Jeg skal fejre juleaften med mine to børnebørn. De er et levende bevis for, at en af mine yndlings julesalmer “Dejlig er jorden” udtrykker noget meget sandt, når vi synger: “slægt skal følge slægters gang”.
I aften vil jeg som altid sætte mig i ro og lade minderne komme. Mine tanker går til dem, jeg har mistet. Det vil som altid være min mor, der fylder mine tanker mest. Både med gode og vemodige tanker.
Mine tanker går til alle de betydninger, min mor nåede at få for mig. Vi kan være bange for at glemme, den vi har mistet. Jeg husker de første gange, hvor jeg ikke længere kunne genkalde mig duften af min mor. De præcise konturer i hendes ansigt. Måden hun gik på.
Jeg havde ellers i mange år forsøgt at fastholde de fysiske erindringer ved at gå i hendes tøj. Købte den parfume hun altid brugte i forsøget på at holde hende tæt på . Jeg var nødt til det, for jeg følte, det var det eneste, jeg havde tilbage. Og pludselig duftede det ikke længere af hende, men bare af mig selv.
Det var skræmmende.
MEN vi mennesker er andet end det fysiske, som vi mister grebet om. Dem, vi har mistet, lever videre gennem fortællinger. Vi bliver til gennem fortællinger, og vi lever videre gennem fortællinger. Jeg fortæller mine børn og nu to børnebørn om min mor, og hvordan hun var som person og om, hvad hun satte pris på og holdt af.
Men i aften, når der er faldet ro på, fortæller jeg også min mor om os, og det liv vi lever her på jorden. Jeg fortæller, at jeg har fejret aftenen med hendes ældste barnebarn og to oldebørn. De nyeste skud på stammen. At aftenen blev smuk og magisk. Lige i det øjeblik føler jeg, hun er nærværende. Det er som om, jeg kan kalde hende frem.
Jeg tror, det er sådan for rigtig mange, at det særligt er i julen, vi mærker savnet. Savnet af dem vi har mistet. Da føles det godt at kunne mærke nærværet. Så lad fortællingerne blive levende, når vi inden længe sætter os til julebordet sammen.
Vi kan jo begynde med et kan du huske….