Notice: Undefined property: WP_Error::$category_parent in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Notice: Undefined property: WP_Error::$term_id in /var/www/jeanneomfamilieliv.dk/public_html/wp-content/themes/twentyseventeen-child/archive.php on line 36

Vi græder alle med Paris

Langfredag er smerte. Langfredag er dagen, hvor vi bliver mindet om, at der findes mørke i livet. Langfredags mørke ramte alle lige i hjertekulen i den forløbne uge. Synet af Notre Dame omspændt af flammer tror jeg ikke efterlod nogen upåvirket.

Rigtig mange af os har besøgt kirken. Slæbt med af vores forældre, der ville proppe noget kultur ind i hovedet på os. Eller som gymnasieelev på studierejse og rigeligt af alkohol. Som voksen med interesse for, hvad vi bygger vores kulturarv på.

Den har gjort sit indtryk på os. På os alle. For med mere end 30 millioner udenlandske besøgende i Paris hvert år er netop Paris det mest populære turistmål i verden. Og Notre Dame var et af byens mest kendte og populære vartegn.

For mange parisere lå den der bare. Sådan er det for vi mennesker. Der er masser af storslåethed, vi tager for givet. Man går forbi og ser måske knap nok sådan rigtig efter, men det fylder alligevel en med stolthed at vide, at den ligger der. Der i byernes by Paris. I 800 år har den våget over Paris.

Langfredag minder os om mørket. At mørket er.

Vi oplever alle Langfredags mørke. Frustration, skuffelse, afvisning, tab, nederlag. Vi oplever alle frygt, skyldfølelse, vrede, sygdom og død.

Og som om det ikke allerede var nok, så har mennesket evnen til på et splitsekund at fremkalde smerte selv der, hvor der for en umiddel betragtning kun er glæde. For hvem kender ikke til midt i oplevelsen af noget smukt pludselig at mærke, at lige nu savner jeg, at min afdøde mor kunne være her og dele dette øjeblik med mig. Og vupti, er den største glæde iblandet sorg.

Uanset hvor godt et liv vi har, kan den mennekselige hjerne fremkalde tanker om en skræmmende fremtid eller et mislykket øjeblik i nær fortid. Så alle bærer vi på Langfredags smerte.

Det sværeste er at opleve smertefulde begivenheder i en tilstand af ensomhed. At bære smerte alene. At bære en smerte der er større, end andre kan forstå. Omvendt opleves det, når vi står sammen.

Lige nu står folk i hele verden sammen om at sende deres varmeste medfølelse til alle i Paris. Det er smukt midt i alt det forfærdelige.

Jeg holder øje med dig

Nu er en ting, hvad jeg mener sådan rent psykologfagligt. Noget andet er, hvad jeg gør i praksis. Så i dette opslag vil I fornemme dobbeltheden. Først en hensigtserklæring.

Danske forældre har fået et stærkt øget fokus på risiko. Der må ikke ske vores børn noget. Alle risici må og skal elimineres. Det er paradoksalt, fordi vi på den måde begrænser børnenes udvikling og selvstændighed og initiativ, som ellers er værdier, vi sætter meget højt. Samtidig er vores billede af de farer, vores børn kan møde ofte forvrænget og præget af voldsomme historier, som vi kender fra medierne og ikke det virkelige liv.

STOP, STOP, STOP altså det er meget godt altsammen, men min datter bor i København, og der er det altså farligt at færdes som ung pige.

Antallet af børn med angstdiagnoser er steget eksplosivt i samme periode, hvor vi har indskrænket børnenes frihed. Det er ikke så mærkeligt. Vi fortæller hele tiden børnene, at verden er farlig samtidig med, at vi forhindrer dem i at undersøge den selv. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle overvåges hele tiden?

ROLIG nu, jeg beder kun om at kunne følge med på hendes Snap og se hendes lokation.

Hvis man aldrig var alene, men altid overvåget i en eller anden forstand, kan man virkelig tale om, at børn og unge vokser op i et sikkerhedsregime.

“Skal jeg tage ud til hende og tjekke op på, at hun er okay, mor? Bare for en sikkerhedsskyld? Eller tror du, du er ved at piske en stemning op”, spurgte min søn forleden nat. Jeg havde fået sat to af mine børn i alarmberedskab.

Kl. 22.23 startede jeg, fordi min mellemste datter var som sunket i jorden. Sunket og sunket… altså jeg havde ikke hørt fra hende hele dagen, og nu svarede hun ikke på godnat sms. Jeg havde ringet 8 gange og nu altså også spurgt begge hendes søskende, om de havde hørt fra hende. Intet livstegn. Og den der skide location funktion på Snap’en har hun frabedt sig. For hun gider netop ikke, at jeg kan følge med i, hvor hun er henne.

“Aktiv for 4 timer siden” sagde hendes messenger. Angsten steg til uanede højder. Kommet til skade? Taget til fange? Voldtaget? I livsfare? Død?

00.02 tikker der så en sms ind fra min søn: “Har snakket med hende nu. Hun ligger derhjemme og sover. Hun er ok.” Åhhhh, hvilken lykkefølelse. Hvilken lettelse.

“Og se så at få den der funktion slået til igen”, bad jeg inderligt.

At blive mor

Jeg har fulgt med fra før undfangelsen. Set glæden i dine øjne. Set dig vokse og bliver smukkere og smukkere. Nu er du så gået på orlov. Hjem og vente. Vente på det største, mest fantastiske og mest skræmmende på en gang. For sådan er det at blive mor.

At blive mor gør livet skrøbeligere. Ansvaret, når man får et barn, kan føles så overvældende, at man ind imellem kan føle sig ret lille. Det er nogle fuldstændig vilde følelser, der sættes i spil, når man sætter børn i verden.

At få et barn vækker en grundangst. Den blir plantet i dig, den dag dit barn bliver født. Bare tanken om, at der kan ske ens barn noget, er helt ubærlig.

For nogen har det den bivirkning, at vi kommer til at signalere til vores børn, at livet er farligt, og verden er et farligt sted. Det er vigtigt at minde sig selv om, at vores billede af de farer, vores børn kan møde, ofte er forvrænget og præget af historier, vi kender fra medier og ikke fra det virkelige liv.

Børn har brug for at kunne undersøge verden for at udvikle sig. Hvordan ville vi selv have det, hvis vi skulle overvåges hele tiden?

Så spark angsten til hjørne og byd glæden indenfor. Det er et under at blive mor. Intet over. Intet ved siden af. Og verden er et overvejende helt fantastisk sted, og det bliver vi mindet om hver gang, der opstår et mirakel som dette,  at der skabes nyt liv.

Og Mathilde, du bliver en vidunderlig mor.

Tro, håb og Tinder

Drømmen om den store kærlighed lever. Nettet bugner af datingsider, der hævder, at de vil hjælpe dig i processen hen mod at møde kærligheden. Du opstiller selv inklusions og eksklusionskriterier. Via din Smartphone kan du Swiipe til venstre eller højre. Dating Apps er det helt store blandt mine single veninder. Dem du liker, skal også helst like dig, og så er I et skridt videre mod drømmen om det perfekte match.

Hvordan påvirkes vi mon af at have liket én, der ikke liker igen? Det findes der medicin for. Jo, mere aktiv du er, jo større chance for, at der er nogen, der liker dig.

Tankevækkende bliver det først sådan for alvor, når så det rette match er der, og den første date er indledt. Jeg kender nemlig flere, der forbliver på Appen, selvom de har indledt et forhold til én. For hvad nu hvis det ikke holder? Så skal alle døre holdes åbne.

Giver vi så overhovedet hinanden en fair chance? Når vi hele tiden har behov for at holde en dør på klem, risikerer vi i virkeligheden måske at smække os selv ude?

Kærlighed kan gøre ondt, og det er pissefarligt for os alle sammen at tro på den. Men vi bliver nødt til at turde at føle den, for ellers bliver vi overfladiske – og det holder ikke i længden.

