Nisser findes da!

“Man må ikke lyve for sine børn! Hvad mener du? Du er børnepsykolog”. Vi sad til et arrangement og diskussionen gik på jul og nisser. 

Og uenigheden opstod, fordi en mor fortalte, at nisserne hjemme ved dem skulle have lækker risengrød i weekenden, nu det var første søndag i advent.

Jeg gad godt være nisser hjemme hos Jer, svarede jeg. 

For jeg mener ikke, det er at lyve.

Når man lader sig rive med, er det som at gå ind i en helt eventyrlig verden, hvor alt kan ske. Hvor nisser virkelig findes. Og jeg elsker det. 

Vi voksne har en gang om året mulighed for at blive som børn igen, hvis vi for en stund slipper rationaliteten. 

Vi har brug for at dele de fantastiske fortællinger og myter, der er i denne søde juletid. Det er vores tradition, og det er ikke at lyve at fortælle historier.

Der er ikke ret meget vi mennesker tror på længere. Jeg tror på nisser. Jeg tror på fantasien.

Nisser og julemænd er lavet af det stof, som drømme er gjort af. Her findes julemanden, flyvende rener og nisser. Og fortællingerne om dem er ren magi.

Jeg glæder mig, når jeg ser ind i barnets strålende øjne, når det opdager, at nissen har farvet mælken blå.

Forventningsfulde stiller de grød frem for at få nissen i godt humør, og måske han også kigger forbi med en lille ting til sokken.

Det er den bedste tid på året.

Så tilbage til spørgsmålet. Jo, man må gerne lyve lidt. For alternativet er værre -nemlig en barndoms jul uden sjov, fis og ballade og uden eventyr.

Brug fantasien alt det bedste du har lært og se du blir som barn igen og ender med selv at tro på nisser.

Perfekt som mor?

Når man som jeg hver uge blogger med udgangspunkt i sit eget levede liv, er det klart, at man ikke kan undgå at få en lille kommentar med på vejen af sine voksne børn engang imellem.

Vi har en aftale om, at når jeg direkte omtaler dem i et blog opslag, så godkender de først teksten. Ikke fordi de har gjort alvor af retten til censur. Men deres kommentarer har nogle gange givet afsæt til et nyt blog opslag.

Sådan skete det, da jeg lavede et blog opslag om, hvor afgørende det er for barnets selvværd, at vi som forældre ikke skælder ud og har for høje forventninger til, at børn skal kunne rette ind. For det kan børn ikke.

Nu er en ting jo gode psykologfaglige teorier. Og noget andet er virkeligheden.

I virkeligheden er der ingen af os, der er perfekte som forældre.

Og dybest set tror jeg, at langt de fleste forældre gør alt det bedste, de kan.

Nå, men tilbage til min ældste datters kommentar på mit fine blogopslag om at vise overskud og være kærlig og omsogsfuld i sin opdragelse af sit barn.

Hun kunne nemlig ikke lade være med at sige, at jeg da skulle blogge om dengang, jeg havde sat hende af ude midt i no-mans land.

Så det handler dette blogopslag om.

Jeg havde som nybagt mor besluttet med mig selv, at jeg ikke ville være sådan en skældud mor, der hele tiden kom med tomme trusler til sine børn. Derfor har jeg altid forsøgt ikke at sige: ”Hvis ikke du opfører dig ordentligt lige nu, så….”

Men altså så skete det lige der midt på en stille landevej i Naur tæt på Holstebro.

Her er der så roligt, at man kan høre græsset gro. Hvis altså ikke det lige var fordi, Lea sad der og skreg, fordi hun skulle være spændt fast i sin autostol.

Roen havde ikke lige just smittet af på mig, for pludselig røg ordene ud af min mund: Hvis ikke du stopper nu, så kommer du til at gå hjem!

Det i sig selv var ret langt ude at sige, for som sagt var vi ude midt i ingenting, og hun var kun lige fyldt 5 år.

Lea skreg selvfølgelig videre, for hun gad ganske enkelt ikke sidde stille længere. Men jeg havde lovet mig selv ikke at komme med tomme trusler. Så der var kun en ting at gøre – konsekvens.

