Skriveblokering

“Har du lagt et opslag op”?, spurgte min mand. Jeg svarede først lidt undvigende, men indrømmede så, at det har jeg ikke. Jeg har nu hver fredag i mere end 5 år lagt et nyt opslag op hver eneste fredag. Fredag efter fredag. Sommer og vinter. Ferier og grå hverdage.

“Jeg kan ikke!” udbrød jeg højt. Ordene, der ellers altid står i kø på en måde, så det nærmest er en lettelse at kunne komme af med dem inde på bloggen, kommer bare ikke……

“Jeg gider ikke mere”, sagde jeg så pludselig. Hvor kom de ord nu fra? Fakta er imidlertid, at jeg i et stykke tid har været ærgelig over, at Facebook/Meta gør det mere og mere vanskeligt at komme ud til dig og mine andre følgere. Algoritmer, som kun Facebook gennemskuer, gør det næsten umuligt.

Og en ting er at kunne lide at skrive. Det er bare langt sjovere, når man ved, at du læser med. Måske lysten vender tilbage. Måske vi mødes i et andet projekt. Indtil da vil jeg ønske dig alt det bedste.

Nogle har fulgt mig lige fra Bloggen gik i luften. Andre er kommet til løbende. Og nu bliver det helt trist og jeg tænker, at “Nej, det kan da ikke bare stoppe her”. Men det bliver i hvert fald en pause. Indtil videre.

Herlufsholm kulturen

Herlufsholm har været på alles læber. Den seneste udsendelse ligger langt fra mit første bekendtskab med den ikoniske skole. Mit første møde skete, da Agger udgav sin dokumentar om kostskolelivet. Min yngste datter var solgt og ville gå på den skole. Hun ville være en del af det fællesskab og traditionerne som udsendelsen skildrede. Men det var udover vores budget, så det blev ved en urealistisk drøm.

Systematisk mobning, en krænkelses og voldskultur. Man sidder med tilbageholdt åndedræt Det er et voldsomt indtryk, man får af Herlufsholm, hvor vold , seksuelle krænkelser og afstraffelse er blevet en del af et anerkendt kultur.  Et system, der er lukket om sig selv. Et system, der kun kan opretholdes sålænge alle tier stille og ingen sladrer.

Måske det er en grov sammenligning, men det vækker sammenligning med grupper, vi ikke traditionelt forbinder med toppen af poppen nemlig rocker grupper. Det chokerende i udsendelsen er nemlig den, at skolen har sine helt egne love og regler løsrevet fra det omgivende samfund.

Sager klares internt. Ikke noget med at inddrage politi eller andre myndigheder. Ikke noget med at indrapportere voldelige hændelser. I stedet bliver den krænkede opfordret til at gøre sit bedste for at tilgive sin overfaldsmand. Og klarer du mosten, kan du endda stige i graderne.

Mange af overgrebene har fundet sted på drengenes sovesal. Mens de lå i deres seng. Det sted du gerne skal følge dig allermest tryg. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad det må give af ar på sjælen, at man aldrig kan vide sig sikker, når man lægger sig til at sove. At skulle være i evigt alarmberedskab.

Traditioner, fællesskab og sågar hieraki er for mig at se plusord. Det er når det blandes med lukkethed og selvjustits, at det bliver en farlig cocktail. Og det er især, når de voksne, som er sat til at passe på børn og unge, er vidende om, hvad der foregår, men sætter skolens ry over børnenes trivsel, at det bliver sprængfarligt.

Det gælder på Herlufsholm, men det gælder også i alle andre sammenhænge, hvor man hæver sig over almindelige love og regler. Det være sig andre skoler, sportsklubber, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

 

 

Deleordning

En 7/7 ordning er ikke for tøsedrenge. Sådan sagde en af mine yngre klienter forleden. Han ved, hvad han taler om, for han var en af de mange børn, der praktiserer en 7-7 ordning.

Mange børn oplever det som stressende at flytte fra det ene hjem til det andet. Forestil dig at børnene blev boende, og forældrene så flyttede ud og ind på skift. Hvor lang tid mon forældre kunne holde til det?

Det er som om, man i dag ikke er en god nok forældre, hvis ikke man deler børnene ligeligt. At man ikke er ansvarlig, hvis ikke man insisterer på at ville have dem lige meget.

Undersøgelser viser da også, at børn med en 7/7 ordning trives bedst. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det er, vi måler på? Er det udtryk for, at det er den mest optimale ordning, eller bunder det i virkeligheden i, at det er de samme forældre, som har det bedste samarbejde? Vi ved heller ikke, om børn i 7/7 ordninger trives bedst, fordi de føler sig mindst i klemme rent loyalitetsmæssigt.

7/7 ordning, 9/5, 11/3 eller 10/4. Det er afgørende, at vi har blik for børns loyalitet. Ingen børn har et ønske om at ville såre den ene forælder. Derfor bør børn aldrig stilles i det dilemma, at barnet føler, det skal vælge imellem sine forældre.

Jeg oplever mange større børn, som i medinflydelsens navn, har fået lov til selv at vælge, hvor de vil bo. Den er godt nok svær. De fleste løser det ved at holde nøje regnskab med, hvor mange dage de er ved den ene forælder, for så skylder de den anden.  Børn har nemlig for længst fornemmet, at man bør forholde sig lige loyalt til begge forældre

Det afgørende er, at vi husker på, hvem det er, der har ønsket skilsmissen. Det er ikke børnene. Derfor må vi voksne være lydhøre og fleksible og tilsidesætte egne behov.

Vi skal være opmærksomme på, at barnets behov kan veksle. I perioder foretrækker børnene måske mere stabilitet og dermed at bo i længere perioder ved den ene forælder.

Det siger ingen børn af sig selv.

Derfor må vi voksne komme barnet til undsætning. Signalere at det er naturligt at have det sådan. Samarbejde er nøgleordet for, hvordan børn bedst trives, når drømmen om et familieliv brister og skal finde nye veje.

Jagten på en følelse

Næsten halvdelen af alle, der bliver gift, bliver skilt igen. Parforholdet har trange kår. Måske fordi vi jagter en tilstand af evig lykke? Jeg er selv en del af statistikken, så med hvilken ret kommer jeg med refleksioner over parforholdet? Jeg gør det alligevel.

Der findes sikkert mange gode forklaringer på, at vi er så mange, der ender med at blive skilt.

Vi lever i en tid, hvor vi nok giver hurtigere op end tidligere generationer,  når vi møder modgang. Vi har ikke længere den samme økonomiske afhængighed af en partner, hvilket måske også spiller en ikke uvæsentlig rolle. Børn, arbejde og fritidsinteresser spiller givet også ind. Vi glemmer, at også parforholdet skal prioriteres på lige fod med de andre ting.

Men måske en del af forklaringen også er, at vi higer efter en evig tilstand af lykke. Lykke er netop ikke en evig tilstand. Lykke kommer glimtvis. Tror vi andet, bliver vi slemt skuffede og kan se os selv på evig jagt efter lykken.

Og måske det tillige er for meget forlangt at lade vores fornemmelse af lykke afhænge af parforholdet?

Jeg er, som TV2 synger, “nærmest lykkelig”.

For mig er lykke synet af stæreflokken, der samles i vild dans over aftenhimlen, inden de finder det helt rette sted at slå sig ned for natten. Det er smagen af hjemmebagte bedstemorboller lavet efter min mormors opskrift. Champagnen der perler i min mund. Duften af friskplukkede blomster. Smagen af årets første danske jordbær.

Solen der vedholdende står op uden mine anstrengelser. Forberedelse af lækker mad til gode venner. Duften af nyvasket sengelinned. Lykke er at se måden lyset bryder frem og skiller de mørke toner på himlen. En varm sommerdag på terrassen.

Lykke er måden kun min søn kan give mig et klem på. En sms fra min mellemste datter med ordene: Tak, min Mammi. Eller når jeg iagttager min ældste datter i rollen som mor. Lykke er lyden af alle ungernes latter. Og de ler højt og larmende, så man mærker helt ind i kroppen, at lige der i det øjeblik, da er jeg lykkelig.

Lykke er at vågne let op og mærke, at min elskede putter sig tæt ind til mig.  Fornemmelsen i kroppen når han holder sine arme beskyttende om mig. Lykke er ikke en evig tilstand. Den kommer altid kun glimtvis. Det smukke ligger ofte i detaljen, og når vi ser det, er lykke belønningen.

 

Tankemylder

Rigtig mange lider af stress. Det er ikke så underligt at vores hjerne må føle sig stresset efter to år med corona og en ukontrollabel krig i Ukraine oveni. Når den menneskelige hjerne presses over tid ser vi reaktionerne i form af stress.

Først oplever du, hvordan hukommelsen svigter. Dine børn gør dig irritabel da deres glade udbrud af dig opfattes som larm. Dine arbejdskolleger er irriterende, fordi du føler, de trækker i dig fra alle sider. Og din søvn er forstyrret af tankemylder, der har det med at plage dig hver aften ved sengetid.

Derfor vil vi gerne søge mod mere velvære. Mere nærvær. Og aldrig tidligere har ord som mindfulness været mere in. Men helt ærligt kan det godt føles stressende at skulle finde tid og overskud til endnu en ting på “to do listen”.

Det behøver slet ikke at være tidskrævende at være mere til stede i nuet. Men det kræver øvelse. Første vigtige skridt er at lære at kunne fokusere på din vejrtrækning. Prøv engang at rette opmærksomheden mod din vejrtrækning. En proces der forgår helt af sig selv. Og når du lykkes med at mærke, at du trækker vejret, så er du tilstede.

April er våd og blæsende. Ud og mærk vinden blæse dig i ansigtet. Vinden lege med dit hår. For når du mærker, at vinden blæser dig i ansigtet, så er du tilstede. April er også solskinsdage. Mærk solen varme din krop. Når du mærker solens stråler, så er du tilstede. Du vil gentagne gange blive forstyrret af tanker, men så vender du blot igen opmærksomheden mod din vejrtrækning.

Lad tankerne komme og gå. Efterhånden vil du opdage at hjernen kredser om de samme tanker igen og igen. Og det pudsige er, at vi fylder vores hoved med tanker omkring problemer, vi alligvel slet ikke har nogen indflydelse på.

Langfredags mørke

Det er Langfredag. Langfredag for mig er en kærkommen lejlighed til at slappe af, holde mini ferie, invitere til Påske frokost. Men det er også sorg, mørke, lidelse. Alle møder vi Langfredag i vores liv før eller siden. Og det minder Påsken os om.

Jeg holder af at gå tur på kirkegårde. På Assistens Kirkegården ligger der mange kendte, og det gør det særligt spændende at gå rundt. Et af de mere seværdige gravsteder er Dan Turèlls grav. Hans grav er fyldt med joints og kuglepenne. Kuglepenne som en hyldest til den store digter, han var.

Jeg tror, de fleste kender hans digt om “Hverdagen”. Dan Turèll skrev også et digt om døden i sin “Begravelses Blues”. Digtet er som et testamente en  slags vilje til de efterladte. Først beskriver han alt det, de ikke skal gøre, når han er død.

Han gider ikke hvidt grus og friske blomster. Og ikke et ord om “hvil i fred” for ingen kan alligvel vide, hvad der sker, når vi er døde. Men så slutter digtet med en opfordring. I digtet skriver han: “Men begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen”. Og æbletræet er at finde på graven. Plantet fa Chili Turéll.

Det er et utrolig smukt digt. Dan Turéll har næppe haft tanker om en påskemorgen i kristen forstand, selvom ordene vil kunne tolkes som  et opstandelses budskab.

Dan Turéll bevægede sig i sine digte om de store livsemner som livet, døden og kærligheden. Og for mig at se er ordene et udtryk for en genkendelig følelse vi alle har, nemlig at vi håber på, at vi har sat os spor og har betydninger for de kære, vi efterlader os.

“Begrav mig i en æblehave

Så jeg kommer til at røre

jeres læber igen”

Mænd og kvinder

Hun får ret og jeg får fred. Sådan siger rigtig mange mænd, når jeg møder dem i min konsultation. Mænd der i deres arbejdsliv har indflydelse, magt, prestige  men som, når de kommer hjem, stikker halen mellem benene og vælger den tilsyneladende letteste løsning.

Kun tilsyneladende. For hvad er det lige, der sker på sigt?

Hun mister respekt for ham og ender med slet ikke at gide ham og hans vattethed.

Vi kvinder retter på mænds tøjstil, deres måde at være vild sammen med børnene på, på måden de steger bøffer og sætter i opvaskeren på. Toiletbrættet skal være lukket ned, babys ble skal lægges på på min måde og han skal ikke se al den sport i fjernsynet.

Problemet er også, at vi kvinder bliver ulykkelige i den rolle. Vi påtager os et alt for stort ansvar ved at rette på alle omkring os. For så står man pludselig der med en ’jeg alene vide’ rolle.

Det er en svær og ensom rolle at bære. For når så du spørger: Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie? Og han svarer: Det må du bestemme. Så mærker man sin egen ensomhedsfølelse.

Mændene finder sig i det, fordi de tænker: Lad hende dog gøre det, hvis hun har det godt med det. Problemet er bare, at det nedbryder at blive rettet på hele tiden. Hvis man altid bliver rettet på og får at vide, at der ikke er noget, man gør rigtigt, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Så alt i alt er det et på alle måder uhensigtsmæssigt mønster, der tegner sig i mange forhold mellem mænd og kvinder.

Og begge parter bærer et ansvar.

Mændene tillader jo, at kvinderne påtager sig den her rolle med at ville diktere alt.

Vi kvinder skulle begynde at se på os selv og spørge: Er det i orden, at jeg hele tiden går rundt og retter eller skælder ud på min mand? Hvor fedt er det lige? Hvad sjov er der ved en mand, som ikke længere er en mand?

Og det er på tide, at mændene retter ryggen og siger ’stop’, hvis deres grænser bliver overskredet.

Angst

Jeg vender mig om for at tage mine papirer til det foredrag, jeg skal holde for en gruppe forældre, da DEN rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Først som en snigende kvælende fornemmelse, og så bryder det løs.

Hjertet buldrer i mit bryst med så stor kraft, at jeg instinktivt kigger ned for at se, om man kan se mit hjerte slå gennem jakken. Det kan man til min undren ikke. Kroppen er spændt op, og jeg mærker suset i maven.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg oplevede. Jeg har læst om det i bøgerne og mødt mange klienter kæmpe med angst. Jeg prøvede at få fat i min fornuft midt i kaos. ”Husk, hvad du har lært. Det er ikke farligt. Det går over igen”.

Jeg havde allermest lyst til at stikke bilnøglen i og køre hjem. Fra mit professionelle liv vidste jeg dog, at det er det dummeste at gøre, for så vil angsten vinde, og den vil ikke slippe sit greb i mig igen.

Angstanfaldet var kommet, fordi jeg var under forventningspres.

Jeg havde nu i flere år holdt foredrag for forældre til børn med diabetes og om, hvordan de som familie kunne takle kronisk sygdom. Paradoksalt nok kom angsten, fordi jeg havde fået ros for mine foredrag.

For hvad nu hvis de netop i dag opdagede, at så dygtig er jeg altså heller ikke?

Måske kender du også til angstens grimme ansigt.

Grunden til, at du får et angstanfald, behøver ikke at være de samme som min. Måske har du andre triggere, som får angsten til at rulle? Uanset årsag så er der en række fællestræk.

Dét, der er vigtigt at huske på, er, at angstanfald ikke er farligt. Angst er en reaktion i din krop forårsaget af for lang tids stress, tanker, tolkninger og adfærd.

Angstanfaldet går over igen.

Hvis jeg havde valgt at køre hjem og aflyse, var jeg blevet fastholdt i min overbevisning om, at det jeg undgik virkelig er farligt. Hvilket ville forårsage, at jeg næste gang jeg skal holde foredrag, højst sandsynligt vil opleve angst igen.

Jeg vidste, hvor afgørende det er at blive i situationen, selvom alt strittede imod. For kun derved kunne jeg erfare, at angsten på et tidspunkt daler igen. Det giver mig en erfaring, som sender et stærkt og afgørende signal op til min hjerne om, at situationen ikke er farlig.

 

Tre i den samme seng

Min veninde er lige blevet skilt. Nu sad vi over et glas kølig hvidvin og tudede lidt og grinede lidt. Humoren var velkommen, for sjovt var det fandeme ikke. Hun havde fundet ud af, at han så en anden. Altså de ikke bare så hinanden. De knaldede.

Han havde bedt om tilgivelse og faktisk havde min veninde også forsøgt. Måske ikke at tilgive, men i hvert fald at give forholdet en chance. For han ”mente ikke noget med det”.

Ups, hun kom lige forbi, og så kom jeg lige til at trække bukserne ned på hende. Ups, der kom hun sørme igen, og så forventede hun jo ligesom, at jeg skulle gøre det en gang til.

”Jeg tænkte mig ikke om”.” Det er jo dig og ungerne, jeg elsker”, havde han sagt gentagne gange.

De havde repareret på forholdet nu i et halvt år. Forsøgt at få lidt mere partid. Fået svigermor til at tage ungerne i en weekend og tog så på overnatning og ud at spise. ”Spild af penge”, sagde min veninde. For hver gang det kom til nærhed og intimitet, så var der sket et uopretteligt tillidsbrud.

Sådan ender det for rigtig mange, hvor utroskaben har sneget sig ind. Kun ganske få overvinder svigtet. For langt de fleste vil det fremadrettet opleves som om, der er en ekstra med i sengen. Så tænk jer rigtig godt om.

Sig højt hvad du savner ved den anden i stedet for at finde det ude i byen. Det har du en forpligtigelse til. Alt andet bryder ned, hvor I sammen havde mulighed for at bygge op.

Og nok så vigtigt: Husk på, at lykke ikke er en konstant følelse. Lykke kommer glimtvis, og man skal arbejde på at opleve den sammen med sin partner. Og ingen partner kan være perfekt hele vejen rundt.

Så er din partner den, du virkelig elsker så vis det ved at investere i jeres relation. Så husk partid, inden det går galt.

 

 

Ung i dag

De seneste resultater af befolkningens fysiske og psykiske sundhed blev offentliggjort i sidste uge. Og lad mig afsløre resultatet med det samme. Det ser skidt ud. Ikke mindst for de unge.

En tredjedel af unge kvinder mellem 16-24 år rapporterer, at de har dårligt mentalt helbred. Det samme gælder for en femtedel af de unge mænd.

Der er helt sikkert mange forklaringer på, at det ser så trist ud. Efter 2 år med COVID-19 er det måske ikke så underligt, at mange unge har scoret lavt på trivsel. Men tendensen til stress og dårlig trivsel er stigende over tid, så det skal tages alvorligt.

Vi lever i en tid, hvor alt skal gå hurtigt. Hurtigere, hurtigere og mere og mere effektiv. Vi har et uddannelsessystem, hvor de unge bildes ind, at de kan blive lige, hvad de vil, når bare de vil det nok. Så når du ikke lykkes, er der kun en at bebrejde, og det er dig selv.

Vi lever med de sociale medier, hvor de unge mødes med et glansbillede af verden meget langt fra den virkelighed, der skal leves. Det skaber en forventning om evig lykke og succes. Hvor man skal se godt ud og finde den rigtige partner og få de perfekte børn.

Klimakrise og bekymringer for fremtiden fylder også meget. Undersøgelsen er lavet inden Ukraine konflikten, men nyhedsstrømme generelt flyder så hurtigt i dag, at der konstant er meget at bekymre sig om.

Vi deler ikke længere svære ting med hinanden. Det må være en af forklaringerne på, at halvdelen af alle unge kvinder på et tidspunkt i livet har talt med sådan en som mig. Det er ret skræmmende, at de unge i så høj grad vender problemerne indad.

Unge er ikke robuste nok i dag, vil nogen give som forklaring. Hertil er kun at sige, at det ikke burde være nødvendigt at være robust for at få et godt liv. Nærvær, fællesskab og en tro på at vi kan stå sammen er vigtige faktorer for at skabe trivsel.