I en tid, som konstant byder på forskellige muligheder, bliver det sværere og sværere at vælge én vej, for det er jo samtidig et fravalg af så mange andre veje.

Jeg læste imidlertid nogle kloge ord forleden: ”Man er kun kærester så længe man tror, det er for evigt!” Og tør vi så tro på det? Eller passer vi på os selv for ikke at risikere at få hjertet knust.

Det moderne menneske hungrer efter kærlighed. Samtidig lever i en tid, hvor rigtig mange har udtalte vanskeligheder med at etablere forpligtende relationer til andre herunder kæreste, ægtefælle og venner.

Mening med livet

Hvad er egentlig meningen med livet? Et ret stort spørgsmål. Måske det alligevel kan koges ned til to ting- nemlig at få lov til at bidrage med noget til fællesskabet og så at være noget for de mennekser, der betyder noget for os.

At bidrage med noget til fællesskabet vil for mange relatere sig til deres arbejde. Rigtig mange af mine sygeplejerske- og lægekollegaer har et job, der potentielt har alle ingredienser til at være meget meningsfuldt. Men når det bliver for grove med nedskærringer og underlige systemer, man skal være underlagt, mister de følelsen af mening i et job, der som udgangspunkt har potentialet til at være dybt meningsfuldt. Det er egentlig trist.

At være noget for de mennesker, der betyder noget for os. Meningen med mit liv er at bestræbe mig på at leve hver dag på en sådan måde, at jeg øger muligheden for, at de relationer, der er altafgørende for mig, og som jeg slet ikke kan leve foruden, vil elske mig i dag og i morgen og i tiden fremover.

Dertil kommer så, at jeg heldigvis har et job, der også giver mig følelsen af mening. Dybest set tror jeg, at begge de to faktorer skal være på plads, for at vi mennekser skal kunne finde mening med vores eget liv.

At kigge ind i fremtiden skal gerne fylde os med håb. Og når vi trækker tråde tilbage, skal vi fyldes af at have værdi. Og når vi står lige her og nu en tilfældig morgen, og det er pisse koldt og blæsende, så skal den grundlæggende følelse være, at du uanset hvad skal se at få fingeren ud og få den bedste udgave af dig selv ud af døren.

Mening med livet? Egenligt ret enkelt : Vi vil bruges og elskes.

Mit nulpunkt

Når jeg læser i ugebladene, hvad de kendte svarer på en række headere, så tænker jeg altid på, hvad jeg ville have svaret. Alt for Damerne ringer ikke, så jeg har i stedet spurgt mig selv.

Nulpunkt: Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Mit største nederlag. For det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede, var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.

Mit højdepunkt: Det største har for mig været at blive mor og at se, hvordan mine børn er lykkedes med at leve deres liv. Der findes ikke noget større end det.

Vendepunkt: Jeg tror, det afgørende vendepunkt, for den livsbane jeg har fået, var, da jeg besluttede mig for at søge ind på Psykologi studiet fremfor Lærerseminariet. Det tænker jeg ofte på som et væsentligt øjeblik i mit liv. Psykologien fylder alt for mig. Jeg holder aldrig fri, men blogger som nu eller laver andet, der har med mit fag at gøre, fordi det er en afgørende del af at være mig.

Midtpunkt: Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Faktisk er jeg en smule introvert. Det kan virke sådan lidt selvmodsigende, når man som jeg uge efter uge blogger om sig selv og sit eget liv

Blødt punkt: Vilma, Bertil og Nola. Og der er plads til at have et blødt punkt for mange flere, der måtte komme.

Udviklingspunkt: Min mand ville sige, at mit manglende oprydningstalent har udviklingspotentiale. Til det siger jeg bare, at her gælder “rub og stub” reglen. Enten tager du hele mig, eller også må du finde dig en partner, der kan rydde op. Så ser han meget forelsket på mig, og så er det glemt for en stund.

Samlingspunkt: Middage med familien og med venner. Min mand og vores børn og deres familier betyder alt for mig.

Nu er det din tur til at lege kendt.

En god nok forælder

Grundlæggende syntes jeg, at mine forældre var de klogeste og smukkeste forældre i hele verden. Og bortset fra at jeg havde en hemmelig drøm om, at Johnny Reimar kunne være min far, så var jeg ret godt tilfreds med de forældre, der var blevet mine.

Det ændrer ikke ved at jeg kan blive sådan: “ØV!”, når jeg kommer til at gentage nogle af de opdragelsesmønstre, jeg selv hadede som barn. Og som jeg har lovet mig selv ALDRIG at gøre på samme måde.

Det er en kendt problemstilling, at vi som forældre på nogle områder gerne vil gøre noget andet, end vores egne forældre gjorde.

Har man oplevet noget, der er sagt eller gjort og som har været smertefuldt for en som lille, så er det indlysende, at man for alt i verden ikke vil give det videre til sine egne børn.

Derfor er det ekstra træls, når ord, man har lovet sig selv aldrig at tage i sin mund, alligevel ryger ud af munden på en i en presset situation.

Meget tyder på at vi særligt i pressede situationer ofte reagerer med rygmarvs reaktioner og at dybt derinde,  sidder det, vi har med os.

Det er en forklaring, men må ikke være en undskyldning. Vi må vedblive med at have en nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør i forsøget på at blive klogere på egne reaktioner.

Man kan dog ikke altid leve op til egne idealer, og ingen er fejlfri. Så målet er ikke at være en perfekt forælder.

Man øver sig. Man laver fejl. Gentager dumme fejl. Børn lærer noget vigtigt ved at være sammen med voksne, der laver fejl og som kan erkende det.

De lærer, at det er naturligt at fejle, og at ingen er perfekte. Lykkes man med at videregive det, er man ikke en perfekt forælder men en god nok forælder. Og det er faktisk godt nok.

 

Forår

Ramt af forårslyset der endelig, endelig, endelig vælter ind gennem stuevinduet, hvor lyset afslører, at det er alt for længe siden, at vinduerne har fået en kærlig hånd. Men pyt, det kan ikke ændre på den glæde, der fylder hele min krop.

Marts er måneden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Et mirakel der gentager sig helt uden vores indblandning år efter år.

Marts måned er oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Marts er weekender med oprydning på lofter, carporte og garage, hvor der sorteres ud og sendes til genbrug og containeren med småt brandbart.

En af mine unge klienter kom storsmilende ind på mit kontor med ordene: Jeg er så fuld af glæde og energi. Den indvirkning har lyset og forårssolen nemlig også på vi mennesker. Vi slår vinterens tunge dyne af os, og overskuddet vender tilbage, når vi går ud i lyset.

Også naturen vågner op efter vinteren. Forår er træer, der afslører de spæde blade, der snart kommer fuldt til syne, blomster springer ud og solen varmer. Hvert år er det den samme magi. Alting begynder forfra. Tænk at være den årstid alle savner allermest. Den mest populære og den alle længes efter.

Kriblende forårsfornemmelser breder sig i hele kroppen. Men vidste du, at rigtig mange får det dårligt i denne tid? Måske fordi man kan føle sig ekstra alene i sin sorg, når andre ser glade og lette ud? For i foråret får mange lyst til at råbe sin taknemmelighed over at være i live og opleve miraklet ud i hele verden. Det kan få andre betyde en øget alene følelse.

Ræk ud efter en ven, der kan have brug for dig. For faktisk betyder dette med at indgå i relationer allermest for vi mennesker. Sol, varme og forår giver det hele et ekstra tiltrængt pift, men de nære relationer er den allervigtigste kilde til vores glæde.

Er du her, når jeg vågner?

Dette opslag skal handle om den grundangst, vi alle bærer i os. Nemlig angsten for at miste. Miste den vi har kær. Af svigt eller sygdom. At miste til bristede drømme om kærliged eller at miste til død og sygdom. Angst for ensomhed og adskillelse.

