“Neeeeej!” næsten råber Karl, hvorefter det lille menneske resolut sætter hånden op foran sig og tilføjer et: “STOP”. Det kan godt virke lidt overvældende, når sådan en ellers sød lille dreng på den måde markerer et “hertil og ikke længere”. Og det får da også farmor til at spørge, om ikke vi skal arbejde lidt med Karls nej’er.
Det bliver anledningen til en god snak. For Karl har lært at sige NEJ og STOP i vuggestuen, og jeg er vild med det. Hvis et andet barn bryder ind i din leg, må du gerne sige nej. Hvis et andet barn er for voldsom, må du gerne sige stop. Og lige nu øver han sig i at markere sine grænser.
Jeg har tidligere blogget om vigtigheden af tre små ord – nemlig “undskyld”, “tak” og “pyt”. Og det er tre vigtige ord. Spørgsmålet er bare, om ikke et velplaceret “nej” burde høre med i rækken af nyttige småord.
I mange sammenhænge, hvor børn skal indgå i relationer, er der voksne, der mener, at det er forbudt at sige nej. Man skal eksempelvis sige ja til at lege med alle. Måske fordi vi voksne tror, det forhindrer, at børn bliver holdt uden for.
Det er i bedste fald misforstået og i værste fald katastrofalt. For hvad sker der med børn, der lærer, at det er uacceptabelt at sige nej?. “Nej” er at sætte grænser. Det er at mærke efter, hvad jeg har lyst til, vil være med til og har brug for.
Og ikke et ord om MeeToo her. Jeg nævner det bare på baggrund af helt almindelige hverdagserfaringer.
I min klinik møder jeg ofte skønne mennesker, der aldrig får sagt nej til de ekstra arbejdsopgaver og ender med at gå ned med stress. Der aldrig får sagt fra over for deres ægtefælle og ender med at stå for alt eller med at blive såret. Altid ender med at bage bradepandekagen til spejderlejr og klassens time. Mange der gang på gang går på kompromis med egne værdier og egne grænser.
Så Karl skal ikke lære ikke at sige nej. Vi andre kunne tværtimod lære lidt af hans umiddelbarhed og den selvfølgelighed, han sætter grænser på.