Hvor er det befriende nogen gange at møde nogen, der tør indrømme sine fejl. Ja, der findes faktisk ikke noget værre end perfekte mennesker, hvis du spørger mig. Alligevel er det som om, det er det perfekte alle stræber efter. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er uhensigtsmæssigt, for ingen er perfekte.
Hvem har ikke mødt superkvinden, der altid står klar med hjemmebagte speltboller, hjemmet ligner noget fra en rengørings reklame, hun løfter aldrig stemmen over for sine børn, hun giver altid børnene det rigtige med på madpakken og køber kun økologisk og sundt.
Sådan er jeg sandt at sige ikke. Jeg sviner i køkkenet, glemmer at smide mit beskidte tøj til vask, spiser for mange trøfler, køber det der er billigst i Supermarkedet inklusiv sprøjtegifte og jeg skælder ud på dem, jeg har kær- selv uden grund.
Jeg husker engang, hvor min mellemste datter kiggede på mig og spurgte med alvorlig mine: ”Skulle du forestille at være børnepsykolog?”. Bemærkningen kom lige efter, at jeg igen igen havde været urimelig og skældt ud over en lille bagatel, som enhver overskudsmor ville have ladet passerer. Men ikke jeg. Jeg blev flov. Meget flov – for sådan er en god mor ikke.
Så var det, at det slog mig, at måske en god mor er lige præcis sådan. En god mor er en menneskelig mor. En menneskelig mor laver fejl.
Forestil dig at du viser dine børn, hvor perfekt du hele tiden er. Det bliver godt nok svært for dem at skulle leve op til.
Det bliver ikke spor svært for mine børn at leve op til mig. Jeg har lavet tusindevis af dumme fejl. Skabt mig urimeligt, sprunget over hvor gærdet er lavest, svigtet og sjusket.
Jeg prøver at stå ved det og indrømme mine fejl.
Så i stedet for at være perfekt har jeg valgt at være et godt forbillede ved at lave fejl – masser af fejl. Det er også meget nemmere.
Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk