Jeg tror ikke, der er nogen af jer der kan have overset, at jeg er blevet mormor. Jeg tilslutter mig gerne det kor af bedsteforældre, der stolte fortæller om, hvor fantastisk det er. For selvfølgelig er det en helt sindsyg følelse det giver i kroppen at stå med sådan en lille ny i sine arme. Det er der imidlertid skrevet rigtig meget om, og det er derfor ikke det, dette blogopslag skal handle om. Nej, det er min datter. Min datter i rollen som mor.
For det, der er kommet bag på mig, er de følelser, det vækker at se min datter som mor. Wauv, det er ubeskriveligt fantastisk at være vidne til. Jeg bliver så overmåde stolt over at se den måde, hun passer sin lille Karl på. Måden hun er sammen med ham på. Måden hun ser ham på.
Hun er blevet mor i en tid, hvor der er umenneskelige krav til, hvordan man bør være som mor. Man kan ikke åbne et magasin, uden der er opgivet en opskrift på, hvordan man bør gøre. Du må ikke… du skal… du skal altid… du må aldrig….. Samtidig er der et helt kor af mere eller mindre tvivlsomt uddannede, der har en mening om, hvad din baby skal.
Barnet skal ligge på maven 5 min per leveuge i løbet af en dag. Barnet skal lære at spise efter de og de principper. Barnet skal lære at sove på sit eget værelse. Barnet bliver mest tryg af at sove ved dig. Det er lige til at fare vild i som nybagt mor.
Jeg ser på min datter og rammes af de varmeste følelser, for hun gør det allervigtigeste, en mor kan gøre. Hun ser Karl. Altså sådan rigtig “ser”. Noget af det altafgørende for, at et barn kan udvikle sig til et helt og sundt menneske, er, at det bliver set. At barnet bliver set med øjne og med hjerte.
Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk