Kategori: Børn/Unge

Herlufsholm har været på alles læber. Den seneste udsendelse ligger langt fra mit første bekendtskab med den ikoniske skole. Mit første møde skete, da Agger udgav sin dokumentar om kostskolelivet. Min yngste datter var solgt og ville gå på den skole. Hun ville være en del af det fællesskab og traditionerne som udsendelsen skildrede. Men det var udover vores budget, så det blev ved en urealistisk drøm.

Systematisk mobning, en krænkelses og voldskultur. Man sidder med tilbageholdt åndedræt Det er et voldsomt indtryk, man får af Herlufsholm, hvor vold , seksuelle krænkelser og afstraffelse er blevet en del af et anerkendt kultur.  Et system, der er lukket om sig selv. Et system, der kun kan opretholdes sålænge alle tier stille og ingen sladrer.

Måske det er en grov sammenligning, men det vækker sammenligning med grupper, vi ikke traditionelt forbinder med toppen af poppen nemlig rocker grupper. Det chokerende i udsendelsen er nemlig den, at skolen har sine helt egne love og regler løsrevet fra det omgivende samfund.

Sager klares internt. Ikke noget med at inddrage politi eller andre myndigheder. Ikke noget med at indrapportere voldelige hændelser. I stedet bliver den krænkede opfordret til at gøre sit bedste for at tilgive sin overfaldsmand. Og klarer du mosten, kan du endda stige i graderne.

Mange af overgrebene har fundet sted på drengenes sovesal. Mens de lå i deres seng. Det sted du gerne skal følge dig allermest tryg. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad det må give af ar på sjælen, at man aldrig kan vide sig sikker, når man lægger sig til at sove. At skulle være i evigt alarmberedskab.

Traditioner, fællesskab og sågar hieraki er for mig at se plusord. Det er når det blandes med lukkethed og selvjustits, at det bliver en farlig cocktail. Og det er især, når de voksne, som er sat til at passe på børn og unge, er vidende om, hvad der foregår, men sætter skolens ry over børnenes trivsel, at det bliver sprængfarligt.

Det gælder på Herlufsholm, men det gælder også i alle andre sammenhænge, hvor man hæver sig over almindelige love og regler. Det være sig andre skoler, sportsklubber, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

 

 

De seneste resultater af befolkningens fysiske og psykiske sundhed blev offentliggjort i sidste uge. Og lad mig afsløre resultatet med det samme. Det ser skidt ud. Ikke mindst for de unge.

En tredjedel af unge kvinder mellem 16-24 år rapporterer, at de har dårligt mentalt helbred. Det samme gælder for en femtedel af de unge mænd.

Der er helt sikkert mange forklaringer på, at det ser så trist ud. Efter 2 år med COVID-19 er det måske ikke så underligt, at mange unge har scoret lavt på trivsel. Men tendensen til stress og dårlig trivsel er stigende over tid, så det skal tages alvorligt.

Vi lever i en tid, hvor alt skal gå hurtigt. Hurtigere, hurtigere og mere og mere effektiv. Vi har et uddannelsessystem, hvor de unge bildes ind, at de kan blive lige, hvad de vil, når bare de vil det nok. Så når du ikke lykkes, er der kun en at bebrejde, og det er dig selv.

Vi lever med de sociale medier, hvor de unge mødes med et glansbillede af verden meget langt fra den virkelighed, der skal leves. Det skaber en forventning om evig lykke og succes. Hvor man skal se godt ud og finde den rigtige partner og få de perfekte børn.

Klimakrise og bekymringer for fremtiden fylder også meget. Undersøgelsen er lavet inden Ukraine konflikten, men nyhedsstrømme generelt flyder så hurtigt i dag, at der konstant er meget at bekymre sig om.

Vi deler ikke længere svære ting med hinanden. Det må være en af forklaringerne på, at halvdelen af alle unge kvinder på et tidspunkt i livet har talt med sådan en som mig. Det er ret skræmmende, at de unge i så høj grad vender problemerne indad.

Unge er ikke robuste nok i dag, vil nogen give som forklaring. Hertil er kun at sige, at det ikke burde være nødvendigt at være robust for at få et godt liv. Nærvær, fællesskab og en tro på at vi kan stå sammen er vigtige faktorer for at skabe trivsel.

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor en uforudsigelig mand som Putin er gået ind over Ukraines grænser.  Hvad siger man til sine børn?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare desværre ikke.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man svare, når barnet bekymrer sig og er bange for om krigen vil sprede sig til her, hvor vi bor.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af desperate børn og voksne, kampvogne og militær fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært. Tik Tok, sociale medier og nyheder i døgndrift vælter ind over os og børnene.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor. Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Omvendt kan vi også komme til at uddybe vores svar på en måde, der øger barnets ængstelse. Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer ét: Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.

“Neeeeej!” næsten råber Karl, hvorefter det lille menneske resolut sætter hånden op foran sig og tilføjer et: “STOP”. Det kan godt virke lidt overvældende, når sådan en ellers sød lille dreng på den måde markerer et “hertil og ikke længere”. Og det får da også farmor til at spørge, om ikke vi skal arbejde lidt med Karls nej’er.

Det bliver anledningen til en god snak. For Karl har lært at sige NEJ og STOP i vuggestuen, og jeg er vild med det. Hvis et andet barn bryder ind i din leg, må du gerne sige nej. Hvis et andet barn er for voldsom, må du gerne sige stop. Og lige nu øver han sig i at markere sine grænser.

Jeg har tidligere blogget om vigtigheden af tre små ord – nemlig “undskyld”, “tak” og “pyt”. Og det er tre vigtige ord. Spørgsmålet er bare, om ikke et velplaceret “nej” burde høre med i rækken af nyttige småord.

I mange sammenhænge, hvor børn skal indgå i relationer, er der voksne, der mener, at det er forbudt at sige nej. Man skal eksempelvis sige ja til at lege med alle. Måske fordi vi voksne tror, det forhindrer, at børn bliver holdt uden for.

Det er i bedste fald misforstået og i værste fald katastrofalt. For hvad sker der med børn, der lærer, at det er uacceptabelt at sige nej?. “Nej” er at sætte grænser. Det er at mærke efter, hvad jeg har lyst til, vil være med til og har brug for.

Og ikke et ord om MeeToo her. Jeg nævner det bare på baggrund af helt almindelige hverdagserfaringer.

I min klinik møder jeg ofte skønne mennesker, der aldrig får sagt nej til de ekstra arbejdsopgaver og ender med at gå ned med stress. Der aldrig får sagt fra over for deres ægtefælle og ender med at stå for alt eller med at blive såret. Altid ender med at bage bradepandekagen til spejderlejr og klassens time. Mange der gang på gang går på kompromis med egne værdier og egne grænser.

Så Karl skal ikke lære ikke at sige nej. Vi andre kunne tværtimod lære lidt af hans umiddelbarhed og den selvfølgelighed, han sætter grænser på.

Man kan altid diskutere, om det er rimeligt, at en særlig gruppe kan få mulighed for gratis psykologhjælp. Det blev imidlertid besluttet af politikerne, at de unge mellem 18-24 år, der henvises under angst eller depressions diagnoser, skal have gratis psykologhjælp. Først var det en forsøgsordning igennem 2021, men nu er det besluttet at gøre ordningen permanent.

Jeg tror, mange unge blev glade for den udmelding. Men jeg tror også, mange har fået sig en brat opvågning her ved indgangen til 2022. Situationen er nemlig den, at gratisordningen allerede er brugt op, inden 2022 er kommet rigtig igang. Det er virkeligheden for mig og for mange af mine kolleger.

Det siger sig selv, at en sådan gratis ordning er nødt til at have en økonomisk ramme. Og den ramme er 75,7 mill kroner. Med 60.000 unge per årgang giver det ca. 420.000 unge. Heldigvis er det ikke alle, der rammes af angst eller depression, men det kan være meget sjovt lige at se, hvor mange ordningen giver mulighed for at dække. Det svarer til ca. 84.111 sessioner. De unge har ret til et vederlagsfrit psykologforløb på op til 12 konsultationer med mulighed for genhenvisning på op til yderligere 12 konsultationer.  Det giver mulighed for at behandle ca. 3504 unge i løbet af 2022, hvis alle gør brug af deres genhenvisning.

Hver psykolog har en ramme på max 140.000 kr til de unge, som de kan afregne med regionen. For at det hele ikke skal ende i tal, betyder det rent praktisk, at hver ydernummer psykolog i gennemsnit kan have 6-12 forløb under gratisordningen i hele 2022. Måske politikerne har troet at det rakte?

Jeg personligt taler dagligt med minimum 3 forventningsfulde unge over telefonen og kan med beklagelse oplyse dem om, at jeg har brugt min kvote, allerede inden 2022 er gået igang. For i efteråret blev alle med ydernummer opfordret til at tage flere unge ind. Så de unge jeg har i forløb nu, vil komme til at bruge min kvote.

Jamen kan du så ikke bare lade de unge have en egenbetaling ligesom alle andre, der har ret til psykologhjælp under sygesikringsordningen? Nej det må jeg ikke. For de unge har ret til gratis psykologhjælp, hvis de skal forblive i sygesikringsordningen. Mine kolleger har for manges vedkommende også brugt deres kvote på klienter de har med over fra 2021.

Deres eneste alternativ er derfor at blive selvbetalere. Så de unge mellem 18-24 år er reelt dårligere stillet end de 25+ årige. De skal nemlig betale fuld pris, hvis de vil til psykolog. Det må siges at være ret svært at forstå for almindelige mennesker.

Alle, der er vokset op med glæden til Eventyr, kender selvfølgelig Snehvide og de syv  små dværge. Den er så fascinerende og uhyggelig på samme tid, for det er det, eventyr kan. Og som i alle gode eventyr, ender det lykkeligt. Den smukke Prins vækker den sovende Prinsesse med et livgivende kys.

Det må han så ikke længere.  I hvert fald ikke hvis man skal lytte til anmeldere, der mener, at slutningen bør ændres. Snehvide, der er forgiftet af den onde stedmoder og ligger der helt hjælpeløs og sovende, har nemlig ikke givet sit samtykke til at blive kysset.

Og nej, det er ikke fordi, jeg ikke er enig i, at det er afgørende vigtigt at lære vores børn, at det ikke er i orden at kysse nogen, uden at den anden giver samtykke til det. Det er mere vigtigt end nogensinde at lære børn om grænser. Politisk korrekthed bør der imidlertid også være en grænse for. Ellers bliver det lidt fattigt det hele. Og vi risikerer, at vi glemmer legen og det eventyrlige.

Jeg har stor tillid til, at børn godt kan skelne mellem fiktion og virkelighed.

Og børn har brug for eventyrets form til at takle udfordringer i livet i et billedeligt sprog. Eventyr handler om nogle grundfølelser, som alle børn kender. Eventyret giver barnet mulighed for at få sat ting i deres egen verden på plads, når de hører eventyr. De kan gå på opdagelse i deres følelsesliv, uden at det er farligt. For det ender jo godt til sidst.

Eventyrene har overlevet i mange generationer. Det er der en helt særlig grund til. Det er fordi, det siger os noget på tværs af tid. Det er netop pointen, og derfor skal et eventyr ikke tilpasses vor tid.

Og han fik Prinsessen og det halve Kongerige, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det samme håber jeg også, at eventyret i sin nuværende form får lov til.

Jeg elsker at arbejde som psykolog. Også selvom jeg bestemt ikke bryder mig om, når psykologi kan efterlade mennesker med en fornemmelse af at være forkerte.

Det er derfor en svær balancegang, når vi i disse tider står overfor børn og unge med symptomer på, at vi er i COVID-19 beredskab. For er de behandlingskrævende, eller reagerer de bare naturligt på at være i en helt vanvittig situation.

Rekordmange børn og unge sendes mod psykiatrien. I Region Hovedstaden tæller man en vækst i antal henvisninger på 24% i anden halvdel af 2020 sammenlignet med året før. Og det endda selvom tallene inden corona var alarmerende høje med op mod 15 %, der bliver diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18 år.

Udtryk for et diagnosesamfund vil nogen hævde, mens andre ser på tallene med stor alvor. Jeg har i tidligere blogopslag reflekteret over risikoen for sygeliggørelse af børn og unge med de mange diagnoser.

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er naturligt at reagere på den nuværende situation med tristhed. Og det må ikke føre til en depressionsdiagnose. Ligesom en naturlig angst for fremtiden ikke må føre til en angstdiagnose.

Mange af landets skoleelever har det imidlertid rigtig dårligt i hjemmeskolen. De føler sig isolerede og har svært ved at få struktur på en hverdag. Børn og unge har brug for voksne, der har tro og tillid til fremtiden. I stedet vokser de op i en tid, som er præget af pessimisme, og hvor smittetal og smittetryk og dagens døde præger den mellemmenneskelige dialog.

Men hvad så? Hvordan sikrer vi, at vi laver en tilstrækkelig indsats for vores børn og unge. Slår vi symptomerne hen, risikerer vi at komme for sent med en nødvendig indsats. Og bliver vi for bekymrede og sender vores unge ud i psykiatrien eller afsted til sådan en som mig, risikerer vi, at de unge føler sig forkerte.

Jeg kan ikke mere, sagde hun. Hun er blot en af mange unge, der lider under corona. For mange med kontakt til de unge rapporterer i stigende grad om en eksplosion i antallet af unge, der er ramt at depressive tanker, angst og selvmordstanker.

Tænk, at den generation, som vi havde udnævnt til ikke at værdsætte relationer men udelukkende være optaget af at leve et Insta liv og med Snap som den vigtigste kontakt til jævnaldrene, har vist sig at være dem, der klarer den manglende menneskelige kontakt til andre allerdårligst.

I Danmark er næsten hele ungdomslivet bygget op om skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Så når de lukker ned, afskæres de unge fra alle deres sociale netværk. Det samme gælder fritidsaktiviteterne, der typisk er klubbaserede.

At det er særligt sårbart for de unge, er ikke så underligt, for netop de unge er først i gang med at danne deres identitet, og det gør de ved at spejle sig i andre. Pludselig kan de ikke afstemme med de betydningsfulde andre, hvad der er cool og not cool. Det medfører stor usikkerhed.

Og når en hel generation pludselig er sendt hjem på ubestemt tid, så får det uoverskuelige psykologiske konsekvenser. Når man er ung er livet lige nu og her. Det føles derfor helt endeløst at skulle vente og udsætte. Hvis man søger kærligheden, føles det som år, inden man igen har mulighed for at kunne møde en.

Hurtigt breder modløsheden sig og følelsen af tomhed. Det kniber for mange med lyst til noget som helst. De lever et liv i sengen med en computer, hvor de forsøger at følge undervisningen på bedste vis. Og ingen ser, at de ligger under dynen og svømmer væk ind i døsen og ugidelighedens tåger.

Væk er strukturen og de faste rutiner, der får hverdagen til at hænge sammen. Skoletid og fritid flyder sammen i en grå masse og eneste lyspunkt er deres yndlings serie på Netflix.

Mon ikke det er slut med at kalde dem for de forkælede unge mennesker. Jeg håber det.

 

 

Da Nola fandt ud af, at man også kan se Gurli Gris på morfars fjernsyn, ville hendes glæde ingen ende tage. Der tændte et lys i hendes øjne, da Gurli Gris’ kendingsmelodi tonede frem, og hendes lyserøde yndlingshelt sagde de genkendelige ord: Jeg hedder Gurli Gris.

Hvad skal man så lige mene om serien set fra en psykologs synsvinkel?

Med de krakilske briller på kan man sagtens lade forargelsen fylde. For er det ikke synd og diskriminerende for Far Gris, at han afsnit efter afsnit må udfylde antihelt rollen? Lidt for tyk og lidt for klodset og optaget af et ikke særligt nødvendigt arbejde.

Jeg vil lade nej hatten ryge og bare overgive mig til dette børneunivers. Selv var jeg som barn dybt fascineret af Pippi, som har mange lighedstegn med Gurli Gris. Pippi var heller ikke altid stueren set med voksenbriller. Hun både løj og gjorde nar med de voksne.

Fælles for Gurli og Pippi er, at de har det, der skal til for at blive en helt i barnets øjne.

Det, der med voksen briller ser stereotypt  ud, er med barnebriller jo netop dejligt forudsigeligt. En konflikt er aldrig større, end den er løst inden de fem min. et afsnit varer, er slut. Og når man ser Gurli Gris, skal man måske for et øjeblik lægge voksen brillerne.

Når man gør det og overgiver sig til det, kan man ikke andet end grine med. For man genkender glimtvis sig selv i fortællingerne. Jeg gør i hvert fald.

Gurli kan alt. Hun er fræk og elsker at hoppe i mudderpøl. Hun griner af sin far og irettesætter sin bror. Hun er modig. Gurli Gris får lov til at være både egoistisk og vred , uden at hun af den grund er forkert. Hun får altså lov at være et barn med alle barnets følelser.

Jeg elsker derfor, ligesom Nola, Gurli Gris.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Studiestart er andet end fredagsbar og nye venskaber. Det er usikkerhed, tvivl og vildrede. De unge er netop startet på uddannelse. Mange har været i svære overvejelser og er det fortsat. For har de nu valgt rigtigt. Eller skulle de have valgt et andet studie.

Pigen, jeg mødte i min klinik, havde flere gange forsøgt at få sparring ved forældrene. Hver gang mødte de hende med åbent sind og sagde de viise ord: Når bare du finder noget, der gør dig glad. Det er det eneste, der betyder noget for os. Vi bakker dig op uanset.

Kan man forestille sig bedre forældre? Intet pres her. Og alligevel vil jeg problematisere forældrens udtalelse. For der lå i virkeligheden et kæmpe pres på den unges skuldre. Alt var nemlig op til hende selv.

Vi forældre siger ikke længere, at vi ønsker succes for vores børn, eller at vi håber, de bliver læger eller advokater, for vi vil jo ikke lægge pres på. Måske fordi vi selv godt kunne føle, der blev gjort det fra vores forældres side.  Vi tør ikke engang ønske for dem, at de bliver godt gift, eller at de får børn, for det tilkommer jo ikke os at blande os i det.

Så vi viser vores store rummelighed ved kun at ønske én ting for vores børn, nemlig at de bliver lykkelige. Det er jo så lidt et paradoks, at det lige er det, der er vores ambition på vores børns vegne. I en tid hvor der aldrig har været så mange unge med ondt i sjælen.

Noget så diffust som et ønske om, at de skal være lykkelige, er mere stressende end noget andet. Vi giver dem lykken som mål for succes, og dermed har vi givet dem et mål, der er umuligt at opnå.

Vi skal turde gå i dialog med vores unge. Turde sige højt, hvad vi tænker. Turde have forventninger til dem. Turde øse af vores erfaringer. Være den væg de kan spille bold op af.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk