Kender du det, at et stykke musik kan bringe minder frem, vi for længst troede, vi havde glemt. Min mand elsker at lytte til sine gamle LP plader. Og selvom nogle nyere numre har sneget sig ind i samlingen, så er det de gode gamle kendinge, der er hans foretrukne.
Musik vækker minder.
Musik kan forstærke det humør, vi er i.
Musik fremkalder følelser.
Musik trøster og opmuntrer os, når vi er alene og knytter os sammen med andre, når vi lytter i fællesskab.
Musik kan få dig til at ville danse og synge højt og inderligt. Og det kan få dig til at være stille og afslappet.
Du har sikkert et stykke musik, du synes særligt godt om. En melodi, der måske oven i købet giver dig gåsehud. Fra moderne hjerneforskning ved vi nu, at hvis der er et stykke musik, vi kan lide, så udløses der dopamin i hjernen. Kroppens eget belønningssystem. Derfor kan vi opleve en trang til at høre det samme stykke musik igen og igen.
En persons musiksmag dannes typisk i ungdomsårene. Vi bruger musik til at markere et særligt tilhørsforhold i en gruppe. Til at understrege hvem vi er – måske også politisk. Men også vores personlighed afgør vores musiksmag.
Og netop fordi det er i ungdomsårene, vi danner vores musiksmag, har musikken vi lyttede til dengang det med at blive vores foretrukne smag i al fremtid. For årene er sammenfaldende med, at vi rammes af de største følelser, vi hidtil har oplevet- nemlig forelskelse. Og oplevelser vi har, mens vi er følelsesmæssigt påvirket, har det med at sætte sig bedre fast end andre oplevelser.
Ligesom vintrene var mere snefyldte og somrene varmere, da vi var børn, så var musikken også bare bedre, da vi var unge. Sådan tror jeg alle har det.