Forestil dig at du står og snakker med en ven på gaden. Pludselig er der en, der prikker dig på skulderen. Hvad gør du? Du vender dig om og genkender en, du kender og hilser glad og overrasket. Falder lidt i snak. Også selvom det betyder, at du for en stund afbryder samtalen med din ven. Det ville være uhøfligt ikke at lade sig distrahere, når en du kender prikker dig på skulderen.
Det er præcis det samme, der er på spil for det unge menneske, når der midt i familiemiddagen tikker en sms eller snap ind. De bliver prikket på skulderen, og det ville være uhøfligt ikke at reagere.
Min generation er sammen i rum. Dem, vi sidder eller står sammen med lige nu og her i dette rum, er dem, vi er sammen med. Det kalder vi for tilstedeværelse. Sådan fungerer det ikke for den yngre generation. De er sammen i tid. Tiltideværelse over for vores tilstedeværelse.
Det har jeg ærlig talt meget svært ved at forstå. Jeg øver mig i ikke at lyde som en sur gammel kone, når jeg beder mine unger lægge mobilen. “Her har jeg stået i køkkenet en hel dag”, vrisser jeg. Lige der midt i culotte, bearnaise og hasselback støder to slags nærvær sammen med sådan et brag. Den i rum og den i tid.
Tidligere krævede det fysisk tilstedeværelse, for at man kunne være sammen. Det har mobilen vendt op og ned på. Man behøver ikke længere være fysisk sammen for at være sammen. Og ligesom jeg føler mig og min middag nedprioriteret, når mine børn svarer på en besked, så vil afsenderen af beskeden føle sig nedprioriteret, hvis ikke der bliver svaret.
Og når så jeg bruger al min autoritet og siger: “Læg så den mobil væk”, så svarer det til, at nogen sagde til mig: “Skrub ud herfra”.
Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk