Jeg var ved at se på gamle opslag forleden og så slog det mig, at jeg da godt nok er blevet god til at minde mine følgere om, at lykken kun fås glimtvis, at lidelsen hører med til at være menneske og jeg skal komme efter dig.
Jeg har også ofte blogget om, at vi mennekser giver alt for let op i vores kærlighedsrelationer og skal huske at kæmpe for forholdet.
Jeg mener hvert et ord. Lykke er ikke en evig tilstand. Vi bliver syge. Vi føler os udenfor. Vi bliver svigtet. Vi mister. Vi begår fejl. Vi bliver afvist. Vi blir forladt. Lidelse er nemlig en naturlig del af det at være menneske, og ingen lever i en tilstand af evig lykke.
Men jeg fik lige brug for at slå fast, at det altså IKKE er ensbetydende med, at du skal nøjes i relation til din partner. Det er slet ikke ensbetydende med, at du skal acceptere, at kærlighedslivet gerne må gøre lidt ondt. At parforholdet gerne må vække lidt ubehag og frygt.
Nogle mennesker kan leve sammen i årevis uden varme, ømhed og intimitet. Og hvor kærlighed er erstattet af uro og frygt og hvor de udelukkende er bundet sammen af vane.
Så er prisen, du betaler, simpelthen for høj. Også selvom det kan virke skræmmende og uoverskueligt at ville en forandring. Alt for nemt kan man lulles ind i en vane med altid at være lidt på vagt for at undgå en konflikt. Måske fordi det synes svært at turde tro på, at man fortjener noget bedre.
Så for lige at runde denne blog af med en tråd til tidligere blogopslag, så er det netop, fordi lidelsen er en del at det at være menneske, at vi har så meget des mere brug for at være i sunde kærlige relationer.
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind…”