Alene i sorgen

“Gid nogen turde gå med mig ind i mørket”, sagde hun. Hun fortalte om en fortælling, der havde gjort stort indtryk på hende.

En dreng har mistet sin mor. I sin totale afmagtsfølelse sidder han under bordet og nægter nogensinde at komme ud igen. Faderen sætter sig ind under bordet til ham. Der sidder de sammen stille for en stund. Og så taler de lidt sammen. Faderen får til sidst sin ulykkelige søn med ud og sammen kan de igen være i det svære.

Hvad er det helt præcist denne far gør?

Han går med ind i mørket. Havde han kaldt på drengen eller hevet i ham, havde han kun mødt modstand. Havde han lokket med is og andre lækkerier, havde han kun mødt modstand. Havde han sagt, at de kunne lave noget sjovt sammen, hvis han kom ud, ville han kun møde modstand.

Men ved at gå med ham ind i sorgens rum, får han løst op for den altomsiggribende sorg. Fordi de deler det svære. Han går med ind i mørket.

Hun gad godt, at nogen i overført betydning satte sig under bordet med hende.

Nogle valgte at overse, at hun sad der under bordet. Eller de forsøgte at lokke hende ud fra mørket med deres: “Ej, hvor han udvikler sig flot” og “Hvor er det et mirakel, at han har overlevet”.

Det var deres elskede barn, der fik disse ord med på vejen. Ord til trøst .

I stedet efterlod det hende i en ubeskrivelig alenefølelse. Og tilmed med dårlig samvittighed. For hun følte sig utaknemmelig over ikke at kunne glædes på trods.

Bevares hun elskede sin søn. Han var bare også en kilde til stor sorg. En forbudt sorg følte hun.

Alle der kom forbi og så hende siddde der under bordet i al sin tristhed hev og sled i hende. “Kom nu ud”. “Her er nok at glæde sig over”. “Se, det skal nok gå alt sammen”.

Ingen gjorde som faderen i den smukke fortælling og satte sig ved siden af. Gik med hende ind i mørket for at dele alle de svære følelser og tanker.