Jeg fyldte 53 år denne sommer. For mig har det ikke været svært at fylde 30, 40, 50. Men fuck, hvor var det svært i år. Min mor blev 53 år og 3 mdr. , så jeg har altid tænkt, at det nok var den alder, jeg ville opnå. Jeg har brugt påmindelsen om døden som et drive indtil nu, og jeg gider ikke, at angsten skal snige sig ind.
Alt er til i sin modsætning. Hvis ikke noget var grimt, hvordan så vide, hvad smukt er. Eller hvis ikke noget var højt, kunne jeg ikke definere lav. Hvis ikke døden var en realitet, hvordan så sætte sådan rigtig pris på at være i live. Ville der ikke være en stor risiko for, at vi ville udsætte ting til i morgen med et: ”Vi når det nok”?
En kendt dansk filosof har engang sagt, at ”vi ved, at vi skal dø engang, men vi tror det ikke”.
Det er egentlig pudsigt for det eneste, der er helt sikkert, er, at vi alle skal dø engang. Rig og fattig, høj og lav, smuk og grim, tyk og tynd. Alle er vi bundet sammen af en fælles skæbne om, at vi skal dø.
Alligevel har vi et svært forhold til døden. Det er uvant for os at finde os i, at noget er uden for vores kontrol.
Vi fødes og opdrages til at være selvstændige, reflekterende individer, som selv står til ansvar for, hvordan vores skæbne udvikler sig. Derfor vil vi, at det skal være vores bevidsthed og vores analyse af verden, der afgør, hvordan og hvornår vores liv ender. Vi forsøger med sunde spisevaner og motion at holde døden og forfaldet fra kroppen.
Jeg har boet med en kirkegår som nærmeste nabo i mange år. Hver gang jeg skulle over at handle i FAKTA, gik jeg gennem kirkegården. Det var livsbekræftende. Måske lyder det underligt, men på en eller anden måde var mit daglige møde med døden som nabo en vigtig påmindelse til mig om, at vi skal huske at leve, mens tid er.
Jeg bryder mig dog ikke om døden.
Det eneste positive, der for mig at se er ved døden, er, at den sætter et skel, der motiverer mig til at leve. Hvis nu jeg kunne leve uendeligt, så kan jeg være i tvivl, om livet havde samme intensitet.
Jeg lever i konstant påmindelse om, at døden er en realitet. Det fylder mig med en taknemmelighed over at kunne slå øjnene op om morgenen og tage hul på en hel ny og ubrugt dag fuld af muligheder, der blot gives til mig som en ufortjent gave.
Om det gør mig mere parat til at dø? Nej, ikke tale om. Når døden engang banker på, skal den ikke regne med, at jeg gider lukke op.
Lev livet hver dag. For som Anne Linnet synger: Jeg ved, at al min sidste tid skal leves og jeg ved, at tiden tæller hjertes slag.
Gå gerne til https://psykologenpaabryggen.dk