Sidst skrev jeg, at det er meget nemmere at lave fejl og så indrømme sine fejl i stedet for at have som mål ikke at lave fejl.
Måske det var en for hurtig konklusion. For i virkeligheden er der måske en grund til, at det er så svært for os at indrømme fejl.
Rigtig mange mennesker har svært ved at sige undskyld eller at beklage noget, de har sagt eller gjort. Nok fordi det er forbundet med svaghed at indrømme sine fejl.
Jeg kender en, der har været gift med sin mand i næsten 25 år. I de 25 år har han aldrig sagt undskyld eller beklaget en eneste gang til min venindes store irritation.
”Hvorfor kan han aldrig indrømme sine fejl?”, spørger hun mig.
Alene det at hun spørger på den måde, viser mig, at hans manglende undskyldninger ikke er begrundet i den lille statistisk set næsten umulige sandsynlighed, at han rent faktisk aldrig har fejlet. Selvfølgelig har han det!
Alligevel ender det hver eneste gang med, at det er min veninde, der ”skal gøre det godt igen”. Har de været oppe at diskutere, ender det på samme måde hver gang. Han surmuler, og hun skal få ham god igen. Ja, det er lige før, det ender med, at hun føler, det er hende, der har gjort noget forkert.
I et ligeværdigt forhold skal der gives og tages. Det hører med i et kærlighedsforhold, at man også kan indrømme, at man ikke har været fair. Det kan være i en diskussion eller andre situationer, man kan stå i som par, hvor man har optrådt dumt. Så dumt at en undskyldning eller beklagelse ville vær på sin plads.
Det gælder såvel i relation til vores børn, ægtefælle, øvrige familie og venner, at man ikke skal føle sin ære gået for nær ved at stikke en undskyldning og indrømme sine fejl. Så fortsæt med at lave fejl. Som menneske kan du alligevel ikke andet. Men gør det ordentligt og med respekt for dem, det går ud over.
Læs mere https://psykologenpaabryggen.dk