I den forløbne uge skete det, alle filmelskere havde håbet på. Thomas Vinterberg vandt en Oscar for sin fremragende film Druk i kategorien “bedste internationale film”. Druk er på samme tid fantastisk, provokerende og skræmmende.
Filmens indledende scene af unge mennesker med enorm appetit på livet, der beruser sig i hinanden og i alkohol, vakte umiddelbart min bekymring. Er det billedet på den danske ungdom? Måske deres lethed bare gjorde mig misundelig.
Egentlig burde jeg være glad, for i Vinterbergs scene giver de unge mennesker slip, og for en stund ligger de ikke under for forventninger og præstationspres. Det handler lige dér blot om at være til i et fællesskab.
Selv har Vinterberg udtalt, at filmen er en hyldest til livet. En fortælling om fire mænd i midtvejskrise, der forsøger at komme ud af hamsterhjulet ved hjælp af den norske psykiaters teori om, at mennesket er født med 0,5% for lidt promille i blodet. Og herfra går det stærkt.
Og hele tiden sidder jeg der med en fornemmelse af, at det må gå stærkt ned ad bakke. For det er det, jeg har lært i min klinik. At alkohol bringer en masse lort med sig. Og jeg synes da også at få ret, da en af hovedpersonerne ikke kan styre sit misbrug og dør undervejs.
Alligevel fastholder Vinterberg, at filmen er en hyldest til livet.
I slutscenen ser vi Mads Mikkelsen i en af dansk films smukkeste scener. Han gir sig fuldt ud. Han befinder sig i en vægtløs tilstand, og Vinterberg lader det være op til dig og mig, om han falder eller flyver derfra. Jeg ser ham falde. Vinterberg ser ham flyve.
Vinterberg lykkes overmåde med den film. Han viser, hvor tæt liv og død er på hinanden. Både direkte i filmen og indirekte i kraft af den personlige sorg, der ligger som en ramme for filmen. Hans egen datter døde fire dage henne i indspilningerne, og alligevel vedbliver han med at insistere:
Filmen er en hyldest til livet. Tak!