Jeg kan ikke mere, sagde hun. Hun er blot en af mange unge, der lider under corona. For mange med kontakt til de unge rapporterer i stigende grad om en eksplosion i antallet af unge, der er ramt at depressive tanker, angst og selvmordstanker.
Tænk, at den generation, som vi havde udnævnt til ikke at værdsætte relationer men udelukkende være optaget af at leve et Insta liv og med Snap som den vigtigste kontakt til jævnaldrene, har vist sig at være dem, der klarer den manglende menneskelige kontakt til andre allerdårligst.
I Danmark er næsten hele ungdomslivet bygget op om skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Så når de lukker ned, afskæres de unge fra alle deres sociale netværk. Det samme gælder fritidsaktiviteterne, der typisk er klubbaserede.
At det er særligt sårbart for de unge, er ikke så underligt, for netop de unge er først i gang med at danne deres identitet, og det gør de ved at spejle sig i andre. Pludselig kan de ikke afstemme med de betydningsfulde andre, hvad der er cool og not cool. Det medfører stor usikkerhed.
Og når en hel generation pludselig er sendt hjem på ubestemt tid, så får det uoverskuelige psykologiske konsekvenser. Når man er ung er livet lige nu og her. Det føles derfor helt endeløst at skulle vente og udsætte. Hvis man søger kærligheden, føles det som år, inden man igen har mulighed for at kunne møde en.
Hurtigt breder modløsheden sig og følelsen af tomhed. Det kniber for mange med lyst til noget som helst. De lever et liv i sengen med en computer, hvor de forsøger at følge undervisningen på bedste vis. Og ingen ser, at de ligger under dynen og svømmer væk ind i døsen og ugidelighedens tåger.
Væk er strukturen og de faste rutiner, der får hverdagen til at hænge sammen. Skoletid og fritid flyder sammen i en grå masse og eneste lyspunkt er deres yndlings serie på Netflix.
Mon ikke det er slut med at kalde dem for de forkælede unge mennesker. Jeg håber det.