Notice: Undefined property: WP_Error::$category_parent in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Notice: Undefined property: WP_Error::$term_id in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Fars pige

Danmarks for tiden mest sete og på samme tid mest udskældte program på DR vækker vores forargelse. Ingen skælder for øvrigt i parentes bemærket ud på DR over, at de udstiller en pige på den måde, som de gør.

Stor er vores forargelse over, at Alva altid har direkte adgang til sin fars Platinkort og kan køre det igennem for at berige sig med øreringe, tasker og andre vilde luksusting. Alva er blevet kaldt et Curling barn. Men stop lige et øjeblik. Er det i virkeligheden ikke sådan, at Alvas fars fejekost bare er større end vi andres?

For er det ikke karakteristisk for de børn og  unge, der vokser op i dag, at vi alle forkæler dem og giver dem alt, hvad vi kan. Alvas far tjener så mange penge, at det rækker til Gucci og Chanel, men det er vel i princippet ikke værre, end det vi andre gør? Men rart er det selvfølgelig, at der er nogen, der gør det mere overdrevent end os selv. Det giver sådan en dejlig ro og selvtilfredshed.

Egentlig kan det ikke få mig op at ringe, at det er et Platinkort, der køres igennem. Det er helt andre temaer, der bekymrer mig. Som når far fejlagtigt tror, man skal være bedste venner  med sit barn. Når far ikke tør være en autoritet. Når far ikke sætter grænser og selv er grænseløs. Og når man glemmer, at selvværd ikke bygges af Chanel tasker eller billigere ting for den sags skyld.

Selvværd kommer indefra. Det sker, når de primære omsorgspersoner evner at vise dig, at du er god nok, præcis som du er. Ikke kun når make-up, hår og korsettet sidder perfekt. (Faktisk den scene jeg bliver mest trist over). Ikke kun når du er den, der bliver inviteret med til de rigtige fester. Og det er så her, jeg bliver bekymret på Alvas vegne.

For hun beskriver en tomhedsfølelse så hjerteskærende. En tomhedsfølelse, jeg møder hos rigtig mange unge i dag. Og selv mærkevarer kan ikke fylde det hul. Eller fjerne angsten for at fejle og ikke kunne leve op til alle de usagte forventninger, der lurer under overfalden.

My Valentine

Valentinsdag er måske nok noget amerikansk kommercielt opreklameret f.., men hvorfor ikke bruge dagen til at huske på kærligheden? Måske det skal være dagen, hvor du overrasker din partner med en rose, en lille gave, ekstra mange kys.

Når jeg på trods af alle de kommercielle advarselslamper, der står og bimler og bamler, alligevel vil slå et slag for Valentinsdag, så er det fordi, at kærlighed er så altafgørende en størrelse for vi mennesker. At føle sig elsket af et andet menneske er livgivende.

Det vigtigste for at få et parforhold til at være lykkeligt er, at man får sin partner til at føle sig værdsat. Det lyder ret simpelt, og de fleste, der er i et forhold, vil vel hævde, at de værdsætter deres partner. Ja, ja bevares man er måske ikke helt så åbenlys med det, som da forholdet begyndte.

Og det er lige netop her problemet starter for mange, der løber vild i forholdet. Mange er typisk meget kærlige og gode til at vise hinanden, hvor meget partneren betyder i starten af forholdet.

Det er tit i starten af forholdet, at der er skruet helt op for kærtegnene og de søde ord, og herefter kan det begynde at gå stille og roligt ned ad bakke, der midt i hverdagens trummerum.  Man får skabt en hverdag, hvor kærtegn og søde ord, måske ikke bliver prioriteret lige så højt, som at finde ud af hvem der handler ind til aftensmad, henter unger, gør rent, laver mad. Og dette kan for nogen godt betyde, at følelsen af værdsættelse forsvinder.

Så Valentinesdag kan med fordel være en reminder om at huske den anden. Det er ikke gjort med denne ene dag om året. Men det kan være en kickstarter til igen at finde ind til det, der gør din partner glad, og som viser, han er værdsat.

Social isolation

Måske ser du Vikings ligesom jeg? Det er en af de bedste serier, jeg længe har set. Jeg er vild med de seje kvinder. Scenerne, hvor de stolte skjoldmøer kæmper på lige fod med stærke muskuløse mænd. Og begreber som loyalitet, ære, tro, skæbne, troskab og begær binder handlingen sammen.

Og hvad skete der så i forrige afsnit af Vikings? Hvitserk har begået en stor forbrydelse ved at dræbe den største skjoldmø, som Norden har kendt til nemlig Lagertha. Selvom han dræber hende i en fortvivlet sindstilstand, der bedst kan betegnes som psykotisk, så skal det naturligvis hævnes.

Og da det er Bjørn, der skal udmåle straffen over sin mors morder, er vi klar over, at straffen vil blive umenneskelig hård. Hvitserk nævner selv sin sandsynlige straf: “Om så du dømmer mig til at blive brændt levende, så har jeg fortjent det”. For at blive brændt levende var en af datidens grusomste og mest pinefulde straffe.

Hvad kunne da være værre end det. Så vi sidder med tilbageholdt åndedræt og ser Hvitserk på bålet med flammerne slikkende om sine fødder truende med snart at antænde ham og fortære ham levende. Da sker det forunderlige, at Ubbe efter et signal fra Bjørn kaster sin økse, så båndene, der fæstner Hvitserk til bålet, går itu, og han falder til jorden.

Er Hvitserk da blevet taget til nåde? Har Bjørn besindet sig og fået medlidenhed med sin syge halvbror. Nej, tværtimod. Det er ikke den blødsødne empatiske bror, der formilder sin straf. Hvitserk idømmes tværtimod den værst tænkelige straf. Og det er ikke at blive brændt. Det er at blive udstødt.

Afskåret fra dem vi har kær. Udstødt fra fællesskabet er vi mennesker intet. Vi er skabt til at forbinde os med hinanden. Vores hjerne registrerer sociale afvisninger i det samme område som det, der aktiveres, når vi bliver fysisk sårede.

Det at være en del af en gruppe har til alle tider været afgørende for menneskets overlevelsesevne. Derfor vil smertecentret i hjernen aktiveres ved eksklusion, så vi kan forsøge at forhindre at blive udstødt. Når vores behov for nærhed ikke imødekommes kan følelsesrelaterede lidelser blive resultatet.

Udstødelse er i moderne tid ikke længere ensbetydende med stor sandsynlighed for at dø i vinterkulden. Men dengang som nu vil dette af føle sig afvist, forladt eller adskilt fra andre ramme os utrolig hårdt. Inde for psykologien taler man om social depression,  som betegnelse for den særlige form for ulykkelighed, der ligger i at føle sig udenfor fællesskabet.

Et stykke med skyld

”Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet”. Sådan sagde min mor altid, når jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte. Eller undladt at gøre noget, der blev forventet af mig. Det kunne også serveres mere elegant som en mulig forventnings skuffelse. ”Jeg har kæmpet hårdt for at give dig alle muligheder”. Spis lige den. Værsgo, så er der serveret: Et stykke med skyld på.

Det er en effektiv måde at styre på. Skylden er et virksomt værktøj til at styre andre i en bestemt retning. Intet kan give større skyldfølelse end oplevelsen af at have skuffet andre mennesker. Særligt mennesker med stor følelsesmæssig betydning som især forældre. Og skyld er så tæt forbundet med dårlig samvittighed.  

Skyld er imidlertid vigtig, fordi den spiller en vigtig rolle i reguleringen af vores moralske adfærd. Ja, jeg mener den er den vigtigste af alle socialiseringsfunktioner. Evnen til at føle skyld er det, der adskiller os fra dyrene. Uden evnen til at føle skyld var der kun tilværelses ulidelige lethed tilbage. Og det kunne komme til at smage endnu dårligere end et stykke med skyld på.

Du forstår dig selv gennem det, du gør. Du kan se, hvad du har gjort og så vurdere dig selv moralsk ud fra det. Tidligere havde vi også religionen til at navigere efter, men i dag, hvor ingen er større end mig selv, er det vigtigere end nogensinde at holde fast i evnen til at føle skyld.

Når vi holder fast i vores værdier og bruger denne viden til at vejlede, inspirere og motivere os til at sætte mål og handle på måder, der beriger vores liv, bliver evnen til at føle skyld vores kompas. Skyldfølelsen er vores kompas og retningsviser, der fortæller os emotionelt, hvad der er rigtigt og forkert.

Væk med: “Mor er skuffet”. Det kan få skylden til at æde dig op. Jeg vil udtrykke det som Anne Linnet: ”Gør ikke noget, du ikke kan dø med”. 

Ren magi og kemi

På fotoet ser du min datter, svigersøn og lille Karl. Læg mærke til den kontakt, der er imellem dem. Selv om det er et foto, så fornemmes det tydeligt, at det strømmer ud med kærlighed fra dem til ham og omvendt.

Tænk, at naturen er så smart indrettet, at den evner at sende den helt rette mængde at signalstoffer og hormoner afsted for at sikre den altafgørende tilknytning mellem det lille spædbarn og de primære omsorgspersoner. Det er ren magi og kemi. Og det sker i langt de fleste tilfælde helt af sig selv.

Det lille nyfødte spædbarn er født med en overlevelses strategi, der er genialt udtænkt fra naturens side. Barnet ser ind i sine forældres øjne. Lige efter fødslen har det nyfødte barn en vågen periode. Selv om det har været nok så strabadserende at nå ud i denne verden, så er det som om, det nyfødte barn har fået en Red Bull hældt indenbords, for det ligger bare der og stirrer ind i sine forældres øjne.

Det er genialt. For det er gennem øjenkontakten, at de altafgørende kærlighedshormoner bliver trigget i fars og mors hjerner. At det lille barn, som snart skal vise sig at være en ulv i fårekæder, som kan skrige og holde dig vågen den halve nat, er så smart  udstyret med det lille trick at kunne se ind i dine øjne, gør, at du mærker kærligheden bruse og finder de kræfter, du slet ikke har.

Når det lille barn ammes er afstanden fra barets ansigt og op til dine øjne præcis den afstand, som det lille barn kan se og overskue. Kontakt. Du er solgt. Derfor tror jeg også godt, du kan forstå, hvor meget sværere tilknytning er ved det for tidligt fødte barn. Eller det barn der af andre årsager har haft en svær start. Det bevirker nemlig, at også din tilknytningen får en rigtig svær medfart.

Mange af mine klienter fortæller med skam og skyldfølelse, at de ikke har lavet tilknytning til deres lille barn. Det er helt naturligt.

Når barnet er født for tidligt, vil det sove det meste af tiden. Og det er tilkoblet maskiner. Alt det, der ellers ville foregå helt af sig selv, er nu noget, der skal arbejdes hårdt på.

Fastfrys gode øjeblikke

Jeg må komme med en indrømmelse. Den nye virtuelle virkelighed kan noget. Swiiip ”Et glas friskpresst appelsin”. Swiiip ”Hjemmebagte boller”. Swiiip ”Foto af glade børn”. Swiiip ”Gaven fra kæresten”. Swiiip ”En buket friske tulipaner”.

Jeg har først selv lige fået det der Instagram. Mine børn har overtalt mig. De kan ikke leve uden. De sidder der og swiiipper på fotos, fra dem de følger. Følger? Follow? Hvor mange followers har du?

Det er kommet frem, at mange af de fotos, vi ser på Instagram, er et udpluk af virkeligheden. Uden for kameralinsen kan det se meget anderledes ud. Rodet på bordet er skubbet til side for at sikre det helt perfekte foto af de smukke tulipaner. Nu deler vi så med omverdenen, hvor fantastisk vores hjem er. Kunstigt? Tja vel er det så. Godt? Skidt? Jeg har i hvert fald været imod.

Der er egentlig noget enestående ved Instagram. Det indrømmer jeg ikke overfor mine børn. Selvom de synes, jeg er forstokket og gammeldags, så fastholder jeg stædigt, at det er spild af tid at sidde der og følge med i andres liv, mens man med fordel kunne komme i gang med at leve sit eget. Jeg indrømmer det altså kun her.

Instagram kan noget.

Instagram fastfryser øjeblikket af noget pragtfuldt. Det hjælper os med at tune ind på det, der har en positiv indflydelse på os mennesker. Instagram er faktisk et godt eksempel på, at vi med fordel kunne blive bedre til at redigere det ubetydelige væk for bedre at få øje på det smukke.

Det minder os om, at vi skal se de skønne tulipaner og ikke kun alt rodet. At vi skal gribe øjeblikket, når kæresten tager sig ud fra sin bedste side. Når ungerne charmerer. Jeg tror på, at det giver hjernen gode påvirkninger at fastholde alt det smukke og efterfølgende dele det med andre.

Drømme

Drømme er til for at blive levet. Bloggen udvider. 2020 bliver et anderledes år her på min Facebook side. Som følger ved du, at jeg hver fredag lægger et nyt opslag op om emner, der tager udgangspunkt i mit eget levede liv. Godt krydret med lidt psykologfaglig viden om børn, unge, forældrerollen, skilsmisse, bonusfamilier og kærlighed til livet og hinanden.

Jeg holder meget af at skrive. Jeg skriver altid, når jeg har fri. Andre strikker eller spiller spil. Jeg skriver. Derfor er det også helt naturligt for mig at skrive om den proces, vi nu kaster os ud i.

Min mand og jeg har i lang tid gået med en drøm. Drømmen om et pusterum i form af et sommerhus. Boligsiden er blevet pløjet igennem de sidste 5 år. Min mand burde stille op i Hammerslag, for han rammer hver gang med meget lille margin og ville slå både hold Øst og hold Vest.

Fanø, Skagen, Blåvand, Henne er blevet studeret nøje, for som jyde er der bare ikke noget som vestkysten. Flere gange har vi taget turen rundt i det sjællandske, og hver gang er vi enedes om, at: Der er alt for mange sten på stranden, der er ingen ordentlige klitter, grundene er for små, husene ligner kolonihavehuse, og det der Tisvildeleje er opreklameret.

Vi har bare også måttet sande, at for at vi skal få brugt et sommerhus i en travl hverdag, så skal det ligge i køreafstand fra København. Derfor har vi købt en grund i – ja Tisvildeleje – og vi glæder os.

Processen kan følges her på min Facebook side. Følg det fra vi har skrevet under på købsaftalen på grunden, og frem til der forhåbentligt står et færdigt hus på grunden med liv, der skal leves.

Det kommer ikke til at betyde et farvel til fredag eftermiddag kl.14:37, hvor der fortsat vil blive lagt et opslag op om det moderne familieliv.

Det bliver et tillæg. Ord, der kommer til at leve deres eget liv, og som gerne skulle kunne give spændende inspiration til dig om, hvordan man kan gøre drøm til virkelighed.

Januar gå nu væk!

Tømmermændene har lagt sig. Den sidste gæst er gået. Forude truer den lange januar måned. Hadet af mange. For januar er både urimelig lang og ofte kold. Væk er decembers hygge og forventningsglæde. Pengene er brugt og alle gaver delt ud. Måske de også er byttet igen. For efter julen følger uger med udsalgsgult.

Det eneste, der er tilbage, er overtræk og overvægt.

Januar er dage med gråt i gråt. Med regn, sjap og blæst. Forkølede unger og bristede nytårsfortsætter. Jeg prøver at tænke frem i tid. Lige om lidt er det forår. Lige om lidt er det sommer. Kunne tiden venligst speede lidt op. Men nej, januar speeder netop ikke op. Januar har sat sig for at gå langsomt.

For januar er netop noget andet. Noget andet end forår og forårsfornemmelser. Noget andet end sommer med sol, solbrun hud og vin på terrassen. Noget andet end efterår og smukke træer klædt i efterårsdragt.

Januar er god tid og ro.  Januar er dage med mørkning. Jeg elsker den særlige tid på dagen, hvor lyset må vige for mørket. Januar er lange weekender under dynen og lov til ikke at gide stå op. For alle kan forstå, du ikke orker det vilde sådan en januardag. Så ingen vil kalde dig doven.

Januar er at stå på Islands Brygge sådan en råkold aften og bare stirre på alle lysene i lejlighederne og forestille sig det liv, der leves derinde i varmen. Stearinlys der tændes og folk, der kryber tæt sammen. Ser deres yndlingsfilm, strikker eller læser i en bog.

Og nok så vigtigt – januar er tid til eftertanke. For der står et helt ubrugt år foran dig. Januar er tid til at se tilbage og tid til at se frem. Og nu er der kun 28 dage tilbage.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Mål og retning

Det lakker mod enden. Det er snart nytår. For mange af os er det en tid til at gøre status. Vi kigger tilbage på året, der er gået og ser frem mod et nyt år. 365 ubrugte dage står foran dig.

Forestil dig, at du gerne vil ændre ting i dit liv. Jeg vil gerne invitere dig til at lave en lille øvelse. Find din mobil frem. Opret en note i din smart phone. Skriv her som overskrift – En skønne dag vil jeg….. Skriv nu 5 ting ned, som har betydning for dig at komme i mål med.

1.

2.

3.

4.

5.

Hvad er det allermindste, enkleste og letteste skridt du kan tage i løbet af de næste 24 timer, der vil føre dig en lille smule tættere på dit mål?

Rigtig godt nytår!

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Hvis vi mener noget med det, når vi vil bilde børn ind, at gaver ikke betyder noget, så skal vi starte med selv ikke at lave forskel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “have en lille ting, men da selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, børnenes kærester, kæresters børn fra tidligere forhold, børnebørn fra alle kanter. Og der skal ikke gøres forskel.

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og de andre har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”. Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel.

Start dialogen i jeres familie. Hvilke forventninger har I til de kommende gaver?

Se mere på https://psykologenpaabryggen.dk