Så resolut kørte jeg bilen ind til siden. Jeg stoppede bilen. Gik om til bagsædet. Løsnede selen og løftede Lea ud af stolen. Stillede hende i vejkanten. Smækkede bildøren i og så kørte jeg.

Hun har aldrig glemt det. Det var så voldsom en oplevelse for hende. Det er flovt for mig som mor. Og jeg har sagt undskyld mange gange.

Nogle gange kommer vi voksne til at sige noget dumt, og så skal vi ikke holde fast i “når man har sagt a…”, men i stedet være voksne nok til at indrømme vores fejl og sige: Undskyld,  det var mig, der tabte hovedet. 

Sov så for pokker

Debatten har kørt i den forløbne uge omkring en gammel bestseller: Godnat og sov godt. Nu begynder flere nemlig at stille spørgsmålstegn ved metoden.

Og metoden må have en kommentar med på vejen fra mig.

Rigtig mange forældre har prøvet at stå magtesløse, fordi de ikke kan få deres lille barn til at falde i søvn. En hel dag har man været på som forælder, og endelig er det tid til lidt voksenhygge i sofaen.

Og så vil han ikke lægge sig til at sove. Den der har sovetjansen falder selv udmattet i søvn under timelange forsøg på at få barnet til ro.

Det kan få de fleste forældre til at ville gøre næsten hvad som helst.

Derfor er det naturligt at tage imod med kyshånd, når fagprofessionelle tilbyder et værktøj, der virker.

Spørgsmålet, jeg ikke kan undlade at stille i ugens blog, er dog: Hvorfor virker metoden?

Metoden, der er tale om, kaldes “søvntræning”. I alt sin enkelthed går det ud på at lære barnet at falde i søvn alene ved gradvist at øge det antal minutter, man står udenfor barnets soveværelse.

“Godnat og sov godt”, siger man med overbevisning i stemmen.

Når barnet så græder eller kalder, skal man vente i x antal min. Ventetiden bliver gradvist øget. Helt op til 17 min. Man går ind til barnet efter en fast plan og gentager sit: “Godnat og sov godt”.

Spørgsmålet er, om barnet så sover godt?

Det lille barn oplever en indre stress tilstand, når det adskilles fra sine forældre. Det vil forsøge at få trygheden tilbage ved at kalde på forældrene eller ved at græde.

Forskning viser, at barnets stress niveau øges, når man laver søvntræning. Det tyder derfor på, at når det tilsyneladende har en effekt, så skyldes det ikke, at barnet har lært, at der ikke er noget at frygte.

Barnet har i stedet lært, at dets forsøg på at kalde på trøst bliver ignoreret. Barnet opgiver.

En tryg tilknytning forudsættes af, at barnet lærer, at far og mor kommer, når jeg kalder.

En usikker tilknytning vil sige, at barnet mangler en grundlæggende tillid til, at forældrene altid vil være der, når det har brug for dem.

Så søvntræning er helt klart effektivt, men  tryghedsskabende er det ikke.

 

Om opdragelse

Hvorfor sige nej, når man kan sige ja? Sådan sagde en gammel klog kone engang til mig, da jeg lige havde fået mit førte barn, Lea.

Hun var 90 år og havde et ansigt så rynket som en indtørret rosin, så der var mange års erfaring bag hendes vise ord.

Nu sad hun der med sit glas Kijafa og Feodora chokolade. Det var næsten helt mørkt i stuen, for hun holdt af at “holde mørkning”. Den tid på dagen, hvor mørket får lyset til at vige og skaber en helt særlig stemning, hvis man undlader at tænde elektrisk lys.

Hun kiggede på mig som for at sikre sig, at jeg havde forstået. Det havde jeg faktisk ikke i første omgang, for jeg troede, at hun mente, at jeg bare skulle give mit barn lov til alt.

Det blev til mange snakke i årene frem, for der er nu ikke noget så lærerigt som at kunne lytte til en gammel kvindes mangeårige erfaringer. Snart lærte jeg derfor, hvad der lå bag ordene:

”Hvorfor sige nej, når man kan sige ja”.

Børn har brug for at indgå i trygge relationer. Når man rækker tunge til det nyfødte barn, vil barnet selv række tungen ud. Så helt fra nyfødthedsperioden spejler barnet sig i omsorgspersonen. Gennem den tætte kontakt bliver barnet klogere på sig selv og omverden.

Mange har for høje forventninger til deres barn og tænker, at de da må forstå at et nej er et nej. Hvorfor skal det være nødvendigt at gentage sig selv igen og igen.

Men barnet er styret af impulser, og hjernen er slet ikke udviklet til at kontrollere deres lyster. Barnet forstår derfor ikke, at “Vi skal afsted NU, for ellers kommer vi for sent”, når nu dukken lige ligger der og ser så ked ud af det og tydeligvis gerne vil leges med.

Skæld ud er ikke godt for børn. Børn vender skæld ud indad og får følelsen af ikke at være god nok.

Prøv i stedet at aflede barnet. “Fandt du lige dukke Esmerelda. Hun er fin. Du kan lege med hende, når vi er hjemme igen”.

Det øger sandsynligheden for at undgå konflikt. Og øger chancen for at dit barn føler sig set, og det øger selvværdet.

Mors dreng

“Du har da altid sagt, at vi skal kunne tale om alt”, forsøgte min mand sig, da han observerede at mine tårer steg op i mine øjne.

Han havde lige “talt om” det emne, som jeg tror, de fleste er ret sårbare omkring – nemlig forholdet til mine børn. Han mener, jeg er “for meget “ nogle gange. Forstået på den måde at jeg hjælper for meget.

“Lad mig give et eksempel”, fortsatte han, mens tårerne nu pressede endnu kraftigere på, for eksempler gider jeg bare ikke. Så er det jo tæt på, at han får ret. Når han ligefrem kan komme med eksempler.

For jeg ved det nemlig godt. Det der med, at jeg blir for meget nogle gange. Jeg vil så gerne hjælpe.

Det er bare lige det der med den gyldne middelvej.

For måske min mand har lidt ret i, at det er ved at fejle, at man drager sine egne erfaringer. Eller nok så vigtigt – at man oplever, at man rent faktisk kan selv.

Tilbage til eksemplet. Jeg forsøger ikke komme udenom. Helt banalt så handlede det om, at min søn skulle bruge et skriv. Han er ret god til at skrive. Han er bare også så snu, at han ved, det er nemmere at få mig til at lave det skriv . Vi snakker ikke om en 3. g opgave. Bare sådan et lille bitte skriv, som det ville tage mig 2 min. at lave.

“Det lærer han jo ikke noget af”, sagde min mand.

Jamen der går jo ikke noget af mig ved at hjælpe…. og du skal ikke kritisere min måde at være mor på.

Vi er en generation af forældre, der fejer for vores børn. Jeg gør det også, selvom jeg har læst lange videnskabelige artikler om at netop ved altid at feje for mine børn, så gør jeg dem en bjørnetjeneste.

Så jeg vil tørre øjnene og mande mig op. Og næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg øve mig i at sige: Jeg tror på, du kan selv.

Hvaa! Hvor skal vi hen du?

Et stort antal unge har i den forløbne uge fået besked, om de er optaget på drømmestudiet.

Vi er ikke enige i alt min mand og jeg. Uenigheden viste sig forleden, hvor opgørelsen over unges fremtidige studievalg blev offentliggjort. Det var med stor lettelse min mand læste tallene højt.

Det ser nemlig ud til, at unge i højere og højere grad vælger med fornuften. Forstået på den måde at de vælger de uddannelser, hvor der er udsigt til job og gode lønninger efterfølgende.

Så var det, jeg citerede gode gamle Grundtvig: Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

For er unges valg af fremtidig uddannelse i virkeligheden styret af frygt for fremtiden.

Medierne holder sig bestemt heller ikke tilbage, når det gælder rådgivning omkring, hvilke uddannelser, der kan berige dig mest.

Det, vi bare ikke må glemme, er, at det at være rig er andet end at tjene mange penge. Hvad med betydningen af at “brænde for noget”.

Min mand har også lidt ret. Det indrømmede jeg selvsagt ikke.

Jeg indrømmer det her. For selvfølgelig er det korrekt, at Danmark som nation ikke har brug for en halv million cand. mag.’er i serbokroatisk, ægyptologi eller nærorientalsk arkæologi. Og selvom vi har brug for dygtige arkitekter, så uddanner vi også en masse af dem til arbejdsløshed.

Alligevel vil jeg ikke overgive mig fuldt ud til de rationelle argumenter. Ikke blot hjernen, men også hjertet skal være med i livets store valg.

Min tankegang har det selvsagt svært i en nytteorienteret tid. For fakta er jo, at ikke alle studier bidrager til BNP og nationens konkurrenceevne.

Alligevel bliver jeg stædig og fastholder, at vi netop mere end nogensinde har brug for andet og mere i tilværelsen end det nyttige.

Nytteværdi er ikke det, livet handler om. Det handler om at stå op om morgenen og have lyst til at leve.

Kære konfirmand

DE 10 BUD

1. Du skal vælge dine kampe med omhu

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal lære at skamme dig meget mindre

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal være god til at sige “Pyt!”

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

 

Diagnose iver?

Mine børn siger altid, at jeg har klaret mig meget godt af et DAMP barn at være. I dag kaldet ADHD.

Jeg griner og siger, at jeg er heldig med, at jeg ikke blev taget med til psykolog, for så havde jeg fået en diagnose.

At jeg er sådan en af slagsen, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg var gennemskuet.

Da vi skulle rydde op i min mors skuffer efter hendes død, fandt jeg flere udklip fra diverse dameblade, der omhandlede de udfordringer, jeg har. Min mor nævnte det aldrig for mig. Jeg blev aldrig set af en læge, en psykolog eller anden fagperson.

Hvorfor jeg er taknemmelig over det?

Fordi jeg kan være nervøs for, om jeg så havde været her i mit liv i dag, eller om jeg så havde skrevet på en helt anderledes historie. Det finder jeg naturligvis aldrig ud af. Jeg tror det bare.

Jeg tænker nogle gange, om det kun er positivt, at vi har fået så travlt med alle de diagnoser.

Omvendt ville en diagnose kunne have frikendt mig for en del og frataget mig en masse ansvar. Det oplever jeg dog, at mine forældre og lærerne alligevel evnede.

Der blev båret meget over med mig, og det har været en nødvendighed. Det hjalp ikke at skælde ud på sådan en som mig.

Når jeg igen havde været uopmærksom og havde smadret endnu en ny cykel. Igen kom hjem med huller på tøjet, i hovedet og alle vegne. Når jeg igen havde været oppe at slås. Igen havde glemt min skoletaske. Og selvom skoletasken var med, så var det ikke nødvendigvis med de rigtige bøger.

Aldrig har jeg skulle høre:  ”Hendes bror er helt anderledes rolig og medgørlig”.

Jeg blev elsket, som den jeg er.

Som voksen har jeg kun få udfordringer i hverdagen. Jeg har udviklet mange mestringsstrategier, og mine symptomer bliver i dag kun tydlige, når jeg er under maksimalt pres.

Jeg vælger at tolke mig selv som en biologisk variant af det normale og ikke som en med en diagnose.

For nogen er en diagnose vejen til at få den nødvendige hjælp. Så det er meget komplekst.

Hurra jeg fik 12!

Sådan jublede min veninde forleden. Hun har netop fået SRP tilbage med dette flotte resultat. SRP er gymnasiets store hovedopgave, som tæller dobbelt, og derfor er en ekstra vigtig aflevering for de unge håbefulde studerende. Det havde været en nervepirrende ventetid fra aflevering til resultatet kom.

Der er bare det at sige til det, at min veninde er 50 år, og hun går ikke på Gymnasiet. Det gør hendes datter til gengæld.

Det var selvfølgelig med et glimt i øjet, men der var også et stort gran af sandhed i det. Fakta er nemlig, at både hun og hendes mand har hjulpet deres datter med den store opgave.

