Studiestart

Studiestart er andet end fredagsbar og nye venskaber. Det er usikkerhed, tvivl og vildrede. De unge er netop startet på uddannelse. Mange har været i svære overvejelser og er det fortsat. For har de nu valgt rigtigt. Eller skulle de have valgt et andet studie.

Pigen, jeg mødte i min klinik, havde flere gange forsøgt at få sparring ved forældrene. Hver gang mødte de hende med åbent sind og sagde de viise ord: Når bare du finder noget, der gør dig glad. Det er det eneste, der betyder noget for os. Vi bakker dig op uanset.

Kan man forestille sig bedre forældre? Intet pres her. Og alligevel vil jeg problematisere forældrens udtalelse. For der lå i virkeligheden et kæmpe pres på den unges skuldre. Alt var nemlig op til hende selv.

Vi forældre siger ikke længere, at vi ønsker succes for vores børn, eller at vi håber, de bliver læger eller advokater, for vi vil jo ikke lægge pres på. Måske fordi vi selv godt kunne føle, der blev gjort det fra vores forældres side.  Vi tør ikke engang ønske for dem, at de bliver godt gift, eller at de får børn, for det tilkommer jo ikke os at blande os i det.

Så vi viser vores store rummelighed ved kun at ønske én ting for vores børn, nemlig at de bliver lykkelige. Det er jo så lidt et paradoks, at det lige er det, der er vores ambition på vores børns vegne. I en tid hvor der aldrig har været så mange unge med ondt i sjælen.

Noget så diffust som et ønske om, at de skal være lykkelige, er mere stressende end noget andet. Vi giver dem lykken som mål for succes, og dermed har vi givet dem et mål, der er umuligt at opnå.

Vi skal turde gå i dialog med vores unge. Turde sige højt, hvad vi tænker. Turde have forventninger til dem. Turde øse af vores erfaringer. Være den væg de kan spille bold op af.