Det er tæt ved frysepunktet. Regndråber er lige akkurat ved at blive til snefnug. Jeg stikker forsigtigt foden ud under dynen og trækker den lynhurtigt til mig igen, for det er koldt i soveværelset.
Jeg kan høre min mand rumstere inde i stuen. Han er ved at tænde op i pejsen. Jeg vågner sådan rigtigt og kigger ud af vinduet. Og der ovre ved naboen ser jeg et rådyr igang med at spise af naboens frosne ribsbusk. Hvor er det et smukt syn, og jeg bliver som bybo nødt til at forevige øjeblikket.
Det er det simple liv, vi lever her. Helt i modsætning til livet inde i København, hvor dagene går med arbejde. Jeg elsker mit arbejde. Ja, faktisk plejer jeg at sige til min mand, at jeg aldrig vil gå på pension, fordi jeg holder så meget af mit job. Så meget at jeg ofte glemmer at tage pauser.
Det er imidlertid, når jeg slapper, af jeg finder inspiration. For der sker det, når jeg kommer væk fra dagligdagens rutiner, at jeg kommer anderledes ned i tempo. Min søvn bliver optimeret. Og med det bliver min hjerne skarpere.
Søvnen som jeg godt kan have udfordringer med som mange andre, fordi jeg ikke helt accepterer, at det bedste, jeg kan gøre for min hjerne, er at trykke på slukknappen indimellem.
Det er i den dybe søvn, at hjerne og krop restitueres. Søvnen er en tilstand, hvor vi er alt andet end produktive, og derfor kan vi ofte komme til at se søvnen som noget, der lige skal overstås, for at vi igen kan komme igang med at være produktive.
Vi lever i en tid, hvor vi er underlagt kravet om præstation, og der er det svært at finde rum for ren kropslig væren. Her i sommerhuset er rammen anderledes end i hverdagslivet, og jeg har derfor lettere ved at tillade mig selv at være optaget af vidunderlig spild af tid. Intet vasketøj der kalder, ingen mails der skal besvares, ingen regnskaber der skal afstemmes.
Ikke så underligt, at jeg sover godt og vågner med friske kræfter.