Det er Langfredag. Langfredag for mig er en kærkommen lejlighed til at slappe af, holde mini ferie, invitere til Påske frokost. Men det er også sorg, mørke, lidelse. Alle møder vi Langfredag i vores liv før eller siden. Og det minder Påsken os om.
Jeg holder af at gå tur på kirkegårde. På Assistens Kirkegården ligger der mange kendte, og det gør det særligt spændende at gå rundt. Et af de mere seværdige gravsteder er Dan Turèlls grav. Hans grav er fyldt med joints og kuglepenne. Kuglepenne som en hyldest til den store digter, han var.
Jeg tror, de fleste kender hans digt om “Hverdagen”. Dan Turèll skrev også et digt om døden i sin “Begravelses Blues”. Digtet er som et testamente en slags vilje til de efterladte. Først beskriver han alt det, de ikke skal gøre, når han er død.
Han gider ikke hvidt grus og friske blomster. Og ikke et ord om “hvil i fred” for ingen kan alligvel vide, hvad der sker, når vi er døde. Men så slutter digtet med en opfordring. I digtet skriver han: “Men begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen”. Og æbletræet er at finde på graven. Plantet fa Chili Turéll.
Det er et utrolig smukt digt. Dan Turéll har næppe haft tanker om en påskemorgen i kristen forstand, selvom ordene vil kunne tolkes som et opstandelses budskab.
Dan Turéll bevægede sig i sine digte om de store livsemner som livet, døden og kærligheden. Og for mig at se er ordene et udtryk for en genkendelig følelse vi alle har, nemlig at vi håber på, at vi har sat os spor og har betydninger for de kære, vi efterlader os.
“Begrav mig i en æblehave
Så jeg kommer til at røre
jeres læber igen”