Min veninde og hendes mand kører hver weekend turen til sygehuset for at besøge en nær ven.
De havde netop været på besøg og var blevet meget berørte af at læse i den dagbog, personalet har lavet, mens han har været indlagt på Intensiv afdelingen.
Min veninde blev hårdt ramt af tanken om, hvor hurtigt alt kan ændre sig. Han var gået fra at være en stor stærk mand, der havde klaret fysisk hårdt arbejde til i løbet af et splitsekund at være helt afhængig af andre. Det er svært at se på.
Er det værdigt, spurgte hun?
Det gav anledning til en lille refleksion. For hvad er værdighed egentlig?
Jeg skal gerne indrømme, at jeg hurtigt ville kunne rammes af følelsen af at befinde mig i en uværdig situation, hvis jeg var hundrede procent afhængig af, om andre ville klø mig, når det klør, tørre mig efter at jeg har gjort min nødtørft på et bækken. At skulle være afhængig af andre på den måde ville jeg personligt kunne opleve som ret uværdigt.
Så slog det mig imidlertid, at værdighed måske i virkeligheden aldrig er noget, jeg har i kraft af mig selv og min egen formåen. Måske værdighed altid er noget, jeg får givet af andre.
Med min veninde og hendes mands måde at være på over for deres ven er de i høj grad med til at give ham værdighed. De besøger ham trofast, de deler hans frustrationer, angst og afmagt.
Også personalet på Intensiv giver ham værdighed.
Det han ikke selv havde erindring om, giver de ham tilbage med deres fortællinger i dagbogen. I deres pleje af ham giver de ham værdighed. De holder ham nybarberet og renvasket. De taler til ham og er omkring ham med nænsomhed.
Og netop derfor bevarer han sin værdighed hele vejen.
Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk