Penge, penge, penge

Dine, mine eller vores penge? Udfordringen ved en snak om økonomi er, at det er usexet, og ofte ikke noget vi taler om. Vi bilder os tilmed ind, at penge ikke betyder noget, men det gør de.

Da jeg fandt sammen med min mand, opstod der ret hurtigt rygter om, at jeg “tog ham nok for pengenes skyld”. Egentlig ret fornærmende både overfor ham og overfor mig. Over for min mand fordi han altså er ret lækker. Så jeg indrømmer her, at jeg først faldt for hans udseende og senere for hans måde at være på.

Men også ret fornærmende overfor mig, fordi jeg til enhver tid vil kunne klare mig selv. Jeg har en god uddannelse og har en ret god løn. Men sådan tænker mange. Jeg tænker det også selv, når jeg ser en mindre pæn fodboldspiller med en super lækker topmodel agtig kvinde.

Men for at vende tilbage til min egen situation – så var det min mand, der scorede mig. Ingen har imidlertid sat spørgsmålstegn ved, om han tog mig for pengenes skyld. Han er nemlig leder og per definition et godt parti.

Hvad stiller man så op, når man står der som to voksne mennesker godt oppe i alderen med hver sin bankkonto og indleder et forhold? Færre og færre danske par har total fælles økonomi. Måske fordi den adskilte økonomi gør det nemt at trække sig ud af et forhold igen. For hvem tror længere på et “for evigt”.

Min mand og jeg tog hul på den usexede snak. Vi er enedes om, at alt, hvad min mand ejede, da vi mødtes, det er hans. Og alt, hvad jeg ejede, det er mit. Alt hvad vi har skaffet os sammen siden, det er fælles. Det kan klares med en ægteskabspagt og et testamente.

For at penge ikke skal komme til at stå imellem Jer, så få talt ud om det. Tag ansvar for dine penge og din økonomi. Det er ærgerligt, hvis angsten for, at din elskede skal svigte dig og løbe med halvdelen af, hvad du igennem et helt liv har sparet op, betyder, at du ikke tør gå all in i et forhold.