Gurli Gris

Da Nola fandt ud af, at man også kan se Gurli Gris på morfars fjernsyn, ville hendes glæde ingen ende tage. Der tændte et lys i hendes øjne, da Gurli Gris’ kendingsmelodi tonede frem, og hendes lyserøde yndlingshelt sagde de genkendelige ord: Jeg hedder Gurli Gris.

Hvad skal man så lige mene om serien set fra en psykologs synsvinkel?

Med de krakilske briller på kan man sagtens lade forargelsen fylde. For er det ikke synd og diskriminerende for Far Gris, at han afsnit efter afsnit må udfylde antihelt rollen? Lidt for tyk og lidt for klodset og optaget af et ikke særligt nødvendigt arbejde.

Jeg vil lade nej hatten ryge og bare overgive mig til dette børneunivers. Selv var jeg som barn dybt fascineret af Pippi, som har mange lighedstegn med Gurli Gris. Pippi var heller ikke altid stueren set med voksenbriller. Hun både løj og gjorde nar med de voksne.

Fælles for Gurli og Pippi er, at de har det, der skal til for at blive en helt i barnets øjne.

Det, der med voksen briller ser stereotypt  ud, er med barnebriller jo netop dejligt forudsigeligt. En konflikt er aldrig større, end den er løst inden de fem min. et afsnit varer, er slut. Og når man ser Gurli Gris, skal man måske for et øjeblik lægge voksen brillerne.

Når man gør det og overgiver sig til det, kan man ikke andet end grine med. For man genkender glimtvis sig selv i fortællingerne. Jeg gør i hvert fald.

Gurli kan alt. Hun er fræk og elsker at hoppe i mudderpøl. Hun griner af sin far og irettesætter sin bror. Hun er modig. Gurli Gris får lov til at være både egoistisk og vred , uden at hun af den grund er forkert. Hun får altså lov at være et barn med alle barnets følelser.

Jeg elsker derfor, ligesom Nola, Gurli Gris.