Spiller du på A eller B holdet?

Det har netop ringet ind til et nyt skoleår. Og når de nye elever står klar, parat, og spæner afsted på start, så er der nogen, der har bedre chancer for at komme først over målstregen.

Da min bonusdatter i sin tid skulle begynde i børnehaveklassen, kom hun i sit fineste puds med sine forældre i hånden. Her skulle hun for første gang møde sin kommende klasselærer.

Efter at have fremsagt sit navn kunne klasselæreren meddele den kommende elev, at hun skulle gå i B klassen. ”Så skal du ikke regne med mig”, var hendes overrumplende svar. ”Jeg vil kun gå i A klassen”.

Den historie har vi grinet af mange gange i familien. Andre skal ikke sådan hundse rundt med hende og tro, de skal bestemme. Men nok så vigtigt – hun er ikke en, der vil nøjes med at være på B holdet.

Nu ved jeg godt, at 0B ikke betyder, at man går på et B hold. Hvor skulle hun imidlertid vide det fra. Hun havde sine erfaringer fra det lokale håndbold hold i Hasle.

Hele livet bliver vi delt ind i A og B hold. Man skal ikke være ret gammel, inden man forstår, hvor det er sjovest at være.

En ting er at komme på B holdet til håndbold eller fodbold, noget helt andet er at være på B holdet socialt set. Og meget tyder på, at har dine forældre spillet på det hold,  så er det meget svært at få oprykningstilladelse til A holdet.

“Kom”, siger vi lokkende. “Du kan blive alt, når bare du vil det nok”. Med den tænkning er der kun en at bebrejde, hvis man oplever ikke at slå til.

Vi må ikke være blinde for ulige muligheder. Du kan være både flittig og dygtig og alligevel kæmpe en umulig kamp for at bryde de sociale mønstre.

Den sociale arv vejer fortsat meget tungt og er svær at bryde ud af. Når vi siger til de unge, at de har alle muligheder negligerer vi al viden om social ulighed, og dermed individualiserer vi deres udfordringer.

Gå eventuelt til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

 

Alkohol og grænsesætning

Mine børn er voksne nu. Da de var yngre og begyndte at drikke alkohol, havde jeg meget strenge regler for, hvor meget alkohol, de måtte drikke. Fornylig talte vi om, hvordan de havde øvet sig i at gå lige, inden de skulle gå de få skridt fra døren og hen til min seng for at fortælle, at nu var de hjemme. De troede, at jeg troede, at de ikke drak mere end det aftalte.

Så naiv var jeg ikke. Jeg vidste udmærket, at de drak mere. Selvom det var en del år siden, jeg selv havde været i den alder, så kunne jeg nemlig godt erindre mig, hvordan min veninde og jeg drak rævepis. Rævepis var betegnelsen for en blanding af slatter fra mine forældres barskab. Ved kun at tage en ganske lille mængde fra hver flaske, kunne det ikke spores. Det smagte, som ordet siger, af rævepis. Det stoppede ikke vores iver efter mere.

Når nu vi alle ved, at det sker, hvorfor så ikke bare tillade det? Relationer bygger vel på tillid?

Derfor er der også mange af mine venner, der argumenterer for, at man skal have en liberal holdning til alkohol. Efter deres mening er det vigtigt, at man har en ærlighed omkring alkohol. Og den går fløjten, når man sætter rammer op, der alligevel brydes, argumenterer de. Og mange lader deres unge afprøve alkohol i trygge rammer derhjemme.

Et studie fra 2017 viser, at børn der får tilbudt alkohol af deres forældre begynder at drikke tidligere og mere sammenlignet med børn, som ikke har fået alkohol derhjemme.

Det er en kendsgerning, at teenagere bryder deres forældres regler og alkoholpolitikker. Det er jo det, det går ud på som teenager. Det betyder imidlertid ikke, at forældre ligeså godt kan droppe at sætte rammer. Tværtimod skal man turde sætte restriktive regler op. For de vil bryde dem uanset, men deres alkohol indtag vil blive mindre.

Det er at tage forældreansvar at holde fast i, at grænsen er 16 år, velvidende at ens barn begynder at drikke tidligere. For det er at foretrække, at de begynder så småt at rykke ved grænsen som 15 årige fremfor som 13 eller 14 årige, fordi vi har forsøgt at komme den unge i møde.

Vi skal som forældre turde at sætte klare rammer for, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, og hvad der er vores holdninger og værdier.

Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk

Sammen og alligevel alene

Når jeg har samtaler med børn og unge, hører det med i den indledende samtale at spørge til barnets fritid og relationer til andre. “Er du sammen med dine venner efter skoletid?”, spørger jeg. Et sådant spørgsmål kan imidlertid ikke stå alene. For hvad betyder det, at “være sammen med”? Så jeg må være mere konkret og spørger, om de er hjemme ved kammerater efter skole. Det er overraskende få.

Børnene og de unge har en alligevel en opfattelse af at være sammen. Blandt børn og unge findes der mange virtuelle fællesskaber, hvor skærmen er blevet mødestedet i stedet for at mødes ansigt til ansigt.

Jeg tilhører en generation, hvor det er rummet, der definerer, om vi er sammen. Sådan er det ikke længere. For børn og unge er det tiden, der definerer, om de er sammen. Det kaldes tiltideværelse i modsætning til vores tilstedeværelse. For dem handler det om at være sammen i tid og ikke i rum sammen. Jeg sender dig en snap af mig, der sidder og spiser en bolle, og vupti er vi sammen. Sammen om at dele dette øjeblik.

De vil helt sikkert kalde mig gammeldags, når jeg kalder til besindelse. Men jeg bliver alligevel nødt til at slå fast, at det giver ikke det samme at mødes online, som når vi mødes fysisk og har øjenkontakt. Det kan rent faktisk måles i hjernen.

Når et andet menneske rører ved dig frigives hormonerne dopamin og oxytocin. Det sænker blodtrykket og gør dig mere rolig. Mange rører ved mobilen i stedet for hinanden, i den tid vi nu lever i.

Vi har fokus på den fysiske sundhed. Du skal spise sundt, ikke ryge, huske at motionere. Men vi har stadig ikke helt forstået betydningen af det mentale og interpersonelle. Og det er tankevækkende, for det er relationer, der topper listen over faktorer, der har betydning for, hvor længe vi lever. Og ikke kun hvor længe men også kvaliteten af det liv, vi lever. Det betyder altså mere end rygning, motion og overvægt.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Konfirmand

 DE 10 BUD

1. Du skal kun gøre det, du kan dø med

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal vælge dine kampe med omhu

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal huske at komme masser af glimmer på

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

Uge sex

Blog om familieliv lægger et ekstra blogopslag op på en kedelig mandag i anledning af, at det er uge sex, hvor fokus i år er på grænser.

Det er afgørende vigtigt, at børn og unge får lært at man godt kan være cool ved at sige STOP, når man mærker at ens grænse overskrides.

Der er en anden grænse, jeg med dette blogopslag omvendt håber flere vil overskride. Nemlig den grænse mange forældre tilsyneladende oplever i, hvad de kan blande sig i omkring deres børns og unges liv på de sociale medier. Her synes jeg, flere skal blande sig mere, også selvom det kan opleves grænseoverskridende at skulle gøre for en generation, der er vokset op i brevhemmelighedens tidsalder.

Vore børns relationer er blevet digitaliserede, derfor er børn mere på nettet, end vi selv er og nogensinde kommer. Man skal tidligt etablere en kultur, hvor opførsel på nettet er noget, man snakker om, og noget som de voksne blander sig i.

Mange børn og unge oplever at få deres grænser overskredet. Og mange kan slet ikke mærke, hvor deres grænser er. Kroppen er blevet et objekt. Sanseligheden har trange kår. Det handler om at vise frem. Vise sine private dele frem og sågar dele foto på de sociale medier af ens mest private dele.

Ikke alene er der sket et skred i, hvad vi viser frem. Måden vi gør det på er også skræmmende. Jeg møder ofte piger i min konsultation, som har sendt meget intime og private fotos af sig selv til en kæreste, og som, da forholdet er afsluttet, har måttet leve med, at billederne er blevet delt på de sociale medier.

Andre lægger nøgenfotos og videos op af sig selv af egen fri vilje. Måske efter gruppepres og i hvert fald i et forsøg på at vinde status. Grænser bliver overskredet.

Vi kan ikke overvåge dem. Men det er vigtigt, at vi lærer vores børn tidligt, at det er okay, at vi som forældre »kigger« med. Det skal være legitimt, at vi som forældre spørger ind og undersøger, hvad de laver, når de er online.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

 

STOP tiden

Under hashtags som #mit guld, #min prinsesse og #stop tiden, fortæller nybagte forældre om alle successene ved at være blevet forældre. Om det er Facebook, Instagram eller Snap, så har alle medier det til fælles, at de dyrker glansbilledet.

Mine unger- biologiske såvel som bonus – sad og jokede med den tendens, der har bredt sig inde på de sociale medier om, hvor hyggeligt et barselsliv er med overskud og perfekt forældreskab.

Ikke et ord om at #mit guld og #min prinsesse kan være mere end en prøvelse, og at der er dage, hvor man har lyst til at sige op som mor, og hvor ens barn er øretæveindbydende eller bare kedeligt at tilbringe tid sammen med. For ikke at nævne, at man er døden nær, fordi man igen igen ikke har fået sovet.

“STOP tiden” hvinede de, mens de var ved at omkomme af grin. Og jeg grinede højest.

Og helt ærligt, så er der udenfor de sociale medier dage, der byder på alt andet end hyggelige slentreture  med barnevognen, og hvor tiden kun går for langsomt.

Så skete der det, at min bonus datter fik en lille pige.

Hun er så bedårende, smuk og dejlig. Hun er familiens første lille baby og alle elsker hende. Så lille og fin ligger hun der og kigger med sit klare blik og næsten suger dig ind. Helt stille betragter hun verden med det særlige, udforskende blik som kun babyer besidder.

“Lille prinsesse”, hvisker jeg svagt. Straks slår jeg mig selv oven i hovedet, for jeg har tidligere blogget om det problematiske i, at en hel generation af prinsesser er ved at oversvømme landet.

Jeg kigger på hende igen. Og så får jeg lyst til at råbe ud i hele verden: STOP tiden.

Men lad mig så ved samme lejlighed stoppe myten om det perfekte. Og lad os være enige om, at der også i et forældreskab er meget, der er svært. Men hold nu op, hvor er det fantastisk.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Nisser findes da!

“Man må ikke lyve for sine børn! Hvad mener du? Du er børnepsykolog”. Vi sad til et arrangement og diskussionen gik på jul og nisser. 

Og uenigheden opstod, fordi en mor fortalte, at nisserne hjemme ved dem skulle have lækker risengrød i weekenden, nu det var første søndag i advent.

Jeg gad godt være nisser hjemme hos Jer, svarede jeg. 

For jeg mener ikke, det er at lyve.

Når man lader sig rive med, er det som at gå ind i en helt eventyrlig verden, hvor alt kan ske. Hvor nisser virkelig findes. Og jeg elsker det. 

Vi voksne har en gang om året mulighed for at blive som børn igen, hvis vi for en stund slipper rationaliteten. 

Vi har brug for at dele de fantastiske fortællinger og myter, der er i denne søde juletid. Det er vores tradition, og det er ikke at lyve at fortælle historier.

Der er ikke ret meget vi mennesker tror på længere. Jeg tror på nisser. Jeg tror på fantasien.

Nisser og julemænd er lavet af det stof, som drømme er gjort af. Her findes julemanden, flyvende rener og nisser. Og fortællingerne om dem er ren magi.

Jeg glæder mig, når jeg ser ind i barnets strålende øjne, når det opdager, at nissen har farvet mælken blå.

Forventningsfulde stiller de grød frem for at få nissen i godt humør, og måske han også kigger forbi med en lille ting til sokken.

Det er den bedste tid på året.

Så tilbage til spørgsmålet. Jo, man må gerne lyve lidt. For alternativet er værre -nemlig en barndoms jul uden sjov, fis og ballade og uden eventyr.

Brug fantasien alt det bedste du har lært og se du blir som barn igen og ender med selv at tro på nisser.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Perfekt som mor?

Når man som jeg hver uge blogger med udgangspunkt i sit eget levede liv, er det klart, at man ikke kan undgå at få en lille kommentar med på vejen af sine voksne børn engang imellem.

Vi har en aftale om, at når jeg direkte omtaler dem i et blog opslag, så godkender de først teksten. Ikke fordi de har gjort alvor af retten til censur. Men deres kommentarer har nogle gange givet afsæt til et nyt blog opslag.

Sådan skete det, da jeg lavede et blog opslag om, hvor afgørende det er for barnets selvværd, at vi som forældre ikke skælder ud og har for høje forventninger til, at børn skal kunne rette ind. For det kan børn ikke.

Nu er en ting jo gode psykologfaglige teorier. Og noget andet er virkeligheden.

I virkeligheden er der ingen af os, der er perfekte som forældre.

Og dybest set tror jeg, at langt de fleste forældre gør alt det bedste, de kan.

Nå, men tilbage til min ældste datters kommentar på mit fine blogopslag om at vise overskud og være kærlig og omsogsfuld i sin opdragelse af sit barn.

Hun kunne nemlig ikke lade være med at sige, at jeg da skulle blogge om dengang, jeg havde sat hende af ude midt i no-mans land.

Så det handler dette blogopslag om.

Jeg havde som nybagt mor besluttet med mig selv, at jeg ikke ville være sådan en skældud mor, der hele tiden kom med tomme trusler til sine børn. Derfor har jeg altid forsøgt ikke at sige: ”Hvis ikke du opfører dig ordentligt lige nu, så….”

Men altså så skete det lige der midt på en stille landevej i Naur tæt på Holstebro.

Her er der så roligt, at man kan høre græsset gro. Hvis altså ikke det lige var fordi, Lea sad der og skreg, fordi hun skulle være spændt fast i sin autostol.

Roen havde ikke lige just smittet af på mig, for pludselig røg ordene ud af min mund: Hvis ikke du stopper nu, så kommer du til at gå hjem!

Det i sig selv var ret langt ude at sige, for som sagt var vi ude midt i ingenting, og hun var kun lige fyldt 5 år.

Lea skreg selvfølgelig videre, for hun gad ganske enkelt ikke sidde stille længere. Men jeg havde lovet mig selv ikke at komme med tomme trusler. Så der var kun en ting at gøre – konsekvens.

Så resolut kørte jeg bilen ind til siden. Jeg stoppede bilen. Gik om til bagsædet. Løsnede selen og løftede Lea ud af stolen. Stillede hende i vejkanten. Smækkede bildøren i og så kørte jeg.

Hun har aldrig glemt det. Det var så voldsom en oplevelse for hende. Det er flovt for mig som mor. Og jeg har sagt undskyld mange gange.

Nogle gange kommer vi voksne til at sige noget dumt, og så skal vi ikke holde fast i “når man har sagt a…”, men i stedet være voksne nok til at indrømme vores fejl og sige: Undskyld,  det var mig, der tabte hovedet. 

Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

Sov så for pokker

Debatten har kørt i den forløbne uge omkring en gammel bestseller: Godnat og sov godt. Nu begynder flere nemlig at stille spørgsmålstegn ved metoden.

Og metoden må have en kommentar med på vejen fra mig.

Rigtig mange forældre har prøvet at stå magtesløse, fordi de ikke kan få deres lille barn til at falde i søvn. En hel dag har man været på som forælder, og endelig er det tid til lidt voksenhygge i sofaen.

Og så vil han ikke lægge sig til at sove. Den der har sovetjansen falder selv udmattet i søvn under timelange forsøg på at få barnet til ro.

Det kan få de fleste forældre til at ville gøre næsten hvad som helst.

Derfor er det naturligt at tage imod med kyshånd, når fagprofessionelle tilbyder et værktøj, der virker.

Spørgsmålet, jeg ikke kan undlade at stille i ugens blog, er dog: Hvorfor virker metoden?

Metoden, der er tale om, kaldes “søvntræning”. I alt sin enkelthed går det ud på at lære barnet at falde i søvn alene ved gradvist at øge det antal minutter, man står udenfor barnets soveværelse.

“Godnat og sov godt”, siger man med overbevisning i stemmen.

Når barnet så græder eller kalder, skal man vente i x antal min. Ventetiden bliver gradvist øget. Helt op til 17 min. Man går ind til barnet efter en fast plan og gentager sit: “Godnat og sov godt”.

Spørgsmålet er, om barnet så sover godt?

Det lille barn oplever en indre stress tilstand, når det adskilles fra sine forældre. Det vil forsøge at få trygheden tilbage ved at kalde på forældrene eller ved at græde.

Forskning viser, at barnets stress niveau øges, når man laver søvntræning. Det tyder derfor på, at når det tilsyneladende har en effekt, så skyldes det ikke, at barnet har lært, at der ikke er noget at frygte.

Barnet har i stedet lært, at dets forsøg på at kalde på trøst bliver ignoreret. Barnet opgiver.

En tryg tilknytning forudsættes af, at barnet lærer, at far og mor kommer, når jeg kalder.

En usikker tilknytning vil sige, at barnet mangler en grundlæggende tillid til, at forældrene altid vil være der, når det har brug for dem.

Så søvntræning er helt klart effektivt, men  tryghedsskabende er det ikke. Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Om opdragelse

Hvorfor sige nej, når man kan sige ja? Sådan sagde en gammel klog kone engang til mig, da jeg lige havde fået mit førte barn, Lea.

Hun var 90 år og havde et ansigt så rynket som en indtørret rosin, så der var mange års erfaring bag hendes vise ord.

Nu sad hun der med sit glas Kijafa og Feodora chokolade. Det var næsten helt mørkt i stuen, for hun holdt af at “holde mørkning”. Den tid på dagen, hvor mørket får lyset til at vige og skaber en helt særlig stemning, hvis man undlader at tænde elektrisk lys.

Hun kiggede på mig som for at sikre sig, at jeg havde forstået. Det havde jeg faktisk ikke i første omgang, for jeg troede, at hun mente, at jeg bare skulle give mit barn lov til alt.

Det blev til mange snakke i årene frem, for der er nu ikke noget så lærerigt som at kunne lytte til en gammel kvindes mangeårige erfaringer. Snart lærte jeg derfor, hvad der lå bag ordene:

”Hvorfor sige nej, når man kan sige ja”.

Børn har brug for at indgå i trygge relationer. Når man rækker tunge til det nyfødte barn, vil barnet selv række tungen ud. Så helt fra nyfødthedsperioden spejler barnet sig i omsorgspersonen. Gennem den tætte kontakt bliver barnet klogere på sig selv og omverden.

Mange har for høje forventninger til deres barn og tænker, at de da må forstå at et nej er et nej. Hvorfor skal det være nødvendigt at gentage sig selv igen og igen.

Men barnet er styret af impulser, og hjernen er slet ikke udviklet til at kontrollere deres lyster. Barnet forstår derfor ikke, at “Vi skal afsted NU, for ellers kommer vi for sent”, når nu dukken lige ligger der og ser så ked ud af det og tydeligvis gerne vil leges med.

Skæld ud er ikke godt for børn. Børn vender skæld ud indad og får følelsen af ikke at være god nok.

Prøv i stedet at aflede barnet. “Fandt du lige dukke Esmerelda. Hun er fin. Du kan lege med hende, når vi er hjemme igen”.

Det øger sandsynligheden for at undgå konflikt. Og øger chancen for at dit barn føler sig set, og det øger selvværdet.

Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk