Notice: Undefined property: WP_Error::$category_parent in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Notice: Undefined property: WP_Error::$term_id in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Perfekt som mor

Det er min dejlige datter, Olivia, på billedet. Hun fylder 27 år i dag og er blevet en fantastisk dejlig ung pige med sunde holdninger og værdier. Når jeg tænker tilbage på hendes pubertet, så billedet ikke helt så fredfyldt ud. Det har mange gange slået gnister. Smækken med døre og vilde udbrud.

Jeg husker, at jeg engang fandt telefonbogen frem til hende, da hun truede med at ville finde en anden familie. Det var dengang, man havde telefonbøger. Og jeg bad hende ringe til Kommunen, så de kunne finde et bedre hjem til hende, når nu jeg var så åbenlyst umulig i rollen som mor.

Vi kender den alle. Den dårlige samvittighed over ikke at slå til. Frygten for ikke at være god nok. Det gælder i mange af livets sammenhænge. Men en frygt overstiger dem alle. Ja, simpelthen angsten for at være det værste af det værste en kvinde med børn kan beskyldes for at være: En dårlig mor.

Sker det, at du går med den slags selvbebrejdelser, og er de blevet af et omfang, hvor det ikke længere er nok, at dine veninder og andre forsikrer dig om, at du altså er god nok, så er der en god øvelse at lave.

Prøv engang at forestille dig den værst tænkelige mor, du nogensinde har hørt om…. Et eksempel kunne være Bodil – hende fra Rytteriet du ved nok. Skriv så op på et stykke papir, hvad der karakteriserer Bodil.

Nu går øvelsen så ud på, at du tager hvert udsagn for sig og ser på, i hvor stor udstrækning du selv har disse karakteristika. På en skala fra 1-10, hvor 10 er præcist som du er, tager du og scorer hvert udsagn for sig. På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg intimiderer min datter? På en skala fra 1-10, hvor sandt er det så, at jeg blander mig i alt i min datters privatliv? Etc..

Før du ved af det, vil dommen over dig selv være mildnet betydeligt. Det kan være en nødvendig øvelse i de år, hvor dine børn som led i deres naturlige løsrivelsesproces vil pege fingre af alt, hvad du gør.

Bare rolig- det hele falder til ro igen, når puberteten er klinget af. I mellemtiden kan du med fordel sammenligne dig selv med Bodil.

Og når jeg ser mine børn i dag, så tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort , så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet nogle dejlige mennesker.

Et godt fundament

Så sker der virkelig noget på vores grund. Soklen til vores kommende Jeppesen sommerhus er netop blevet støbt. Det syner ikke af meget, når man står der og ser på soklen til det, der skal bære drømmen.

Men alligevel er fundamentet ret afgørende. For uden et sikkert fundament, så vil det, man bygger ovenpå, ikke kunne holde til noget som helst.

Når jeg står der på grunden og ser lyset brydes gennem træernes grene, begynder drømmen at tage form. Her skal snart opføres et skønt sommerhus med plads til udfoldelse sammen med hele familien. Her skal der være plads til levet liv. Ludo på en regnvejrsdag, bål på en sommeraften.

Jeg ser på fundamentet igen og kommer i tanke om, at det egentlig er et meget godt billede på det, jeg ofte forsøger at lære forældre, jeg møder i min konsultation, fordi de er faret vild i kærligheden.

Ofte hører jeg om vigtigheden af, at forældre gør alt for deres børn, fordi ingen kan være uenige i, at børn er afgørende vigtige, når man først har sat dem i verden. Og midt i deres iver efter at ville gøre alt så godt for børnene, har de helt glemt sig selv og hinanden.

Da er soklens betydning for et godt forhold ret anvendligt som metafor. For uden et godt fundament  (et godt forældresystem) er der ikke noget, som børnesystemet kan bygge på.

Så netop fordi børnene er det vigtigste i et familiesystem, er det afgørende nødvendigt at sikre, at forældrene har tid til at pleje deres parforhold. Derved sikres det at fundamentet er stabilt og der kan bygges ovenpå med det smukkeste hus (børnesystemet).

Alt for mange par glemmer den anden og husker kun at pleje børnesystemet. Og imens smuldrer fundamentet bort.

Opslaget er skrevet i samarbejde med Planet Huse, der dog ikke har haft indflydelse på indholdet.

Student

Smukke unge mennesker. Så sprang I ud. Lige nu fylder I gadebilledet med jeres huer og dejlige humør. Det varmer mig altid om hjertet at se en flok glade unge mennesker, som nu er klar til at tage næste skridt ud af den vej, der skal være jeres fremtidige vej. Overstået er nogle vigtige år, hvor I , hvadenten huen  er blå, rød eller en helt tredje farve, har gennemgået en ret vild dannelsesproces.

For ikke kun det faglige er man top motiveret for at suge til sig i de år. Det er også nogle vigtige år for dannelsen af ens identitet. Hvem er jeg, og hvad står jeg for? Så selvom I ikke alle er kommet ud med landets højeste gennemsnit, så er det ikke alt, man kan gøre op i, hvad man kan bruge det til. De seneste år skulle gerne have vist Jer, at mange ting er vigtige i sig selv. Ting, der kan opleves at være helt uden noget bestemt formål, og alligevel er det betydningsfuldt.

Jeg kom til at tænke på Jer og et af de buzzwords, vi har fyldt jer med de seneste 3 år, da jeg så min egen datter i ny smart T-Shirt forleden. “Girls can do anything”, står der med fed tryk på brystet. Først blev jeg sådan lidt rødstrømpe glad. For ja, piger kan ofte meget mere, end de tror.

Men så var det, at det slog mig, at det netop er en af de ting, vi har fyldt jeres generation med. Ideen om at I kan lige, hvad det skal være, når bare I vil det nok. Og det er i bedste fald naivt og i værste fald en farlig læring. Alt er langt fra muligt. Og når først vi er lykkedes med at bilde dig det ind, så er der kun én at bebrejde, hvis du ikke lykkes.

Og det er måske i virkeligheden en af forklaringerne på, at vi har fået skabt en generation, der ser ret forkælede ud, men som indeni har det skidt. Så hvis jeg skulle komme med et håb for alle I smukke unge mennekser, så skulle det være at fortsætte den dannelsesproces, I nu har skudt igang og huske på, at man kan blive meget, når man har hjertet med, men man hverken kan eller skal alt.

Min datter er mor

Jeg tror ikke, der er nogen af jer der kan have overset, at jeg er blevet mormor. Jeg tilslutter mig gerne det kor af bedsteforældre, der stolte fortæller om, hvor fantastisk det er.  For selvfølgelig er det en helt sindsyg følelse det giver i kroppen at stå med sådan en lille ny i sine arme. Det er der imidlertid skrevet rigtig meget om, og det er derfor ikke det, dette blogopslag skal handle om. Nej, det er min datter. Min datter i rollen som mor.

For det, der er kommet bag på mig, er  de følelser det vækker at se min datter som mor. Wauv, det er ubeskriveligt fantastisk at være vidne til. Jeg bliver så overmåde stolt over at se den måde, hun passer sin lille Karl på. Måden hun er sammen med ham på. Måden hun ser ham på.

Hun er blevet mor i en tid, hvor der er umenneskelige krav til, hvordan man bør være som mor. Man kan ikke åbne et magasin, uden der er opgivet en opskrift på, hvordan man bør gøre. Du må ikke… du skal… du skal altid… du må aldrig….. Samtidig er der et helt kor af mere eller mindre tvivlsomt uddannede, der har en mening om, hvad din baby skal.

Barnet skal ligge på maven 5 min per leveuge i løbet af en dag. Barnet skal lære at spise efter de og de principper. Barnet skal lære at sove på sit eget værelse. Barnet bliver mest tryg af at sove ved dig. Det er lige til at fare vild i som nybagt mor.

Jeg ser på min datter og rammes af de varmeste følelser, for hun gør det allervigtigeste, en mor kan gøre. Hun ser Karl. Altså sådan rigtig “ser”. Noget af det altafgørende for, at et barn kan udvikle sig til et helt og sundt menneske, er, at det bliver set. At barnet bliver set med øjne og med hjerte.

Rub og stub

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så sker det nok også for dig, at du kan rammes af misundelse. Bare en lille smule en gang imellem. Selvom det er en af de 7 dødssynder at kunne blive misundelig, så tror jeg, ingen kan sige sig fri.

Jeg kunne vælge at skrive et blogopslag om, at misundelse i virkeligheden ikke burde høre til i kategorien dødssynd, da det kan være uhyre motiverende engang imellem at møde andre, der har opnået noget, og som man selv gerne vil gøre dem efter. Det kan betyde, at man lige giver den en ekstra skalle og opper sig som man kalder det lidt friskfyragtigt.

Men det er slet ikke den form for misundelse, jeg vil skrive om. Det er den der fortærrende en af slagsen, hvor man ærlig talt ikke viser den mest charmerende side af sig selv. Hvor man, når man tænker på den andens held, fortrin, gode job eller fede hyre, får det hele pakket ind i en grim dæmonisering af den anden. Fordi man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have.

“Er hun ikke  bare født med en guldske i røven?”, hvisler det ud mellem mine tænder, inden jeg kan stoppe ordstrømmen.  Eller: “det er da klart, hun ser godt ud, hun bruger jo formuer på det”. Eller: “helt ærligt, det er jo ikke svært at få et fedt job, når man slikker andre i røven”.

Inden denne form for misundelse får for godt tag i mig, har jeg indført Helle Joof’s: “Byttereglen”.  Tag selv testen.

Måske jeg gerne ville have det fede job, lange smukke ben, på dyre rejser og have en rig mand. Men det er forbudt at plukke. Man skal tage hele pakken. Så job, ferier, børn, mand, venner, familier ja alt skal du bytte lige over med.

Du må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som du gerne vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, jeg vil bytte med.

Kampen ved bordet!

Ikke alle børn er lige villige til at spise det, der serveres ved aftenbordet, og det kan give anledning til rigtig mange konflikter rundt i de små hjem. For lige her ved aftensbordet kan jeres forskellige holdninger også støde sammen.

“De skal spise det, der bliver serveret” mener nogen. “De skal smage på alt, for ellers kan de ikke vide, om de kan lide det”. Eller :”Jeg laver tre forskellige retter hver aften, fordi alle kan lide noget forskelligt”.

Aftensbordet kan alt for nemt blive en kampplads, og der er kun tabere.

Jeg husker engang, hvor mine forældre ville statuere et eksempel. Jeg skulle spise den røde pølse, der lå foran mig på tallerkenen. Jeg ved, at den eneste disciplin, jeg med garanti ville vinde i Guiness rekordbog, er: “Den mest kræsne”. Jeg levede i mange år af bananer og rugbrød. Denne aften var mine forældre åbenbart blevet enige om, at alle børn kan lide røde pølser.

Så hvad skete der? Først en lang sej kamp ved bordet, hvor stemningen blev mere og mere tilspidset. For at vise mig alvoren blev jeg til sidst sendt på værelset. Jeg blev sendt på værelset med en pølse, der som tiden gik, blev mere og mere kold og runken at se på. Jeg fik tiden til at gå med at pille skindet af pølsen. Men jeg spiste ikke en bid.

Det dilemma, du altid står overfor, når du med alle dine evner har sammensat en menu, der er sund og god for dit barn, og barnet så ikke vil spise, er, hvorvidt du skal tage kampen? Eller er det smartere at sige: “Det er okay, vi finder noget rugbrød i stedet”.

Det er faktisk helt naturligt, at børn har perioder af deres liv, hvor de er kræsne og foretrækker det samme og det samme. Der er ikke grund til at gå i panik af den grund.  Man skal bare have et sundt alternativ som eksempelvis rugbrød eller havregryn.

Som forælder er det afgørende vigtigt at få skabt en hyggelig ramme om måltidet. Det sikrer man bedst ved at tage kampen væk fra bordet.

På trods af det der smerter

Livet glider forbi, mens vi sidder og venter på lykken. Hvis bare lige jeg får en lønstigning, hvis bare lige jeg taber 5 kilo, hvis bare lige jeg kan….. Vi er på evig jagt efter lykken, og det er egentlig en skam, for lykke er noget vi højest kommer til at mærke glimtvis. Så vi vil kun opnå skuffelse, hvis vi tror, at vi kan blive lykkelige.

Er du for eksempel typen, der, når du ser dig selv i spejlet, bryder ud i jubelscener over, hvilket pragteksemplar af en krop du har? Eller begynder din hjerne i stedet med sin kritiske røst om, at du er ved at være for tyk, for tynd, for rynket og slap i betrækket?

Er du typen, der altid føler dig som jordens mest priviligerede, når det kommer til din partner, dine børn, dit job. Eller sker det, at din hjerne bliver fikseret på, at din mand godt liiiiige kunne være en anelse mere opmærksom, for så ville jeg selvfølgelig også selv være det. Og mine børn kunne godt være lidt mere taknemmelige, når jeg tænker på alt det, jeg gør for dem. Og chefen kunne godt anerkende min indsats lidt mere. Og hvis ikke det var for Corona, så kunne jeg komme i form i Fitness?

Sådan er det at være menneske. Vi har en tilbøjelighed til at få øje på problemerne. Det er helt normalt. Vi skal bare være bevidste om det. For ellers fiser livet forbi, mens vi står og venter på, at alt ordner sig lige om lidt. SÅ bliver jeg lykkelig og kan komme igang med at leve.

Heldigvis er det muligt at skabe et meningsfuldt liv på trods af, at vores hjerne umiddelbart trækker os hen mod alt det, der ikke er perfekt. Det kan vi ved at være opmærksomme på, at det er sådan, det er fat med os.

Så hvad er det første skridt du vil tage i retning af at leve et meningsfuldt liv på trods af, at din hjerne er en mesterlig historiefortæller, der helst fokuserer på alle problemer?

Den vigtige anden

“Der er noget, jeg simpelthen ikke forstår”, siger min mand. Jeg fornemmer en slet skjult irritation i hans stemme. Han peger på indkøbsposerne på bordet. Der står de så. Med det samme han henleder min opmærksomhed på dem, er jeg klar over, hvad der nu vil ske.

“Når nu du har købt noget, der skal på køl, så forstår jeg ikke, hvordan du bare kan stille det midt på bordet?”, fortsætter han. Uden at svare, men med hurtige irriterede bevægelser tager jeg posen og stiller varerne på plads. Der er mulig konflikt i luften.

Vi mødes og forelsker os i hinanden. Lysten til den anden er uforstyrret. Velviljen til at komme hinanden i møde og bære over med forskelligheder er stor. Ja ofte ser man slet ikke forskellighederne.

Men sådan bliver det ikke altid ved. Faktisk er der stor risiko for, at utilfredsheden med den anden stiger, efterhånden som årene går.  For pludselig får man øje på forskellighederne og med det klarsyn følger konflikter og uenigheder.

I det sunde parforhold er man bevidst om, at der er sådanne skuffelser, afstand til tider og sågar smerte. Vi vil uundgåeligt komme til at såre og skuffe hinanden. Det skal vi kunne tåle.

Det afgørende er, at vi i vores parrelation kender vejen tilbage til hinanden, så en afstand ikke bliver til et truende brud, men blot et bump man må over. At vi har måder, hvorpå vi kan genetablere kontakten til hinanden. At vi har en grundlæggende tillid til, at vores partner vil os det godt.

Jeg er bevidst om, at vi er forskellige. Det er ikke udtryk for, at min mand er træt af mig, når han undrer sig over mine handlinger. Og det er ikke udtryk for, at vi er et dårligt match.

Så jeg ser på min mand og smiler. Rækker ud efter ham og med et kram viskes al optræk til ufred imellem os væk.

Undskyld

U-n-d-s-k-y-l-d otte bogstaver. Et lille ord med stor betydning. Mange glemmer at erkende deres egen fejlbarlighed. Mange tror i dag, at de skal være perfekte, men det er jo umuligt, og det gør det meget svært for dem at fejle og erkende det bagefter.

Men vil man lære sine børn at aflæse og forstå andre mennesker, skal man vise dem, hvordan man erkender sine fejl og sige oprigtigt undskyld. Det er et lille ord, men det at kunne sige det har stor betydning for vores udvikling som sociale mennesker.   

Ved at sige undskyld erkender man, at man har begået en fejl og kan stå ved den, og at vi kan tilgive os selv og andre på trods af det. To andre ord, der hører med i god opdragelse af dit barn er “tak” og “pyt”. 

Tak, er et meget lille men meget betydningsfuldt ord. Der er nok at takke for. Tak, for mad. Tak, for i dag. Tak dækker over alt fra den lille tak for de små ting i hverdagen til den helt store tak, når vi modtager hjælp fra andre, uden hvilken vi måske slet ikke havde klaret den. Takken peger ud over os selv og minder os om, at vi har meget at være taknemmelige for i relationen til andre mennesker.

Og endelig er der ordet “pyt”. Det kan vi mennesker godt blive bedre til at sige nogle gange. Alt for ofte bruger vi energi på at irriteres over noget, vi alligevel ikke kan ændre på.

Husk også at sige pyt til dig selv ind imellem. Vi laver allesammen fejl, men ikke alle er gode til at tilgive sig selv og komme videre med et træk på skulderen og et pyt.

I et parforhold skal der afstemmes holdninger og værdier. Nogle skal man stå fast på, men andre skal man kunne gå på kompromis med og slå ud med armene med et “pyt”.

Opdragelse og den vigtigste læring foregår ved, at vores børn ser på os og kopierer os. Så foregå med et godt eksempel med at sige undskyld, tak, pyt. Jamen, det er jo hele tre ting. At forstå betydningen af “undskyld”, “tak” og “pyt” er ikke det dårligste Kinderæg, man kan få med sig i livet.

Problemløsningsmaskinen

Kender du det med, at du har gjort noget vildt og så pludselig rammes af den der fuldstændig ubehagelige følelse af tvivl – har jeg nu gjort det rigtige? Sådan kan jeg godt få det nogle gange, når jeg tænker på vores “projekt sommerhus”.

Den menneskelige hjerne kan bedst sammenlignes med en problemløsnings maskine. Den er indrettet sådan, at den konstant scanner for mulige problemer. Den scanner, dømmer, evaluerer, sammenligner, forudser mulige katastrofer og reagerer på alt, der kan ligne et problem. Det er forøvrigt den vigtigste årsag til, at det er umuligt at være fuldt ud lykkelig. Vi er designet til at finde og reagere på problemer.

Min mand og jeg havde gentagne gange drømt om et sommerhus, og hver gang havde vi lagt drømmen ned. For er det nu overhovedet os? Hvad med de faste udgifter? Hvordan kommer vi derop? Vil vi ikke hellere rejse? Hvem gider besøge os? Regner det ikke altid? Mon der blir indbrud? Larmer naboerne? Er der fyldt med turister?

Og da vi jo ikke kan slukke for hjernen, så gælder det om at vide, at det er sådan, det er fat med vi mennesker. Derfor blev min mand og jeg enige om, da vi havde bestilt alle mulige brochurer for tredje gang, at når vi på den måde vedblev med at vække liv i en drøm, så skulle vi nok alligevel leve den ud.

En proces er sat igang. Klargøringen er igang. Når man køber en grund, hvor der ikke tidligere har været bygget, så ligner det en vildt bevokset naturgrund uden plan. Og det er bare med at komme igang med at få ryddet op. I respekt for at det har taget træet rigtig mange år at nå sin størrelse,  kræver det lige en ekstra overvejelse, hvilke træer der skal fældes.

Jeg holder af processen. Og jeg forsøger at komme overens med, at jeg med en menneskelig hjerne aldrig vil kunne nå til en tilstand af total lykke og overbevisning om, at beslutningen er rigtig. Men lige der midt i skoven til duften af savsmuld og jordbund, rammes jeg alligevel af glimt af lykke.