Intimitet

Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik ideen til dette opslag lige her inden julefreden skal sænke sig over os. Lige efter årets julefrokoster og lige før den tid på året, hvor allerflest par vælger at gå fra hinanden. Jeg ved ikke om jeg håber på at kunne afværge nogle katastrofer derude.

Hvis du lever i et åbent forhold skal du ikke læse videre. Men hvis du lever sammen med den du gerne vil blive gammel sammen med så husk at stoppe op engang imellem og kig den anden dybt i øjnene.

Seksualiteten  er et menneskeligt råstof, der hører med fra vi fødes til vi dør. Seksualitet er mange forskellige ting. Seksualiteten har mange ansigter. Og alt for ofte glemmer vi intimiteten. Og når det sker gør vi os i risiko for at kunne falde for andre. Vi mennesker kan ikke overleve uden intimitet.

Det enorme fokus på kønsorganer er rigtig ærgerligt fordi det erotiske møde er langt mere end det. Det er hud, lyd, duft og hænder. Sex er meget mere end kønsorganer der mødes. Et blik, et smil, et kærtegn kan undertiden føles direkte berusende.

Vi skal tilbage til at lade os tænde af sanselige oplevelser sammen med kæresten udenfor sengen. Alt for ofte har vi kun fokus på at blive tændt med et klask i røven. Det erotiske møde handler om at være nære.

liv og død

Liv og død og alt det, der ligger der imellem. Det er eksistens. Det er tro, håb og kærlighed. Det er skyld, skam, angst, vilje, frihed, længsel, tvivl. Det er en evig søgen efter mening og identitet i en kompleks verden der hylder det menneske der evner at honorere krav om vækst.

Pap- bonus- stedforælder

 

 

Forælder/barn relationen var der før kæreste relationen

Dvs. at der er en historie, vaner, traditioner.

Alle disse vilkår adskiller en sammenbragt familie fra det traditionelle familiemønster vi kender fra kernefamilien med mor/far og barn.

Dette er vilkår man som medlem af en sammenbragt familie ikke kan ændre eller fjerne og som man skal finde sit forhold til og samarbejde omkring, som par!

En sammenbragt familie er en familie, hvor mindst en af parterne har børn med fra tidligere forhold.

En sammenbragt familie er ny familieform, der kan give andre udfordringer end dem vi kender fra en kernefamilie. En sammenbragt familie er IKKE en kernefamilie, den har nemlig helt andre vilkår. Det bærende element i en sammenbragte familie er parforholdet.

Det kan for mange par være vanskeligt at skabe fælles normer og holdninger når man kommer med hver sin måde at være familie på, kommer med hver sin historie, traditioner og vaner.

Der er nye positioner/roller der skal skabes, udvikles og afstemmes parterne imellem. Det kan være vanskeligt at finde sin rolle og plads både som barn og voksen i en sammenbragt familie

Barnet eller børnene har også en anden forælder, de er medlemmer af en anden familie også, og det faktum at der er en biologisk forælder, der på den ene eller anden måde har indflydelse på din sammenbragte familie, kan for mange gøre det svært at håndtere.

Så en sammenbragt familie har ikke noget at gøre med om man bor sammen eller ej, men at man bliver det når man er et etableret par, hvor den en eller begge har børn med fra tidligere forhold.

To familier

Det at børnene i den sammenbragte familie er medlemmer af to familier giver ofte de voksne en meget tydelig oplevelse af forskelligheder og ligheder mellem de to familier, i det at man som voksne oplever en andens måde / måder at være familie på meget tæt på, det kan de hos nogle (mange) opleves som en trussel og uden at det er hensigten, kan dette skabe et ”konkurrence- lignende” forhold med den anden familie eller forælderen af samme køn i den anden familie – ”vi skal være bedre” for ellers kan du(barnet) ikke lide os.

Det skaber helt naturligt spørgsmål så som:

  • Gør vores familie det godt nok?
  • Er Jeg god nok som forældre? Som anden voksne?
  • Kan barnet bedre lide at være i den anden familie?

Nogle oplever samarbejdet med ex-partneren som stort set problemfrit, andre oplever det vanskeligt og udfordrende. Endelig er der nogle, der oplever det som ren chikane for deres nye familie og parforhold.

Hvis man som par er i den situation hvor samarbejdet med exen skaber konflikter i ens parforhold, så har man et problem som par.

Et konfliktfrit samarbejde kan for nogle par i den sammenbragte familie opleves som truende og skabe et hav af problemer

Et konflikt fyldt samarbejde kan for nogle par opleves som meget besværligt men det giver ingen problemer for parret indbyrdes

Så selve samarbejdet er ikke det afgørende for om man oplever det som problem i ens parforhold, men det der er meget betydningsfuldt for parret er at der er sammenhæng mellem den måde man som par samarbejder på og den måde man som par vælger at være familie på.

Altså at det samarbejde man har med exen hænger sammen med – passer til den måde man som par organiserer sig på som familie.

Venskab

Peter Plys er klog. Om venskab har han blandt andet sagt: Gode venner kan lave alting sammen, men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen

nærig

Nu må der ikke gå for meget carly i den siger jeg til min mand.

 

På gården mom der et rugbryd med frisk bagt brød det blev lagt til side og så spisete de det gamle først

Bare psykisk

Vedvarende uforklarede fysiske symptomer. Mange kalder de fysiske sygdomme som de “virkelige” mens symptomer, man ikke kan forklare organisk “bare er noget der foregår inde i hovedet”

Sorg

Alle oplever vi sorgen. I en tid med effektiviserings krav og er det svært at få lov at være et sørgende menneske. Jeg har læst psykologi på et tidspunkt hvor vi troede at sorg gik over. At man ved at gøre sit sorgarbejde ordentligt ville komme ud på den anden side. At det for den sørgende handlede om at få sagt ordentligt farvel og løsrive sig fra den energi som sorgen binder. En tankegang der har passet alt for godt ind i vores positivitets og lykkefokuserede tid.

Sorg går aldrig over. Den bliver for de fleste til at leve med men sorgen vil altid være der som et sting af smerte der pludselig kan ramme. Sorgen er der jo fordi vi er afhængige af hinanden poetisk sagt er det kærligheden der er blevet hjemløs. For det menneske, der har den gave at være forbundet til andre i kærlighed følger den forbandelse at sorgen vil være en følgesvend livet igennem.

At vide at sorgen altid vil være der kan for nogen være en kæmpe lettelse fordi man så ikke længere behøver kæmpe i mod. I starten som en altfortærende følelse. Sidenhen mere som sting af smerte, der kan dukke op, når vi er mindst forberedte på det.

Når det er så svært for de nærmeste at rumme den livslange sorg er det fordi den bliver en påmindelse om at hvis det sker for dig så vil du heller aldrig komme over det.

Vi lærer så meget om livets stadier. Vi lærer om teenagekroppens forandringer i skolen. Vi går til fødselsforberedelse når vi venter barn og lærer alt om den gravide krops forandringer og om fosterets og spædbarnets udvikling. Vi kan læse en masse om overgangsalder og hedeture. Men døden forberedes vi ikke på. Den er der ingen der rigtig fortæller os om. Der er ingen dødsundervisning. Eller undevisning i at stå ved siden af et sørgende menneske.  Det

Du og jeg

På en måde har vi meget til fælles. Og på en måde er vi meget forskellige. Det kan godt give nogle sammenstød. Men i virkeligheden kan man aldrig nå til en fuld forståelse af den anden for hvis man kunne det skulle man være den anden og det er man ikke man er netop sig selv. Man kan kun forsøge at bestræbe sig på at forstå det den anden forstår. Det handler slet ikke om at være mere som den anden for man risiskere at miste sig selv. Ikke at være sig selv eller at have tabt sig selv er forbundet med fortvivlelse og man rammes af usikkerhed om hvem man egentlig er. I sin iver efter at passe ind skifter man konstant retning og man rammes af angst og mistrivsel.