Notice: Undefined property: WP_Error::$category_parent in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Notice: Undefined property: WP_Error::$term_id in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Forblændelse

Hvad har du gang i Elisabeth. Jeg får lyst til at råbe dig op. Hvorfor er du vendt tilbage til Johannes?!

Nu slap vi dig ellers lige, bedst som du var fuld af liv og tro på, at der var noget godt i vente for dig. Forelsket og sprudlende. Og sørme om så ikke du, nu hvor vi forventningsfulde blænder op for de nyeste afsnit, er tilbage, hvor du var. Som du selv siger på et tidspunkt: et skridt frem og to tilbage.

Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet.

En af forklaringerne er nok, at vi er rigtig mange, nok især kvinder, der finder os i alt for meget. Men hvorfor gør vi det?

Min mors generation læste bogen: “Kvinder der elsker for meget”. Kvinder, der tilsidesætter sig selv i kampen for at redde “den anden”. Redde den anden fra sig selv. Alkoholikeren, misbrugeren, den voldelige, den evigt utro. Redde forholdet. For børnenes skyld. For den andens skyld. For han kan jo ikke klare sig uden mig og min kærlighed. Og med rigeligt af netop min kærlighed kan jeg få det bedste frem i ham.

Elisabeth får mig til at tænke over, om det er mere komplekst end som så.  Selv kalder hun det, der er på færde, for forblændelse. Når hun skal prøve at forstå, hvorfor hun bliver hos Johannes, selvom han er egoistisk, temperamentfuld og på alle måder ikke værd at elske. For han elsker dybest set kun sig selv.

Men Elisabeth indrømmer, at hun er forblændet og slet ikke ser det. Og jeg tror, der er noget om det. Det er ikke altid, vi ser tydeligt, hvad det er vi står midt i. Måske fordi vi ikke kan eller tør. Men vi må også rejse spørgsmålet – hvad får vi ud af at blive, når vi burde gå.

Hun bliver ikke kun for at redde den anden. Hun bliver også for at redde sig selv. For hvem er hun uden Johannes?  Han har magt, prestige, karisma. Han har ordet i sin magt. I bogstaveligste forstand kan han samle folk omkring sig. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Så måske det ikke udelukkende handler om at elske den anden for meget. Måske det i nok så høj grad handler om at elske sig selv for lidt.

Om opdragelse

Hvorfor sige nej, når man kan sige ja? Sådan sagde en gammel klog kone engang til mig, da jeg lige havde fået mit førte barn, Lea.

Hun var 90 år og havde et ansigt så rynket som en indtørret rosin, så der var mange års erfaring bag hendes vise ord.

Nu sad hun der med sit glas Kijafa og Feodora chokolade. Det var næsten helt mørkt i stuen, for hun holdt af at “holde mørkning”. Den tid på dagen, hvor mørket får lyset til at vige og skaber en helt særlig stemning, hvis man undlader at tænde elektrisk lys.

Hun kiggede på mig som for at sikre sig, at jeg havde forstået. Det havde jeg faktisk ikke i første omgang, for jeg troede, at hun mente, at jeg bare skulle give mit barn lov til alt.

Det blev til mange snakke i årene frem, for der er nu ikke noget så lærerigt som at kunne lytte til en gammel kvindes mangeårige erfaringer. Snart lærte jeg derfor, hvad der lå bag ordene:

”Hvorfor sige nej, når man kan sige ja”.

Børn har brug for at indgå i trygge relationer. Når man rækker tunge til det nyfødte barn, vil barnet selv række tungen ud. Så helt fra nyfødthedsperioden spejler barnet sig i omsorgspersonen. Gennem den tætte kontakt bliver barnet klogere på sig selv og omverden.

Mange har for høje forventninger til deres barn og tænker, at de da må forstå at et nej er et nej. Hvorfor skal det være nødvendigt at gentage sig selv igen og igen.

Men barnet er styret af impulser, og hjernen er slet ikke udviklet til at kontrollere deres lyster. Barnet forstår derfor ikke, at “Vi skal afsted NU, for ellers kommer vi for sent”, når nu dukken lige ligger der og ser så ked ud af det og tydeligvis gerne vil leges med.

Skæld ud er ikke godt for børn. Børn vender skæld ud indad og får følelsen af ikke at være god nok.

Prøv i stedet at aflede barnet. “Fandt du lige dukke Esmerelda. Hun er fin. Du kan lege med hende, når vi er hjemme igen”.

Det øger sandsynligheden for at undgå konflikt. Og øger chancen for at dit barn føler sig set, og det øger selvværdet.

Om lidt blir her stille

Man kan ikke undgå at blive berørt af vores allesammens Larsens død. Han har været soundtracket til vores liv. Ingen har betydet så meget for den danske sangskat som han.

Nok så vigtigt er de betydninger, han har haft for sine nærmeste.

For det, der virkelig berører mig dybt, er de meget personlige beretninger, der har været fra nogle af hans i alt seks børn.

Han kunne andet end at lave tekster og musik. Han kunne være tilstede. Det er som om, han lykkedes med altid at holde fast i af være lune Larsen og give vigtige værdier videre til sine børn.

Når hans børn derfor stiller sig frem og beretter om en uudtømmelig kilde af kærlighed, der bare strømmede fra ham, så er det fantastisk at være vidne til. Og vigtigt at blogge om. Også selvom han måske selv slet ikke ville bryde sig om al den opmærksomhed, vi nu alle har behov for at vise ham.

Undskyld Larsen, men du har bare sat dig dybe spor, så vi kan slet ikke lade være.

I forbindelse med sin 70 års fødselsdag kårede danskerne den mest populære af Larsens sange til at være: “Om lidt blir her stille”.

Det er en meget stærk tekst, som skal minde os alle om, at leve livet i en refleksion over holdninger og værdier.

Så mit håb er, at vi ikke bare bevidstløst nynner med, men må stoppe op og stille os selv de vigtige spørgsmål, han rejser: Har jeg nået det jeg ville? Hvordan har jeg det med familien? Med mine børn? Min ægtefælle? Hvad vil jeg gerne nå, inden jeg skal herfra engang?

Karakteristisk for Larsens tekster er, at de rækker på tværs af tid. Alligevel er det mere vigtigt end nogen sinde at stille de spørgsmål.

I en tid hvor vi alle haster afsted med travlhed og fyldte timeplanner. Med risiko for ikke at have tid til dem vi værdsætter.

Så husk på at: Om lidt, om lidt er vi borte. Om lidt er det forbi.

 

Musik og følelser

Jeg var i Herning i lørdags. Herning? Hvor fanden er Herning? Jo vittigheder er der nok af, når jeg fortæller, at jeg er født og opvokset i Herning.

Da jeg var ung gik vi på Nicodemus, og det var her, min kærlighed til levende musik blev grundlagt.

Herning kan noget med musik. Om det er Boxen, der slår dørene op for de helt store navne eller det noget mindre sted Fermaten. Netop derfor gik turen til Herning. Jeg måtte simpelthen høre Marie Key, der skulle optræde på Fermaten.

Marie Key? Mine børn var ved at dåne, for er hun ikke bare for kedelig. Jeg er bare vild med Marie Key og hendes tekster. Måske fordi jeg har en helt særlig oplevelse med Marie Key. Musik påvirker og påkalder sig følelser og billeder, skaber eller ændrer stemninger.

Med det samme jeg blot trådte ind i det rum, hvor Marie Key inden længe skulle i gang med at synge og spille, fik jeg en række fysiske reaktioner fra kroppen. Det sugede i maven, og tårene pressede sig på. Der var noget meget stærkt følelsesmæssigt på spil her.

Sommeren 2013, hvor jeg forelskede mig i min mand, havde Marie Key netop udgivet sit album “De her dage”. Jeg følte ganske enkelt, at det album var skrevet til mig.

Der er ikke noget som musik, der kan understrege og fremhæve følelser. Der er sange, der for altid vil have en særlig betydning for mig. Jeg dansede med Karsten til Peter A.G’s ”Burhøns”, kyssede med Morten til Kate Bush og Preben sang Halberg Larsen for mig.

Så kom Arne. Han sang ikke. ”Det her kommer ik’ hver eneste dag”, sagde han. Men jeg vidste slet ikke, om jeg turde satse alt.

Så sang Marie Key igen og igen næsten insisterende: “Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud? Stå med åbne arme- stå med smil- stå for skud. Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind”.

Så selvfølgelig måtte vi genopleve det. Jeg rakte ud efter min mand der midt i mørket i Herning. Så tak til Marie Key fordi hun gav mod.

”Når jeg ser det hele, højt oppe, ovenfra. Er vi to helt vildt rigtige, jeg ved det bare. Jeg ved det bare”.

Måske har du også en sang, der har betydet en stor omvæltning i dit liv.

Lykke Per

Jeg har netop været på kursus, hvor en ung fremadstormende psykolog fortalte om opstart af sin psykologpraksis.

Hun var startet lige efter studiet og altså inden sin autorisation. Hun følte nemlig, at hun havde så megen viden, at det var forsvarligt. Det kaldte på lidt panderynken. Måske blandet med lidt misundelse.

På bare 4 mdr. havde hun nemlig banket en praksis op og kunne stolt vise lokalerne frem – en lille baggård på Christianshavn. Behøver jeg nævne, at prisen pr. kwm. er tårnhøj netop der.

Hvordan f…. kan hun det, hvæsede jeg. Min mand svarede, at måske jeg skulle lære at være lidt mere “Lykke Per agtig”. Jeg skulle tro noget mere på mig selv og sige “her kommer jeg”.

Vi har lige været inde at se Lykke Per og det kan varmt anbefales. August har virkelig begået en enestående seværdig film. Og flere gange er ens hjerte ved at gå i stå på grund af filmens storhed.

Man kan lægge mange tolkninger ned over filmen. Og det er en eviggyldig fortælling om det at være menneske på godt og ondt.

En tolkning kunne være den sociale arvs betydning, hvor det er umuligt at gemme sig for de skygger, opvæksten kaster ned over en. At finde meningen med livet gennem tro eller gennem historien og udviklingen. Om at finde sig selv og fare vild undervejs.

Per besidder en selvsikkerhed, der kan være for meget. Læg dertil at han bruger løs af andre mennesker for egen vindings skyld. Han tror så meget på sig selv og sit eget projekt, at han fremstår stejl, ubøjelig og meget lidt kompromis søgende. Så at han ender kræftramt og alene kalder ikke på den store medfølelse hos mig. Han er alt for selvfed. Men kan jeg lære noget af ham? 

Jeg er nogle gange alt for ydmyg og min mands yndlingseksempel er engang, hvor jeg blev ringet op og tilbudt 4000 kr. for at komme at holde et foredrag . Det lykkedes mig at få det forhandlet ned til 2000 kr. For rolig nu, så god er jeg heller ikke. 

Jeg tror, vi er en del, der med fordel kunne lære at tro lidt mere på egne evner.

Så jeg vil gerne have for 2000 kr. Lykke Per, tak!

 

Mors dreng

“Du har da altid sagt, at vi skal kunne tale om alt”, forsøgte min mand sig, da han observerede at mine tårer steg op i mine øjne.

Han havde lige “talt om” det emne, som jeg tror, de fleste er ret sårbare omkring – nemlig forholdet til mine børn. Han mener, jeg er “for meget “ nogle gange. Forstået på den måde at jeg hjælper for meget.

“Lad mig give et eksempel”, fortsatte han, mens tårerne nu pressede endnu kraftigere på, for eksempler gider jeg bare ikke. Så er det jo tæt på, at han får ret. Når han ligefrem kan komme med eksempler.

For jeg ved det nemlig godt. Det der med, at jeg blir for meget nogle gange. Jeg vil så gerne hjælpe.

Det er bare lige det der med den gyldne middelvej.

For måske min mand har lidt ret i, at det er ved at fejle, at man drager sine egne erfaringer. Eller nok så vigtigt – at man oplever, at man rent faktisk kan selv.

Tilbage til eksemplet. Jeg forsøger ikke komme udenom. Helt banalt så handlede det om, at min søn skulle bruge et skriv. Han er ret god til at skrive. Han er bare også så snu, at han ved, det er nemmere at få mig til at lave det skriv . Vi snakker ikke om en 3. g opgave. Bare sådan et lille bitte skriv, som det ville tage mig 2 min. at lave.

“Det lærer han jo ikke noget af”, sagde min mand.

Jamen der går jo ikke noget af mig ved at hjælpe…. og du skal ikke kritisere min måde at være mor på.

Vi er en generation af forældre, der fejer for vores børn. Jeg gør det også, selvom jeg har læst lange videnskabelige artikler om at netop ved altid at feje for mine børn, så gør jeg dem en bjørnetjeneste.

