Kategori: Skilsmisse

Min veninde er lige blevet skilt. Nu sad vi over et glas kølig hvidvin og tudede lidt og grinede lidt. Humoren var velkommen, for sjovt var det fandeme ikke. Hun havde fundet ud af, at han så en anden. Altså de ikke bare så hinanden. De knaldede.

Han havde bedt om tilgivelse og faktisk havde min veninde også forsøgt. Måske ikke at tilgive, men i hvert fald at give forholdet en chance. For han ”mente ikke noget med det”.

Ups, hun kom lige forbi, og så kom jeg lige til at trække bukserne ned på hende. Ups, der kom hun sørme igen, og så forventede hun jo ligesom, at jeg skulle gøre det en gang til.

”Jeg tænkte mig ikke om”.” Det er jo dig og ungerne, jeg elsker”, havde han sagt gentagne gange.

De havde repareret på forholdet nu i et halvt år. Forsøgt at få lidt mere partid. Fået svigermor til at tage ungerne i en weekend og tog så på overnatning og ud at spise. ”Spild af penge”, sagde min veninde. For hver gang det kom til nærhed og intimitet, så var der sket et uopretteligt tillidsbrud.

Sådan ender det for rigtig mange, hvor utroskaben har sneget sig ind. Kun ganske få overvinder svigtet. For langt de fleste vil det fremadrettet opleves som om, der er en ekstra med i sengen. Så tænk jer rigtig godt om.

Sig højt hvad du savner ved den anden i stedet for at finde det ude i byen. Det har du en forpligtigelse til. Alt andet bryder ned, hvor I sammen havde mulighed for at bygge op.

Og nok så vigtigt: Husk på, at lykke ikke er en konstant følelse. Lykke kommer glimtvis, og man skal arbejde på at opleve den sammen med sin partner. Og ingen partner kan være perfekt hele vejen rundt.

Så er din partner den, du virkelig elsker så vis det ved at investere i jeres relation. Så husk partid, inden det går galt.

 

 

Jeg havde en ung kvinde til samtale forleden. Med det samme kunne jeg se, at der var noget helt galt. Og hurtigt fik hun sagt, at hun havde været tæt på at aflyse sessionen, fordi hun simpelthen var så ked af det.

Nu er det jo ikke ligefrem meningen, at man kun kan gå til psykolog, når man er i godt humør. Hun var bare i tvivl, om hun overhovedet kunne få noget ud af samtalen, fordi hun var så knust og ulykkelig.

Det var kæresten, der helt ud af det blå, havde gjort forholdet forbi. Ham hun ellers havde drømt om en fælles fremtid sammen med. Selvom der altid er en kontrakt for, hvad man taler med sin behandler om, så betyder det ikke, at man ikke kan ændre fokus, når man på denne måde bliver overhalet indenom af livet. Når livet sender en til tælling.

Så dagens session skulle have det nylige brud som fokus. Alle følelse var naturligvis i spil. Og med overbevisning i stemmen kunne hun proklamere, at hun aldrig ville lade nogen komme ind under huden på hende igen. Hun ville ikke være så naiv at tro på kærligheden igen.

Livet kan nogle gange være så smertefuldt, at man kan føle, man vil gøre hvad som helst for at undgå at føle noget som helst nogensinde igen.

Fordi vi mennesker har evnen til at elske og holde af vil vi uværligt også komme til at føle smerte. Kærlighed og smerte er to forbundne kar. De går hånd i hånd.

Nogle mennekser er blevet såret så dybt, at de som kvinden lover sig selv, at de aldrig igen vil holde af. De vil forsøge at undgå de varme følelser på alle mulige måder.

Den slags forsøg er naturligvis dømt til at mislykkes. For i stedet for som ønsket at undgå smerte, kommer de i deres isolation til at føle endnu mere smerte og ubehag.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Forestil dig at skulle pakke en taske en gang i ugen for at flytte til den anden forældre. Pakke ud når man lander det nye sted for at gentage manøvren ugen efter. Nye regler at forholde sig til, nye rutiner og måske et par ekstra bonus søskende eller halvsøskende oveni.

Det er hverdagen for rigtig mange børn. Og med ændring af skilsmissereglerne tilbage i 13 er raten af skilsmisser steget med ti procent.

7/7 eller 11/3 eller 5/9. Der er ikke tale om brøkregning. Det er et helt anderledes form for regnestykke, der skal gå op, når to voksne, der engang har elsket hinanden, pludselig har fået nok og har valgt at gå hver til sit. Og med et enkelt klik kan sige “Game over”.

Der findes mange ordninger for børn i skilsmisse familier. Nogle bor mest det ene sted og har en 11/3 ordning. Men rigtig mange har en 7/7 ordning, hvor de bor lige meget ved begge forældre.

Jeg læste i weekenden en kronik om, at de ressourcestærke forældre har de største kampe om samværsregler efter en skilsmisse. Lange seje kampe, der kan stå på i årevis om, hvad der er bedst for barnet. Eller blev det i virkeligheden, hvad der er bedst for dem selv.

Og mange gør hvad der i vennekredsen er  enighed om, at den gode forælder bør gøre – kræve en millimeter retfærdig fordeling. For sådan er det også blevet. Den gode forælder skal kæmpe for en 7/7 ordning for at bevise sit værd som forælder. Helt uden blik for, at børn kan have et andet behov.

En 7/7 ordning kan være den bedste løsning for nogle børn, men omvendt kan det også være barnets bedste med én fast bopæl hos den ene forælder og måske weekend samvær med den anden.

Det afgørende må være, at beslutningen tages på baggrund af barnets behov. Beslutningen må ikke tages på baggrund af, hvad man som forælder har det bedst med.

Stor respekt for den forælder der tilsidesætter sit eget behov og virkelig gør sig umage for at finde den løsning, der er bedst for barnet.

Brug for hjælp https://psykologenpaabryggen.dk

 

Jeg troede, at jeg altid skulle være sammen med min daværende mand og min familie. Hele mit liv.

Med skilsmissen bristede alle illusioner om en kernefamilie fuldstændig. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet at bryde min familie op.

”Er det virkelig sandt?”, spurgte min veninde. Jeg havde lige fortalt hende om bagsiden af medaljen ved at blive skilt. ”Jeg synes ellers altid, du er så mega sej. Du er mit forbillede”, sagde hun videre.

Og det er rigtigt, at da jeg forlod  min mand, var jeg modig som aldrig før.  Men jo den er god nok. Det er svært og det har mange omkostninger.

Jeg kan tænke tilbage med et stik i hjertet over, at jeg ikke lykkedes med projekt far, mor og børn. Det er et nederlag, at jeg ikke lykkedes med at holde fast i drømmen om, at skulle leve sammen ”til døden os skiller”.

Sådan en helt almindelig søndag kan jeg pludselig blive ramt af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan leve op til det, jeg har lovet mine børn om, at de skulle inviteres til familiefrokost hver søndag. Som en stor italiensk Mamma ville jeg stå klar til at tage imod børn, svigerbørn og børnebørn. Sådan blev det ikke.

Deres studenterfest, dimissionsfest og bryllup bliver ikke det samme. Det er en stor sorg for mig ikke at være lykkedes med det. Ikke at kunne give dem en bryllupsfest hvor deres far og mor deltager som et godt eksempel for den kærlighed der tro alt, håber alt og udholder alt.

”Jamen, det er jo dig, der har valgt det”. Ja, det er det. Det ændrer bare ikke ved, at det er svært Kun du selv ved, om det er nødvendigt at gå videre alene, selvom det er smertefuldt.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Dette opslag er skrevet i flertal for ligesom at række ud over mig selv og ikke for at sige om mig selv, at jeg har haft mange ex’er. Så har vi det på plads.

Jeg var til et forrygende bryllup i weekenden. Der er ingen fester som bryllupsfester. Denne blanding af det højtidelige godt krydret med løssluppen glæde i overmål gør mig så glad. I brudens tale til sin mand sagde hun:

”Jeg lover, at jeg bliver din sidste kone”.

Deri lå ikke kun et løfte men også en erkendelse. Deri lå nemlig den kendsgerning, at hun ikke var den første.

Hun turde sige det højt, som mange helt givet har tænkt, fra det øjeblik hun tabte sit hjerte til sin elskede. Hvad nummer er det lige du er i rækken?

Dette skønne brudepar har en helt særlig åbenhed omkring, at der er levet et liv, inden det blev til et ”os” for lige netop dem. I en tid, hvor 50 % af alle indgåede ægteskaber opløses igen, er det vigtigt, at vi tør være åbne overfor, at der er levet et liv inden det blev ”dig og mig”.

Og gæstelisten var som en forlængelse af denne åbenhed. For under præsentationen kom det tydeligt frem, at der sad Helene og der hendes ex mand Henry. Og  børnene ”fra tiden med Helene og Henry” var der sørme også.

Vi lever i en tid, hvor vi er rigtig mange, der ender med ex mand, ex kone, ex svigerfamilie. Ofte oplever jeg desværre, at det ikke alene ender i ex mand og kone, men også i ex venner, fordi de slet ikke kan rumme at forholde sig til, at nu er det slut med parmiddage og der skal findes alternative måder at være sammen på.

Fakta er derfor, at rigtig mange ikke alene mister sin partner, men også store dele af deres sociale liv.

Tag nu bare Henry og Helene fra brylluppet. Rigtig mange ville have streget den ene fra gæstelisten. Også selvom det jo ikke er vores venner, vi bliver skilt fra, når vi vælger at blive skilt. Eller svigerfamilien eller alle de andre nære relationer.

Det er ikke altid kun de grumme venners skyld.

Alt for ofte oplever jeg, at mennesker, der trods alt har elsket hinanden engang og i kærlighed har skabt familie, hjem og børn og levet et liv sammen, pludselig ikke længere kan være i samme rum.

Så er du selv en ex, så øv dig i at tale pænt om din tidligere mand/kone. For tænk, hvis du kom til at gå glip af en fed fest, fordi ingen kunne finde ud af at navigere i din vrede og følelse af forsmået kærlighed og derfor kom til at vælge dig fra.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

En 7/7 ordning er ikke for tøsedrenge. Sådan sagde en af mine yngre klienter forleden. Han ved, hvad han taler om, for han var en af de mange børn, der praktiserer en 7-7 ordning.

Mange børn oplever det som stressende at flytte fra det ene hjem til det andet. Forestil dig at børnene blev boende, og forældrene så flyttede ud og ind på skift. Hvor lang tid mon forældre kunne holde til det?

Det er som om, man i dag ikke er en god nok forældre, hvis ikke man deler børnene ligeligt. At man ikke er ansvarlig, hvis ikke man insisterer på at ville have dem lige meget.

Undersøgelser viser da også, at børn med en 7/7 ordning trives bedst. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det er, vi måler på? Er det udtryk for, at det er den mest optimale ordning, eller bunder det i virkeligheden i, at det er de samme forældre, som har det bedste samarbejde? Vi ved heller ikke, om børn i 7/7 ordninger trives bedst, fordi de føler sig mindst i klemme rent loyalitetsmæssigt.

7/7 ordning, 9/5, 11/3 eller 10/4. Det er afgørende, at vi har blik for børns loyalitet. Ingen børn har et ønske om at ville såre den ene forælder. Derfor bør børn aldrig stilles i det dilemma, at barnet føler, det skal vælge imellem sine forældre.

Jeg oplever mange større børn, som i medinflydelsens navn, har fået lov til selv at vælge, hvor de vil bo. Den er godt nok svær. De fleste løser det ved at holde nøje regnskab med, hvor mange dage de er ved den ene forælder, for så skylder de den anden.  Børn har nemlig for længst fornemmet, at man bør forholde sig lige loyalt til begge forældre

Det afgørende er, at vi husker på, hvem det er, der har ønsket skilsmissen. Det er ikke børnene. Derfor må vi voksne være lydhøre og fleksible og tilsidesætte egne behov.

Vi skal være opmærksomme på, at barnets behov kan veksle. I perioder foretrækker børnene måske mere stabilitet og dermed at bo i længere perioder ved den ene forælder.

Det siger ingen børn af sig selv.

Derfor må vi voksne komme barnet til undsætning. Signalere at det er naturligt at have det sådan. Samarbejde er nøgleordet for, hvordan børn bedst trives, når drømmen om et familieliv brister og skal finde nye veje.

Brug for hjælp til at finde vejen: https://psykologenpaabryggen.dk

Du skal skrive et blog opslag om det, sagde min veninde forleden. Hun synes, hun var blevet snydt for en fest. Eller fest havde hun skam været til. Rund fødselsdag ved kærestens voksne søn.

Det var bare ikke helt som forventet.  

Inden min veninde fik for meget ondt af sig selv, fik jeg lyst til at ændre perspektiv.

Jeg håber, bonussønnen fik den fest, han selv gerne ville have og ikke den fest, andre kunne holde til.

Sådan sagde jeg til min veninde, efter at hun lidt opgivende kunne fortælle, at tiden ved frisør var penge ud af vinduet.  

Hun havde bestilt tid til klip og farvning, fordi hun havde troet, at fødselsdagsfesten skulle være et første møde med kærestens tidligere kone. Hun skulle derfor shines godt op til festen. Nyt tøj var det også blevet til. 

Stor var hendes skuffelse derfor, da hun erfarede, at: ”Jeg skal fejres to gange”. Så ingen stor fælles fødselsdagsfest i denne omgang.

Nu kunne hun ikke helt skjule sin skuffelse, for hun havde glædet sig til at være med til at fejre ham og til at møde begge sider af familien. Alle dine og mine, eks’er og nuværende, hel- og halv søskende og pap i alle afskygninger. Ja, hun havde set frem til at være med til at give ham lige den fødselsdag, han havde fortjent.  

Spørgsmålet, der står tilbage, er, om han fik det? Fik han den fødselsdag, han havde håbet på, eller fik han den fødselsdag, han kunne overskue? Den fødselsdag hans forældre kunne holde til?  

Hvor gode er vi egentlig til at give plads til de nye familieformer?  

Vi er gode til at blive skilt. Forstået sådan at det bliver vi rask væk. Men er vi også gode til at pakke sårede følelser væk, når det skal fungere efterfølgende?

Er det vores børn, der betaler prisen, når de ikke kan holde ud at tænke på, hvordan festen vil spænde af med fars og mors nye kærester. Bliver det pinligt? Bliver mor ked af det, når hun ser far med en ny? Kommer far med dumme bemærkninger?  

Til sønnen kunne jeg tænke mig at rejse spørgsmålet, om han fik den fest, han ønskede sig, eller om han fik ”en hensyns” fest?  

Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Jeg glæder mig hver dag over, at mine børn har så godt et forhold til deres bonusmor. Jeg kan altid sende dem over til min tidligere mand og hans nye kæreste i fortrøstning om, at de vil få et dejligt ophold. De sætter virkelig stor pris på hende, og jeg er taknemmelig over, alt det hun gør for mine børn. Når de fortæller om gode oplevelser sammen, bliver jeg helt varm indeni. Når de roser hendes mad, glæder jeg mig over, at hun laver livretter til mine børn.

Skraaaatzzzzzzz. Noget af en plade jeg lige fik sat på der.

Det sker, at der kommer ridser i vinylen, og det hele har en lidt anden melodi.

Sommerferien står for døren. For mange familier betyder det ferie med dine og mine børn. Og at mine børn skal på ferie med ham og hendes børn.

Det er svært for mange. Jeg vil blot minde om, at det også kan være svært for børnene.

Børn læser lynhurtigt, om ”mor fik det der underlige udtryk i ansigtet, da jeg måske lidt for jublende glad fortalte om turen i sommerhus”.

Børn er solidariske. Og børn beskytter altid den af forældrene,  de oplever som den svageste part.

Så hvis mor ser ked ud af det, når barnet fortæller om opholdet ved far og den ny kæreste, så kan barnet reagere på to måder: Enten stopper barnet med at fortælle, eller i værste fald fravælger barnet ophold ved far.

Hvis dit barn derfor siger, at det ikke har lyst til at komme på ferie med far og fars kæreste en anden gang så prøv lige engang at se indad. Er det fordi, han er en idiot, og hun er en sur kælling?

Eller kunne en del af forklaringen være, at dit barn er fanget i en loyalitetskonflikt af de helt store?

Er det sket en enkelt gang eller to, at du blev for såret og derfor ikke kunne finde en grimasse der ku passe, da dit barn begejstret fortalte om oplevelser i den anden familie?

Det er afgørende vigtigt for børn, at samarbejdet fungerer omkring dem. At de ikke oplever konflikter jer imellem. Det er meget belastende for børn. Øv dig. Ikke for din tidligere mand og hans nye kærestes skyld.

For dit barns skyld. Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Forældre er man for livet. Derfor skylder vi også vores børn, at vi tilsidesætter egne sårede følelser, når vi bliver skilt. Nu er det altid nemmere at rådgive andre, end selv at efterleve anbefalinger. Det er ugens blog desværre et alt for godt eksempel på.

Jeg havde glædet mig til at skulle på familiekig ude på kasernen, hvor min søn aftjener værnepligt. Der var bare lige det ved det, at der ingen invitation kom.

Jeg kiggede både efter mail og slow mail. Intet brev og ingen mail. Det var ikke Postvæsnet og heller ikke forkert mailadresse, der var skyld i manglende invitation. Det var min søn. Han havde ikke sendt en.

Han har nemlig det dilemma, at hans familie ikke består af far, mor og børn. Den består af far og hans kæreste samt mor og ny mand.

Jeg bryder mig ikke om min tidligere mands kæreste. Det siger jeg selvfølgelig ikke til min søn, for så ved jeg godt med min sunde fornuft, at jeg umuliggør det hele for ham, når han står i situationer, hvor han skal tro på, at vi alle godt kan være i samme rum som voksne mennesker.

Nu er det bare sådan, at en ting er, hvad jeg siger, en anden ting er, hvad jeg udstråler.

Og helt ærligt det magtede min søn ikke at udsætte sig selv for.

Han kunne ikke overskue at stå der kampklædt, nybarberet og velfriseret optaget af den overordnedes ordrer. Samtidig med at han skulle forholde sig til, hvad jeg ville kunne finde på at komme med af små bemærkninger, blikke jeg ville kunne sende.

Så i hans afmagt gav han op. Han gav op og valgte familien fra.

Han ville hellere undvære besøg end at risikere at stå i uvisheden om, hvordan dagen ville spænde af. Det var virkelig et vink med en vognstang. Selvom jeres samliv er slut, så vil jeres fælles forældreskab fortsætte livet ud.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

”Der er unger hele tiden”. Sådan sagde min veninde forleden i telefonen. Hun forventede, at jeg skulle give hende ret i, at det var ”træls”, ”nederen” eller bare ”herre dårligt” af ungerne, at de var der. Altså at de var der i deres eget hjem.

Det kunne jeg så ikke lige svinge mig op til at give hende ret i en sådan en helt almindelig søndag eftermiddag. Sagen var den, at hun havde forventet en ”børnefri weekend”, og pludselig var der lavet om på det, fordi kærestens børn alligevel var kommet denne weekend. Og nu havde hun lige glædet sig sådan til bare at skulle hygge med sin kæreste.

Jo, men det kan jeg da godt forstå ville have været ”nice”, men hallo, sådan er det altså at have børn. Det er ligesom normalen, at de er der hele tiden.

Eller normalt er det nok ikke længere. Det er ikke første gang, jeg har oplevet en irritation over ikke at kunne få noget voksentid. Jeg tænker bare lidt, at tidligere, hvor det ikke var så almindeligt med dine og mine børn og dermed tilhørende ”børnefri dage”, da var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at der ”var børn hele tiden”. De var der bare.

Stakkels børn tænker jeg bare. For du skal ikke bilde mig ind, at de ikke kan mærke, at de er uønskede. Alle skilsmissefamilier, jeg har mødt, har en dagsorden, der går ud på at have ”børnefri” den samme weekend. Det er lige før, jeg har indtryk af, at et forhold ikke kan realiseres, hvis ikke det kan lade sig gøre. Når så kæresten skiftes ud, skal der rokeres rundt på alle aftaler, hvis man er så uheldig, at den nye kærlighed har børn de modsatte uger.

Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk