MeeToo

Jeg har med vilje ventet med at poste dette opslag, da jeg lige ønskede, at bølgerne skulle lægge sig lidt, inden jeg kastede mig ind i kampen. Så ville jeg imidlertid være kommet til at vente længe. For det, der kunne se ud som et lille bølgeskvulp startet af Sofie Linde, er i stedet blevet til en sand tsunami.

Så nu må jeg komme med en kommentar. Også selvom mange kunne mene, at nu har vi hørt nok om Meetoo. Som kvinde må jeg tage afstand fra hele denne bølge af eksempler, hvor nogle af de, der har magt, opfører sig dårligt overfor dem, der ingen magt har.

Det er særligt krænkelser og overgreb i mediebranchen og i dansk politik, der har præget debatten herhjemme. Men det er ikke kun et fænomen, der er udbredt blandt de kendte. Det foregår i alle dele af samfundet, hvor der er magthierakier. Og det er måske et faktum, der har forstummet i debatten herhjemme.

I hvert fald er der ikke nogen af de kvinder, jeg taler med på jobbet eller privat, der ikke har haft en eller anden ubehagelig oplevelse med grænseoverskridende handlinger. For magtrelationer findes overalt. Og vi taler altså ikke om mænd, der giver komplimenter, for dem er vi de glade modtagere af. Vi taler om hænder, der lander de forkerte steder uden invitation.

Og det kan ikke blot henføres til at være en opgave for kvinder om at blive bedre til at sige fra. En logik, der synes at give mening for mange, der er vant til uden at blinke at give kvinder ansvaret. Man kan med ligeså stor selvfølgelighed sige, at det handler om, at kvinder slet ikke skal sættes i sådan en situation, hvor det er nødvendigt at sige fra.

Forhåbentlig vil flere kvinder turde fortælle, hvis de har været udsat for overgreb. Også de “ikke kendte”. I hvert fald har vi lært, at det ikke nytter at lægge låg på krænkelsessager, for det forsvinder de ikke af.

La bella vita

Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.

Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Med den luksus det giver at blive inviteret med til den traditionelle søndagsfrokost.

Jeg er endelig tilbage efter en lang periode med rejseristriktioner. Men fordi jeg kender stedet så godt, har jeg besøgt Norma mange gange i tankerne den sidste lange periode.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane. Jeg genkalder mig duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta, solmodne tomater og pizza fra åben ild.

Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur. Jeg kan genkalde mig den smukke udsigt fra terrassen udover Pontina sletten med alle lysene i mørket. Bella vista.

Nu er vi her så igen. Og alt er, som da vi var her sidst. Det er fantastisk. Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de,  hvor mange dage de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har tiden stået stille. Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år. Når de møder hinanden på pladsen eller i supermarkedet kindkysser de, og de tager sig god tid til at blive opdateret på hinandens liv. Og jeg elsker det.

Hjertet siger tik tak

50 gange i minuttet lyder den rytmiske lyd af ga-dunk, ga-dunk. Oftere når vi er spændte eller nervøse. Det er lyden af vores hjerte, der slå igen og igen. Minut efter minut, time efter time.  Indtil den dag det holder op. Eller som Knausgaard så malende beskriver det: “For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det”.

Når døden har stået i rummet med dig, er der intet, der bliver som før. Det er erkendelsen for en af mine klienter, der sidste sommer pludselig mærkede en underlig fornemmelse i den ene arm. Han fik hjertestop, men kom lykkeligvis afsted i tide.

Lægeligt set er han “så god som ny”. For med en stent er det fysiske nu på plads. Det psykiske derimod.

Erkendelsen rammer i små glimt i en hverdag, der har sine helt normale elementer af indkøb, madlavning afhentning af børn. For pludselig der midt i Netto rammer angsten. Angsten for et nyt hjertetilfælde. For at det hele kan være slut.

Han fortæller om nogle af de andre, der går på holdet for hjerteopererede. Han kan blive misundelig på dem, der vender sådan en oplevelse til noget positivt og siger, at “nu er resten af den tid jeg får en bonus eller en gave”. For ham er det skuffelsen, der fylder.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan kunne det ske for mig? Jeg har altid levet sundt. Og den skuffelse og uretfærdighedsfølelse er svær st leve med”, siger han.

Der er altså ikke nogen, der holder regnskab. Bare fordi du opfører dig pænt og er god mod andre mennesker, spiser sundt, dyrker motion og ikke drikker mere end de anbefalde genstande om ugen, er det ikke sikkert, du får lov til at blive rigtig gammel . Der er ikke nogen retfærdighed til, og det er en hård erkendelse at få.

At se døden i øjnene. Det er sort og mørkt og frygteligt. Det føles som om nogen griber om dit hjerte og klemmer til.

Søskendekærlighed

Hele mit hjerte bobler over af kærlighed og stolthed ved synet af Karl og Anna, der sover middagslur sammen. Fanget i et fredfyldt øjeblik. “De får så utrolig meget glæde af hinanden”, siger nogen. “Han er alt for lille til at forstå, han skal dele. Det vil ødelægge alt,”, siger andre.

Men hvad er sandheden, når det kommer til søskendekærlighed?

Har naturen en ideel aldersforskel, der øger chancen for, at børn, der fødes ind i den samme familie, får glæde af hinanden igennem deres opvækst og senere hen i livet. Det korte svar er: Nej!

I virkeligheden har det nemlig ikke så meget med aldersforskel at gøre. Det afgørende er forældrenes evne til at få børnene til at opdage hinanden. Det kræver selvsagt noget forskelligt af forældre, alt efter om der er 1.6 eller 5 år imellem søskende.

Det kan både være en udfordring og en fordel, at børnenes behov er meget ens. Ligesom det kan være en udfordring og en fordel, at børnenes behov er meget forskellige.

Karl og Anna har den fordel, at deres behov er meget ens. Derfor vil de have en umiddelbarhed i den måde, de ser hinanden på. Relativt uproblematisk vil de hurtigt opdage, hvad de har tilfælles og kan bruge hinanden til. De bliver naturligt en del af hinandens verden.

Udfordringen, når søskende kommer hurtigt efter hinanden, er, at Karl jo, på trods af at han nu er storebror, stadig er lille. Anna kræver meget af sine forældre, og Karl og andre som han, kan derfor komme til at føle sig tilsidesat, hvis ikke der er en opmærksomhed på det.

Er aldersforskellen større, vil den ældre være mindre afhængig af forældrene og måske endda kunne hjælpe lidt til med den mindre søskende og derigennem få en naturlig tilknytning til sin mindre søster/bror. Omvendt kan behovene være så forskellige, at det kommer til at stå imellem de to. Og det kræver lidt ekstra fra forældrene at få den gode relation kickstartet.

Den gode søskenderelation ønsker vi alle for vores børn. Det er en livslang proces, der starter under opvæksten, men som skal holdes levende livet igennem. Hvad er dine erfaringer?

Mit hår

Vi har været sammen i 20 år. Mig og min frisør. Vi har fulgt hinanden gennem hårde tider og gode tider. Gennem udvikling og afvikling. Konfirmation, studentergilde, skilsmisse og bryllup. Og så selvfølgelig mest til hverdag.

Hun kender mig og ved, at jeg ikke vil styles og ikke vil have alle mulige produkter i mit hår, og slet ikke vil have lak i som finish. Kort sagt – man må ikke kunne se, jeg har været der. Men jeg vil gerne have et krus varm kakao og chokoladen, der er så lille, at man næsten kan bilde sig selv ind, at man slet ikke har spist noget.

Hver gang jeg skal til frisør, lader jeg som om, det er til debat, hvilken frisure jeg skal have denne gang. “Prøv med pandehår”, siger min datter “Hvad med dette”, spørger min mand og viser mig et billede af en ung smart model.

Vi ved alle sammen godt, hvad det ender med. For det ender med det samme som altid.

Bevares jeg har da forsøgt mig med krøller, pandehår, røde striber, kort hår.  Det var i min mere vovede ungdom. Men jeg har også prøvet at ligge under dynen og love mig selv, at jeg ikke vil gå ud igen, før mit hår er vokset ud eller farven er dampet af.

For der er så mange følelser i hår. Og jeg har endnu ikke fundet det nødvendige mod de senere år. Det kan synes som en total uoverskuelig forandring, hvis der skal ryge ret meget mere end de slidte spidser. Der er så meget identitet forbundet med vores hår. Hår symboliserer endvidere sexuel energi. Se bare på nogle kvinders tradition med at gemme håret væk. Måske det er derfor, jeg klamrer mig til hvert lille hårstrå.

Hår kan bruges både til at skille sig ud og passe ind. En af mine unge klienter har farvet håret blåt. For som han rationerer sig frem til, så bryder han sig ikke om følelsen af, at andre kigger på ham. For tænker de nu, at jeg er tyk og grim. Når han har blåt hår, kan han berolige sig selv med, at det bare er håret, de kigger på.

Jeg ville ønske, jeg havde modet til at kaste mig ud i noget nyt og anderledes. “Det vokser jo ud igen”, siger min mand, (der er skaldet, så hvad ved han om det). Men hvordan overhovedet gøre det, når vi er enige om, at der sidder så meget identitet i håret? Måske du har prøvet at samle mod?

 

Min indre kritiker

Har du nogensinde udsat noget på ubestemt tid, fordi du var bange for at blive afsløret. Afsløret i ikke at være klog nok og derfor ikke i din gode ret til på nogen måde at udtale dig om dette eller hint. I hvert fald ikke før du lige har fået læst op på, dygtiggjort dig,  eller….

Hvis du ligner mig bare en lille smule, sker det, at du venter. Men hvad er det, vi venter på? For er det ikke rigtigt, at hvis vi venter, til vi er klog nok, smuk nok, hurtig nok, robust nok,  modig nok, god nok, sjov nok, så kan vi komme til at vente meget meget længe. Og livet foregår, mens vi venter.

Folk kommer til mig for at få hjælp. For at lære noget. Få gode råd. Ofte sker det, at jeg pludselig kan rammes af min indre kritiker, der hvisker mig i øret, at lige om lidt så bliver jeg afsløret, og klienten finder ud af, at jeg ikke ved en skid. Eller i hvert fald ikke er nær så dygtig som alle de andre psykologer. Det er sårbart at have det sådan.

Sådan er det at være menneske. Så mit råd til dig er, at næste gang din indre kritiker hvisker dig i øret og vil fortælle dig, at du ikke er god nok og at lige om lidt vil du blive afsløret så mind dig om, at du ikke er alene med den slags tanker og føleser.

Og selvom du ikke kan forhindre din indre kritiker i at skrige højt og larmende, så kan du øve dig i ikke at  lade den stoppe dig.  Kys livet. Omfavn det. Stå ved den du er. Fejlbarlig og alligevel fantastisk.

Mind dig selv om at alle andre også har sider, de helst ikke vil, at andre ser og opdager om dem. Ting som andre ikke kan se, men som er der.  Også hos dem, der på overfalden, ser allermest perfekte ud.

Jonas 26 år

Tid til at ønske tillykke. Jonas fylder år i dag. 26 somre. Det er vildt, som tiden flyver afsted. Og en af de måder, vi forsøger at holde styr på tiden, er ved at fejre fødselsdage. Du er nummer tre. Tre børn i løbet af ingen tid. Kun to år yngre end din storesøster Olivia og 3.6 år yngre end din storesøster Lea.

Når vi får børn, kan det føles som om, at ens hjerte for altid skal leve ubeskyttet. Om dette siger en forælder i den fantastiske film Shorta: At være forælder er ligesom hvis ens hjerte hopper ud af kroppen og går ubeskyttet rundt ude i verden”.

Jeg skal lige lov for, mit moderhjerte render frit rundt. Og jeg tænker hvert år, når en af mine børn fylder år, at nu må det snart være på tide, at jeg får mit hjerte tilbage i kroppen igen, så det kan begynde at banke lidt for mig selv. For I kan jo selv nu. Men det er svært, når hjerne og hjerte ikke altid følges ad.

Jeg er en forælder af tiden. En af de der nymodens overinvolverede forælder, der er lidt for meget af det gode. Hjælper lidt for meget. Spørger lidt for meget. Og så vil jeg være i kontakt hele tiden. Helt ærligt, så ved jeg godt, at det til tider er mega irriterende at være børn af mig.

Din 26 års fødselsdag skal du fejre i Italien i vores skønne hus i Norma. Sammen med søde Stine. I de italienske bjerge langt væk fra stress og jag. Der går tiden langsomt. Og det føles helt fantastisk.

Når jeg sidder her på din fødselsdag og kigger på gamle fotos og tænker tilbage i tiden, kan jeg genkalde mig alt. Årene løber som en film for mit indre blik. Der er mange smukke dejlige og varme minder. Og der er svære tider.

Og underligt nok kan det føles, som om tiden flyver afsted, når der sker gode ting. Mens tiden snegler sig afsted, når vi skal igennem svære tider. Vi har skullet klare det sammen.

Når vi stopper op på en dag som i dag, gives der plads til eftertænksomhed. Og heldigvis kan jeg sige, at hvis tiden går baglæns, vil jeg gøre det hele igen.

 

 

Så kom Anna

Først kom Nola. Så kom Karl. Så kom Viggo. Og så i onsdags kom lille Anna. 3290 gram lykke. Det er bare rækken af nyfødte i vores lille familie. Rækken er uendelig lang. Alle med hver deres familie bag.  Hver deres familiefortælling som de nu bliver en del af. Trods de meget store forskelle er der også nogle ligheder.

Fælles er, at det at blive forælder er det største OG det sværeste.

Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

I en tid, hvor den perfekte mor, er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger, kan det være svært at navigere i.

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har anderledes erfaringer. Gode velmenende råd er der nok af.

Bær dit barn på dig hele tiden. Bær ikke dit barn for meget. Husk at stimulere dit barn. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe. Barnet er mest tryg, når det sover inde ved Jer. Barnet bør sove for sig selv, så det får ro. Barnet skal have lov at spise selv Du viser omsorg, når du mader dit barn.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier. Det kræver faktisk sin kvinde,

Jeg var forberedt på den helt særlige følelse, det er at få lov til at bære et nyt liv i sine arme. Jeg var ikke helt så forberedt på den helt særlige følelse af glæde, det giver at erfare, at min og min mands datter begge har formået at finde deres egen vej i morrollen. At holde fast i deres egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for alle nybagte mødre, at de finder styrken til det.

Min mor

Jeg har sat flag i vinduet. Der er ikke noget at fejre, men jeg vil gerne markere dagen. Min mor kunne have fyldt 80 år i dag. Der er egentlig ikke noget underligt i, at hun ikke nåede at blive så gammel. Det er ikke alle forundt.  Men at hun har været død i 27 år denne sommer er skræmmende. 53 år blev hun.

Jeg husker hendes 53 års fødselsdag. Den sidste. Vi vidste alle, at hun snart skulle dø. Jeg var ikke fyldt 30 år endnu. Jeg havde to små børn på 1 og 2 år. Jeg havde brug for en mor. Og en mormor til mine to børn. Jeg havde det virkelig svært med den dag. Min mor var stærkt plaget af smerter. Alligevel skriver hun med stor taknemmelighed om dagen i sin dagbog.

Jeg ved ikke, om man kan blive klar til at miste sin mor. Men jeg ved, at jeg på ingen måde var klar. Heller ikke selvom jeg godt kunne se, at jeg burde give hende lov til at give slip. For hun havde det ikke godt.

Der er så mange ord, der skal siges, når man ved, at man står med de sidste dage, der skal leves sammen.

Det er bare så svært at få det sagt. Bagefter er det for sent. Så kommer alle selvbebrejdelserne, for alt det, man synes, man ikke gjorde på den rigtige måde. Der er to ord, der kommer til mig, som jeg ved, jeg ikke fik sagt højt. “Tak” og “Taknemmelig”.

Tak, fordi du var min mor. Du var den, der trøstede, når jeg faldt. Skubbede på, når jeg tøvede. Bar over, når jeg fejlede. Tak, fordi du troede på, at jeg kunne det meste selv og ikke fejede forhindringer af vejen.

Jeg er taknemmelig over, at du viste mig, at man skal tro på sig selv og sit eget værd. Det tog mig nogle år at lære, at man ikke skal finde sig i for meget, men du prøvede at foregå mig med et godt eksempel. For du fandt dig i “no shit”.

Jeg ville gerne kunne have fejret dig. Jeg håber, du danser, skåler og synger i din himmel i dag.

“Vi står sammen…..”

Tiden stod stille, da hele fodboldverdenen holdt vejret i lørdagens kamp mod Finland. For pludselig skete det, som ikke må ske. Og det er et øjeblik, der for altid vil stå printet i vores bevidsthed.

Der kan blogges meget om alt det, der skete denne aften. Og jeg kunne let forledes til at skrive, at lige der blev vi mindet om, hvor betydningsløst fodbold er. Det vil jeg imidlertid ikke, for det ville være en alt for simpel konklusion.

Det er rigtigt, at vi lige der blev mindet om, hvad det vigtigeste er. Det vigtigste er at være omgivet af betydningsfulde andre. Det vigtigste er at være i det her liv og huske at leve et værdibaseret liv.

Fodbold kan bare noget, som vi ikke må glemme. Her er vi samlet i et fællesskab, der rækker på tværs af fine titler. Når vi trækker i de rød/hvide trøjer, pakker vi os selv væk for en stund og overgiver os til et fællesskab, der er større end os selv. Det er vigtigt at værne om den slags samlingspunkter.

Det er mere end en fodboldkamp, der er på spil. Det er en tid, hvor vi er samlet om noget som nation. Og midt i alt det forfærdelige, der skete i lørdagens kamp viste fodbold også, at den kan samle dels som nation, men også på tværs af nationer.

På trods af den gruopvækkende hændelse var der også mindeværdige smukke øjeblikke. Et meget smukt øjeblik var blandt andet, da de finske fans i kor råbte: CHRISTIAN og de danske fans svarede: ERIKSEN. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.

Spillerne har udtalt, at de vil spille videre ved denne EM slutrunde for at gøre os stolte. Det har de for længst indfriet. De stod sammen side om side, da det værst tænkelige udspillede sig for øjnene af dem. Og det i bogstaveligste forstand da de helt instinktivt slog ring om og skærmede deres holdkammerat fra de mange kameraer. Der blev vist et sammenhold, som vi alle kan være stolte af.

Så selvom det skulle blive en slutrunde uden sejre, så har de alligevel vundet. De har skrevet sig ind i alles hjerter. På tværs af alle skel vi mennesker normalt sætter op.