Rub og stub

Hvis du ligner mig bare en lille smule, så sker det nok også for dig, at du kan rammes af misundelse. Bare en lille smule en gang imellem. Selvom det er en af de 7 dødssynder at kunne blive misundelig, så tror jeg, ingen kan sige sig fri.

Jeg kunne vælge at skrive et blogopslag om, at misundelse i virkeligheden ikke burde høre til i kategorien dødssynd, da det kan være uhyre motiverende engang imellem at møde andre, der har opnået noget, og som man selv gerne vil gøre dem efter. Det kan betyde, at man lige giver den en ekstra skalle og opper sig som man kalder det lidt friskfyragtigt.

Men det er slet ikke den form for misundelse, jeg vil skrive om. Det er den der fortærrende en af slagsen, hvor man ærlig talt ikke viser den mest charmerende side af sig selv. Hvor man, når man tænker på den andens held, fortrin, gode job eller fede hyre, får det hele pakket ind i en grim dæmonisering af den anden. Fordi man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have.

“Er hun ikke  bare født med en guldske i røven?”, hvisler det ud mellem mine tænder, inden jeg kan stoppe ordstrømmen.  Eller: “det er da klart, hun ser godt ud, hun bruger jo formuer på det”. Eller: “helt ærligt, det er jo ikke svært at få et fedt job, når man slikker andre i røven”.

Inden denne form for misundelse får for godt tag i mig, har jeg indført Helle Joof’s: “Byttereglen”.  Tag selv testen.

Måske jeg gerne ville have det fede job, lange smukke ben, på dyre rejser og have en rig mand. Men det er forbudt at plukke. Man skal tage hele pakken. Så job, ferier, børn, mand, venner, familier ja alt skal du bytte lige over med.

Du må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som du gerne vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, jeg vil bytte med.