Samtalens svære kunst

Jeg blev helt varm indeni, da han spurgte: Nå, hvad siger Jonas så til at være inde ved militæret? Han havde lige gjort noget af det smukkeste, en ven kan gøre.

Han havde husket, hvad jeg havde fortalt om sidst, vi mødtes, og nu vendte han tilbage til det.

Det er sjældent i en tid, hvor vi hylder monologen fremfor samtalen.

Vi kender alle dette med, at vi er sammen med gode venner, og talestrømmen flyder derudad. De er måske lige kommet hjem fra sommerferie og fortæller om turen ned gennem Frankrig. Om alle deres skønne oplevelser i det fantastiske land.

Vi nikker og smiler, men venter dybest set bare på, at der skal blive hul i talestrømmen, så vi selv kan komme i gang med at fortælle om vores egen sommerferie og egne bedrifter.

Vi udveksler taler. Vi er høflige, så vi afbryder ikke.

Når de er gået hjem, kan vi ærligt at sige ikke huske, om det var Frankrig eller Italien, de havde kørt rundt i. For vi samtaler alt for lidt.

Vi ved det godt. For sådan er det. Den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Så vi bliver da heller ikke fornærmede, næste gang vi mødes, og ingen kan huske ret meget af, hvad vi talte om sidst. Vi fortsætter fortrøstningsfuldt.

For samværet er pakket ind i god mad og rigelig vin.

Samtalen derimod forudsætter fysisk nærvær, gensidighed i blikket samt et nærvær, som kun bliver troværdigt, når man husker at vende tilbage til, hvad der blev sagt og følge op, når man mødes igen.

Det er unikt hver gang et menneske fortæller os noget, som de aldrig har delt med nogen før. Så lyt fuldt og helt til, hvad de siger.

Vi blev udstyrret med to ører og kun én mund. Netop for at minde os om, at vi bør lytte dobbelt så meget, som vi taler.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk