Student

Smukke unge mennesker. Så sprang I ud. Lige nu fylder I gadebilledet med jeres huer og dejlige humør. Det varmer mig altid om hjertet at se en flok glade unge mennesker, som nu er klar til at tage næste skridt ud af den vej, der skal være jeres fremtidige vej. Overstået er nogle vigtige år, hvor I , hvadenten huen  er blå, rød eller en helt tredje farve, har gennemgået en ret vild dannelsesproces.

For ikke kun det faglige er man top motiveret for at suge til sig i de år. Det er også nogle vigtige år for dannelsen af ens identitet. Hvem er jeg, og hvad står jeg for? Så selvom I ikke alle er kommet ud med landets højeste gennemsnit, så er det ikke alt, man kan gøre op i, hvad man kan bruge det til. De seneste år skulle gerne have vist Jer, at mange ting er vigtige i sig selv. Ting, der kan opleves at være helt uden noget bestemt formål, og alligevel er det betydningsfuldt.

Jeg kom til at tænke på Jer og et af de buzzwords, vi har fyldt jer med de seneste 3 år, da jeg så min egen datter i ny smart T-Shirt forleden. “Girls can do anything”, står der med fed tryk på brystet. Først blev jeg sådan lidt rødstrømpe glad. For ja, piger kan ofte meget mere, end de tror.

Men så var det, at det slog mig, at det netop er en af de ting, vi har fyldt jeres generation med. Ideen om at I kan lige, hvad det skal være, når bare I vil det nok. Og det er i bedste fald naivt og i værste fald en farlig læring. Alt er langt fra muligt. Og når først vi er lykkedes med at bilde dig det ind, så er der kun én at bebrejde, hvis du ikke lykkes.

Og det er måske i virkeligheden en af forklaringerne på, at vi har fået skabt en generation, der ser ret forkælede ud, men som indeni har det skidt. Så hvis jeg skulle komme med et håb for alle I smukke unge mennekser, så skulle det være at fortsætte den dannelsesproces, I nu har skudt igang og huske på, at man kan blive meget, når man har hjertet med, men man hverken kan eller skal alt.

Jeg blir til Karl

Jeg var sammen med gode venner forleden. Min veninde var blevet angrebet af andre studerende på sit studie for at være alt for lidt kønsneutral  i sin kunst og alt for hvid, tynd og kvindelig. Tag lige den.

Ikke kun i Sverige, men også herhjemme har forkæmpere for en kønsneutral børneopdragelse talt om, at drenge og piger skal opdrages ens, lege med det samme legetøj og have kønsneutrale navne.

Jeg går ikke ind for unisex navne og unisex legetøj eller for at anvende det kønsneutrale ord “hen” i stedet for “han” og “hun”. 

Køn er nemlig ikke udelukkende en social konstruktion. Forskellene mellem drenge og pigers adfærd skyldes ikke kun, at vi behandler dem forskelligt. Vi mennesker består også af gener. Og der er nogle ret afgørende genetiske årsager til drenges og pigers forskellige adfærd.

Hjernen hos de to køn udvikler sig forskelligt og på forskellig vis. Piger topper på præstationer, der involverer sprog, og de er ofte karakteriserede ved en større sårbarhed. Det kan være med til at forklare, at særligt de unge piger ligger under for præstationspres.

Hormonet testosteron findes i højere koncentration hos drenge og mænd, og det påvirker deres adfærd. De bliver lettere opfarende og udafreagernde og mister hurtigere fokus.

Vi kan ikke gå imod naturen. Og for at sikre drenge og piger de bedste muligheder, så skal vi netop være opmærksomme på de biologiske variationer for at øge chancen for, at de kan udnytte deres potientiale bedst muligt.

Vi må tage alvorligt, at drenge fra naturens side kan have tendens til at være mere aggressive, så vi  kan hjælpe dem til at finde mere hensigtsmæssige strategier til at styre vreden på.

Ligesom pigerne skal opfordres til at turde tro mere på sig selv og sænke forventninger til egne præstationer. Hvis man opdrager drenge og piger ens, gør man i stedet forskellene større.

Selvfølgelig skal Karl som alle andre børn have den kønsopfattelse, han selv ønsker. Vi ved endnu ikke, hvor meget hans biologiske køn vil  vægte. Vi ved endnu ikke, hvordan hans seksualitet vil blive.

Men han er Karl, og han vil blive elsket,  præcis som den han er.

Fars pige

Danmarks for tiden mest sete og på samme tid mest udskældte program på DR vækker vores forargelse. Ingen skælder for øvrigt i parentes bemærket ud på DR over, at de udstiller en pige på den måde, som de gør.

Stor er vores forargelse over, at Alva altid har direkte adgang til sin fars Platinkort og kan køre det igennem for at berige sig med øreringe, tasker og andre vilde luksusting. Alva er blevet kaldt et Curling barn. Men stop lige et øjeblik. Er det i virkeligheden ikke sådan, at Alvas fars fejekost bare er større end vi andres?

For er det ikke karakteristisk for de børn og  unge, der vokser op i dag, at vi alle forkæler dem og giver dem alt, hvad vi kan. Alvas far tjener så mange penge, at det rækker til Gucci og Chanel, men det er vel i princippet ikke værre, end det vi andre gør? Men rart er det selvfølgelig, at der er nogen, der gør det mere overdrevent end os selv. Det giver sådan en dejlig ro og selvtilfredshed.

Egentlig kan det ikke få mig op at ringe, at det er et Platinkort, der køres igennem. Det er helt andre temaer, der bekymrer mig. Som når far fejlagtigt tror, man skal være bedste venner  med sit barn. Når far ikke tør være en autoritet. Når far ikke sætter grænser og selv er grænseløs. Og når man glemmer, at selvværd ikke bygges af Chanel tasker eller billigere ting for den sags skyld.

Selvværd kommer indefra. Det sker, når de primære omsorgspersoner evner at vise dig, at du er god nok, præcis som du er. Ikke kun når make-up, hår og korsettet sidder perfekt. (Faktisk den scene jeg bliver mest trist over). Ikke kun når du er den, der bliver inviteret med til de rigtige fester. Og det er så her, jeg bliver bekymret på Alvas vegne.

For hun beskriver en tomhedsfølelse så hjerteskærende. En tomhedsfølelse, jeg møder hos rigtig mange unge i dag. Og selv mærkevarer kan ikke fylde det hul. Eller fjerne angsten for at fejle og ikke kunne leve op til alle de usagte forventninger, der lurer under overfalden.

Selvværd og selvtillid

En af mine yndlingsklienter er kun 9 år gammel. Han kan sige tingene så rammende, at jeg bliver blæst helt bagover. Sådan skete det forleden. Han var dagens første klient, og jeg havde knap fået søvnen gnedet ud af øjnene. Jeg skal love for, at han fik vækket mig lige der et sted mellem 7:40 og 7:45.

Han så på mig med et undrende udtryk: “Jeg forstå det ikke”, sagde han. ”Hvorfor er man ikke god nok, som man er? Jeg skal hele tiden være den bedste både i skolen, til fodbold og til alt. Det er så irriterende”. De sidste ord fik ham til at græde, så det var tydeligt, at her var meget på spil følelsesmæssigt.

Selvværd knytter sig til væren, og selvtillid knytter sig til performance. Du kan altså godt have masser af selvtillid uden nødvendigvis at have selvværd.

Barnet ved slet ikke, at man kan være dygtig til at spille bold og til at score mål. Det oplever bare glæden ved at løbe rundt og måske have det sjovt med andre. Ret hurtigt lærer barnet imidlertid, at det kan få anerkendelse for sine evner derude på fodboldbanen.

Der er stor forskel på, om man siger til barnet: “Wauv, hvor var det skønt at se, at du hyggede dig og var opmærksom på at spille til de andre”. Eller man siger “Wauv, du spiller godt og scorer mange mål”. Det sidste måske endda med en ekstra motivations faktor som at: “Du får 5 kr. for hvert mål, du scorer”.

Selvværd handler om at have en grundlæggende tro på, at man er god nok, præcis som man er. Uanset om man scorer mål, piger eller fede jobs. Hvis selvværdet ikke er solidt funderet, prøver vi at kompensere ved at være dygtige.

Spiller du på A eller B holdet?

Det har netop ringet ind til et nyt skoleår. Og når de nye elever står klar, parat, og spæner afsted på start, så er der nogen, der har bedre chancer for at komme først over målstregen.

Da min bonusdatter i sin tid skulle begynde i børnehaveklassen, kom hun i sit fineste puds med sine forældre i hånden. Her skulle hun for første gang møde sin kommende klasselærer.

Efter at have fremsagt sit navn kunne klasselæreren meddele den kommende elev, at hun skulle gå i B klassen. ”Så skal du ikke regne med mig”, var hendes overrumplende svar. ”Jeg vil kun gå i A klassen”.

Den historie har vi grinet af mange gange i familien. Andre skal ikke sådan hundse rundt med hende og tro, de skal bestemme. Men nok så vigtigt – hun er ikke en, der vil nøjes med at være på B holdet.

Nu ved jeg godt, at 0B ikke betyder, at man går på et B hold. Hvor skulle hun imidlertid vide det fra. Hun havde sine erfaringer fra det lokale håndbold hold i Hasle.

Hele livet bliver vi delt ind i A og B hold. Man skal ikke være ret gammel, inden man forstår, hvor det er sjovest at være.

En ting er at komme på B holdet til håndbold eller fodbold, noget helt andet er at være på B holdet socialt set. Og meget tyder på, at har dine forældre spillet på det hold,  så er det meget svært at få oprykningstilladelse til A holdet.

“Kom”, siger vi lokkende. “Du kan blive alt, når bare du vil det nok”. Med den tænkning er der kun en at bebrejde, hvis man oplever ikke at slå til.

Vi må ikke være blinde for ulige muligheder. Du kan være både flittig og dygtig og alligevel kæmpe en umulig kamp for at bryde de sociale mønstre.

Den sociale arv vejer fortsat meget tungt og er svær at bryde ud af. Når vi siger til de unge, at de har alle muligheder negligerer vi al viden om social ulighed, og dermed individualiserer vi deres udfordringer.

Gå eventuelt til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

 

Alkohol og grænsesætning

Mine børn er voksne nu. Da de var yngre og begyndte at drikke alkohol, havde jeg meget strenge regler for, hvor meget alkohol, de måtte drikke. Fornylig talte vi om, hvordan de havde øvet sig i at gå lige, inden de skulle gå de få skridt fra døren og hen til min seng for at fortælle, at nu var de hjemme. De troede, at jeg troede, at de ikke drak mere end det aftalte.

Så naiv var jeg ikke. Jeg vidste udmærket, at de drak mere. Selvom det var en del år siden, jeg selv havde været i den alder, så kunne jeg nemlig godt erindre mig, hvordan min veninde og jeg drak rævepis. Rævepis var betegnelsen for en blanding af slatter fra mine forældres barskab. Ved kun at tage en ganske lille mængde fra hver flaske, kunne det ikke spores. Det smagte, som ordet siger, af rævepis. Det stoppede ikke vores iver efter mere.

Når nu vi alle ved, at det sker, hvorfor så ikke bare tillade det? Relationer bygger vel på tillid?

Derfor er der også mange af mine venner, der argumenterer for, at man skal have en liberal holdning til alkohol. Efter deres mening er det vigtigt, at man har en ærlighed omkring alkohol. Og den går fløjten, når man sætter rammer op, der alligevel brydes, argumenterer de. Og mange lader deres unge afprøve alkohol i trygge rammer derhjemme.

Et studie fra 2017 viser, at børn der får tilbudt alkohol af deres forældre begynder at drikke tidligere og mere sammenlignet med børn, som ikke har fået alkohol derhjemme.

Det er en kendsgerning, at teenagere bryder deres forældres regler og alkoholpolitikker. Det er jo det, det går ud på som teenager. Det betyder imidlertid ikke, at forældre ligeså godt kan droppe at sætte rammer. Tværtimod skal man turde sætte restriktive regler op. For de vil bryde dem uanset, men deres alkohol indtag vil blive mindre.

Det er at tage forældreansvar at holde fast i, at grænsen er 16 år, velvidende at ens barn begynder at drikke tidligere. For det er at foretrække, at de begynder så småt at rykke ved grænsen som 15 årige fremfor som 13 eller 14 årige, fordi vi har forsøgt at komme den unge i møde.

Vi skal som forældre turde at sætte klare rammer for, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, og hvad der er vores holdninger og værdier.

Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk

Sammen og alligevel alene

Når jeg har samtaler med børn og unge, hører det med i den indledende samtale at spørge til barnets fritid og relationer til andre. “Er du sammen med dine venner efter skoletid?”, spørger jeg. Et sådant spørgsmål kan imidlertid ikke stå alene. For hvad betyder det, at “være sammen med”? Så jeg må være mere konkret og spørger, om de er hjemme ved kammerater efter skole. Det er overraskende få.

Børnene og de unge har en alligevel en opfattelse af at være sammen. Blandt børn og unge findes der mange virtuelle fællesskaber, hvor skærmen er blevet mødestedet i stedet for at mødes ansigt til ansigt.

Jeg tilhører en generation, hvor det er rummet, der definerer, om vi er sammen. Sådan er det ikke længere. For børn og unge er det tiden, der definerer, om de er sammen. Det kaldes tiltideværelse i modsætning til vores tilstedeværelse. For dem handler det om at være sammen i tid og ikke i rum sammen. Jeg sender dig en snap af mig, der sidder og spiser en bolle, og vupti er vi sammen. Sammen om at dele dette øjeblik.

De vil helt sikkert kalde mig gammeldags, når jeg kalder til besindelse. Men jeg bliver alligevel nødt til at slå fast, at det giver ikke det samme at mødes online, som når vi mødes fysisk og har øjenkontakt. Det kan rent faktisk måles i hjernen.

Når et andet menneske rører ved dig frigives hormonerne dopamin og oxytocin. Det sænker blodtrykket og gør dig mere rolig. Mange rører ved mobilen i stedet for hinanden, i den tid vi nu lever i.

Vi har fokus på den fysiske sundhed. Du skal spise sundt, ikke ryge, huske at motionere. Men vi har stadig ikke helt forstået betydningen af det mentale og interpersonelle. Og det er tankevækkende, for det er relationer, der topper listen over faktorer, der har betydning for, hvor længe vi lever. Og ikke kun hvor længe men også kvaliteten af det liv, vi lever. Det betyder altså mere end rygning, motion og overvægt.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Konfirmand

 DE 10 BUD

1. Du skal kun gøre det, du kan dø med

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal vælge dine kampe med omhu

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal huske at komme masser af glimmer på

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

Uge sex

Blog om familieliv lægger et ekstra blogopslag op på en kedelig mandag i anledning af, at det er uge sex, hvor fokus i år er på grænser.

Det er afgørende vigtigt, at børn og unge får lært at man godt kan være cool ved at sige STOP, når man mærker at ens grænse overskrides.

Der er en anden grænse, jeg med dette blogopslag omvendt håber flere vil overskride. Nemlig den grænse mange forældre tilsyneladende oplever i, hvad de kan blande sig i omkring deres børns og unges liv på de sociale medier. Her synes jeg, flere skal blande sig mere, også selvom det kan opleves grænseoverskridende at skulle gøre for en generation, der er vokset op i brevhemmelighedens tidsalder.

Vore børns relationer er blevet digitaliserede, derfor er børn mere på nettet, end vi selv er og nogensinde kommer. Man skal tidligt etablere en kultur, hvor opførsel på nettet er noget, man snakker om, og noget som de voksne blander sig i.

Mange børn og unge oplever at få deres grænser overskredet. Og mange kan slet ikke mærke, hvor deres grænser er. Kroppen er blevet et objekt. Sanseligheden har trange kår. Det handler om at vise frem. Vise sine private dele frem og sågar dele foto på de sociale medier af ens mest private dele.

Ikke alene er der sket et skred i, hvad vi viser frem. Måden vi gør det på er også skræmmende. Jeg møder ofte piger i min konsultation, som har sendt meget intime og private fotos af sig selv til en kæreste, og som, da forholdet er afsluttet, har måttet leve med, at billederne er blevet delt på de sociale medier.

Andre lægger nøgenfotos og videos op af sig selv af egen fri vilje. Måske efter gruppepres og i hvert fald i et forsøg på at vinde status. Grænser bliver overskredet.

Vi kan ikke overvåge dem. Men det er vigtigt, at vi lærer vores børn tidligt, at det er okay, at vi som forældre »kigger« med. Det skal være legitimt, at vi som forældre spørger ind og undersøger, hvad de laver, når de er online.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

 

STOP tiden

Under hashtags som #mit guld, #min prinsesse og #stop tiden, fortæller nybagte forældre om alle successene ved at være blevet forældre. Om det er Facebook, Instagram eller Snap, så har alle medier det til fælles, at de dyrker glansbilledet.

Mine unger- biologiske såvel som bonus – sad og jokede med den tendens, der har bredt sig inde på de sociale medier om, hvor hyggeligt et barselsliv er med overskud og perfekt forældreskab.

Ikke et ord om at #mit guld og #min prinsesse kan være mere end en prøvelse, og at der er dage, hvor man har lyst til at sige op som mor, og hvor ens barn er øretæveindbydende eller bare kedeligt at tilbringe tid sammen med. For ikke at nævne, at man er døden nær, fordi man igen igen ikke har fået sovet.

“STOP tiden” hvinede de, mens de var ved at omkomme af grin. Og jeg grinede højest.

Og helt ærligt, så er der udenfor de sociale medier dage, der byder på alt andet end hyggelige slentreture  med barnevognen, og hvor tiden kun går for langsomt.

Så skete der det, at min bonus datter fik en lille pige.

Hun er så bedårende, smuk og dejlig. Hun er familiens første lille baby og alle elsker hende. Så lille og fin ligger hun der og kigger med sit klare blik og næsten suger dig ind. Helt stille betragter hun verden med det særlige, udforskende blik som kun babyer besidder.

“Lille prinsesse”, hvisker jeg svagt. Straks slår jeg mig selv oven i hovedet, for jeg har tidligere blogget om det problematiske i, at en hel generation af prinsesser er ved at oversvømme landet.

Jeg kigger på hende igen. Og så får jeg lyst til at råbe ud i hele verden: STOP tiden.

Men lad mig så ved samme lejlighed stoppe myten om det perfekte. Og lad os være enige om, at der også i et forældreskab er meget, der er svært. Men hold nu op, hvor er det fantastisk.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk