I mødet mellem kærlighed og døden vil der altid opstå sorg. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Og uden en kærlighed, der gik forud, så ville vi slet ikke rammes af sorg. Men netop fordi vi mennesker har evnen til at forbinde os så dybt til hinanden opstår kærlighed.
Derfor er sorg også kun forbeholdt mennesket – både på godt og ondt. Ondt, fordi sorgen i sagens natur gør ondt, men godt, fordi det er en smerte, der er meningsfuld. Fordi det vidner om, at en elsket er død. En elsket, der har vakt kærligheden i os.
Da jeg læste psykologi, lærte vi, at det gjaldt om at kappe båndene over til den døde, så den energi og de følelser, der var investeret i den døde, kunne investeres i andre. Så du kunne komme videre.
I dag ved vi, at det ikke gælder om at komme videre. Hvis du har mistet den, du elsker, kan du selvfølgelig godt blive glad igen måske blive forelsket igen. Men det betyder ikke, at du holder op med at elske den, du har elsket. Der vil altid være bånd, til den du har mistet. Og det er gennem sorgen vi kommer i kontakt med de følelser.
De nye sorgteorier vægtlægger betydningen af, at vi netop ikke kommer videre gennem en bevægelse væk fra den døde, men finder en måde at leve videre med mindet om den døde. At den døde fortsat er flettet ind i vores fortælling. Langt fra de gamle sorg teoriers tanke om at kappe båndet.