Accept er en svær størrelse

Rigtig mange af mine klienter kommer til mig med et ønske om at  lære at acceptere deres livsvilkår. Acceptere at de har fået et handicappet barn. Acceptere at de har en alvorlig kronisk sygdom. Acceptere at de har mistet under voldsomme omstændigheder.

Hvad betyder accept for dig, spørger jeg. Mange svarer overraskende, at de gerne vil lære at se det positive i at være ramt. “For jeg skal sikkert lære et eller andet af det”, svarer de. “Måske jeg har fortjent det?”. De søger en mening. Mange voldsomme følelser kommer i spil, når vi mennesker rammes i livet.

Accept i behandlings øjemed er en lidt anderledes størrelse. Her siger man ikke “ja tak” til, at man er ramt. Man forsøger ikke at finde mening, for meget er meningsløst. Og lad os slå fast med det samme. Vi rammes ikke efter fortjeneste.

Målet med behandling er, at man lærer at bære på de smertefulde følelser i stedet for konstant at være i kamp med dem. I stedet for at ville have angsten, vreden, sorgen til at forsvinde, går behandlingen ud på en accept af, at følelserne er der, og at de er intense og ubehagelige.

At have smertefulde følelser er normalt. Det hører med til at være menneske. Og vi kan ikke fjerne det smertefulde uden samtidig at fjerne evnen til at elske og holde af. At have smertefulde følelser, når man er ramt i livet, er derfor helt naturligt.

Mærk smerten lige nu og læg mærke til, hvor den føles mest intenst i din krop. Prøv nu at lægge din hånd på det sted. Forestil dig at det er en magisk og helende hånd, der kan fylde det smertefulde sted med en dejlig varme. Ikke for at fjerne smerten men for at holde let om den. Du behøver ikke kunne lide følelsen, men prøv alligvel at tillade den at være der.

Målet bliver derfor ikke at lære at tage sig sammen.  Accept vil sige at lære at lade vores svære tanker og følelser være, uanset at de kan være ubehagelige. At give dem lov til at være der og ikke længere kæmpe mod dem.