Hjertet siger tik tak

50 gange i minuttet lyder den rytmiske lyd af ga-dunk, ga-dunk. Oftere når vi er spændte eller nervøse. Det er lyden af vores hjerte, der slå igen og igen. Minut efter minut, time efter time.  Indtil den dag det holder op. Eller som Knausgaard så malende beskriver det: “For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det”.

Når døden har stået i rummet med dig, er der intet, der bliver som før. Det er erkendelsen for en af mine klienter, der sidste sommer pludselig mærkede en underlig fornemmelse i den ene arm. Han fik hjertestop, men kom lykkeligvis afsted i tide.

Lægeligt set er han “så god som ny”. For med en stent er det fysiske nu på plads. Det psykiske derimod.

Erkendelsen rammer i små glimt i en hverdag, der har sine helt normale elementer af indkøb, madlavning afhentning af børn. For pludselig der midt i Netto rammer angsten. Angsten for et nyt hjertetilfælde. For at det hele kan være slut.

Han fortæller om nogle af de andre, der går på holdet for hjerteopererede. Han kan blive misundelig på dem, der vender sådan en oplevelse til noget positivt og siger, at “nu er resten af den tid jeg får en bonus eller en gave”. For ham er det skuffelsen, der fylder.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan kunne det ske for mig? Jeg har altid levet sundt. Og den skuffelse og uretfærdighedsfølelse er svær st leve med”, siger han.

Der er altså ikke nogen, der holder regnskab. Bare fordi du opfører dig pænt og er god mod andre mennesker, spiser sundt, dyrker motion og ikke drikker mere end de anbefalde genstande om ugen, er det ikke sikkert, du får lov til at blive rigtig gammel . Der er ikke nogen retfærdighed til, og det er en hård erkendelse at få.

At se døden i øjnene. Det er sort og mørkt og frygteligt. Det føles som om nogen griber om dit hjerte og klemmer til.

Min mor

Jeg har sat flag i vinduet. Der er ikke noget at fejre, men jeg vil gerne markere dagen. Min mor kunne have fyldt 80 år i dag. Der er egentlig ikke noget underligt i, at hun ikke nåede at blive så gammel. Det er ikke alle forundt.  Men at hun har været død i 27 år denne sommer er skræmmende. 53 år blev hun.

Jeg husker hendes 53 års fødselsdag. Den sidste. Vi vidste alle, at hun snart skulle dø. Jeg var ikke fyldt 30 år endnu. Jeg havde to små børn på 1 og 2 år. Jeg havde brug for en mor. Og en mormor til mine to børn. Jeg havde det virkelig svært med den dag. Min mor var stærkt plaget af smerter. Alligevel skriver hun med stor taknemmelighed om dagen i sin dagbog.

Jeg ved ikke, om man kan blive klar til at miste sin mor. Men jeg ved, at jeg på ingen måde var klar. Heller ikke selvom jeg godt kunne se, at jeg burde give hende lov til at give slip. For hun havde det ikke godt.

Der er så mange ord, der skal siges, når man ved, at man står med de sidste dage, der skal leves sammen.

Det er bare så svært at få det sagt. Bagefter er det for sent. Så kommer alle selvbebrejdelserne, for alt det, man synes, man ikke gjorde på den rigtige måde. Der er to ord, der kommer til mig, som jeg ved, jeg ikke fik sagt højt. “Tak” og “Taknemmelig”.

Tak, fordi du var min mor. Du var den, der trøstede, når jeg faldt. Skubbede på, når jeg tøvede. Bar over, når jeg fejlede. Tak, fordi du troede på, at jeg kunne det meste selv og ikke fejede forhindringer af vejen.

Jeg er taknemmelig over, at du viste mig, at man skal tro på sig selv og sit eget værd. Det tog mig nogle år at lære, at man ikke skal finde sig i for meget, men du prøvede at foregå mig med et godt eksempel. For du fandt dig i “no shit”.

Jeg ville gerne kunne have fejret dig. Jeg håber, du danser, skåler og synger i din himmel i dag.

En lang Langfredag

Jeg gik tur på Assistens Kirkegården i dag. Et fantastisk sted. Det tror jeg de fleste vil medgive, selvom jeg  godt ved, at jeg har et helt særligt forhold til kirkegårde.

Da jeg studerede i Århus og ventede mit første barn, nød jeg at gå tur på kirkegården og få inspiration til navne.  Senere blev min daværende mand og børnenes far præst, og jeg boede derfor i mange år op af en kirkegård.

Hver dag på vej til Fakta skulle jeg passere hen over kirkegården, og det blev i de år, at jeg blev mere og mere optaget af, at vi ikke er her for evigt, men skal huske at leve livet, mens vi er her. Noget, der ikke længere blot var rent hypotetisk, men barsk virkelighed. Fordi min egen mor i en alder af kun 53 år var død.

Den bevidsthed er, som jeg er blevet ældre, kun blevet mere nærværende. Så påtrængende at det til tider kan føles skræmmende at tænke for meget på. Jeg gør det alligevel på en dag som i dag.

Det er Langfredag. Langfredag for mig er en kærkommen lejlighed til at slappe af, holde mini ferie, invitere til Påske frokost. Men det er også sorg, mørke, lidelse. Alle møder vi Langfredag i vores liv før eller siden.

På Assistens Kirkegården ligger der mange kendte, og det gør det særligt spændende at gå rundt. Et af de mere seværdige gravsteder er Dan Turèlls grav. Hans grav er fyldt med joints og kuglepenne. Kuglepenne som en hyldest til den store digter, han var.

Jeg tror, de fleste kender hans digt om “Hverdagen”. Dan Turèll skrev også et digt om døden i sin “Begravelses Blues”. I digtet skriver han: “Begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen”.

Jeg synes, det er ubeskriveligt smukt. Glædelig Påske!

Døden

I mødet mellem kærlighed og døden vil der altid opstå sorg. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Og uden en kærlighed, der gik forud, så ville vi slet ikke rammes af sorg. Men netop fordi vi mennesker har evnen til at forbinde os så dybt til hinanden opstår kærlighed.

Derfor er sorg også kun forbeholdt mennesket – både på godt og ondt. Ondt, fordi sorgen i sagens natur gør ondt, men godt, fordi det er en smerte, der er meningsfuld. Fordi det vidner om, at  en elsket er død. En elsket, der har vakt kærligheden i os.

Da jeg læste psykologi, lærte vi, at det gjaldt om at kappe båndene over til den døde, så den energi og de følelser, der var investeret i den døde, kunne investeres i andre. Så du kunne komme videre.

I dag ved vi, at det ikke gælder om at komme videre. Hvis du har mistet den, du elsker, kan du selvfølgelig godt blive glad igen måske blive forelsket igen. Men det betyder ikke, at du holder op med at elske den, du har elsket. Der vil altid være bånd, til den du har mistet. Og det er gennem sorgen vi kommer i kontakt med de følelser.

De nye sorgteorier vægtlægger betydningen af, at vi netop ikke kommer videre gennem en bevægelse væk fra den døde, men finder en måde at leve videre med mindet om den døde. At den døde fortsat er flettet ind i vores fortælling. Langt fra de gamle sorg teoriers tanke om at kappe båndet.

Lad håbet leve!

En kollega havde medbragt en god case. Den handlede om de faglige og etiske dilemmaer, som en patient havde givet anledning til. Det drejede sig om en 13 årig, der er uhelbredelig syg. Forældrene ønsker ikke at deres datter skal vide, at hun skal dø.

Det var svært for plejeteamet, for hvordan skulle de kunne være åbne og ærlige med hende på stuen, når ikke de kunne tale om, at hun skulle dø? Flere af mine kolleger delte plejepersonalets holdning om, at vi har en etisk forpligtigelse til at fortælle sandheden. ”Når nu vi ved, at det er bedst”, sagde en af mine kolleger.

Spørgsmålet, der rejser sig, er: ”Ved vi nu også det?”

Vi er en del af en kultur, som hylder en åbenhedskultur. Det er ikke mange år siden, vi hyldede det stik modsatte- nemlig at patienten intet skulle vide.  Der skal vi ikke tilbage til. Men måske den gode samtale finder sted midt imellem?

Der er så meget andet, vi kan tale med denne pige om end, at hun skal dø. ”Hvordan har du det med at være indlagt?”, ”Hvad savner du hjemmefra?”, ”Hvad hedder din bedste veninde?”, ”Hvad holder I af at lave sammen?”, “Hvad betyder mest for dig lige nu?”.

Dialogen behøver ikke stoppe, fordi vi ikke kan sige: ”Du skal dø”.

Og hvad ville der ske, hvis vi i åbenhedens navn fortæller hende det, og forældrene så efterfølgende ikke ville vide, hvordan de kan tale videre om det?

”Hun ved det jo godt”, indvendte en af mine kolleger. Ja, højest sandsynligt. Alligevel spørger hun ikke.

Min holdning er, at der altid skal gives plads til håbet. At sige at: ”Du skal dø” er mig meget imod. Spørger hun direkte, er sagen måske en anden. Det gør hun imidlertid ikke. Det må være den døende, der bestemmer, hvad der skal tales om.

Så til alle mine kære vil jeg sige, at hvis jeg skulle blive dødeligt syg så fortæl mig ikke, at alt håb er ude, og at jeg skal dø. Jeg er mig smerteligt bevidst, at vi er døende hele livet. Men lige der hvor det går fra abstraktion til virkelighed, ønsker jeg ikke at få det bøjet i neon. I skal bare lytte, tie stille, stille spørgsmål og holde i hånd. 

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

Kunsten at samtale

Jeg erindrer en meget smuk udsendelse lavet af Agger. Den følger livet på Hospice i Hvidesande. Her møder vi Juristen, der snart skal dø. I et klip ser vi læger og plejepersonale forud for en stuegang. Juristen er en svær patient, for han vil ikke erkende, at han snart skal dø.

Personalet er enige om, at det er afgørende vigtigt for ham, at han får denne erkendelse og accept. De planlægger derfor, hvordan sandheden nu skal formidles til ham.

Det næste, vi ser, er Juristen, der kræver sig udskrevet. Han kan tydeligvis ikke være i deres åbenhedskultur. De har uden tvivl villet ham det bedste. De har tænkt, at det kunne være vigtigt for ham at kende sandheden, så han kunne planlægge, hvordan den sidste tid skulle være. Han kunne bare ikke være i det.

Det er ikke fordi, jeg ønsker mig tilbage til tidligere tiders lukkethed, hvor kun fagpersonalet vidste besked om patientens tilstand. Men forskning peger på, at langt de fleste mennesker har brug for at hænge fast i selv et spinkelt håb om et mirakel, når døden banker på. Og det forudsætter, at man mestrer den svære samtale. For ellers kan sandheden blive så brutal, at mange ikke kan være i det.

I et andet klip ser vi Agger sidde i dialog med Juristen.

Hvad er det lige der sker? De taler om døden. Men de taler om det i takt. Med udgangspunkt i Juristens yndlingssalme taler de i symbolsprog, om det at skulle dø. Engang. Agger ved, Juristen ved og vi som tilskuere ved, at de taler om Juristens forestående død.

Lige der i bedste sendetid, foregår den dialog, som ingen andre formåede at få. For Agger kan danse i takt. Han evner den svære samtales kunst.

Ved at flytte døden væk fra Juristen og over i et symbolsprog, taler de om døden uden at tale om den. Sammen taler de om holdninger og værdier og håb for de, der bliver tilbage, når vi engang ikke er her længere.

Agger siger ikke: ”Ja, for du skal jo snart dø”. Nej, han stiller sig blot til rådighed for refleksioner over livet og døden. Sådanne samtaler er livgivende og giver plads til håb midt i håbløsheden.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Levende fortællinger

Kender du det, at der er personer, du ville ønske, du havde mødt og lært at kende. Og jeg er ikke ude i sådan noget Obama, Marilyn Monroe, prinsesse Diana lignende noget. Bare helt almindelige mennesker, der gennem de fortællinger, der fortælles om dem, bliver levende og nærværende på den der helt unikke måde.

