Så er vi her igen. Jeg holder af gentagelsen. Det er som om, det giver en helt særlig ro at vide, at man bare skal det samme. Det samme som altid. Det samme hver fredag. Jeg er et rutinemenneske, der holder af at kunne slå hjernen fra. Jeg kan pakke i søvne. To par rene trusser og strømper og så er jeg klar.
Lukker lejligheden ned og så afsted. Snart er vi at finde siddende i kø på Hillerødmotorvejen. Hver gang udspiller der sig den samme scene. Min mand, der forsøger at styre de andre bilisters manglende køreegenskaber. For ingen kan åbenbart finde ud af at køre bil nu om dage.
Jeg kender ham og lader det gå stille ind af det ene øre og ud af det andet, når han proklamerer, at det er sidste gang, han gider sidde her i kø, og at der må findes en anden løsning. For lige om lidt er det hele glemt.
Roen falder over os med det samme, vi rammer sommerhus området. Markerne, der strækker sig så langt øjet rækker. Hestene, der går og græsser. Naboer, der hilser med et stille nik. Fremme ved huset falder skuldrene helt ned. Jeg nyder at stå og betragte mit klassiske Jeppesen bjælkehus.
Det føles som om, vejret pludselig kan trækkes lidt nemmere. For der er dømt afslapning. Også selvom der altid er græs, der skal slåes og lidt ukrudt, der skal holdes nede. Men tid er her nok af. I princippet skal vi ikke nå noget. Kun et smut til fiskehandleren inden lukketid.
Her er vi omgivet af en ro så dyrebar. Kun afbrudt af fuglefløjt. Spætten, der vedholdende hakker efter biller. Byens evige summen er lagt bag os. Storbyens blinkende lygter og puls, som jeg elsker i hverdagen.
“Kan du høre stilheden?”, spørger min mand. Jeg smiler ved mig selv, for jeg ved, at det betyder, at vi er at finde på motorvejen sammen med alle de andre næste fredag igen.
Opslaget er lavet i samarbejde med Planet Huse, der ikke har haft indflydelse på indholdet.