Hvorfor denne blog?

Jeg har længe gået med en drøm om at blive blogger. Jeg vil sætte mit eget liv i spil i en refleksion over livet og vores forhold til andre. Som privatpraktiserende psykolog møder jeg hver dag mennesker, der beriger mig med deres måde at være på. Med deres små sejre i livet, deres eftertanke. Som mor, ægtefælle og som veninde har jeg en stor dejlig familie og omgangskreds, der giver mit liv indhold. De er alle mine inspiratorer.

Det vil være muligt at genkende bidder af sin egen historie i min blog, da min hensigt netop er at skrive ærligt og vedkommende. Dog også altid respektfuldt og selvfølgelig med udgangspunkt i, at dem, jeg møder i mit professionelle liv, er beskyttet af tavshedspligt.

”Familieliv” skal være hovedoverskriften for min blog. Ingen detalje fra hverdagslivet er for lille til at få opmærksomhed indenfor denne overskrift. Det være sig parforhold, kærlighed, skilsmisse, singleliv, børn, opdragelse, psykiske og fysiske sygdomme i familien.

En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes. Nogle vil argumentere for, at familie udelukkende kan defineres gennem slægtskab, mens andre vil argumentere for en bredere opfattelse af familiebegrebet. Jeg er fortaler for en bred tilgang. I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier.

Jeg er selv en del af en sådan moderne familie. Vi er en familie med mine og dine børn, der hver har deres særlige familier, men sammen er vi også en familie. Så at tale om familie i meget snæver forstand giver ikke rigtig mening, i den tid vi lever i. Det gør så nok ikke de dilemmaer, vi kan stå over for mindre end i de gode gamle dage, hvor der på godt og ondt var meget mere, der ikke var til diskussion.

Familien af i dag lever ikke løsrevet fra det samfund, der omgiver os. Mange af mine blogs vil blive en kommentar til de samfundsmæssige grundvilkår, vi har som familie og menneske – herunder vores singlekultur, individualisme, præstationskultur og alt hvad det giver af forventningspres.

Det, du finder i Jeanne Om Familieliv, skal du se som inspiration til at leve netop dit liv. Så lev det nu.

Følg mine indlæg her på bloggen. Der kommer et nyt indlæg hver fredag eftermiddag.