Bella Norma. Bella Italia. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i tidernes morgen var så priviligeret at have et længere ophold i skønne Italien. Maden, vinen, naturen og ikke mindst menneskene i Italien er enestående.
Siden er det blevet til utallige ferier og gensyn med italienske venner. Venner, der med årene er blevet som en udvidet familie. Med den luksus det giver at blive inviteret med til den traditionelle søndagsfrokost.
Jeg er endelig tilbage efter en lang periode med rejseristriktioner. Men fordi jeg kender stedet så godt, har jeg besøgt Norma mange gange i tankerne den sidste lange periode.
For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane. Jeg genkalder mig duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta, solmodne tomater og pizza fra åben ild.
Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur. Jeg kan genkalde mig den smukke udsigt fra terrassen udover Pontina sletten med alle lysene i mørket. Bella vista.
Nu er vi her så igen. Og alt er, som da vi var her sidst. Det er fantastisk. Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de, hvor mange dage de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.
Her har tiden stået stille. Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år. Når de møder hinanden på pladsen eller i supermarkedet kindkysser de, og de tager sig god tid til at blive opdateret på hinandens liv. Og jeg elsker det.