Så jeg vil tørre øjnene og mande mig op. Og næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg øve mig i at sige: Jeg tror på, du kan selv.

Far, mor og bonus

Jeg så en udsendelse forleden om delebørn. Noget, der virkelig gjorde indtryk på mig, var en pige, der sagde: ”Det er jo min rigtige familie”.

Det var hendes biologiske mor, far og søskende, hun kaldte “rigtig”.

Jeg havde måske håbet og troet, at børn forstod vores tænkning, når vi forklarer, at man godt kan have mere end én rigtig familie. En familie der består af min familie sammen med far og fars nye kæreste samt en familie med mor og mors nye mand. Det vi med et plus ord kalder for bonusforældre.

Bonus er noget ekstra. Noget du får oveni. Helt ufortjent. Hvis du har ydet en ekstra indsats på arbejdet, kan du opnå en bonus.  Med hvilken ret kan vi kalde de ekstra voksne, vi hælder ned over vores børn, for “bonus”?

Jamen, jeg vil da gerne se mig selv som en “bonus”, kan jeg høre mig selv argumentere.

Fakta er bare, at ingen har bedt om mig!

Når det gælder i relation til de mindre børn, viser min erfaring mig dog, at børn ofte er rigtig gode til at indordne sig under de nye familieformer. Rigtig mange ser rent faktisk den ekstra forælder som noget oveni. En bonus.

Det skal altid være med respekt for barnets biologiske forælder.

Barnet har både en mor og en far. Også selvom de ikke længere bor sammen.

De fleste børn er skabt i kærlighed og barnets forældre har elsket hinanden engang, også selvom deres kærlighed ikke rakte til “for evigt”.

Med respekt for det der “var”, øger vi chancen for at blive opfattet som en bonus.

Behøver jeg nævne, at respekten skal gå begge veje?

Glæd dig som barnets mor eller far over, at en ekstra voksen vil spille en rolle i dit barns liv.

Han, hun og parforholdet

Hun og han, han og hun. Sådan havde det været i nogle år. Dejlige år. Fantastiske år. De stod for vennerne som det perfekte par. Så kom barnet. Barnet, der ændrede alt. Pludselig skulle de til at lære at være han, hun og baby.

Det var godt nok noget af en udfordring. Han var ikke sen til at komme med sin uforbeholdne mening om hende. Hun var forandret. Han derimod gjorde alt for, at det skulle blive som før. Det var derfor nok ikke så populært, da jeg måtte konstatere, at INTET bliver som før.

Han slog hurtigt fast, at parforholdet ikke stod til at redde, hvis det fortsat kun var ham, der gjorde noget for at få det til at fungere.

Min opgave bliver at folde fortællingen ud i sådanne situationer. For hvad ligger der helt præcist i at ”gøre noget”, ”ikke gøre noget”?.

Set fra hans perspektiv så var han rigtig god til at give kærtegn, knus, kys og lægge op til sex. Hun derimod havde aldrig overskud og lyst og kom aldrig som den første og gav et klem. Det var altid ham. Han savnede, at hun gjorde det. For det betød afgørende meget for ham at få disse kys, knus og klem.

Fra hendes perspektiv gjorde hun en del for at give til parforholdet. Hun smurte hans madpakke, handlede ind, lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent, passede den lille. Men hun indrømmede gerne, at overskuddet til det, som betød noget for ham, ikke rigtig var der. Men hun kunne nu ikke helt genkende sig i hans syn på, at hun ikke gjorde noget. Hun gjorde nok bare noget andet, end det han håbede på.

Jeg kunne ikke lade være med at udfordre ham lidt. For hvad var det i virkeligheden, han gjorde? Han gjorde de ting for parforholdet, som var vigtige for ham. Ting han selv satte pris på.

Vil du virkelig gøre noget for parforholdet, så skal du starte et helt andet sted.

Hvis du virkelig vil gøre noget, så begynder du med en nysgerrighed på, hvad der betyder noget for den anden. Og lige nu var kys, knus, klem og sex slet ikke øverst på hendes liste.

Hun gav en masse, men ikke det han ønskede sig. Han gav en masse, men ikke det hun ønskede sig.

Så handler det om at finde nysgerrigheden på, hvad der betyder noget for den anden og så starte der. Det kan være vigtigt at minde hinanden om, at det tidligere har været dejligt for os at være sammen. Nu skal vi have genforandlet vores måde at være sammen på. Og når kærligheden har været der, så kan den også findes igen mellem gylp, bleer, manglende søvn.

Men start ovre i den anden og spørg: “Hvad kan jeg gøre for dig?”.

 

 

Den tomme stol

Jeg troede, at jeg altid skulle være sammen med min daværende mand og min familie. Hele mit liv.

Med skilsmissen bristede alle illusioner om en kernefamilie fuldstændig. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet at bryde min familie op.

”Er det virkelig sandt?”, spurgte min veninde. Jeg havde lige fortalt hende om bagsiden af medaljen ved at blive skilt. ”Jeg synes ellers altid, du er så mega sej. Du er mit forbillede”, sagde hun videre.

Og det er rigtigt, at da jeg forlod  min mand, var jeg modig som aldrig før.  Men jo den er god nok. Det er svært og det har mange omkostninger.

Jeg kan tænke tilbage med et stik i hjertet over, at jeg ikke lykkedes med projekt far, mor og børn. Det er et nederlag, at jeg ikke lykkedes med at holde fast i drømmen om, at skulle leve sammen ”til døden os skiller”.

Sådan en helt almindelig søndag kan jeg pludselig blive ramt af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan leve op til det, jeg har lovet mine børn om, at de skulle inviteres til familiefrokost hver søndag. Som en stor italiensk Mamma ville jeg stå klar til at tage imod børn, svigerbørn og børnebørn. Sådan blev det ikke.

Deres studenterfest, dimissionsfest og bryllup bliver ikke det samme. Det er en stor sorg for mig ikke at være lykkedes med det. Ikke at kunne give dem en bryllupsfest hvor deres far og mor deltager som et godt eksempel for den kærlighed der tro alt, håber alt og udholder alt.

”Jamen, det er jo dig, der har valgt det”. Ja, det er det. Det ændrer bare ikke ved, at det er svært

Kun du selv ved, om det er nødvendigt at gå videre alene, selvom det er smertefuldt.

En selvisk Selfie

Jeg har taget min første selfish, sagde jeg stolt. Det er altså ikke en selfish, det hedder en selfie, rettede min bonusdatter mig. Selfie betyder ”et selvportræt”. Hvis det havde heddet en selfish ville det jo betyde ”egoistisk”.

Jamen er det ikke præcis det, det er? Altså egoistisk?

Hvilken anden grund, end denne at man er lidt selvfed, kan der være til, at man stiller sig op og vender mobiltelefonen mod sig selv. Slår håret nonchalant tilbage, retter let på solbrillerne og smiler sit mest charmerende smil og trykker på knappen. For derefter at dele dette øjeblik med alle vennerne. Hvis ikke det er udtryk for en form for selvglæde, hvad er det så udtryk for.

Hvis selfie kun handler om at sende hurtige snap af min hverdag, hvor er så alle billederne af morgenhår, tristhed, alenefølelse, pizza på frost?

Vi lever i en tid, hvor eksponering er mere udtalt end nogensinde tidligere. Men hvad gør det ved en hel generation at skulle leve op til forestillingen om det perfekte liv. Hvor bevidst er vi om, at de andre måske slet ikke lever et så fantastisk liv, som alle deres selfies ellers kunne være udtryk for. Måler jeg mit liv med deres, kan det hurtigt se lidt kedeligt ud.

Jeg håber, at de unge har denne bevidsthed om, at det er en iscenesat virkelighed, der udspiller sig for øjnene af dem.

Til alle tider har der været idealer, det var umuligt at leve op til. Bladene har altid været fyldt med alle de kendte, der lever et liv i sus og dus. Alle modellerne med deres kroppe, der udtrykker et skønhedsideal, som er uopnåeligt. Men det er langt mere sårbart, når det pludselig er ens egen nærmeste omgangskreds, der lever det søde liv. Når det er dem, der er med til alle festerne, får den flotteste kjole, den smukkeste kæreste.

Næste gang du bliver misundelig over de andres fede uproblematiske liv, så lige overvej om de måske kunne sidde tilbage med samme følelse af, at du lever det perfekte liv, fordi også du kun sender billeder af dine succeser.