Sådan ønsker jeg, det opleves, når jeg forsøger at videreformidle fortællingerne om mine børns mormor og farmor. Det er min mor på fotoet. Jeg håber, mine børn sidder tilbage med tilbageholdt åndedræt og tænker: “Wow, jeg ville ønske, jeg havde lært dem at kende”.

For de var nogle helt særlige kvinder på hver deres måde. Jeg fortæller gerne om dem og hver gang med et stik i hjertet over, at de ikke nåede at tage del i mine børns liv.

Vi mennesker bliver til gennem fortællinger. De fortællinger vi fortæller om os selv og om andre. Vi efterlader os spor. Hvert enkelt menneske har sin egen fortælling, som gør det menneske unikt og enestående. Og som efterlevende har vi en forpligtigelse til at holde liv i fortællingerne om vores afdøde.

Min mand er en eminent fortæller, og når han gør fortællingerne om sin afdøde mor levende, giver det mig følelsen af, at her er en kvinde, jeg ville ønske, jeg havde mødt.

“Guld Else” kalder han hende kærligt som et reference til hendes forkærlighed for smykker i rigelige mængder. Som fortællingen folder sig ud, bliver hun langsomt lyslevende for mig.

Sådan er det. Og det er godt at vide, at det ikke stopper med døden. Vi lever videre blandt de levende. Og vi kan selv være med til at skrive på den fortælling, der skal fortælles om os, når vi ikke længere er at tælle blandt de levende.

Hvad ønsker du at blive husket for ved din begravelse? Hvad ønsker du at stå for i livet? Hvad betyder virkelig noget dybt i dit hjerte?

Læs mere på: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Alene i sorgen

“Gid nogen turde gå med mig ind i mørket”, sagde hun. Hun fortalte om en fortælling, der havde gjort stort indtryk på hende.

En dreng har mistet sin mor. I sin totale afmagtsfølelse sidder han under bordet og nægter nogensinde at komme ud igen. Faderen sætter sig ind under bordet til ham. Der sidder de sammen stille for en stund. Og så taler de lidt sammen. Faderen får til sidst sin ulykkelige søn med ud og sammen kan de igen være i det svære.

Hvad er det helt præcist denne far gør?

Han går med ind i mørket. Havde han kaldt på drengen eller hevet i ham, havde han kun mødt modstand. Havde han lokket med is og andre lækkerier, havde han kun mødt modstand. Havde han sagt, at de kunne lave noget sjovt sammen, hvis han kom ud, ville han kun møde modstand.

Men ved at gå med ham ind i sorgens rum, får han løst op for den altomsiggribende sorg. Fordi de deler det svære. Han går med ind i mørket.

Hun gad godt, at nogen i overført betydning satte sig under bordet med hende.

Nogle valgte at overse, at hun sad der under bordet. Eller de forsøgte at lokke hende ud fra mørket med deres: “Ej, hvor han udvikler sig flot” og “Hvor er det et mirakel, at han har overlevet”.

Det var deres elskede barn, der fik disse ord med på vejen. Ord til trøst .

I stedet efterlod det hende i en ubeskrivelig alenefølelse. Og tilmed med dårlig samvittighed. For hun følte sig utaknemmelig over ikke at kunne glædes på trods.

Bevares hun elskede sin søn. Han var bare også en kilde til stor sorg. En forbudt sorg følte hun.

Alle der kom forbi og så hende siddde der under bordet i al sin tristhed hev og sled i hende. “Kom nu ud”. “Her er nok at glæde sig over”. “Se, det skal nok gå alt sammen”.

Ingen gjorde som faderen i den smukke fortælling og satte sig ved siden af. Gik med hende ind i mørket for at dele alle de svære følelser og tanker.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

Værdighed

Min veninde og hendes mand kører hver weekend turen til sygehuset for at besøge en nær ven.

De havde netop været på besøg og var blevet meget berørte af at læse i den dagbog, personalet har lavet, mens han har været indlagt på Intensiv afdelingen.

Min veninde blev hårdt ramt af tanken om, hvor hurtigt alt kan ændre sig. Han var gået fra at være en stor stærk mand, der havde klaret fysisk hårdt arbejde til i løbet af et splitsekund at være helt afhængig af andre. Det er svært at se på.

Er det værdigt, spurgte hun?

Det gav anledning til en lille refleksion. For hvad er værdighed egentlig?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg hurtigt ville kunne rammes af følelsen af at befinde mig i en uværdig situation, hvis jeg var hundrede procent afhængig af, om andre ville klø mig, når det klør, tørre mig efter at jeg har gjort min nødtørft på et bækken. At skulle være afhængig af andre på den måde ville jeg personligt kunne opleve som ret uværdigt.

Så slog det mig imidlertid, at værdighed måske i virkeligheden aldrig er noget, jeg har i kraft af mig selv og min egen formåen. Måske værdighed altid er noget, jeg får givet af andre.

Med min veninde og hendes mands måde at være på over for deres ven er de i høj grad med til at give ham værdighed. De besøger ham trofast, de deler hans frustrationer, angst og afmagt.

Også personalet på Intensiv giver ham værdighed.

Det han ikke selv havde erindring om, giver de ham tilbage med deres fortællinger i dagbogen. I deres pleje af ham giver de ham værdighed. De holder ham nybarberet og renvasket. De taler til ham og er omkring ham med nænsomhed.

Og netop derfor bevarer han sin værdighed hele vejen.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Når alt bliver sort

Vi har et anstrengt forhold til døden i vor tid. Og i takt med at ritualer glider mere og mere ud, øges vores følelse af at være kommet ud på dybt vand, når vi står over for en af vore nærmeste, der har mistet.

Hvad gør man lige? Hvordan sige det rigtige? Vi står famlende over for døden. Vi har ingen drejebog for den del af livet.

At det er svært for den, der står alene tilbage, er der heldigvis kommet fokus på. En åben linje direkte ind til frivillige, der selv har prøvet at miste, er nu en realitet. De sidder klar ved telefonen alle ugens dage klar til at lytte. For alt for mange går alene med deres sorg. Måske de ikke vil belemre deres nærmeste.

Desværre tror jeg også, at en af forklaringerne er, at vi er alt for dårlige til at træde til som støtter. Bevar mig vel, vi siger da: ”Du kan altid ringe”.

Vores effektive samfund spiller måske også ind, når det handler om at miste. Den periode, man som efterladt bliver behandlet som sørgende, slipper hurtigt op.

Magtesløsheden er vor tids største udfordring. Vi er så vant til at kunne kontrollere og handle på alt. Vi bliver alle magtesløse på et tidspunkt i livet. Om ikke før så når vi står over for døden.

Kan du huske, hvad der skete til formning, når vi blandede alle farverne sammen? Når alle farver blandes sammen, bliver det sort. Når det er sort, kan man ikke længere se alle farverne. Det er den følelse, vi kan få, når vi mister en, vi har elsket.

Sammen med denne person stod alt lysende klart og i de smukkeste nuancer. Når vi ikke længere kan dele det med det menneske, som har så stor betydning for os, er det som om, farverne blandes. Alle de smukke oplevelser, som ikke kan blive til nye oplevelser, blander sig sammen, og alt bliver sort som i den mørkeste nat.

Vi tror måske ikke helt på, at det kan være tilstrækkeligt at lægge øre til den, der er i sorg. Så vi gir op og tænker: ”Tiden læger alle sår”.

Vi bliver lettede, når vi ser den efterladte vende tilbage til job eller ser, at han deltager i arrangementer. ”Han er kommet videre”, siger vi. Jo tak, han er kommet videre, men han skal gå alene nu.

Det er tungt og går ikke bare sådan over. Alene ordet ”sorgarbejde” er noget vrøvl. For ordet lover, at når arbejdet er gjort, så er sorgen væk. Sorgen er den pris, vi betaler for at have elsket.

Vi er sårbare og dødelige, men vi er det sammen og den erkendelse bør vække solidaritet og anspore til omsorg for hinanden. Har du en, du skal have ringet til?

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk