Har du nogensinde udsat noget på ubestemt tid, fordi du var bange for at blive afsløret. Afsløret i ikke at være klog nok og derfor ikke i din gode ret til på nogen måde at udtale dig om dette eller hint. I hvert fald ikke før du lige har fået læst op på, dygtiggjort dig, eller….
Hvis du ligner mig bare en lille smule, sker det, at du venter. Men hvad er det, vi venter på? For er det ikke rigtigt, at hvis vi venter, til vi er klog nok, smuk nok, hurtig nok, robust nok, modig nok, god nok, sjov nok, så kan vi komme til at vente meget meget længe. Og livet foregår, mens vi venter.
Folk kommer til mig for at få hjælp. For at lære noget. Få gode råd. Ofte sker det, at jeg pludselig kan rammes af min indre kritiker, der hvisker mig i øret, at lige om lidt så bliver jeg afsløret, og klienten finder ud af, at jeg ikke ved en skid. Eller i hvert fald ikke er nær så dygtig som alle de andre psykologer. Det er sårbart at have det sådan.
Sådan er det at være menneske. Så mit råd til dig er, at næste gang din indre kritiker hvisker dig i øret og vil fortælle dig, at du ikke er god nok og at lige om lidt vil du blive afsløret så mind dig om, at du ikke er alene med den slags tanker og føleser.
Og selvom du ikke kan forhindre din indre kritiker i at skrige højt og larmende, så kan du øve dig i ikke at lade den stoppe dig. Kys livet. Omfavn det. Stå ved den du er. Fejlbarlig og alligevel fantastisk.
Mind dig selv om at alle andre også har sider, de helst ikke vil, at andre ser og opdager om dem. Ting som andre ikke kan se, men som er der. Også hos dem, der på overfalden, ser allermest perfekte ud.