Blogopslaget henvender sig ikke til dem, der lige nu står over for at miste en elsket til sygdom og død. Fokus er på den irrationelle angst. Opslaget er til alle os, der kan blive fyldt op af: “Hvad nu hvis”.

Nogle gange, når jeg lægger mig til at sove om aftenen, kan jeg rammes af den der uhyggelige følelse af: “Hvad nu hvis det hele slutter?”. Jeg ved godt, jeg er tåbelig. Kigger på min mand og beroliger mig med, at selvfølgelig er han her også i morgen. Selvfølgelig vil han ikke forlade mig.

Han kan dø, siger stemmen så pludseig i mit indre. “Katastrofeforestillinger” kaldes det med et psykologisk term. De kan ramme os, bedst som vi tror, vi er ovenpå og safe.

Vi kender alle til denne følelse af angst. Og det er helt naturligt. For vi ved, at vi ikke lever evigt, og at dem vi elsker på en måde kun er til låns.

Men hvis vi hele tiden frygter, at katastrofen ligger lige rundt om hjørnet, er der ofte en indre sårbarhed på spil, som gør os mindre robuste overfor livets vilkår.

Da viser angsten for at blive forladt sig gennem, at man konstant er optaget af tanker om at blive svigtet krydret med jalousi. En farlig cocktail, der kan blive alt for indgribende både for en selv og for kærlighedslivet.

Angsten for at ens nærmeste dør kan bygge på en grundlæggende mistillid til, at livet vil lykkes for en. Og for nogle er det så invaliderende en angst, at de forhindres i at leve livet, mens de er her. I stedet sætter de restriktioner op for sig selv og deres kære.

Det er, når vi lever med bevidstheden om, at at livet skal leves her og nu uden at blive væltet bagover af den vished, at det hele kan slutte, at vi kan balancere det. Så kan vi i stedet for angsten for at miste det hele gribes af en dyb indre taknemmelighed for de dyrebare øjeblikke i hverdagen.

Familiehemmeligheder

“Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre”. Og nej, det gør vi ikke i min familie. Det er sådan en familietradition.

Min mor sagde det for at minde mig om, at vi ikke deler med andre, hvad der er en indforstået aftale om, at det ville være pinligt, at andre fik viden om. Måske noget som ville give andre mulighed for at sladre om os og pege fingre. Facaden er vigtig.

Altså nu er det ikke fordi mine bedsteforældre, onkler og tanter er bærere af  de mørkeste familiehemmeligheder. Vi er bare en helt almindelig familie med lidt alkoholisme, depression, utroskab osv.

Og da slet ikke noget vi behøver tale om. Hverken med hinanden eller andre.

Hvis du møder os og per refleks spørger : “Hvordan går det?” Så får du det klassiske svar, nemlig at: “Det går godt!”

Her er ingen risiko for, at vi pludselig svarer: “Det går ad helvede til”. For det, der går ad helvede til, det holder vi for os selv.

”Det behøver du ikke sige til nogen”, sagde min mor altid, hvis der skete noget i familien, der hørte til i kategorien ”pinligt”. ”Nej, nej bare rolig, det bliver mellem os”.

Jeg kunne godt få den der følelse af, at jeg var særlig udvalgt, hvis en fra familien betroede sig til mig med et: ”Ikke sig det til nogen”. Så havde vi ligesom noget sammen, og det er en god følelse.

Jeg fører familietraditionen videre. Jeg kan høre min mors ord som et ekko, når jeg sænker stemmen og siger til min datter: ”Det er en hemmelighed”.

Det er en lidt ærgerlig tradition at føre videre.

Nu er det ikke fordi, jeg mener, vi bør gå i den helt anden grøft, hvor andre skal vide alt ned i de mest intime detaljer. Hvor vi kommer med helt  ind i soveværelset eller hører om de seneste skænderier.

Men det er først, når vi tør række ud mod andre, at de får chancen for at hjælpe.