50 gange i minuttet lyder den rytmiske lyd af ga-dunk, ga-dunk. Oftere når vi er spændte eller nervøse. Det er lyden af vores hjerte, der slå igen og igen. Minut efter minut, time efter time. Indtil den dag det holder op. Eller som Knausgaard så malende beskriver det: “For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det”.
Når døden har stået i rummet med dig, er der intet, der bliver som før. Det er erkendelsen for en af mine klienter, der sidste sommer pludselig mærkede en underlig fornemmelse i den ene arm. Han fik hjertestop, men kom lykkeligvis afsted i tide.
Lægeligt set er han “så god som ny”. For med en stent er det fysiske nu på plads. Det psykiske derimod.
Erkendelsen rammer i små glimt i en hverdag, der har sine helt normale elementer af indkøb, madlavning afhentning af børn. For pludselig der midt i Netto rammer angsten. Angsten for et nyt hjertetilfælde. For at det hele kan være slut.
Han fortæller om nogle af de andre, der går på holdet for hjerteopererede. Han kan blive misundelig på dem, der vender sådan en oplevelse til noget positivt og siger, at “nu er resten af den tid jeg får en bonus eller en gave”. For ham er det skuffelsen, der fylder.
“Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan kunne det ske for mig? Jeg har altid levet sundt. Og den skuffelse og uretfærdighedsfølelse er svær st leve med”, siger han.
Der er altså ikke nogen, der holder regnskab. Bare fordi du opfører dig pænt og er god mod andre mennesker, spiser sundt, dyrker motion og ikke drikker mere end de anbefalde genstande om ugen, er det ikke sikkert, du får lov til at blive rigtig gammel . Der er ikke nogen retfærdighed til, og det er en hård erkendelse at få.
At se døden i øjnene. Det er sort og mørkt og frygteligt. Det føles som om nogen griber om dit hjerte og klemmer til.