SKAM er igen i gang. Nu med sæson 4. Og jeg elsker det. Men hvad er det lige, helt almindelige norske unge kan sige en gammel kvinde som mig?
Udover at serien behandler temaer, som er aktuelle til alle tider: ”kærlighed”, ”misundelse”, ”had”, ”venskab” og ”sammenhold”. Og udover at karaktererne er genkendelige som: ”hende den populære” ”ham alle vil have”, ”den kiksede”, ”den naive” og derfor altid vil sige os noget på tværs af generationer, så hæfter jeg mig især ved udsendelsens navn: SKAM.
Vi lever i en tid, hvor vi alle skammer os. Skammer os over parforholdet, evnen som forældre, kroppen, vores manglende overskud. Kort sagt: vi skammer os over ikke at kunne leve op til egne idealer. Vi skammer os, når der er forskel på, hvad vores ideal er om os selv og vores reelle selv. Når der er forskel mellem, hvem vi synes, vi burde være, og den vi evner at være.
Vi forsøger at skjule forskellen både over for os selv og overfor andre i angst for at blive afsløret, som dem vi i virkeligheden er. Og det er netop ikke kun i ungdomsårene, vi går med denne angst for at blive afsløret, og som konsekvens heraf blive dømt ude af det gode selskab. At blive sendt i skammekrogen. Angsten for at blive valgt fra er nærværende gennem hele livet.
Hvornår jeg er god nok og kan slappe af og tage den med ro, er der ikke nogen færdig opskrift på. Derfor er jeg konstant i gang med at lave en bedre udgave af mig selv. Det er op til mig selv at finde de værdier, jeg skal leve efter. Jeg vil gerne leve sundt og skal derfor træne til Marathon. Jeg vil også gerne være en god forælder og kæreste samt føle mig værdsat på mit arbejde. Der er kun mig til at finde den rette prioritering og det er hårdt at skulle leve op til så mange ting på én gang.
Jo flere områder jeg skal præstere inden for, jo større risiko er der for ikke at kunne leve op til det. Vores krav til os selv kommer i konflikt med hinanden, og vi begynder at skamme os.
Det er meget få mennesker, der ikke har børn og familie som det allervigtigste. Vi har høje idealer om at være en god forælder. Så her er der meget på spil i forhold til, om man er god nok.
Så i dag skal vi minde os selv og andre om, at vi ikke behøver skamme os. Alle vi, der dummer os og falder igennem, skal ud af skammekrogen.
Så sig det med en blog. Del opslaget med en du holder af og sig: ”Du er gennemskuet og alligevel elsket”.
Læs også https://psykologenpaabryggen.dk