“Han er så forkælet”, udbrød hun. “Og når jeg tænker på alt det, jeg har gjort for ham”. Det var tydeligt, at frustration var den fremherskende følelse her. Det behøvede man ikke være psykolog for at kunne fornemme.
“Hvad havde du håbet på?”, spurgte jeg. Og herfra udspandt der sig en helt anderledes dialog end den, der umiddelbart var lagt op til. For hurtigt veg frustrationen for en varm følelse af taknemmelighed, som fyldte hele rummet.
Hun indså lige der, at alt var i sin skønneste orden. Den kærlighed, du har til dit barn, er nemlig så ulig alle andre relationer, vi indgår i. Den er betingelsesløs.
Hvis ikke min mand opper sig og viser mig, at han elsker mig, risikerer han, at jeg ikke længere vil dele mit liv med ham. Hvis ikke han taler til mig med respekt og behandler mig med respekt, skal han ikke forvente min kærlighed.
Helt anderledes forholder det sig i den helt særlige relation, vi indgår i til vores børn. Det er en betingelsesløs kærlighed, der ikke skal gengældes. Det er selvfølgelig altid rart, når man engang imellem får et par søde ord med på vejen. Men som udgangspunkt skal du opdrage og løfte dem og give dem alt, hvad du kan uden at forvente gengældelse.
I den relation skal man som voksen altid erindre sig, at det er det, man er. Den voksne. Børnene kan smække med døren og være kropumulige. Du sætter som den voksne grænserne, men altid med et uforbeholdent “Jeg elsker dig”.
Det er ikke nemt at leve. At vokse op som barn og ung i dag. Men med visheden om, at man er elsket betingelsesløst, så har man udgangspunktet til at tro, at der er plads til en i livet.
Og som en næsten ironisk konsekvens af, at du gør det godt, forlader de dig en skønne dag. Hvis du er heldig gør de det uden at smække med døren. Men det kan føles brutalt.
Men lykkeligvis er det ofte sådan, at pludselig en dag er det som om, sløret falder fra deres øjne, og de viser måske ovenikøbet taknemmelighed over at have fået lov til at vokse op netop hos dig.