“Jeg står i døråbningen og betragter dig stille. Ser, hvordan du lægger din yndlingsbluse sammen. Din far havde den med hjem fra Rom, det år du fyldte 17. Du elsker den trøje. Den bliver blidt lagt ned i den store blå Ikea pose, som er så rummelig, at den kan indeholde et helt klædeskab. Du nynner. Først tænker jeg, at du græder, men det er kun mig, der ikke kan holde tårerne tilbage. Du er anderledes let og glad. Forventningsfuld”.
“Tankerne går tilbage, til dengang du var lille og havde brug for mig. Du gav mit liv mening. Jovist, der har været dage, hvor du har været ved at drive mig til vanvid. Enten af bekymring, eller fordi du gik dine egne veje. Du har bragt mig i kontakt med følelser, jeg slet ikke vidste, jeg indeholdt. Lige nu føles det skræmmende, at jeg skal igang med at skabe ny mening”.
“Pludselig mærker jeg gråden indeni komme med en vulkans styrke. Nu er det ikke kun små diskrete tårer, der presser på. Det føles som om, jeg er ved at kvæles. Hvordan kan du stå der og nynne? Jeg må ud. Væk!”
Scenen er fra den dag, min ældste datter flyttede hjemmefra. Selvom vi ved, fra den dag vi får børn, at i den sunde relation da ender det med, at de en dag flytter hjemmefra, så gør det alligvel ondt. Med fornuften ved man godt, at det er det rigtige, der sker. Opdragelsen stiler netop imod at gøre ens børn mere og mere selvstændige.
Lige der i døråbningen blev jeg ramt af, at en epoke for altid var slut. Sorgen over at miste. Forvirring over hvor tiden blev af. Tvivl på om jeg fik gjort nok, mens det var tid. Angsten for om hun ville klare sig. Følelsen fyldte mig i lang tid, og det føltes som om, jeg aldrig skulle kunne blive glad igen.
Det er nu mere end 6 år siden, min datter flyttede hjemmefra. Hun klarer det selvfølgelig fantastisk godt, og jeg har klaret det bedre end frygtet. For det ender jo ikke med et “farvel”. Det bliver en ny relation, som bygger på lyst og en vælgen hinanden til. Og det føles rart efter et stykke tid.
Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk