Børnehøjde

Terapi er et kedeligt alternativ til et godt børneliv. Det vigtigste bliver at finde ind til om der er noget barnet gerne vil kunne når barnet er færdigt med at gå i behandling hos mig som barnet ikke kan nu.

Min yngste datter

Jeg husker den dag i flyveren, hvor jeg var på vej på forlænget weekend til Italien. Vi var netop landet, og min mobil blev taget af flymode. Der tikkede en sms ind: “Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at leve længere”.

Jeg har taget tilløb til at skrive dette blog opslag af flere omgange. Så spurgte min datter: “Hvad ville du skrive om mig, hvis du skulle lave et blogopslag?”. Og inden jeg havde nået at svare, fortsatte hun selv med: “skriv om dengang”.

Men det er svært, for der er så mange følelser i spil. Afmagt, skyld og stor sorg, taknemmelighed og stolthed. Men også overvejelser om, hvordan det vil være for min datter, at I nu læser med. Hun insisterer på, at tabuet skal brydes.

Jeg anser ikke mig selv for at være verdens dårligste mor, men jeg forstod ganske enkelt ikke omfanget af katastrofen. Jeg tror ikke, jeg ville se det. Hun havde, set i bakspejlet, haft det rigtig skidt over en meget lang periode.

Hun talte langsomt og lavt, trak sig fra veninderne og sov konstant. Hvorfor havde jeg slet ikke lagt mærke til alle de klassiske træk? Jeg er trods alt psykolog. Nok fordi det gjorde alt for ondt at skulle forholde mig til det.

Jeg genkalder mig følelsen, der fyldte min krop, da vi trådte ind gennem dørene til Psykiatrisk ambulatorium. Det var som om, væggene væltede ned over mig, og jeg kunne næsten ikke trække vejret.

Diagnosen blev stillet med det samme. Depression. Min elskede datter. Hun er jo så mild og dejlig. Det gav ingen mening. Det var som en ond drøm. Det er forældres værste mareridt, at ens barn bliver ramt af alt for store udfordringer her i livet.

Min datter er heldigvis gjort af et helt særligt stof, og hun har kæmpet sig ud af mørket. Det er 6 år siden nu. Jeg er meget stolt af, at hun vælger at være åben omkring sin depression og forhåbentlig kan det hjælpe andre at vide, at der er en vej ud af det mørkeste mørke.

Vejer du for meget?

Der er i de senere år sket en stigning i antallet af børn og unge, der er overvægtige.  En af årsagerne til overvægt er, at børn i dag sidder mere stille, end de gjorde, “da jeg var barn”.

Også sukkerindtaget er blevet en stor udfordring. Og her hjælpes vi ikke ligefrem på rette vej, for det er billigere at købe en 2 liters sodavand end at købe en 35 cl flaske. Og slik er ikke længere noget, hvor man står ved kioskmanden og beder om “for 1 kr af de der og 50 øre af de der”. Næh, det hældes ned i kæmpe poser med plads til rigelige mængder slik.

Men som forældre er det vigtigt at lære dit barn gode vaner, for der er meget, der tyder på, at overvægtige børn har øget risiko for at blive mobbet og har dårligt selvværd. Endelig er der øget risiko for at udvikle følgesygdomme. En vægtstigning kan også være udtryk for, at barnet eller den unge ikke trives.

Forældre vil gerne gøre det bedst mulige for deres børn. Mange er i tvivl, om de overhovedet må tale med deres barn om overvægten. De er bange for, at barnet så vil føle sig forkert. Min erfaring er, at børnene godt selv ved, at de vejer for meget og gerne vil have dialogen.

Og det er et forældre ansvar at minimere fristelserne i hjemmet. Børnene har brug for den ydre styring og brug for, at der ikke findes et skab fyldt med slik og kiks og kager. For når de ikke kan modstå det, så kommer den dårlige samvittighed. Så et godt sted at starte den sundere livsstil er ved at smide alt snack ud.

De elektroniske medier er kommet for at blive, og vi skal lære at takle dem på en fornuftig måde.  Planlæg aktiviteter sammen som familie. Gerne gå og cykelture, som gøres hyggelige og en måde at være sammen på. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til før skærmene, men som forældre skal vi turde begrænse det til 2 timer dagligt .

Holdninger og værdier

I ugens blog vil jeg slå et slag for autoriteter. Med fare for at komme ti at lyde som en gammel sur kone der påberåber sig “gode gamle dage”. For jeg vil bestemt ikke tilbage til de tider, hvor børn frygtede de voksne. Eller hvor det eneste den voksne blev nødt til at sige ved optræk til diskussion “fordi jeg siger det”. Jeg synes bare vi i hele diskussonen om hensyn til børns holdninger og meninger er kommet til at smide barnet ud med badevandet. Det er afgørende at skelne mellem autoritær og autoritet. Jeg mener at autoriteter er vigtiget for os alle sammen og også for barnet i dets opvækst. Tydelige voksne der tager ansvar har også en tydelig autoritet. Noget børn kan læne sig op af.  Alt for mange voksne i dag er blevet Børn har i dag i langt højere grad end tidligere en opfattelse af at alt i livet er muligt. I en verden hvor intet er givet er det måske mere vigtigt end nogensinde før at forældre sætter klare rammer for hvad der er forkert og hvad der er vores holdninger og værdier.

Det fjerner et kæmpe pres fra barnets skuldre om hele tiden at skulle træffe afgørelser.

Et barn er først helt tryg ved at finde egne holdninger hvis det har et fast fundament at stå på som det har fået fra sine forældre.

Vi skal turde sætte grænser. En ramme af tryghed som børn kan læne sig op af

Det lille barn

Fra barnets fødsel – nogle taler allerede om fostertilstanden – bliver barnets evne til tilknytning dannetTilknytning betyder, at barnet gennem sit forhold til dem, der primært tager sig af det, danner fundamentet for sin personlighed og sin følelsesmæssige udvikling.

Sagt på en anden måde er den relation, barnet har til typisk sine forældre, en skabelon for, hvordan barnet anskuer sig selv og verden. Det er simpelthen nødvendigt for barnets udvikling, at det har en tryg relation fra start. En relation, der giver det omsorg og lærer det, hvordan man er sammen med mennesker.

Det er gennem vores tætte relation til andre mennesker at vi lærer at være menneske. I starten kan barnet ikke regulere sig selv. Det er i tilknytningen til sine omsorgspersoner, at barnet får de første byggeklodser til at lære at regulere sig selv.

Når Karl er tilpas klukker han højlydt. Men lynhurtigt kan han skifte humør og græde hjerteskærende. Det lille barn kan ikke udsætte sit behov for mad eller en tør ble.

For at barnet på sigt kan lære at regulere sig selv, har det behov for, at forældre eller andre omsorgspersoner regulerer det. Altså hjælper barnet til ro, når det bliver følelsesmæssigt stresset. Det betyder, at mor eller far med deres nærvær og voksne strategier skal hjælpe barnet med at genfinde roen, når utrygheden styrer det i gråd. Barnet er afhængig af voksne, der kan rumme det.

Ikke kun en våd ble kan aktivere det lille barns ubehag. Barnet udvikler sig i ryk og kan ved sit nyeste udviklingstrin opleve verden som utryg, skræmmende og forvirrende. Det kan derfor have brug for ekstra tryghed fra dig. Det kan føles, som om barnet klistrer til dig, og at du ikke kan tilfredsstille barnets behov.

Det er naturligt, at barnet har behov for at være tæt på dig og mærke nærhed, imens det langsomt finder tryghed i den nye verden, der har åbnet sig for det.

 

Herlufsholm kulturen

Herlufsholm har været på alles læber. Den seneste udsendelse ligger langt fra mit første bekendtskab med den ikoniske skole. Mit første møde skete, da Agger udgav sin dokumentar om kostskolelivet. Min yngste datter var solgt og ville gå på den skole. Hun ville være en del af det fællesskab og traditionerne som udsendelsen skildrede. Men det var udover vores budget, så det blev ved en urealistisk drøm.

Systematisk mobning, en krænkelses og voldskultur. Man sidder med tilbageholdt åndedræt Det er et voldsomt indtryk, man får af Herlufsholm, hvor vold , seksuelle krænkelser og afstraffelse er blevet en del af et anerkendt kultur.  Et system, der er lukket om sig selv. Et system, der kun kan opretholdes sålænge alle tier stille og ingen sladrer.

Måske det er en grov sammenligning, men det vækker sammenligning med grupper, vi ikke traditionelt forbinder med toppen af poppen nemlig rocker grupper. Det chokerende i udsendelsen er nemlig den, at skolen har sine helt egne love og regler løsrevet fra det omgivende samfund.

Sager klares internt. Ikke noget med at inddrage politi eller andre myndigheder. Ikke noget med at indrapportere voldelige hændelser. I stedet bliver den krænkede opfordret til at gøre sit bedste for at tilgive sin overfaldsmand. Og klarer du mosten, kan du endda stige i graderne.

Mange af overgrebene har fundet sted på drengenes sovesal. Mens de lå i deres seng. Det sted du gerne skal følge dig allermest tryg. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad det må give af ar på sjælen, at man aldrig kan vide sig sikker, når man lægger sig til at sove. At skulle være i evigt alarmberedskab.

Traditioner, fællesskab og sågar hieraki er for mig at se plusord. Det er når det blandes med lukkethed og selvjustits, at det bliver en farlig cocktail. Og det er især, når de voksne, som er sat til at passe på børn og unge, er vidende om, hvad der foregår, men sætter skolens ry over børnenes trivsel, at det bliver sprængfarligt.

Det gælder på Herlufsholm, men det gælder også i alle andre sammenhænge, hvor man hæver sig over almindelige love og regler. Det være sig andre skoler, sportsklubber, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

 

 

Ung i dag

De seneste resultater af befolkningens fysiske og psykiske sundhed blev offentliggjort i sidste uge. Og lad mig afsløre resultatet med det samme. Det ser skidt ud. Ikke mindst for de unge.

En tredjedel af unge kvinder mellem 16-24 år rapporterer, at de har dårligt mentalt helbred. Det samme gælder for en femtedel af de unge mænd.

Der er helt sikkert mange forklaringer på, at det ser så trist ud. Efter 2 år med COVID-19 er det måske ikke så underligt, at mange unge har scoret lavt på trivsel. Men tendensen til stress og dårlig trivsel er stigende over tid, så det skal tages alvorligt.

Vi lever i en tid, hvor alt skal gå hurtigt. Hurtigere, hurtigere og mere og mere effektiv. Vi har et uddannelsessystem, hvor de unge bildes ind, at de kan blive lige, hvad de vil, når bare de vil det nok. Så når du ikke lykkes, er der kun en at bebrejde, og det er dig selv.

Vi lever med de sociale medier, hvor de unge mødes med et glansbillede af verden meget langt fra den virkelighed, der skal leves. Det skaber en forventning om evig lykke og succes. Hvor man skal se godt ud og finde den rigtige partner og få de perfekte børn.

Klimakrise og bekymringer for fremtiden fylder også meget. Undersøgelsen er lavet inden Ukraine konflikten, men nyhedsstrømme generelt flyder så hurtigt i dag, at der konstant er meget at bekymre sig om.

Vi deler ikke længere svære ting med hinanden. Det må være en af forklaringerne på, at halvdelen af alle unge kvinder på et tidspunkt i livet har talt med sådan en som mig. Det er ret skræmmende, at de unge i så høj grad vender problemerne indad.

Unge er ikke robuste nok i dag, vil nogen give som forklaring. Hertil er kun at sige, at det ikke burde være nødvendigt at være robust for at få et godt liv. Nærvær, fællesskab og en tro på at vi kan stå sammen er vigtige faktorer for at skabe trivsel.

Får vi krig, mor?

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor en uforudsigelig mand som Putin er gået ind over Ukraines grænser.  Hvad siger man til sine børn?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare desværre ikke.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man svare, når barnet bekymrer sig og er bange for om krigen vil sprede sig til her, hvor vi bor.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af desperate børn og voksne, kampvogne og militær fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært. Tik Tok, sociale medier og nyheder i døgndrift vælter ind over os og børnene.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor. Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Omvendt kan vi også komme til at uddybe vores svar på en måde, der øger barnets ængstelse. Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer ét: Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.

Sæt grænser !

“Neeeeej!” næsten råber Karl, hvorefter det lille menneske resolut sætter hånden op foran sig og tilføjer et: “STOP”. Det kan godt virke lidt overvældende, når sådan en ellers sød lille dreng på den måde markerer et “hertil og ikke længere”. Og det får da også farmor til at spørge, om ikke vi skal arbejde lidt med Karls nej’er.

Det bliver anledningen til en god snak. For Karl har lært at sige NEJ og STOP i vuggestuen, og jeg er vild med det. Hvis et andet barn bryder ind i din leg, må du gerne sige nej. Hvis et andet barn er for voldsom, må du gerne sige stop. Og lige nu øver han sig i at markere sine grænser.

Jeg har tidligere blogget om vigtigheden af tre små ord – nemlig “undskyld”, “tak” og “pyt”. Og det er tre vigtige ord. Spørgsmålet er bare, om ikke et velplaceret “nej” burde høre med i rækken af nyttige småord.

I mange sammenhænge, hvor børn skal indgå i relationer, er der voksne, der mener, at det er forbudt at sige nej. Man skal eksempelvis sige ja til at lege med alle. Måske fordi vi voksne tror, det forhindrer, at børn bliver holdt uden for.

Det er i bedste fald misforstået og i værste fald katastrofalt. For hvad sker der med børn, der lærer, at det er uacceptabelt at sige nej?. “Nej” er at sætte grænser. Det er at mærke efter, hvad jeg har lyst til, vil være med til og har brug for.

Og ikke et ord om MeeToo her. Jeg nævner det bare på baggrund af helt almindelige hverdagserfaringer.

I min klinik møder jeg ofte skønne mennesker, der aldrig får sagt nej til de ekstra arbejdsopgaver og ender med at gå ned med stress. Der aldrig får sagt fra over for deres ægtefælle og ender med at stå for alt eller med at blive såret. Altid ender med at bage bradepandekagen til spejderlejr og klassens time. Mange der gang på gang går på kompromis med egne værdier og egne grænser.

Så Karl skal ikke lære ikke at sige nej. Vi andre kunne tværtimod lære lidt af hans umiddelbarhed og den selvfølgelighed, han sætter grænser på.

Gratisordningen

Man kan altid diskutere, om det er rimeligt, at en særlig gruppe kan få mulighed for gratis psykologhjælp. Det blev imidlertid besluttet af politikerne, at de unge mellem 18-24 år, der henvises under angst eller depressions diagnoser, skal have gratis psykologhjælp. Først var det en forsøgsordning igennem 2021, men nu er det besluttet at gøre ordningen permanent.

Jeg tror, mange unge blev glade for den udmelding. Men jeg tror også, mange har fået sig en brat opvågning her ved indgangen til 2022. Situationen er nemlig den, at gratisordningen allerede er brugt op, inden 2022 er kommet rigtig igang. Det er virkeligheden for mig og for mange af mine kolleger.

Det siger sig selv, at en sådan gratis ordning er nødt til at have en økonomisk ramme. Og den ramme er 75,7 mill kroner. Med 60.000 unge per årgang giver det ca. 420.000 unge. Heldigvis er det ikke alle, der rammes af angst eller depression, men det kan være meget sjovt lige at se, hvor mange ordningen giver mulighed for at dække. Det svarer til ca. 84.111 sessioner. De unge har ret til et vederlagsfrit psykologforløb på op til 12 konsultationer med mulighed for genhenvisning på op til yderligere 12 konsultationer.  Det giver mulighed for at behandle ca. 3504 unge i løbet af 2022, hvis alle gør brug af deres genhenvisning.

Hver psykolog har en ramme på max 140.000 kr til de unge, som de kan afregne med regionen. For at det hele ikke skal ende i tal, betyder det rent praktisk, at hver ydernummer psykolog i gennemsnit kan have 6-12 forløb under gratisordningen i hele 2022. Måske politikerne har troet at det rakte?

Jeg personligt taler dagligt med minimum 3 forventningsfulde unge over telefonen og kan med beklagelse oplyse dem om, at jeg har brugt min kvote, allerede inden 2022 er gået igang. For i efteråret blev alle med ydernummer opfordret til at tage flere unge ind. Så de unge jeg har i forløb nu, vil komme til at bruge min kvote.

Jamen kan du så ikke bare lade de unge have en egenbetaling ligesom alle andre, der har ret til psykologhjælp under sygesikringsordningen? Nej det må jeg ikke. For de unge har ret til gratis psykologhjælp, hvis de skal forblive i sygesikringsordningen. Mine kolleger har for manges vedkommende også brugt deres kvote på klienter de har med over fra 2021.

Deres eneste alternativ er derfor at blive selvbetalere. Så de unge mellem 18-24 år er reelt dårligere stillet end de 25+ årige. De skal nemlig betale fuld pris, hvis de vil til psykolog. Det må siges at være ret svært at forstå for almindelige mennesker.