”Der er unger hele tiden”. Sådan sagde min veninde forleden i telefonen. Hun forventede, at jeg skulle give hende ret i, at det var ”træls”, ”nederen” eller bare ”herre dårligt” af ungerne, at de var der. Altså at de var der i deres eget hjem.
Det kunne jeg så ikke lige svinge mig op til at give hende ret i en sådan en helt almindelig søndag eftermiddag. Sagen var den, at hun havde forventet en ”børnefri weekend”, og pludselig var der lavet om på det, fordi kærestens børn alligevel var kommet denne weekend. Og nu havde hun lige glædet sig sådan til bare at skulle hygge med sin kæreste.
Jo, men det kan jeg da godt forstå ville have været ”nice”, men hallo, sådan er det altså at have børn. Det er ligesom normalen, at de er der hele tiden.
Eller normalt er det nok ikke længere. Det er ikke første gang, jeg har oplevet en irritation over ikke at kunne få noget voksentid. Jeg tænker bare lidt, at tidligere, hvor det ikke var så almindeligt med dine og mine børn og dermed tilhørende ”børnefri dage”, da var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at der ”var børn hele tiden”. De var der bare.
Stakkels børn tænker jeg bare. For du skal ikke bilde mig ind, at de ikke kan mærke, at de er uønskede. Alle skilsmissefamilier, jeg har mødt, har en dagsorden, der går ud på at have ”børnefri” den samme weekend. Det er lige før, jeg har indtryk af, at et forhold ikke kan realiseres, hvis ikke det kan lade sig gøre. Når så kæresten skiftes ud, skal der rokeres rundt på alle aftaler, hvis man er så uheldig, at den nye kærlighed har børn de modsatte uger.
Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk