Følelsen af forbundethed er essentiel for menneskets trivsel. Følelsen opstår, når vi oplever samhørighed, nærhed og anerkendelse. Nogle gange sker det bare glimtvis som i en stemning, et smil et særligt blik. Andre gange er det hændelser, der efterlader os med den der helt særlige fornemmelse.
Sådan havde det været for ham. Han fortalte mig om fisketure med sin far. Det var faderens store interesse at fiske, og han tog ham ofte med ud på fisketure og delte gerne ud af sin store viden omkring, hvornår det var sæson for fangst af forskellige fiskearter og alt om fluer og snørrer.
Sønnen så ikke det store i at fiske. Og med et smil fortalte han da også, at de kun sjældent fangede noget. Men han nød at stå der tæt med faderen. Bare at være alene med ham. Med stor varme og taknemmelighed fortalte han nu om disse oplevelser. De var blevet særligt vigtige efter faderens død. For i mindet af fisketure stod faderen igen lysende levende i hans erindring. Sådan er det at føle samhørighed.
Og det fik mig til at tænke på, at det var det samme, der var på spil for mig, da jeg som barn gik Hærvejsmarch med min far. Jeg brød mig egentlig ikke om at gå lange ture. Mine ben var for små og korte. Jeg var kun 9 år gammel, og derfor voksede mine fødder konstant. Konklusionen var, at så gav det ikke rigtig mening at købe fine dyre vandresko. Det blev til dem fra Føtex. Uden støtte og meget ringe komfort. Intet af det betød noget.
For jeg nød at have min far for mig selv og bare gå der og føle mig tæt på. Føle mig set og anerkendt. For min far syntes, jeg var sej, at jeg kunne gå Hærvejsmarch. Han pralede til alle, der gad høre på det og tilføjede, at jeg aldrig fik vabler. Og egentlig ret imponerende, når man tænker på det fodtøj, jeg henslæbte de 60 km i.
Min far er et meget legende menneske. Altid fløjtende og glad. Han har en ubekymrethed over sig som smittede af og gjorde, at jeg aldrig tvivlede på, at jeg kunne klare alt. Det er erfaringer som disse, jeg altid vil huske. Også den dag han ikke her her længere.