Kategori: Familieliv

Hele mit hjerte bobler over af kærlighed og stolthed ved synet af Karl og Anna, der sover middagslur sammen. Fanget i et fredfyldt øjeblik. “De får så utrolig meget glæde af hinanden”, siger nogen. “Han er alt for lille til at forstå, han skal dele. Det vil ødelægge alt,”, siger andre.

Men hvad er sandheden, når det kommer til søskendekærlighed?

Har naturen en ideel aldersforskel, der øger chancen for, at børn, der fødes ind i den samme familie, får glæde af hinanden igennem deres opvækst og senere hen i livet. Det korte svar er: Nej!

I virkeligheden har det nemlig ikke så meget med aldersforskel at gøre. Det afgørende er forældrenes evne til at få børnene til at opdage hinanden. Det kræver selvsagt noget forskelligt af forældre, alt efter om der er 1.6 eller 5 år imellem søskende.

Det kan både være en udfordring og en fordel, at børnenes behov er meget ens. Ligesom det kan være en udfordring og en fordel, at børnenes behov er meget forskellige.

Karl og Anna har den fordel, at deres behov er meget ens. Derfor vil de have en umiddelbarhed i den måde, de ser hinanden på. Relativt uproblematisk vil de hurtigt opdage, hvad de har tilfælles og kan bruge hinanden til. De bliver naturligt en del af hinandens verden.

Udfordringen, når søskende kommer hurtigt efter hinanden, er, at Karl jo, på trods af at han nu er storebror, stadig er lille. Anna kræver meget af sine forældre, og Karl og andre som han, kan derfor komme til at føle sig tilsidesat, hvis ikke der er en opmærksomhed på det.

Er aldersforskellen større, vil den ældre være mindre afhængig af forældrene og måske endda kunne hjælpe lidt til med den mindre søskende og derigennem få en naturlig tilknytning til sin mindre søster/bror. Omvendt kan behovene være så forskellige, at det kommer til at stå imellem de to. Og det kræver lidt ekstra fra forældrene at få den gode relation kickstartet.

Den gode søskenderelation ønsker vi alle for vores børn. Det er en livslang proces, der starter under opvæksten, men som skal holdes levende livet igennem. Hvad er dine erfaringer?

Tid til at ønske tillykke. Jonas fylder år i dag. 26 somre. Det er vildt, som tiden flyver afsted. Og en af de måder, vi forsøger at holde styr på tiden, er ved at fejre fødselsdage. Du er nummer tre. Tre børn i løbet af ingen tid. Kun to år yngre end din storesøster Olivia og 3.6 år yngre end din storesøster Lea.

Når vi får børn, kan det føles som om, at ens hjerte for altid skal leve ubeskyttet. Om dette siger en forælder i den fantastiske film Shorta: At være forælder er ligesom hvis ens hjerte hopper ud af kroppen og går ubeskyttet rundt ude i verden”.

Jeg skal lige lov for, mit moderhjerte render frit rundt. Og jeg tænker hvert år, når en af mine børn fylder år, at nu må det snart være på tide, at jeg får mit hjerte tilbage i kroppen igen, så det kan begynde at banke lidt for mig selv. For I kan jo selv nu. Men det er svært, når hjerne og hjerte ikke altid følges ad.

Jeg er en forælder af tiden. En af de der nymodens overinvolverede forælder, der er lidt for meget af det gode. Hjælper lidt for meget. Spørger lidt for meget. Og så vil jeg være i kontakt hele tiden. Helt ærligt, så ved jeg godt, at det til tider er mega irriterende at være børn af mig.

Din 26 års fødselsdag skal du fejre i Italien i vores skønne hus i Norma. Sammen med søde Stine. I de italienske bjerge langt væk fra stress og jag. Der går tiden langsomt. Og det føles helt fantastisk.

Når jeg sidder her på din fødselsdag og kigger på gamle fotos og tænker tilbage i tiden, kan jeg genkalde mig alt. Årene løber som en film for mit indre blik. Der er mange smukke dejlige og varme minder. Og der er svære tider.

Og underligt nok kan det føles, som om tiden flyver afsted, når der sker gode ting. Mens tiden snegler sig afsted, når vi skal igennem svære tider. Vi har skullet klare det sammen.

Når vi stopper op på en dag som i dag, gives der plads til eftertænksomhed. Og heldigvis kan jeg sige, at hvis tiden går baglæns, vil jeg gøre det hele igen.

 

 

Først kom Nola. Så kom Karl. Så kom Viggo. Og så i onsdags kom lille Anna. 3290 gram lykke. Det er bare rækken af nyfødte i vores lille familie. Rækken er uendelig lang. Alle med hver deres familie bag.  Hver deres familiefortælling som de nu bliver en del af. Trods de meget store forskelle er der også nogle ligheder.

Fælles er, at det at blive forælder er det største OG det sværeste.

Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

I en tid, hvor den perfekte mor, er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger, kan det være svært at navigere i.

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har anderledes erfaringer. Gode velmenende råd er der nok af.

Bær dit barn på dig hele tiden. Bær ikke dit barn for meget. Husk at stimulere dit barn. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe. Barnet er mest tryg, når det sover inde ved Jer. Barnet bør sove for sig selv, så det får ro. Barnet skal have lov at spise selv Du viser omsorg, når du mader dit barn.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier. Det kræver faktisk sin kvinde,

Jeg var forberedt på den helt særlige følelse, det er at få lov til at bære et nyt liv i sine arme. Jeg var ikke helt så forberedt på den helt særlige følelse af glæde, det giver at erfare, at min og min mands datter begge har formået at finde deres egen vej i morrollen. At holde fast i deres egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for alle nybagte mødre, at de finder styrken til det.

Følelsen af forbundethed er essentiel for menneskets trivsel. Følelsen opstår, når vi oplever samhørighed, nærhed og anerkendelse. Nogle gange sker det bare glimtvis som i en stemning, et smil et særligt blik. Andre gange er det hændelser, der efterlader os med den der helt særlige fornemmelse.

Sådan havde det været for ham. Han fortalte mig om fisketure med sin far. Det var faderens store interesse at fiske, og han tog ham ofte med ud på fisketure og delte gerne ud af sin store viden omkring, hvornår det var sæson for fangst af forskellige fiskearter og alt om fluer og snørrer.

Sønnen så ikke det store i at fiske. Og med et smil fortalte han da også, at de kun sjældent fangede noget. Men han nød at stå der tæt med faderen. Bare at være alene med ham. Med stor varme og taknemmelighed fortalte han nu om disse oplevelser. De var blevet særligt vigtige efter faderens død. For i mindet af fisketure stod faderen igen lysende levende i hans erindring. Sådan er det at føle samhørighed.

Og det fik mig til at tænke på, at det var det samme, der var på spil for mig, da jeg som barn gik Hærvejsmarch med min far. Jeg brød mig egentlig ikke om at gå lange ture. Mine ben var for små og korte. Jeg var kun 9 år gammel, og derfor voksede mine fødder konstant. Konklusionen var, at så gav det ikke rigtig mening at købe fine dyre vandresko. Det blev til dem fra Føtex. Uden støtte og meget ringe komfort.  Intet af det betød noget.

For jeg nød at have min far for mig selv og bare gå der og føle mig tæt på. Føle mig set og anerkendt. For min far syntes, jeg var sej, at jeg kunne gå Hærvejsmarch. Han pralede til alle, der gad høre på det og tilføjede, at jeg aldrig fik vabler. Og egentlig ret imponerende, når man tænker på det fodtøj, jeg henslæbte de 60 km i.

Min far er et meget legende menneske. Altid fløjtende og glad. Han har en ubekymrethed over sig som smittede af og gjorde, at jeg aldrig tvivlede på, at jeg kunne klare alt. Det er erfaringer som disse, jeg altid vil huske. Også den dag han ikke her her længere.

“Han er så forkælet”, udbrød hun. “Og når jeg tænker på alt det, jeg har gjort for ham”. Det var tydeligt, at frustration var den fremherskende følelse her. Det behøvede man ikke være psykolog for at kunne fornemme.

“Hvad havde du håbet på?”, spurgte jeg.  Og herfra udspandt der sig en helt anderledes dialog end den, der umiddelbart var lagt op til. For hurtigt veg frustrationen for en varm følelse af taknemmelighed, som fyldte hele rummet.

Hun indså lige der, at alt var i sin skønneste orden. Den kærlighed, du har til dit barn, er nemlig så ulig alle andre relationer, vi indgår i. Den er betingelsesløs.

Hvis ikke min mand opper sig og viser mig, at han elsker mig, risikerer han, at jeg ikke længere vil dele mit liv med ham. Hvis ikke han taler til mig med respekt og behandler mig med respekt, skal han ikke forvente min kærlighed.

Helt anderledes forholder det sig i den helt særlige relation, vi indgår i til vores børn. Det er en betingelsesløs kærlighed, der ikke skal gengældes. Det er selvfølgelig altid rart, når man engang imellem får et par søde ord med på vejen.  Men som udgangspunkt skal du opdrage og løfte dem og give dem alt, hvad du kan uden at forvente gengældelse.

I den relation skal man som voksen altid erindre sig, at det er det, man er. Den voksne. Børnene kan smække med døren og være kropumulige. Du sætter som den voksne grænserne, men altid med et uforbeholdent “Jeg elsker dig”.

Det er ikke nemt at leve. At vokse op som barn og ung i dag. Men med visheden om, at man er elsket betingelsesløst, så har man udgangspunktet til at tro, at der er plads til en i livet.

Og som en næsten ironisk konsekvens af, at du gør det godt, forlader de dig en skønne dag. Hvis du er heldig gør de det uden at smække med døren. Men det kan føles brutalt.

Men lykkeligvis er det ofte sådan, at pludselig en dag er det som om, sløret falder fra deres øjne, og de viser måske ovenikøbet taknemmelighed over at have fået lov til at vokse op netop hos dig.

30’erne er bare slet ikke mit årti, konkluderede hun. For er du egentlig klar over, hvad det årti indebærer af forventningspres?

Du skal skynde dig at finde din hjertens udkårne, hvis du ikke allerede har fundet ham. For du skal nå at få børn. Ellers risikerer du at stå tilbage med følelsen af at have fejlet.

Og hvis du er så heldig, at du har fået børn, så skal du bruge alle dine kræfter på at være den perfekte mor. Uhha, der er godt nok mange skrevne og uskrevne regler om, hvordan du lige klarer den opgave.

Og husk lige, at du ikke skal lade stå til. Du skal straks tilbage til den perfekte veltrænede krop, som det tager tid at vedligeholde.

Det skal du samtidig med, at du skal realisere dig selv. For det er også i 30’erne, du skal gøre karriere. Det kan føles som om, at du skal nå alt i det årti, og det er altså mega stressende.

Og du skal smile samtidig og få det til at se legende let ud via Posts på din Instagram profil.

Du skal lave lækre parmiddage, som ingen har tid og overskud til at deltage i. For i virkeligheden ville alle hellere blive hjemme og se X Factor med en pose bland selv slik nede fra kiosken. I stedet for at skulle sidde og snakke kultiveret om samfundsudviklingen og nyde dyre vine købt for den lønforhøjelse du satser på at få med dit næste hop på karrierestien.

Selvfølgelig sidder vi på designer stole, som er indkøbt til det hus, vi skal købe lige om lidt, fordi nu hvor der er kommet børn, skal vi naturligvis have mere plads.

Det forventnings pres, der er om, hvad man har hvornår i livet, er enormt. Målstegen er rykket mindst 20 år frem i forhold til bare for én generation siden, når det gælder, hvilke goder man bør have hvornår. Der er ikke mange ølkasser og stigereoler i de unges hjem. Ikke mange skrammelkasser af en bil.

Her er det den perfekte krop, den fede bil, designer hjemmet. Det hele koster og det betyder, at I knokler derud af. Det er svært at sætte tempoet ned. Men hvad vil I egentlig lave de næste 30 år?

Når den store verden lukkes ned, bliver verden lille. Måske det var lidt hyggeligt i starten det der med at få mere tid sammen som familie. Men nu er det ikke sjovt længere. At få en hverdag til at fungere med arbejde og en chef der forventer, du præsterer og en skole, der er flyttet ind i stuen.

Pludselig er man lærer, lektiemedhjælper, forældre og hjemmearbejdende lønmodtager i en og samme person. Forældre oplever sig stressede og fortvivlede.

Ugens blog er bestemt meget politisk ukorrekt. For det er en opfordring til at tælle til 5 på en lidt alternativ måde. Jeg gør det udelukkende, fordi jeg lige nu erfarer, at mange familier er ved at bukke under for presset. Og det bekymrer mig.

Det er ikke min intention at være en ulydig borger. For grundlæggende har jeg, ligesom de fleste danskere, en grundlæggende tillid til, at det samfund, vi er en del af, gør sit bedste for at beskytte os i denne situation.

Tæl til 5. Udse Jer fire klassekammerater som dit barn må have social omgang med. Der er 5 ugedage i ugen. Aftal med Emils forældre, at der er hjemskole hos ham om mandagen, ved Jakob om tirsdagen etc. Det er vigtigt, at det er den samme gruppe af 5 børn/unge.

På den måde er det ikke alle dage, der står på kaos. Og nok så vigtigt. Dit barn/den unge har brug for at have en så normal hverdag som muligt. At skulle stå op og gøre sig parat til skole, tage overtøj på og tage afsted ud af døren, op på cyklen og afsted, møde andre.

Undervisningen foregår stadig bag en computer, men pludselig kan dit barn spørge en af de andre børn/unge om hjælp. De får social kontakt. Dagen får struktur. Presset på familien mindskes.

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så, når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “da have en lille ting, men selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og min datters kærestes børn fra et tidligere forhold har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar, så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”.

Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, alle børnenes mænd og kærester, bio og bonus børnebørn fra alle kanter.

Glædelig jul!

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Hvert år, når jeg spørger min mand, hvad han ønsker sig i julegave, kommer det samme svar: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Det er ikke ligefrem den nemmeste opgave at finde en god gave med en sådan udmelding. Og presser jeg en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

Og købte jeg nu underbukserne, så ville det ikke opfylde en vigtig ingrediens i gavegivning nemlig usikkerhedsmomentet. Det ville fjerne ethvert element af overraskelse og mystik. Så i år har jeg gjort det, at hver gang min mand i løbet af året er faldet over noget, som han har talt positivt om, så har jeg noteret det ned.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Ja, man blive ligefrem glad i låget af at give gaver.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen og er noget meget fundamentalt, i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne. Så jeg glæder mig til at give min mand og alle mine kære gaver i år.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

 

Jeg får aldrig et Bilka barn, siger min datter med overbevisning i stemmen. For hvem har ikke tænkt sit, når vi har set et skrigende barn liggende på gulvet midt i Bilka. “Se nu at få det barn opdraget”, er det hændt, at jeg har tænkt. Det er dog ikke kun et spørgsmål om dårlig opdragelse, når lille Emma ligger skrigende midt på gulvet foran køen til kassen i Bilka.

Børn oplever store følelser. De bliver vildt begejstrede, fjollede og glade. Og de bliver også meget kede af det, vrede og aggressive. Og vejen fra den ene følelse til den anden kan være ultra kort.

Det er der en endog meget simpel årsag til. De centre i hjernen, der hjælper os med at regulere følelserne, er slet ikke udviklede . Derfor kan børn ikke altid stoppe sig selv, inden følelserne får frit løb.

Barnets store følelser kan være årsag til mange konflikter. Det er svært at være forælder til et barn, der råber og skriger. Det er bare også svært at være barn, når man føler så stærkt. Når verden lige nu ramler, fordi rugbrødsrytterne er skåret forkert ud.

Barnet har brug for din hjælp til at lære at styre følelserne. Det skal lære at finde passende reaktioner på de ting, der sker.  Opdragelse går ud på over tid at lære barnet ikke at lade sig styre af følelser. Samtidig med at vi skal signalere, at alle følelser er acceptable. Så sig ikke det er nemt at være forælder.

Barnet, der har fået skåret rugbrødsrytterne forkert ud, reagerer med frustration og det nytter ikke at tale til barnets fornuft. For den er ikke til stede. Barnet er i sine følelsers vold.

Det er menneskeligt, at man som forælder selv kan reagere følelsesmæssigt. Og har man mange af den slagt konflikter, så er vi måske tilbøjelige til selv at fare op.

Barnet læser dig, og det er derfor afgørende, at du bevarer roen. Sæt ord på, så barnet lærer at forstå, hvad der er på spil for det. Derved lærer barnet på sigt, at koble følelser med det der sker. Og det lærer at justere følelserne og finde mere passende reaktioner.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk