Barndommens gade

Hvem er jeg, og hvorfor står jeg her. Jeg er fra Herning. Hvor f….. er Herning? Jeg er født på Falkevej. Ja, det er sandt i bogstavligste forstand. Jeg er født hjemme, lang tid før det var populært at være i tæt kontakt med det naturlige. Fordi min mor på mange måder var foran for sin tid.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg en stærk kvinde. En alternativ kvinde. Vi var vegetarer, inden nogen kunne stave til vegetar. Vi have ugentlige grøddage. Hun realiserede sig selv og gik ikke hjemme som “man” skulle, men gik på arbejde.

Derfor var vi børn også i en tilstand af frihed. Det var før fritidshjem var opfundet så i det vakuum, der var mellem skole og “mor kommer hjem”, var der “fri leg”. Nogle gange er det nostalgien der vinder, når jeg ser tilbage.

Wow, det var fedt at være der i en tid uden overvågning. Ingen forældre, der fik notifikationer og kunne følge med og se, hvor vi var.

Men det var også en tid, hvor jungleloven herskede. De andre unger i kvarteret og os fra Falkevej lå nemlig i krig. Som en spejling af den voksne verden. Vi have ingen bomber, men vi havde reb og kløpulver.

Det var før mobil, så hvordan vi vidste, hvor og hvornår vi skulle mødes for at kæmpe, ved jeg faktisk ikke. Men vi mødtes alligevel i en kamp om ære. For var Mågevænget, Svanevænget eller os fra Falkevej de sejeste “on the block”.

Jeg ved, at jeg lod som om, jeg var sej. Det var nødvendigt. Jeg have nemlig en følsom lillebror, og jeg var storesøster. Så jeg var forpligtet til at slå først. Og det gjorde jeg.  Ikke kun i kampen mod parallel vejene, men i det hele taget.

Ned i sandet med dig kammerat. Ind med kløpulver. Jeg vinder og du taber. Men om natten kom monstrene. Legetøjet forvandlede sig til ham den store fra Mågevænget, og han fangede mig og gav mig kløpulver.

Hvem er du? Og hvorfor står du her?

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk