Kunsten at samtale

Jeg erindrer en meget smuk udsendelse lavet af Agger. Den følger livet på Hospice i Hvidesande. Her møder vi Juristen, der snart skal dø. I et klip ser vi læger og plejepersonale forud for en stuegang. Juristen er en svær patient, for han vil ikke erkende, at han snart skal dø.

Personalet er enige om, at det er afgørende vigtigt for ham, at han får denne erkendelse og accept. De planlægger derfor, hvordan sandheden nu skal formidles til ham.

Det næste, vi ser, er Juristen, der kræver sig udskrevet. Han kan tydeligvis ikke være i deres åbenhedskultur. De har uden tvivl villet ham det bedste. De har tænkt, at det kunne være vigtigt for ham at kende sandheden, så han kunne planlægge, hvordan den sidste tid skulle være. Han kunne bare ikke være i det.

Det er ikke fordi, jeg ønsker mig tilbage til tidligere tiders lukkethed, hvor kun fagpersonalet vidste besked om patientens tilstand. Men forskning peger på, at langt de fleste mennesker har brug for at hænge fast i selv et spinkelt håb om et mirakel, når døden banker på. Og det forudsætter, at man mestrer den svære samtale. For ellers kan sandheden blive så brutal, at mange ikke kan være i det.

I et andet klip ser vi Agger sidde i dialog med Juristen.

Hvad er det lige der sker? De taler om døden. Men de taler om det i takt. Med udgangspunkt i Juristens yndlingssalme taler de i symbolsprog, om det at skulle dø. Engang. Agger ved, Juristen ved og vi som tilskuere ved, at de taler om Juristens forestående død.

Lige der i bedste sendetid, foregår den dialog, som ingen andre formåede at få. For Agger kan danse i takt. Han evner den svære samtales kunst.

Ved at flytte døden væk fra Juristen og over i et symbolsprog, taler de om døden uden at tale om den. Sammen taler de om holdninger og værdier og håb for de, der bliver tilbage, når vi engang ikke er her længere.

Agger siger ikke: ”Ja, for du skal jo snart dø”. Nej, han stiller sig blot til rådighed for refleksioner over livet og døden. Sådanne samtaler er livgivende og giver plads til håb midt i håbløsheden.