblikket. For hold nu op, hvor er det for sindssygt.

Tilbageblik

Sidder på en bænk i solen og mindes. Når jeg tænker tilbage på 1960’erne og 70’erne, hvor jeg var barn og ung, får jeg en række billeder for mit indre blik. Jeg var med på det nyeste med hessiantapet og ølkasser. Farverne var orange og brunt. Og min skibsbriks var med beige betræk og udtræks skuffer.

Der var te på bordet, til når veninderne kom på besøg og musik på anlægget. Kassettebånd jeg havde optaget fra mine forældres lp plader. Man skulle trykke “play” og “rec” på én gang, og vupti havde man optaget Dr Hook.

Det ord, der kommer til mig, er TRYGHED.

Så kom 80’erne. Lis Sørensen, Anne Linnet og Sanne Salemonsen. Wow!

Første store kærlighed og drømmen om et for evigt. Studieår og rigeligt af “ingen penge”. På væggen hænger et maleri, som min eks-mand købte, for penge vi ikke havde.

Det ord, der kommer til mig,  er FORVENTNINGSFULDHED.

Så kom 90’erne. Mit bedste og værste årti, fordi det er årene, hvor jeg fik tre vidunderlige børn. Først kom Lea så Olivia og Jonas. Jeg er deres Mutti, Mammi, Mama. De er det bedste, der er sket. Og året 1994, hvor jeg mistede min mor, er det værste.

Det ord, der kommer til mig, er KÆRLIGHED.

Millinium… mulighedernes årti. Tryk på karrieren og “Here we come”. Årene med karriere og nok at se til.

Det ord, der kommer til mig, er MULIGHED.

10’erne blev vendepunkt. Opbrud, nedbrud, gennembrud. Farvel tryghed og goddag nyt liv. Nu står du her, og hvor vil du hen du?

Ser børn blive voksne og danne par. Nye liv skabes og vi blir fler. Bryllup, barnedåb og overflod af glæde.

Det ord, der kommer til mig, er TAKNEMMELIGHED.

Hvad mon 20’erne vil bringe? For mig? For dig?

Mind the gap

At være blogger forudsætter, at man kan finde inspiration. Det sker, at jeg kan gå lidt i panik ved tanken om, at nu er det snart fredag igen, og hvad skal jeg nu blogge om.

Når så jeg rammes af en tanke, en følelse, en stemning fyldes jeg af lettelse over ikke at være henvist til skriveblokering denne uge.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg var på tur til London. Pludselig da jeg så skriften i betonen på metrostationen “Mind the gap”, vidste jeg, at her var nogle ord, der på et tidspunkt skulle blogges om.

“Virkelighedskøften” slog det mig så pludseligt. Nu havde jeg en ramme for mit skriv. Og så skriver bloggen næsten sig selv.

Der er ni grundlæggende følelser. Efterhånden som jeg remser dem op så overvej med dig selv, om der er tale om en god og positiv følelse eller en dårlig og negativ.

Er du klar?

Kærlighed…, glæde…, nysgerrighed…, vrede…, frygt…, sørgmodighed…, skyld…, chok…, afsky…. Langt de fleste vil nå et resultat, der hedder: 3 positive og 6 negative. Seks ud af ni følelser opleves som negative.

Det viser lidt om, hvad det vil sige at være menneske. To ud af tre af de normale menneskelige følelser, som vi alle oplever igen og igen livet igennem, føles ikke gode, men tværtimod som ubehagelige.

Vi lever i et samfund, som vil bilde os ind, at vi bør føle os godt tilpas hele tiden. Hvor realistisk er det lige? Og nu til tilbage til overskriften for denne blog: “Mind the gap”. Jeg vil som sagt kalde det for virkelighedskløften. Kløften mellem den virkelighed vi har, og den virkelighed vi ønsker. Jo større kløften er, jo mere smerte føler vi.

Men for at undgå de smertefulde følelser vil prisen være, at vi heller ikke kunne føle de positive. Vi ville ikke længere kunne elske og holde af. Ingenting ville betyde noget.

Så det er valget til dig og mig. Vil du leve med, at kløften til tider føles næsten ubærlig smertefuld mod at kunne mærke, at livet betyder noget, at mennesker betyder noget for dig?

Konfirmand

 DE 10 BUD

1. Du skal kun gøre det, du kan dø med

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal vælge dine kampe med omhu

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal huske at komme masser af glimmer på

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

Elsker dig for evigt

I dag den 10.05 er det nøjagtig 6 år siden, at jeg forelskede mig hovedkuls i min mand.

Når mine nærmeste spørger, hvad det var, der gjorde, at jeg forelskede mig i ham, kommer jeg med lange romantiske forklaringer.

Ikke et ord om biokemi. Jeg synes som de fleste andre, at det lyder bedre at sige, at jeg blev ramt i hjertet. Hjertet er det smukkeste symbol, vi har. Og vi mærker da også rent fysisk hjertet slå hurtigere, når vi bliver forelsket.

Alligevel begynder det hele i hjernen. Tiltrækningen sker i form af en række velrystede cocktails. Ikke dem du måske har indtaget i baren men af signalstoffer og hormoner. Særligt stofferne serotonin og oxytocin sammen med et ordentligt skævt  dopamin. Så fiser de rundt i det limbiske system, hvor de drypper ud i rigelige mængder i særligt den emotionelle del af hjernen. Og så springer sikringerne.

Du er blevet forelsket.

I den fase vil de fleste opleve, at de hver især får det bedste frem i den anden. Hvad det er, der gør,  at nogle efter en periode i stedet begynder at få det værste frem i hinanden, har jeg aldrig helt forstået.

Men ofte glemmer vi at holde gang i de vigtige kærlighedshormoner.

Jeg går nu ind i det mest kritiske år i mit parforhold. Ifølge skilsmissestatestikkerne er det sjette år det år, hvor flest par gir op og vælger at bryde ud af forholdet.

Hvis du synes, at dit forhold er værd at bevare, skal der gøres en indsats for at bevare det.

I modsætning til tidens trend, hvor vi alt for ofte kun gør noget for egen vindings skyld, gælder det om i et parforhold at gøre noget for den anden. Og når din partner gør noget for dig, så fokuser på det. Lys det op og kast glimmer efter det.

En ting er at føle taknemmelighed i forhold til sin kæreste. Hvis vi virkelig vil styrke forholdet, skal værdsættelsen siges højt. Fokuser på din partners gode handlinger og sig: Jeg sætter virkelig pris på, at…

En sætning som “jeg elsker dig” kan miste sin værdi, hvis blot vi siger det næsten automatisk. Det er magiske ord, når de siges med nærvær og gerne følges op med et eksempel.

Så i brevet, min mand får af mig i dag, står der: Jeg elsker dig, fordi du………Har du brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Ciao bella Italia

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Jeg er meget optaget af mindfulness for tiden. Mindfulness som en metode til at være mere tilstede her og nu.

Efter en lille uges ferie her i mit Paradis slår det mig, at måden, de lever livet på her i denne bjerglandsby, er indbegrebet af mindfulness. Og de har med garanti ikke læst om det i nogen lærebøger.

På fotoet ser I en særlig disciplin, som italienerne i de små byer praktiserer hvert år i Maj måned. Hele gågaden er ryddet. Og så udspiller der sig et skue, så man må knibe sig i armen. For det ligger så langt væk fra alt vores krav om effektiviseringer og om at alt skal have et formål og en nytteværdi.

På gaden tegnes de smukkeste mønstre op. Ingen er ens, men alle har hver deres egen fortælling. Børn og voksne unge og gamle samles nu langs hele gågaden og går igang med at lægge de mest vanvittige mønstre.

Bladene fra alle mulige blomster tages i brug. Alle farver fra forskellige blomster sorteret møjsommeligt efter nuance.

To dage tager det at lægge hvert eneste mønster, og der er minimum ti forskellige mønstre igang i løbet af de dage, hvor Fiori di Norma udspiller sig.

Alle vi, der ikke er med til at dekorere, går målløse rundt og ser på og beundrer deres værk. Og så bliver man pludselig vidne til, hvad mindfulness er sådan skåret helt ind til benet. For for disse italienere er det nuet, der tæller.

Fakta er nemlig, at næste gang det blæser op, så forsvinder disse kunstværker med vinden. Men det bekymrer ingen sig om. Det er billedsmukt sålænge det varer.