Kender du det, at der er personer, du ville ønske, du havde mødt og lært at kende. Og jeg er ikke ude i sådan noget Obama, Marilyn Monroe, prinsesse Diana lignende noget. Bare helt almindelige mennesker, der gennem de fortællinger, der fortælles om dem, bliver levende og nærværende på den der helt unikke måde.
Sådan ønsker jeg, det opleves, når jeg forsøger at videreformidle fortællingerne om mine børns mormor og farmor. Det er min mor på fotoet. Jeg håber, mine børn sidder tilbage med tilbageholdt åndedræt og tænker: “Wow, jeg ville ønske, jeg havde lært dem at kende”.
For de var nogle helt særlige kvinder på hver deres måde. Jeg fortæller gerne om dem og hver gang med et stik i hjertet over, at de ikke nåede at tage del i mine børns liv.
Vi mennesker bliver til gennem fortællinger. De fortællinger vi fortæller om os selv og om andre. Vi efterlader os spor. Hvert enkelt menneske har sin egen fortælling, som gør det menneske unikt og enestående. Og som efterlevende har vi en forpligtigelse til at holde liv i fortællingerne om vores afdøde.
Min mand er en eminent fortæller, og når han gør fortællingerne om sin afdøde mor levende, giver det mig følelsen af, at her er en kvinde, jeg ville ønske, jeg havde mødt.
“Guld Else” kalder han hende kærligt som et reference til hendes forkærlighed for smykker i rigelige mængder. Som fortællingen folder sig ud, bliver hun langsomt lyslevende for mig.
Sådan er det. Og det er godt at vide, at det ikke stopper med døden. Vi lever videre blandt de levende. Og vi kan selv være med til at skrive på den fortælling, der skal fortælles om os, når vi ikke længere er at tælle blandt de levende.
Hvad ønsker du at blive husket for ved din begravelse? Hvad ønsker du at stå for i livet? Hvad betyder virkelig noget dybt i dit hjerte?
Læs mere på: https://psykologenpaabryggen.dk