Vi har et anstrengt forhold til døden i vor tid. Og i takt med at ritualer glider mere og mere ud, øges vores følelse af at være kommet ud på dybt vand, når vi står over for en af vore nærmeste, der har mistet.
Hvad gør man lige? Hvordan sige det rigtige? Vi står famlende over for døden. Vi har ingen drejebog for den del af livet.
At det er svært for den, der står alene tilbage, er der heldigvis kommet fokus på. En åben linje direkte ind til frivillige, der selv har prøvet at miste, er nu en realitet. De sidder klar ved telefonen alle ugens dage klar til at lytte. For alt for mange går alene med deres sorg. Måske de ikke vil belemre deres nærmeste.
Desværre tror jeg også, at en af forklaringerne er, at vi er alt for dårlige til at træde til som støtter. Bevar mig vel, vi siger da: ”Du kan altid ringe”.
Vores effektive samfund spiller måske også ind, når det handler om at miste. Den periode, man som efterladt bliver behandlet som sørgende, slipper hurtigt op.
Magtesløsheden er vor tids største udfordring. Vi er så vant til at kunne kontrollere og handle på alt. Vi bliver alle magtesløse på et tidspunkt i livet. Om ikke før så når vi står over for døden.
Kan du huske, hvad der skete til formning, når vi blandede alle farverne sammen? Når alle farver blandes sammen, bliver det sort. Når det er sort, kan man ikke længere se alle farverne. Det er den følelse, vi kan få, når vi mister en, vi har elsket.
Sammen med denne person stod alt lysende klart og i de smukkeste nuancer. Når vi ikke længere kan dele det med det menneske, som har så stor betydning for os, er det som om, farverne blandes. Alle de smukke oplevelser, som ikke kan blive til nye oplevelser, blander sig sammen, og alt bliver sort som i den mørkeste nat.
Vi tror måske ikke helt på, at det kan være tilstrækkeligt at lægge øre til den, der er i sorg. Så vi gir op og tænker: ”Tiden læger alle sår”.
Vi bliver lettede, når vi ser den efterladte vende tilbage til job eller ser, at han deltager i arrangementer. ”Han er kommet videre”, siger vi. Jo tak, han er kommet videre, men han skal gå alene nu.
Det er tungt og går ikke bare sådan over. Alene ordet ”sorgarbejde” er noget vrøvl. For ordet lover, at når arbejdet er gjort, så er sorgen væk. Sorgen er den pris, vi betaler for at have elsket.
Vi er sårbare og dødelige, men vi er det sammen og den erkendelse bør vække solidaritet og anspore til omsorg for hinanden. Har du en, du skal have ringet til?
Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk