Den eneste ene

Aftenens tusmørke har sænket sig over byen. Denne sensommeraften er fuld af forvisninger om mere tid sammen. Aftenens bankende hjerter slår hurtigt  i takt.

Jeg betragter mennesker. Mennesker er forunderlige. Vi mennesker har brug for relationer. Og når vi ikke har fundet den eneste ene, så er vi på jagt. Det fascinerer mig at se med, når jagten går ind.

Se nu de to der oppe i baren. Jeg lægger mærke til, hvordan deres bevægelser synkroniseres, efterhånden som den gensidige tiltrækning er tilstede. Andre har knap så meget held denne aften. I indre by skylles Tinder afvisninger og knuste hjerter ned med endnu en cocktail.

Så må jagten fortsætte ud i nattelivet efter hurtige kys og et uforpligtende knald, men for mange med et håb om mere. Men skynd dig for der lukkes ned kl 22.00. Og du risikerer at sidde alene tilbage, når festens sidste gæst er gået.

Alt imens holdes der liv i en forhåbning om, at der da for pokker snart sker et gennembrud på kærlighedsfronten, så jeg rammes af den altopslugende kærlighed.

For selvom det kan være rart med et uforpligtende liv, så længes de fleste af os efter tryghed og nærhed. Følelsen af at der er en, der altid er interesseret i at høre, hvordan dagen er gået. En man kan lægge sig til at sove ved siden af, og som er der næste morgen, når vi vågner.

Denne aften bliver begyndelsen på en relation, der vil holde for nogle få. For aldrig har vi været så dårlige til at indgå i forpligtende relationer. Derfor vil aftenen for de fleste blot ende med at være endnu en aften i tombolaen, hvor det viste sig, at de trak nitten.

Men troen på, at vi kan trække det heldige lod, lever, og derfor søger vi videre.

Mindfulness

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så lever du også et liv, hvor der ikke er indlagt mange pauser. For det at lave ingenting er der ikke mange af os, der ser som en kvalitet. Vi er konstant pressede. På job og privat.

WHO forudser at stress og depression vil blive en af de største kilder til sygdom i den vestlige verden. I en presset hverdag er det naturligt, at vi leder efter metoder, der kan give os overskud og mental modstandsdygtighed.

Pauser er vigtige. Hjernen har ganske enkelt brug for pause, til at bearbejde alle de indtryk vi konstant bombarderer den med. Små pauser hvor du lukker alt andet ude og kun fokuserer på én ting, sænker din risiko for stress.

Men hvordan overhovedet få plads til afslapning. Det er vel bare endnu en ting på den i forvejen alen lange to do liste.

Her er mindfulness ret genialt, fordi det ikke tager mere end 5 min., og fordi du ikke behøver øve dig i flere år for at blive god til det. Mindfulness er en anerkendt og veldokumenteret behandlingsform til forebyggelse af mental ubalance.

Find en behagelig stilling. Luk dine øjne eller fikser dem mod et fast punkt ned foran dig alt efter hvad du foretrækker. Øvelsen går herefter ud på at fokusere på dit åndedræt.

Du skal ikke trække vejret på en bestemt måde. Du skal ikke evne at lukke alt andet ude af din bevidsthed. Det er alligevel umuligt, da din bevidsthed er en mesterlig historiefortæller.

Lad blot dine tanker køre som var de biler, der kører forbi, hvor du bor. Blot biler der kører forbi  og fasthold din opmærksomhed på din vejrtrækning. Læg mærke til dit åndedræt, der strømmer ind og ud… Læg mærke til din mave, der bevæger sig ind og ud… læg mærke til din brystkasse, der hæver og sænker sig… og genfokuser på din vejrtrækning.

Det er, hvad det vil sige at være mindful.

 

Studiestart

Studiestart er andet end fredagsbar og nye venskaber. Det er usikkerhed, tvivl og vildrede. De unge er netop startet på uddannelse. Mange har været i svære overvejelser og er det fortsat. For har de nu valgt rigtigt. Eller skulle de have valgt et andet studie.

Pigen, jeg mødte i min klinik, havde flere gange forsøgt at få sparring ved forældrene. Hver gang mødte de hende med åbent sind og sagde de viise ord: Når bare du finder noget, der gør dig glad. Det er det eneste, der betyder noget for os. Vi bakker dig op uanset.

Kan man forestille sig bedre forældre? Intet pres her. Og alligevel vil jeg problematisere forældrens udtalelse. For der lå i virkeligheden et kæmpe pres på den unges skuldre. Alt var nemlig op til hende selv.

Vi forældre siger ikke længere, at vi ønsker succes for vores børn, eller at vi håber, de bliver læger eller advokater, for vi vil jo ikke lægge pres på. Måske fordi vi selv godt kunne føle, der blev gjort det fra vores forældres side.  Vi tør ikke engang ønske for dem, at de bliver godt gift, eller at de får børn, for det tilkommer jo ikke os at blande os i det.

Så vi viser vores store rummelighed ved kun at ønske én ting for vores børn, nemlig at de bliver lykkelige. Det er jo så lidt et paradoks, at det lige er det, der er vores ambition på vores børns vegne. I en tid hvor der aldrig har været så mange unge med ondt i sjælen.

Noget så diffust som et ønske om, at de skal være lykkelige, er mere stressende end noget andet. Vi giver dem lykken som mål for succes, og dermed har vi givet dem et mål, der er umuligt at opnå.

Vi skal turde gå i dialog med vores unge. Turde sige højt, hvad vi tænker. Turde have forventninger til dem. Turde øse af vores erfaringer. Være den væg de kan spille bold op af.

Nydelse

Du kender det sikkert. Man sad der som barn og vidste, at der var is til dessert. Og så sagde de voksne: “Du skal spise din mad op først”. Det gennemsyrer hele vores kultur dette med, at man skal gøre sig fortjent til at nyde.

“Først yde så nyde” siger vi uden at tænke nærmere over, at vi dermed gør nydelsen til noget, man ikke kan tillade sig sådan bare at tage for sig af i rigelige mængder. Det er egentlig synd.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg lidt provokerende sagt sige til mine børn, at de endelig skulle kaste sig over desserten og så se, hvor meget plads der var til den mere lødige mad. Og nej, det ville jeg nok ikke. Men i overført betydning ville jeg gerne have været bedre til at fokusere på livets små desserter. Lære dem vigtigheden af nydelsen.

Vi opnår nydelse, når vi er sultne og tilbereder lækker mad. Vi mærker nydelse, når vi er ensomme og kommer i godt selskab. Og det er ren nydelse, hvis vi har ondt, og smerten lindres. Ligesom det er nydelse at dele en god oplevelse med andre. Det er, når vi finder ud af, hvad der gør os glade, og vi opnår det, at vi oplever nydelse.

Nydelsen findes i de små ting i hverdagen. Vi skal bare blive bedre til at få øje på den. Nydelse er ikke noget vi behøver udsætte. Alt for ofte siger vi: Når jeg får råd, så…. Eller når børnene bliver lidt større, så…. Eller når jeg går på pension, så…

Vi skal huske på nydelsen. Ikke sådan at forstå, at vi  kun skal gøre, hvad vi lyster. Men når nu du har købt den der lækre isvaffel, så nyd den dog. Alt for ofte glider den ned indsmurt i skam, fordi vi jo faktisk slet ikke havde gjort os fortjent til den.

Så nyd det nu – livet!

 

Unge og angst

Hun indledte med at undskylde, at hun var kommet. Havde faktisk overvejet at melde afbud. “En anden har garanteret meget mere brug for tiden end mig”, indledte hun. Hun så overrasket på mig, da jeg sagde, at det var godt, hun alligevel havde samlet alt sit mod og var kommet. For ingen skulle nøjes med, at have det, som hun havde det.

Hun var plaget af angst i en sådan grad, at hun ikke kunne deltage i nogen former for arrangementer, hvad enten det var cafeture eller fester på studiet. Karaktererne var også for nedadgående, da hun ikke turde række hånden op på klassen.

Hun havde fået overbevist sig selv om, at det var sådan, det var at være ung i dag. For var det ikke det, vi fagprofessionelle skrev om, bloggede om og delte på Instagram og Facebook – at unge i dag lider af angst? Det havde fået hende til at tro, at angst er noget alle har, og at det hører med til at være ung.

Det positive var, at det fik hende til at føle, at hun ikke var alene. Omvendt så havde hun også fået overbevist sig selv om, at når alle andre kunne klare det, så burde hun også selv kunne overvinde angsten.

Heldigvis var hun kommet i tide, inden angsten havde udviklet sig til depression eller andre psykiske følger. En nær veninde havde fået hende overbevist om, at det var spild af ungsomsliv at gå glip af den ene fest efter den anden.

I alt for lang tid havde hun taklet angsten ved ikke at tage nogen steder hen. Umiddelbart en god løsning, da det betød, at hun undgik ubehaget. Som mange andre, der lider af angst, forsøgte hun at overvinde den med de strategier, hun umiddelbart så som hensigtsmæssige. Hvad hun ikke vidste var, at det blot var med til at vedligeholde angsten og gøre den værre.

Når man skal arbejde med angst skal man være klar til at udholde ubehag, og der udgjorde veninden en vigtig motivationsfaktor. For min klient håber på at kunne tage med veninden til fester i 3. g. Og det glædelige er, at der er rigtig gode muligheder for at slippe af med angst med den rigtige hjælp.

Kunsten at samtale

Jeg erindrer en meget smuk udsendelse lavet af Agger. Den følger livet på Hospice i Hvidesande. Her møder vi Juristen, der snart skal dø. I et klip ser vi læger og plejepersonale forud for en stuegang. Juristen er en svær patient, for han vil ikke erkende, at han snart skal dø.

Personalet er enige om, at det er afgørende vigtigt for ham, at han får denne erkendelse og accept. De planlægger derfor, hvordan sandheden nu skal formidles til ham.

Det næste, vi ser, er Juristen, der kræver sig udskrevet. Han kan tydeligvis ikke være i deres åbenhedskultur. De har uden tvivl villet ham det bedste. De har tænkt, at det kunne være vigtigt for ham at kende sandheden, så han kunne planlægge, hvordan den sidste tid skulle være. Han kunne bare ikke være i det.

Det er ikke fordi, jeg ønsker mig tilbage til tidligere tiders lukkethed, hvor kun fagpersonalet vidste besked om patientens tilstand. Men forskning peger på, at langt de fleste mennesker har brug for at hænge fast i selv et spinkelt håb om et mirakel, når døden banker på. Og det forudsætter, at man mestrer den svære samtale. For ellers kan sandheden blive så brutal, at mange ikke kan være i det.

I et andet klip ser vi Agger sidde i dialog med Juristen.

Hvad er det lige der sker? De taler om døden. Men de taler om det i takt. Med udgangspunkt i Juristens yndlingssalme taler de i symbolsprog, om det at skulle dø. Engang. Agger ved, Juristen ved og vi som tilskuere ved, at de taler om Juristens forestående død.

Lige der i bedste sendetid, foregår den dialog, som ingen andre formåede at få. For Agger kan danse i takt. Han evner den svære samtales kunst.

Ved at flytte døden væk fra Juristen og over i et symbolsprog, taler de om døden uden at tale om den. Sammen taler de om holdninger og værdier og håb for de, der bliver tilbage, når vi engang ikke er her længere.

Agger siger ikke: ”Ja, for du skal jo snart dø”. Nej, han stiller sig blot til rådighed for refleksioner over livet og døden. Sådanne samtaler er livgivende og giver plads til håb midt i håbløsheden.

 

Naturen og mig

Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.

Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.

For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.

Naturens helende kraft  bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.

Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.

Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.

Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”

 

 

Min sommer

Mit barndoms sommerhus blev ivrigt besøgt hver sommer, for min far har altid ment, at: “der er intet som den danske sommer”. Og selvom mange af os har for vane at se fortiden i et mere nostalgisk lys, så regnede det altså også den gang.

Jeg husker livet i sommerhuset med blandede følelser. Duften af nybagt brød og frisk kløvet brænde. Smagen af hyben og hjemmelavet hyldeblomst. Men også en langsommelighed, der kunne bevæge sig over i kedsomhed. Så dagene med sol var meget velkomne, for så skulle vi til havet.

Om på bagsædet uden sikkerhedsseler og så afsted. Eneste formaning var, at vi ikke måtte bade en time efter, vi havde spist. Ellers var der fri leg i Vesterhavets voldsomme bølger.

Men mad skulle man jo have. Så min far slæbte den blå køletaske med forsyninger ned til vandkanten. Og min mor havde smurt madpakker og pakket alt ind i madpapir med navn på, så man ikke risikerede pludselig at sidde der med sin lillebrors leverpostej mad, når man selv kun kunne spise figenpålæg.

Leverpostej såvel som figenpålæg havde dog begge en topping af sand, der gjorde, at det knasede mellem tænderne, når vi spiste. Her var ingen sodavand, men vi kunne få en brikjuice, for det var jo ferie. Min bror med appelsin smag og jeg med æble.

Jeg stirrede ned i min mad. For når jeg kiggede til højre og til venstre, så vrimlede stranden med tyskere, der sprang rundt og spillede strandtennis uden en trævl på kroppen. Det var både spændende og chokerende på en gang.

Og inden vi kørte tilbage til sommerhuset, skulle vi nå forbi Købmanden, hvor vi hver dag måtte få en is. Også på en regnvejrsdag. Min bror valgte konsekvent den største, og jeg hørte min mors suk. Så jeg tænkte, jeg hellere måtte være den fornuftige storesøster og sikre familiens økonomi, så jeg valgte den billigste.

Og nu har jeg så valgt at skulle have sommerhus. Mit Jeppesen sommerhus rejser sig på grunden, mens jeg ligger her og tænker, om jeg har fortrudt. Har du også gjort noget, du aldrig troede, du ville gøre?

Du og jeg!

“Dig og mig, Alfred!”. “Ja, dig og mig, Emil”. Andet skal der ikke til for at bekræfte deres venskab og samhørighed. Og månen lyste og stjernerne strålede om kap over hele Katholt.

Det er en af de smukkeste scener, der udspiller sig her mellem Emil fra Lønneberg og staldkarlen Alfred. Og den har brændt sig fast i min hukommelse, fra jeg så den som barn første gang.

Emil og Alfred ved, hvad det hele handler om. Følelsen af at være elsket. Betydningen af en “du og jeg” relation. At være udvalgt – “dig og mig” “ja, dig og mig”.

Vi er ikke noget uden den anden. Uden vigtige andre. Hvis ikke vi har nogen at spejle os i, vil vi føle os usikre på os selv. Nære, tætte, sunde og stærke relationer er afgørende for vi mennesker.

Også selv om fokus i de seneste år i højere grad har været på selvudvikling og på konstant at skulle blive en bedre udgave af mig selv. Som om vi for en stund helt har glemt, at det er i relationer til andre, at vi lærer at blive til som menneske.

Forestil dig at du voksede op på en øde ø. Hvem skulle så lære dig om holdninger og værdier. Rigtigt og forkert. Lære dig at takle modgang i livet. Vi er nødt til at have relationer. Relationer, hvor der bliver lyttet til os i gensidig respekt. Det er altafgørende for vores trivsel som menneske.

Ligesom Emil, der i relationen til Alfred, bliver fyldt med god energi, sker det, når vi er i sunde relationer, at vi fyldes af følelsen af at blive løftet. Undersøgelser viser, at mere end 350.000 voksne er ensomme og  mere end 22.000 børn mellem 11-15 år er ensomme.

Vi mennesker har brug for andre mennesker. Og når det hele strammer til, og der er brug for tillid, håb og samhørighed, så er et “du og jeg” ikke til at komme udenom. Det vidner om kærlighed og trofasthed.

 

 

 

Mit København

Selvom jeg hverken er ung eller uerfaren, så kan jeg godt alligevel rammes af den der følelse af at være en naiv jyde, der er kommet til storbyen. For wauv, hvor er her bare anderledes end der, hvor jeg kommer fra. Det er nu præcist et år siden, at flyttebilen rullede ind med mit liv pakket i flyttekasser.

Som mange andre, der i disse år søger mod København, har jeg og min mand også taget springet. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Hvordan man overhovedet finder på at drømme den slags drømme som sindig jyde, ved jeg ikke helt præcist.

Jeg husker som barn, at jeg var på besøg i København ved min moster og onkel. Hele vejen hjem til Herning i den røde Viva gik snakken lystigt mellem mine forældre: ”Godt man ikke bor der, der er beskidt og det larmer og alle de biler og mennesker”. Så jeg har ikke fået drømmen med hjemmefra.

Jeg er vild med det. De havde jo ret mine forældre. København var den gang en forgældet, beskidt by. København har gennemgået en forvandling siden dengang. København er blevet hipt. København er i dag rig og velplejet. Nogle bydele er ikke til at kende igen, og fælles for dem er, at de alle udvikler sig, og ingen står stille.

Vi har slået os ned i en af disse bydele, som er i voldsom forandring nemlig Islands Brygge. Vi er en del af det store indtog. En del af en større folkevandring, der søger mod noget andet, end det vi kommer fra. Ganske vist er min mand og jeg for gamle til sådan rigtigt at blende ind med de andre. For her er overvægt af veluddannede unge med gang i karrieren.

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og det gør jeg i bogstaveligste forstand med bopæl i Sfinxen, der knejser sig op over Bryggen. Så ingen stenkast. Men altså stenbro er her i rigelige mængder. Vi bor i nybyggeri med elevator og underjordiske garageanlæg, så et ærligt træ ikke længere vil kunne lykkes med at slå rod ned gennem betonen. Og jeg elsker det. Jeg nyder hvert øjeblik.

Her har jeg har min egen praksis med udsigt over de smukkeste tæt-lav bebyggelser. Alene udsigten er helbredende. Fra min klinik kan man se havnen, der har sit eget liv med kajakker, små motorbåde og vandbusserne, der kan bringe folk fra Bryggen til fastlandet. Her tager jeg imod mennesker, der for en stund er faret vild i livet. Børn, unge og voksne. Alle indeholder de uopdagede ressourcer, og det er den største glæde at være med til at hjælpe dem videre ad en god vej.