Jeg kunne ikke undlade at komme med en kommentar. For havde de så også tænkt sig, at de skulle skrive hendes afleveringer fremadrettet, når nu hendes flotte snit banede vejen for drømmestudiet?

Min veninde lod sig ikke sådan anfægte, for jeg måtte jo forstå, hvor vigtigt det er for datteren at få netop det rigtige snit, så alle fremtidsdrømme ligger åbne.

Vi er en forældregeneration, der strækker os meget langt i vores bestræbelser på at gøre alt for vores børn og unge. Spørgsmålet, der rejser sig, er, om det er gået for vidt?

Det hurtige svar er et stort rungende ja! Måske det er mere komplekst end som så. For er det ikke lidt langhåret, når jeg vedbliver at sige, at livet er andet end 12 taller, et perfekt ydre, drømmejob og drømmefyr?

Er forældre i dag måske i virkeligheden bare et produkt af den tid, vi lever i, hvor vi konstant får tudet ørene fulde af, at vores børn skal med på vognen, inden den kører.

Så får vi selvfølgelig en forældregeneration, der er hundeangst for, hvad der sker med deres barn i det her ræs, og forsøger at gøre det allerbedste, de har lært, for at give de bedst mulige vilkår for dem.

I virkeligheden gør min veninde måske lige præcis dét, som samfundet omkring inviterer til.

Kroppen

Krop og idealer er hovedemnet for den kampagne, der er kørt hen over landets folkeskoler i den forløbne uge. Sex og Samfund tilbyder hvert år i uge sex landets skoler undervisningsmateriale omkring seksualitet.

Hvor er det positivt, at fokus er på krop.

Vi dyrker kroppen som aldrig tidligere. Vi går i Fitness, som passer godt til det moderne menneskes livsform, fordi vi kan passe det ind i vores program. Vi kan tilmed vælge at styrke lige den del af kroppen, som er mest slatten og trænger til en opstrammer.

Det er beviseligt, at ens balder bliver flere centimeter længere, når man som jeg ryger op i alderen, så jeg laver naturligvis baldestrammende indsats. Rundt omkring mig der i lokalet ser jeg mange, der tager selfies af deres præstationer og ligger dem ud på de sociale medier.

Jo, vi har travlt med kropsdyrkelse.

Bagefter mødes vi i omklædningsrummet i alle aldre. Tykke og tynde, muskuløse og slaphudede, bryster der stritter og bryster der hænger. Ja, som vi nu engang ser ud. Og her slår det mig, hvor få der bader.

For kropsdyrkelsen og kropsskammen går hånd i hånd. Dyrkelsen af den perfekte slanke og fitte krop har en bagside. Den findes som oftest kun på de sociale medier efter at være gået igennem diverse filtre. Og virkeligheden, når vi så står der og kigger ned af vores ufuldkomne kroppe, gør, at rigtig mange rammes af en utilstrækkelighedsfølelse.

Det er et paradoks, hvordan netop dyrkelsen af kroppen og udstillelse på de sociale medier ses samtidig med, at en form for nypuritanisme skyller over landet.

Jeg er selv vokset op i en tid, hvor forældregenerationen pludselig smed bikini overdelen og var optaget af at være naturlige. De lå der på stranden som Gud havde skabt dem og der var fællesbad i badekaret derhjemme med søskende og veninder.

Da min generation voksede op, var vi mere blufærdige og sørgede for at ligge fladt ned på stranden, inden bikinitoppen kom af. Og den blev sirligt bundet igen via nogle meget akrobatiske øvelser, inden vi rejste os op. Den yngre generation, vil aldrig kunne finde på at smide deres top.

En undersøgelse af de danske gymnasieelever viser, at 2/3 ikke går i bad efter idræt. Det er det samme billede, der viser sig en tilfældig dag i omklædningsrummet i Fitness. For vi ældre er åbenbart blevet smittet.

Jeg håber at en kampagne, som den der er gået hen over det ganske land i den forløbne uge, har været med til at få gang i snakken derude på landets skoler.

Kroppen er fantastisk. Den kan vække så meget nydelse. Den kan klare så mange strabadser. Den bærer rundt på os et helt liv. Men perfekt – det bliver den aldrig.